Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52020BP1901

Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2020/1901 af 14. maj 2020 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) for regnskabsåret 2018

EUT L 417 af 11.12.2020, p. 207–209 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2020/1901/oj

11.12.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 417/207


EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2020/1901

af 14. maj 2020

med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for EU-Fiskerikontrolagenturet (EFCA) for regnskabsåret 2018

EUROPA-PARLAMENTET,

der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for EU-Fiskerikontrolagenturet for regnskabsåret 2018,

der henviser til forretningsordenens artikel 100 og bilag V,

der henviser til udtalelse fra Fiskeriudvalget,

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A9-0041/2020),

A.

der henviser til, at det endelige budget for EU-Fiskerikontrolagenturet (»agenturet«) for regnskabsåret 2018 ifølge dets opgørelse over indtægter og udgifter (1) var på 17 408 849 EUR, hvilket svarer til en stigning på 1,73 % sammenlignet med 2017; der henviser til, at agenturets budget hovedsageligt stammer fra EU-budgettet (2);

B.

der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om agenturets årsregnskab for regnskabsåret 2018 (»Revisionsrettens beretning«) har fastslået, at den har fået rimelig sikkerhed for, at agenturets årsregnskab for regnskabsåret 2018 er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige;

Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

1.

bemærker med tilfredshed, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2018 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad på 99,74 %, hvilket er en lille stigning på 0,83 % i forhold til 2017; bemærker med tilfredshed, at udnyttelsesgraden for betalingsbevillingerne var på 87,62 %, hvilket er en stigning på 13,81 % sammenlignet med 2017;

Performance

2.

noterer sig, at agenturet anvender en række centrale resultatindikatorer til støtte for dets flerårige strategiske mål og til at vurdere merværdien af dets aktiviteter;

3.

bemærker, at agenturet gennemførte 98 % af sine aktiviteter til tiden, og at det gennemførte 100 % af sin årlige kommunikationsstrategiplan;

4.

noterer sig, at agenturet, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning og Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed har vedtaget en trepartssamarbejdsaftale, som definerer samarbejdet mellem disse agenturer og samarbejdet med de nationale myndigheder, der udfører kystvagtfunktioner, ved at levere tjenesteydelser, information, udstyr og uddannelse samt ved at koordinere operationer, der tjener flere forskellige formål;

5.

opfordrer agenturet til at fortsætte digitaliseringen af sine tjenester;

6.

noterer sig, at resultaterne af den anden femårige uafhængige eksterne evaluering af agenturet for perioden 2012 til 2016 blev forelagt i 2017; bemærker med tilfredshed, at en henstilling blev afsluttet ved udgangen af 2018, og at der blev gjort fremskridt med ti henstillinger i overensstemmelse med den køreplan, der blev forelagt for bestyrelsen;

7.

mener, at agenturets rolle med at fremme oprettelsen af Frontex ikke bør undergrave agenturets kerneaktivitet som EU-organet med ansvar for at tilrettelægge den operationelle koordinering af fiskerikontrolaktiviteter og yde bistand på dette område til medlemsstaterne og Kommissionen, da dette kunne føre til en svækkelse af fiskeriovervågningen og til øget ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri; understreger derfor nødvendigheden af, at agenturet tildeles tilstrækkelige finansielle og menneskelige ressourcer, som modsvarer dets voksende opgaver;

8.

understreger, at agenturet i juni 2018 vedtog en afgørelse om offentliggørelse af oplysninger om møder med organisationer eller selvstændige, og at agenturet ifølge aftalen mellem Parlamentet og Kommissionen om åbenhedsregistret vil offentliggøre den relevante administrerende direktørs og medarbejderes møder med lobbyister på agenturets websted;

9.

noterer sig, at agenturet efter det forberedende arbejde i 2017 i 2018 indførte et informationssikkerhedsstyringssystem baseret på den internationale standard ISO 27001 med det formål at beskytte agenturet mod teknologibaserede risici og bevare fortroligheden, integriteten og tilgængeligheden af oplysninger;

10.

fremhæver den aktive rolle og merværdi, som agenturet tilfører projektet om forbedret regional fiskeriforvaltning i det vestlige Afrika (PESCAO) med hensyn til at udvikle kapaciteter til bekæmpelse af ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og forbedre forvaltningen af fiskeressourcerne i Vestafrika; fremhæver de tre operationer, der blev gennemført i 2018, som involverede Senegal, Gambia, Guinea-Bissau, Guinea-Conakry, Sierra Leone, Kap Verde og Mauretanien;

11.

fremhæver betydningen af agenturets rolle i forbindelse med gennemførelsen af den fælles fiskeripolitik og opfyldelsen af dens mål, navnlig hvad angår landingsforpligtelsen, da medlemsstaterne har vanskeligt ved at overholde denne forpligtelse;

Personalepolitik

12.

bemærker, at stillingsfortegnelsen var gennemført med 98,36 % pr. 31. december 2018, med 60 midlertidigt ansatte ud af de 61 midlertidigt ansatte, som var godkendt i henhold til EU's budget (sammenlignet med 61 godkendte stillinger i 2017); bemærker, at der derudover arbejdede 11 kontraktansatte og seks udstationerede nationale eksperter for agenturet i 2018;

13.

opfordrer agenturet til at udvikle en langsigtet politisk ramme for menneskelige ressourcer, som tager fat på balancen mellem arbejdsliv og privatliv for dets medarbejdere, livslang vejledning og karriereudvikling, ligelig deltagelse af mænd og kvinder, telearbejde, ikkeforskelsbehandling, geografisk balance og rekruttering og integration af personer med handicap;

14.

bemærker med bekymring den ulige kønsfordeling i bestyrelsen (47 mænd og 21 kvinder);

Udbud

15.

fremhæver, at den vigtigste udbudsaktivitet i 2018 fokuserede på iværksættelsen af to åbne indkaldelser til køb af henholdsvis rejsebureau- og organisationstjenester til agenturet og Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur;

16.

bifalder, at agenturet jf. EU-agenturernes mål om at være fælles om indkøbsindsatsen indledte sit andet interinstitutionelle åbne udbud i 2018, og at to andre agenturer tilsluttede sig denne udbudsprocedure; opfordrer agenturet til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om den fremtidige udvikling for så vidt angår fælles udbudsprocedurer; ser denne praksis som et eksempel, der er værd at følge; opfordrer agenturet til yderligere at undersøge mulighederne for at strømline procedurer med andre institutioner;

17.

noterer sig på baggrund af Revisionsrettens beretning, at agenturet ikke systematisk sammenholdt priserne og gebyrerne med leverandørernes tilbud og de fakturaer, der blev udstedt til rammekontrahenten med henblik på erhvervelse af softwarelicenser; noterer sig på baggrund af agenturets svar, at det ikke har nogen mulighed for at ændre betingelserne og bestemmelserne i den rammekontrakt, som Kommissionen har underskrevet, og at det vil gennemføre den nye rammekontrakt for at løse de spørgsmål, der var rejst vedrørende den gamle kontrakt;

Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed

18.

anerkender agenturets eksisterende foranstaltninger til og igangværende bestræbelser på at sikre gennemsigtighed, forebyggelse og håndtering af interessekonflikter og beskyttelse af whistleblowere; bemærker med tilfredshed, at eksperter, der ikke underskriver en interesseerklæring, ikke har ret til at arbejde under en specifik kontrakt, og at agenturet regelmæssigt overvåger indgivelsen af erklæringerne;

19.

bemærker, at Kommissionens interne revisionstjeneste i 2018 udsendte en revisionsrapport om planlægning, budgettering og overvågning i agenturet, og at der blev vedtaget en handlingsplan for potentielle forbedringer; opfordrer agenturet til at underrette dechargemyndigheden om, hvilke foranstaltninger det har truffet;

Øvrige bemærkninger

20.

noterer sig, at agenturet har indledt en procedure med henblik på at blive certificeret under EU's ordning for miljøledelse og miljørevision og har truffet en række foranstaltninger med henblik på at reducere dets samlede miljøpåvirkning; påpeger imidlertid, at agenturet ikke har indført supplerende foranstaltninger til reduktion af eller kompensation for CO2-emissioner;

21.

opfordrer agenturet til at fokusere på at udbrede resultaterne af sin forskning til offentligheden og til at nå ud til offentligheden via de sociale medier og andre medier;

22.

henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 14. maj 2020 (3) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol.

(1)   EUT C 416 af 15.11.2018, s. 42.

(2)   EUT C 416 af 15.11.2018, s. 43.

(3)  Vedtagne tekster, P9_TA(2020)0121.


Top