27.4.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 93/38

1.1

EØSU støtter Kommissionens forslag. Udvalget er overbevist om, at Kommissionen i tæt samarbejde med medlemsstaterne vil yde et betragteligt bidrag til realiseringen af dagsordenen for anstændigt arbejde, både i EU og i tredjelande.

Udvalget deler Kommissionens synspunkt om, at mål af social art ikke må anvendes i protektionistisk øjemed.

1.1.1

Udvalget opfordrer kraftigt Kommissionen til at inddrage EØSU i arbejdet med den statusrapport om meddelelsen, der skal udarbejdes inden sommeren 2008.

1.1.2

Udvalget anmoder Kommissionen om at udvikle de nødvendige indikatorer til vurdering af gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i EU.

1.1.3

Kommissionen bør præsentere en klar angivelse af de økonomiske konsekvenser af Kommissionens bidrag til fremme af anstændigt arbejde, både inden for og uden for EU. Den bør også informere om den måde, hvorpå den påtænker at støtte ILO i gennemførelsen af dens dagsorden for anstændigt arbejde.

1.2

Kommissionen bør følge den tilgang, der anbefales i EØSU's udtalelse om den sociale dimension af globaliseringen fra marts 2005: at fastholde og styrke globaliseringens positive virkning, samtidig med at der iværksættes de nødvendige tiltag for at bekæmpe globaliseringens negative konsekvenser. Udvalget holder fast i konklusionerne fra udtalelsen fra marts 2005.

1.3

Politikker for anstændigt arbejde, både i og uden for EU, kan kun lykkes med fuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter og et bredt udsnit af civilsamfundet.

1.4

I arbejdet for at nå målet om anstændigt arbejde er politisk sammenhæng og koordinering på alle niveauer, også det nationale, af afgørende betydning.

1.5

En afgørende forudsætning for fremme af dagsordenen for anstændigt arbejde er en styrkelse af ILO's overvågningssystem.

1.6

EØSU opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at undersøge årsagerne til modtagerlandenes manglende ratifikation af FN's internationale konvention om vandrende arbejdstagere.

1.7

Det er afgørende, at de relevante ILO-konventioner ratificeres og gennemføres i EU og i forhold til tredjelande, både i lovgivningen og i praksis.

1.8

EØSU opfordrer Kommissionen til at styrke vægtningen af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed som en af de hovedfaktorer, der indgår i et anstændigt arbejde.

1.9

Kommissionen bør præsentere en handlingsplan for sine politikker for anstændigt arbejde, både inden for EU's grænser og uden for og fremlægge budgetoplysninger.

2.1

EØSU bifalder meddelelsen. Dagsordenen for anstændigt arbejde er en vigtig reaktion på globaliseringen, og den kan yde et centralt bidrag til at nå de millennium-udviklingsmål, som De Forenede Nationer har fastsat. EU kan som et vigtigt medlem af verdenssamfundet gøre en betydningsfuld forskel ved at gennemføre dagsordenen — både inden for EU's grænser og ved at fremme den i sine mange forbindelser med tredjelande, grupper af lande og internationale institutioner. Anstændigt arbejde har direkte relevans for gennemførelsen af Lissabon-strategien ved at bidrage betydeligt til at forme arbejdslivet i EU på en bæredygtig måde. At bidrage aktivt til fremme af anstændigt arbejde for alle udgør ikke blot en integreret del af den europæiske sociale dagsorden og EU's bestræbelser på at projicere sine værdier; det er også i EU's interesse at sikre, at globaliseringen ikke underminerer den europæiske sociale model.

2.2

»Anstændigt arbejde «er et begreb, som Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) indførte i 1991 (1). Det er blevet defineret som »det konvergerende fokus «for ILO's fire strategiske målsætninger:

Begrebet er en central del af EU's sociale model, som fokuserer på retten til et frit valgt erhvervsarbejde, hvor rettighederne er beskyttet, indkomsten er rimelig, og hvor der er en passende social beskyttelse, og der lægges særlig vægt på lige muligheder. Trepartsdialoger og social dialog garanterer deltagelse og demokratiske processer.

Kønsaspektet og udvikling betragtes som tværgående hensyn.

2.2.1

I overensstemmelse med ILO's dagsorden for anstændigt arbejde bør Kommissionen understrege vigtigheden af ligestilling mellem kønnene og styrkelse af kvinders rettigheder i kampen mod fattigdom, især for så vidt angår lige muligheder og ligehandling.

2.3

I udtalelsen om den sociale dimension af globaliseringen (2) udpegede EØSU anstændigt arbejde som et centralt mål og et højt prioriteret emne for EU og dets medlemsstater, både hjemme samt udadtil og i forbindelse med udviklingsbistand.

2.4

Udvalget er enigt i udsagnene i meddelelsens indledning, hvor dagsordenen for anstændigt arbejde karakteriseres som en række globale strategier, der ikke er bundet til en specifik udviklingsmodel, og som et instrument, der styrer udviklingen i retning af værdier og principper for indsats og ledelse, der kombinerer økonomisk konkurrencedygtighed med social retfærdighed. Grundlaget for anstændigt arbejde er en antagelse om, at ethvert land uanset udviklingsniveau fastsætter sine egne mål for at mindske afstanden mellem målet og manglen på tilstrækkelige beskæftigelsesmuligheder, fravær af rettigheder på arbejdet, utilstrækkelig social beskyttelse og manglen i den sociale dialog.

2.5

Udvalget bifalder endvidere meddelelsens fokus på behovet for reelt at forpligte alle multilaterale institutioner og alle regeringer til at sætte anstændigt arbejde på dagsordenen, således som FN's Økonomiske og Sociale Råd i erklæringen fra juli 2006 opfordrede til.

2.6

Udvalget noterer med interesse, at flere af anbefalingerne i EØSU's udtalelse om den sociale dimension af globaliseringen er blevet indarbejdet i meddelelsen.

2.7

Udvalget beklager, at spørgsmålet om politikkoordinering og -sammenhæng i og imellem de internationale finansieringsinstitutioner, Verdenshandelsorganisationen (WTO) og Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), særligt på medlemsstatsniveau, ikke er blevet fulgt op på den måde, som EØSU havde håbet. Udvalget havde anmodet Kommissionen samt Ministerrådet om at træffe foranstaltninger med henblik på at fremme yderligere koordinering og konsekvens på medlemsstatsniveau, med fuld inddragelse af civilsamfundet.

Udvalget gentager denne anmodning med henblik på, at Kommissionen og medlemsstaterne bistår med at fremme anstændigt arbejde i disse institutioner.

Kommissionen bør fremme den fælles tilgang i de internationale finansieringsinstitutioner via medlemsstaterne yderligere, særligt i forbindelse med deres politikrådgivning, udviklingsbistandsprogrammer med regeringer og lån til private virksomheder.

2.8

Udvalget mener, at de forslag til tiltag, som Kommissionen præsenterer i meddelelsen, er gennemtænkte og konstruktive.

2.8.1

En afgørende mangel er en anerkendelse af, at en styrkelse af ILO's overvågningssystem er en grundlæggende forudsætning for fremme af dagsordenen for anstændigt arbejde. Ratificering af konventioner er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt. Der bør også altid være opmærksomhed på den reelle situation, dvs. fuld gennemførelse både lovgivningsmæssigt og i praksis. Udvalget opfordrer Kommissionen til i den forbindelse at stimulere og koordinere medlemsstaternes fælles indsats i tæt samarbejde med ILO.

2.8.2

Et andet punkt, som udvalget ønsker at fremhæve, er, at globalisering ikke blot gør det påkrævet for ILO at sikre, at konventioner og anbefalinger ajourføres og holdes ajourført, men også uvægerligt medfører, at ILO skal formulere nye standarder med henblik på at kunne forholde sig til nye forhold, der opstår i arbejdslivet. Det er nødvendigt at sikre, at de nye redskaber dækker relevante områder og indholdsmæssigt tager udgangspunkt i virkeligheden. EU og dets medlemsstater (samt arbejdsmarkedets parter i medlemsstaterne) skal opfordres til at indtage en proaktiv rolle i denne forbindelse.

3.1.1

Kommissionen beretter i meddelelsen om to- og trepartsdialogprocessen mellem arbejdsmarkedsparterne, samt om »inddragelse af arbejdsmarkedsparterne og civilsamfundet«/»inddragelse af arbejdsmarkedsparterne og andre af civilsamfundets aktører«. Kommissionen bør gøre det klart, at »social dialog «foregår mellem arbejdsmarkedets parter, med eller uden regeringsrepræsentanter, mens »civil dialog «også involverer ngo'er og andre interessentgrupper. Det må i meddelelsen gøres klart, at ægte social dialog er noget, der kun kan opnås i frie og uafhængige, demokratiske organisationer.

3.1.2

Samtlige facetter af begrebet anstændigt arbejde berøres i dette afsnit. Det er slående, at arbejdstagernes sundhed og sikkerhed blot berøres perifert (en kort henvisning til »jobkvalitet«). Dette er tilsyneladende ikke tilfældigt, eftersom arbejdstagernes sundhed og sikkerhed ikke har nogen fremtrædende rolle i meddelelsen som helhed. Dette skyldes måske den problematiske holdning, Kommissionen og medlemsstaterne har til ILO's konventioner på dette område. De er kun blevet ratificeret i begrænset omfang i medlemsstaterne; niveauet for sikring af arbejdstagere i de relevante bestemmelser i EU forståeligt dog sædvanligvis er højere end i de tilsvarende ILO-instrumenter. Den begrænsede ratificering virker ikke fremmende på andre landes ratificering af ILO's konventioner for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed. EU fremmer således i den forbindelse ikke dagsordenen for anstændigt arbejde. Udvalget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage den nuværende utilfredsstillende situation op til overvejelse, med henblik på at forbedre den betydeligt i nærmeste fremtid. EØSU mener desuden, at medlemsstaterne først bør fratræde ILO's konventioner for arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, når de har besluttet sig for at ratificere en tidssvarende konvention, som dækker et tilsvarende område.

3.1.3

Udvalget deler Kommissionens synspunkt om, at mål af social art kan ikke anvendes i protektionistisk øjemed. Samtidig ønsker studiegruppen at henlede opmærksomheden på, at en »social klausul «i multilaterale handelsaftaler, som tidligere er diskuteret i EØSU's udtalelser, ikke kan anvendes i protektionistisk øjemed, da den udelukkende består af ILO's otte konventioner om de grundlæggende menneskerettigheder (om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger, tvangsarbejde, diskrimination på arbejdsmarkedet og i erhverv samt børnearbejde). Disse konventioner er alle blevet ratificeret af langt størstedelen af ILO's medlemsstater. Hvis disse medlemsstater lever op til deres forfatningsmæssige forpligtelser, har de inkorporeret dem i deres nationale lovgivninger eller andre relevante bestemmelser, som påkrævet og overvåget af ILO.

3.1.4

EU bør integrere dagsordenen for anstændigt arbejde fuldt ud i sin udviklingspolitik, og de politiske erklæringer bør følges op med de nødvendige økonomiske midler.

3.2.1

EU bør fremme dagsordenen for anstændigt arbejde i EU ved, at medlemsstaterne ratificerer og implementerer samtlige relevante ILO-konventioner, herunder også dem, der omhandler ikke-diskrimination og integration af sårbare grupper.

3.2.2

I afsnittet »Bedre mobilisering af EU's udenrigspolitik «under overskriften »Udvidelse«, omhandlende ILO-konventionerne 87 og 98 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger samt de rettigheder, der er beskyttet herunder, virker det, som om Kommissionen opfatter disse rettigheder som gældende udelukkende for fagforeningerne. Det er ikke korrekt: det er udtrykkeligt også arbejdsgivernes rettigheder. Kommissionen bør fremme disse grundlæggende rettigheder for både fagforeninger og arbejdsgivere.

3.2.3

Udvalget deler Kommissionens syn på »Naboskab«. Dog mener det, at særlig opmærksomhed bør rettes på den sociale dialog/ratifikation af ILO-konvention 144 om trepartskonsultationer på dette område.

3.2.4

I forbindelse med afsnittet om »Regionale og bilaterale forbindelser «bemærker udvalget, at Kina rejser et særligt problem, der bør diskuteres og også behandles af Kommissionen. Kina er åbenlyst modstander af organisationsfrihed og uafhængige fagforeningers og arbejdsgiverorganisationers ret til kollektive forhandlinger. I betragtning af Kinas betydning i verden kan dette ikke ignoreres, hvis man ønsker fremskridt for dagsordenen for anstændigt arbejde ønskes.

3.2.5

I oversigten over planlagte tiltag under overskriften »Udviklingssamarbejde «bør Kommissionen inddrage tiltag, der bør iværksættes i samarbejde med ILO, med det formål at hjælpe med at integrere den uformelle økonomi i den formelle økonomi. Dagsordenen for anstændigt arbejde er lige så vigtig i den uformelle som i den formelle økonomi. Kommissionen bør samarbejde med ILO i udforskningen af nye måder at bistå nuværende aktører med at udvikle aktionsformer til at beskytte rettighederne og styrke mulighederne for dem, der arbejder i den uformelle økonomi, samt til at gøre det muligt for nye aktører at komme ind på interesserepræsentationsområdet.

3.2.6

I den forbindelse foreslår udvalget at inddrage fremme af organisationer som for eksempel kooperativer i den sociale økonomi. Dette er et af de prioriterede emner, der blev påpeget i EØSU's udtalelse om den sociale dimension af globaliseringen.

3.2.7

Kommissionen bør også overveje politikker til i tæt samarbejde med ILO at styrke små og mellemstore virksomheders rolle i forbindelse med fremme af anstændigt arbejde.

3.2.8

I forbindelse med overskriften »Handel — en bæredygtig udviklingsfaktor «henviser udvalget til anbefalingerne i udtalelsen om den sociale dimension af globaliseringen, hvad angår fælles bilaterale »observatorier «og produktionszoner.

3.2.9

Udvalget bifalder Kommissionens støtte til en omfattende ratificering og ægte gennemførelse af ILO's konventioner, men bemærker, at denne forpligtelse kan gøres mere konkret, hvad angår international handel. For det første er Kommissionen på multilateralt niveau nødt til at opstille fremme af anstændigt arbejde som et af EU's mål i Verdenshandelsorganisationen WTO. Det bør overvejes at oprette et udvalg om »Handel og anstændigt arbejde «inden for Verdenshandelsorganisationens struktur i lighed med udvalget om »Handel og miljø«. Anstændigt arbejde bør være et element i »bæredygtig udvikling «under Verdenshandelsorganisationens handelspolitiske evalueringer, og der er brug for et arbejdsprogram for WTO sammen med ILO. Kommissionen og medlemsstaterne bør aktivt arbejde for at overbevise WTO's øvrige medlemmer om fordelene ved at sætte fokus på anstændigt arbejde inden for WTO.

3.2.10

For det andet bør Kommissionen i sine bilaterale handelsforbindelser, f.eks. i de økonomiske partnerskabsaftaler, sætte ratificeringen og gennemførelsen af ILO's centrale arbejdsnormer højt på forhandlingernes dagsorden. I forbindelse med forhandlingerne bør der fortages konsekvensanalyser af bæredygtigheden, hvori indgår kriterier for anstændigt arbejde, og deres henstillinger bør tages op til overvejelse.

3.2.11

Hvad angår GSP plus-systemet med handelsincitamenter kræves der kraftige ledsageforanstaltninger, hvis systemet skal være effektivt, navnlig ved midtvejsevalueringerne af GSP plus-landene, som skal foretages i begyndelsen af 2007 for at sikre, at regeringerne forstår, at de faktisk skal gennemføre de pågældende konventioner og begynde at træffe passende foranstaltninger.

3.2.12

I afsnittet om »Bedre styring af økonomisk migration «ønsker udvalget igen at nævne spørgsmålet om FN's internationale konvention om vandrende arbejdstagere. Dette er et svært og kompliceret spørgsmål. Ikke et eneste »modtagerland «har indtil videre ratificeret denne konvention. EØSU indtog en positiv holdning til konventionen i sin udtalelse fra juni 2004 (3). Det er slående, at Kommissionen i meddelelsen fuldstændig ser bort fra dette instrument. Udvalget anmoder Kommissionen om i samarbejde med medlemsstaterne at undersøge årsagerne til den manglende ratifikation samt til at udarbejde en klar politik baseret på undersøgelsens resultater. Udvalget opfordrer også Kommissionen til i samarbejde med de medlemsstater, som endnu ikke har ratificeret ILO-konventionerne 97 og 143 om vandrende arbejdstagere, at undersøge mulighederne for ratifikation i nær fremtid.

3.2.13

Kommissionen vil tilsyneladende støtte tiltag til indgåelse af tværnationale kollektive aftaler og globale rammeaftaler (i afsnittet »Samarbejde med civilsamfundet og virksomhederne«.). Udvalget insisterer på, at dette skal foregå i tæt samarbejde med de relevante arbejdsgiver- og fagforeningsorganisationer.

3.2.14

Kommissionen bør også med disse og andre relevante civilsamfundsorganisationer diskutere den aktive brug af reglerne for virksomhedernes sociale ansvar i lande, hvor afstanden mellem lovgivning og gennemførelse af reglerne i praksis er særlig stor. Udvalget understreger, at virksomhedernes sociale ansvar er et supplement til lovgivningen, og ikke træder i stedet for denne.

Udvalget henstiller til Kommissionen at tilskynde virksomheder til, at der i deres frivillige adfærdskodekser indarbejdes direkte referencer til OECD's retningslinjer for multinationale virksomheder samt til ILO's trepartserklæring om multinationale virksomheder og socialpolitik.