EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R0229

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2022/229 af 7. januar 2022 om ændring af delegeret forordning (EU) 2016/1675 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 for så vidt angår opførelse af Burkina Faso, Caymanøerne, Haiti, Jordan, Mali, Marokko, Filippinerne, Senegal og Sydsudan i skemaet i bilagets punkt I og fjernelse af Bahamas, Botswana, Ghana, Irak og Mauritius fra nævnte skema (EØS-relevant tekst)

C/2021/4335

EUT L 39 af 21.2.2022, p. 4–10 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2022/229/oj

21.2.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 39/4


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2022/229

af 7. januar 2022

om ændring af delegeret forordning (EU) 2016/1675 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 for så vidt angår opførelse af Burkina Faso, Caymanøerne, Haiti, Jordan, Mali, Marokko, Filippinerne, Senegal og Sydsudan i skemaet i bilagets punkt I og fjernelse af Bahamas, Botswana, Ghana, Irak og Mauritius fra nævnte skema

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (1), særlig artikel 9, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionen skal sikre en effektiv beskyttelse af det finansielle systems integritet og det indre markeds funktion mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. I direktiv (EU) 2015/849 er det derfor fastsat, at Kommissionen bør identificere lande med strategiske mangler i deres nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme (»AML/CFT«), der i væsentlig grad truer Unionens finansielle system.

(2)

I Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1675 (2) identificeres højrisikotredjelande med strategiske mangler. Nævnte delegerede forordning bør tages op til revision på relevante tidspunkter i lyset af de fremskridt, som disse højrisikotredjelande gør med hensyn til at afhjælpe de strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme. Kommissionen bør i forbindelse med sine vurderinger tage hensyn til nye oplysninger fra internationale organisationer og standardsættere såsom dem, der offentliggøres af Financial Action Task Force (FATF).

(3)

I betragtning af det internationale finansielle systems høje integrationsniveau, markedsoperatørernes tætte indbyrdes forbindelse, de mange grænseoverskridende transaktioner til og fra Unionen samt graden af markedets åbenhed anses enhver AML/CFT-trussel mod det internationale finansielle system også for at udgøre en trussel mod Unionens finansielle system.

(4)

I overensstemmelse med de kriterier, der er fastsat i direktiv (EU) 2015/849, har Kommissionen taget hensyn til de nylige tilgængelige oplysninger, navnlig FATF's nylige offentlige erklæringer, FATF's liste »Jurisdictions under Increased Monitoring« og FATF's rapporter fra arbejdsgruppen vedrørende tilsyn med det internationale samarbejde (International Co-operation Review Group) for så vidt angår de risici, der hidrører fra individuelle tredjelande, i overensstemmelse med artikel 9, stk. 4, i direktiv (EU) 2015/849.

(5)

Burkina Faso har i februar 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF og West Africa Money Laundering Group (GIABA) for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Siden offentliggørelsen af rapporten om gensidig evaluering (MER) i 2019 har Burkina Faso gjort fremskridt vedrørende en række af MER's anbefalede foranstaltninger for at forbedre den tekniske overholdelse og effektivitet, herunder ved i december 2020 at vedtage en national AML/CFT-strategi. Burkina Faso vil bestræbe sig på at gennemføre sin handlingsplan, bl.a. ved at: 1) vedtage og gennemføre opfølgningsmekanismer til overvågning af aktioner i den nationale strategi, 2) søge gensidig retshjælp (MLA) og andre former for internationalt samarbejde i overensstemmelse med landets risikoprofil, 3) styrke ressourcekapaciteten hos alle AML/CFT-tilsynsmyndigheder og gennemføre risikobaseret tilsyn med finansielle institutioner og udpegede ikke-finansielle virksomheder og erhverv (DNFBP'er), 4) opretholde omfattende og ajourførte grundlæggende oplysninger om reelt ejerskab og styrke sanktionssystemet for overtrædelser af gennemsigtighedsforpligtelserne, 5) øge mangfoldigheden af rapportering om mistænkelige transaktioner (STR), 6) styrke de finansielle efterretningsenheders menneskelige ressourcer gennem yderligere ansættelse, uddannelse og budget, 7) uddanne retshåndhævende myndigheder, anklagere og andre relevante myndigheder, 8) vise, at myndighederne forfølger konfiskation som et politikmål, 9) styrke kapaciteten hos og støtten til de retshåndhævende og retsforfølgende myndigheder, der er involveret i bekæmpelse af finansiering af terrorisme (TF), i overensstemmelse med den nationale TF-strategi, og 10) gennemføre en effektiv målrettet finansiel sanktionsordning vedrørende finansiering af terrorisme og finansiering af våbenspredning samt risikobaseret overvågning af og tilsyn med nonprofitorganisationer. På dette grundlag bør Burkina Faso anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(6)

Caymanøerne har i februar 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF og Den Finansielle Aktionsgruppe for Caribien (CFATF) for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Caymanøerne bør fortsat arbejde på at gennemføre sin handlingsplan for at afhjælpe sine strategiske mangler, herunder ved at: 1) pålægge passende og effektive sanktioner i tilfælde, hvor relevante parter (herunder juridiske personer) ikke indgiver nøjagtige, fyldestgørende og ajourførte oplysninger om reelt ejerskab i overensstemmelse med disse krav, og 2) vise, at de retsforfølger alle former for hvidvask af penge i overensstemmelse med jurisdiktionens risikoprofil, og at en sådan retsforfølgning fører til anvendelse af sanktioner, der har afskrækkende virkning, er effektive og står i rimeligt forhold til overtrædelsen. På dette grundlag bør Caymanøerne anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(7)

Haiti har i juni 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF og CFATF for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Haiti vil bestræbe sig på at gennemføre sin handlingsplan, bl.a. ved at: 1) udvikle sin proces for vurdering af ML/TF-risici og formidling af resultaterne, 2) fremme informationsudveksling med relevante udenlandske modparter, 3) afhjælpe de tekniske mangler i sine retlige og reguleringsmæssige rammer, der hindrer gennemførelsen af forebyggende AML/CFT-foranstaltninger og gennemførelse af risikobaseret AML/CFT-tilsyn for alle finansielle institutioner og DNFBP'er, der anses for at udgøre en højere ML/TF-risiko, 4) sikre, at grundlæggende oplysninger om reelt ejerskab vedligeholdes og gøres tilgængelige rettidigt, 5) sikre, at de kompetente myndigheder anvender finansielle efterretninger og andre relevante oplysninger bedre til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, 6) afhjælpe de tekniske mangler i landets ML-overtrædelse og vise, at myndighederne identificerer, efterforsker og retsforfølger ML-sager på en måde, der er i overensstemmelse med Haitis risikoprofil, 7) vise en stigning i identifikationen, opsporingen og inddrivelsen af udbytte fra strafbare forhold, 8) afhjælpe de tekniske mangler i sin ordning vedrørende TF-overtrædelse og målrettede finansielle sanktioner, 9) gennemføre passende risikobaseret overvågning af nonprofitorganisationer, der er sårbare over for misbrug til finansiering af terrorisme, uden at afbryde eller afskrække legitime nonprofitorganisationers aktiviteter. På dette grundlag bør Haiti anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(8)

Jordan har i oktober 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF og Den Finansielle Aktionsgruppe for Mellemøsten og Nordafrika (MENAFATF) for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Siden vedtagelsen af MER i november 2019 har Jordan gjort fremskridt med hensyn til en række af MER's anbefalede foranstaltninger for at forbedre landets system, herunder ved at finansiere landets nationale risikovurdering (NRA). Jordan vil arbejde på at gennemføre FATF's handlingsplan ved: 1) at færdiggøre og formidle ML/TF-risikovurderinger af nonprofitorganisationer, juridiske personer og virtuelle aktiver, 2) at forbedre det risikobaserede tilsyn og anvende effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner i tilfælde af manglende overholdelse, 3) at gennemføre uddannelses- og oplysningsprogrammer for DNFBP'er om deres AML/CFT-forpligtelser, navnlig med hensyn til registrering og indberetning af mistænkelige transaktioner, 4) at vedligeholde omfattende og ajourførte grundlæggende oplysninger om reelt ejerskab vedrørende juridiske personer og juridiske arrangementer, 5) at efterforske og retsforfølge hvidvask af penge, herunder gennem parallelle finansielle efterforskninger, for prædikatforbrydelser i overensstemmelse med den risiko, der er identificeret i NRA, 6) at indføre en retlig forpligtelse til at konfiskere redskaber, der anvendes eller påtænkes anvendt i ML-forbrydelser, 7) at udvikle og gennemføre en retlig og institutionel ramme for målrettede finansielle sanktioner og 8) at udvikle og gennemføre en risikobaseret tilgang til tilsyn med nonprofitsektoren for at forhindre misbrug til TF-formål. På dette grundlag bør Jordan anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(9)

Mali har i oktober 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF og GIABA for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Siden vedtagelsen af MER i november 2019 har Mali gjort fremskridt med hensyn til en række af MER's anbefalede foranstaltninger for at forbedre landets system, herunder ved at vedtage landets nationale risikovurdering (NRA). Mali vil arbejde på at gennemføre FATF's handlingsplan ved: 1) at formidle den nationale tilsynsmyndigheds resultater til alle relevante interessenter, herunder ved at gennemføre bevidstgørelsesaktiviteter med de sektorer, hvor risikoen er størst, 2) at udvikle og påbegynde gennemførelsen af en risikobaseret tilgang til AML/CFT-tilsynet med alle finansielle instrumenter og DNFBP'er med højere risiko og vise effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner for manglende overholdelse, 3) at gennemføre en omfattende vurdering af ML/TF-risici i forbindelse med alle typer juridiske personer, 4) at øge FIU's og de retshåndhævende myndigheders kapacitet og styrke deres samarbejde om anvendelsen af finansielle efterretninger, 5) at sikre, at relevante kompetente myndigheder inddrages i efterforskning og retsforfølgning af hvidvask af penge, 6) at styrke kapaciteten hos de relevante myndigheder med ansvar for efterforskning og retsforfølgning af TF-sager, 7) at fastlægge en retlig ramme og procedurer til gennemførelse af målrettede finansielle sanktioner og 8) at gennemføre en risikobaseret tilgang til tilsyn med nonprofitsektoren for at forhindre misbrug til TF-formål. På dette grundlag bør Mali anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(10)

Marokko har i februar 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF og MENAFATF for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Marokko har taget skridt til at forbedre sin AML/CFT-ordning, bl.a. ved at give FIU finansielle og menneskelige ressourcer til at forbedre den analytiske kapacitet med henblik på at opfylde det centrale mandat med hensyn til operationel og strategisk analyse. Marokko bør fortsat arbejde på at gennemføre sin handlingsplan for at afhjælpe sine strategiske mangler, herunder ved at: 1) forbedre risikobaseret tilsyn og iværksætte afhjælpende foranstaltninger og anvende sanktioner, der har afskrækkende virkning, er effektive og står i rimeligt forhold til overtrædelsen, 2) sikre, at oplysninger om reelt ejerskab, herunder oplysninger om juridiske personer og udenlandske retlige arrangementer, er tilstrækkelige, nøjagtige og verificerede, 3) øge mangfoldigheden af rapportering om mistænkelige transaktioner, 4) prioritere identifikation, efterforskning og retsforfølgning af alle typer hvidvask af penge i overensstemmelse med landets risikoprofil og 5) overvåge og effektivt føre tilsyn med FIU'ers og DNFBP'ers overholdelse af forpligtelser vedrørende målrettede finansielle sanktioner. På dette grundlag bør Marokko anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(11)

Filippinerne har i juni 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF og Asien/Stillehavs-gruppen vedrørende Hvidvaskning af Penge (APG) for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Filippinerne har siden da taget skridt til at forbedre sin AML/CFT-ordning ved at udvikle og gennemføre retningslinjer for fjernelse fra lister og frigørelse af aktiver til målrettede finansielle sanktioner i forbindelse med PF. Filippinerne bør bestræbe sig på at gennemføre sin handlingsplan, bl.a. ved at: 1) vise, at der finder effektivt risikobaseret tilsyn med DNFBP'er sted, 2) vise, at tilsynsmyndighederne anvender AML/CFT-kontroller til at afbøde de risici, der er forbundet med betalte kasinoture, 3) gennemføre de nye registreringskrav for MVTS og anvendelse af sanktioner over for uregistrerede og ulovlige pengeoverførselstjenester, 4) forbedre og strømline de retshåndhævende myndigheders adgang til oplysninger om reelt ejerskab og tage skridt til at sikre, at oplysninger om reelt ejerskab er nøjagtige og ajourførte, 5) vise en stigning i anvendelsen af finansielle efterretninger og en stigning i efterforskning og retsforfølgning af hvidvask af penge i overensstemmelse med risikoen, 6) vise en stigning i identifikationen, efterforskningen og retsforfølgningen af TF-sager, 7) vise, at der træffes passende foranstaltninger med hensyn til nonprofitsektoren (herunder uregistrerede nonprofitorganisationer) uden at afbryde legitime nonprofitorganisationers aktiviteter og 8) forbedre effektiviteten af den ramme for målrettede finansielle sanktioner for både TF og PF. På dette grundlag bør Filippinerne anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(12)

Senegal har i februar 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF ogGIABA for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Senegal bør fortsat arbejde på at gennemføre sin handlingsplan for at afhjælpe sine strategiske mangler, herunder ved at: 1) sikre en ensartet forståelse af ML/TF-risici (navnlig i forbindelse med DNFBP-sektoren) på tværs af relevante myndigheder gennem uddannelse og outreach-aktiviteter, 2) søge MLA og andre former for internationalt samarbejde i overensstemmelse med landets risikoprofil, 3) sikre, at finansielle institutioner og DNFBP'er er underlagt tilstrækkeligt og effektivt tilsyn, 4) ajourføre og opretholde omfattende oplysninger om reelt ejerskab vedrørende juridiske personer og ordninger og styrke sanktionssystemet for overtrædelser af gennemsigtighedsforpligtelserne, 5) fortsat styrke den finansielle efterretningsenheds menneskelige ressourcer for at sikre, at den opretholder en effektiv operationel analysekapacitet, 6) vise, at bestræbelserne på at styrke påvisningsmekanismerne og styrke kapaciteten til at efterforske og retsforfølge hvidvask-/prædikatforbrydelser konsekvent opretholdes i overensstemmelse med Senegals risikoprofil, 7) etablere omfattende og standardiserede politikker og procedurer for identifikation, opsporing, beslaglæggelse og konfiskation af udbytte og redskaber i forbindelse med kriminalitet i overensstemmelse med landets risikoprofil, 8) styrke myndighedernes forståelse af TF-risici og styrke kapaciteten hos og støtten til de retshåndhævende og retsforfølgende myndigheder, der er involveret i bekæmpelse af finansiering af terrorisme, i overensstemmelse med den nationale TF-strategi fra 2019, og 9) gennemføre en effektiv målrettet finansiel sanktionsordning vedrørende finansiering af terrorisme og finansiering af våbenspredning samt risikobaseret overvågning af og tilsyn med nonprofitorganisationer. På dette grundlag bør Senegal anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(13)

Sydsudan har i juni 2021 på højt politisk plan skriftligt forpligtet sig til at samarbejde med FATF for at styrke effektiviteten af sin AML/CFT-ordning. Sydsudan vil bestræbe sig på at gennemføre sin handlingsplan, bl.a. ved at: 1) ansøge om medlemskab af og samarbejde med Gruppen til Bekæmpelse af Hvidvaskning af Penge for det Østlige og Sydlige Afrika (ESAAMLG) og forpligte sig til at lade sig underkaste en gensidig evaluering af ESAAMLG eller et andet vurderingsorgan, 2) gennemføre en omfattende gennemgang af AML/CFT-loven (2012) med støtte fra internationale partnere, herunder teknisk bistand, for at overholde FATF-standarderne, 3) udpege en eller flere myndigheder med ansvar for at koordinere de nationale ML/TF-risikovurderinger, 4) at blive part i og gennemføre Wienerkonventionen af 1988, Palermokonventionen af 2000 og konventionen om finansiering af terrorisme fra 1999, 5) de kompetente myndigheder bør være tilstrækkeligt strukturerede og i stand til at gennemføre en risikobaseret tilgang til AML/CFT-tilsyn for finansielle institutioner, 6) udvikle en omfattende retlig ramme for indsamling og kontrol af nøjagtigheden af oplysninger om reelt ejerskab vedrørende juridiske personer, 7) gøre en fuldt fungerende og uafhængig FIU funktionsdygtig, 8) etablere og gennemføre de retlige og institutionelle rammer for gennemførelse af målrettede finansielle sanktioner i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolutioner om terrorisme og finansiering af våbenspredning og 9) påbegynde gennemførelsen af målrettet risikobaseret tilsyn/overvågning af nonprofitorganisationer, der risikerer at blive misbrugt til finansiering af terrorisme. På dette grundlag bør Sydsudan anses for at være et land med strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, jf. artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849.

(14)

I overensstemmelse med de seneste relevante oplysninger har Kommissionen i sin vurdering konkluderet, at Burkina Faso, Caymanøerne, Haiti, Jordan, Mali, Marokko, Filippinerne, Senegal og Sydsudan bør betragtes som tredjelande med strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der udgør en væsentlig risiko for Unionens finansielle system, jf. kriterierne i artikel 9 i direktiv (EU) 2015/849. Det skal bemærkes, at disse på højt politisk plan skriftligt har forpligtet sig til at afhjælpe de identificerede mangler og har udarbejdet handlingsplaner sammen med FATF.

(15)

Det er yderst vigtigt, at Kommissionen hele tiden overvåger tredjelande og vurderer udviklingen i deres retlige og institutionelle rammer, de kompetente myndighederes beføjelser og procedurer samt effektiviteten af deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, for at bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675 holdes opdateret.

(16)

Kommissionen har givet tilsagn om, når det er relevant, at yde teknisk bistand til tredjelande, der er medtaget i bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675, for at bistå dem med at afhjælpe de konstaterede strategiske mangler.

(17)

Kommissionen har gennemgået de fremskridt, der er gjort med hensyn til at afhjælpe strategiske mangler i de lande, der er opført i forordning (EU) 2016/1675, og som FATF har fjernet fra listen i juni eller oktober 2021, eller som Kommissionen har gennemgået i overensstemmelse med dens ændrede metode til identificering af højrisikotredjelande på grundlag af de nye krav i direktiv (EU) 2015/849, som ændret ved direktiv (EU) 2018/843 (3). Kommissionen har afsluttet gennemgangen af de fremskridt, som Bahamas, Botswana, Ghana, Irak og Mauritius har gjort.

(18)

Kommissionen konkluderede i sin vurdering, at Bahamas har afhjulpet de strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som Kommissionen har identificeret i overensstemmelse med sin metode til identificering af højrisikotredjelande. Bahamas har for nylig truffet en række foranstaltninger for at styrke sin ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og navnlig gennemsigtighedsaspekterne af ordningen vedrørende reelt ejerskab. Disse foranstaltninger tager sigte på at opfylde de yderligere benchmarks, som Kommissionen har fastsat. Kommissionen vil fortsat arbejde sammen med FATF og CFATF for at overvåge udviklingen i Bahamas ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(19)

Kommissionen konkluderede i sin vurdering, at Irak har gjort tilstrækkelige fremskridt med hensyn til at afhjælpe de strategiske mangler i sin ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som Kommissionen har identificeret i overensstemmelse med sin metode til identificering af højrisikotredjelande. Irak har for nylig truffet en række foranstaltninger for at styrke sin ramme for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Disse foranstaltninger imødekommer de udfordringer, som Kommissionen har påpeget i sin foreløbige vurdering. Kommissionen vil fortsat arbejde sammen med FATF og MENAFATF for at overvåge udviklingen i Iraks ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(20)

FATF så med tilfredshed på de betydelige fremskridt, som Botswana, Ghana og Mauritius har gjort med hensyn til at forbedre deres AML/CFT-ordning, og noterede sig, at Botswana, Ghana og Mauritius har fastlagt de retlige og reguleringsmæssige rammer for at opfylde forpligtelserne i deres handlingsplaner vedrørende de strategiske mangler, som FATF havde konstateret. Botswana, Ghana og Mauritius er derfor ikke længere underlagt FATF's overvågningsproces under den igangværende globale overensstemmelsesproces med henblik på bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme. Botswana, Ghana og Mauritius vil fortsat arbejde sammen med FATF-lignende regionale organer om yderligere at forbedre deres ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(21)

I Kommissionens vurdering konkluderedes det, at Bahamas, Botswana, Ghana, Irak og Mauritius ikke længere har strategiske mangler i deres ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i betragtning af de foreliggende oplysninger. Bahamas, Botswana, Ghana, Irak og Mauritius har styrket effektiviteten af deres ordning for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og adresseret relaterede tekniske mangler for at opfylde forpligtelserne i deres handlingsplan vedrørende de strategiske mangler, som FATF har identificeret, og de yderligere benchmarks og indledningsvise udfordringer, som Kommissionen har fastsat.

(22)

Delegeret forordning (EU) 2016/1675 bør derfor ændres —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I skemaet i bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675 i punkt »I. Højrisikotredjelande, som på højt politisk plan skriftligt har forpligtet sig til at afhjælpe de identificerede mangler, og som har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF« tilføjes følgende linjer:

»Burkina Faso

Caymanøerne

Haiti

Jordan

Mali

Marokko

Filippinerne

Senegal

Sydsudan«

Artikel 2

I skemaet i bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675 i punkt »I. Højrisikotredjelande, som på højt politisk plan skriftligt har forpligtet sig til at afhjælpe de identificerede mangler, og som har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF« udgår følgende linjer:

»Bahamas

Botswana

Ghana

Irak

Mauritius«

Artikel 3

Skemaet i bilaget til delegeret forordning (EU) 2016/1675 i punkt »I. Højrisikotredjelande, som på højt politisk plan skriftligt har forpligtet sig til at afhjælpe de identificerede mangler, og som har udarbejdet en handlingsplan sammen med FATF« affattes således:

»Nr.

Højrisikotredjeland

1

Afghanistan

2

Barbados

3

Burkina Faso

4

Cambodja

5

Caymanøerne

6

Haiti

7

Jamaica

8

Jordan

9

Mali

10

Marokko

11

Myanmar/Burma

12

Nicaragua

13

Pakistan

14

Panama

15

Filippinerne

16

Senegal

17

Sydsudan

18

Syrien

19

Trinidad og Tobago

20

Uganda

21

Vanuatu

22

Yemen

23

Zimbabwe«

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. januar 2022.

På Kommissionens vegne

Mairead MCGUINNESS

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 141 af 5.6.2015, s. 73.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1675 af 14. juli 2016 til supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 gennem identificering af højrisikotredjelande med strategiske mangler (EUT L 254 af 20.9.2016, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 43).


Top