EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0416

2009/416/EF: Rådets beslutning af 27. april 2009 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Irland

EUT L 135 af 30.5.2009, p. 23–24 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 20/06/2016; ophævet ved 32016D1000

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/416/oj

30.5.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 135/23


RÅDETS BESLUTNING

af 27. april 2009

om et uforholdsmæssigt stort underskud i Irland

(2009/416/EF)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104, stk. 6,

under henvisning til henstilling fra Kommissionen,

under henvisning til Irlands bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 104 skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

(2)

Stabilitets- og vækstpagten er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og for en stærk og vedblivende vækst, som fører til øget beskæftigelse.

(3)

I henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud efter traktatens artikel 104, der er uddybet i Rådets forordning (EF) nr. 1467/97 af 7. juli 1997 om fremskyndelse og afklaring af gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (1) (der indgår i stabilitets- og vækstpagten), skal der vedtages en beslutning om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. Protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, indeholder yderligere bestemmelser om gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 (2) indeholder detaljerede regler og definitioner med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i denne protokol.

(4)

I 2005 blev stabilitets- og vækstpagten ændret for at gøre den mere virkningsfuld og styrke dens økonomiske fundament samt sikre de offentlige finansers holdbarhed på lang sigt. Ændringen tjente især til at sikre, at der blev taget hensyn til hele den økonomiske og budgetmæssige baggrund i alle faser af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. På den måde bliver stabilitets- og vækstpagten en ramme, der kan benyttes som støtte for politiske initiativer, med henblik på en hurtig tilbagevenden til sunde budgetstillinger, hvor der er taget hensyn til den økonomiske situation.

(5)

I henhold til traktatens artikel 104, stk. 5, skal Kommissionen afgive en udtalelse til Rådet, hvis den finder, at der er eller kan opstå et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat. Med henvisning til sin egen rapport i henhold til artikel 104, stk. 3, og Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs udtalelse i henhold til artikel 104, stk. 4, konkluderede Kommissionen, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Irland. Kommissionen afgav derfor en sådan udtalelse til Rådet vedrørende Irland den 24. marts 2009 (3).

(6)

I henhold til traktatens artikel 104, stk. 6, skal Rådet tage hensyn til de bemærkninger, som den pågældende medlemsstat måtte ønske at fremsætte, inden det efter en generel vurdering fastslår, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. For Irland fører den generelle vurdering til følgende konklusioner.

(7)

Ifølge det opdaterede stabilitetsprogram udgjorde det offentlige underskud i Irland 6,3 % af BNP i 2008 og overskred således referenceværdien på 3 % af BNP. Underskuddet lå ikke tæt på referenceværdien på 3 % af BNP, men overskridelsen af referenceværdien kan betegnes som exceptionel. Navnlig var den resultatet af et alvorligt økonomisk tilbageslag i traktatens og stabilitets- og vækstpagtens forstand. I henhold til Kommissionens foreløbige prognose fra januar 2009 forventes den reale BNP-vækst i Irland at have været stærkt negativ i 2008 (-2,0 %, dvs. noget værre end de irske myndigheders prognose (på -1,4 %) i tillægget fra januar 2009 til det opdaterede stabilitetsprogram).

(8)

Overskridelsen af referenceværdien kan desuden ikke betegnes som midlertidig. Ifølge Kommissionens foreløbige prognose fra januar 2009, hvor der er taget hensyn til foranstaltningerne i indeværende år i henhold til budgettet for 2009 (men ikke den supplerende pakke af konsoliderende foranstaltninger, der blev bebudet i februar 2009, og som modsvarer 1 % af BNP), forventes underskuddet at vokse til 11 % af BNP i 2009 og, med uændret politik, at blive yderligere forværret til 13 % af BNP i 2010. Traktatens underskudskriterium er ikke opfyldt.

(9)

Den offentlige bruttogæld udgjorde 40,6 % af BNP i 2008 og forblev således under referenceværdien på 60 % af BNP. I henhold til Kommissionens foreløbige prognose fra januar 2009 vil den offentlige gæld imidlertid fortsætte med at vokse hurtigt og ende med at overskride referenceværdien på 60 % af BNP i 2010.

(10)

I henhold til artikel 2, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1467/97 kan der kun tages hensyn til »relevante faktorer« i de faser, der munder ud i Rådets beslutning om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i henhold til artikel 104, stk. 6, hvis den dobbelte betingelse, nemlig at underskuddet forbliver tæt på referenceværdien, og overskridelsen af referenceværdien er midlertidig, er fuldstændig opfyldt. I Irlands tilfælde er denne dobbelte betingelse ikke opfyldt. Derfor tages der ikke hensyn til relevante faktorer i de faser, der fører frem til denne beslutning —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Det fastslås efter en generel vurdering, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Irland.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Irland.

Udfærdiget i Luxembourg, den 27. april 2009.

På Rådets vegne

A. VONDRA

Formand


(1)  EFT L 209 af 2.8.1997, s. 6.

(2)  EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7.

(3)  Alle dokumenter vedrørende proceduren i forbindelse med det uforholdsmæssigt store underskud i Irland findes på følgende websted:

http://ec.europa.eu/economy_finance/netstartsearch/pdfsearch/pdf.cfm?mode=_m2


Top