52019IE2446

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EUROPA
EUR-Lex home
EUR-Lex - 52019IE2446 - EN

Help

Search tips

Need more search options? Use the Advanced search

Document 52019IE2446

Help

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om, at ingen skal lades i stikken ved gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling(Initiativudtalelse)

EESC 2019/02446

EUT C 47 af , pp. 30–37 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

HTML

PDF

Official Journal

11.2.2020

Den Europæiske Unions Tidende

C 47/30

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om, at ingen skal lades i stikken ved gennemførelsen af 2030-dagsordenen for bæredygtig udvikling

(Initiativudtalelse)

(2020/C 47/05)

Ordfører: Peter SCHMIDT

Medordfører: Lutz RIBBE

Plenarforsamlingens beslutning	21.2.2019
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 32, stk. 2 Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab
Vedtaget på plenarforsamlingen	31.10.2019
Plenarforsamling nr.	547
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	159/21/16

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1.

FN's mål for bæredygtig udvikling (verdensmålene) baner vejen for en bedre og mere bæredygtig fremtid for alle. Verdensmålene er bygget op omkring en forpligtelse til at sikre, at ingen skal lades i stikken i forbindelse med omstillingen til en bæredygtig og modstandsdygtig vej, hvilket sker ved at nå ud til de dårligst stillede først, og at et mål ikke betragtes som værende opnået, medmindre det er opnået af alle.

1.2.

EØSU mener, at der bør tages hånd om de sociale hensyn i fuld synergi med de miljømæssige og økonomiske hensyn. Gennemførelsen af målene for bæredygtig udvikling i EU forudsætter en sammenlægning mellem de sociale og de økonomiske og miljømæssige dimensioner af bæredygtighed, en systemisk ændring og en overvindelse af den silotænkning, der er almindelig udbredt i EU's nuværende strategier. Værdien af at definere foranstaltninger og politikker på grundlag af den flerdimensionelle linse, som 2030-dagsordenen udgør, kan ikke fornægtes. Det er helt afgørende at tage fat på det sociale spørgsmål i gennemførelsen af denne dagsorden.

1.3.

Sammenlignet med miljømæssige eller økonomiske dimensioner er både de sociale problemstillinger og den regionale sammenhæng indtil nu mest af alt blevet betragtet som separate politikker frem for en egentlig integreret del af bæredygtighedspolitikken. Definitionen af den sociale dimension i en omfattende bæredygtighedspolitik er ikke blot, at den videreudvikler de traditionelle socialpolitikker (såsom større velfærdsbetalinger), men i højere grad bidrager til retfærdighed og økonomisk engagement — til fordel for menneskerne og regionerne.

1.4.

Overgangen til en bæredygtig, kulstofneutral og ressourceeffektiv økonomi forudsætter grundlæggende ændringer i vores samfund og i vores økonomi. Disse ændringer medfører muligheder, men også risici. Når ingen skal lades i stikken, betyder det, at alle medlemmer af samfundet og især dem, der er yderligere bagud, har en reel chance for at gribe chancen og er godt forberedt på at håndtere risiciene. Dette kræver en aktiv politik. I forbindelse hermed er det de mest sårbare samfundsgrupper samt de dårligst stillede regioner og territorier, der har behov for særlig opmærksomhed.

1.5.

Når ingen skal lades i stikken, medfører det især, at så mange mennesker som muligt sættes i stand til at spille en positiv rolle som aktive borgere, så der skabes størst mulig adgang til investeringer, en ny livsstil, forbrugsmønstre og en bæredygtig teknologi for alle mennesker, grupper og regioner i omstillingsprocessen. Omstillingen til bæredygtighed kan og må ikke påtvinges ovenfra. Den bliver kun vellykket, hvis den er baseret på bred støtte og aktiv deltagelse af alle.

1.6.

For at gennemføre alle verdensmålene og princippet om, at ingen skal lades i stikken, opfordrer EØSU Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og medlemsstaterne til at:

—

oprette en europæisk grøn og social aftale som led i den overordnede »EU 2050 strategi for bæredygtig udvikling«, der reelt afkobles fra overforbrug af naturressourcer, hvis centrale mål er at øge borgernes velfærd. EØSU glæder sig over, at den nye Kommission agter at lancere en europæisk grøn aftale. EØSU insisterer på, at denne bør omfatte de sociale dimensioner

—

foretage en systematisk vurdering af de potentielle negative/positive bivirkninger ved omstillingen, som Europas befolkning (navnlig de fattige og sårbare grupper) samt strukturelt svage regioner oplever, og opnå en større forståelse for drivkraften bag bæredygtighed og ulighed på tværs af generationer

—

etablere passende styringsstrukturer og -redskaber til gennemførelse af verdensmålene og den europæiske grønne og sociale aftale, f.eks. ved hjælp af det europæiske semester, bedre regulering og den flerårige finansielle ramme, herunder samhørighed og sociale fonde med henblik på at fremme omstillingen

—

udvikle en bredere forståelse af »retfærdig omstilling« (ud over kul) og gennemføre den europæiske søjle for sociale rettigheder fuldt ud til støtte herfor, samtidig med at der gennemføres reformer af omfordelingssystemer (skræddersyet beskatning, social beskyttelse og bæredygtige og sociale investeringer) samt balance mellem arbejdsliv og privatliv og ligestilling mellem kønnene

—	sikre lige adgang samt lige muligheder med hensyn til passende uddannelse for alle

—	fjerne de hindringer, der står i vejen for den aktive deltagelse for de borgere, som ikke har den fornødne finansielle og sociale kapital, viden og information eller adgang til muligheder

—	indføre politikker, der både gavner borgerne og beskytter miljøet, f.eks. planer for luftforurening, der prioriterer sårbare grupper, grønne sociale boligpolitikker osv.

—	fremme en social og kollaborativ økonomi inden for omstillingen til bæredygtighed (f.eks. færdigheder, cirkulær økonomi, energiomstilling, fremme af kooperativer)

—	støtte SMV'erne, således at de lykkes med omstillingen og opnår en bæredygtig konkurrenceevne igennem bedre adgang til færdigheder, finansiering, innovation og teknologi

—	forbedre skabelsen af kvalitetsjob

—	udforme en strategi, der sikrer, at ikke alene byerne, men også landdistrikterne bliver mere inkluderende, modstandsdygtige og bæredygtige

—	styrke klimabeskyttelse og -tilpasning i Europa for at bekæmpe ørkendannelse og behandle emner som vandknaphed og affolkning

—	give unge og kommende generationer en meningsfuld stemme samt indflydelse, når der træffes beslutninger om bæredygtighed

—	fremme en bæredygtig handelspolitik, som internaliserer de positive og negative sociale og miljømæssige eksternaliteter ved handel.

2. Indledning

2.1.

I alt for lang tid har man ikke i tilstrækkelig grad taget hensyn til den sociale dimension af bæredygtighed, hverken globalt eller i EU. Sammenlignet med den miljømæssige og økonomiske dimension er både de sociale problemstillinger og den regionale sammenhæng indtil nu mest af alt blevet betragtet som separate politikker frem for en egentlig integreret del af bæredygtighedspolitikken, samtidig med at udbredte sociale uligheder og regionale skævheder fortsat eksisterer i Europa og i visse områder endda forværres. Hidtil har politikkerne betydet, at mennesker, grupper og regioner er blevet ladt i stikken, hvilket har betydet, at klodens begrænsninger ikke er blevet overholdt, og at de grundlæggende sociale behov blandt store dele af EU's befolkning ikke er blevet opfyldt. EU stilles ofte til ansvar for de store kløfter mellem løfterne i samhørigheds- og socialpolitikkerne og de egentlige tiltag.

2.2.

Man hverken kan eller bør se bort fra de stigende positive og negative sammenhænge mellem de økonomiske, sociale og miljømæssige udfordringer. De seneste protester på tværs af Europa bør ikke opfattes som et tegn på, at offentligheden som helhed direkte afviser reformer. De er derimod udtryk for den frygt, som mange mennesker, der allerede er utilfredse med deres nuværende situation, føler, og det er de samme mennesker, som nu også frygter, at de krævede omstillinger, de står over for, eksempelvis i forbindelse med omstillingen til en kulstofneutral økonomi, igen vil ske på deres bekostning.

2.3.

Derfor bør en ny politisk ramme for bæredygtig udvikling analysere manglerne ved de nuværende ikkebæredygtige politikker og føre til en ny grøn og social aftale, som på meningsfuld vis imødekommer befolkningens bekymringer gennem praktiske løsninger. En retfærdig fordeling af byrden og fordelene er det første skridt i retningen mod at opnå bredest mulig accept blandt offentligheden og opbakning til disse samfundsmæssige foranstaltninger. At folk deltager i omstillingen på en positiv måde, vil mindske risikoen for endnu større utilfredshed, modstand eller politisk resignation, f.eks. ved at folk undlader at stemme. Der er ingen tvivl om, at den manglende deltagelse bidrager til et skifte mod ekstremisme, populisme, racisme og nationalisme i vores samfund, sådan som det nu kan konstateres i mange EU-medlemsstater.

2.4.

Vi kan ikke løse miljøkrisen, før der bliver taget hånd om den sociale dimension, og omvendt: vi har behov for en samfundsmæssig debat for at kunne acceptere, at den sociale dimension skal prioriteres mindst lige så højt som de økonomiske og miljømæssige dimensioner.

2.5.

Udvalget gentager, at når ingen skal lades i stikken, så hverken må eller kan det udelukkende være et spørgsmål om privatpersoners særlige bekymringer og deres økonomiske situation og forhold (1). Det drejer sig også om husstande, lokalsamfund, regioner, sektorer og mindretal, der bliver ladt i stikken og føler sig overladt til dem selv — f.eks. når offentlige tjenester lukkes eller forringes, og når selv væsentlige tjenester ikke er tilgængelige eller økonomisk overkommelige (det drejer sig ikke kun om penge). Det starter med den fysiske infrastruktur (transport, telekommunikation og internettet), hvorefter det rammer uddannelse, sundhedspleje og social hjælp samt fritidsaktiviteter såvel som administrative tjenesteydelser, de retshåndhævende myndigheder og politiet osv.

2.6.

Når ingen skal lades i stikken, betyder det, at borgerne igen sættes i stand til at fungere som aktive borgere, så der skabes størst mulig åbenhed, og at mennesker, grupper og regioner inddrages i omstillingsprocessen.

2.7.

Det at ingen skal lades i stikken er desuden noget, der når ud til kommende generationer i tråd med definitionen på bæredygtig udvikling, der blev fastlagt i Brundtlandrapporten (2). EØSU mener, at den nuværende europæiske politiske ramme og økonomi går ud over de unge og de kommende generationer og glæder sig over, at især unge nu klart giver udtryk for deres bekymringer, f.eks. gennem bevægelsen »fredage for fremtiden«.

2.8.

Idet befolkningen skal opmuntres til at konfrontere den kommende omstillingsproces uden at frygte den, bør de politiske ledere på alle niveauer puste nyt liv i princippet »ingen skal lades i stikken«. Dette skyldes, at omstilling er ensbetydende med forandring — og det vil på ingen måde være alle, der vil kunne trække sig sejrrigt ud af omstillingen til bæredygtighed. Det er derfor både forkert og uklogt blot at tale om »win-win«- eller sågar »win-win-win«-situationer. Selv om det vil gavne samfundet som helhed, vil omkostningerne og fordelene ikke blive ligeligt fordelt uden politisk intervention, der tager sigte på at sikre, at ingen skal lades i stikken.

3. Bekymrende tendenser vedrørende de sociale og miljømæssige uligheder i Europa

3.1.

Europa har et meget højt niveau af menneskelig udvikling, og borgernes forventede levetid er blandt de højeste i verden. Europa har dog stadig lang vej endnu med hensyn til at opfylde verdensmålenes sociale dimension. Ifølge de seneste tilgængelige data fra Eurostat (3) var 109,2 mio. mennesker eller 21,7 % af EU's befolkning fattigdomstruet eller i fare for social udstødelse i 2018. Børn og minoritetsgrupper er dem, der er mest udsatte. Procentdelen af EU's befolkning, der lider alvorlige materielle afsavn, som er en endegyldig måde at måle fattigdom på, er faldet fra 8,5 % i 2008 til 5,8 % i 2018 (4), men det er stadig langt fra Europa 2020-målet.

3.2.

Andelen af kvinder i beskæftigelse er blot 67,5 % (5) i forhold til mænd, hvor andelen udgør 73 % (blot 55 % af kvinder med tre eller flere børn er i beskæftigelse i forhold til mænd, hvor andelen udgør 85 %) (6); 32 % af kvinderne arbejder på deltid (7), hvor det for mænds vedkommende kun er 8 %. I 2017 var kvinders bruttotimeløn i gennemsnit 16 % lavere end for mænd i EU på grund af en kombination af stereotyper, segregation på uddannelses- og arbejdsmarkedet, at ledelse og tilsynsstillinger hovedsageligt varetages af mænd, længere perioder uden for arbejdsmarkedet, ubetalt plejeansvar og løndiskrimination (8). Manglende (børne)pasningstilbud er fortsat en vigtig årsag til, at kvinder ikke er en del af arbejdsstyrken. Én ud af tre inaktive kvinder (31,7 %) udtalte, at deres inaktivitet skyldtes omsorgsforpligtelser, hvorimod andelen for inaktive mænd blot udgør 4,6 %. Den kønsbestemte lønforskel bliver større i løbet af karrieren og livet, hvilket fører til en forbløffende kønsbestemt forskel på 39 % med hensyn til forskel i pension, og den kønsbestemte lønforskel er størst i den ældste aldersgruppe (65 år eller derover) (9).

3.3.

Når det drejer sig om formue, er der endnu større forskel: 10 % af de mest velhavende husholdninger ejer 50 % af den samlede formue, mens 40 % af de mindst velstillede blot ejer lidt over 3 % (10). Indkomstandelen for de mindst velstillede 40 % af befolkningen for så vidt angår den samlede ækvivalerede disponible indkomst har stabiliseret sig på et lavt niveau, som i 2017 udgjorde 21,1 % (Eurostat SDG 2019). Der er også stor forskel på indkomstfordelingen i EU: i 2016 tjente de 20 % mest velstillede af befolkningen (med den højeste indkomst) 5,2 gange så meget som de mindst velstillede 20 % (11).

3.4.

De fattige bliver endvidere fattigere: omfanget eller graden af fattigdommen (dvs. hvor langt under tærsklen indkomsten for de fattigdomstruede mennesker er) var for EU som helhed i 2016 på 25 %. Det vil sige, at halvdelen af dem, der lever under fattigdomsgrænsen, som minimum var 25 % under den relevante tærskel for fattigdomstruet (12).

3.5.

Ifølge (en del af) den evidens, der er tilgængelig, har husholdninger med lave indkomster en tendens til at bo i miljøer, der er mindre sunde end dem, som husholdninger med højere indkomster er bosat i, og de er sårbare på flere områder. Fattigere husholdninger har også større udfordringer for så vidt angår at få råd til energi og mobilitet (13). Der er ingen lighed blandt borgerne i Europa, når det kommer til eksponering for forurening eller andre miljømæssige farer (14).

3.6.

Selv om de økonomiske forskelle mellem landene i EU er blevet mindre igennem tiden, er der fortsat markante forskelle blandt medlemsstaterne (15), idet andelen af befolkningen, som er fattigdomstruet, spænder fra 32,8 % (Bulgarien) til 12,2 % (Tjekkiet) (16). Der er 25,8 % forskel på husholdningernes disponible indkomster på tværs af EU, hvor det højeste niveau forefindes i de nordlige og vestlige lande, og det laveste niveau i de østlige og sydlige lande. Der er også store forskelle blandt medlemsstaterne på arbejdsløshedsprocenter og forekomsten af alvorlige materielle afsavn (17). Overordnet set er 64,9 % af den arbejdsløse del af befolkningen i EU udsat, og omfanget spænder fra 81,8 % i Tyskland til 51,5 % i Polen (18).

3.7.

Uligheder er et resultat af vores nuværende økonomiske situation. »Trickle-down«-teorien om vækst til ligelig gavn for alle afspejler ikke virkelighedens Europa: det er reelt set ikke alle, der har fået lige stor gavn af den europæiske vækst, idet fordelene for husholdninger med højere indkomster er langt større end for de nederste 40 % af befolkningen. Mange mennesker kæmper for overlevelse, samtidig med at en meget lille andel nyder godt af størstedelen af den velstand, vi alle bidrager til at skabe.

4. Den bæredygtige omstillings differentierede virkninger

4.1.

Omstillingen til bæredygtighed sker ikke blot som følge af et behov for at behandle vores naturressourcer mere omhyggeligt og ansvarsfuldt. Der er også en stigende mængde evidens for det økonomiske potentiale. Det globale marked for kulstoffattige varer og tjenesteydelser bliver hastigt større. Nogle af de arbejdspladser, der skabes i den kulstoffattige økonomi, er placeret i regioner og sektorer, hvori der i årtier er blevet underinvesteret. En mere cirkulær økonomi kan bidrage til ressourceeffektivitet, mindske de negative miljømæssige indvirkninger og øge beskæftigelsen, herunder ved at flytte aktiviteter tilbage til Europa og de enkelte medlemsstater, hvilket også omfatter de dårligst stillede områder. I en nylig undersøgelse skønnes der at være en stigning i nettobeskæftigelsen på ca. 650 000-700 000 arbejdspladser inden 2030 som følge af politikker for cirkulær økonomi (19). Vi bør sikre, at alle mennesker har adgang hertil, og at disse arbejdspladser er af høj kvalitet. Omstillingen til en klimaneutral økonomi forventes at skabe yderligere 1,2 mio. arbejdspladser i EU inden 2030 i tillæg til de 12 mio. nye arbejdspladser, der allerede forventes. Omstillingen kan mindske den igangværende jobpolarisering, der skyldes automatisering og digitalisering, ved også at skabe job i den midterste del af skalaen for fordeling af løn og færdigheder, navnlig inden for byggeri og fremstilling (20). Alle sektorer vil blive påvirket, og det forventes, at bilindustrien og landbruget vil være de områder, der bliver hårdest ramt.

4.2.

Vi fortsætter ikke desto mindre med at se enorme konkurrenceforvridninger, fordi den eksisterende ramme for vores markedsøkonomi ikke formår at forhindre, at naturressourcer spildes, forurenes eller destrueres. Disse forvridninger sker ikke alene på bekostning af miljøet, de hindrer også hurtig udbredelse af nye og bæredygtige økonomiske muligheder. De forefindes både på europæisk og internationalt plan. Der må hverken i politikken for det indre marked eller i handelspolitikken være konkurrencemæssige fordele, som kan udnyttes ved at agere uansvarligt i relation til menneskers trivsel eller ved at plyndre naturressourcerne. EØSU glæder sig derfor over, at den nye kommissionsformand eksempelvis har opfordret til at indføre en CO2-grænseafgift, under forudsætning af at den pågældende ordning er udformet med henblik på at fremskynde omstillingen til bæredygtighed og opnå større social retfærdighed. Som en solid langsigtet løsning anser EØSU det for vigtigt, at EU stræber efter et globalt prissætningssystem for CO2.

4.3.

Skattesystemerne i EU's medlemsstater har det problem, at de i overvejende grad er afhængige af beskatning af arbejdskraft. Miljøafgifter udgjorde faktisk kun 6,3 % af de samlede skatteindtægter i 2016, hvorimod beskatning af arbejde udgjorde 49,8 % af det samlede beløb. En holistisk tilgang til skattereformer, der er tilpasset verdensmålene, kan rent faktisk flytte fokus væk fra arbejde og over på beskatning af alt for stor rigdom, forbrug, forurening eller digitalisering (21). Et sådant skifte skal tage hensyn til de stigende indkomstuligheder i Europa samt sammenhængen mellem indkomstniveau og CO2-fodaftryk. Miljøafgifter bør faktisk udformes, så de sikrer en ændring i adfærden blandt de største forbrugere, samtidig med at de negative indvirkninger på indkomst og ulighed i formuer mindskes. Det kan eksempelvis have en fordelagtig indvirkning på indkomstulighed og sociale resultater at stoppe udbetalingen af tilskud til fossile energiressourcer, indføre CO2-priser og tildele de respektive overskud til udviklingen af offentlig transport.

4.4.

Det er kun, hvis EU laver sit hjemmearbejde på dette område, at man får troværdighed til at kunne handle som en global leder på bæredygtighedsområdet. Dette er for det første en forudsætning for at kunne drage fordel af de hurtigt voksende fremtidige markeder, f.eks. på områderne for cirkulær økonomi, grøn teknologi, bioteknologi og bæredygtig finansiering. Samtidig hermed bidrager en forpligtelse til bæredygtighed på globalt plan til at opnå EU's politiske målsætninger på andre områder (såsom håndtering af årsagerne til migration, retfærdig global handel og reduktion af afhængigheden af lande med store oliebeholdninger set ud fra et udlændingepolitisk synspunkt).

4.5.

Omstillingen til bæredygtighed kræver dog store offentlige og private investeringer eller et højt forbrug af varige forbrugsgoder, hvilket vil kunne betale sig i det lange løb — på husholdnings-, virksomheds- og myndighedsniveau samt på det regionale plan og landeniveau. Det afgørende spørgsmål inden for social bæredygtighed er: hvem kan investere eller anvende disse penge? Svaret afgør, hvem der nyder godt af de identificerede økonomiske fordele — og hvem der ikke gør. Den sociale bæredygtighed er i fare, hvis:

—	alene de større virksomheder er i stand til at investere, og SMV'erne ikke er

—	opstartsvirksomheder ikke har adgang til de fremtidige markeder i en bæredygtig økonomi

—	det alene er den offentlige sektor i de velstillede og ikke i de strukturelt svage regioner, der har budgettet til at kunne skabe infrastrukturer, som er egnet til bæredygtighed

—

vigtigst af alt, folk med lavere indkomst og færre finansielle ressourcer, lavere uddannelsesniveau og mindre viden, lavere indtjeningsevne, mindre social kapital og selvtillid ikke har, eller har opfattelsen af ikke at have, reelle muligheder for at investere eller ændre deres forbrugsmønstre til mere bæredygtige mønstre. I et sådant scenarie er de eneste, der drager fordel af den bæredygtige omstilling, dem, som i forvejen klarer sig godt. De sociale uligheder og uretfærdigheder vil i så fald blive større og det samme vil de regionale skævheder.

4.6.

Det, der definerer social bæredygtighed, er ikke, hvorvidt den videreudvikler de traditionelle sociale politikker (såsom bedre velfærdsbetaling), men derimod om den tilvejebringer mere lige muligheder for at deltage i økonomien. Med dette for øje skal SMV'er, opstartsvirksomheder, den offentlige sektor i strukturelt svage regioner og frem for alt borgerne (særligt de mest udsatte) derfor være i stand til at deltage aktivt i omstillingen til bæredygtighed. Yderligere faktorer såsom køn, individuelle kapaciteter og alder skal i den forbindelse tages i betragtning, da de kan forværre de nuværende uligheder i Europa.

4.7.

Omstillingens territoriale indvirkning skal også tages i betragtning. I 2050 vil 67 % af befolkningen på verdensplan være bosat i byområder. Urbaniseringsgraden i Europa forventes at nå 80 %. Det er ikke alle borgere, der belaster miljøet lige meget, og den politiske udvikling er nødt til på passende vis at afspejle dette. For eksempel genererer indbyggerne i London lidt over halvdelen af Det Forenede Kongeriges gennemsnitlige emissioner (22). Samtidig hermed spiller befolkningen i landdistrikterne dog ofte en vigtig rolle med hensyn til at tilvejebringe og bevare økosystemtjenester. Landdistrikterne og de mindre byer samt regionerne i den yderste periferi af Europa bør ikke glemmes, men inddrages i omstillingen.

5. Strategiske aktionsområder — løsningsmuligheder

5.1.

En fælles tilgang i den bæredygtige udviklingspolitik er at anvende økonomiske incitamenter til at fremme miljømæssig ønskværdig adfærd og/eller sanktionere miljøskadelig adfærd. Hvad angår priser for CO2, er den underlæggende opfattelse eksempelvis, at markedsprisen skal afspejle omkostningerne ved CO2-emissioner. Denne tilgang kan generaliseres, således at der i forbindelse med prisinternalisering tages hensyn til alle eksterne omkostninger for naturmiljøet. Tilgangen med at internalisere eksterne omkostninger er populær, fordi den lover høj effektivitet og er kompatibel med markedsøkonomiens grundlæggende tankegang.

5.2.

Heldigvis er Kommissionen gået i gang med at internalisere de eksterne virkninger og har f.eks. erkendt, at vedvarende energi er ugunstigt stillet, så længe de eksterne omkostninger ved fossile ressourcer ikke afspejles fuldt ud i markedsprisen (23), eller man forsøger i transportsektoren at gennemføre princippet om, at forureneren betaler (24). Disse tilgange forener miljøhensyn med bæredygtighedens økonomiske dimension, men de inkorporerer ikke den sociale dimension. Vi er nødt til at stille en ramme til rådighed for alle samfundsgrupper og interessenter, som giver dem en rimelig chance for at producere og forbruge på en bæredygtig måde. I modsat fald vil SMV'erne miste deres konkurrenceevne, de strukturelt svage regioner vil blive endnu svagere, og socialt eller individuelt dårligt stillede mennesker vil have endnu færre muligheder for at få del i den samfundsmæssige velstand.

5.3.

En bæredygtig strategi, som alene er afhængig af et marked, hvor ideelt set alle eksternaliteter internaliseres, er derfor ikke tilstrækkelig, da dette ikke automatisk medfører bæredygtige resultater for samfundet. Ud over at internalisere de eksterne virkninger skal en politik, der også fremmer social bæredygtighed, anlægge en bredere tilgang. De eksisterende barrierer, som afholder enkeltpersoner, samfundsgrupper, kooperativer, bestemte virksomheder eller den offentlige sektor fra at deltage i den bæredygtige udvikling, skal fjernes.

5.4.

Den bæredygtige omstilling er særlig vigtig i specifikke sektorer såsom fødevarer, transport, bolig og energi. Navnlig disse tre eksempler fra energisektoren illustrerer denne pointe:

—

En højere pris på CO2 øger prisen på el, medmindre denne produceres 100 % CO2-frit. Dette gør selvforsyning af elektricitet fra vedvarende kilder såsom solenergi (hvilket i fremtiden fremmes som følge af muligheden for at lagre elektricitet) mere attraktiv. Producent-forbrug giver mening for så vidt angår miljømæssig og økonomisk bæredygtighed. De mennesker, der bor i egen bolig eller driver større virksomheder og er indehavere af store (tag-) overflader, har dog en meget større chance for at drage fordele af producent-forbrug-fænomenet. For lejere eller mindre håndværksvirksomheder er det på den anden side enten sværere eller sågar objektivt set umuligt at blive producent-forbruger. Elektricitet bliver derfor dyrere og dyrere for dem, mens de, der er selvforsynende, kan spare penge og betale af på deres investering og i visse tilfælde sågar modtage skatteydernes penge. Dette skaber social ulighed og er en konkurrencemæssig ulempe for de mindre virksomheder. Lignende problemer ses også i opvarmningssektoren.

—

En højere CO2-pris øger ligeledes prisen på fossile brændstoffer. Omkostningerne ved at købe en el-bil tjenes med andre ord hurtigere ind igen. Dette kræver dog finansiel likviditet eller som minimum kreditværdighed. Enkeltpersoner, eller selv mindre virksomheder, som ikke har dette, er ikke i stand til at købe en el-bil og skal derfor bære den højere udgift til benzin. Der er — i det mindste i de større byer — en anden mulighed i form af offentlig transport eller cykling. Men i mange landdistrikter er dette ikke et realistisk alternativ. Det resulterer ikke alene i, at vi står over for de samme problemer som ved elektricitet eller opvarmning og den regionale sammenhæng sættes også yderligere under pres.

—

Slutteligt er den bedste måde til effektivt at tilskynde til udviklingen af den cirkulære økonomi sandsynligvis at øge omkostningerne i forbindelse med råstofforbrug, som eksempelvis kan reguleres ved hjælp af moms. For at dæmme op for industriens eller den kommercielle anvendelse eller genanvendelse af råstoffer kræves der ofte forudgående investeringer i udstyr og teknologi, hvilket igen vil være til gavn for de større virksomheder på bekostning af SMV'erne.

5.5.

Disse eksempler viser, at — uanset hvor meget det retfærdiggøres at fremme vedvarende energi, elektromobilitet og den cirkulære økonomi ved at gøre det dyrere at udlede CO2 eller anvende råstoffer — vil det gå ud over den sociale bæredygtighed, hvis dette er den eneste tilgang. Der skal initiativer til, som tager specifikt hånd om situationen med de dårligst stillede markedsdeltagere, og som minimum kompenserer dem for deres dårligere stilling. Oftest er kompensation alene dog ikke tilstrækkelig til at skabe fremgang for den sociale bæredygtighed. De dårligst stillede bør på visse områder faktisk have en fordel i forhold til andre.

5.6.

Deltagelse i eksempelvis energiomstillingen afhænger i denne forbindelse også af uddannelse og kendskab til potentielle aktioner, så det er afgørende at bistå mennesker i deres bestræbelse på at få større tro på, at det nytter at tage del i de aktiviteter, der fører til højere grad af deltagelse i den bæredygtige udvikling. Uden dette kan de hindringer, som skyldes administrative procedurer og bureaukrati, være en endnu større byrde. Opmærksomheden bør også henledes på at ændre infrastrukturen.

5.7.

Kvalifikation, uddannelse, vejledning og bistand er et andet indsatsområde. Omstillingen til en klimaneutral økonomi får en stor indvirkning på de efterspurgte færdigheder. Der er et presserende behov for investeringer i menneskelig kapital (uddannelse og livslang læring) med henblik på at udstyre de nuværende og kommende generationer med de krævede færdigheder inden for grøn og digital teknologi. Skoler og universiteter bør inkludere læseplaner, som specifikt relaterer sig til bæredygtig udvikling, for også at fremme arbejdsbaseret læring, der afspejler situationen på arbejdsmarkedet. Investering i omskoling og opkvalificering af befolkningen er afgørende, således at ingen skal lades i stikken.

5.8.

Sociale overførsler (f.eks. finansieret af »progressiv beskatning« og innovative skatter såsom afgiften på finansielle transaktioner) er tilsvarende vigtige. Ændringen i arbejdets udformning, som skyldes teknologiske ændringer, vil gøre spørgsmålet om nye rettigheder såsom passende indkomst for alle til et omdrejningspunkt ved at inddrage alle arbejdsmarkedets parter fuldt ud. Det vil være vigtigt at sikre, at udformning heraf snarere bidrager til end hindrer bæredygtighed.

5.9.

Der er i socialpolitikken ikke taget højde for de miljømæssige ændringer. F.eks. tager Den Europæiske Socialfond ikke højde for klimaændringer, idet den kun anslås at have 7 % afsat til en CO2-fattig og klimarobust økonomi gennem reform af uddannelsessystemerne, tilpasning af færdigheder og kvalifikationer, opkvalificering af arbejdsstyrken og skabelse af nye job (25). Den manglende sammenhæng mellem de politiske rammer betyder, at afvejningen af modstående hensyn, synergier og behovet for ledsageforanstaltninger enten ikke indgår som en del af drøftelsen eller er vanskelig at vurdere som følge af manglende tilpassede data, værktøjer eller processer.

5.10.

Mere specifikt vil der være behov for følgende elementer for at fremme et paradigmeskift væk fra ex-post kompensation og afbødningsindsats mod at give socialt dårligt stillede i strukturelt ugunstigt stillede regioner mulighed for selv at udvikle bottom up-projekter og gradvist skabe reelt bæredygtige, participatoriske og inklusive økonomiske modeller (26):

—	en garanteret passende indkomst for dem, der har behov for det

—	garanteret adgang til mikrofinansiel støtte eller offentlige lån for mennesker, som ifølge de private banker har lave kreditvurderinger

—	støtte til (særligt lokalsamfunds) selvforsyning, eksempelvis på energi-, bolig- og landbrugsområdet, hvilket kan inkorporeres i forskellige former for strukturer i den sociale økonomi, navnlig kooperativer

—	færre administrative hindringer for disse aktører

—	opsøgende juridisk og teknisk rådgivning

—	styrkelse af de offentlige investeringer i infrastruktur og de sociale investeringer.

6. Den europæiske søjle for sociale rettigheders rolle i forbindelse med bæredygtighed

6.1.

Den europæiske søjle for sociale rettigheder, som EU proklamerede i november 2017, er det specifikke værktøj, der kan imødegå de sociale ændringer, som EU står over for, idet søjlen omfatter principper og rettigheder, der er afgørende for retfærdige og velfungerende arbejdsmarkeder og velfærdssystemer i Europa i det 21. århundrede og vedrører tildeling af nye og mere effektive rettigheder til alle borgere med udgangspunkt i 20 centrale principper, som er bygget op omkring tre kategorier: i) lige muligheder og adgang til arbejdsmarkedet, ii) rimelige arbejdsvilkår og iii) social beskyttelse og inklusion for alle.

6.2.

Gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder kræver et solidt budgetmæssigt grundlag og investeringer. På den ene side bør den næste flerårige finansielle ramme sikre den nødvendige finansiering, og på den anden side kan sociale investeringer lettes med en henvisning til en »gylden regel« (27) for offentlige investeringer med sociale og miljømæssige mål. Hensigtsmæssige skattepolitikker, herunder effektive foranstaltninger mod skattesvig, skatteundgåelse og aggressiv skatteplanlægning, bør sætte medlemsstaterne og EU i stand til at rejse yderlige midler, der kan gå til finansieringen af den sociale søjle (28) og verdensmålene. Investeringer i den private sektor kan også på nogle områder udgøre et supplement til de offentlige udgifter/investeringer, men bør være underlagt specifikke og gennemsigtige kriterier, som sikrer et tilstrækkeligt socialt udbytte til gavn for den almene interesse (29).

6.3.

Selv om de 17 verdensmål og de 20 rettigheder og principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder har meget til fælles, er der endnu ikke fremsat forslag om, hvordan der kan skabes gavnlige synergier mellem de to. Synergier kan indledningsvis skabes ved at forbedre de 14 sociale resultattavleindikatorer, således at de bedre tilpasses de 20 rettigheder og principper i den europæiske søjle for sociale rettigheder og verdensmålene. På grundlag af et mere omfattende og specifikt sæt fælles indikatorer bør Kommissionen lancere en strategi, der tager sigte på en bedre kombination af disse to grundlæggende værktøjer for den samfunds- og miljømæssige fremgang, uden at der samtidig hermed skabes forvirrende overlapninger. Webstedetwww.inequalityin.eu (30) er et godt eksempel på et redskab, der måler indkomster og miljøparametre som indikatorer for livskvalitet i medlemsstaterne.

6.4.

Det drøftes, hvordan begrebet »retfærdig omstilling« i Europa skal omsættes i praksis. Aktive arbejdsmarkedspolitikker skal gøre overgangen lettere til især kulstoffattige job (f.eks. hjælp til uddannelse og jobsøgning) og øge arbejdstagernes deltagelse samt betalinger for miljøtjenester, til støtte for de dårligst stillede grupper i løbet af omstillingsperioden (31).

Bruxelles, den 31. oktober 2019.

Luca JAHIER

Formand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) EØSU's udtalelse om »Omstillingen til en mere bæredygtig europæisk fremtid«( EUT C 81 af 2.3.2018, s. 44).

(2) Brundtlandrapporten »Our Common Future« (Vores fælles fremtid).

(3) https://ec.europa.eu/eurostat/documents/2995521/10163468/3-16102019-CP-EN.pdf/edc3178f-ae3e-9973-f147-b839ee522578

(4) Jf. fodnote 3.

(5) Idem.

(6) https://eige.europa.eu/publications/poverty-gender-and-intersecting-inequalities-in-the-eu

(7) Eurostat.

(8) https://ec.europa.eu/info/policies/justice-and-fundamental-rights/gender-equality/equal-pay/gender-pay-gap-situation-eu_en

(9) https://www.equalpayday.be/europa/; Eurostat.

(10) OECD, Understanding the Socio-Economic Divide in Europe, Background Report, 2017 (OECD's baggrundsrapport om den socioøkonomiske opdeling i Europa, 2017).

(11) Income inequality in the EU (Indkomstforskel i Europa), Eurostat, 2016.

(12) »What is poverty — Poverty facts and trends« (Hvad er fattigdom — fakta og trends vedrørende fattigdom), EAPN 2016.

(13) 30x30 Actions for a Sustainable Europe (30x30 Handlinger for et bæredygtigt Europa), #Think2030 Action Plan (#Think2030-handlingsplan), Instituttet for en europæisk miljøpolitik.

(14) EEA (2018).

(15) Eurostat 2019.

(16) Jf. fodnote 3.

(17) ESPAS 2019, Eurostat 2019.

(18) Eurostat 2018.

(19) »Impacts of circular economy policies on the labour market«, Rapport til Kommissionen, udarbejdet af Cambridge Econometrics, Trinomics, og ICF, maj 2018.

(20) ESDE 2019.

(21) EØSU's udtalelse om Bæredygtige systemer for social sikring og social beskyttelse i den digitale tidsalder (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 7).

(22) IIED.

(23) Meddelelse fra Kommissionen — Retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og energi 2014-2020 (EUT 2014 C 200 af 28.6.2014, s. 1).

(24) Hvidbog — En køreplan for et fælles europæisk transportområde — mod et konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem (KOM(2011) 144 endelig).

(25) Baldock, David og Charveriat, Céline. 2018. I rapporten forstås data som »egne beregninger baseret på Ricardo (2017). Integration af klimaindsatsen i EU-budgettet: forberedelser til den næste FFR«.

(26) EØSU's udtalelse om Nye bæredygtige økonomiske modeller (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 57).

(27) EUT C 227 af 28.6.2018, s. 1, punkt 1.6; EUT C 197 af 8.6.2018, s. 33, punkt 1.8 og punkt 3.6; EUT C 327 af 12.11.2013, s. 11; EUT C 227 af 28.6.2018, s. 95, punkt 1.4; EUT C 226 af 16.7.2014, s. 21; EUT C 262 af 25.7.2018, s. 1, punkt 3.14 og EUT C 190 af 5.6.2019, s. 24, punkt 1.8; ECO/498 (se side 113 i denne EUT).

(28) EUT C 262 af 25.7.2018, s. 1, punkt 1.6.

(29) EUT C 262 af 25.7.2018, s. 1, punkt 1.4.

(30) https://www.inequalityin.eu

(31) Den Internationale Faglige Sammenslutning — IFS — nævner ILO's retningslinjer for en retfærdig omstilling.

Top

Choose the experimental features you want to try