Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32010D0150

2010/150/: Kommissionens afgørelse af 10. marts 2010 om principiel anerkendelse af, at det dossier, der er fremlagt til detaljeret gennemgang med henblik på eventuel optagelse af fenpyrazamin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF, er fuldstændigt (meddelt under nummer K(2010) 1268) (EØS-relevant tekst)

EUT L 61 af 11.3.2010, pp. 35–36 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2010/150/oj

11.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 61/35


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 10. marts 2010

om principiel anerkendelse af, at det dossier, der er fremlagt til detaljeret gennemgang med henblik på eventuel optagelse af fenpyrazamin i bilag I til Rådets direktiv 91/414/EØF, er fuldstændigt

(meddelt under nummer K(2010) 1268)

(EØS-relevant tekst)

(2010/150/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 91/414/EØF af 15. juli 1991 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler (1), særlig artikel 6, stk. 3, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge direktiv 91/414/EØF skal der udarbejdes en EU-liste over aktivstoffer, der må blandes i plantebeskyttelsesmidler.

(2)

Sumitomo Chemical indgav den 3. september 2009 et dossier om aktivstoffet fenpyrazamin til de østrigske myndigheder med en ansøgning om at få stoffet optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF.

(3)

De østrigske myndigheder har over for Kommissionen tilkendegivet, at dossieret om det pågældende aktivstof efter den indledende undersøgelse synes at opfylde kravene til data og oplysninger i bilag II til direktiv 91/414/EØF. Det indgivne dossier synes også at opfylde kravene til data og oplysninger i bilag III til direktiv 91/414/EØF med hensyn til ét plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder det pågældende aktivstof. Ansøgeren sendte derefter i medfør af artikel 6, stk. 2, i direktiv 91/414/EØF dossieret til Kommissionen og de andre medlemsstater, ligesom dossieret blev forelagt for Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed.

(4)

Der bør ved denne afgørelse gives en officiel EU-bekræftelse af, at dossieret anses for i princippet at opfylde data- og informationskravene i bilag II og for mindst ét plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder det pågældende aktivstof, kravene i bilag III til direktiv 91/414/EØF.

(5)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Dossieret om det i bilaget til denne afgørelse anførte aktivstof, der er forelagt for Kommissionen og medlemsstaterne for at få stoffet optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, opfylder i princippet de krav til data og oplysninger, der er fastsat i bilag II til direktivet.

Dossieret opfylder også kravene til data og oplysninger i bilag III til direktiv 91/414/EØF med hensyn til ét plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder aktivstoffet, under hensyntagen til de foreslåede anvendelsesformål.

Artikel 2

Den rapporterende medlemsstat fortsætter den detaljerede gennemgang af det i artikel 1 omhandlede dossier og rapporterer konklusionerne af gennemgangen sammen med eventuelle henstillinger om, hvorvidt det i artikel 1 omhandlede aktivstof skal optages i bilag I til direktiv 91/414/EØF eller ej, og eventuelle betingelser herfor til Kommissionen så hurtigt som muligt og senest 31. maj 2011.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 10. marts 2010.

På Kommissionens vegne

John DALLI

Medlem af Kommissionen


(1)   EFT L 230 af 19.8.1991, s. 1.


BILAG

AKTIVSTOF, DER ER OMFATTET AF DENNE AFGØRELSE

Almindeligt anvendt navn CIPAC-identifikationsnummer

Ansøger

Ansøgningsdato

Rapporterende medlemsstat

Fenpyrazamin

CIPAC-nr.: endnu ikke tildelt

Sumitomo Chemical

3.9.2009

AT


Top