EU-rettens forrang (præcedens)

Princippet om EU-rettens forrang (også kaldet »præcedens«) er baseret på idéen om, at hvis der opstår en konflikt mellem et aspekt i EU-retten og et aspekt i lovgivningen i en medlemsstat i Den Europæiske Union (EU) (national ret), har EU-retten forrang. Hvis dette ikke var tilfældet, kunne medlemsstaterne blot lade national ret have forrang over primær og afledt EU-lovgivning, og EU’s politikker ville ikke kunne forfølges i praksis.Princippet om EU-rettens forrang er udviklet over tid ved hjælp af Den Europæiske Unions Domstols praksis (retspraksis). Det er ikke indarbejdet i EU-traktaterne, men der er en kort erklæring knyttet som bilag til Lissabontraktaten i denne henseende.I Van Gend en Loos mod Nederlandse Administratie der Belastingen (sag 26/62) udtalte Domstolen, at lovgivning vedtaget af EU-institutioner kan skabe juridiske rettigheder, som kan håndhæves af såvel fysiske som juridiske personer ved medlemsstaternes domstole. EU-retten har derfor direkte virkning.

I Costa mod ENEL (Sag 6/64) videreførte Domstolen princippet om direkte virkning og formulerede idéen om, at traktaternes formål ville blive undermineret, hvis EU-ret kunne underordnes national ret. Da medlemsstaterne har overført visse beføjelser til EU, har de begrænset deres suverænitet, og hvis EU-retsakterne skal kunne gøres gældende, skal de have forrang over alle bestemmelser i national ret, herunder forfatninger.Yderligere eksempler på sager, hvor Domstolen har fastslået EU-rettens forrang, omfatter:

• Internationale Handelsgesellschaft mbH mod Einfuhr- und Vorratsstelle fur Getreide und Futtermittel (sag 11/70);
• Amministrazione delle Finanze dello Stato mod Simmenthal SpA (sag 106/77);
• Marleasing SA mod La Comercial Internacional de Alimentacion SA (sag C-106/89).

I disse sager har Domstolen præciseret, at EU-rettens forrang skal anvendes på alle nationale retsakter, uanset om de er vedtaget før eller efter den pågældende EU-retsakt. I tilfælde, hvor EU-ret har forrang i konflikter med national ret, betyder det ikke, at de nationale bestemmelser automatisk annulleres eller ugyldiggøres. Nationale myndigheder og domstole skal dog afvise at anvende disse bestemmelser, så længe de EU-retsakter, der tilsidesætter dem, er i kraft.

Princippet om forrang tilstræber således at sikre, at befolkningen er beskyttet på samme måde af EU-retten i hele EU.Det skal bemærkes, at EU-rettens forrang kun finder anvendelse, hvor medlemsstaterne har afgivet suverænitet til EU — områder som det indre marked, miljø, transport osv. Den finder imidlertid ikke anvendelse på områder som uddannelse, kultur eller turisme.