Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 02011R0305-20210716

Consolidated text: Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 305/2011 af 9. marts 2011 om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF (EØS-relevant tekst)EØS-relevant tekst.

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2011/305/2021-07-16

02011R0305 — DA — 16.07.2021 — 002.001


Denne tekst tjener udelukkende som dokumentationsværktøj og har ingen retsvirkning. EU's institutioner påtager sig intet ansvar for dens indhold. De autentiske udgaver af de relevante retsakter, inklusive deres betragtninger, er offentliggjort i den Europæiske Unions Tidende og kan findes i EUR-Lex. Disse officielle tekster er tilgængelige direkte via linkene i dette dokument

►B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 305/2011

af 9. marts 2011

om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF

(EØS-relevant tekst)

(EUT L 088 af 4.4.2011, s. 5)

Ændret ved:

 

 

Tidende

  nr.

side

dato

►M1

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 568/2014 af 18. februar 2014

  L 157

76

27.5.2014

►M2

KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 574/2014 af 21. februar 2014

  L 159

41

28.5.2014

►M3

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019

  L 169

1

25.6.2019




▼B

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 305/2011

af 9. marts 2011

om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF

(EØS-relevant tekst)



KAPITEL I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand

Denne forordning fastsætter betingelserne for at bringe byggevarer i omsætning eller gøre dem tilgængelige på markedet ved at fastsætte harmoniserede regler for, hvorledes byggevarers ydeevne udtrykkes med hensyn til deres væsentlige egenskaber, og for anvendelse af CE-mærkning på disse varer.

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning forstås ved:

1)

»byggevare« : enhver vare eller ethvert system, som fremstilles og bringes i omsætning med henblik på at indgå varigt i bygværker eller dele heraf, og hvis ydeevne har indflydelse på bygværkets ydeevne for så vidt angår de grundlæggende krav til bygværket

2)

»et system« : en byggevare, der bringes i omsætning af en enkelt fabrikant som et sæt på mindst to separate komponenter, der skal kombineres for at blive monteret i det pågældende bygværk

3)

»bygværker« : bygninger og anlægsarbejder

4)

»væsentlige egenskaber« : de af byggevarens egenskaber, der vedrører de grundlæggende krav til bygværker

5)

»en byggevares ydeevne« : ydeevne med hensyn til de relevante væsentlige egenskaber udtrykt i niveau eller klasse eller i en beskrivelse

6)

»niveau« : resultatet af vurderingen af en byggevares ydeevne i forhold til dens væsentlige egenskaber, udtrykt som en numerisk værdi

7)

»klasse« : en skala af niveauer, som afgrænses af en minimums- og en maksimumsværdi for en byggevares ydeevne

8)

»grænseniveau« : et minimalt eller maksimalt ydeevneniveau for en byggevares væsentlige egenskab

9)

»varetype« : et sæt repræsentative ydeevneniveauer eller -klasser for en byggevare i forhold til dens væsentlige egenskaber, fremstillet ved anvendelse af en given kombination af råvarer eller andre elementer i en bestemt produktionsproces

10)

»harmoniserede tekniske specifikationer« : harmoniserede standarder og europæiske vurderingsdokumenter

11)

»harmoniseret standard« : en standard vedtaget af et af de europæiske standardiseringsorganer, der er anført i bilag I til direktiv 98/34/EF, på grundlag af en anmodning fra Kommissionen i henhold til artikel 6 i nævnte direktiv

12)

»europæisk vurderingsdokument« : et dokument vedtaget af organisationen af tekniske vurderingsorganer med henblik på udstedelse af europæiske tekniske vurderinger

13)

»europæisk teknisk vurdering« : en dokumenteret vurdering af byggevarers ydeevne i forhold til deres væsentlige egenskaber i overensstemmelse med det respektive europæiske vurderingsdokument

14)

»tilsigtet anvendelse« : den tilsigtede anvendelse af byggevaren som defineret i den gældende harmoniserede tekniske specifikation

15)

»specifik teknisk dokumentation« : dokumentation, der viser, at metoderne i det gældende system for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans er blevet erstattet af andre metoder, forudsat at resultaterne af disse andre metoders anvendelse svarer til de resultater, der opnås med prøvningsmetoderne i den relevante harmoniserede standard

16)

»gøre tilgængelig på markedet« : enhver levering af en byggevare med henblik på distribution eller anvendelse på EU-markedet som led i erhvervsvirksomhed, mod eller uden vederlag

17)

»bringe i omsætning« : første tilgængeliggørelse af en byggevare på EU-markedet

18)

»erhvervsdrivende« : fabrikanten, importøren, distributøren eller den bemyndigede repræsentant

19)

»fabrikant« : enhver fysisk eller juridisk person, som fremstiller en byggevare eller får en sådan vare konstrueret eller fremstillet og markedsfører denne vare under sit navn eller varemærke

20)

»distributør« : enhver fysisk eller juridisk person i forsyningskæden, bortset fra fabrikanten eller importøren, som gør en byggevare tilgængelig på markedet

21)

»importør« : enhver fysisk eller juridisk person, der er etableret i Unionen, og som bringer en byggevare fra et tredjeland i omsætning på EU-markedet

22)

»bemyndiget repræsentant« : enhver i Unionen etableret fysisk eller juridisk person, som har modtaget en skriftlig fuldmagt fra en fabrikant til at handle på dennes vegne i forbindelse med varetagelsen af specifikke opgaver

23)

»tilbagetrækning:« : enhver foranstaltning, der har til formål at forhindre, at en byggevare i forsyningskæden gøres tilgængelig på markedet

24)

»tilbagekaldelse« : enhver foranstaltning, der har til formål at opnå, at en byggevare, der allerede er gjort tilgængelig for slutbrugeren, returneres

25)

»akkreditering« : akkreditering som fastsat i forordning (EF) nr. 765/2008

26)

»fabrikkens egen produktionskontrol« : dokumenteret, løbende og intern produktionskontrol på en fabrik i overensstemmelse med de relevante harmoniserede tekniske specifikationer

27)

»mikrovirksomhed« : en mikrovirksomhed som defineret i Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder ( 1 )

28)

»livscyklus« : de konsekutive og indbyrdes forbundne trin i en byggevares liv, fra erhvervelse af råvarer eller frembringelse ud fra naturlige ressourcer til den endelige bortskaffelse.

Artikel 3

Grundlæggende krav til bygværker og byggevarers væsentlige egenskaber

1.  
De grundlæggende krav til bygværker i bilag I udgør grundlaget for udarbejdelsen af standardiseringsmandater og harmoniserede tekniske specifikationer.
2.  
Byggevarers væsentlige egenskaber fastlægges i harmoniserede tekniske specifikationer i relation til de grundlæggende krav til bygværker.
3.  
For specifikke familier af byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard, fastsætter Kommissionen, når det er relevant og i forbindelse med varernes tilsigtede anvendelse som defineret i de harmoniserede standarder, gennem delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 60 de væsentlige egenskaber, som fabrikanten skal deklarere varens ydeevne for, når den bringes i omsætning.

Kommissionen fastsætter også, hvor det er relevant, gennem delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 60 grænseniveauerne for ydeevnen i forbindelse med de væsentlige egenskaber, som skal deklareres.



KAPITEL II

YDEEVNEDEKLARATION OG CE-MÆRKNING

Artikel 4

Ydeevnedeklaration

1.  
Hvis en byggevare er omfattet af en harmoniseret standard, eller stemmer overens med en europæisk teknisk vurdering, som er blevet udstedt for den, udarbejder fabrikanten en ydeevnedeklaration for varen, når den bringes i omsætning.
2.  
Hvis en byggevare er omfattet af en harmoniseret standard, eller stemmer overens med en europæisk teknisk vurdering, som er blevet udstedt for den, må der kun gives oplysninger om dens ydeevne med hensyn til de væsentlige egenskaber som defineret i den gældende harmoniserede tekniske specifikation, når det indgår i og er specificeret i ydeevnedeklarationen, med mindre der i overensstemmelse med artikel 5 ikke er udfærdiget nogen ydeevnedeklaration.
3.  
Ved at udarbejde ydeevnedeklarationen står fabrikanten inde for, at byggevaren er i overensstemmelse med den deklarerede ydeevne. Foreligger der ikke objektive oplysninger om det modsatte, antager medlemsstaterne, at den ydeevnedeklaration, der er udarbejdet af fabrikanten, er nøjagtig og pålidelig.

Artikel 5

Undtagelser fra kravet om udarbejdelse af ydeevnedeklaration

Uanset artikel 4, stk. 1, og hvis der ikke findes EU- eller nationale bestemmelser, som kræver deklaration af væsentlige egenskaber der, hvor byggevarerne er tilsigtet at skulle anvendes, kan en fabrikant undlade at udarbejde ydeevnedeklaration, når en byggevare, der er omfattet af en harmoniseret standard, bringes i omsætning, hvis:

a) 

byggevaren fremstilles individuelt eller efter mål uden for serie for at opfylde en bestemt ordre og monteres i et enkelt identificeret bygværk af en fabrikant, som har ansvaret for, at varen indgår sikkert i bygværket, under overholdelse af gældende nationale bestemmelser og under ansvar af dem, som er ansvarlige for arbejdets sikre udførelse som udpeget efter de gældende nationale bestemmelser

b) 

byggevaren fremstilles på byggepladsen for at indgå i det pågældende bygværk under overholdelse af gældende nationale bestemmelser og under ansvar af dem, som er ansvarlige for arbejdets sikre udførelse som udpeget efter de gældende nationale bestemmelser, eller

c) 

byggevaren fremstilles traditionelt eller på en måde, der er hensigtsmæssig for bevarelsen af mindesmærker, og ved en ikke-industriel proces med henblik på korrekt renovering af bygværker, der officielt er beskyttet som en del af et særligt udpeget miljø eller på grund af deres særlige arkitektoniske eller historiske værdi, under overholdelse af gældende nationale bestemmelser.

Artikel 6

Ydeevnedeklarationens indhold

1.  
Ydeevnedeklarationen skal udtrykke byggevarers ydeevne med hensyn til disse varers væsentlige egenskaber i overensstemmelse med de relevante harmoniserede tekniske specifikationer.
2.  

Ydeevnedeklarationen skal navnlig indeholde følgende oplysninger:

a) 

en henvisning til den varetype, som ydeevnedeklarationen er udarbejdet for

b) 

systemet eller systemerne til vurdering og kontrol af konstansen af byggevarens ydeevne, jf. bilag V

c) 

referencenummeret og udstedelsesdatoen for den harmoniserede standard eller den europæiske tekniske vurdering, der er blevet brugt til vurdering af hver enkelt væsentlig egenskab

d) 

hvor det er relevant, referencenummeret for den anvendte specifikke tekniske dokumentation og de krav, som fabrikanten hævder, at varen opfylder.

3.  

Ydeevnedeklarationen indeholder desuden følgende:

a) 

byggevarens tilsigtede anvendelse eller anvendelser i overensstemmelse med den gældende harmoniserede tekniske specifikation

b) 

listen over de væsentlige egenskaber som fastsat i den pågældende harmoniserede tekniske specifikation for den deklarerede tilsigtede anvendelse eller de deklarerede tilsigtede anvendelser

c) 

ydeevnen for mindst én af byggevarens væsentlige egenskaber, der er relevante for den deklarerede tilsigtede anvendelse eller de deklarerede tilsigtede anvendelser

d) 

hvor det er relevant, byggevarens ydeevne efter niveauer eller klasser, eller i en beskrivelse, om nødvendigt på grundlag af en beregning, i forhold til dens væsentlige egenskaber som fastsat i overensstemmelse med artikel 3, stk. 3

e) 

ydeevnen for de væsentlige egenskaber ved byggevaren, som er knyttet til den tilsigtede anvendelse eller de tilsigtede anvendelser, idet der tages hensyn til bestemmelserne vedrørende den tilsigtede anvendelse eller de tilsigtede anvendelser, der hvor fabrikanten agter at gøre byggevaren tilgængelig på markedet

f) 

i tilfælde af væsentlige egenskaber på listen, som der ikke deklareres nogen ydeevne for, anvendes bogstaverne »NPD« (No Performance Determined — ingen ydeevne fastlagt)

g) 

hvis der er udstedt en europæisk teknisk vurdering for den pågældende vare, byggevarens ydeevne efter niveauer eller klasser, eller i en beskrivelse heraf, i forhold til alle væsentlige egenskaber, som er indeholdt i den pågældende europæiske tekniske vurdering.

4.  
Ydeevnedeklarationen udarbejdes ved anvendelse af modellen i bilag III.
5.  
De oplysninger, der er omhandlet i artikel 31 eller i givet fald artikel 33 i forordning (EF) nr. 1907/2006, skal fremlægges sammen med ydeevnedeklarationen.

Artikel 7

Ydeevnedeklarationens indgivelse

1.  
For enhver vare, som gøres tilgængelig på markedet, skal der medfølge et eksemplar af ydeevnedeklarationen enten i papirform eller elektronisk.

Hvis et parti af samme vare leveres til en enkelt bruger, er det imidlertid tilstrækkeligt, at der medfølger ét enkelt eksemplar af ydeevnedeklaration, enten i papirform eller elektronisk.

2.  
En papirkopi af ydeevnedeklarationen skal indgives, hvis modtageren anmoder herom.
3.  
Som undtagelse fra stk. 1 og 2 kan kopien af ydeevnedeklarationen gøres tilgængelig på et websted i overensstemmelse med betingelser, som fastsættes af Kommissionen gennem delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 60. Disse betingelser sikrer blandt andet, at ydeevnedeklarationen fortsat mindst er tilgængelig i den periode, der er nævnt i artikel 11, stk. 2.
4.  
Ydeevnedeklarationen skal indgives på det eller de sprog, der kræves af den medlemsstat, hvor varen gøres tilgængelig.

Artikel 8

Generelle principper og brug af CE-mærkning

1.  
De generelle principper i artikel 30 i forordning (EF) nr. 765/2008, anvendes på CE-mærkningen.
2.  
CE-mærkningen anbringes på de byggevarer, for hvilke fabrikanten har udarbejdet en ydeevnedeklaration i henhold til artikel 4 og 6.

Hvis fabrikanten ikke har udarbejdet en ydeevnedeklaration i henhold til artikel 4 og 6, anbringes CE-mærkningen ikke.

Ved at anbringe eller lade CE-mærkningen anbringe på en byggevare angiver fabrikanterne, at de påtager sig ansvaret for denne byggevares overensstemmelse med den deklarerede ydeevne og for dens overholdelse af alle gældende krav i henhold til denne forordning og anden EU-harmoniseringslovgivning om anbringelse af mærkningen.

Bestemmelserne om anbringelse af CE-mærkningen i anden relevant EU-harmoniseringslovgivning anvendes med forbehold af dette stykke.

3.  
CE-mærkningen skal for enhver byggevare, der er omfattet af en harmoniseret standard, eller for hvilken der er udstedt en europæisk teknisk vurdering, være den eneste mærkning, ved hvilken byggevarens overensstemmelse med den deklarerede ydeevne attesteres med hensyn til de væsentlige egenskaber, omfattet af den harmoniserede standard eller af den europæiske tekniske vurdering.

Medlemsstaterne må i den forbindelse ikke indføre referencer og skal tilbagetrække alle referencer i nationale foranstaltninger til mærkning, der attesterer overensstemmelsen med den deklarerede ydeevne med hensyn til de væsentlige egenskaber, som er omfattet af en anden harmoniseret standard end CE-mærkningen.

4.  
Medlemsstaterne må ikke forbyde eller hindre, at CE-mærkede byggevarer gøres tilgængelige på markedet eller anvendes på deres område eller under deres ansvar, når den deklarerede ydeevne svarer til kravene vedrørende anvendelsen i den pågældende medlemsstat.
5.  
Medlemsstaterne sikrer, at anvendelsen af CE-mærkede byggevarer ikke hindres af regler eller betingelser pålagt af offentlige organer eller private organer, der optræder som et offentligt foretagende eller offentligt organ på grundlag af en monopolstilling eller under et offentligt mandat, når de deklarerede ydeevner svarer til kravene vedrørende anvendelsen i den pågældende medlemsstat.
6.  
De metoder, der anvendes af medlemsstaterne i deres krav til bygværker, samt andre nationale regler med hensyn til byggevarers væsentlige egenskaber, skal være i overensstemmelse med harmoniserede standarder.

Artikel 9

Regler og betingelser for anbringelse af CE-mærkningen

1.  
CE-mærkningen anbringes på byggevaren eller på en etiket fastgjort til den, så den er synlig, let læselig og ikke kan slettes. Hvis varen er af en sådan art, at dette ikke er muligt eller berettiget, anbringes mærkningen på emballagen eller i følgedokumenterne.
2.  
CE-mærkningen efterfølges af de to sidste cifre i årstallet for det år, hvor CE-mærkningen først blev anbragt, fabrikantens navn og registrerede adresse eller et identifikationsmærke, der gør det muligt at fastslå fabrikantens navn og adresse på let og utvetydig vis, den unikke identifikationskode for varens type, ydeevnedeklarationens referencenummer, niveauet eller klassen for den ydeevne, der deklareres, reference til den anvendte harmoniserede tekniske specifikation, identifikationsnummeret på det notificerede organ, hvis det er relevant, og den tilsigtede anvendelse som fastlagt i den anvendte harmoniserede tekniske specifikation.
3.  
CE-mærkningen anbringes, før byggevaren bringes i omsætning. Der kan efter CE-mærkningen anbringes et piktogram eller en anden form for angivelse navnlig vedrørende en særlig risiko eller brug.

Artikel 10

Produktkontaktpunkter for byggeriet

1.  
Medlemsstaterne udpeger produktkontaktpunkter for byggeriet i henhold til artikel 9 i forordning (EF) nr. 764/2008.
2.  
Artikel 10 og 11 i forordning (EF) nr. 764/2008 finder anvendelse på produktkontaktpunkter for byggeriet.
3.  
For så vidt angår de opgaver, der er defineret i artikel 10, stk. 1, i forordning (EF) nr. 764/2008, sikrer hver medlemsstat, at produktkontaktpunkterne for byggeriet i et klart og letforståeligt sprog giver oplysninger om de bestemmelser på medlemsstatens område, der tager sigte på at opfyldelse af grundlæggende krav til bygværker, som gælder for den enkelte byggevares tilsigtede anvendelse, jf. artikel 6, stk. 3, litra e), i nærværende forordning.
4.  
Produktkontaktpunkterne for byggeriet skal være i stand til at udføre deres opgaver, uden at der opstår interessekonflikter, navnlig i forbindelse med proceduren for opnåelse af CE-mærkning.



KAPITEL III

ERHVERVSDRIVENDES FORPLIGTELSER

Artikel 11

Fabrikanternes forpligtelser

1.  
Fabrikanterne udarbejder en ydeevnedeklaration i henhold til artikel 4 og 6 og anbringer CE-mærkningen i overensstemmelse med artikel 8 og 9.

Fabrikanterne udarbejder som grundlag for ydeevnedeklarationen en teknisk dokumentation, der beskriver alle de relevante elementer vedrørende det krævede system for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans.

2.  
Fabrikanterne skal opbevare den tekniske dokumentation og ydeevnedeklarationen i ti år efter, at byggevaren er blevet bragt i omsætning.

Kommissionen kan gennem delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 60 ændre denne periode for familier af byggevarer på grundlag af byggevarens forventede levetid eller rolle i bygværket.

3.  
Fabrikanterne sikrer, at der er etableret procedurer for at sikre, at en seriefremstilling opretholder den deklarerede ydeevne. Der tages behørigt hensyn til ændringer i varetypen og i de gældende harmoniserede tekniske specifikationer.

Når det anses for hensigtsmæssigt for at sikre nøjagtigheden, pålideligheden og stabiliteten af en byggevares deklarerede ydeevne, skal fabrikanten foretage stikprøvekontrol af byggevarer, der er bragt i omsætning eller gjort tilgængelige på markedet, undersøge og om nødvendigt føre register over klager, varer, der ikke opfylder kravene, og varetilbagekaldelser samt holde distributørerne orienteret om denne overvågning.

4.  
Fabrikanterne skal sikre, at deres byggevarer er forsynet med et type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse, ved hjælp af hvilken de kan identificeres, eller hvis dette på grund af varens størrelse eller art ikke er muligt, at de krævede oplysninger fremgår af emballagen eller af et dokument, der ledsager byggevaren.
5.  
Fabrikanterne skal på byggevaren, eller hvis dette ikke er muligt, på emballagen eller i et dokument, der ledsager byggevaren, angive deres navn, registrerede firmabetegnelse eller registrerede varemærke og den adresse, hvor de kan kontaktes. Adressen er adressen på ét enkelt sted, hvor fabrikanten kan kontaktes.
6.  
Når fabrikanten gør en byggevare tilgængelig på markedet, sikrer fabrikanten, at varen ledsages af en brugsanvisning og sikkerhedsinformation på et sprog fastsat af den pågældende medlemsstat, der er letforståeligt for brugerne.
7.  
Hvis en fabrikant finder eller har grund til at tro, at en byggevare, som fabrikanten har bragt i omsætning, ikke er i overensstemmelse med ydeevnedeklarationen eller ikke overholder andre gældende krav i denne forordning, skal fabrikanten straks træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger for at bringe den pågældende byggevare i overensstemmelse med lovgivningen eller om nødvendigt trække den tilbage eller kalde den tilbage. Endvidere skal fabrikanten, hvis varen udgør en risiko, straks orientere de kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater, hvor fabrikanten har gjort byggevaren tilgængelig, herom og give nærmere oplysninger om særlig den manglende overensstemmelse med lovgivningen og de trufne afhjælpende foranstaltninger.
8.  
Fabrikanterne skal, i forlængelse af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning give den al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere byggevarens overensstemmelse med ydeevnedeklarationen og overholdelse af andre gældende krav i denne forordning, på et for denne myndighed letforståeligt sprog. De skal, hvis denne myndighed anmoder herom, samarbejde med den om foranstaltninger, der træffes for at eliminere de risici, som byggevarer, de har bragt i omsætning, udgør.

Artikel 12

Bemyndigede repræsentanter

1.  
En fabrikant kan ved skriftlig fuldmagt udpege en bemyndiget repræsentant.

Udarbejdelsen af teknisk dokumentation indgår ikke i den bemyndigede repræsentants mandat.

2.  

En bemyndiget repræsentant udfører de opgaver, der er fastsat i fuldmagten. Fuldmagten skal som minimum sætte den bemyndigede repræsentant i stand til at udføre følgende opgaver:

a) 

at sørge for, at ydeevnedeklarationen og den tekniske dokumentation står til rådighed for de nationale overvågningsmyndigheder i den periode, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2

b) 

på grundlag af en kompetent nationale myndigheds begrundede anmodning, at give den al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere byggevarens overensstemmelse med ydeevnedeklarationen og andre gældende krav i denne forordning

c) 

at samarbejde med de kompetente nationale myndigheder, hvis disse anmoder herom, om foranstaltninger, der træffes for at eliminere risici, som de byggevarer, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants fuldmagt, udgør.

Artikel 13

Importørernes forpligtelser

1.  
Importørerne bringer kun byggevarer, der opfylder de gældende krav i denne forordning, i omsætning på EU-markedet.
2.  
Før de bringer en byggevare i omsætning, sikrer importørerne, at vurderingen og kontrollen af ydeevnens konstans er blevet udført af fabrikanten. De sikrer, at fabrikanten har udarbejdet den tekniske dokumentation, der er omhandlet i artikel 11, stk. 1, andet afsnit, og ydeevnedeklarationen i henhold til artikel 4 og 6. De sikrer også, at varen, hvor det kræves, er forsynet med CE-mærkning, at varen er ledsaget af den krævede dokumentation, og at fabrikanten har opfyldt kravene i artikel 11, stk. 4 og 5.

Hvis en importør finder eller har grund til at tro, at en byggevare ikke er i overensstemmelse med ydeevnedeklarationen eller ikke overholder andre gældende krav i denne forordning, bringer importøren ikke denne byggevare i omsætning, før den opfylder den medfølgende ydeevnedeklaration og overholder andre gældende krav i denne forordning eller ydeevnedeklarationen er rettet. Derudover skal importøren, når byggevaren udgør en risiko, underrette fabrikanten samt markedsovervågningsmyndighederne herom.

3.  
Importørerne skal på byggevaren, eller hvis dette ikke er muligt, på emballagen eller i et dokument, der ledsager byggevaren, angive deres navn, registrerede firmabetegnelse eller registrerede varemærke og den adresse, hvor de kan kontaktes.
4.  
Importørerne skal, når de gør en byggevare tilgængelig på markedet, sikre, at varen ledsages af en brugsanvisning og sikkerhedsinformation på et sprog fastsat af den pågældende medlemsstat, som er letforståeligt for brugerne.
5.  
Importørerne skal sikre, at opbevarings- og transportbetingelserne for byggevarer, som de har ansvaret for, ikke bringer deres overensstemmelse med ydeevnedeklarationen og deres overholdelse af andre gældende krav i denne forordning i fare.
6.  
Når det anses for hensigtsmæssigt for at sikre nøjagtigheden, pålideligheden og stabiliteten af en byggevares deklarerede ydeevne, skal importøren foretage stikprøvekontrol af byggevarer, der er bragt i omsætning eller gjort tilgængelige på markedet, undersøge og om nødvendigt føre register over klager, varer, der ikke opfylder kravene, og varetilbagekaldelser samt holde distributørerne orienteret om denne overvågning.
7.  
Hvis en importør finder eller har grund til at tro, at en byggevare, som importøren har bragt i omsætning, ikke er i overensstemmelse med ydeevnedeklarationen eller ikke overholder andre gældende krav i denne forordning, skal importøren straks træffe de nødvendige afhjælpende foranstaltninger for at bringe den pågældende byggevare i overensstemmelse med lovgivningen eller om nødvendigt trække den tilbage eller kalde den tilbage. Endvidere skal importøren, hvis varen udgør en risiko, straks orientere de kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater, hvor importøren har gjort byggevaren tilgængelig, herom og give nærmere oplysninger om særlig den manglende overensstemmelse med lovgivningen og de trufne afhjælpende foranstaltninger.
8.  
Importørerne skal i den periode, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, opbevare en kopi af ydeevnedeklarationen, så den er til rådighed for markedsovervågningsmyndighederne, og sikre, at den tekniske dokumentation stilles til rådighed for disse myndigheder, hvis de anmoder herom.
9.  
Importørerne skal, i forlængelse af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning, give den al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere byggevarens overensstemmelse med ydeevnedeklarationen og overholdelse af andre gældende krav i denne forordning, på et for denne myndighed letforståeligt sprog. De skal, hvis denne myndighed anmoder herom, samarbejde med den om foranstaltninger, der træffes for at eliminere de risici, som byggevarer, de har bragt i omsætning, udgør.

Artikel 14

Distributørernes forpligtelser

1.  
Distributørerne skal, når de gør en byggevare tilgængelig på markedet, handle med fornøden omhu over for kravene i denne forordning.
2.  
Distributørerne sikrer, før de gør en byggevare tilgængelig på markedet, at den, hvor det er et krav, er forsynet med CE-mærkning og er ledsaget af den dokumentation, der kræves i henhold til denne forordning, og af anvisninger og sikkerhedsoplysninger på et sprog fastsat af den pågældende medlemsstat, som er letforståeligt for brugerne. Endvidere sikrer distributørerne, at fabrikanten og importøren har opfyldt kravene i henholdsvis artikel 11, stk. 4 og 5, og artikel 13, stk. 3.

Hvis en distributør finder eller har grund til at tro, at en byggevare ikke er i overensstemmelse med ydeevnedeklarationen eller ikke overholder andre gældende krav i denne forordning, gør distributøren ikke varen tilgængelig på markedet, før den opfylder den medfølgende ydeevnedeklaration og overholder andre gældende krav i denne forordning eller ydeevnedeklarationen er rettet. Endvidere skal distributøren, når varen udgør en risiko, underrette fabrikanten eller importøren herom samt markedsovervågningsmyndighederne.

3.  
Distributørerne skal sikre, at opbevarings- og transportbetingelserne for byggevarer, som de har ansvaret for, ikke bringer deres overensstemmelse med ydeevnedeklarationen eller deres overholdelse af andre gældende krav i denne forordning i fare.
4.  
Hvis en distributør finder eller har grund til at tro, at en byggevare, som distributøren har gjort tilgængelig på markedet, ikke er i overensstemmelse med ydeevnedeklarationen eller ikke overholder andre gældende krav i denne forordning, skal distributøren sikre, at der træffes de nødvendige afhjælpende foranstaltninger for at bringe den pågældende byggevare i overensstemmelse med lovgivningen eller om nødvendigt trække den tilbage eller kalde den tilbage. Endvidere skal distributøren, hvis varen udgør en risiko, straks orientere de kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater, hvor distributøren har gjort varen tilgængelig, herom og give nærmere oplysninger om særlig den manglende overensstemmelse med lovgivningen og de trufne afhjælpende foranstaltninger.
5.  
Distributørerne skal, i forlængelse af en kompetent national myndigheds begrundede anmodning, give den al den information og dokumentation, der er nødvendig for at konstatere byggevarens overensstemmelse med ydeevnedeklarationen og overholdelse af andre gældende krav i denne forordning, på et for denne myndighed letforståeligt sprog. De skal, hvis denne myndighed anmoder herom, samarbejde med den om foranstaltninger, der træffes for at undgå de risici, som byggevarer, de har gjort tilgængelige på markedet, udgør.

Artikel 15

Tilfælde, hvori fabrikantens forpligtelser finder anvendelse på importøren og distributøren

En importør eller distributør anses for at være en fabrikant for så vidt angår denne forordning og er underlagt en fabrikants forpligtelser i henhold til artikel 11, hvis den pågældende bringer en vare i omsætning under eget navn eller varemærke eller ændrer en byggevare, der allerede er bragt i omsætning, på en sådan måde, at overensstemmelsen med ydeevnedeklarationen kan påvirkes heraf.

Artikel 16

Identifikation af erhvervsdrivende

Erhvervsdrivende skal i den periode, der er omhandlet i artikel 11, stk. 2, på anmodning identificere følgende over for markedsovervågningsmyndighederne:

a) 

enhver erhvervsdrivende, som har leveret dem en vare

b) 

enhver erhvervsdrivende, som de har leveret en vare til.



KAPITEL IV

HARMONISEREDE TEKNISKE SPECIFIKATIONER

Artikel 17

Harmoniserede standarder

1.  
Harmoniserede standarder udarbejdes af de europæiske standardiseringsorganer, der er anført i bilag I til direktiv 98/34/EF, på grundlag af en anmodning (i det følgende benævnt »mandat«) udstedt af Kommissionen i henhold til artikel 6 i nævnte direktiv efter høring af det i artikel 64 i nærværende forordning omhandlede stående byggeudvalg (i det følgende benævnt »det stående byggeudvalg«).
2.  
Når interessenter deltager i udviklingen af harmoniserede standarder i henhold til denne artikel, skal de europæiske standardiseringsorganer sikre, at de forskellige kategorier af interessenter i alle tilfælde er retfærdigt og ligeligt repræsenterede.
3.  
De harmoniserede standarder udgør metoderne til og kriterierne for at vurdere byggevarers ydeevne med hensyn til deres væsentlige egenskaber.

Når det er fastsat i det relevante mandat, skal en harmoniseret standard henvise til en tilsigtet anvendelse af de varer, der er omfattet deraf.

De harmoniserede standarder skal, når det er hensigtsmæssigt og uden at bringe resultaternes nøjagtighed, pålidelighed eller stabilitet i fare, fastsætte metoder, der kræver færre omkostninger end prøvning, til vurdering af byggevarers ydeevne med hensyn til deres væsentlige egenskaber.

4.  
De europæiske standardiseringsorganer fastlægger i harmoniserede standarder fabrikkernes egen produktionskontrol, som skal tage hensyn til de særlige forhold for fremstillingsprocessen for de pågældende byggevarer.

Den harmoniserede standard skal indeholde de tekniske enkeltheder, der er nødvendige for at gennemføre systemet til vurdering og kontrol af konstansen af ydeevnen.

5.  
Kommissionen vurderer, om de harmoniserede standarder udarbejdet af de europæiske standardiseringsorganer er i overensstemmelse med de relevante mandater.

Kommissionen offentliggør i Den Europæiske Unions Tidende en liste over referencer for harmoniserede standarder, der er i overensstemmelse med de relevante mandater.

Følgende oplyses for hver harmoniseret standard på listen:

a) 

eventuelle referencer for ophævede harmoniserede tekniske specifikationer

b) 

dato for indtræden af sameksistensperioden

c) 

dato for ophøret af sameksistensperioden.

Kommissionen offentliggør enhver ajourføring af denne liste.

Der kan fra datoen for sameksistensperiodens indtræden anvendes en harmoniseret standard til at deklarere ydeevnen for en byggevare, som er omfattet heraf. De nationale standardiseringsorganer har pligt til at gennemføre de harmoniserede standarder i overensstemmelse med direktiv 98/34/EF.

Med forbehold af artikel 36, 37 og 38 kan der fra datoen for sameksistensperiodens ophør kun anvendes en harmoniseret standard til at udarbejde en ydeevnedeklaration for byggevarer, som er omfattet heraf.

Ved sameksistensperiodens ophør bortfalder modstridende nationale standarder, og medlemsstaterne ophæver gyldigheden af alle modstridende nationale bestemmelser.

Artikel 18

Formel indsigelse mod harmoniserede standarder

1.  
Finder en medlemsstat eller Kommissionen, at en harmoniseret standard ikke fuldt ud dækker de krav, som er fastsat i det relevante mandat, forelægger den pågældende medlemsstat eller Kommissionen, efter at have hørt det stående byggeudvalg, sagen for det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 5 i direktiv 98/34/EF med angivelse af argumenterne herfor. Efter at have hørt de relevante europæiske standardiseringsorganer afgiver det nævnte udvalg straks udtalelse.
2.  
På baggrund af udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 5 i direktiv 98/34/EF træffer Kommissionen afgørelse om at offentliggøre, ikke at offentliggøre, at offentliggøre med begrænsninger, at opretholde, at opretholde med begrænsninger eller at tilbagetrække referencerne for den pågældende harmoniserede standard i Den Europæiske Unions Tidende.
3.  
Kommissionen underretter det berørte europæiske standardiseringsorgan om sin afgørelse og anmoder om nødvendigt om ændring af de pågældende harmoniserede standarder.

Artikel 19

Europæisk vurderingsdokument

1.  

Efter anmodning om en europæisk teknisk vurdering fra en fabrikant udarbejdes og vedtages et europæisk vurderingsdokument af organisationen af tekniske vurderingsorganer for enhver byggevare, der ikke eller kun delvis er omfattet af en harmoniseret standard, og hvis ydeevne ikke kan vurderes fuldt ud i forhold til dens væsentlige egenskaber i henhold til en eksisterende harmoniseret standard, bl.a. fordi:

a) 

varen ikke henhører under en eksisterende harmoniseret standards anvendelsesområde

b) 

den vurderingsmetode, der er fastsat i den harmoniserede standard, ikke er egnet for mindst én af varens væsentlige egenskaber, eller

c) 

den harmoniserede standard ikke angiver nogen vurderingsmetode i forhold til mindst én af den pågældende vares væsentlige egenskaber.

2.  
Proceduren for vedtagelse af det europæiske vurderingsdokument skal respektere principperne i artikel 20 og overholde artikel 21 og bilag II.
3.  
Kommissionen kan i overensstemmelse med artikel 60 vedtage delegerede retsakter om ændring af bilag II og fastsætte supplerende procedureregler for udvikling og vedtagelse af et europæisk vurderingsdokument.
4.  
Kommissionen anvender i relevant omfang, efter at have hørt det stående byggeudvalg, eksisterende europæiske vurderingsdokumenter som grundlag for de mandater, den udsteder i henhold til artikel 17, stk. 1, med henblik på udarbejdelse af harmoniserede standarder for de i nærværende artikels stk. 1 omhandlede varer.

Artikel 20

Principper for udvikling og vedtagelse af europæiske vurderingsdokumenter

1.  

Proceduren for udvikling og vedtagelse af europæiske vurderingsdokumenter skal:

a) 

være gennemsigtig for den berørte fabrikant

b) 

fastsætte hensigtsmæssige obligatoriske tidsfrister for at undgå ubegrundede forsinkelser

c) 

tage passende hensyn til beskyttelse af forretningshemmeligheder samt fortrolighed

d) 

give Kommissionen mulighed for passende deltagelse

e) 

være omkostningseffektiv for fabrikanten og

f) 

sikre tilstrækkelig kollegialitet og koordinering mellem de tekniske vurderingsorganer, der er udpeget for den pågældende vare.

2.  
De tekniske vurderingsorganer afholder sammen med organisationen af tekniske vurderingsorganer alle omkostninger til udvikling og vedtagelse af europæiske vurderingsdokumenter.

Artikel 21

Forpligtelser for det tekniske vurderingsorgan, der modtager en anmodning om en europæisk teknisk vurdering

1.  

Det tekniske vurderingsorgan, der modtager en anmodning om en europæisk teknisk vurdering meddeler fabrikanten, om byggevaren er helt eller delvist omfattet af en harmoniseret teknisk specifikation, på følgende måde:

a) 

hvis varen er helt omfattet af en harmoniseret standard, meddeler det tekniske vurderingsorgan fabrikanten, at der i henhold til artikel 19, stk. 1, ikke kan udstedes nogen europæisk teknisk vurdering

b) 

hvis varen er helt omfattet af et europæisk vurderingsdokument, meddeler det tekniske vurderingsorgan fabrikanten, at dette dokument vil blive anvendt som grundlag for den europæiske tekniske vurdering, der udstedes

c) 

hvis varen ikke eller kun delvis er omfattet af en harmoniseret teknisk specifikation, anvender det ansvarlige tekniske vurderingsorgan de procedurer, der findes i bilag II eller er fastsat i henhold til artikel 19, stk. 3.

2.  
I de i stk. 1, litra b) og c), omhandlede tilfælde underretter det tekniske vurderingsorgan organisationen af tekniske vurderingsorganer og Kommissionen om indholdet af anmodningen og om referencen til en relevant kommissionsafgørelse om vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, som det tekniske vurderingsorgan agter at anvende for den pågældende byggevare, eller om, at en sådan kommissionsafgørelse ikke findes.
3.  
Hvis Kommissionen finder, at der for den pågældende byggevare ikke findes nogen relevant afgørelse om vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, anvendes artikel 28.

Artikel 22

Offentliggørelse

Europæiske vurderingsdokumenter vedtaget af organisationen af tekniske vurderingsorganer sendes til Kommissionen, som offentliggør en oversigt over referencer for de endelige europæiske vurderingsdokumenter i Den Europæiske Unions Tidende.

Kommissionen offentliggør enhver ajourføring af denne liste.

Artikel 23

Bilæggelse af tvister i tilfælde af uenighed mellem de tekniske vurderingsorganer

Hvis de tekniske vurderingsorganer ikke er nået til enighed om det europæiske vurderingsdokument inden for de fastsatte tidsfrister, fremsender organisationen af tekniske vurderingsorganer sagen til Kommissionen, der finder en passende løsning.

Artikel 24

Det europæiske vurderingsdokuments indhold

1.  
Et europæisk vurderingsdokument skal mindst indeholde en generel beskrivelse af byggevaren, listen over de væsentlige egenskaber, som er relevante for varens tilsigtede anvendelse som angivet af fabrikanten, og som er aftalt mellem fabrikanten og organisationen af tekniske vurderingsorganer, samt metoderne og kriterierne for vurdering af varens ydeevne med hensyn til disse væsentlige egenskaber.
2.  
Principperne for fabrikkernes egen produktionskontrol fastsættes i det europæiske vurderingsdokument, idet der tages hensyn til forholdene i forbindelse med fremstillingsprocessen for den pågældende byggevare.
3.  
Hvis ydeevnen for nogle af varens væsentlige egenskaber kan vurderes korrekt ved hjælp af metoder og kriterier, der allerede fastlagt i andre harmoniserede tekniske specifikationer eller i de retningslinjer, der er omhandlet i artikel 66, stk. 3, eller anvendt i henhold til artikel 9 i direktiv 89/106/EØF før den 1. juli 2013 i forbindelse med udstedelsen af europæiske tekniske godkendelser, indarbejdes disse eksisterende metoder og kriterier som elementer i det europæiske vurderingsdokument.

Artikel 25

Formel indsigelse mod europæiske vurderingsdokumenter

1.  
Finder en medlemsstat eller Kommissionen, at et europæisk vurderingsdokument ikke fuldt ud dækker de krav, som skal opfyldes i relation til de grundlæggende krav til bygværker, jf. bilag I, forelægger den pågældende medlemsstat eller Kommissionen sagen for det stående byggeudvalg med angivelse af argumenterne herfor. Efter at have hørt organisationen af tekniske vurderingsorganer afgiver udvalget straks udtalelse.
2.  
På baggrund af det stående byggeudvalgs udtalelse træffer Kommissionen afgørelse om at offentliggøre, ikke at offentliggøre, at offentliggøre med begrænsninger, at opretholde, at opretholde med begrænsninger eller at tilbagetrække referencerne for det pågældende europæiske vurderingsdokument i Den Europæiske Unions Tidende.
3.  
Kommissionen underretter organisationen af tekniske vurderingsorganer i overensstemmelse hermed og anmoder om nødvendigt om ændring af det pågældende europæiske vurderingsdokument.

Artikel 26

Europæisk teknisk vurdering

1.  
Den europæiske tekniske vurdering udstedes efter anmodning fra en fabrikant af et teknisk vurderingsorgan på grundlag af et europæisk vurderingsdokument udarbejdet henhold til procedurerne i artikel 21 og bilag II.

Forudsat at der foreligger et europæisk vurderingsdokument, kan der også udstedes en europæisk teknisk vurdering, hvis der er udstedt et mandat til en harmoniseret standard. En sådan udstedelse er mulig indtil begyndelsen af sameksistensperioden som fastsat af Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 5.

2.  
Den europæiske tekniske vurdering skal indeholde den ydeevne, der skal deklareres, efter niveauer eller klasser, eller i en beskrivelse, i forhold til de væsentlige egenskaber aftalt mellem fabrikanten og det tekniske vurderingsorgan, der modtager anmodningen om den europæiske tekniske vurdering for den tilsigtede anvendelse, og de tekniske enkeltheder, der er nødvendige for at gennemføre systemet til vurdering og kontrol af ydeevnens konstans.
3.  
Kommissionen vedtager for at sikre en ensartet gennemførelse af denne artikel gennemførelsesretsakter om fastlæggelse af formatet for den europæiske tekniske vurdering efter proceduren i artikel 64, stk. 2.

Artikel 27

Ydeevneniveauer og -klasser

1.  
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 60 om fastsættelse af ydeevneklasser for byggevarers væsentlige egenskaber.
2.  
Hvis Kommissionen har fastsat ydeevneklasser for byggevarers væsentlige egenskaber, skal de europæiske standardiseringsorganer anvende disse klasser i harmoniserede standarder. Organisationen af tekniske vurderingsorganer skal, hvor det er relevant, anvende disse klasser i de europæiske vurderingsdokumenter.

Når Kommissionen ikke fastsætter ydeevneklasser for byggevarers væsentlige egenskaber, kan sådanne fastsættes af de europæiske standardiseringsorganer i harmoniserede standarder på grundlag af et revideret mandat.

3.  
De europæiske standardiseringsorganer opstiller, for så vidt som det er angivet i de relevante mandater, i harmoniserede standarder grænseniveauer i forbindelse med væsentlige egenskaber og i givet fald de tilsigtede anvendelser, der skal opfyldes af byggevarer i medlemsstaterne.
4.  
Når de europæiske standardiseringsorganer har fastsat ydeevneklasser i en harmoniseret standard, anvender organisationen af tekniske vurderingsorganer disse klasser i de europæiske vurderingsdokumenter, hvis de er relevante for byggevaren.

Når det anses for hensigtsmæssigt, kan organisationen af tekniske vurderingsorganer med Kommissionens samtykke og efter høring af det stående byggeudvalg i det europæiske vurderingsdokument fastsætte ydeevneklasser og grænseniveauer med hensyn til de af byggevarens væsentlige egenskaber, der vedrører den af fabrikanten tilsigtede anvendelse.

5.  
Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 60 om fastsættelse af betingelser for, hvornår en byggevare skal anses for at opfylde et bestemt ydeevneniveau eller en bestemt ydeevneklasse uden prøvning eller uden yderligere prøvning.

Når Kommissionen ikke fastsætter sådanne betingelser, kan de fastsættes af de europæiske standardiseringsorganer i harmoniserede standarder på grundlag af et revideret mandat.

6.  
Når Kommissionen har fastsat klassificeringer i henhold til stk. 1, kan medlemsstaterne kun fastsætte ydeevneniveauer eller -klasser, som byggevarer skal overholde med hensyn til deres væsentlige egenskaber, i overensstemmelse med disse klassificeringer.
7.  
De europæiske standardiseringsorganer og organisationen af tekniske vurderingsorganer tager ved fastsættelsen af grænseniveauer eller ydeevneklasser hensyn til medlemsstaternes lovgivningsmæssige behov.

Artikel 28

Vurdering og kontrol af ydeevnens konstans

1.  
Vurderingen og kontrollen af konstansen af byggevarers ydeevne med hensyn til deres væsentlige egenskaber foretages i overensstemmelse med et af systemerne i bilag V.
2.  
Gennem delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 60 fastsætter Kommissionen og kan revidere, under hensyntagen navnlig til virkningerne for menneskers sikkerhed og sundhed og for miljøet, hvilket system eller hvilke systemer der er gældende for en given byggevare eller familie af byggevarer eller en given væsentlig egenskab. Kommissionen tager i den forbindelse også hensyn til dokumenterede erfaringer fra de nationale myndigheder vedrørende markedsovervågning.

Kommissionen vælger det eller de systemer med færrest omkostninger, der er foreneligt med opfyldelsen af alle grundlæggende krav til bygværket.

3.  
Det eller de således fastsatte systemer skal angives i mandaterne for harmoniserede standarder og i de harmoniserede tekniske specifikationer.



KAPITEL V

TEKNISKE VURDERINGSORGANER

Artikel 29

Udpegelse, overvågning og evaluering af tekniske vurderingsorganer

1.  
Medlemsstaterne kan udpege tekniske vurderingsorganer på deres område, navnlig for et eller flere af de produktområder, der er anført i tabel 1 i bilag IV.

Medlemsstater, der har udpeget et teknisk vurderingsorgan, skal meddele de andre medlemsstater og Kommissionen dets navn og adresse og de produktområder, som det pågældende tekniske vurderingsorgan er udpeget for.

2.  
Kommissionen gør listen over tekniske vurderingsorganer offentligt tilgængelig i elektronisk form, idet den angiver de produktområder, de er udpeget for, og bestræber sig på at sikre den højest mulige grad af gennemsigtighed.

Kommissionen gør enhver ajourføring af denne liste offentligt tilgængelig.

3.  
Medlemsstaterne overvåger aktiviteterne og kompetencen i de tekniske vurderingsorganer, som de har udpeget, og evaluerer dem efter kravene i tabel 2 i bilag IV.

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om deres nationale procedurer for udpegelse af tekniske vurderingsorganer, om overvågningen af deres aktiviteter og kompetence samt om eventuelle ændringer af disse oplysninger.

4.  
Kommissionen vedtager retningslinjer for evalueringen af de tekniske vurderingsorganer efter høring af det stående byggeudvalg.

Artikel 30

Krav, der skal opfyldes af tekniske vurderingsorganer

1.  
Et teknisk vurderingsorgan foretager vurderingen og udsteder den europæiske tekniske vurdering inden for et produktområde, som det er udpeget for.

Det tekniske vurderingsorgan skal opfylde kravene i tabel 2 i bilag IV inden for det område, som det er udpeget for.

2.  
Et teknisk vurderingsorgan skal gøre sin organisationsplan samt navnene på medlemmerne af sine interne beslutningstagende organer offentligt tilgængelige.
3.  
Hvis et teknisk vurderingsorgan ikke længere opfylder kravene i stk. 1, trækker medlemsstaten udpegelsen af det pågældende tekniske vurderingsorgan tilbage for det relevante produktområde og underretter Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom.

Artikel 31

Koordinering af tekniske evalueringsorganer

1.  
De tekniske vurderingsorganer skal oprette en organisation af tekniske vurderingsorganer.
2.  
Organisationen af tekniske vurderingsorganer anses for at være et organ, der arbejder for virkeliggørelsen af et mål af almen europæisk interesse, jf. artikel 162 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget ( 2 ).
3.  
De fælles mål for samarbejdet og de administrative og finansielle betingelser vedrørende de tilskud, der tildeles organisationen af tekniske vurderingsorganer, kan fastsættes i en rammeaftale om partnerskab mellem Kommissionen og organisationen i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget ( 3 ) (finansforordningen) og forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002. Europa-Parlamentet og Rådet underrettes om indgåelsen af en sådan aftale.
4.  

Organisationen af tekniske vurderingsorganer skal mindst udføre følgende opgaver:

a) 

organisere koordineringen af de tekniske vurderingsorganer og om fornødent sikre samarbejdet med og høringen af andre interessenter

b) 

sikre, at eksempler på bedste praksis udveksles mellem de tekniske vurderingsorganer med henblik på at fremme effektiviteten og yde industrien en bedre service

c) 

koordinere anvendelsen af de procedurer, der er fastsat i artikel 21 og i bilag II, samt yde den støtte, der er nødvendig i forbindelse hermed

d) 

udvikle og vedtage europæiske vurderingsdokumenter

e) 

informere Kommissionen om ethvert spørgsmål vedrørende udarbejdelse af europæiske vurderingsdokumenter og ethvert aspekt vedrørende fortolkningen af de procedurer, der er fastsat i artikel 21 og i bilag II, samt foreslå Kommissionen forbedringer på grundlag af de erfaringer, der gøres

f) 

meddele eventuelle bemærkninger om et teknisk vurderingsorgan, som ikke udfører sine opgaver i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i artikel 21 og i bilag II, til Kommissionen og den medlemsstat, som har udpeget det tekniske vurderingsorgan

g) 

sikre, at vedtagne europæiske vurderingsdokumenter og referencer til europæiske tekniske vurderinger holdes offentligt tilgængelige.

Med henblik på udførelsen af disse opgaver har organisationen af tekniske vurderingsorganer et sekretariat.

5.  
Medlemsstaterne sikrer, at de tekniske vurderingsorganer bidrager til organisationen af tekniske vurderingsorganer med finansielle og menneskelige ressourcer.

Artikel 32

EU-finansiering

1.  
Unionen kan yde tilskud til organisationen af tekniske vurderingsorganer til gennemførelsen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 31, stk. 4.
2.  
Bevillingerne til de opgaver, der er omhandlet i artikel 31, stk. 4, fastsættes årligt af budgetmyndigheden inden for den gældende finansielle ramme.

Artikel 33

Finansieringsordninger

1.  
EU-finansiering tilvejebringes uden indkaldelse af forslag til organisationen af tekniske vurderingsorganer med henblik på udførelse af de opgaver, der er omhandlet i artikel 31, stk. 4, og som der kan bevilges tilskud til i henhold til finansforordningen.
2.  
Aktiviteter udført af sekretariatet for organisationen af tekniske vurderingsorganer som omhandlet i artikel 31, stk. 4, kan finansieres ved hjælp af driftstilskud. Driftstilskud nedtrappes ikke automatisk i tilfælde af fornyelse.
3.  
I aftaler om tilskud kan der, bortset fra tilfælde hvor modtagerens indirekte omkostninger dækkes af et driftstilskud, som finansieres over Unionens almindelige budget, tillades dækning af modtagerens generalomkostninger med et fast beløb på op til 10 % af de samlede støtteberettigede direkte omkostninger i forbindelse med aktioner.

Artikel 34

Ledelse og overvågning

1.  
De bevillinger, der fastsættes af budgetmyndigheden til finansiering af de opgaver, der er omhandlet i artikel 31, stk. 4, kan også anvendes til at dække administrative udgifter i forbindelse med forberedelse, overvågning, kontrol, revision og evaluering, som er direkte nødvendige for virkeliggørelsen af denne forordnings mål, herunder navnlig undersøgelser, møder, oplysnings- og formidlingsaktioner, udgifter i forbindelse med elektroniske informationsudvekslingsnetværk samt alle andre udgifter til administrativ og teknisk bistand, som Kommissionen måtte anvende til aktiviteter i forbindelse med udviklingen og vedtagelsen af europæiske vurderingsdokumenter og udstedelsen af europæiske tekniske vurderinger.
2.  
Kommissionen evaluerer relevansen af de opgaver, der er omhandlet i artikel 31, stk. 4, og som modtager EU-finansiering, i lyset af kravene i Unionens politikker og lovgivning, og underretter Europa-Parlamentet og Rådet om resultatet af denne evaluering senest den 1. januar 2017 og derefter hvert fjerde år.

Artikel 35

Beskyttelse af Unionens finansielle interesser

1.  
Kommissionen sikrer i forbindelse med gennemførelsen af aktiviteter, der finansieres i henhold til denne forordning, at Unionens finansielle interesser beskyttes gennem anvendelse af forebyggende foranstaltninger mod svig, korruption og andre ulovlige aktiviteter, gennem effektiv kontrol og inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb samt, hvis der konstateres uregelmæssigheder, gennem sanktioner, der skal være effektive, stå i forhold til overtrædelsens grovhed og have afskrækkende virkning, i overensstemmelse med Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser ( 4 ), Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder ( 5 ) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) ( 6 ).
2.  
Hvad angår aktiviteter, der finansieres i henhold til denne forordning, forstås ved begrebet uregelmæssighed, jf. artikel 1, stk. 2, i forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95, enhver overtrædelse af en EU-bestemmelse eller manglende overholdelse af en kontraktlig forpligtelse som følge af en erhvervsdrivendes handling eller forsømmelse, der indebærer afholdelse af en uretmæssig udgift, der skader eller kunne skade Unionens almindelige budget eller andre budgetter, der forvaltes af Den Europæiske Union.
3.  
De aftaler og kontrakter, der indgås som følge af denne forordning, skal indeholde bestemmelser om overvågning og finansiel kontrol, der skal foretages af Kommissionen eller en bemyndiget repræsentant for denne, og om revision, der skal foretages af Revisionsretten, og som om nødvendigt kan foretages på stedet.



KAPITEL VI

FORENKLEDE PROCEDURER

Artikel 36

Anvendelse af relevant teknisk dokumentation

1.  

Ved bestemmelsen af varetypen, kan en fabrikant erstatte typeprøvningen eller typeberegningen med relevant teknisk dokumentation, der påviser at:

a) 

byggevaren, for så vidt angår en eller flere væsentlige egenskaber af den byggevare, som fabrikanten bringer i omsætning, anses for at opfylde et bestemt ydeevneniveau eller en bestemt ydeevneklasse uden prøvning eller beregning, eller uden yderligere prøvning og beregning, i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i de relevante harmoniserede tekniske specifikationer eller i en beslutning fra Kommissionen

b) 

den byggevare, der er omfattet af en harmoniseret standard, og som fabrikanten bringer i omsætning, svarer til varetypen for en anden byggevare, der er fremstillet af en anden fabrikant og allerede er prøvet i overensstemmelse med den relevante harmoniserede standard. Når disse betingelser er opfyldt, er fabrikanten berettiget til at deklarere en ydeevne svarende til alle eller en del af prøvningsresultaterne for denne anden vare. Fabrikanten må først anvende prøvningsresultater opnået af en anden fabrikant efter at have fået tilladelse hertil af den pågældende fabrikant, som forbliver ansvarlig for prøvningsresultaternes nøjagtighed, pålidelighed og stabilitet, eller

c) 

den byggevare, der er omfattet af en harmoniseret teknisk specifikation, og som fabrikanten bringer i omsætning, er et system bestående af komponenter, som fabrikanten samler ved nøje at følge præcise anvisninger fra leverandøren af et sådant system eller en komponent heri, som allerede har ladet systemet eller komponenten prøve for en eller flere af dets/dens væsentlige egenskaber i overensstemmelse med den relevante harmoniserede tekniske specifikation. Når disse betingelser er opfyldt, er fabrikanten berettiget til at deklarere en ydeevne svarende til alle eller en del af prøvningsresultaterne for det system eller den komponent, der er blevet leveret til ham. Fabrikanten må først anvende prøvningsresultater opnået af en anden fabrikant eller systemleverandør efter at have fået tilladelse hertil af den pågældende fabrikant eller systemleverandør, som forbliver ansvarlig for prøvningsresultaternes nøjagtighed, pålidelighed og stabilitet.

2.  
Hvis den byggevare, der er omhandlet i stk. 1, tilhører en familie af byggevarer, for hvilke det gældende system for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans er system 1+ eller 1 som fastsat i bilag V, skal den i stk. 1 omhandlede relevante tekniske dokumentation kontrolleres af et notificeret produktcertificeringsorgan som omhandlet i bilag V.

Artikel 37

Mikrovirksomheders anvendelse af forenklede procedurer

Mikrovirksomheder, som fremstiller byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard, kan erstatte bestemmelsen af varetypen på grundlag af typeprøvning for de gældende systemer 3 og 4 som fastsat i bilag V ved hjælp af andre metoder end dem, der er indeholdt i den gældende harmoniserede standard. Disse fabrikanter kan også behandle byggevarer, på hvilke system 3 finder anvendelse, i overensstemmelse med bestemmelserne for system 4. Hvis en fabrikant anvender disse forenklede procedurer, skal fabrikanten med en specifik teknisk dokumentation påvise, at byggevaren opfylder gældende krav, og at den anvendte procedure er ækvivalent med den procedure, der er fastsat i de harmoniserede standarder.

Artikel 38

Andre forenklede procedurer

1.  
For byggevarer, der er omfattet af en harmoniseret standard, og som fremstilles individuelt eller efter mål uden for serie for at opfylde en bestemt ordre, og som er monteret i et enkelt identificeret bygværk, kan fabrikanten erstatte ydeevnevurderingen under det gældende system, jf. bilag V, med specifik teknisk dokumentation, der viser, at varen opfylder de gældende krav, og at den anvendte procedure er ækvivalent med den procedure, der er fastsat i de harmoniserede standarder.
2.  
Hvis den i stk. 1 omhandlede byggevare tilhører en familie af byggevarer, for hvilke det gældende system for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans er system 1+ eller 1 som fastsat i bilag V, skal den specifikke tekniske dokumentation kontrolleres af et notificeret produktcertificeringsorgan som omhandlet i bilag V.



KAPITEL VII

NOTIFICERENDE MYNDIGHEDER OG NOTIFICEREDE ORGANER

Artikel 39

Notifikation

Medlemsstaterne notificerer Kommissionen og de andre medlemsstater om organer, der er blevet bemyndiget til at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans i henhold til denne forordning (i det følgende benævnt »notificerede organer«).

Artikel 40

Notificerende myndigheder

1.  
Medlemsstaterne udpeger en notificerende myndighed, som er ansvarlig for at indføre og gennemføre de nødvendige procedurer for vurdering og notifikation af de organer, der skal bemyndiges til at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans i henhold til denne forordning, og for overvågningen af notificerede organer, herunder deres overholdelsen af artikel 43.
2.  
Medlemsstaterne kan bestemme, at den i stk. 1 omhandlede vurdering og overvågning skal foretages af deres nationale akkrediteringsorganer som defineret i og i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 765/2008.
3.  
Hvis den notificerende myndighed uddelegerer eller på anden måde overlader vurderingen, notificeringen eller overvågningen, jf. stk. 1, til et organ, som ikke er en del af en myndighed, skal dette organ være en juridisk enhed og med de fornødne ændringer opfylde kravene i artikel 41. Desuden skal det have truffet foranstaltninger til dækning af erstatningsansvar i forbindelse med sine aktiviteter.
4.  
Den notificerende myndighed påtager sig det fulde ansvar for de opgaver, der udføres af det i stk. 3 nævnte organ.

Artikel 41

Krav vedrørende notificerende myndigheder

1.  
Den notificerende myndighed skal være oprettet på en sådan måde, at der ikke forekommer interessekonflikter med notificerede organer.
2.  
Den notificerende myndighed skal være organiseret og arbejde på en sådan måde, at der i dens arbejde sikres objektivitet og uvildighed.
3.  
Den notificerende myndighed skal være organiseret på en sådan måde, at alle beslutninger om notifikation af et organ, der skal bemyndiges til at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, træffes af kompetente personer, der ikke er identiske med dem, der foretog vurderingen.
4.  
Den notificerende myndighed må ikke tilbyde eller udføre aktiviteter, som udføres af de notificerede organer, eller rådgivningstjenester på kommercielt eller konkurrencemæssigt grundlag.
5.  
Den notificerende myndighed skal sikre, at de indhentede oplysninger behandles fortroligt.
6.  
Den notificerende myndighed skal have et tilstrækkelig stort kompetent personale til, at den kan udføre sine opgaver behørigt.

Artikel 42

Oplysningskrav for medlemsstater

Medlemsstaterne underretter Kommissionen om deres nationale procedurer for vurdering og notifikation af organer, der skal bemyndiges til at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, og overvågning af notificerede organer og om eventuelle ændringer heraf.

Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige.

Artikel 43

Krav vedrørende notificerede organer

1.  
I forbindelse med notifikation skal et notificeret organ opfylde kravene i stk. 2-11.
2.  
Et notificeret organ skal oprettes i henhold til national lovgivning og være en juridisk person.
3.  
Et notificeret organ skal være et tredjepartsorgan, der er uafhængigt af den organisation eller den byggevare, det vurderer.

Et organ, der er medlem af en erhvervssammenslutning eller et erhvervsforbund, der repræsenterer virksomheder, der er involveret i konstruktion, fremstilling, levering, samling, brug eller vedligeholdelse af de byggevarer, som det vurderer, kan, hvis det kan påvises, at det er uafhængigt, og at der ikke er nogen interessekonflikt, anses for at være et sådant organ.

4.  
Et notificeret organ, dets øverste ledelse og det personale, der er ansvarligt for at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, må ikke være en konstruktør, fabrikant, leverandør, montør, køber, ejer, bruger eller reparatør af de byggevarer, som det vurderer, eller bemyndiget repræsentant for nogen af disse parter. Dette forhindrer ikke anvendelsen af vurderede varer, der er nødvendige for det notificerede organs drift, eller anvendelse af varer i personligt øjemed.

Et notificeret organ, dets øverste ledelse og det personale, der er ansvarligt for at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, må ikke være direkte involveret i konstruktion, fremstilling, markedsføring, installering, anvendelse eller vedligeholdelse af disse byggevarer eller repræsentere parter, der er involveret i disse aktiviteter. De må ikke deltage i aktiviteter, som kan være i strid med deres objektivitet og integritet i forbindelse med de aktiviteter, som de er blevet notificeret til at udføre. Dette gælder navnlig rådgivningstjenester.

Et notificeret organ skal sikre, at dets dattervirksomheders eller underentreprenørers aktiviteter ikke påvirker fortroligheden, objektiviteten og uvildigheden af dets aktiviteter inden for vurdering og/eller kontrol.

5.  
Et notificeret organ og dets personale skal udføre tredjepartsopgaverne i processen med vurdering og kontrol af den deklarerede ydeevnes konstans med den størst mulige faglige integritet og den nødvendige tekniske kompetence på det specifikke område og må ikke påvirkes af nogen form for pression og incitament, navnlig af økonomisk art, som kan have indflydelse på dets afgørelser eller resultaterne af dets vurderings- og eller kontrolaktiviteter, særlig fra personer eller grupper af personer, som har en interesse i resultaterne af disse aktiviteter.
6.  
Et notificeret organ skal kunne udføre alle de tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af den deklarerede ydeevnes konstans, der er overdraget til det i henhold til bilag V, og for hvilke det er blevet notificeret, uanset om disse opgaver udføres af det notificerede organ selv eller på dets vegne og på dets ansvar.

Til enhver tid og for hvert system til vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, og for hver art eller kategori af byggevarer, væsentlige egenskaber og opgaver, som det er notificeret for, skal et notificeret organ råde over følgende:

a) 

det nødvendige personale med teknisk viden og tilstrækkelig og passende erfaring til at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans

b) 

den nødvendige beskrivelse af procedurer i henhold til hvilke ydeevnevurderingen udføres, således at disses gennemsigtighed og reproducerbarhed sikres. Det skal have en passende politik og passende procedurer, der skelner mellem opgaver, det udfører som notificeret organ, og andre aktiviteter

c) 

de nødvendige procedurer til at udføre sine aktiviteter, der tager behørigt hensyn til en virksomheds størrelse, den sektor, den opererer inden for, dens struktur, den pågældende vareteknologis kompleksitet, og om der er tale om en fremstillingsproces med masse- eller serieproduktion.

Et notificeret organ skal have de fornødne midler til at udføre de tekniske og administrative opgaver i forbindelse med de aktiviteter, som det er notificeret til at udføre, på en hensigtsmæssig måde og skal have adgang til alt nødvendigt udstyr og alle nødvendige faciliteter.

7.  

Det personale, der er ansvarligt for udførelsen af de aktiviteter, som organet er notificeret for, skal være i besiddelse af følgende:

a) 

en solid teknisk uddannelse og erhvervsuddannelse, der omfatter alle tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans inden for det relevante område, som organet er notificeret for

b) 

tilfredsstillende kendskab til kravene vedrørende de vurderinger og den kontrol, de foretager, og den nødvendige bemyndigelse til at udføre sådanne opgaver

c) 

passende kendskab til og forståelse af de gældende harmoniserede standarder og de relevante bestemmelser i denne forordning

d) 

den nødvendige færdighed i at udarbejde de attester, redegørelser og rapporter, som dokumenterer, at vurderingerne og kontrollen er blevet foretaget.

8.  
Det skal sikres, at det notificerede organ, dets øverste ledelse og vurderingspersonalet arbejder uvildigt.

Aflønningen af det notificerede organs øverste ledelse og vurderingspersonalet må ikke være afhængig af antallet af foretagne vurderinger eller af resultatet af disse vurderinger.

9.  
Et notificeret organ skal tegne en ansvarsforsikring, medmindre medlemsstaten er ansvarlig i henhold til national lovgivning, eller medlemsstaten selv er direkte ansvarlig for den udførte vurdering og/eller kontrol.
10.  
Det notificerede organs personale har tavshedspligt med hensyn til alle oplysninger, det kommer i besiddelse af ved udførelsen af dets opgaver i henhold til bilag V, undtagen over for de kompetente administrative myndigheder i den medlemsstat, hvor aktiviteterne udføres. Ejendomsrettigheder skal beskyttes.
11.  
Et notificeret organ skal deltage i eller sikre, at dets vurderingspersonale er orienteret om de relevante standardiseringsaktiviteter og aktiviteterne i den koordineringsgruppe af notificerede organer, der er nedsat i henhold til denne forordning, og skal som generelle retningslinjer anvende de administrative afgørelser og dokumenter, som er resultatet af den nævnte gruppes arbejde.

Artikel 44

Overensstemmelsesformodning

Et notificeret organ, der skal bemyndiges til at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, og som dokumenterer, at det opfylder kriterierne i de relevante harmoniserede standarder eller dele deraf, hvortil der er offentliggjort en reference i Den Europæiske Unions Tidende, formodes at opfylde kravene i artikel 43, for så vidt den gældende harmoniserede standard dækker disse krav.

Artikel 45

Dattervirksomheder og underentreprenører i tilknytning til notificerede organer

1.  
Hvis det notificerede organ giver bestemte opgaver i forbindelse med tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans i underentreprise eller anvender en dattervirksomhed, skal det sikre, at underentreprenøren eller dattervirksomheden opfylder kravene i artikel 43, og skal oplyse den notificerende myndighed herom.
2.  
Det notificerede organ har det fulde ansvar for de opgaver, der udføres af underentreprenører eller dattervirksomheder, uanset hvor disse er etableret.
3.  
Aktiviteter kan kun gives i underentreprise eller udføres af en dattervirksomhed, hvis kunden har givet sit samtykke.
4.  
Det notificerede organ skal kunne stille de relevante dokumenter vedrørende vurderingen af enhver underentreprenørs eller dattervirksomhedens kvalifikationer og de opgaver, de har udført i henhold til bilag V, til rådighed for den notificerende myndighed.

Artikel 46

Anvendelse af faciliteter uden for det notificerede organs prøvningslaboratorium

1.  
Efter anmodning fra fabrikanten og hvis det er begrundet ud fra tekniske, økonomiske eller logistiske forhold, kan notificerede organer beslutte at udføre de prøvninger, der er omhandlet i bilag V, for system 1+, 1 og 3 til vurdering og kontrol af ydeevnens konstans eller lade sådanne prøvninger udføre under deres tilsyn, enten i fabrikationsanlægget med anvendelse af fabrikantens interne laboratorieudstyr eller, med fabrikantens forudgående samtykke, på et eksternt laboratorium med anvendelse af det pågældende laboratoriums prøvningsudstyr.

Notificerede organer, der udfører sådanne prøvninger, skal være specifikt udpeget som kompetente til at arbejde uden for deres egne akkrediterede prøvningsfaciliteter.

2.  

Før disse prøvninger udføres, skal det notificerede organ kontrollere, om kravene til prøvningsmetoden er opfyldt, og skal vurdere:

a) 

om prøvningsudstyret har et hensigtsmæssigt kalibreringssystem, og om målingernes sporbarhed er garanteret

b) 

om prøvningsresultaternes kvalitet er sikret.

Artikel 47

Ansøgning om notifikation

1.  
For at opnå bemyndigelse til at udføre tredjepartsopgaver i processen med vurdering og kontrol af ydeevnens konstans skal et organ indsende en ansøgning om notifikation til den notificerende myndighed i den medlemsstat, hvor det er etableret.
2.  
Ansøgningen skal ledsages af en beskrivelse af de aktiviteter, der skal udføres, og de vurderings- og/eller kontrolprocedurer, som organet hævder at være kompetent til, samt af en eventuel akkrediteringsattest udstedt af et nationalt akkrediteringsorgan som defineret i forordning (EF) nr. 765/2008, hvori det godtgøres, at organet opfylder kravene i artikel 43.
3.  
Hvis det pågældende organ ikke kan forelægge en akkrediteringsattest, forelægger det den notificerende myndighed al den dokumentation, der er nødvendig for at kontrollere, anerkende og regelmæssigt overvåge, at det opfylder kravene i artikel 43.

Artikel 48

Notifikationsprocedure

1.  
De notificerende myndigheder må kun notificere organer, som opfylder kravene i artikel 43.
2.  
De skal underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater, navnlig ved hjælp af det elektroniske notifikationsværktøj, der er udviklet og forvaltes af Kommissionen.

Undtagelsesvis accepteres en papirudskrift af notifikationen i de tilfælde, der er omhandlet i punkt 3 i bilag V, for hvilke der ikke findes et hensigtsmæssigt elektronisk værktøj.

3.  
Notifikationen skal indeholde alle enkeltheder med hensyn til, hvilke funktioner der skal udføres, reference til den relevante harmoniserede tekniske specifikation og, for så vidt angår det system, der er omhandlet i bilag V, de væsentlige egenskaber med hensyn til hvilke organet er kompetent.

En reference til den relevante harmoniserede tekniske specifikation kræves dog ikke i de tilfælde, der er nævnt i bilag V, punkt 3.

4.  
Hvis en notifikation ikke er baseret på en akkrediteringsattest som omhandlet i artikel 47, stk. 2, skal den notificerende myndighed forelægge Kommissionen og de øvrige medlemsstater den dokumentation, der attesterer det notificerede organs kompetence, og oplysninger om de ordninger, der er indført for at sikre, at dette organ regelmæssigt kontrolleres og også fremover vil opfylde kravene i artikel 43.
5.  
Det pågældende organ må kun udføre aktiviteter som notificeret organ, hvis Kommissionen eller de øvrige medlemsstater ikke gør indsigelse inden to uger efter en notifikation baseret på en akkrediteringsattest eller inden to måneder efter en notifikation, der ikke er baseret på en akkrediteringsattest.

Kun et sådant organ anses for at være et notificeret organ i denne forordnings forstand.

6.  
Kommissionen og de øvrige medlemsstater skal underrettes om eventuelle efterfølgende relevante ændringer af notifikationen.

Artikel 49

Identifikationsnumre for og lister over notificerede organer

1.  
Kommissionen tildeler hvert notificeret organ et identifikationsnummer.

Hvert notificeret organ tildeles kun ét identifikationsnummer, også selv om organet er notificeret i henhold til flere EU-retsakter.

2.  
Kommissionen offentliggør listen over organer, der er notificeret i henhold til denne forordning, herunder de identifikationsnumre, de er blevet tildelt, og de aktiviteter, for hvilke de er notificeret, navnlig ved hjælp af det elektroniske notifikationsværktøj, der er udviklet og forvaltes af Kommissionen.

Kommissionen holder listen ajourført.

Artikel 50

Ændringer af notifikationen

1.  
Hvis en notificerende myndighed har konstateret eller er blevet orienteret om, at et notificeret organ ikke længere opfylder kravene i artikel 43, eller at det ikke opfylder sine forpligtelser, skal den notificerende myndighed begrænse, suspendere eller inddrage notifikationen, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt afhængigt af alvoren af den manglende opfyldelse af kravene eller forpligtelserne. Den skal straks underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom, navnlig ved hjælp af det elektroniske notifikationsværktøj, der er udviklet og forvaltes af Kommissionen.
2.  
Hvis en notifikation begrænses, suspenderes eller inddrages, eller hvis det bemyndigede organ har indstillet sine aktiviteter, skal den notificerende medlemsstat træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at dette organs sager enten behandles af et andet notificeret organ eller står til rådighed for de ansvarlige notificerende myndigheder og markedsovervågningsmyndigheder efter disses anmodning.

Artikel 51

Anfægtelse af notificerede organers kompetence

1.  
Kommissionen undersøger alle sager, hvor den tvivler på et notificeret organs kompetence eller på, at et notificeret organ fortsat opfylder de krav og forpligtelser, det er underlagt, og tilfælde, hvor den bliver gjort opmærksom på en sådan tvivl.
2.  
Den notificerende medlemsstat skal efter anmodning forelægge Kommissionen alle oplysninger om grundlaget for notifikationen eller det notificerede organs fortsatte kompetence.
3.  
Kommissionen sikrer, at alle følsomme oplysninger, den indhenter som led i sine undersøgelser, behandles fortroligt.
4.  
Hvis Kommissionen konstaterer, at et notificeret organ ikke eller ikke længere opfylder kravene vedrørende dets notifikation, underretter den den notificerende medlemsstat herom og anmoder den om at træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder om nødvendigt inddragelse af notifikationen.

Artikel 52

Operationelle forpligtelser for notificerede organer

1.  
Notificerede organer skal udføre tredjepartsopgaver i overensstemmelse med de systemer for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, der fastlagt i bilag V.
2.  
Vurderinger og kontrol af ydeevnens konstans skal udføres på gennemsigtig vis, hvad angår fabrikanten, og på en passende måde, idet unødige byrder for erhvervsdrivende skal undgås. De notificerede organer skal udføre deres aktiviteter under behørig hensyntagen til virksomhedens størrelse, den sektor, som virksomheden opererer inden for, dens struktur, den pågældende vareteknologis kompleksitet, og om der er tale om en fremstillingsproces med masse- eller serieproduktion.

De notificerede organer skal dog i denne forbindelse overholde den grad af stringens, der kræves med hensyn til varen i henhold til denne forordning og varens rolle i opfyldelsen af alle grundlæggende krav til bygværker.

3.  
Hvis et notificeret organ under den indledende inspektion af fabrikationsanlægget og fabrikkens egen produktionskontrol finder, at fabrikanten ikke har sikret konstansen af den fremstillede vares ydeevne, kræver det, at fabrikanten træffer passende afhjælpende foranstaltninger og udsteder ikke nogen attest.
4.  
Hvis et notificeret organ under den tilsynsaktivitet, der har til formål at kontrollere konstansen af den fremstillede vares ydeevne, finder, at en byggevare ikke længere har samme ydeevne som varetypen, kræver det, at fabrikanten træffer passende afhjælpende foranstaltninger, og suspenderer eller inddrager om nødvendigt fabrikantens attest.
5.  
Hvis der ikke træffes afhjælpende foranstaltninger, eller hvis disse ikke har den ønskede virkning, begrænser, suspenderer eller inddrager det notificerede organ eventuelle attester, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt.

Artikel 53

Oplysningskrav for notificerede organer

1.  

De notificerede organer skal oplyse den notificerende myndighed om:

a) 

tilfælde, hvor udstedelse af en attest er blevet nægtet, samt om begrænsninger, suspenderinger eller inddragelser af attester

b) 

forhold, der har indflydelse på omfanget af og betingelserne for notifikationen

c) 

enhver anmodning om oplysninger om udført vurdering og/eller kontrol af ydeevnens konstans, som de har modtaget fra markedsovervågningsmyndighederne

d) 

efter anmodning tredjepartsopgaver i overensstemmelse med systemerne for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans udført inden for deres notifikations dækningsområde samt enhver anden udført aktivitet, herunder grænseoverskridende aktiviteter og underentrepriser.

2.  
De notificerede organer giver de andre organer, der er notificeret i henhold til denne forordning og udfører lignende tredjepartsopgaver i overensstemmelse med systemerne til vurdering og kontrol af ydeevnens konstans og for byggevarer, som er omfattet af den samme harmoniserede tekniske specifikation, relevante oplysninger om spørgsmål vedrørende negative og, efter anmodning, positive resultater af disse vurderinger og/eller kontroller.

Artikel 54

Erfaringsudveksling

Kommissionen sørger for, at der foregår erfaringsudveksling mellem medlemsstaternes nationale myndigheder med ansvar for notifikationspolitik.

Artikel 55

Koordinering af notificerede organer

Kommissionen sørger for, at der etableres koordinering og samarbejde mellem organer, der er notificeret i henhold til artikel 39, og at denne koordinering og dette samarbejde fungerer efter hensigten i form af en gruppe af notificerede organer.

Medlemsstaterne sørger for, at de organer, de har notificeret, deltager i arbejdet i denne gruppe, enten direkte eller gennem udpegede repræsentanter, eller at deres repræsentanter bliver orienteret.



KAPITEL VIII

MARKEDSOVERVÅGNING OG BESKYTTELSESPROCEDURER

Artikel 56

Procedure til håndtering på nationalt plan af byggevarer, der udgør en risiko

▼M3

1.  
Hvis markedsovervågningsmyndighederne i en af medlemsstaterne har tilstrækkelig grund til at antage, at en byggevare, der er omfattet af en harmoniseret standard, eller som der er udstedt en europæisk teknisk vurdering af, ikke opfylder den deklarerede ydeevne og udgør en risiko for opfyldelsen af de grundlæggende krav til bygværker, der er omfattet af denne forordning, skal de foretage en evaluering af den pågældende vare omfattende de respektive krav, der er fastlagt i denne forordning. De relevante erhvervsdrivende samarbejder i nødvendigt omfang med markedsovervågningsmyndighederne.

▼B

Hvis markedsovervågningsmyndighederne i forbindelse med denne evaluering konstaterer, at byggevaren ikke opfylder kravene i denne forordning, skal de straks anmode den pågældende erhvervsdrivende om at træffe alle fornødne afhjælpende foranstaltninger for at bringe varen i overensstemmelse med disse krav, navnlig med den deklarerede ydeevne, eller for at trække produktet tilbage fra markedet eller kalde det tilbage inden for en rimelig tidsfrist, som de fastsætter i forhold til risikoens art.

Markedsovervågningsmyndighederne underretter det notificerede organ herom, hvis et notificeret organ er involveret.

Artikel 21 i forordning (EF) nr. 765/2008 finder anvendelse på de i andet afsnit af dette stykke omhandlede foranstaltninger.

2.  
Hvis markedsovervågningsmyndighederne konstaterer, at den manglende opfyldelse af kravene ikke er begrænset til deres nationale område, skal de underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater om resultaterne af evalueringen og om de foranstaltninger, de har pålagt den erhvervsdrivende at træffe.
3.  
Den erhvervsdrivende skal sikre, at der træffes alle de fornødne afhjælpende foranstaltninger for alle de pågældende byggevarer, som den pågældende erhvervsdrivende har gjort tilgængelige på EU-markedet.
4.  
Hvis den pågældende erhvervsdrivende inden for den frist, der er omhandlet i stk. 1, andet afsnit, ikke træffer passende afhjælpende foranstaltninger, skal markedsovervågningsmyndighederne træffe alle passende foreløbige foranstaltninger for at forbyde eller begrænse tilgængeliggørelsen af byggevaren på det nationale marked eller for at trække byggevaren tilbage fra markedet eller kalde den tilbage.

Markedsovervågningsmyndighederne underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater om disse foranstaltninger.

5.  

Den i stk. 4 omhandlede underretning skal indeholde alle tilgængelige oplysninger, særlig de nødvendige data til identifikation af den byggevare, der ikke opfylder kravene, byggevarens oprindelse, arten af den påståede manglende opfyldelse af kravene og af den pågældende risiko, arten og varigheden af de trufne nationale foranstaltninger samt de synspunkter, som den relevante erhvervsdrivende har fremsat. Markedsovervågningsmyndighederne skal navnlig oplyse, om den manglende opfyldelse af kravene skyldes:

a) 

at varen ikke har den deklarerede ydeevne og/eller ikke overholder kravene vedrørende opfyldelsen af de grundlæggende krav til bygværker som fastlagt i denne forordning

b) 

at der er mangler i de harmoniserede tekniske specifikationer eller i den specifikke tekniske dokumentation.

6.  
De øvrige medlemsstater ud over den medlemsstat, der har indledt proceduren, skal straks underrette Kommissionen og de øvrige medlemsstater om de trufne foranstaltninger og om yderligere oplysninger om den pågældende byggevares manglende opfyldelse af kravene, og om deres indsigelser, hvis de ikke er indforstået med den meddelte nationale foranstaltning.
7.  
Hvis der ikke inden for 15 arbejdsdage efter modtagelsen af de i stk. 4 omhandlede oplysninger er blevet gjort indsigelse af en medlemsstat eller Kommissionen mod en foreløbig foranstaltning truffet af en medlemsstat for den pågældende byggevare, anses foranstaltningen for at være berettiget.
8.  
Medlemsstaterne sørger for, at der straks træffes passende begrænsende foranstaltninger for den pågældende byggevare, som f.eks. hurtig tilbagetrækning af byggevaren fra deres marked.

Artikel 57

Beskyttelsesprocedure på EU-plan

1.  
Hvis der efter afslutningen af proceduren i artikel 56, stk. 3 og 4, gøres indsigelse mod en medlemsstats foranstaltning, eller hvis Kommissionen finder, at en national foranstaltning er i modstrid med EU-lovgivningen, skal Kommissionen straks drøfte spørgsmålet med medlemsstaterne og den eller de pågældende erhvervsdrivende og vurdere den nationale foranstaltning. På grundlag af resultaterne af denne vurdering træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt den nationale foranstaltning er berettiget eller ej.

Kommissionen retter sin afgørelse til alle medlemsstaterne og meddeler den straks til den eller de relevante erhvervsdrivende.

2.  
Hvis den nationale foranstaltning anses for at være berettiget, skal samtlige medlemsstater træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den byggevare, der ikke opfylder kravene, trækkes tilbage fra deres marked, og underrette Kommissionen herom. Hvis den nationale foranstaltning anses for ikke at være berettiget, skal den pågældende medlemsstat trække foranstaltningen tilbage.
3.  
Hvis den nationale foranstaltning anses for at være berettiget, og hvis byggevarens manglende opfyldelse af kravene tilskrives mangler ved de harmoniserede standarder som omhandlet i artikel 56, stk. 5, litra b), skal Kommissionen underrette de(t) relevante europæiske standardiseringsorgan(er) og indbringe sagen for det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 5 i direktiv 98/34/EF. Dette udvalg rådfører sig med de(t) relevante europæiske standardiseringsorgan(er) og afgiver straks udtalelse.

Hvis den nationale foranstaltning anses for at være berettiget, og hvis byggevarens manglende opfyldelse af kravene tilskrives mangler ved det europæiske vurderingsdokument eller ved den specifikke tekniske dokumentation som omhandlet i artikel 56, stk. 5, litra b), skal Kommissionen indbringe sagen for det stående byggeudvalg og derefter vedtage passende foranstaltninger.

Artikel 58

Byggevarer, som opfylder kravene, men som alligevel udgør en risiko for sundheden og sikkerheden

1.  
Hvis en medlemsstat efter at have foretaget en vurdering i henhold til artikel 56, stk. 1, finder, at en byggevare, selv om den opfylder kravene i denne forordning, udgør en risiko for opfyldelsen af de grundlæggende krav til bygværker, for menneskers sundhed eller sikkerhed eller for andre almene samfundsbeskyttelseshensyn, pålægger den den pågældende erhvervsdrivende at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den pågældende byggevare, når den bringes i omsætning, ikke længere udgør denne risiko, for at trække den tilbage fra markedet eller kalde den tilbage inden for en rimelig tidsfrist, som den fastsætter i forhold til risikoens art.
2.  
Den erhvervsdrivende skal sikre, at der træffes afhjælpende foranstaltninger for alle de pågældende byggevarer, som den pågældende erhvervsdrivende har gjort tilgængelige på EU-markedet.
3.  
Medlemsstaten underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater herom. Underretningen skal indeholde alle tilgængelige oplysninger, særlig de nødvendige data til identifikation af den pågældende byggevare, varens oprindelse og forsyningskæden, arten af den pågældende risiko og arten og varigheden af de trufne nationale foranstaltninger.
4.  
Kommissionen drøfter straks spørgsmålet med medlemsstaterne og den eller de pågældende erhvervsdrivende og vurderer de trufne nationale foranstaltninger. På grundlag af resultaterne af denne vurdering træffer Kommissionen afgørelse om, hvorvidt foranstaltningen er berettiget eller ej, og foreslår om nødvendigt passende foranstaltninger.
5.  
Kommissionen retter sin afgørelse til alle medlemsstaterne og meddeler den straks til den eller de relevante erhvervsdrivende.

Artikel 59

Formel manglende opfyldelse af kravene

1.  

Med forbehold af artikel 56 skal en medlemsstat, hvis den konstaterer et af følgende forhold, pålægge den pågældende erhvervsdrivende at bringe den manglende opfyldelse af kravene til ophør:

a) 

CE-mærkningen er anbragt i modstrid med artikel 8 eller 9

b) 

CE-mærkningen er ikke blevet anbragt, selv om dette er påkrævet i henhold til artikel 8, stk. 2

c) 

der er ikke udarbejdet en ydeevnedeklaration, selv om dette er påkrævet i henhold til artikel 4, jf. dog artikel 5

d) 

ydeevnedeklarationen er ikke udarbejdet i overensstemmelse med artikel 4, 6 og 7

e) 

den tekniske dokumentation er ikke tilgængelig eller ikke komplet.

2.  
Hvis der fortsat er tale om manglende opfyldelse som omhandlet i stk. 1, skal medlemsstaten træffe alle nødvendige foranstaltninger for at begrænse eller forbyde, at byggevaren gøres tilgængelig på markedet, eller sikre, at den kaldes tilbage eller trækkes tilbage fra markedet.



KAPITEL IX

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 60

Delegerede retsakter

For at virkeliggøre denne forordnings mål, navnlig med hensyn til at fjerne og undgå restriktioner for tilgængeliggørelsen af byggevarer på markedet, delegeres følgende spørgsmål til Kommissionen i henhold til artikel 61 og med forbehold af betingelserne i artikel 62 og 63:

a) 

fastsættelse, hvor det er relevant, af de væsentlige egenskaber eller grænseniveauer inden for specifikke familier af byggevarer, hvor fabrikanten i henhold til artikel 3-6 i forbindelse med den tilsigtede anvendelse efter niveauer eller klasser, eller i en beskrivelse, skal deklarere ydeevnen for fabrikantens vare, når den bringes i omsætning

b) 

betingelserne for, hvornår en ydeevnedeklaration kan behandles elektronisk for at gøre den tilgængelig på et websted i henhold til artikel 7

c) 

ændring af den periode, hvor fabrikanten i henhold til artikel 11 skal opbevare den tekniske dokumentation og ydeevnedeklarationen, efter at byggevaren er bragt i omsætning, på grundlag af byggevarens forventede levetid eller rolle i bygværket

d) 

ændring af bilag II og om nødvendigt vedtagelse af supplerende procedureregler i henhold til artikel 19, stk. 3, for at sikre overholdelse af principperne i artikel 20 eller praktisk anvendelse af procedurerne i artikel 21

e) 

tilpasning af bilag III, tabel 1 i bilag IV, og bilag V for at tage hensyn til den tekniske udvikling

f) 

fastsættelse og tilpasning af ydeevneklasser for at tage hensyn til den tekniske udvikling i henhold til artikel 27, stk. 1

g) 

betingelser for, hvornår en byggevare skal anses for at opfylde et bestemt ydeevneniveau eller en bestemt ydeevneklasse uden prøvning eller uden yderligere prøvning i henhold til artikel 27, stk. 5, forudsat at opfyldelsen af de grundlæggende krav til bygværker ikke dermed bringes i fare

h) 

fastsættelse, tilpasning og revision af systemerne for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans i henhold til artikel 28 for et given vare, en given familie af varer eller en given væsentlig egenskab, og i overensstemmelse med:

i) 

betydningen af varen eller de pågældende væsentlige egenskaber med hensyn til de grundlæggende krav til bygværker

ii) 

varens art

iii) 

virkningerne af variationerne af en byggevares væsentlige egenskaber i byggevarens forventede levetid og

iv) 

risikoen for, at der opstår fejl ved fremstillingen af varen.

Artikel 61

Udøvelse af delegationen

1.  
Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage de delegerede retsakter, der er omhandlet i artikel 60 i en periode på fem år fra den 24. april 2011. Kommissionen aflægger rapport vedrørende de delegerede beføjelser senest seks måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges automatisk for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet tilbagekalder delegationen i henhold til artikel 62.
2.  
Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
3.  
Beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i artikel 62 og 63 anførte betingelser.

Artikel 62

Tilbagekaldelse af delegationen

1.  
Den i artikel 60 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet.
2.  
Den institution, der har indledt en intern procedure med henblik på at afgøre, om delegationen af beføjelser skal tilbagekaldes, bestræber sig på at give den anden institution og Kommissionen meddelelse herom i rimelig tid, inden den endelige afgørelse træffes, med angivelse af, hvilke delegerede beføjelser der kunne være genstand for tilbagekaldelse, samt den mulige begrundelse herfor.
3.  
Afgørelsen om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning øjeblikkeligt eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af de delegerede retsakter, der allerede er i kraft. Afgørelsen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 63

Indsigelser mod delegerede retsakter

1.  
Europa-Parlamentet eller Rådet kan gøre indsigelse mod en delegeret retsakt inden for en frist på tre måneder fra datoen for meddelelsen.

Fristen forlænges med tre måneder på initiativ af Europa-Parlamentet eller Rådet.

2.  
Har hverken Europa-Parlamentet eller Rådet ved udløbet af den frist, der er omhandlet i stk. 1 gjort indsigelse mod den delegerede retsakt, offentliggøres den i Den Europæiske Unions Tidende og træder i kraft på den dato, der er fastsat heri.

Den delegerede retsakt kan offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og træde i kraft inden fristens udløb, hvis både Europa-Parlamentet og Rådet har meddelt Kommissionen, at de ikke agter at gøre indsigelse.

3.  
Gør Europa-Parlamentet eller Rådet indsigelse mod en delegeret retsakt inden udløbet af den frist, der er omhandlet i stk. 1, træder den ikke i kraft. Den institution, der gør indsigelse mod den delegerede retsakt, anfører begrundelsen herfor.

Artikel 64

Udvalg

1.  
Kommissionen bistås af et stående byggeudvalg.
2.  
Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.
3.  
Medlemsstaterne sikrer, at medlemmerne af det stående byggeudvalg er i stand til at udføre deres opgaver, uden at der opstår interessekonflikter, navnlig i forbindelse med proceduren for opnåelse af CE-mærkning.

Artikel 65

Ophævelse

1.  
Direktiv 89/106/EØF ophæves.
2.  
Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til denne forordning.

Artikel 66

Overgangsbestemmelser

1.  
Byggevarer, der er bragt i omsætning i overensstemmelse med direktiv 89/106/EØF før den 1. juli 2013 anses for at være i overensstemmelse med denne forordning.
2.  
Fabrikanter kan udfærdige en ydeevnedeklaration på grundlag af en overensstemmelsesattest eller en overensstemmelseserklæring, som er blevet udstedt før den 1. juli 2013 i overensstemmelse med direktiv 89/106/EØF.
3.  
Retningslinjer for europæiske tekniske godkendelser, som er offentliggjort før den 1. juli 2013 i overensstemmelse med artikel 11 i direktiv 89/106/EØF kan anvendes som europæisk vurderingsdokument.
4.  
Fabrikanter og importører kan anvende europæiske tekniske godkendelser udstedt i overensstemmelse med artikel 9 i direktiv 89/106/EØF før den 1. juli 2013 som europæiske tekniske vurderinger, så længe disse godkendelser er gyldige.

Artikel 67

Rapporter fra Kommissionen

1.  
Senest den 25. april 2014 foretager Kommissionen en vurdering af det specifikke behov for oplysning om byggevarers indhold af farlige stoffer med henblik på en eventuel udvidelse af oplysningsforpligtelsen i artikel 6, stk. 5, til at omfatte andre stoffer, og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport herom. Kommissionen tager i sin vurdering bl.a. hensyn til nødvendigheden af at sikre et højt niveau af sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse for arbejdstagere, der anvender byggevarer, og for brugere af bygværker, herunder med hensyn til de genvindings- og/eller genbrugskrav, der stilles til dele eller materialer.

Hvis det er relevant, følges denne rapport op med relevante lovforslag, inden to år efter forelæggelsen af rapporten for Europa-Parlamentet og Rådet.

2.  
Senest den 25. april 2016 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af denne forordning, herunder med hensyn til artikel 19, 20, 21, 23, 24 og 37 på grundlag af rapporter fra medlemsstaterne og fra andre relevante interessenter, eventuelt ledsaget af relevante forslag.

Artikel 68

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3-28, 36-38, 56-63, 65 og 66 samt bilag I, II, III og V anvendes dog fra den 1. juli 2013.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.




BILAG I

GRUNDLÆGGENDE KRAV TIL BYGVÆRKER

Bygværker som et hele samt deres enkelte dele skal være egnede til den tilsigtede anvendelse, idet der navnlig skal tages hensyn til de berørte personers sundhed og sikkerhed i hele bygværkernes livscyklus. Bygværker skal opfylde disse grundlæggende krav til bygværker gennem en økonomisk rimelig levetid med forbehold af normal vedligeholdelse.

1.   Mekanisk modstandsdygtighed og stabilitet

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at de påvirkninger, de vil kunne komme ud for under deres opførelse og brug, ikke fremkalder nogen af følgende skader:

a) 

sammenstyrtning af hele bygværket eller dele heraf

b) 

større deformationer i uacceptabelt omfang

c) 

beskadigelse af andre af bygværkets dele eller af installationer eller fast udstyr som følge af en større deformation af de bærende dele

d) 

beskadigelse ved en hændelse, i et omfang, som ikke står i et rimeligt forhold til den oprindelige årsag.

2.   Brandsikring

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at følgende krav opfyldes i tilfælde af brand:

a) 

man skal kunne regne med bygværkets bæreevne i et bestemt tidsrum

b) 

udvikling og spredning af ild og røg inde i selve bygværket skal være begrænset

c) 

ilden må kun i begrænset omfang kunne brede sig til nabobygninger

d) 

de personer, der befinder sig i bygningen, skal kunne forlade bygværket eller reddes på anden måde

e) 

redningsmandskabets sikkerhed skal være taget i betragtning.

3.   Hygiejne, sundhed og miljø

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at de i hele deres livscyklus ikke udgør nogen risiko af hygiejne- eller sundheds- og sikkerhedsmæssig art for de personer, der arbejder eller opholder sig i bygværkerne, eller naboer hertil eller ikke, i hele deres livscyklus, har en uforholdsmæssig stor indvirkning på den miljømæssige kvalitet eller på klimaet, under opførelse, brug og nedrivning, navnlig på grund af følgende:

a) 

afgivelse af giftige gasser

b) 

emissioner af farlige stoffer, flygtige organiske forbindelser (VOC), drivhusgasser eller farlige partikler til luften indendørs eller udendørs

c) 

afgivelse af farlig stråling

d) 

afgivelse af farlige stoffer til grundvand, marine vande, overfladevand eller jord

e) 

afgivelse af farlige stoffer til drikkevandet eller af stoffer, som på anden måde indvirker negativt på drikkevand

f) 

mangelfuld udledning af spildevand, emission af røggasser eller mangelfuld bortskafning af fast eller flydende affald

g) 

fugtdannelse i dele af bygværket eller på overflader inden i bygværket.

4.   Sikkerhed og adgangsforhold ved anvendelsen

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at anvendelsen heraf ikke indebærer en uacceptabel risiko for drifts- eller arbejdsulykker eller -skader såsom glidning, fald, sammenstød, forbrændinger, elektriske stød, eksplosionsskader og indbrud. Bygværker skal navnlig være konstrueret og opført under hensyntagen til handicappedes adgang og anvendelse.

5.   Beskyttelse mod støj

Bygværker skal være konstrueret og opført på en sådan måde, at den støj, der opfattes af personer i bygningen eller i nærheden, holdes på et sådant niveau, at det ikke frembyder nogen sundhedsfare, og at de pågældende personer kan sove, hvile og arbejde under tilfredsstillende forhold.

6.   Energibesparelser og varmeisolering

Bygværker og deres varme-, køle-, belysnings- og ventilationsanlæg skal være konstrueret og udført på en sådan måde, at energiforbruget ved anvendelse heraf er lavt under hensyn til personerne i bygværkerne og til stedets klimatiske forhold. Bygværkerne skal desuden være energibesparende, dvs. bruge så lidt energi som muligt under deres opførelse og nedtagning.

7.   Bæredygtig udnyttelse af naturressourcer

Bygværker skal konstrueres, opføres og nedrives på en sådan måde, at naturressourcer anvendes på en bæredygtig måde og navnlig sikre følgende:

a) 

genanvendelse eller genvinding af bygværker, deres materialer og dele efter nedrivning

b) 

bygværkers holdbarhed

c) 

anvendelse af miljøkompatible råmaterialer og sekundære materialer i bygværkerne.




BILAG II

PROCEDURE FOR VEDTAGELSE AF ET EUROPÆISK VURDERINGSDOKUMENT

1.   Anmodning om en europæisk teknisk vurdering

Når en fabrikant anmoder et teknisk vurderingsorgan om en europæisk teknisk vurdering for en byggevare, og når fabrikanten og det tekniske vurderingsorgan (i det følgende benævnt »det ansvarlige tekniske vurderingsorgan«) har underskrevet en aftale om tavshedspligt og fortrolighed, med mindre fabrikanten træffer anden afgørelse, forelægger fabrikanten det ansvarlige tekniske vurderingsorgan et teknisk dossier med en beskrivelse af varen, den af fabrikanten påtænkte anvendelse og oplysninger om den egen produktionskontrol, som fabrikanten agter at foretage.

2.   Kontrakt

For de byggevarer, der er omhandlet i artikel 21, stk. 1, litra c), indgås der inden en måned efter modtagelsen af det tekniske dossier en kontrakt mellem fabrikanten og det ansvarlige tekniske vurderingsorgan om gennemførelsen af den europæiske tekniske vurdering, der indeholder arbejdsprogrammet for udarbejdelse af det europæiske vurderingsdokument, herunder

— 
tilrettelæggelsen af arbejdet i organisationen af tekniske vurderingsorganer
— 
sammensætningen af den arbejdsgruppe, der skal nedsættes i organisationen af tekniske vurderingsorganer for det pågældende produktområde
— 
koordineringen af tekniske vurderingsorganer.

3.   Arbejdsprogram

Når organisationen af tekniske vurderingsorganer har indgået kontrakten med fabrikanten, orienterer den Kommissionen om arbejdsprogrammet for udarbejdelsen af det europæiske vurderingsdokument, tidsplanen for dets gennemførelse samt vurderingsprogrammet. Denne orientering finder sted inden tre måneder efter modtagelsen af anmodningen om en europæisk teknisk vurdering.

4.   Udkastet til europæisk vurderingsdokument

Organisationen af tekniske vurderingsorganer lader arbejdsgruppen, der koordineres af det ansvarlige tekniske vurderingsorgan, udarbejde et udkast til europæisk vurderingsdokument og sender dette udkast til de berørte parter inden seks måneder fra den dato, hvor Kommissionen er blevet orienteret om arbejdsprogrammet.

5.   Kommissionens deltagelse

En repræsentant for Kommissionen må deltage som observatør i alle dele af arbejdsprogrammets gennemførelse.

6.   Forlængelse og forsinkelse

Arbejdsgruppen meddeler organisationen af tekniske vurderingsorganer og Kommissionen eventuelle forsinkelser i forhold til tidsfristerne i punkt 1-4 i dette bilag.

Hvis en forlængelse af tidsfristen for udarbejdelse af det europæiske vurderingsdokument er berettiget, navnlig fordi Kommissionen ikke har truffet afgørelse om det pågældende system for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans, eller fordi der skal udvikles en ny prøvningsmetode, fastsætter Kommissionen en forlænget tidsfrist.

7.   Ændringer og vedtagelse af et europæisk vurderingsdokument

Det ansvarlige tekniske vurderingsorgan sender udkastet til europæisk vurderingsdokument til fabrikanten, som skal have 15 arbejdsdage til at reagere herpå. Derefter skal organisationen af tekniske vurderingsorganer:

a) 

i givet fald meddele fabrikanten, hvordan der er taget hensyn til dennes reaktion

b) 

vedtage udkastet til europæisk vurderingsdokument og

c) 

sende en kopi til Kommissionen.

Hvis Kommissionen inden 15 arbejdsdage fra modtagelsen sender organisationen af tekniske vurderingsorganer sine bemærkninger til udkastet til europæisk vurderingsdokument, ændrer organisationen af tekniske vurderingsorganer efter at have haft mulighed for at fremsætte bemærkninger udkastet i overensstemmelse hermed og sender en kopi af det vedtagne europæiske vurderingsdokument til fabrikanten og Kommissionen.

8.   Det endelige europæiske vurderingsdokument, der skal offentliggøres

Så snart den første europæiske tekniske vurdering er udstedt af det ansvarlige tekniske vurderingsorgan på grundlag af det vedtagne europæiske vurderingsdokument, tilpasses dette europæiske vurderingsdokument eventuelt på baggrund af erfaringerne. Organisationen af tekniske vurderingsorganer vedtager det endelige europæiske vurderingsdokument og sender en kopi heraf til Kommissionen sammen med en oversættelse af dets titel til alle Unionens officielle sprog med henblik på offentliggørelse af en reference. Organisationen af tekniske vurderingsorganer holder det europæiske vurderingsdokument elektronisk tilgængeligt, så snart varen er CE-mærket.

▼M2




BILAG III

YDEEVNEDEKLARATION

Nr.

1. Varetypens unikke identifikationskode:

2. Tilsigtet anvendelse:

3. Fabrikant:

4. Bemyndiget repræsentant:

5. System eller systemer til vurdering og kontrol af konstansen af ydeevnen:

6a. Harmoniseret standard:

Notificeret organ/notificerede organer:

6b. Europæisk vurderingsdokument:

Europæisk teknisk vurdering:

Teknisk vurderingsorgan:

Notificeret organ/notificerede organer:

7. Deklareret ydeevne/deklarerede ydeevner:

8. Relevant teknisk dokumentation og/eller specifik teknisk dokumentation:

Ydeevnen for den vare, der er anført ovenfor, er i overensstemmelse med den deklarerede ydeevne. Denne ydeevnedeklaration er udarbejdet i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 305/2011 på eneansvar af den fabrikant, der er anført ovenfor.

Underskrevet for fabrikanten og på dennes vegne af:

[navn]
[Sted] [dato] den
[Underskrift]

Retningslinjer til udarbejdelse af ydeevnedeklarationen

1.   GENERELT

Disse retningslinjer skal vejlede fabrikanterne om udarbejdelsen af en ydeevnedeklaration, som opfylder kravene i forordning (EU) nr. 305/2011, vedhjælp af modellen i dette bilag (»modellen«).

Disse retningslinjer ikke er en del af de ydeevnedeklarationer, som fabrikanterne skal udarbejde, og skal derfor ikke vedlægges ydeevnedeklarationerne.

Ved udarbejdelsen af en ydeevnedeklaration, skal fabrikanten:

1) 

gengive den tekst og de overskrifter i modellen, som ikke er anført i kantet parentes

2) 

erstatte de blanke felter og kantede parenteser ved at indsætte de nødvendige oplysninger.

Fabrikanter kan i ydeevnedeklarationen også indsætte en henvisning til det websted, hvor en kopi af ydeevnedeklarationen er gjort tilgængelig, i overensstemmelse med artikel 7, stk. 3, i forordning (EU) nr. 305/2011. Disse oplysninger kan inkluderes efter punkt 8 eller et andet sted, hvor de ikke påvirker læsbarheden og tydeligheden af de obligatoriske oplysninger.

2.   FLEKSIBILITET

Hvis de obligatoriske oplysninger, jf. artikel 6 i forordning (EU) nr. 305/2011, anføres på en klar, fyldestgørende og sammenhængende måde, er det under udarbejdelsen af ydeevnedeklarationen muligt at:

1) 

anvende en anden opstilling end i modellen

2) 

kombinere en række punkter i modellen og fremstille dem samlet

3) 

præsentere punkterne i modellen i en anden rækkefølge eller ved at anvende flere tabeller

4) 

udelade visse punkter i modellen, som ikke er relevante for den vare, som ydeevnedeklarationen vedrører. Dette er f.eks. tilfældet, da ydeevnedeklarationen kan baseres enten på en harmoniseret standard eller en europæisk teknisk vurdering, som er udstedt for varen, hvorved det andet alternativ ikke længere er relevant. Disse udeladelser kan også vedrøre punkter om den bemyndigede repræsentant eller anvendelsen af den passende tekniske dokumentation og den specifikke tekniske dokumentation.

5) 

præsentere disse punkter uden nummerering.

Hvis en fabrikant ønsker at udstede en kombineret ydeevnedeklaration, der dækker forskellige variationer af en varetype, skal mindst følgende oplysninger angives særskilt og klart for alle varetyper: Ydeevnedeklarationens nummer, identifikationskoden i punkt 1 og den deklarerede ydeevne/de deklarerede ydeevner under punkt 7.

3.   RETNINGSLINJER TIL UDEFYLDELSE AF FORMULAREN



Punkt i modellen

Instruks

Ydeevnedeklarationens nummer

Der er tale om ydeevnedeklarations referencenummer, jf. artikel 9, stk. 2, i forordning (EU) nr. 305/2011.

Valget af nummeret er overladt til fabrikanten.

Dette nummer kan være det samme som varetypens unikke identifikationskode, der er anført i punkt 1 i modellen.

Punkt 1

Anfør varetypens unikke identifikationskode, jf. artikel 6, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 305/2011.

I artikel 9, stk. 2 i forordning (EU) nr. 305/2011 kædes fabrikantens unikke identifikationskode, som efterfølger CE-mærkningen, sammen med varens type og således med niveauet eller klassen for den ydeevne, der gælder for en byggevare, som anført i ydeevnedeklarationen. For modtagere af byggevarer, især for slutbrugerne, vil det være nødvendigt utvetydigt at kunne identificere disse ydeevneniveauer eller -klasser for en bestemt vare. Derfor bør fabrikanten kæde alle byggevarer, for hvilke der er udarbejdet en ydeevnedeklaration, sammen med den respektive varetype og et givet sæt ydeevneniveauer eller -klasser ved hjælp af den unikke identifikationskode, der også anvendes som reference, jf. artikel 6, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 305/2011.

Punkt 2

Anfør byggevarens tilsigtede anvendelse, eller evt. en liste over tilsigtede anvendelser som forudset af fabrikanten i overensstemmelse med den gældende harmoniserede tekniske specifikation.

Punkt 3

Anfør fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og kontaktadresse som krævet i henhold til artikel 11, stk. 5, i forordning (EU) nr. 305/2011.

Punkt 4

Dette punkt medtages og udfyldes kun, hvis der er udnævnt en bemyndiget repræsentant. I så tilfælde anføres navn og kontaktadresse på den bemyndigede repræsentant, hvis beføjelser omfatter opgaverne i artikel 12, stk. 2, i forordning (EU) nr. 305/2011.

Punkt 5

Anfør nummeret på det gældende system eller de gældende systemer til vurdering og kontrol af byggevarens ydeevnes konstans (AVCP), jf. bilag V til forordning (EU) nr. 305/2011. Anvendes der flere systemer, anføres de alle her.

Punkt 6a og 6b

Da en fabrikant kan udarbejde en ydeevnedeklaration udelukkende på grundlag af enten en harmoniseret standard eller en europæisk teknisk vurdering, som er udstedt for varen, bør disse to forskellige situationer i punkt 6a og 6b behandles som alternativer, men kun en af dem kan anvendes i en given ydeevnedeklaration.

I punkt 6a, dvs. når en ydeevnedeklaration er baseret på en harmoniseret standard, anføres følgende:

a)  referencenummeret på den harmoniserede standard og dennes udstedelsesdato (dateret reference) og

b)  identifikationsnummeret på det/de notificerede organ/organer.

Når navnet på det/de notificerede organ/organer anføres, er det vigtigt, at betegnelsen anføres på originalsproget uden oversættelse til andre sprog.

I punkt 6b, dvs. når en ydeevnedeklaration er baseret på en europæisk teknisk vurdering, der er udstedt for varen, anføres følgende:

a)  nummeret på det europæiske vurderingsdokument og dets udstedelsesdato

b)  nummeret på den europæiske vurdering og dens udstedelsesdato

c)  navnet på det tekniske vurderingsorgan og

d)  identifikationsnummeret på det/de notificerede organ/organer.

Punkt 7

Under dette punkt skal ydeevnedeklarationen indeholde følgende:

a)  de væsentlige egenskaber som fastsat i de harmoniserede tekniske specifikationer for den eller de tilsigtede anvendelser, der er anført i punkt 2, og

b)  for hver af de væsentlige egenskaber, den deklarerede ydeevne, efter niveau eller klasse eller i en beskrivelse i forbindelse med denne egenskab eller for egenskaber, for hvilke der ikke deklareres nogen ydeevne, anvendes bogstaverne »NPD« (No Performance Determined — ingen ydeevne fastlagt).

I dette punkt kan der indsættes tabeller indeholdende forbindelserne mellem de harmoniserede tekniske specifikationer og de systemer for vurdering og kontrol af ydeevnens konstans der er anvendt i forbindelse med hver af varens væsentlige egenskaber, og ydeevnen i forhold til hver af de væsentlige egenskaber.

Ydeevnen angives klart og tydeligt. Ydeevnen kan således ikke beskrives i ydeevnedeklarationen udelukkende ved at indsætte en beregningsmetode, der skal anvendes af modtagerne. Desuden skal de ydeevneniveauer eller -klasser, der fremgår af referencedokumenterne, gengives i selve ydeevnedeklarationen og kan dermed ikke udtrykkes udelukkende ved at indsætte henvisninger til disse dokumenter til ydeevnedeklarationen.

Ydeevnen for især en byggevares strukturelle adfærd kan imidlertid udtrykkes ved henvisning til den pågældende produktionsdokumentation eller strukturelle konstruktionsberegninger. I så fald vedlægges de relevante dokumenter ydeevnedeklarationen.

Punkt 8

Dette punkt medtages i en ydeevnedeklaration, hvis der er anvendt specifik teknisk dokumentation og/eller relevant teknisk dokumentation i overensstemmelse med artikel 36-38 i forordning (EU) nr. 305/2011 med henblik på at angive de krav, som varen opfylder.

I så fald skal ydeevnedeklaration under dette punkt indeholde følgende:

a)  referencenummeret for den specifikke og/eller relevante tekniske dokumentation, der er anvendt, og

b)  de krav, varen opfylder.

Underskrift

Udfyld pladsen i den kantede parentes med de ønskede oplysninger og underskriften.

▼B




BILAG IV

PRODUKTOMRÅDER OG KRAV TIL TEKNISKE VURDERINGSORGANER



Tabel 1 —  Produktområder

KODE

PRODUKTOMRÅDE

1

FÆRDIGSTØBTE BYGGEVARER AF NORMAL-, LET- ELLER POREBETON

2

DØRE, VINDUER, SKODDER, LÅGER OG LIGNENDE BYGGEVARER

3

MEMBRANER, HERUNDER FLYDENDE PÅFØRTE OG SYSTEMER (TIL VAND- OG/ELLER VANDDAMPKONTROL)

4

VARMEISOLERINGSMATERIALER

KOMPOSITSYSTEMER TIL ISOLERING

5

BÆRELEJER

STIFTER TIL KONSTRUKTIONSSAMLINGER

6

SKORSTENE, RØGRØR OG SÆRLIGE BYGGEVARER

7

GIPSPRODUKTER

8

GEOTEKSTILER, GEOMEMBRANER OG RELATEREDE PRODUKTER

9

BEKLÆDNING/GLASFACADESYSTEMER MED KRAFTOVERFØRENDE KLÆBNING

10

FAST BRANDSLUKNINGSUDSTYR (BRANDALARM/BRANDDETEKTOR, FAST BRANDSLUKNING, BYGGEVARER TIL BRAND- OG RØGKONTROL OG EKSPLOSIONSUNDERTRYKKENDE BYGGEVARER)

11

SANITETSVARER

12

FAST VEJUDSTYR

13

BÆRENDE KONSTRUKTIONSDELE/-ELEMENTER AF TRÆ OG TILBEHØR

14

TRÆBASEREDE PLADER OG ELEMENTER

15

CEMENT, MURKALK OG ANDRE HYDRAULISKE BINDEMIDLER

16

ARMERINGS- OG FORSPÆNDINGSSTÅL TIL BETON (OG TILBEHØR),

EFTERSPÆNDINGSSYSTEMER

17

MURPRODUKTER OG DERTIL KNYTTEDE PRODUKTER

MURENHEDER, MØRTEL OG TILBEHØR

18

SPILDEVANDSTEKNISKE BYGGEVARER

19

GULVBELÆGNING

20

BÆRENDE KONSTRUKTIONSDELE AF METAL OG TILBEHØR

21

INDENDØRS OG UDENDØRS VÆG- OG LOFTSBEKLÆDNING — SYSTEMER TIL INDERVÆGGE

22

TAGDÆKNINGER, OVENLYS OG TILHØRENDE PRODUKTER

TAGSYSTEMER

23

VEJBYGNINGSPRODUKTER

24

TILSLAGSMATERIALER

25

LIM TIL BYGGERI

26

BYGGEVARER TIL BETON, MØRTEL OG INJEKTIONSMØRTEL

27

VARMEAPPARATER

28

RØR, TANKE OG HJÆLPEUDSTYR, DER IKKE ER I BERØRING MED DRIKKEVAND

29

BYGGEVARER I BERØRING MED DRIKKEVAND

30

PLANGLAS, PROFILGLAS OG PRODUKTER STØBT I GLAS

31

TRANSMISSIONSTOVE, STYREKABLER OG KOMMUNIKATIONSKABLER

32

TÆTNINGSMIDLER TIL SAMLINGER

33

BESLAG

34

BYGGESYSTEMER, -ENHEDER, PRÆFABRIKEREDE ELEMENTER

35

BRANDTÆTNENDE, BRANDISOLERENDE OG BRANDBESKYTTENDE BYGGEVARER, BRANDHÆMMENDE VARER



Tabel 2 —  Krav til tekniske vurderingsorganer

Kompetence

Kompetencebeskrivelse

Krav

1.  Risikoanalyse

Identifikation af mulige risici og fordele ved brug af innovative byggevarer, når der ikke findes etableret/konsolideret teknisk information om deres ydeevne, når de monteres i bygværker.

Et teknisk vurderingsorgan skal oprettes i henhold til national lovgivning og være en juridisk person. Det skal være uafhængigt af interessenterne og af særinteresser.

Desuden skal et teknisk vurderingsorgan have et personale, der besidder:

a)  objektivitet og sund teknisk dømmekraft

b)  et detaljeret kendskab til bestemmelser og andre krav, der er gældende i den medlemsstat, hvor det er udpeget, inden for de produktområder, som det udpeges for

c)  en generel forståelse for byggepraksis og detaljeret teknisk viden inden for de produktområder, som det udpeges for

d)  et detaljeret kendskab til særlige risici i byggeprocessen og tekniske aspekter i forbindelse hermed

e)  et detaljeret kendskab til eksisterende harmoniserede standarder og prøvningsmetoder inden for de produktområder, som det udpeges for

f)  tilstrækkelige sprogkundskaber.

Aflønningen af det tekniske vurderingsorgans personale må ikke være afhængig af antallet af foretagne vurderinger eller af resultatet af disse vurderinger.

2.  Fastsættelse af tekniske kriterier

Omsætning af resultaterne af risikoanalysen i tekniske kriterier til vurdering af byggevarers opførsel og ydeevne med hensyn til opfyldelse af gældende nationale krav;

levering af den tekniske information, der er nødvendig for dem, der indgår i byggeprocessen som potentielle brugere af byggevarerne (fabrikanter, konstruktører, entreprenører, montører).

3.  Fastsættelse af vurderingsmetoder

Udarbejdelse og validering af passende metoder (prøvninger eller beregninger) til vurdering af ydeevnen for byggevarers væsentlige egenskaber, under hensyntagen til den seneste udvikling.

4.  Fastsættelse af fabrikkens egen produktionskontrol

Forståelse og vurdering af fremstillingsprocessen for den specifikke byggevare for at identificere passende foranstaltninger til at sikre varens konstans gennem den givne fremstillingsproces.

Et teknisk vurderingsorgan skal råde over personale med passende kendskab til forholdet mellem fremstillingsprocessen og byggevarens egenskaber i relation til fabrikkens egen produktionskontrol.

5.  Vurdering af byggevaren

Vurdering af ydeevnen for byggevarers væsentlige egenskaber på grundlag af harmoniserede metoder og i forhold til harmoniserede kriterier.

Ud over kravene i punkt 1, 2 og 3 skal et teknisk vurderingsorgan have adgang til de nødvendige midler og udstyr til vurdering af ydeevnen for byggevarers væsentlige egenskaber inden for de produktområder, som det skal udpeges for.

6.  Generel ledelse

Sikring af konsekvens, pålidelighed, objektivitet og sporbarhed gennem konstant anvendelse af passende ledelsesmetoder.

Et teknisk vurderingsorgan skal være i besiddelse af:

a)  dokumenteret erfaring med overholdelse af god administrativ adfærd

b)  en politik og understøttende procedurer til sikring af fortrolighed med hensyn til følsomme oplysninger inden for det tekniske vurderingsorgan og i samarbejdet med dets partnere

c)  et dokumentkontrolsystem, der sikrer registrering, sporbarhed, vedligeholdelse og arkivering af alle relevante dokumenter

d)  en mekanisme for intern revision og gennemgang af ledelsesforhold for at sikre regelmæssig kontrol af overensstemmelse med passende ledelsesmetoder

e)  en procedure til objektiv behandling af indsigelser og klager.

▼M1




BILAG V

VURDERING OG KONTROL AF YDEEVNENS KONSTANS

1.   SYSTEMER TIL VURDERING OG KONTROL AF YDEEVNENS KONSTANS

Fabrikanten udarbejder ydeevnedeklarationen og bestemmer varetypen på grundlag af de vurderinger og kontroller af ydeevnens konstans, der er udført under følgende systemer:

1.1.    System 1+

a) 

Fabrikanten gennemfører:

i) 

fabrikkens egen produktionskontrol

ii) 

yderligere prøvning af stikprøver udtaget på fabrikationsanlægget af fabrikanten i henhold til den fastlagte afprøvningsplan.

b) 

Det notificerede produktcertificeringsorgan træffer afgørelse om udstedelse, begrænsning, suspendering eller inddragelse af attesten for byggevarens ydeevnes konstans på grundlag af resultatet af følgende vurderinger og kontroller foretaget af organet selv:

i) 

en vurdering af byggevarens ydeevne udført på grundlag af prøvning (herunder stikprøveudtagning), beregning, tabelværdier eller deskriptiv dokumentation for byggevaren

ii) 

indledende inspektion af fabrikationsanlægget og fabrikkens egen produktionskontrol

iii) 

løbende overvågning, vurdering og evaluering af fabrikkens egen produktionskontrol

iv) 

kontrolafprøvning af stikprøver udtaget på fabrikationsanlægget eller på fabrikantens opbevaringsfaciliteter af det notificerede produktcertificeringsorgan.

1.2.    System 1

a) 

Fabrikanten gennemfører:

i) 

fabrikkens egen produktionskontrol

ii) 

yderligere prøvning af stikprøver udtaget på fabrikationsanlægget af fabrikanten i henhold til den fastlagte afprøvningsplan.

b) 

Det notificerede produktcertificeringsorgan træffer afgørelse om udstedelse, begrænsning, suspendering eller inddragelse af attesten for byggevarens ydeevnes konstans på grundlag af resultatet af følgende vurderinger og kontroller foretaget af organet selv:

i) 

en vurdering af byggevarens ydeevne udført på grundlag af prøvning (herunder stikprøveudtagning), beregning, tabelværdier eller deskriptiv dokumentation for byggevaren

ii) 

indledende inspektion af fabrikationsanlægget og fabrikkens egen produktionskontrol

iii) 

løbende overvågning, vurdering og evaluering af fabrikkens egen produktionskontrol.

1.3.    System 2+

a) 

Fabrikanten gennemfører:

i) 

en vurdering af byggevarens ydeevne på grundlag af prøvning (herunder stikprøveudtagning), beregning, tabelværdier eller deskriptiv dokumentation for byggevaren

ii) 

fabrikkens egen produktionskontrol

iii) 

prøvning af stikprøver udtaget på fabrikationsanlægget af fabrikanten i henhold til den fastlagte afprøvningsplan.

b) 

Det notificerede certificeringsorgan til fabrikkens egen produktionskontrol træffer afgørelse om udstedelse, begrænsning, suspendering eller inddragelse af overensstemmelsesattesten for fabrikkens egen produktionskontrol på grundlag af resultatet af følgende vurderinger og kontroller foretaget af organet selv:

i) 

indledende inspektion af fabrikationsanlægget og fabrikkens egen produktionskontrol

ii) 

løbende overvågning, vurdering og evaluering af fabrikkens egen produktionskontrol.

1.4.    System 3

a) 

Fabrikanten gennemfører fabrikkens egen produktionskontrol

b) 

Det notificerede laboratorium vurderer ydeevnen på grundlag af prøvning (baseret på stikprøveudtagning foretaget af fabrikanten), beregning, tabelværdier eller deskriptiv dokumentation for byggevaren.

1.5.    System 4

a) 

Fabrikanten gennemfører:

i) 

en vurdering af byggevarens ydeevne på grundlag af prøvning, beregning, tabelværdier eller deskriptiv dokumentation for byggevaren

ii) 

fabrikkens egen produktionskontrol.

b) 

Ingen opgaver kræver notificerede organers deltagelse.

1.6.    Byggevarer, for hvilke der er udstedt en europæisk teknisk vurdering

Notificerede organer, der udfører opgaver under system 1+, 1 og 3, samt fabrikanter, der udfører opgaver under system 2+ og 4, betragter den europæiske tekniske vurdering, der er udstedt for den pågældende byggevare, som vurderingen af den pågældende byggevares ydeevne. Derfor udfører notificerede organer og fabrikanter ikke de opgaver, der er omhandlet i henholdsvis punkt 1.1, litra b), nr. i), punkt 1.2, litra b), nr. i), punkt 1.3, litra a), nr. i), punkt 1.4, litra b), og punkt 1.5, litra a), nr. i).

2.   ORGANER INVOLVERET I VURDERING OG KONTROL AF YDEEVNENS KONSTANS

Der skelnes funktionelt mellem følgende notificerede organer involveret i vurdering og kontrol af byggevarers ydeevnes konstans:

1) 

produktcertificeringsorgan: et organ, der i overensstemmelse med kapitel VII er notificeret til at udføre certificering af ydeevnens konstans

2) 

certificeringsorgan til fabrikkens egen produktionskontrol: et organ, der i overensstemmelse med kapitel VII er notificeret til at udføre certificering af fabrikkens egen produktionskontrol

3) 

laboratorium: et organ, der i overensstemmelse med kapitel VII er notificeret til at måle, undersøge, prøve, beregne eller på anden måde vurdere byggevarers ydeevne.

3.   HORISONTALE NOTIFICERINGER: VÆSENTLIGE EGENSKABER, I FORBINDELSE MED HVILKE DER IKKE KRÆVES REFERENCE TIL EN RELEVANT HARMONISERET TEKNISK SPECIFIKATION

1) 

reaktion ved brand

2) 

brandbestandighed

3) 

udvendige brandmæssige egenskaber

4) 

akustisk ydeevne

5) 

emission af farlige stoffer.



( 1 ) EFT L 124 af 20.5.2003, s. 36.

( 2 ) EFT L 357 af 31.12.2002, s. 1.

( 3 ) EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

( 4 ) EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1.

( 5 ) EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2.

( 6 ) EFT L 136 af 31.5.1999, s. 1.

Top