EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52005XC0305(03)

Kommissionens meddelelse om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004EØS-relevant tekst

EUT C 56 af 5.3.2005, p. 32–35 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

5.3.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 56/32


Kommissionens meddelelse om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004

(2005/C 56/04)

(EØS-relevant tekst)

I.   INDLEDNING

1.

Med denne meddelelse indføres der en forenklet procedure, som Kommissionen agter at anvende ved behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»EF-fusionsforordningen«) (1) under forudsætning af, at de ikke giver anledning til konkurrenceproblemer. Denne meddelelse erstatter meddelelsen om en forenklet procedure for behandling af bestemte fusioner efter Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 (2). Kommissionens erfaringer med anvendelsen af Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 af 21. december 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (3), har vist, at bestemte kategorier af anmeldte fusioner normalt godkendes uden at have givet anledning til større betænkeligheder, forudsat at der ikke foreligger nogen særlige omstændigheder.

2.

Formålet med denne meddelelse er at redegøre for, under hvilke betingelser Kommissionen normalt vil vedtage en beslutning i kort form om en fusions forenelighed med fællesmarkedet efter den forenklede procedure, og forklare, hvordan denne procedure fungerer. Når alle de betingelser, der er opstillet i punkt 5 i denne meddelelse, er opfyldt, og når der ikke foreligger nogen særlige omstændigheder, vil Kommissionen vedtage en godkendelsesbeslutning i kort form senest 25 arbejdsdage efter anmeldelsesdatoen, jf. EF-fusionsforordningens artikel 6, stk. 1, litra b) (4).

3.

I de tilfælde, hvor de omstændigheder, der er beskrevet i punkt 6 til 11 i denne meddelelse, gør sig gældende, kan Kommissionen dog iværksætte en undersøgelse og/eller vedtage en udførlig beslutning efter EF-fusionsforordningen.

4.

Med den procedure, der er skitseret i det følgende, ønsker Kommissionen at gøre Fællesskabets fusionskontrol mere målrettet og effektiv.

II.   KATEGORIER AF FUSIONER, DER KAN BEHANDLES EFTER DEN FORENKLEDE PROCEDURE

Fusioner, der kan komme i betragtning

5.

Kommissionen vil anvende den forenklede procedure ved behandlingen af følgende kategorier af fusioner:

a)

hvor to eller flere virksomheder erhverver fælles kontrol med et joint venture, som ikke, eller kun i ubetydeligt omfang, driver eller forventes at ville drive virksomhed inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS-området). Det er tilfældet, når:

i)

joint venture-selskabets omsætning (5) og/eller omsætningen ved de overførte aktiviteter (6) er mindre end 100 mio. EUR inden for EØS-området, og

ii)

de aktiver (7), der overføres til joint venture-selskabet, har en samlet værdi på under 100 mio. EUR inden for EØS-området (8)

b)

hvor to eller flere virksomheder fusionerer, eller en eller flere virksomheder erhverver ene- eller fælleskontrol med en anden virksomhed, forudsat at ingen af fusionsparterne er aktive på det samme produktmarked og det samme geografiske marked eller på et produktmarked i et forudgående eller efterfølgende led i forhold til et produktmarked, hvorpå en anden fusionspart opererer (9)

c)

hvor to eller flere virksomheder fusionerer, eller en eller flere virksomheder erhverver ene- eller fælleskontrol med en anden virksomhed, og:

i)

to eller flere af fusionsparterne opererer på det samme produktmarked og geografiske marked (horisontale forbindelser), forudsat at de tilsammen har en markedsandel på under 15 %, eller

ii)

en eller flere af fusionsparterne er aktive på et produktmarked i et forudgående eller efterfølgende led i forhold til et produktmarked, hvorpå en anden fusionspart opererer (vertikale forbindelser) (10), forudsat at de hverken hver for sig eller tilsammen har en markedsandel på nogen af niveauerne, der når op på 25 % (11)

d)

hvor en part overtager enekontrollen med en virksomhed, som den i forvejen kontrollerer sammen med en eller flere andre virksomheder.

Sikkerhedsforanstaltninger og tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke anvendes

6.

Når Kommissionen skal vurdere, om en fusion falder ind under en af de i punkt 5 nævnte kategorier, sikrer den sig, at der er tilstrækkelig klarhed om alle relevante forhold. Da markedsafgrænsningen kan være et nøgleelement i denne vurdering, opfordres parterne til at give oplysninger om eventuelle alternative markedsafgrænsninger, før de indgiver anmeldelse (jf. punkt 15). De anmeldende parter skal beskrive alle alternative relevante produktmarkeder og geografiske markeder, hvor den anmeldte fusion kunne få virkninger, ligesom de skal give oplysninger om afgrænsningen af disse markeder (12). Det tilkommer Kommissionen at træffe den endelige afgørelse om markedsafgrænsningen på grundlag af en gennemgang af de faktiske omstændigheder i sagen. Hvis det er vanskeligt at afgrænse de relevante markeder eller fastslå parternes markedsandele, vil Kommissionen ikke følge den forenklede procedure. I det omfang en fusion giver anledning til nye juridiske spørgsmål af almen interesse, vil Kommissionen desuden normalt undlade at vedtage beslutninger i kort form, og vil normalt vende tilbage til den første fase af den normale fusionsprocedure.

7.

Selv om det normalt kan antages, at fusioner, der falder ind under en af de i punkt 5 nævnte kategorier, ikke rejser alvorlig tvivl med hensyn til, om de er forenelige med fællesmarkedet, kan der dog ikke desto mindre være visse situationer, hvor det undtagelsesvis er nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse og/eller vedtage en udførlig beslutning. I sådanne tilfælde vil Kommissionen kunne vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure.

8.

I det følgende gives vejledende eksempler på sager, der vil kunne udelukkes fra den forenklede procedure. Visse typer af fusioner kan øge parternes markedsstyrke, f.eks. fordi de indebærer en sammenlægning af deres teknologiske, finansielle eller andre ressourcer, selv om fusionsparterne ikke opererer på det samme marked. Den forenklede procedure kan også være uegnet i forbindelse med fusioner, hvor mindst to af fusionsparterne er aktive på tilstødende, nært beslægtede markeder (13), især når en eller flere af fusionsparterne har en markedsandel på 25 % eller derover på et produktmarked, hvor der ikke findes horisontale eller vertikale forbindelser som beskrevet ovenfor, men som er et tilstødende marked til et marked, hvor en anden part er aktiv. I andre tilfælde kan det være umuligt at fastslå parternes markedsandele nøjagtigt. Det er ofte tilfældet, når parterne opererer på nye eller lidet udviklede markeder. Den forenklede procedure kan også være uegnet i forbindelse med fusioner på markeder, der er præget af store adgangsbarrierer, stærk koncentration (14) eller andre velkendte konkurrenceproblemer.

9.

Kommissionens hidtidige erfaringer har vist, at når der er tale om en overgang fra fælleskontrol til enekontrol, vil det undtagelsesvis kunne være nødvendigt med en tilbundsgående undersøgelse og/eller en udførlig beslutning. Der kan opstå konkrete konkurrenceproblemer i situationer, hvor en virksomhed, der førhen var et joint venture, herefter kun kontrolleres af en enkelt ejer og integreres i dennes koncern eller netværk, hvilket kan eliminere de disciplinerende virkninger af de divergerende interesser, som flere forskellige medejere kan have, således at virksomhedens strategiske stilling på markedet derigennem styrkes. Hvis man f.eks. tænker sig en situation, hvor virksomhed A og virksomhed B i fællesskab kontrollerer joint venture C, vil en transaktion, hvor A overtager enekontrollen med C, kunne give anledning til konkurrenceproblemer, hvis C er direkte konkurrent til A, og hvis C og A tilsammen vil få en stærk position på markedet, når en del af den uafhængighed, C hidtil havde, elimineres (15). I sager, hvor et sådant scenarie kræver en mere indgående analyse, vil Kommissionen kunne vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure (16).

10.

Kommissionen vil også kunne vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure i tilfælde, hvor hverken Kommissionen eller de kompetente myndigheder i en medlemsstat har behandlet den forudgående erhvervelse af fælles kontrol med det pågældende joint venture.

11.

Desuden vil Kommissionen kunne vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure, når der opstår problemer med samordning som omhandlet i EF-fusionsforordningens artikel 2, stk. 4.

12.

Hvis en medlemsstat senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen af en kopi af anmeldelsen giver udtryk for begrundede betænkeligheder ved den anmeldte fusion, eller hvis en tredjepart i bemærkninger fremsat inden for den frist, der gælder for sådanne bemærkninger, giver udtryk for begrundede betænkeligheder, vil Kommissionen vedtage en udførlig beslutning. I sådanne tilfælde gælder de frister, der er fastsat i EF-fusionsforordningens artikel 10, stk. 1.

Henvisningsanmodninger

13.

Den forenklede procedure vil ikke blive anvendt, hvis en medlemsstat har anmodet om henvisning af en fusion i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 9, eller hvis Kommissionen accepterer en anmodning fra en eller flere medlemsstater om henvisning af en anmeldt fusion i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 22.

Henvisninger af fusioner forud for deres anmeldelse efter anmodning fra de anmeldende parter

14.

Med forbehold for de i denne meddelelse opstillede sikkerhedsforanstaltninger og tilfælde, hvor den forenklede procedure ikke vil blive anvendt, vil Kommissionen kunne anvende den forenklede procedure på fusioner, hvor:

i)

Kommissionen efter en begrundet erklæring fremsat i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 4, stk. 4, beslutter ikke at henvise sagen til en medlemsstat, eller

ii)

sagen efter en begrundet erklæring i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 4, stk. 5, henvises til Kommissionen.

III.   PROCEDUREREGLER

Kontakter før indgivelsen af anmeldelsen

15.

Kommissionen finder, at kontakter mellem de anmeldende parter og Kommissionen før anmeldelsens indgivelse kan være nyttige, selv i tilsyneladende problemfrie sager (17) Kommissionens erfaringer med den forenklede procedure har vist, at de sager, der opfylder betingelserne for at blive behandlet efter denne procedure, kan indeholde komplicerede problemer, f.eks. med markedsafgrænsningen (se punkt 6), som det vil være bedst at få løst, inden anmeldelsen indgives. Gennem sådanne kontakter kan Kommissionen og de anmeldende parter få afklaret den nøjagtige mængde af oplysninger der skal gives i anmeldelsen. Disse kontakter bør indledes mindst to uger før den forventede anmeldelsesdato. Det tilrådes derfor, at de anmeldende parter tager kontakt med Kommissionen inden anmeldelsen, især hvis de vil anmode Kommissionen om at frafalde kravet om en fuldstændig anmeldelse i henhold til artikel 3, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 af 7. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (18), med den begrundelse, at den pågældende fusion ikke vil give anledning til konkurrenceproblemer.

Offentliggørelse af, at der er indgivet anmeldelse

16.

De oplysninger, der skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende efter modtagelsen af en anmeldelse (19), skal omfatte fusionsparternes navne, deres hjemlande, fusionens art og de berørte brancher samt angivelse af, at fusionen ud fra oplysningerne fra den anmeldende part muligvis opfylder betingelserne for at blive behandlet efter den forenklede procedure. Alle berørte parter vil derefter have mulighed for at fremsætte bemærkninger, navnlig om forhold, der vil kunne kræve en nærmere undersøgelse.

Beslutning i kort form

17.

Hvis Kommissionen er forvisset om, at fusionen opfylder betingelserne for anvendelse af den forenklede procedure (se punkt 5), vil den normalt vedtage en beslutning i kort form. Det gælder også i sager, der ikke giver anledning til nogen konkurrenceproblemer, og hvor den har modtaget en fuldstændig anmeldelse. Den pågældende fusion vil dermed blive erklæret forenelig med fællesmarkedet senest 25 arbejdsdage efter anmeldelsen, jf. EF-fusionsforordningens artikel 10, stk. 1 og 6. Kommissionen vil bestræbe sig på at træffe en beslutning i kort form hurtigst muligt efter udløbet af de 15 arbejdsdage, medlemsstaterne har til at fremsætte anmodning om henvisning af en anmeldt fusion i henhold til EF-fusionsforordningens artikel 9. Men inden udløbet af fristen på de 25 arbejdsdage, vil Kommissionen fortsat kunne beslutte at vende tilbage til første fase af den normale fusionsprocedure og iværksætte undersøgelser og/eller vedtage en udførlig beslutning, hvis den finder det bedst i den konkrete sag.

Offentliggørelse af beslutninger i kort form

18.

Kommissionen vil offentliggøre en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om, at der er truffet beslutning, ligesom den gør det ved udførlige godkendelsesbeslutninger. Den offentligt tilgængelige version af denne beslutning vil kunne findes på Konkurrencegeneraldirektoratets website i et begrænset tidsrum. Beslutningen i kort form vil indeholde de oplysninger angående den anmeldte fusion, der blev offentliggjort i EU-Tidende efter anmeldelsen (parternes navne og hjemlande, fusionens art og berørte brancher), og en bemærkning om, at fusionen erklæres forenelig med fællesmarkedet, fordi den falder ind under en eller flere af de kategorier, der er beskrevet i denne meddelelse, med nærmere angivelse af, hvilken kategori der er tale om.

IV.   ACCESSORISKE BEGRÆNSNINGER

19.

Den forenklede procedure egner sig ikke til de sager, hvor de deltagende virksomheder anmoder om en udtrykkelig vurdering af begrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for en fusions gennemførelse.


(1)  EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.

(2)  EFT C 217 af 29.7.2000, s. 32.

(3)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 1; berigtiget i EFT L 257 af 21.9.1990, s. 13.

(4)  Anmeldelseskravene er fastsat i Bilag I og II til Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser.

(5)  Joint venture-selskabets omsætning skal beregnes på grundlag af moderselskabernes eller joint venture-selskabets seneste reviderede regnskaber, for så vidt der foreligger særskilte regnskaber for de ressourcer, moderselskaberne har overført til joint venture-selskabet.

(6)  Ordene »og/eller« henviser til de forskellige situationer, der kan være tale om, f.eks. følgende:

ved fælles overtagelse af en virksomhed er det denne virksomheds (joint venture-selskabs) omsætning, der skal tages i betragtning

ved etablering af et joint venture, hvortil moderselskaberne overfører deres aktiviteter, er det omsætningen ved de overførte aktiviteter, der skal tages i betragtning

ved erhvervelse af en kontrollerende andel i et allerede eksisterende joint venture er det joint venture-selskabets omsætning og omsætningen ved de aktiviteter, som det nye moderselskab (eventuelt) overfører til det, der skal tages i betragtning.

(7)  Den samlede værdi af joint venture-selskabets aktiver beregnes på grundlag af de enkelte moderselskabers senest opstillede og godkendte balance. Udtrykket »aktiver« omfatter: (1) alle materielle og immaterielle aktiver, der overdrages til joint venture-selskabet (eksempler på materielle aktiver: produktionsanlæg, engros- eller detailforretninger, varelagre; eksempler på immaterielle aktiver: intellektuelle ejendomsrettigheder, goodwill osv.), og (2) alle lån, kreditter og garantier, som moderselskaberne måtte have ydet joint venture-selskabet.

(8)  Hvis de overdragne aktiver genererer en omsætning, må hverken aktivernes eller omsætningens værdi overstige 100 mio. EUR.

(9)  Se Kommissionens meddelelse om afgrænsning af det relevante marked i forbindelse med Fællesskabets konkurrenceret (EFT C 372 af 9.12.1997, s. 5).

(10)  Se fodnote 6.

(11)  Det betyder, at denne kategori kun omfatter fusioner, hvor der ikke er tale om berørte markeder som defineret i del 6, afsnit III, i CO-formularen. Tærsklerne for horisontale og vertikale forbindelser gælder for markedsandele både på nationalt plan og på EØS-plan og for enhver anden plausibel afgrænsning af produktmarkedet i en given sag. Det er i den forbindelse vigtigt, at de underliggende markedsafgrænsninger i anmeldelsen er tilstrækkeligt præcise til at begrunde den vurdering, at disse tærskler ikke er nået, og at alle mulige alternative markedsafgrænsninger nævnes (herunder geografiske markeder, der er snævrere end nationale markeder).

(12)  Ligesom ved alle andre anmeldelser vil Kommissionen kunne tilbagekalde en sådan kort beslutning, hvis den er baseret på urigtige oplysninger, som en af de deltagende virksomheder har ansvaret for (EF-fusionsforordningens artikel 6, stk. 3, litra a)).

(13)  Tilstødende og nært beslægtede produktmarkeder er markeder, hvor produkterne supplerer hinanden eller tilhører en produktgruppe, der generelt købes af samme gruppe af købere til det samme endelige anvendelsesformål.

(14)  Se retningslinjerne for vurdering af horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser EUT C 31 af 5.2.2004, s. 5, punkt 14 til 21.

(15)  Sag nr. IV/M.1328, KLM/Martinair, XXIX Beretning om Konkurrencepolitikken 1999, SEK(2000) 720 endelig, nr. 165-166.

(16)  Sag nr. COMP/M.2908, Deutsche Post/DHL (II), beslutning af 18.9.2002.

(17)  Se Konkurrencegeneraldirektoratets retningslinjer for behandling af EF-fusionssager på

http://europa.eu.int/comm/competition/mergers/legislation/regulation/best_practices.pdf

(18)  EUT L 133 af 30.4.2004, s. 1.

(19)  EF-fusionsforordningens artikel 4, stk. 3.


Top