1.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 87/10

A.

der henviser til, at de retlige instrumenter i den første fase af indførelsen af det fælles europæiske asylsystem (CEAS) ganske vist har gjort det muligt at indføre nogle fælles minimumsstandarder, men ikke lige betingelser for adgang til beskyttelse i hele EU, hvorfor fænomener som sekundære bevægelser og gentagne ansøgninger fortsat gør sig gældende,

B.

der henviser til, at Dublinsystemets kriterier om det første indrejseland kan føre til, at visse medlemsstater, navnlig dem, der udgør EU’s ydre grænser, pålægges en uforholdsmæssig stor byrde, simpelthen på grund af deres udsatte geografiske placering, og at dette forhold har skadelige konsekvenser for både medlemsstaterne og asylansøgerne,

C.

der henviser til, at Kommissionens evaluering af Dublinsystemet afslører, at de 13 medlemsstater med en ydre grænse i 2005 skulle håndtere voksende udfordringer i forbindelse med Dublinsystemet,

D.

der henviser til, at Kommissionen i sin ovennævnte rapport om modtagelsesdirektivet påpeger alvorlige problemer med gennemførelsen af direktivet, bl.a. i de lukkede centre og i transitområderne, hvilket parlamentsdelegationerne har kunnet konstatere ved selvsyn under deres mange besøg,

1.

bemærker, at antallet af flygtninge det seneste år er vokset til over 12 mio. flygtninge og 26 mio. internt fordrevne på verdensplan; støtter i den forbindelse oprettelsen af CEAS og bifalder Kommissionens asylpolitiske plan, der tjener som køreplan for gennemførelsen af CEAS;

2.

beklager, at det på grund af den ændring af retsgrundlaget, der vil følge af Lissabontraktatens ikrafttræden, påtænkes at udskyde fristen for afslutningen af anden fase af CEAS, som skal sætte en stopper for de skadelige forskelle mellem medlemsstaternes asylsystemer, til 2012;

3.

henleder opmærksomheden på det forhold, at godkendelsessatserne for kandidater til flygtningestatus for visse tredjelandsstatsborgere varierer fra omtrent 0 % til 90 % medlemsstaterne imellem;

4.

fastholder, at harmoniseringen af reglerne med henblik på at få indført en fælles procedure og en ensartet status på asylområdet skal føre til et højt beskyttelsesniveau i hele EU og ikke må baseres på laveste fællesnævner, da det fælles asylsystem ellers ikke vil tilføre nogen merværdi;

5.

beklager, at begrebet asyl, som er en væsentlig del af demokratiet og beskyttelsen af menneskerettighederne, er blevet alvorligt udhulet de senere år; gentager behovet for fuld respekt for asylansøgeres rettigheder og behov samt princippet om non-refoulement;

6.

henleder opmærksomheden på, at EU skal indføre mekanismer ved de ydre grænser med henblik på at identificere asylansøgerne og sikre adgang til Unionens område for personer, der har ret til international beskyttelse, herunder i forbindelse med den kontrol, der foretages ved de ydre grænser;

7.

glæder sig over, at Kommissionen har identificeret adgang for personer med behov for beskyttelse som et af CEAS’ overordnede mål;

8.

anmoder Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) om at give præcise oplysninger om antallet af asylansøgere, der identificeres som sådanne i forbindelse med agenturets arbejde, og om, hvad der sker med de personer, der standses og sendes tilbage til et transit- eller oprindelsesland i den forbindelse; opfordrer Kommissionen til at fremsætte forslag til en revision af Frontex’ mandat med henblik på klart at fastslå, at spørgsmål om beskyttelse og menneskerettigheder er en integreret del af forvaltningen af EU’s ydre grænser;

9.

bifalder, at Kommissionen anerkender behovet for at sikre sammenhæng med andre politikker, som influerer på international beskyttelse; opfordrer derfor Kommissionen til at støtte og indføre initiativer til gennemgang og tilpasning af al politik og praksis vedrørende grænseforvaltning, f.eks. Frontex og Det Europæiske Grænseovervågningssystem (Eurosur), for at garantere flygtningenes adgang til beskyttelse i EU og fuld overholdelse af princippet om non-refoulement ved EU’s ydre grænser; understreger derudover, at pligten til at yde bistand, således som den er indskrevet i FN’s havretskonvention (UNCLOS), er juridisk bindende for medlemsstaterne, EU og Frontex;

10.

glæder sig over, at Domstolen i sin ovennævnte dom i sag C-133/06 annullerede artikel 29, stk. 1 og 2, og artikel 36, stk. 3 i direktivet om asylprocedurer, om vedtagelse eller ændring af en fælles minimumsliste over sikre oprindelseslande og en fælles liste over sikre tredjelande;

11.

glæder sig over de positive erfaringer, der i visse medlemsstater er gjort med at modtage asylansøgere i åbne strukturer med fuld integrering i lokalsamfundene - allerede ved indgivelsen af deres anmodning om international beskyttelse;

12.

mener, at asylansøgere er sårbare personer, som skal have modtagelsesforhold, der tager hensyn hertil; understreger, at fængselsmiljøet under ingen omstændigheder kan hjælpe dem med at overvinde de traumatiske oplevelser, de har haft i deres oprindelsesland eller under rejsen til Europa;

13.

glæder sig over bestemmelserne i Kommissionens seneste forslag om, at medlemsstaterne ikke må tilbageholde en person, udelukkende fordi han eller hun ansøger om international beskyttelse; mener, at asylansøgere på grund af deres særligt sårbare situation principielt ikke bør tilbageholdes;

14.

beklager, at asylansøgere i flere medlemsstater fortsat tilbageholdes, efter at de er indrejst ulovligt, og er derfor tilfreds med, at Kommissionen agter at medtage proceduremæssig beskyttelse i forbindelse med tilbageholdelse i modtagelsesdirektivet; mener i denne forbindelse, at tilbageholdelse af asylansøgere kun bør være mulig under meget klart afgrænsede usædvanlige omstændigheder og bør være i overensstemmelse med nødvendighedsprincippet og proportionalitetsprincippet, for så vidt angår både formen for tilbageholdelse og formålet hermed; mener også, at hvis en asylansøger tilbageholdes, bør vedkommende have ret til at få sagen prøvet ved en national domstol;

15.

mener, at anvendelsesområdet for det nye modtagelsesdirektiv skal defineres klart, således at det omfatter tilbageholdelsescentrene, transitområderne og procedurerne ved grænsen og Dublin-overførte;

16.

glæder sig over, at der i modtagelsesdirektivet bliver indført et formelt system for omgående identifikation af sårbare personer, navnlig uledsagede mindreårige, pasningskrævende ældre, handicappede, gravide kvinder, enlige forældre med børn og personer, der har været udsat for traumer (tortur, voldtægt eller psykisk, fysisk eller seksuel vold);

17.

mener, at der bør indføres én enkelt asylansøgningsprocedure og fælles standarder for anerkendelse som flygtninge eller personer, der behøver international beskyttelse, som bør omfatte alle anmodninger om »international beskyttelse« (flygtningestatus, subsidiær beskyttelse, midlertidig beskyttelse);

18.

glæder sig over, at Kommissionen påtænker at præcisere betingelserne for at være berettiget til subsidiær beskyttelse, og navnlig at den foreslår at genoverveje omfanget af de rettigheder og goder, personer under denne form for beskyttelse skal sikres; dette burde sikre øget ligebehandling på et højere niveau;

19.

bifalder Kommissionens intention om at ændre direktivet om asylprocedurer og understreger, at den fælles asylprocedure bør give klare, ensartede og rimelige tidsfrister for myndighedernes afgørelse om en asylansøgning og dermed undgå lange og uberettigede ventetider, som kunne få negative konsekvenser for asylansøgerens helbred og velbefindende; gentager, at indrømmelse af flygtninge- eller subsidiær beskyttelsesstatus altid bør gøres til genstand for en individuel behandling og på ingen måde begrænses af en generaliseret vurdering (f.eks. på baggrund af nationalitet) eller andre betingelser (f.eks. i forbindelse med menneskerettighedssituationen i oprindelseslandet);

20.

finder det ønskeligt, at de oplysninger om oprindelseslandene, som de forskellige medlemsstater råder over, gøres tilgængelige for alle, og opfordrer Kommissionen til at intensivere bestræbelserne på at oprette en fælles database; understreger, at det ved indsamlingen og fremlæggelsen af oplysninger om oprindelseslandene og forvaltningen af en portal bør sikres, at forskellige eksperters landeberetninger vedlægges, at oplysningerne er offentligt tilgængelige og opbevares adskilt fra dem, som anvendes af beslutningstagerne (således de forbliver objektive og fri for politisk indflydelse), og der er en rimelig balance mellem statslige, ikke-statslige og internationale kilder i forbindelse med indsamlingen af oplysninger om oprindelseslandene;

21.

bifalder omarbejdningen af Dublinforordningen og de foreslåede bestemmelser om en mekanisme til suspension af Dublinoverførsler, hvis der er frygt for, at de kan resultere i, at ansøgerne ikke nyder godt af passende beskyttelsesstandarder i den ansvarlige medlemsstat, navnlig med hensyn til modtagelsesforhold og adgang til asylprocedurerne, og i tilfælde, hvor disse overførsler ville øge byrden for de medlemsstater, der er udsat for et uforholdsmæssigt stort pres, især på grund og deres geografiske placering eller deres demografiske situation; understreger dog, at disse bestemmelser i den sidste ende snarere vil blive en politisk markering end et effektivt instrument til for alvor at støtte medlemsstaterne, hvis der ikke indføres et toleddet instrument, der er bindende for alle medlemsstaterne, og som omfatter følgende:

22.

mener, at asylansøgere i henhold til den reviderede Dublinforordning bør gives ret til at indbringe en beslutning om overførsel for domstolene, som herved bør været forpligtede til ex officio at undersøge nødvendigheden af midlertidigt at suspendere gennemførelsen af en beslutning om overførsel;

23.

støtter indtrængende oprettelsen af et europæisk asylstøttekontor, der vil skulle samarbejde tæt med UNHCR og med de ngo’er, der særligt beskæftiger sig med asylområdet;

24.

mener, at det europæiske asylstøttekontor bl.a. bør få til opgave nøje at analysere de forskelle, der stadig består mellem de nationale asylsystemer, således at det kan være med til at forbedre dem;

25.

mener, at det europæiske asylstøttekontors aktiviteter bør omfatte udvikling af retningslinjer for at lette en nøjagtig vurdering af asylansøgninger, fremme af udveksling af bedste praksis, overvågning af gennemførelsen og anvendelsen af relevant EU-lovgivning (og derved støtte til Kommissionens rolle som traktaternes vogter);

26.

mener, at der bør foretages praktiske overvejelser vedrørende behandlingen af de personer, der er vendt tilbage til oprindelses- eller afsenderlandet som følge af, at deres ansøgning om beskyttelse er blevet afvist;

27.

opfordrer på det kraftigste Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på at indføre et fælles europæisk asyltræningsprogram, da der er en direkte sammenhæng mellem kvaliteten af de beslutninger, der træffes på området, og uddannelses- og informationsniveauet hos beslutningstagerne på nationalt plan; mener, at man vil kunne opnå en effektivitetsgevinst ved at konsultere de civilsamfundsorganisationer, der er specialiseret på området, med henblik på udarbejdelsen af de pågældende træningsprogrammer;

28.

mener, at alle beslutningstagere skal have lige adgang til professionelt og objektivt dokumenterede oplysninger om oprindelseslandene, som er et centralt værktøj for asylmyndigheder og klageinstanser samt for asylansøgere, som støtter sig til disse oplysninger for at underbygge deres ansøgning om international beskyttelse;

29.

understreger, at myndighederne i ventetiden skal tage hensyn til de mest udsatte asylansøgeres forskellige behov, herunder børn, asylansøgere med handicap samt kvinder, og stille den nødvendige infrastruktur til rådighed;

30.

anerkender betydningen af integrationen af de personer, der får international beskyttelse, med hensyn til demokrati, sikkerhed og økonomiske betragtninger;

31.

beklager, at reglerne i Dublinforordningen om afgørelse af, hvilken stat der har ansvaret for at behandle en asylansøgning, ikke tager hensyn til ansøgernes ønske, og mener, at reglerne i større grad bør tage hensyn til visse familiemæssige, kulturelle og sproglige kriterier for at fremme asylansøgernes integration;

32.

opfordrer indtrængende Rådet til at nå til enighed om at udvide anvendelsesområdet for Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlændinge (10) til at omfatte flygtninge og personer, der nyder subsidiær beskyttelse;

33.

glæder sig over Kommissionens forslag i modtagelsesdirektivet om at give ansøgerne en forenklet adgang til arbejdsmarkedet, da deres deltagelse i arbejdslivet er en afgørende forudsætning for deres integration i værtsmedlemsstaten og også hjælper dem med til at udvikle kundskaber, der både er til gavn under opholdet i værtsmedlemsstaten og i deres oprindelsesland i tilfælde af tilbagesendelse;

34.

mener, at asylsystemet ved fastlæggelsen af den ansvarlige medlemsstat bør lette integrationen ved bl.a. at tage højde for den sociale, kulturelle og sproglige baggrund samt anerkendelsen af uddannelsesmæssige resultater, erhvervskvalifikationer og -kompetencer hos asylansøgeren, der er i overensstemmelse med de økonomiske behov i værtsmedlemsstaten;

35.

henstiller til, at der ikke gøres forskel på rettigheder, der gives til flygtninge og personer, der nyder subsidiær beskyttelse; understreger især nødvendigheden af at sikre bedre adgang til sociale og økonomiske rettigheder for personer, der nyder subsidiær beskyttelse, da dette er afgørende for deres integration;

36.

mener, at et af målene for CEAS skal være at indføre effektive solidaritetsmekanismer for at forbedre situationen for de lande, der modtager det største antal asylansøgere, og som har problemer med at sikre passende modtagelsesforhold, med at behandle ansøgningerne inden for fristerne og efter reglerne eller med at integrere de ansøgere, der har fået flygtningestatus;

37.

er af den opfattelse, at solidaritet ikke kun kan være et spørgsmål om at stille finansielle midler til rådighed, og opfordrer til en effektiv gennemførelse af mekanismer til genbosættelse og genhusning internt, på frivillig basis, som omtalt i den europæiske pagt om indvandring og asyl; mener, at dette vil gøre det muligt for personer, der nyder international beskyttelse, at blive modtaget af en anden medlemsstat end den, der har givet personen den pågældende beskyttelse;

38.

mener, at man bør undersøge muligheden for at udvide anvendelsesområdet for direktiv 2001/55/EF (11), således at det bl.a. bliver muligt at modtage særlige kategorier af personer, der har behov for international beskyttelse i en begrænset periode, uden at der dog er tale om en massetilstrømning;

39.

opfordrer til, at der under det kommende europæiske asylstøttekontor oprettes asyleksperthold, der kan yde bistand til medlemsstater, der oplever pludselige og massive tilstrømninger af asylansøgere, som de ikke kan håndtere;

40.

opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for at indføre en europæisk mekanisme til overførsel af international beskyttelse under det kommende europæiske asylstøttekontors kontrol, for at give mulighed for, at flygtninge efter egen anmodning kan flyttes inden for Europa, og derved lette visse medlemsstaters byrde;

41.

glæder sig over, at Kommissionen vil iværksætte en undersøgelse for at evaluere metoderne til at forbedre den finansielle solidaritet i EU, og imødeser med interesse de forslag, der vil blive fremsat i den forbindelse;

42.

støtter grænseovervågningsaftaler mellem nationale myndigheder, UNHCR og ngo’er i EU og bevilling af ressourcer til dette formål under Fonden for De Ydre Grænser;

43.

understreger, at CEAS bør være i fuld overensstemmelse med målsætninger og aktiviteter på området for flygtninges beskyttelse i henhold til EU-instrumenter til samarbejde med udviklingslande (såsom Den Europæiske Udviklingsfond, Instrumentet for Udviklingssamarbejde (DCI), Det Europæiske Naboskabs- og Partnerskabsinstrument og Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder) samt aftaler og partnerskaber mellem EU og udviklingslande (såsom Cotonou-aftalen og det strategiske partnerskab mellem EU og Afrika);

44.

deler Kommissionens synspunkt om, at asyl udgør en integreret del af udviklingssamarbejdet med tredjelandene snarere end et krisestyringsværktøj; gentager også, at udviklingssamarbejde, navnlig kriseforebyggelse, overvågning af menneskerettighederne, konfliktbearbejdning og fredsskabelse, kunne tjene som instrument for forebyggelse af fordrivelse; understreger derfor, at CEAS bør være tæt forbundet med EU’s udviklingspolitik og humanitære politik;

45.

ser frem til evalueringen af de regionale beskyttelsesprogrammer, som skal finde sted i 2009; understreger, at udviklingen af sådanne programmer bør være i fuld overensstemmelse med nationale og regionale handlingsplaner og DCI’s tematiske programmer om indvandring og asyl og, mere generelt, aldrig bør blive et middel til at fratage medlemsstater og EU ansvarsområder; opfordrer Kommissionen til at sørge for en bedre koordination af dens forskellige tjenestegrenes foranstaltninger i den forbindelse, således at man optimerer synergien mellem dem, og til at orientere Parlamentet om de foranstaltninger, der træffes i dette øjemed;

46.

anerkender vigtigheden af at øge modtagelseskapaciteten i førsteasyllandene og af, at der på europæisk plan, i tæt samarbejde med UNHCR, etableres et genbosættelsesprogram, der fastlægger fælles kriterier og koordinationsmekanismer;

47.

kræver også, at der foretages en evaluering af tilstrækkeligheden af de midler, der er til rådighed til foranstaltninger vedrørende tredjelande - f.eks. beskyttelse inden for regionen - navnlig i lyset af Parlamentets holdning, ifølge hvilken disse foranstaltninger kræver yderligere finansiering og ikke en omfordeling af udviklingsmidler;

48.

opfordrer Kommissionen til at fremme en øget deltagelse fra medlemsstaternes side i den globale indsats for genbosættelse af flygtninge;

49.

noterer sig med stor interesse ideen om at indføre »procedurer for beskyttet indrejse« og opfordrer på det kraftigste Kommissionen til at overveje, hvordan sådanne foranstaltninger konkret kan gennemføres, og hvilke praktiske konsekvenser de vil have;

50.

afventer med interesse resultaterne af den undersøgelse af en fælles behandling af asylansøgninger uden for EU’s område, som Kommissionen vil iværksætte i 2009, og advarer mod ethvert forsøg på at lægge byrden ved modtagelse af asylansøgere og behandling af deres ansøgning over på tredjelande eller UNHCR;

51.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer, Frontex og FN’s Højkommissær for Flygtninge.