Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Den arktiske region — ny dagsorden for EU’s politik

RESUMÉ AF:

Fælles meddelelse (JOIN(2016) 21 final) — En integreret EU-politik om Arktis

HVAD ER FORMÅLET MED DEN FÆLLES MEDDELELSE?

Den fastlægger generelle retningslinjer for en ny politik for Den Europæiske Union (EU) vedrørende den arktiske region1, som vil fokusere på tre hovedområder:

  1. klimaforandringer og miljøbeskyttelse
  2. bæredygtig udvikling og
  3. internationalt samarbejde.

HOVEDPUNKTER

Klimaforandringer og miljøbeskyttelse

Klimaforandringer i regionen sker hurtigere og er mere omfattende end nogensinde. Fortsætter opvarmningen, kan isfri somre i Arktis være en realitet allerede om 20 til 40 år.

Den arktiske region bidrager også selv til klimaforandringerne på grund af den gradvise frigivelse af metangas, i takt med at området opvarmes.

For at hjælpe den arktiske befolkning med at udvikle en ambitiøs klimatilpasningspolitik er EU klar til at arbejde sammen med landene i den arktiske region, lokalbefolkningerne og de oprindelige samfund om at:

  • definere internationale foranstaltninger, der skal begrænse udledning af sodpartikler2 og metan
  • støtte international adgang til forskningsfaciliteter i den arktiske region (med forsøgsstationer, forskningsfartøjer, satellitobservationer via Copernicus-programmet)
  • skabe et netværk af beskyttede havområder og en international aftale om at forebygge ureguleret fiskeri i den centrale del af Det Arktiske Ocean.

Bæredygtig udvikling

EU kan bidrage til at dække Arktis’ behov for bedre socioøkonomiskmodstandsdygtighed 3 med projekter inden for videnskab, forskning og innovation.

Da den arktiske region lider af underinvestering, vil EU’s strategi være at:

  • omdirigere EU-finansieringsinstrumenter, så udvikling inden for innovation og infrastruktur støttes med henblik på at forbedre trafikforbindelser og hjælpe virksomheder
  • omstille Copernicus-programmet og målrette forskningen mod sikkerhed til søs gennem overvågning og kontrol af skibstrafikken.

Internationalt samarbejde

EU vil fortsat deltage i internationale fora, der er relevante for Arktis, såsom Arktisk Råd, Det Euro-arktiske Barentsråd og Den Nordlige Dimension. EU vil også:

  • samarbejde med andre lande såsom Indien, Japan og Kina om videnskab og forskning
  • rådføre sig med de oprindelige befolkninger og lokalsamfundene i Arktis for at sikre, at deres rettigheder bliver respekteret, og deres synspunkter afspejles i gennemførelsen af EU’s politikker.

EU-finansiering

EU er en af de største bidragydere til arktisk forskning: Siden 2002 er der blevet tildelt 200 mio. EUR fra EU’s budget.

I løbet af perioden fra 2014 til 2020 er mere end 1 mia. EUR fra de europæiske struktur- og investeringsfonde blevet investeret i området på strategiske nøgleområder som forskning og innovation, støtte til små virksomheder og ren energi.

BAGGRUND

I 2014 bad Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet Kommissionen og EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om at udvikle en mere sammenhængende tilgang for EU-foranstaltninger og -finansieringsprogrammer i Arktis. Den integrerede politik for Arktis er EU’s seneste redegørelse vedrørende fortsat støtte til den arktiske region og er en opfølgning på meddelelse om politikker fra 2008 og opdatering og overblik over aktiviteter fra 2012.

Se desuden:

* VIGTIGE BEGREBER

  1. Den arktiske region: dækker området rundt om Nordpolen, nord for polarcirklen og omfatter Det Arktiske Ocean og områder tilhørende de otte arktiske lande: Canada, Danmark (herunder Færøerne og Grønland), Den Russiske Føderation, Finland, Island, Norge, Sverige og USA.
  2. Sodpartikler: kulstof produceret både naturligt og ved menneskelig aktivitet som følge af ufuldstændig forbrænding af fossile brændstoffer, biobrændstoffer og biomasse. Det medfører en høj grad af atmosfærisk opvarmning og kan være årsagen til mere end 30 % af den seneste opvarmning i Arktis.
  3. Socioøkonomisk modstandsdygtighed: et lands evne til at reagere på påvirkninger, der skyldes klimaforandringerne.

HOVEDDOKUMENT

Fælles meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet: En integreret EU-politik om Arktis (JOIN(2016) 21 final af )

seneste ajourføring

Top