Access to European Union law
<a href="https://eur-lex.europa.eu/content/help/eurlex-content/experimental-features.html" target="_blank">More about the experimental features corner</a>
Choose the experimental features you want to try
EUR-Lex
Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

You are here
Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search

Document 52020IE2395

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om CO2-markeder: Fremkomst, struktur og udfordringer for den europæiske industri (initiativudtalelse)

    EESC 2020/02395

    EUT C 429 af 11.12.2020, p. 122–130 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Date of document:
    18/09/2020; afstemningsdato
    Date of vote:
    18/09/2020
    Date lodged:
    20/02/2020
    Author:
    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
    Responsible body:
    Section for External Relations, EESC_REX
    Rapporteur:
    Emmanuelle BUTAUD-STUBBS
    Form:
    Initiativudtalelse
    Term of office:
    2015-2020
    Internal reference:
    AVIS-SECTION 2020/2395 FIN, REX/531
    Session:
    554
    Treaty:
    Traktat om Den Europæiske Unions funktionsmåde
    Legal basis:
    Link
    Link
    Link
    Select all documents mentioning this document
    Instruments cited:
    Link

    11.12.2020   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 429/122

    Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om CO2-markeder: Fremkomst, struktur og udfordringer for den europæiske industri

    (initiativudtalelse)

    (2020/C 429/17)

    Ordfører:

    Emmanuelle BUTAUD-STUBBS

    Plenarforsamlingens beslutning

    20.2.2020

    Retsgrundlag

    Forretningsordenens artikel 32, stk. 2

     

    Initiativudtalelse

    Kompetence

    Sektionen for Eksterne Forbindelser

    Vedtaget i sektionen

    24.7.2020

    Vedtaget på plenarforsamlingen

    18.9.2020

    Plenarforsamling nr.

    554

    Resultat af afstemningen

    (for/imod/hverken for eller imod)

    220/0/1

    1.   Konklusioner og anbefalinger

    1.1.   Den nye aftale om CO2-markeder

    1.1.1.

    		 Der eksisterer en lang række CO2-markeder på verdensplan, og EU's emissionshandelssystem (ETS) står ikke alene. Disse CO2-markeder har forskellig størrelse og følger forskellige regler, men de har nogle fællestræk, når det gælder fastlæggelsen af markedsmekanismer til at måle CO2-emissioner og andre drivhusgasemissioner og til at fastsætte prisen pr. ton.

    1.1.2.

    		 Disse lokale CO2-markeder bør overvåges af Kommissionen med henblik på at fastlægge den bedste praksis, der kunne være nyttig i forbindelse med revisionen af ETS og direktivet om energi. Denne viden om og forståelse af andre CO2-markeder er også vigtig for at kalibrere CO2-grænsetilpasningsmekanismen, som ikke bør gælde på samme måde for lande med CO2-markeder og lande uden CO2-markeder.

    1.1.3.

    		 Den aktuelle covid-19-pandemi må ikke forsinke indsatsen mod klimaændringer, hverken på europæisk eller internationalt plan. Det betyder, at den europæiske grønne pagt bør indføres i overensstemmelse med den planlagte tidsplan. Den mindste forsinkelse bringer os længere væk fra målet om kulstofneutralitet i 2050. Det er endnu vigtigere, at genopretningspakkerne bringes i overensstemmelse med EU's klimamål og harmoniseres med målet i den europæiske grønne pagt.

    1.1.4.

    		 EØSU mener, at vedtagelsen af artikel 6 i Parisaftalen er en vigtig mulighed for at styrke klimaindsatsen efter 2020. Derfor anmoder EØSU Kommissionen om at få et klart mandat fra medlemsstaterne til at indgå det nødvendige kompromis med hensyn til vedtagelsen af retningslinjerne for artikel 6 på COP26 i 2021.

    1.2.   Regulering af handel mellem CO2-markeder

    1.2.1.

    		 Forskellige CO2-markeder i forskellige jurisdiktioner skaber forskellige CO2-prisniveauer, som i øjeblikket ligger på mellem 1 og over 30 USD/tCO2e. Det betyder, at der i de bilaterale handelsstrømme mellem de enkelte CO2-markeder bør tages højde for disse forskelle ved hjælp af specifikke mekanismer (kompensation, tilpasning osv.) for de mest energiintensive og handelseksponerede sektorer (stål, cement m.m.).

    1.2.2.

    		 Dette spørgsmål om asymmetriske CO2-prisniveauer bør være en prioritet for EU. Der findes forskellige muligheder for at mindske denne asymmetri og beskytte den europæiske industris konkurrenceevne, herunder gratis tildeling, ETS-sammenkobling og CO2-grænsetilpasning.

    1.2.3.

    		 EØSU støtter politikken for den grønne pagt og anmoder Kommissionen om at fremlægge de forskellige forslag som planlagt i de kommende måneder, herunder forslaget om CO2-grænsetilpasningsmekanismen. Selv om en sådan mekanisme potentielt kunne skabe lige konkurrencevilkår for de mest CO2-intensive sektorer i EU sammenlignet med deres tredjelandsmarkedskonkurrenter fra lande, som ikke har ambitiøse klimapolitikker, vil en stor del af dens effektivitet afhænge af de foreslåede gennemførelsesdetaljer, som EØSU venter spændt på at få kendskab til.

    1.2.4.

    		 CO2-grænsetilpasningsmekanismen er en lovgivningsmæssig prioritet i Kommissionens nuværende mandat, og EØSU har allerede bidraget til disse overvejelser med henblik på at udforme et redskab, der er foreneligt med WTO-reglerne, effektivt i kampen mod klimaændringerne og nyttigt for EU's industris konkurrenceevne (1). Målet er også at forhindre udligningsforanstaltninger fra tredjelandenes side takket være en høringsproces, der vil omfatte en dialog om metoderne for måling og sammenligning af CO2-emissioner og de bedste tilgængelige teknologier.

    1.2.5.

    		 Sådanne klimapolitiske foranstaltninger bør under alle omstændigheder være en del af en global omfattende politik, der medtager industrielle foranstaltninger, adgang til finansiering og investeringer, en standardiseringsindsats, FoU-programmer og uddannelsespolitikker med henblik på at lette omstillingen til rene teknologier i EU.

    1.2.6.

    		 Udfasningen af de mest fordrejende subsidier til fossile brændstoffer i EU bør tilrettelægges korrekt på medlemsstatsplan og tage hensyn til behovet for at bruge en del af indtægterne fra salget af ETS-kvoter på at sikre en retfærdig omstilling for de kulafhængige regioner. Denne politik vil hjælpe EU med at engagere sig mere aktivt i de nye plurilaterale WTO-forhandlinger om reduktion af subsidier til fossile brændstoffer.

    2.   Fremkomsten af en lang række CO2-markeder på verdensplan og deres egenskaber

    2.1.   Definitioner

    2.1.1.

    		 CO2-prissætning er et af de vigtigste politiske redskaber til reduktion af drivhusgasemissioner. Verdensbanken definerer det på følgende måde: »CO2-prissætning er et instrument, der afspejler drivhusgasemissionernes eksterne omkostninger — de omkostninger ved emissioner, som offentligheden betaler for, såsom skader på afgrøder, omkostninger til sundhedsvæsenet som følge af hedebølger og tørke samt tab af ejendom på grund af oversvømmelser og stigningen i vandstanden i havet — og knytter dem til deres kilder ved hjælp af en pris, som regel i form af en pris for den udledte CO2«.

    2.1.2.

    		 Begrebet CO2-prissætning kan antage forskellige former, når det omsættes til politik, nemlig CO2-afgift eller CO2-marked. En af de mest almindelige former er et emissionshandelssystem. OECD forklarer det på følgende måde: Emissionshandelssystemer bidrager til økonomisk effektivitet ved at lette emissionsreduktioner de steder, hvor det er billigst at opnå dem. Forurenere, som finder det dyrt at reducere deres emissioner, kan købe emissionskvoter fra forurenere, der kan reducere emissionerne med lavere omkostninger. På et »perfekt« fungerende marked ville omkostningerne ved at reducere en ekstra emissionsenhed blive udlignet, og de samlede omkostninger ved at nå et givet miljømål ville blive minimeret.

    2.1.3.

    		 Der er to hovedtyper af handelssystemer: »cap and trade«-systemet, hvor der fastsættes en øvre grænse for emissionerne, og emissionerne bliver enten bortauktioneret eller tildelt gratis efter specifikke kriterier, og »baseline and credit«-systemet, hvor der ikke er nogen fast grænse for emissionerne, men hvor forurenere, der reducerer deres emissioner mere, end de reelt har pligt til, optjener »kreditter«, som de sælger til andre.

    2.2.   Globalt overblik

    2.2.1.

    		 Der er i øjeblikket 21 emissionshandelssystemer, som opererer på fire kontinenter og dækker 29 jurisdiktioner. Disse systemer opererer på overnationalt, nationalt og subnationalt plan (stat, provins og by). De jurisdiktioner, der tegner sig for 42 % af det globale BNP, anvender emissionshandel. ETS'er dækker 9 % af de globale drivhusgasemissioner, og næsten en sjettedel af verdens befolkning lever i et land med et aktivt ETS. Yderligere 24 systemer er i øjeblikket ved at blive udviklet eller er under overvejelse (2).

    2.2.2.

    		 De eksisterende ETS'er er:

    —

    på overnationalt plan: EU ETS, som omfatter EU's medlemsstater foruden Island, Liechtenstein og Norge,

    —

    på nationalt plan: Kasakhstan, Mexico, New Zealand, Republikken Korea og Schweiz

    —

    på provins- og statsplan: Californien, Connecticut, Delaware, Fujian, Guangdong, Hubei, Maine, Maryland, Massachusetts, New Hampshire, New Jersey, New York, Nova Scotia, Quebec, Rhode Island og Vermont

    —

    på byplan: Beijing, Chongqing, Saitama, Shanghai, Shenzhen, Tianjin og Tokyo.

    2.2.3.

    		 EU ETS er det største og ældste ETS. Det tegner sig for ca. 45 % af EU's emissioner og blev indført i 2005. På andenpladsen — både hvad størrelsen og indførelsesdatoen angår — ligger Californien og Korea.

    2.3.   Fælles og specifikke egenskaber ved CO2-markederne

    2.3.1.   Fælles egenskaber

    2.3.1.1.

    		 Selv om der ikke er to ETS'er, som er ens, er nogle egenskaber og udformninger fælles for de forskellige systemer eller i det mindste hyppigt forekommende:

    —

    Sektordækning: De fleste ETS'er dækker energi- og industrisektoren, som i de fleste lande står for en væsentlig del af de nationale drivhusgasemissioner

    —

    Regler for tildeling: I de fleste systemer er tildelingen af emissionskvoter fordelt mellem gratis tildeling og auktionering

    —

    CO2-lækage og konkurrenceregler: I de fleste systemer tildeles der gratis kvoter til overholdelsesenheder i sektorer, der anses for at have risiko for CO2-lækage, som en måde at bevare deres konkurrenceevne på.

    2.3.2.   Specifikke egenskaber

    2.3.2.1.

    		 Alligevel synes der at være forskelle mellem ETS'er, især når det gælder de specifikke udformninger:

    —

    Sektordækning: Den nøjagtige sektordækning er forskellig i de forskellige ETS'er. F.eks. dækker nogle ETS'er kun energisektoren, mens andre går længere end til energi- og industrisektoren og dækker andre sektorer såsom affald, transport, indenrigsflyvning, bygninger og skovbrug

    —

    Bestemmelser om markedsstabilitet: Flere ETS'er har bestemmelser om markedsstabilitet, der kan have form af prisgulve og -lofter samt kvotereserver

    —

    Fleksibilitetsbestemmelser: Tilgængeligheden af og reglerne for fleksibilitetsbestemmelser såsom bankvirksomhed, lån og brug af internationale kreditter er forskellige i de forskellige ETS'er

    —

    CO2-prissætning: I et ETS er CO2-prisen ikke fastsat (med undtagelse af specifikke prisreguleringer såsom prisgulve og -lofter), men bestemmes af markedsbalancen og -dynamikken. Derfor svinger priserne i de forskellige ETS'er mellem et par euro og over 30 EUR pr. ton

    —

    Loftnedsættelse: Loftnedsættelsesraten fra år til år er forskellig i de forskellige systemer og afspejler, hvor ambitiøst landets langsigtede emissionsreduktionsmål er

    —

    CO2-lækage og konkurrenceregler: De specifikke regler for CO2-lækage og den sektor, som disse regler dækker, er forskellige i de forskellige ETS'er

    —

    Anvendelse af indtægter: Indtægterne fra auktionering af kvoter kan anvendes på forskellige måder. I nogle systemer anvendes de til specifikke formål såsom støtte til FoU, kompensation af dækkede enheder osv., mens de i andre systemer tilfalder det samlede offentlige budget. I EU bør medlemsstaterne anvende mindst 50 % af auktionsindtægterne på klima- og energirelaterede formål.

    2.4.   Et hurtigt overblik over EU ETS, det første og største CO2-marked

    2.4.1.

    		 Den Europæiske Unions emissionshandelssystem (EU ETS) er det første og største »cap and trade«-system til reduktion af drivhusgasemissionerne (3). EU ETS er blevet indført og udvidet i løbet af tre på hinanden følgende faser: fase I (2005-2007), fase II (2008-2012, hvilket falder sammen med den første forpligtelsesperiode i Kyotoprotokollen) og fase III (2013-2020, hvilket falder sammen med den anden forpligtelsesperiode i Kyotoprotokollen) (4).

    2.4.2.

    		 Den kommende fase, fase IV, starter i 2021 og løber til 2030. EU ETS dækker ca. 11 000 kraftværker, produktionsanlæg og andre stationære anlæg samt luftfartsaktiviteter i 30 lande, nemlig i de 27 EU-medlemsstater og i Island, Liechtenstein og Norge. I alt er ca. 45 % af EU's samlede drivhusgasemissioner dækket af EU ETS (5).

    2.4.3.

    		 EU's 2030-ramme for klima- og energipolitikken, der blev vedtaget i oktober 2014, fastslår EU's dekarboniseringsstrategi og forlænger dekarboniseringsmålene til efter 2020, herunder målet om at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 40 % (sammenlignet med 1990-niveauerne) inden 2030.

    2.4.4.

    		 EU ETS' bidrag til opnåelsen af ovennævnte reduktion af drivhusgasemissionerne inden 2030 er at reducere emissionerne med 43 % (sammenlignet med 2005) i de sektorer, der er dækket af EU ETS (6). Fase IV af EU ETS vil løbe fra 2021 til 2030. Formålet med fase IV er at øge emissionsreduktionernes hastighed, at indføre mere målrettede regler for CO2-lækage og at finansiere lavemissionsinnovation og modernisering af energisektoren (7). Kommissionen har indført nye regler for at reformere EU ETS inden fase IV og ikke mindst for at tilpasse loftnedsættelsesforløbet til emissionsreduktionsmålet for 2030.

    2.5.   Supplerende foranstaltninger inden for rammerne af EU's overordnede klimapolitik

    2.5.1.

    		 På EU-plan er EU ETS ikke den eneste EU-politik, der er gennemført for at nå EU's klima- og energimål for 2020. I EU's klima- og energipakke for 2020 er der opstillet tre forskellige mål, som skal være opfyldt inden udgangen af 2020:

    —

    En reduktion af drivhusgasemissionerne på 20 % til under 1990-niveauerne

    —

    En andel af vedvarende energi på 20 % i EU's energimiks

    —

    En forbedring af energieffektiviteten på 20 %.

    2.5.2.

    		 Mens EU ETS skulle være det vigtigste politiske instrument til dekarbonisering af den europæiske økonomi og opfyldelse af det første mål, blev direktivet om vedvarende energi (RED) og direktivet om energieffektivitet (EED) gennemført for at opfylde det andet og tredje mål.

    2.5.3.

    		 Desuden har en række medlemsstater gennemført supplerende og overlappende politikker på nationalt plan, hovedsagelig i form af prisgulve og kuludfasninger. For at sikre en effektiv regulering er det vigtigt at undgå negative virkninger af de supplerende og overlappende politikker.

    2.5.4.

    		 Gennemførelsen af supplerende og overlappende politikker kan have væsentlig indflydelse på den måde, EU's CO2-marked fungerer på. Et kraftigt fald i emissionerne som følge af disse politikker ville resultere i en mindre efterspørgsel efter emissionskvoter og som følge heraf forvride markedsbalancen.

    2.5.5.

    		 Denne effekt kan til en vis grad afbødes af markedsstabilitetsreserven (MSR), der trådte i kraft i januar 2019 og har til formål at absorbere overskuddet af kvoter, der akkumuleres på markedet. I perioden 2019-2023 vil markedsstabilitetsreserven tilbageholde 24 % af overskuddet. Dette tal vil falde til 12 % fra 2024 og fremefter, og fra 2023 vil kvoter i markedsstabilitetsreserven, som overstiger det samlede antal kvoter, der er bortauktioneret det foregående år, ikke længere være gyldige. Det er dog afgørende at sikre større gennemsigtighed i og sammenlignelighed af sådanne overlappende politikker med EU ETS og — hvor der er væsentlige indvirkninger — minimere de negative virkninger.

    2.5.6.

    		 Spørgsmålet om de subsidier til fossile brændstoffer, der ydes på nationalt og regionalt plan, bør rykke højere op på EU's dagsorden i betragtning af deres omfang, nemlig op til 300 mia. EUR om året. Det svarer til en tredjedel af de samlede investeringer i forbindelse med den grønne pagt og kræver et mere proaktivt engagement fra EU's side i de nye WTO-forhandlinger om global udfasning af subsidier til fossile brændstoffer.

    2.5.7.

    		 EØSU fastlagde også vedvarende energi som et glimrende redskab til regional udvikling (biomasse, vindenergi, solenergi osv.) Det vigtigste spørgsmål var, hvordan man kombinerer begge politikker, den gradvise udfasning af subsidier til energi baseret på fossile brændstoffer (kul og olie) og indfasningen af incitamenter til vedvarende energi.

    3.   Udfordringer og muligheder for CO2-markedernes fremtid

    3.1.

    		 Covid-19 og dens indvirkning på klimapolitikken

    3.1.1.

    		 I EU førte inddæmningsforanstaltningerne til et fald i CO2-emissionerne på 58 % om dagen (8). Hvis disse foranstaltninger opretholdes i 45 dage i de fleste medlemsstater, kan man undgå 45 megaton CO2 i 2020, hvilket svarer til 5 % af EU's årlige emissioner. Når det gælder vej- og lufttransport, er de daglige emissioner 10 gange mindre end normalt, mens faldet når op på 40 % på energiområdet.

    3.1.2.

    		 Det aktuelle fald i emissionerne forventes at være midlertidigt, og EU vil snart stå over for de samme dekarboniseringsudfordringer (9). Det betyder, at den europæiske grønne pagt bør indføres i overensstemmelse med den planlagte tidsplan. Den mindste forsinkelse bringer os længere væk fra målet om kulstofneutralitet i 2050.

    3.1.3.

    		 De markedsinstrumenter, der tager sigte på at reducere drivhusgasemissionerne, viser en god modstandsdygtighed over for virkningerne af covid-19. Priserne for emissionskvoter er faldet, hvilket afspejler en lavere forventet efterspørgsel og giver de berørte virksomheder en kortsigtet hjælp. De markedsstabiliseringsforanstaltninger, der indgår i de fleste af de eksisterende emissionshandelssystemer, sikrer, at CO2-priserne ikke falder til under et vist niveau, og at faldet ikke forlænges på mellemlang til lang sigt. Det er vigtigt at sikre, at disse foranstaltninger er tilstrækkelige til at modstå indvirkningen af covid-19. Dette er afgørende for at sikre den langsigtede CO2-prissikkerhed. Lovgiverne har også været i stand til at sikre fleksibilitet, hvad angår overholdelse og lovbestemte tidsfrister på et tidspunkt med nogle stærkt forstyrrende omstændigheder.

    3.2.

    		 Vedtagelse af fælles regler for at frigøre CO2-markedernes potentiale (artikel 6 i Parisaftalen)

    3.2.1.

    		 Parisaftalen, der blev vedtaget i december 2015, fastsatte rammerne for indsatsen mod klimaændringer i anden halvdel af århundredet, hvis ikke endnu længere. I henhold til Parisaftalen forventes de deltagende lande at fremlægge nationalt bestemte bidrag (NDC'er), der beskriver deres bidrag til aftalens overordnede mål. NDC'erne er som regel ret forskellige, men omfatter normalt et emissionsreduktionsmål for de næste 10 år.

    3.2.2.

    		 Artikel 6 i Parisaftalen tager sigte på at fastlægge en ramme for landenes samarbejde om NDC'ernes gennemførelse, bl.a. ved hjælp af markedsbaserede tilgange. Den har således potentiale til at skabe en ramme for indførelsen af et internationalt CO2-marked under Parisaftalen. Endnu vigtigere er det, at den kan være en vigtig faktor for anvendelsen og udbredelsen af CO2-prissætningspolitikker og emissionshandelssystemer. I henhold til artikel 6 kan lande, der har et ETS, knytte deres system til et andet ETS og bruge tilknytningen som en måde at nå deres NDC på. Landene vil også være i stand til at opnå internationale kreditter, der kan anvendes til at overholde deres nationale politikker ved hjælp af en international markedsramme. I forbindelse med UNFCCC-forhandlingerne lykkedes det ikke at vedtage retningslinjer for operationaliseringen af artikel 6 på COP24 i 2018 og på COP25 i 2019, hvilket skyldtes væsentlige meningsforskelle blandt nogle parter. Vedtagelsen af retningslinjer for artikel 6 er nu på dagsordenen for COP26, og det er vigtigt at afslutte denne proces uden yderligere forsinkelser.

    3.3.

    		 Forhandlinger om en ambitiøs og afbalanceret bilateral aftale mellem CO2-markederne i EU-27 og Det Forenede Kongerige

    3.3.1.

    		 Der er enighed i Kommissionen om, at Det Forenede Kongerige ville være en fremragende partner i klimaændringsspørgsmål, men der er også en fornemmelse af, at hvis dette skal være langtidsholdbart, er det nødvendigt at medtage klare klimabestemmelser i aftalen, så der opstilles rammer for Det Forenede Kongeriges råderum med hensyn til afvigelsen fra EU-reglerne.

    3.3.2.

    		 EU's tilgang er baseret på fire elementer:

    —

    Parisaftalen bør være et vigtigt element i frihandelsaftalen. Det betyder, at den ene part kan suspendere bestemmelserne i aftalen, hvis den anden part overtræder en sådan bestemmelse.

    —

    Begge parter bør gentage deres tilsagn om at opnå klimaneutralitet senest i 2050: Det Forenede Kongerige har allerede national lovgivning herom, men vi mener, at en bestemmelse i den fremtidige aftale mellem EU og Det Forenede Kongerige ville styrke tilsagnet.

    —

    Lige konkurrencevilkår og en klausul om garanti mod forringelser: Dette er for EU et afgørende element. Hvis vi ønsker, at dette partnerskab skal være langtidsholdbart, er vi nødt til at sikre, at fremtidige britiske regeringer ikke sænker de nuværende høje standarder, vi har i kampen mod klimaændringerne.

    —

    Etablering af et britisk CO2-prissætningssystem: Det Forenede Kongerige har besluttet at forlade EU ETS. I 2019 tegnede Det Forenede Kongerige sig for 7 % af de samlede ETS-kvoter, og i visse sektorer, såsom luftfart, nåede deres andel op på 19 %. De er således vigtigt, at Det Forenede Kongerige skaber sit eget marked, hvor der tages højde for foreneligheden med EU-systemet. Den 1. juni præsenterede Det Forenede Kongerige et forslag om etablering af et nationalt ETS. EU er åben for muligheden for en aftale om samordning mellem det fremtidige britiske ETS og EU ETS, så længe en sådan samordning ikke skader integriteten af EU ETS.

    3.4.

    		 Erfaringer fra den samlede økonomi- og handelsaftale (CETA) og mulighederne for et bilateralt klimasamarbejde

    3.4.1.

    		 En bestemmelse, som knytter handel og miljø sammen, er medtaget i artikel 24.4 i CETA, hvor Canada og EU begge bekræfter deres tilsagn om at gennemføre de multilaterale aftaler, som de er parter i. Denne bestemmelse kunne bygge bro over drøftelserne mellem Canada og EU, når det gælder gennemførelsen af multilaterale miljøaftaler, hvor de deler fælles bekymringer, herunder et grundlag for, at Canada og EU kan udvikle eller stå i spidsen for nye klimarelaterede samarbejdsinitiativer under Parisaftalen.

    3.4.2.

    		 I artikel 22.3 i CETA opfordres der til samarbejde og fremme af handel mellem Canada og EU til støtte for bæredygtig udvikling. Arbejdsplanen i artikel 24 medtager et samarbejde om den indvirkning, som handel og investeringer har på miljøpolitikken, og overvejelser om handelsrelaterede aspekter af klimaordningerne såsom CO2-markeder samt overførsel og udvikling af ren teknologi. Artikel 24.12 indeholder en liste over 10 vejledende områder for et potentielt samarbejde mellem parterne om miljøspørgsmål, hvor nogle ville betragte CETA som en platform til »multilateralisering« af den nationale politikudvikling.

    3.4.3.

    		 Samarbejdet mellem EU og Canada om CO2-grænsetilpasninger (BCA'er) er et område for et potentielt samarbejde om »de handelsrelaterede aspekter af de nuværende og fremtidige internationale klimaordninger«. Dette samarbejde kunne vedrøre informationsdeling og enighed om bedste praksis, f.eks. med hensyn til beregningen af det indlejrede CO2 i handlede varer eller tilpasning af metoderne til at tackle konkurrenceevne og lækage i alle de emissionsintensive handelseksponerede sektorer, der i øjeblikket er medtaget i de nationale emissionshandelssystemer i både Canada og EU.

    3.4.4.

    		 Med støtte fra de berørte industrier, såsom cement eller aluminium, kunne der også opstå bæredygtige muligheder for et samarbejde mellem EU og Canada om fælles sektorspecifikke pilotprojekter vedrørende ETS-udformning og tilgange til at fastholde konkurrenceevnen og undgå lækage (f.eks. fælles benchmarks og metoder til at beregne gratis tildelinger, fælles CO2-grænsetilpasninger osv.).

    3.5.

    		 Erfaringer fra udvidelsen af det sektorspecifikke omfang: transport og brændstoffer

    3.5.1.

    		 Samtidig med at EU undersøger fremtidige ændringer af EU ETS, bør der rettes væsentlig og nøje opmærksomhed mod markedsdesign- og operationaliseringserfaringerne i Nordamerikas subnationale emissionshandelsordninger. Et særligt område med værdifulde erfaringer for EU er den måde, som Californien og Quebec har udvidet ETS-dækningen på, så den også omfatter transport- og brændstofsektorerne. Siden 2015 har distributører af transportbrændstoffer, naturgas og andre brændstoffer i Californien og Quebec haft overholdelsesforpligtelser i henhold til »cap and trade«-programmet under det fælles vestlige klimainitiativ (»Western Climate Initiative«, WCI). Dækkede enheder i denne sektor modtager ikke gratis kvotetildelinger, men skal købe dem gennem kvartalsvise statsadministrerede auktioner eller det private sekundære marked.

    3.5.2.

    		 En anden amerikansk udvikling, der er værd at holde øje med, er transport- og klimainitiativet (»Transportation Climate Initiative«, TCI) (10), som er et regionalt samarbejde mellem 12 nordøstlige og midtatlantiske amerikanske stater og District of Columbia, der tager sigte på at forbedre transporten, udvikle en økonomi med ren energi og reducere CO2-emissionerne fra transportsektoren. Initiativet bygger på regionens førende position med hensyn til reduktionen af drivhusgasemissioner i energisektoren via et regionalt »cap and trade«-program, det regionale drivhusgasinitiativ (»Regional Greenhouse Gas Initiative«, RGGI), der blev indført i 2009. Eftersom en tredjedel af alle drivhusgasemissioner i TCI-jurisdiktionerne kommer fra transportsektoren, arbejder de deltagende stater i hele 2020 på at udvikle en fælles »modelregel«-tilgang med anbefalinger vedrørende udformningen af ETS-programmer for at tackle disse sektoremissioner, der i øjeblikket ikke er dækket, og som er stigende. Hensigten er at starte de første overholdelsesperioder for de(t) nye eller udvidede ETS-program(mer) allerede i 2022.

    3.5.3.

    		 Klimafordelene og de økonomiske fordele ved en bredere ETS-sektorudvidelse er tydelige: Jo større og bredere markedet er, jo mere omfattende er rækken af markedsdeltagere, reduktionsmuligheder, teknologiske innovationer og forbedret effektivitet, hvilket resulterer i lavere programomkostninger og reduktionsomkostninger pr. ton samt en udvidet portefølje af emissionsreduktioner, ren finansiering og investeringer.

    4.   Udfordringer for EU's klima- og industripolitikker

    4.1.   En vellykket gennemgang af ETS-systemet

    4.1.1.

    		 EU's 2030-ramme for klima- og energipolitikken, der blev vedtaget i oktober 2014, indeholder følgende mål:

    —

    en reduktion af drivhusgasemissionerne med mindst 40 % (sammenlignet med 1990-niveauerne)

    —

    opnåelse af en andel af vedvarende energi på mindst 27 %

    —

    en forbedring af energieffektiviteten på mindst 27 %.

    4.1.2.

    		 Som led i den europæiske grønne pagt, der blev fremlagt i december 2019, har Kommissionen planer om at øge EU's 2030-mål, herunder for EU ETS. Målet er at øge det overordnede reduktionsmål på 40 % til 50 % eller 55 %, så EU's emissioner er på rette vej, når det gælder om at opnå kulstofneutralitet i 2050. Den omfattende og detaljerede plan om at sætte 2030-målene op forventes at blive fremlagt i oktober 2020, og specifikke forslag til revisioner af de relevante lovgivningsbestemmelser vil blive fremlagt i juni 2021. Disse forslag vil omfatte en gennemgang af EU ETS-direktivet, evt. kombineret med en gennemgang af markedsstabilitetsreserven.

    4.1.3.

    		 Det betyder, at der i de kommende år vil blive foretaget en grundig gennemgang af EU ETS-målet for 2030 og systemets regler. Når denne gennemgang bliver foretaget, er det vigtigt, at der rettes særlig opmærksomhed mod de vigtigste funktioner i EU ETS og deres indvirkning på den europæiske industri.

    4.2.   Udformningen og gennemførelsen af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme for EU

    4.2.1.

    		 Forslaget om en CO2-skat ved EU's grænser var allerede et punkt på Ursula von der Leyens dagsorden, da hun var kandidat. Lige siden hun blev udnævnt til formand for Kommissionen, har disse overvejelser omkring CO2-grænsetilpasningsmekanismer for EU, der kunne antage flere former — afgifter, spejl-ETS'er eller standarder — været en prioritet for Kommissionen.

    4.2.2.

    		 GD TAXUD iværksatte en onlinehøring i marts 2020 for at indhente alle interessenternes synspunkter. Resultaterne af denne høring og debatterne med eksperter fra medlemsstaterne vil være nyttige i forbindelse med udarbejdelsen af et lovgivningsmæssigt forslag i foråret 2021. De fremtidige CO2-foranstaltninger skal være i overensstemmelse med WTO-reglerne og EU's andre internationale forpligtelser. Det betyder i bund og grund, at de skal være ikkediskriminerende og forholdsmæssige i henhold til retspraksis.

    4.3.

    		 EØSU råder Kommissionen til at gøre sig nærmere overvejelser om de forskellige politiske løsningsmodeller såsom en reform af ETS, en CO2-grænsetilpasningsmekanisme og en momssats, der svarer til kulstofintensiteten, og sammenligne dem med hensyn til:

    —

    indvirkningen på CO2- og investeringslækagen i en kommende situation med højere priser og lavere tilgængelighed af ETS-kvoter i EU

    —

    retssikkerhed med hensyn til overholdelsen af WTO-reglerne

    —

    accept fra handelspartnerne

    —

    den tekniske gennemførlighed, navnlig hvad angår eksistensen af globalt accepterede regnskabs- og målestandarder samt pålidelige og anerkendte databaser (11).

    4.4.   Fordele ved en CO2-grænsetilpasningsmekanisme for EU

    4.4.1.

    		 En sådan mekanisme vil beskytte EU's energiintensive virksomheder (f.eks. stål og cement) mod billigere import fra tredjelande med ingen eller en svagere klimapolitik (intet CO2-marked og ingen CO2-prissætning). Denne tilpasning ville genskabe de lige konkurrencevilkår mellem EU's virksomheder og tredjelandenes virksomheder og kunne f.eks. have form af en afgift på importerede varer baseret på gennemsnitspriserne i EU ETS. Sådanne mekanismer vil bidrage til at forebygge CO2-lækager og hindre et kapløb mod bunden for de energiintensive industrier, samtidig med at de beskytter konkurrenceevnen hos EU's virksomheder og mindsker den billige kulstofintensive imports konkurrenceevne.

    4.4.2.

    		 Eftersom EU tegner sig for 10 % af de globale drivhusgasemissioner, kunne en sådan mekanisme også sende et positivt signal til ligesindede lande, der handler med EU (Canada, Det Forenede Kongerige og Schweiz), og som vil drage fordel af en slags gensidig anerkendelse af deres egen ETS og fritage deres indenlandske virksomheder fra at betale en afgift på deres eksport til EU-27.

    4.4.3.

    		 EU vil i den forbindelse sikre sammenhængen mellem sine interne og eksterne forpligtelser og forbedre sin klimapolitik med revisionen af energidirektivet for at imødegå udfordringerne med at reducere drivhusgasserne med 50-55 % i forhold til 1990-niveauerne inden 2030 og opnå kulstofneutralitet i 2050.

    4.4.4.

    		 Disse potentielle CO2-grænseforanstaltninger kunne være et alternativ til de nuværende foranstaltninger, der imødegår risikoen for CO2-lækage i EU's emissionshandelssystem (gratis tildeling af CO2-kvoter efter en indgående analyse af emissionsprofilen, bedste tilgængelige teknologier osv.). Der er en debat i gang om, hvorvidt en CO2-grænseforanstaltning ville erstatte eller supplere de eksisterende konkurrenceevneforanstaltninger i forskellige sektorer og/eller i samme sektor. Det er også vigtigt at forstå, hvilke konsekvenser der kunne være for import og eksport af elektricitet i sammenkoblede net.

    4.5.   Ulemper ved en CO2-grænsetilpasningsmekanisme for EU

    4.5.1.

    		 Brugen af CO2-grænseforanstaltninger kunne medføre gengældelse fra tredjelande, der leverer råvarer til EU, såsom USA, Kina eller Indien, hvilket ville skabe nye handelshindringer i en situation, hvor faldet i verdenshandelen som følge af covid-19 vil være markant, nemlig mellem 18 % og 32 % ifølge en nylig WTO-publikation.

    4.5.2.

    		 Brugen af CO2-grænsetilpasning kunne også underminere UNFCCC's multilaterale tilgang og kunne betragtes som en afvisning af internationalt samarbejde til fordel for mere unilaterale tilgange.

    4.5.3.

    		 Omkostningerne ved visse importerede råvarer fra tredjelande, der har svage klimapolitikker, ville blive større for køberne i EU. Det betyder, at den prisbaserede konkurrenceevne hos nogle af de store europæiske produktionsvirksomheder (inden for bil- og byggebranchen), der forarbejder disse råvarer, kunne blive ringere, og at EU's eksport af færdigvarer kunne blive påvirket.

    4.5.4.

    		 CO2-grænsetilpasningens sektordækning kan være forskellig fra den dækning, som de eksisterende foranstaltninger til beskyttelse af konkurrenceevnen giver: CO2-grænseforanstaltningernes mulige dækning kan være begrænset til sektorer som cement og stål, hvor risikoen for CO2-lækage er højest, mens CO2-lækageforanstaltningernes sektordækning har et bredere anvendelsesområde (f.eks. kemikalier, tekstilfarvning og færdigbehandlingsaktiviteter).

    4.6.   Den sektorspecifikke tilgang

    4.6.1.

    		 Stålsektoren i EU er under pres som følge af en hård global konkurrence med stålproducenter i Kina, Tyrkiet, Algeriet eller Iran, som ikke har ETS'er, der dækker denne sektor, og som allerede eksporterer 30 mio. t. stål til EU. Foreningen af Europæiske Stålproducenter (Eurofer) støtter indførelsen af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme af miljømæssige, økonomiske og juridiske årsager og betragter den som en forudsætning for at undgå risikoen for CO2-lækage. Denne mekanisme bør dække færdigvarer og halvfabrikata af stål og være baseret på et egentligt regnskabssystem, der måler produkternes CO2-fodaftryk ved hjælp af »ækvivalensaftaler« med tredjelandene, og den bør i en overgangsperiode eksistere sideløbende med EU ETS' gratis tildeling af kvoter.

    4.6.2.

    		 Den europæiske cementsektor (Cembureau) bifalder forslaget om en CO2-grænsetilpasningsmekanisme i betragtning af den stærke risiko for CO2-lækage i en EU-industri med lave margener. Denne sektor, der er i gang med en langsigtet investeringscyklus for at nå målet om klimaneutralitet inden 2050, opstiller adskillige betingelser, f.eks. en gennemsigtig metode, overensstemmelse med WTO-reglerne, en bred sektordækning med alle de sektorer, der er omfattet af ETS, og sameksistens med den gratis tildeling af kvoter indtil 2030.

    4.7.   Dialog med tredjelandene

    4.7.1.

    		 EØSU støtter indledningen af en dialog med tredjelandene for at drøfte CO2-grænseforanstaltningernes indhold og indvirkning på deres eksport til EU. Denne dialog bør have en anden form med de lande, der har ambitiøse klimapolitikker (såsom Canada), end med de lande, der ikke har sådanne ambitiøse klimapolitikker (USA, Kina og Rusland).

    4.7.2.

    		 Vi ved f.eks., at den amerikanske regering følger udviklingen nøje, når det gælder overvejelserne om EU's CO2-grænsetilpasningsmekanisme. I forbindelse med processen med at vurdere EU's handelspolitik i WTO har nogle amerikanske embedsmænd allerede givet udtryk for deres bekymring over EU's eventuelle CO2-grænseforanstaltninger.

    4.8.   Det endelige mål med global CO2-prissætning

    4.8.1.

    		 EØSU insisterer på nødvendigheden af at kombinere og harmonisere de forskellige tilgængelige redskaber for at bekæmpe klimakrisen. Mens relevante internationale organisationer og virksomheder mener, at CO2-prissætningssignalet er vigtigt for at gøre reelle fremskridt med hensyn til bekæmpelsen af klimaændringer og etableringen af et attraktivt miljø for investeringer i det lange løb for at fremskynde den økologiske omstilling for offentlige og private aktører (industri, transport, boliger, landbrug osv.), går EØSU ind for en harmonisering af tilgangene i de forskellige jurisdiktioner, så man i sidste ende opnår et sammenligneligt prissignal i de forskellige jurisdiktioner.

    4.8.2.

    		 I overgangsperioden inden vedtagelsen af et sammenligneligt prissignal og en fælles aftalt metode til at måle CO2-fodaftryk bør den regionale CO2-prissætning mellem ligesindede lande (EU-27, Det Forenede Kongerige, Schweiz, Latinamerika, det midtvestlige USA, Sydøstasien m.fl.) gradvist harmoniseres. Indførelsen af sådanne regionale CO2-markeder vil kræve fælles CO2-markedsinfrastrukturer (en slags indre marked for CO2), mens visse CO2-specifikke mekanismer kunne indføres over for tredjelande.

    4.8.3.

    		 For at undgå at der opstår en CO2-handelskrig mellem lande og regionale toldunioner, bør der dog tages højde for en WTO-dispensation, som fastlægger reglerne for, hvordan disse CO2-grænsetilpasningsmekanismer (CO2-afgift, spejl-ETS'er og standarder) skal oprettes og fungere i henhold til to vigtige WTO-principper, nemlig proportionalitetsprincippet og princippet om ikkeforskelsbehandling.

    Bruxelles, den 18. september 2020.

    Luca JAHIER

    Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

    (1)  EUT C 353 af 18.10.2019, s. 59.

    (2)  https://icapcarbonaction.com/en/?option=com_attach&task=download&id=677

    (3)  IETA: 10 years of Emissions Trading in Europe: towards a new beginning? (10 års emissionshandel i Europa: mod en ny begyndelse?), maj 2015, http://www.ieta.org/resources/EU/EUETS%20Paper%20May_FINAL.pdf.

    (4)  Se fodnote 3.

    (5)  Se fodnote 3.

    (6)  Se fodnote 3.

    (7)  Kommissionen (klimaindsats): Revision for fase 4 (2021-2030), senest tilgået i marts 2018, https://ec.europa.eu/clima/policies/ets/revision_da.

    (8)  Sia Partners: CO2 emissions in the EU, 1. april 2020.

    (9)  Carbon Brief: https://www.carbonbrief.org/analysis-what-impact-will-the-coronavirus-pandemic-have-on-atmospheric-co2,7. maj 2020.

    (10)  https://www.transportationandclimate.org/content/about-us.

    (11)  EUT C 353 af 18.10.2019, s. 59.

    Top