(1)

Den 4. maj 2018 vedtog Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) forordning (EU) 2018/683 (2) (»forordningen om midlertidig told«) om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121 (»dæk« eller »den pågældende vare«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

(2)

Kommissionen vedtog den 18. oktober 2018 gennemførelsesforordning (EU) 2018/1579 (3) om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den anfægtede forordning«).

(3)

Den 9. november 2018 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2018/1690 (4) om indførelse af en endelig udligningstold på importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2018/1579 om indførelse af en endelig antidumpingtold og om endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina og om ophævelse af gennemførelsesforordning (EU) 2018/163 (»forordning (EU) 2018/1690«).

(4)

China Rubber Industry Association (»CRIA«) og China Chamber of Commerce of Metals, Minerals & Chemicals Importers & Exporters (»CCCMC«) (samlet »ansøgerne«) bestred den anfægtede forordning ved Retten på vegne af nogle af deres medlemmer, der er anført i betragtning 9 og 10 (»de pågældende eksporterende producenter«). Den 4. maj 2022 afsagde Den Europæiske Unions Ret (»Retten«) dom i sag T-30/19 og T-72/19 (5) (herefter »dommen«).

(5)

I sin dom annullerede Retten den anfægtede forordning og gennemførelsesforordning (EU) 2018/1690.

(6)

CRIA og CCCMC fremsatte flere påstande, der bestred den anfægtede forordning, og Retten tog stilling til to af disse: i) påstanden om, at Kommissionens skulle have undladt at foretage en rimelig prissammenligning ved beregningen af prisunderbuddet og skadesmargenerne, for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter, og ii) visse klagepunkter, der i det væsentlige vedrører uoverensstemmelser og tilsidesættelse af retten til forsvar, for så vidt angår skadesindikatorer og vægtning af data fra stikprøven af EU-producenter.

(7)

Med hensyn til beregningen af underbudsmargenerne fandt Retten, at Kommissionen ikke foretog en rimelig sammenligning, da den foretog en justering af eksportprisen (nemlig fradrag af den forretningsmæssigt forbundne importørs SA&G-omkostninger og en teoretisk fortjeneste), når salget fandt sted gennem en forretningsmæssigt forbundet salgsenhed i Unionen. Retten bemærkede, at EU-producenterne også foretog et vist salg via forretningsmæssigt forbundne salgsenheder, og at deres salgspriser ikke blev justeret på samme måde. Retten konkluderede, at den beregning af prisunderbuddet, som Kommissionen foretog i den anfægtede forordning, var behæftet med en retlig fejl og et åbenbart urigtigt skøn, og at denne beregning derfor var i strid med artikel 3, stk. 2 og 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 (6) (»antidumpinggrundforordningen«), og artikel 8, stk. 1 og 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 (7) (»antisubsidiegrundforordningen«). Retten fandt endvidere, at fejlene havde en indvirkning på de samlede konklusioner om skade og årsagssammenhæng samt på skadesmargenerne, og at det ikke var muligt præcist at fastslå, i hvilket omfang den endelige antidumpingtold var delvist begrundet.

(8)

Hvad angår det andet punkt, fastslog Retten, at Kommissionen ikke foretog en objektiv undersøgelse (som krævet i antidumpinggrundforordningens artikel 3, stk. 2, og antisubsidiegrundforordningens artikel 8, stk. 1), fordi Kommissionen, ved ikke at revidere beregningerne af alle mikroøkonomiske indikatorer bortset fra rentabiliteten og ved ikke at angive de reviderede tal i den anfægtede forordning, ikke anvendte alle de relevante oplysninger, som den rådede over. Retten fastslog endvidere, at ansøgernes ret til forsvar var blevet tilsidesat. Retten var navnlig uenig i, at visse oplysninger, der ikke blev fremlagt for de interesserede parter, kunne betragtes som fortrolige, og den fastslog, at alle de omtvistede oplysninger »var knyttet til fastlæggelsen af de faktiske omstændigheder i den anfægtede forordning«. Der var derfor tale om »væsentlige kendsgerninger og betragtninger«, som burde have været fremlagt for parterne.

(9)

På baggrund af ovenstående annullerede Retten den anfægtede forordning, for så vidt angår de virksomheder, der er repræsenteret af CRIA og CCCMC (opført i nedenstående tabel).

(10)

Derudover annullerede Retten forordning (EU) 2018/1690, for så vidt angår de virksomheder, der er repræsenteret af CRIA og CCCMC (opført i ovenstående tabel), og Zhongce Rubber Group Co., Ltd (Taric-tillægskode C379).

(11)

I henhold til artikel 266 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (»TEUF«) har EU-institutionerne pligt til at gennemføre de til opfyldelse af Rettens domme nødvendige foranstaltninger. Når en retsakt, der er vedtaget af EU-institutionerne som led i en administrativ procedure som f.eks. antidumpingundersøgelsen i dette tilfælde, annulleres, består gennemførelsen af Rettens dom i at lade den annullerede retsakt afløse af en ny, hvori den ulovlighed, som Retten havde påpeget, ikke indgår (11).

(12)

I henhold til Domstolens praksis kan proceduren for at lade en annulleret retsakt erstatte genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (12). Det betyder navnlig, at annullationen i en situation, hvor en retsakt, som afslutter en administrativ procedure, annulleres, ikke nødvendigvis vedrører de forberedende retsakter, såsom indledningen af antidumpingproceduren. I en situation, hvor en forordning om indførelse af endelige antidumpingforanstaltninger annulleres, betyder dette for eksempel, at proceduren stadig pågår, fordi det kun er den retsakt, der afsluttede proceduren, der ikke længere indgår i EU's retsorden (13), medmindre ulovligheden indtrådte i forbindelse med indledningen af proceduren. Genoptagelsen af den administrative procedure med genindførelsen af antidumpingtold på importen i den periode, hvor den annullerede forordning fandt anvendelse, kan ikke anses for at være i strid med reglen om forbud mod tilbagevirkende kraft (14).

(13)

I den foreliggende sag annullerede Retten den anfægtede forordning, for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter med den begrundelse, at Kommissionen begik en fejl ved konstateringen af, hvorvidt der var tale om et betydeligt underbud, hvilket påvirkede analysen af årsagssammenhængen. Den samme metodologiske fejl blev konstateret ved beregningen af de pågældende eksportørers skadesmargener. Retten konstaterede også fejl, da visse oplysninger ikke blev videregivet: i) bruttoskadesindikatorer før anvendelse af den tilpassede vægtning og oplysninger vedrørende SMV'er på den ene side og store virksomheder på den anden side, ii) andre skadesindikatorer end rentabilitet efter revision af vægtningen, iii) visse oplysninger vedrørende kilderne til makroøkonomiske skadesoplysninger og listen over de af EU-erhvervsgrenens SMV'er, der indstillede produktionen, og iv) den samlede nøjagtige salgsmængde for de af EU-erhvervsgrenens SMV'er, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelserne, og oplysningerne vedrørende antallet af SMV'er i EU-erhvervsgrenen.

(14)

Konklusionerne i den anfægtede forordning, som ikke blev anfægtet, eller som blev anfægtet, men afvist af Retten eller ikke undersøgt af Retten, og som derfor ikke førte til annullering af den anfægtede forordning, forbliver fuldt gyldige og påvirkes ikke af denne genoptagelse (15).

(15)

Efter Domstolens domme i sag T-30/19 og T-72/19 af 4. maj 2022 besluttede Kommissionen delvis at genoptage antidumping- og antisubsidieundersøgelserne vedrørende importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina, og at genoptage undersøgelsen på det tidspunkt, hvor uregelmæssigheden fandt sted. Genoptagelsen i form af en meddelelse (16) (»meddelelsen om genoptagelse«) var begrænset til gennemførelsen af Rettens dom med hensyn til de virksomheder, der repræsenteres af CRIA og CCCMC og er anført i meddelelsen om genoptagelse.

(16)

Samme dag besluttede Kommissionen også at gøre importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som er fremstillet af disse virksomheder, til genstand for registrering, og pålagde de nationale toldmyndigheder at afvente offentliggørelsen af Kommissionens relevante gennemførelsesforordninger om genindførelse af tolden, inden de traf afgørelse om eventuelle krav om tilbagebetaling af eller fritagelse for antidumpingtold, for så vidt angår importen vedrørende de pågældende virksomheder (17) (»forordningen om registrering«).

(17)

Kommissionen informerede de interesserede parter om genoptagelsen og opfordrede dem til at fremsætte bemærkninger.

(18)

Denne undersøgelse omfatter perioden fra den 1. juli 2016 til den 30. juni 2017 (»undersøgelsesperioden«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfatter perioden fra den 1. januar 2014 frem til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«).

(19)

Den 10. januar 2023 fremlagde Kommissionen de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at genindføre antidumpingtolden (»den endelige fremlæggelse af oplysninger«). Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger.

(20)

Der blev modtaget bemærkninger fra China Rubber Industry Association (»CRIA«), GITI-gruppen (18) og den ikke forretningsmæssigt forbundne importør Hämmerling The Tyre Company GmbH (»Hämmerling«). Kommissionen overvejede bemærkningerne og tog dem i betragtning, hvor det var relevant. Hämmerling og CRIA anmodede om at blive hørt mundtligt, hvilket blev imødekommet.

(21)

Efter anmodning fra CRIA fremlagde Kommissionen i sine bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger efterfølgende følgende yderligere elementer (»yderligere fremlæggelse af oplysninger«):

(22)

Kun CRIA fremsatte bemærkninger til den supplerende fremlæggelse af oplysninger, som Kommissionen tog hensyn til, hvor det var relevant.

(23)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede CRIA, at virksomhedens ret til forsvar var blevet krænket, da:

(24)

Som nævnt i betragtning 160 genberegnede Kommissionen tolden for alle de pågældende eksporterende producenter, navnlig for de eksporterende producenter, der indgik i stikprøven i den anfægtede forordning, og som var omfattet af Rettens afgørelse (dvs. GITI-gruppen, Hankook-gruppen og Aeolus/Pirelli). Det skal erindres, at skadesmargenerne for de pågældende stikprøveudtagne eksporterende producenter blev fastsat på grundlag af følsomme virksomhedsdata. Beregningerne kunne derfor ikke fremlægges for alle interesserede parter, men kun for de pågældende virksomheder.

(25)

CRIA hævdede, at de virksomheder, der er nævnt i betragtning 10, underskrev godkendelsesskrivelser, som omfattede adgang til virksomhedsfølsomme oplysninger, og at Kommissionen derfor burde have forelagt CRIA beregningerne af de individuelle underbuds- og skadesmargener for disse virksomheder. Desuden var indholdet af godkendelsesskrivelserne identisk med en almindelig fuldmagt, der ifølge CRIA gav en juridisk rådgiver beføjelse til at repræsentere en virksomhed.

(26)

Kommissionen analyserede de godkendelsesskrivelser, som CRIA havde fremsendt. Flere kinesiske producenter, der var omfattet af Rettens afgørelse, underskrev sådanne individuelle godkendelsesskrivelser. Kommissionen bemærkede, at godkendelsesskrivelserne var baseret på en standardtekst for alle producenter (stikprøveudtaget eller ej) og ikke præciserede, hvorvidt den pågældende virksomhed gav CRIA tilladelse til at modtage fortrolige virksomhedsoplysninger. Desuden var det ikke alle stikprøveudtagne eksporterende producenter, der var berørt af den nuværende undersøgelse, der indvilligede i at give CRIA adgang til deres fortrolige oplysninger. Med hensyn til påstanden om, at fuldmagten var identisk med de pågældende godkendelsesskrivelser, fandt Kommissionen desuden, at den indholdsmæssige forskel mellem en fuldmagt og en godkendelsesskrivelse til en sammenslutning er den enhed, der har tilladelse til at modtage oplysningerne. Hvis der er tale om en fuldmagt, er den juridiske rådgiver bundet af de etiske regler i det respektive advokatsamfund, hvor advokaten er registreret, hvilket bl.a. kræver, at advokaten ikke videregiver fortrolige virksomhedsoplysninger. Det forhold, at en fuldmagt måske ikke indeholder en specifik bestemmelse om sådanne oplysninger, gør det derfor ikke lettere for den eller de pågældende advokater at overholde de højeste etiske regler på området og sikre fortroligheden af de modtagne oplysninger. Det er derimod undtagelsesvis, at sammenslutningerne får ubegrænset adgang til medlemmernes fortrolige virksomhedsoplysninger, hvilket bl.a. kan være i strid med de respektive gældende konkurrenceregler. Kommissionen fandt derfor, at de godkendelsesskrivelser, som virksomhederne havde underskrevet, ikke var tilstrækkeligt specifikke og udtrykkelige med hensyn til, om de pågældende virksomheder gav sammenslutningen adgang til deres fortrolige oplysninger.

(27)

På grundlag af ovenstående analyse og Kommissionens nødvendige omhu i forbindelse med forvaltningen af fortrolige virksomhedsoplysninger, som den har til rådighed, besluttede Kommissionen at videregive fortrolige virksomhedsoplysninger direkte til de pågældende eksporterende producenter og ikke til CRIA for at beskytte fortroligheden af disse oplysninger. Datasættet blev derfor sendt til GITI-gruppens juridiske repræsentant og til Hankooks virksomhedsrepræsentant den 10. januar 2023. Da hverken Aeolus/Pirelli eller nogen af de pågældende eksporterende producenter i denne gruppe blev registreret som interesserede parter, identificerede Kommissionen kontaktpersonerne i Aeolus/Pirelli og gav dem de respektive eksporterende producenters specifikke fremlæggelse af oplysninger den 17. januar 2023. De fik indtil den 31. januar 2023 til at fremsætte bemærkninger.

(28)

Den 16. januar 2023 anmodede CRIA om at modtage underbuds- og målprisunderbudsberegningerne for de pågældende virksomheder på grundlag af de underskrevne godkendelsesskrivelser. Som svar herpå opfordrede Kommissionen af de årsager, der er forklaret i betragtning 26 og 27, CRIA til at kontakte disse virksomheder og indhente oplysningerne direkte fra dem.

(29)

Den 19. januar 2023 gav Aeolus Tyre Co., Ltd sig til kende og gav udtrykkeligt tilladelse til, at Kommissionen kunne give CRIA en specifik fremlæggelse af oplysninger. Samme dag fremlagde Kommissionen Aeolus/Pirellis underbuds- og målprisunderbudsberegninger for CRIA. For så vidt angår de detaljerede salgstransaktioner fremlagde Kommissionen kun deres respektive datasæt for Aeolus Tyre Co., Ltd og Pirelli Tyre Co., Ltd hver for sig. Dette skyldtes, at CRIA indsendte en godkendelsesskrivelse, som kun var underskrevet af Aeolus Tyre Co., Ltd., men ikke af Pirelli Tyre Co., Ltd.

(30)

Hankook-gruppen gav ikke Kommissionen udtrykkelig tilladelse til at dele dens oplysninger med CRIA. Ikke desto mindre hævdede CRIA i sine bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger, at gruppen fremlagde sine specifikke oplysninger for sammenslutningen.

(31)

I sine bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger meddelte CRIA Kommissionen, at GITI-gruppen trak sin godkendelsesskrivelse til CRIA tilbage. Efterfølgende fremsendte GITI-gruppen den 3. februar 2023 en ny godkendelsesskrivelse til CRIA, der udtrykkeligt gav sammenslutningen tilladelse til at modtage de virksomhedsspecifikke oplysninger, der blev fremlagt den 10. januar 2023. Efter denne skrivelse og efter anmodning fra CRIA stillede Kommissionen den 8. februar 2023 den pågældende specifikke fremlæggelse til rådighed for CRIA.

(32)

På baggrund af ovenstående betragtninger fandt Kommissionen, at de stikprøveudtagne eksporterende producenters og alle andre berørte eksporterende producenters ret til forsvar samt CRIA's ret til forsvar ikke var blevet krænket. De pågældende virksomheder modtog fremlæggelsen af underbuds- og målprisunderbudsberegningerne og fik tilstrækkelig tid til at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger.

(33)

CRIA hævdede, at Kommissionen ikke tog hensyn til særlige omstændigheder, dvs. det kinesiske nytår, som fandt sted fra den 21. til den 29. januar 2023, da den afviste anmodningen om forlængelse af fristen for at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger og om afholdelse af en høring længe efter afslutningen af det kinesiske nytår. CRIA's juridiske team hævdede, at det kinesiske nytår gjorde det umuligt for dem at modtage passende instrukser eller input fra CRIA til bemærkningerne. På trods af en anmodning om indgriben fra høringskonsulenten blev der desuden ikke givet nogen meningsfuld forlængelse, og høringskonsulenten afholdt ikke en høring for at behandle denne anmodning.

(34)

Kommissionen bemærkede, at anmodningen om forlængelse var indtil den 6. februar 2023, hvilket var usædvanlig lang tid, dvs. en forlængelse på 14 dage. For ikke at hindre en rettidig afslutning af undersøgelsen gav Kommissionen, selv om den allerede havde givet 13 dage til at fremsætte bemærkninger, en forlængelse på yderligere to arbejdsdage, dvs. indtil den 25. januar 2023. Med hensyn til høringsanmodningen foreslog Kommissionen oprindeligt at afholde høringen den 18. januar 2023, dvs. inden det kinesiske nytår. CRIA foreslog efterfølgende at afholde høringen efter den kinesiske nytårsferie og ideelt set i februar. Kommissionen var enig og accepterede at afholde en høring den 31. januar 2023, dvs. efter det kinesiske nytår og den forlængede frist for fremsættelse af bemærkninger.

(35)

Kommissionen bemærkede, at den lovbestemte frist for parternes bemærkninger er 10 kalenderdage, jf. antidumpinggrundforordningens artikel 20, stk. 3. Fristen for CRIA og alle andre interesserede parter efter forlængelsen af fristen gik langt ud over de 10 kalenderdage, og CRIA fik endda 15 dage. Efter bemærkninger fremsat efter fremlæggelsen af oplysninger fremlagde Kommissionen desuden yderligere oplysninger og gav interesserede parter en yderligere frist til at fremsætte bemærkninger til den supplerende fremlæggelse af oplysninger på fire dage, dvs. indtil den 3. februar 2023. I modsætning til CRIA's påstand er der heller ikke krav om foreløbig fremlæggelse af oplysninger i forbindelse med genoptagne undersøgelser.

(36)

Endelig ville det være diskriminerende over for alle andre interesserede parter, der er registreret i denne genoptagne undersøgelse, at give kun CRIA en forlængelse på mere end to yderligere uger.

(37)

For så vidt angår bemærkningen om, at Kommissionen ikke behandlede alle de påstande, som ikke blev behandlet af Retten, behandlede Kommissionen allerede dette punkt i betragtning 65, og der blev ikke fremlagt nye argumenter. Argumentet blev derfor afvist.

(38)

CRIA anmodede høringskonsulenten om at gribe ind i henhold til artikel 12, 13 og 16 i høringskonsulentens mandat på grund af den utilstrækkelige forlængelse af fristen for at fremsætte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger, den urimelige tidsplan for den foreslåede høring med Kommissionen i henhold til fremlæggelsen af oplysninger og den manglende fremlæggelse af visse oplysninger.

(39)

Høringskonsulenten bemærkede, at CRIA fik forlænget fristen til den 25. januar 2023. Under behørig hensyntagen til de specifikke omstændigheder, der var beskrevet, og tidsbegrænsningerne i den pågældende procedure og efter at have hørt de tjenestegrene i Kommissionen, der var ansvarlige for undersøgelsen, var høringskonsulenten enig i fristforlængelsen og afviste yderligere forlængelser. Med hensyn til indholdet af fremlæggelsen af oplysninger anbefalede høringskonsulenten, at CRIA og Kommissionens tjenestegrene først skulle afholde en høring, inden de gik videre til høringskonsulenten.

(40)

I lyset af ovenstående fandt Kommissionen, at CRIA fuldt ud kunne udøve sin ret til forsvar inden for de fastsatte og forlængede frister, også i betragtning af indholdet af fremlæggelsen af oplysninger og de yderligere oplysninger, der blev stillet til rådighed for interesserede parter efter bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger. Efter høringen med Kommissionens tjenestegrene den 31. januar 2023 anmodede CRIA ikke om en høring med høringskonsulenten om nogen af de tidligere rejste spørgsmål.

(41)

Kommissionen modtog bemærkninger fra EU-erhvervsgrenen, CRIA, GITI-gruppen og Hämmerling og Opoltrans sp. z o.o. (»Opoltrans«).

(42)

CRIA forelagde Kommissionen godkendelsesskrivelser underskrevet af flere eksporterende producenter, for hvilke den anfægtede forordning blev annulleret af Retten, herunder de pågældende eksporterende producenter, som indgik i stikprøven i forbindelse med den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede forordning, navnlig GITI-gruppen, Aeolus Tyre Co., Ltd, Chongqing Hankook Tire Co., Ltd og Jiangsu Hankook Tire Co., Ltd.

(43)

CRIA og GITI-gruppen gjorde indsigelse mod Kommissionens beslutning om at registrere importen, da en sådan registrering i dette specifikke tilfælde ikke udtrykkeligt er tilladt i henhold til henholdsvis antidumping- og antisubsidiegrundforordningen. Disse to parter gentog deres krav efter fremlæggelsen af oplysninger. EU-erhvervsgrenen fandt, at registreringen hørte ind under Kommissionens skønsbeføjelse.

(44)

For så vidt angår denne påstand, fandt Kommissionen, at Retten har fastslået, at Kommissionen har beføjelse til at kræve, at de nationale myndigheder træffer passende foranstaltninger til at registrere importen, som det ses af overskriften »Generelle bestemmelser« i artikel 14 i antidumpinggrundforordningen fra 2016. Den nævnte forordnings artikel 14, stk. 5, er i øvrigt ikke underlagt nogen begrænsning med hensyn til de omstændigheder, hvorunder Kommissionen har beføjelse til at pålægge de nationale toldmyndigheder at registrere indførsels (21). Påstanden blev derfor afvist.

(45)

GITI-gruppen hævdede desuden, at dommen stadig kunne appelleres på det pågældende tidspunkt og gav derfor ikke en gyldig retlig begrundelse for at fortsætte registreringen. Kommissionen var af den opfattelse, at dommen ikke blev appelleret, og at registreringen var det rette skridt at tage for at sikre, at tolden i givet fald kan genindføres på det korrekte niveau, og for at pålægge toldmyndighederne at afvente offentliggørelsen af denne forordning (22).

(46)

CRIA, GITI-gruppen, Hämmerling og Opoltrans hævdede, at Kommissionen ikke kunne påbyde de nationale toldmyndigheder at undlade at tilbagebetale og/eller fritage for betaling af told, der var blevet opkrævet i henhold til den anfægtede forordning. En sådan tilbagebetaling skal ske omgående og fuldt ud. De fremførte også, at situationen i den foreliggende sag er forskellig fra situationen i Deichmann-dommen (23), da den manglende vurdering af den markedsøkonomiske og den individuelle behandling af krav ifølge parterne ikke påvirkede toldniveauet. Parterne hævdede også, at tolden ikke kunne genindføres med tilbagevirkende kraft. Ifølge parterne blev den anfægtede forordning annulleret i sin helhed, hvilket er ensbetydende med, at den var blevet fjernet fra EU's retsorden med tilbagevirkende kraft, hvorimod Deichmann-dommen ikke omfattede faktorer, der »kunne rejse tvivl om gyldigheden af den endelige forordning«. Endvidere hævdede parterne, at den ulovlighed, der blev konstateret i forbindelse med analysen af prisunderbuddet, havde gjort hele Kommissionens analyse af årsagssammenhængen ugyldig. Dette var for parterne at se ensbetydende med, at tolden hverken skulle have været indført eller genindført i sin helhed, eftersom hele analysen af skade og årsagssammenhæng var mangelfuld.

(47)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede GITI-gruppen, at Kommissionens beslutning om at påbyde de nationale toldmyndigheder at undlade at tilbagebetale tolden er i strid med princippet om retsbeskyttelse, der er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (Charter of the Fundamental Rights of the European Union (»CFEU«)). Kommissionen bør snarere tillade tilbagebetaling af told, som det var tilfældet, når bøder opkrævet for overtrædelse af artikel 101 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde blev annulleret af Retten (24). GITI-gruppen henviste navnlig til Domstolens konklusioner om, at »når Domstolen erklærer, at en forordning, der indfører antidumpingtold […], er ugyldig, skal denne told anses for ikke at være skyldig efter lovgivningen i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i toldkodeksens artikel 236, og for i princippet at kunne tilbagebetales af toldmyndighederne på de betingelser, som er fastsat herom« (25). Ifølge GITI-gruppen har en forsinkelse af tilbagebetalingen af told desuden betydelige praktiske konsekvenser, der har en negativ indvirkning på de pågældende virksomheders finansielle situation og deres investeringsafkast.

(48)

Kommissionen mindede om, at det fremgår af fast retspraksis, at Kommissionen kan påbyde de nationale toldmyndigheder at vente, til Kommissionen har fastsat de satser, som denne told skulle have været fastsat til i overensstemmelse med en dom afsagt af Unionens retsinstanser, inden den træffer afgørelse om anmodninger om tilbagebetaling indgivet af erhvervsdrivende, der har betalt sådanne afgifter (26). Domstolen har også fastslået, at hvilken rækkevidde en dom om ugyldighed fra Domstolen præcist har, og de forpligtelser, der således følger heraf, skal for hvert konkrete tilfælde fastsættes under hensyntagen ikke blot til konklusionen i dommen, men også til de præmisser, som danner det fornødne grundlag herfor (27).

(49)

I den foreliggende sag satte Retten spørgsmålstegn ved metoden til beregning af underbuddet og dens indvirkning på årsagssammenhængen samt virkningen af den samme fejl på skadesmargenen for de virksomheder, der er genstand for Domstolens dom (28). Retten pålagde også Kommissionen at revidere og offentliggøre visse oplysninger vedrørende skadesindikatorerne. Disse elementer såede imidlertid ikke tvivl om gyldigheden af alle andre konklusioner i den anfægtede forordning. Domstolen fastslog endvidere, at Kommissionen efter genoptagelsen af proceduren kan vedtage en foranstaltning til erstatning for den annullerede foranstaltning og følgelig genindføre en endelig antidumpingtold ved i denne forbindelse at afhjælpe de specifikt konstaterede ulovligheder (29). I denne forbindelse er det irrelevant, om ulovlighederne vedrører toldniveauet eller ej. Selv hvis der i henhold til konklusionerne i den genoptagne undersøgelse ikke burde genindføres antidumpingtold, ville toldmyndighederne under alle omstændigheder have mulighed for at tilbagebetale hele det toldbeløb, som var opkrævet, siden den anfægtede forordning blev vedtaget, i overensstemmelse med den relevante toldlovgivning. Desuden vil denne tilbagebetaling også omfatte passende renter i overensstemmelse med den relevante toldlovgivning. I modsætning til, hvad GITI-gruppen hævder, ville virksomhederne derfor blive behørigt kompenseret for at have betalt den pågældende told.

(50)

Domstolen har konsekvent fastholdt, at antidumpinggrundforordningens artikel 10, stk. 1, ikke er til hinder for, at der ved retsakter genindføres antidumpingtold på importen i den periode, hvor de forordninger, der er erklæret ugyldige, fandt anvendelse (30).

(51)

I modsætning til den registrering, der fandt sted i perioden før vedtagelsen af midlertidige foranstaltninger, finder betingelserne i antidumpinggrundforordningens artikel 10, stk. 4, ikke anvendelse i den foreliggende sag. Formålet med registreringen som led i gennemførelsen af Rettens dom er ikke at tillade en eventuel opkrævning af handelsbeskyttelsestold med tilbagevirkende kraft i henhold til førnævnte bestemmelser. Formålet er derimod at sikre effektiviteten af de gældende foranstaltninger uden unødig afbrydelse fra datoen for de omtvistede forordningers ikrafttræden og indtil genindførelsen af eventuel korrigeret toldved at sikre, at det i fremtiden er muligt at opkræve det korrekte toldbeløb. Som forklaret i betragtning 20 i forordningen om registrering kan genoptagelsen af den administrative procedure og den eventuelle genindførelse af told derfor ikke anses for at være i strid med princippet om ikketilbagevirkende kraft. Som parterne har erkendt, er denne helt samme tilgang for nylig desuden blevet bekræftet af Retten i dens dom i sag T-440/20 (31). Derfor blev påstanden om, at tolden ikke kan genindføres, afvist.

(52)

For så vidt angår princippet om retsbeskyttelse, der er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, fremgår det af fast retspraksis, at princippet om retsbeskyttelse ikke er til hinder for, at en EU-institution, hvis retsakt tidligere er blevet annulleret, vedtager en ny bebyrdende retsakt af andre grunde (32). I den foreliggende sag er konklusionerne baseret på andre grunde end dem, der lå til grund for annullationen af den anfægtede forordning. I overensstemmelse med Rettens konklusioner (33) tilsidesatte Kommissionen derfor ikke princippet om effektiv retsbeskyttelse med den begrundelse, at den med den nuværende forordning genindførte en endelig antidumpingtold efter Domstolens annullering af den anfægtede forordning.

(53)

CRIA fremførte, at da »der ikke er opstået nogen toldskyld«, ville genindførelsen af told »gå ud over den lovbestemte periode, hvor de nationale toldmyndigheder har ret til at opkræve told i betragtning af den treårige begrænsning (…)«. GITI-gruppen hævdede, at »genindførelsen med tilbagevirkende kraft (…) selv efter den treårige frist risikerer at gribe ind (ved at antyde, at told kan opkræves efter denne treårige frist) i de nationale toldmyndigheders selvstændige beslutningsproces og dermed risikerer at forstyrre den omhyggeligt tilpassede kompetencefordeling mellem Kommissionen og EU's medlemsstater som fastsat i EU-traktaterne.« Efter fremlæggelsen af oplysninger gentog GITI-gruppen sin påstand.

(54)

Kommissionen fandt, at begge argumenter måtte afvises. For det første har Domstolen fastslået, at frister »ikke kan hindre Kommissionen i at vedtage en forordning om indførelse eller genindførelse af antidumpingtold eller så meget desto mere i at indlede eller genoptage proceduren forud for vedtagelsen« (34). På samme måde fastslog Retten, at »[EU-toldkodeksens artikel 103, stk. 1] kun finder anvendelse på meddelelse af toldbeløbet til debitor, og gennemførelsen heraf henhører derfor udelukkende under de nationale toldmyndigheder, som er kompetente til at foretage en sådan meddelelse. Den er derfor ikke til hinder for, at Kommissionen vedtager en forordning om indførelse eller genindførelse af en endelig udligningstold« (35). Med hensyn til påstanden om, at genindførelse griber ind i kompetencefordelingen mellem Kommissionen og medlemsstaterne, bemærkede Kommissionen, at GITI-gruppen ikke præciserede, hvilken traktatbestemmelse der ville blive overtrådt med genindførelsen af tolden. Ifølge Domstolens faste praksis har Kommissionen ret til at genindføre told, når den korrigerer de fejl, som Retten har fastslået (36). Desuden var denne forordning i sin helhed omfattet af undersøgelsesproceduren i antidumpinggrundforordningens artikel 15, stk. 3. Disse påstande blev derfor afvist.

(55)

GITI-gruppen hævdede, at en genindførelse med tilbagevirkende kraft af (revideret) antidumping- og udligningstold også ville være uforholdsmæssig og i strid med proportionalitetsprincippet i artikel 5, stk. 1 og 4, i traktaten om Den Europæiske Union. GITI-gruppen hævdede også, at genindførelsen af told med tilbagevirkende kraft ikke giver — og ikke kan give — EU-erhvervsgrenen nogen »yderligere« beskyttelse eller forhindrer yderligere import. Dette ville derfor være i strid med proportionalitetsprincippet. Efter fremlæggelsen af oplysninger gentog GITI-gruppen denne påstand.

(56)

Kommissionen mindede om, at det følger af fast retspraksis, at Kommissionen ikke tilsidesatte proportionalitetsprincippet, da den for at opfylde en dom genindførte en endelig told til en passende sats og fra datoen for de endelige foranstaltningers ikrafttræden. Den fandt det også passende, at de genindførte toldsatser blev nedsat, og at differencen blev påbudt refunderet eller eftergivet (37). Hvad endelig angår argumentet om, at det ikke ville være rimeligt, at EU-erhvervsgrenen fik en yderligere beskyttelse for fortiden, fastslog Retten, at denne påstand »ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at genindførelsen af en endelig antidumpingtold, der er væsentligt nedsat ved den anfægtede forordning, ville være uforholdsmæssig i den foreliggende sag« (38). Disse påstande blev derfor afvist.

(57)

Hämmerling hævdede, at der skulle tages hensyn til den nuværende økonomiske situation. Siden da har den pågældende økonomiske sektor skullet håndtere covid-19-krisen, den globale stigning i priserne, der påvirker hele forsyningskæden (herunder transport og logistik), og den relevante økonomiske krise og nu spørgsmål som stigningen i elomkostningerne, den høje inflation osv., der også er forårsaget af den russiske aggression mod Ukraine. Det ville derfor ikke være hensigtsmæssigt at genindføre den omhandlede told i en sektor, på et marked og i en mikro- og makroøkonomisk situation, der er fuldstændig forskellig fra den, der blev undersøgt i forbindelse med den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den anfægtede forordning.

(58)

Som forklaret i betragtning 11 kan proceduren for at erstatte en annulleret retsakt genoptages netop på det punkt, hvor ulovligheden indtrådte (39). I den foreliggende sag indtrådte den ulovlighed, som Retten konstaterede, i forordningen om indførelse af endelige antidumpingforanstaltninger. Derfor kan Kommissionen ved afhjælpningen af de af Retten konstaterede ulovligheder ikke tage hensyn til den seneste udvikling, som ikke vedrører undersøgelsesperioden og den betragtede periode. Hvis det af de endeligt fastslåede kendsgerninger fremgår, at der finder dumping sted, og at der forvoldes skade som følge heraf, og det af hensyn til Unionens interesser er påkrævet at gribe ind i henhold til artikel 21, indfører Kommissionen en endelig antidumpingtold, jf. antidumpinggrundforordningens artikel 9, stk. 4. Genåbning af en undersøgelse kan derfor føre til, at antidumpingtolden kun genindføres, hvis Kommissionen konstaterer, at der ikke var tale om dumping, deraf følgende skade eller Unionens interesser i forhold til tolden i undersøgelsesperioden (40).

(59)

GITI-gruppen hævdede, at genåbningen bør være strengt begrænset til de spørgsmål, som Retten behandlede. Kommissionen må derfor ikke erstatte underbudsanalysen med en analyse af pristrykket for at vurdere priseffekten, da den metode, som Kommissionen har valgt, fortsat er gyldig og derfor ikke er genstand for genåbning. Retten behandlede ikke virkningerne af en analyse af pristrykket, som derfor ikke var genstand for den nuværende genoptagelse.

(60)

Kommissionen bemærkede, at Retten satte spørgsmålstegn ved Kommissionens underbudsanalyse med hensyn til en rimelig sammenligning mellem eksportpriserne og EU-erhvervsgrenens priser. Der blev derfor sat spørgsmålstegn ved underbudsmetoden som sådan. Der var desuden intet til hinder for, at Kommissionen tog hensyn til eventuelle andre prisvirkninger af dumpingimporten, jf. antidumpinggrundforordningens artikel 3, stk. 3. Domstolen fastslog i Deichmann-sagen, at Kommissionen har vide skønsbeføjelser: kun såfremt disse foranstaltninger er åbenbart uhensigtsmæssige i forhold til det forfulgte mål, kan det påvirke deres lovlighed (41). Denne påstand blev derfor afvist.

(61)

GITI-gruppen anførte, at Kommissionen ikke kan fastlægge en ny tilgang til fastsættelse af prisunderbud. Navnlig bør Kommissionen ikke indføre en ny varekontrolnummerstruktur, dvs. ved at tilføje kundetypen, når den (gen)beregner underbuds- og skadesmargenerne (42).

(62)

Uden at det berører Kommissionens ret til at indføre nye elementer i varekontrolnummerstrukturen eller ej, mindede Kommissionen om, at de prisunderbudsberegninger, der er beskrevet i afsnit 4.1 nedenfor, ikke indførte nye elementer i varekontrolnummerstrukturen. Denne påstand var derfor irrelevant.

(63)

CRIA hævdede både ved indledningen af undersøgelsen og efter fremlæggelsen af oplysninger, at retlige påstande, som er fremsat, men som Retten endnu ikke har taget stilling til, skal tages i betragtning, og at Kommissionen aktivt bør tage hensyn til de påstande, som Retten ikke har taget stilling til.

(64)

Opoltrans hævdede, at der ikke var beviser for dumping af importen fra Kina på tidspunktet for undersøgelsen, og at det bl.a. ikke var hensigtsmæssigt at anvende USA som referenceland, at EU-erhvervsgrenen ikke lider skade, at der ikke er nogen årsagssammenhæng mellem EU-erhvervsgrenens situation og importen fra Kina, og at det ikke er i brugernes interesse at genindføre told.

(65)

Som Kommissionen forklarede i meddelelsen om genoptagelse, forbliver de konstateringer, der blev foretaget i den anfægtede forordning, og som ikke blev anfægtet, eller som blev anfægtet, men som Retten enten afviste ved sin dom eller ikke undersøgte, og som derfor ikke førte til annulleringen af den anfægtede forordning, gyldige i fuldt omfang (43). Dette omfatter de spørgsmål, som CRIA og Opoltrans har peget på. Derfor var Kommissionen ikke forpligtet til at undersøge påstande om forhold ud over det, som Retten fandt ulovligt.

(66)

Som forklaret i betragtning 5-7 fandt Retten, at Kommissionen ikke foretog en rimelig sammenligning ved beregningen af prisunderbudsmargenerne, fordi den justerede de eksporterende producenters eksportpris ved analog anvendelse af antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 9, mens EU-erhvervsgrenen også solgte via forretningsmæssigt forbundne salgsenheder, og deres salg ikke blev justeret.

(67)

I præmis 163 i Rettens dom blev det desuden konstateret, at hvis der ikke var foretaget nogen justering i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 9, »ville en sådan metode have gjort det muligt at foretage en rimelig sammenligning af priserne, når den pågældende vare og samme vare begge sælges gennem forretningsmæssigt forbundne salgsenheder«. I dommens præmis 190 fastslog Retten endvidere, at en sådan sammenligning »ikke gør det muligt at udligne de potentielle virkninger af den fejl, der består i at sammenligne de faktiske salgspriser, som de kinesiske eksporterende producenter forlanger direkte ved salg til kunder i Unionen, på den ene side, og de videresalgspriser, der opkræves af salgsenheder, der er forretningsmæssigt forbundet med EU-producenterne, på den anden side« (fremhævelse tilføjet). Endelig fastslog Retten i dommens præmis 134, at »uanset lovligheden og relevansen af det handelsled, som Kommissionen har valgt for så vidt angår eksporterende producenter eller EU-producenter, skal den sammenligning af priser, som denne institution foretager, altid være rimelig og i denne forbindelse vedrøre priser, der alle befinder sig i samme handelsled«.

(68)

Som forklaret i præmis 150 i Rettens dom udgør de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenters salg gennem forretningsmæssigt forbundne salgsenheder 0 % for Xingyuan-gruppen, 34 % for GITI-gruppen, 19 % for Aeolus/Pirelli og 98,6 % for Hankook-gruppen. Desuden præciserede Kommissionen i sit svar på en foranstaltning med henblik på tilrettelæggelse af Rettens procedure, at procentdelen af salget gennem forretningsmæssigt forbundne salgsenheder udgjorde 46,9 % af de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter og 87 % af de stikprøveudtagne EU-producenter. Derfor var andelen af salg gennem forretningsmæssigt forbundne salgsenheder høj til meget høj for hver af de to stikprøver.

(69)

Som forklaret i betragtning 149 i forordningen om midlertidig told fastsatte Kommissionen prisunderbuddet i undersøgelsesperioden ved at sammenligne:

(70)

For at opfylde Rettens dom blev eksportpriserne, hvor salget foregik gennem forretningsmæssigt forbundne forhandlere, ikke længere justeret analogt i overensstemmelse med antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 9. Den forretningsmæssigt forbundne importørs salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (»SA&G-omkostninger«) og fortjenesten for en stikprøve af ikke forretningsmæssigt forbundne importører blev således lagt til eksportprisen.

(71)

Kommissionen vurderede desuden, om der var andre potentielle handelsspørgsmål, der burde behandles med henblik på en rimelig sammenligning i tilfælde, hvor de eksporterende producenter solgte direkte til kunder i Unionen, men hvor de stikprøveudtagne EU-producenter solgte gennem forretningsmæssigt forbundne salgsenheder til kunder i Unionen. Med henblik herpå foretog den en detaljeret prisanalyse af alle de stikprøveudtagne EU-producenters salg med henblik på at fastlægge prismønstrene for direkte salg fra fabrikken og indirekte salg gennem forretningsmæssigt forbundne salgsenheder. Sammenligningen viste betydelige prisforskelle inden for en og samme varetype, men uden noget åbenlyst prismønster. Selv om forretningsmæssigt forbundne salgsenheder i princippet bør afholde markedsføringsomkostninger ved salg til kunder i Unionen, viste det sig, at disse omkostninger ikke konsekvent blev væltet over på de endelige priser.

(72)

Derfor konkluderede Kommissionen, at hverken salg direkte fra producenten eller salg gennem producentens salgsenheder havde nogen nævneværdig indvirkning på prisniveauet for et sådant salg til kunden. Navnlig blev det konstateret, at salg gennem en forretningsmæssigt forbundet enhed ikke førte til højere priser end salg direkte fra producenten. Kommissionen fandt således ikke nogen potentielle virkninger på de prisniveauer, der skulle udlignes, således som Retten havde mistanke om i dommens præmis 190. I dette tilfælde var det derfor berettiget at sammenligne de stikprøveudtagne EU-producenters faktiske salgspriser ved direkte salg eller salg via forretningsmæssigt forbundne salgsenheder i Unionen med de stikprøveudtagne eksporterende producenters eksportpriser.

(73)

Kommissionen foretog også en detaljeret analyse af de prismønstre pr. salgskanal, som EU-erhvervsgrenen anvendte. I den forbindelse solgte EU-erhvervsgrenen til brugere, distributører, detailhandlere og »andre« i forskellige mængder. Salget til alle andre kunder end »andre« var repræsentativt for alle varetyper. Kommissionen bemærkede, at priserne ved salg til brugere af samme varetype ofte var lavere end ved salg til distributører og detailhandlere, men det modsatte kunne også konstateres. Forskellene i priser til de forskellige kunder afhang ikke nødvendigvis af de samlede mængder, der blev solgt til en bestemt kunde. Kommissionen konkluderede derfor, at der ikke var noget åbenlyst mønster i de priser, der blev opkrævet af forskellige kundetyper, og at der ikke var behov for yderligere justeringer for at sikre en rimelig sammenligning som foreskrevet af Retten.

(74)

Kommissionen mindede om, at den i et notat til sagsakterne af 30. januar 2023 fremlagde yderligere oplysninger vedrørende sin analyse af EU-erhvervsgrenens priser ved direkte og indirekte salg samt ved salg til forskellige typer kunder.

(75)

Efter den supplerende fremlæggelse af oplysninger var CRIA uenig i Kommissionens konklusion om, at der ikke kunne identificeres noget prismønster med hensyn til EU-producenternes salg. Kommissionen bemærkede, at CRIA ikke underbyggede sin påstand og ikke fremlagde dokumentation for, at Kommissionens analyse var forkert. Den afviste derfor påstanden.

(76)

Den reviderede vejede gennemsnitlige underbudsmargen baseret på de stikprøveudtagne eksporterende producenter var på 14,7 %.

(77)

Kommissionen mente, at den pågældende import under alle omstændigheder fortsat ville udøve et negativt pres på salgsprisen i Unionen, også selv hvis den reviderede underbudsmargen skulle blive anset for at være marginal eller upassende.

(78)

Dumpingimport kan have en betydelig indvirkning på et marked, hvor følsomhed er vigtig. Som anført i betragtning 134 i forordningen om midlertidig told er EU-markedet for dæk til lastbiler og busser et meget konkurrencepræget marked, hvor prisforskelle kan have stor indvirkning på markedet.

(79)

Som det fremgår af tabel 7-10 i forordningen om midlertidig told, faldt EU-erhvervsgrenens gennemsnitspris i den betragtede periode med 8 %, mens enhedsproduktionsomkostningerne faldt med 6 %. Situationen var mest alvorlig på niveau 3, hvor salgsprisen faldt med 5 %, mens enhedsproduktionsomkostningerne steg med 1 %. I sidste ende blev virksomheder på niveau 3 på grund af dumpingimport tvunget til at sælge til en pris, der svarede til deres produktionsomkostninger, og dermed sælge uden indregnet fortjeneste og derfor med tab. Importen fra Kina udøvede derfor pristryk på grund af mængden (stigning på 32 %) og priserne (fald på 11 %) i den betragtede periode, hvilket ikke gjorde det muligt for EU-erhvervsgrenen at opjustere sine priser for at tage højde for stigningen i enhedsproduktionsomkostningerne.

(80)

Derfor konkluderede Kommissionen, at selv hvis forekomsten af underbud ville blive anfægtet, så ville der være tale om pristryk som følge af den pågældende import i dette tilfælde.

(81)

Kommissionen undersøgte, om der stadig ville være en årsagssammenhæng mellem dumpingimporten og den skade, som EU-producenterne har lidt, i betragtning af de reviderede underbudsmargener for importen fra de stikprøveudtagne kinesiske eksporterende producenter og konklusionerne om pristryk.

(82)

På trods af et fald i underbudsmargenen for alle stikprøveudtagne kinesiske eksportører, undtagen Xingyuan-gruppen, ændrede dette ikke det forhold, at importen fra de stikprøveudtagne kinesiske eksportører underbød EU-erhvervsgrenens salgspriser i betydeligt omfang. De reviderede underbudsmargener ændrede således ikke Kommissionens oprindelige konklusion om eksistensen af årsagssammenhængen mellem den skade, som EU-producenterne har lidt, og dumpingimporten fra Kina i afsnit 5.1 i forordningen om midlertidig told og bekræftet i afsnit 5.1 i den anfægtede forordning. De reviderede underbudsmargener og de yderligere konklusioner om pristryk i den foreliggende sag ændrede hverken analysen eller konklusionerne vedrørende andre årsager til skade, jf. afsnit 5.2 i forordningen om midlertidig told og afsnit 5.2 i den anfægtede forordning.

(83)

Kommissionen fastholdt derfor sin konklusion om, at den væsentlige skade, som EU-erhvervsgrenen har lidt, skyldtes dumpingimporten fra Kina, og at de øvrige faktorer, betragtet hver for sig eller samlet, ikke svækkede årsagssammenhængen mellem skaden og dumpingimporten.

(84)

I dommens præmis 179 fastslog Retten, at »beregningen af skadesmargenen består i at sammenligne de importpriser, der blev anvendt ved beregningen af prisunderbuddet, på den ene side, med de ikke-skadevoldende priser på samme vare, herunder en målfortjeneste, der afspejler normale markedsvilkår, på den anden side. Derfor kan en fejl vedrørende det handelsled, ved hvilket prissammenligningen foretages, påvirke såvel beregningen af prisunderbuddet som beregningen af skadesmargenen«.

(85)

For at opfylde dommen foretog Kommissionen en ny beregning af skadestærsklen for alle de virksomheder, der er omfattet af genoptagelsen.

(86)

I den oprindelige undersøgelse fastsatte Kommissionen skadestærsklen i undersøgelsesperioden ved at sammenligne:

(87)

EU-erhvervsgrenens ikkeskadevoldende pris er normalt baseret på produktionsomkostningerne pr. varetype, inkl. SA&G-omkostninger, plus en rimelig fortjeneste og fastsat ab fabrik. I dette særlige tilfælde havde Kommissionen dog ikke tilstrækkeligt detaljerede og verificerede oplysninger om produktionsomkostningerne på PCN-basis, hvilket er nødvendigt for at beregne skadesmargenen som beskrevet ovenfor. I betragtning af de særlige omstændigheder i denne sag, og idet det bemærkes, at der ikke var noget klart mønster i prisforskellen afhængigt af den salgskanal, der anvendes af de stikprøveudtagne EU-producenter, blev den ikkeskadevoldende pris baseret på den endelige salgspris pr. varetype, solgt direkte eller gennem forretningsmæssigt forbundne salgsenheder, og forlangt af ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på EU-markedet, justeret til et ab fabrik-niveau, jf. betragtning 86, første led, hvorfra den faktiske fortjeneste blev fratrukket, og der blev derefter lagt en rimelig fortjeneste til. I betragtning af disse særlige omstændigheder og for at opfylde dommen blev det anset for hensigtsmæssigt at sammenligne denne pris med de eksporterende producenters endelige salgspriser symmetrisk, dvs. for de forretningsmæssigt forbundne importører, også justeret kun for told og omkostninger efter importen, jf. betragtning 69, andet led, men inklusive SA&G-omkostninger og fortjeneste for de eksporterende producenters forretningsmæssigt forbundne importører i Unionen.

(88)

I lyset af Rettens konklusioner i præmis 190 i dens dom undersøgte Kommissionen desuden nøje, om der var andre spørgsmål om handelsled, som ville kræve en kompensation for at foretage en rimelig sammenligning, eftersom 87 % af stikprøven af EU-producenter, der solgte gennem forretningsmæssigt forbundne salgsenheder, og mange eksporterende producenter også havde direkte salg til endelige kunder. Kommissionen mindede om, at EU-erhvervsgrenens endelige salgspriser pr. varetype blev anvendt i beregningerne af skadesmargenen, jf. betragtning 87. Som Retten påpegede i dommens præmis 179, så gjaldt konklusionerne vedrørende underbudsberegningerne derfor fuldt ud også for beregningerne af skadesmargenen, for så vidt angik en rimelig sammenligning. Som forklaret i betragtning 71 og 72 konstaterede Kommissionen ingen andre handelsled, der ville kræve en justering for at foretage en rimelig sammenligning.

(89)

De reviderede skadesmargener, der således blev fastsat, var følgende:

(90)

Retten anførte i dommens præmis 33, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar ved ikke at videregive nogen af de oplysninger, der er nævnt i samme doms præmis 244.

(91)

Retten anførte de pågældende oplysninger (dommens præmis 244):

(92)

I dommens præmis 215-235 fandt Retten, at Kommissionen efter ændringerne i den endelige vægtning (se betragtning 188-195 i den anfægtede forordning) korrekt beregnede og viste rentabiliteten af salget i Unionen på EU-erhvervsgrenens niveau som helhed (tabel 5 i den anfægtede forordning) og på niveau 3 (tabel 6 i den anfægtede forordning). Som Retten anførte i dommens præmis 227, var det dog nødvendigt at foretage en ny beregning af alle andre mikroøkonomiske indikatorer end rentabiliteten som følge af ændringen i vægtningsmetoden. Ved at undlade dette undersøgte Kommissionen ikke objektivt virkningerne af dumpingimporten i overensstemmelse med antidumpinggrundforordningens artikel 3, stk. 3.

(93)

For at opfylde Rettens dom analyserede Kommissionen derfor i de følgende afsnit virkningen af at anvende den vægtning, der blev fastsat i den endelige fase, på alle mikroøkonomiske indikatorer, bortset fra den samlede rentabilitet og rentabilitet for niveau 3 (»den reviderede vægtning«). Som anført nedenfor ændrede anvendelsen af denne vægtning ikke væsentligt nogen af Kommissionens konklusioner vedrørende de mikroøkonomiske indikatorer. Det blev derfor bekræftet, at der forekom væsentlig skade i den betragtede periode.

(94)

Endvidere fastslog Retten i præmis 244 i sin dom, at Kommissionen tilsidesatte sagsøgernes ret til forsvar ved ikke at oplyse dem om bruttoskadesindikatorerne før anvendelsen af vægtningsjusteringer og oplysningerne vedrørende SMV'er på den ene side og store virksomheder på den anden side. Retten pålagde dog ikke Kommissionen at genindføre sine konklusioner om skade uden anvendelse af justeringskoefficienter. Retten begrænsede sig derimod til at foreskrive, at disse bruttoskadesindikatorer skulle have været meddelt de berørte parter før anvendelsen af eventuelle vægtningsjusteringer.

(95)

I lyset af ovenstående og for at opfylde Rettens dom har Kommissionen i følgende afsnit fremlagt de mikroøkonomiske indikatorer, der er fastlagt: 1) i den foreløbige fase i forordningen om midlertidig told, 2) i den endelige fase efter revision af vægtningen (kaldet »revideret vægtning« i alle nedenstående tabeller), 3) uden vægtningsjustering og 4) inden for niveau 3: 4a) indikatorer kun for SMV'er og 4b) indikatorer kun for store virksomheder.

(96)

Som forklaret i betragtning 185-192 i den anfægtede forordning fandt Kommissionen, at de mikroøkonomiske indikatorer ikke kunne afspejle EU-erhvervsgrenens faktiske situation, da de store stikprøveudtagne virksomheder havde en større indvirkning på de samlede oplysninger end de stikprøveudtagne SMV'er, mens sidstnævntes andel af EU-erhvervsgrenens samlede salg var på ca. 13 %.

(97)

Kommissionen besluttede derfor at øge vægten af de stikprøveudtagne SMV'er. Følgende vægtning blev anvendt i den anfægtede forordning i den endelige fase. Først fastsatte Kommissionen procentdelen af SMV'ers og store virksomheders salg af det samlede EU-salg. Dernæst angav Kommissionen de stikprøveudtagne SMV'ers og de store stikprøveudtagne producenters salg med deres respektive mængde i det samlede EU-salg. Endelig blev procentsatserne sammenlignet, og SMV'ernes oplysninger blev forhøjet for at afspejle den samme procentdel som de store stikprøveudtagne virksomheder. Dette blev også forklaret i betragtning 138. I den foreløbige fase anvendte Kommissionen også en yderligere justering (dvs. for at afspejle andelen af hvert niveau i EU-salget i de stikprøveudtagne oplysninger). Som forklaret i den anfægtede forordning blev denne justering imidlertid opgivet i den endelige fase, da de interesserede parter anfægtede anvendelsen af et fast forhold i den betragtede periode.

(98)

Vægtningsjusteringen havde en indvirkning på resultatet af de samlede mikroindikatorer, men også på niveau 3, fordi både store virksomheder og SMV'er var aktive på dette niveau. Tendenserne på niveau 1 og 2 blev ikke påvirket, da kun store virksomheder var aktive på disse niveauer. Som anført i betragtning 93 havde vægtningsjusteringen en begrænset indvirkning på de samlede mikroøkonomiske indikatorer, fordi SMV'ernes salg i undersøgelsesperioden blev anslået til ca. 13 % af det samlede EU-salg i undersøgelsesperioden.

(99)

De gennemsnitlige enhedssalgspriser hos de stikprøveudtagne EU-producenter ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 1

Salgspriser i Unionen og produktionsomkostninger

(100)

På trods af den nominelle forskel mellem den gennemsnitlige enhedssalgspris, der blev fastsat under de forskellige muligheder for den betragtede periode, for så vidt angår den overordnede tendens, blev der ikke konstateret nogen forskel mellem den vægtning, der blev anvendt i den foreløbige fase og i den endelige fase. Uden vægtning faldt den gennemsnitlige enhedssalgspris med to procentpoint mere end i de to andre scenarier. Den samme konklusion kunne drages med hensyn til udviklingen i de gennemsnitlige produktionsomkostninger.

(101)

Vægtningen eller snarere fraværet heraf havde ingen indvirkning på konklusionen for niveau 1 og 2. Med hensyn til niveau 3 undersøgte Kommissionen som vist i tabel 2, 3 og 4 virkningen af vægtningen og dens manglende anvendelse på tre datasæt: for det samlede niveau 3 for de store virksomheder, der er aktive på dette niveau, og for SMV'erne.

Tabel 2

Salgspriser i Unionen og produktionsomkostninger — Niveau 3

(102)

For niveau 3 blev den generelle tendens i enhedssalgsprisen og enhedsproduktionsomkostningerne ikke påvirket af revisionen af vægtningen i den endelige fase. Da der ikke blev foretaget nogen vægtning, viste tendenserne i enhedssalgsprisen og enhedsproduktionsomkostningerne et mere udtalt fald for begge indikatorer på mindst 5 procentpoint i den betragtede periode. Disse tendenser afspejlede hovedsagelig den tendens, der er observeret nedenfor for store virksomheder, der er aktive på niveau 3.

(103)

Som det fremgår af tabel 3 nedenfor, var tendensen for store virksomheder, der er aktive på niveau 3, betydeligt værre sammenlignet med den generelle tendens for enhedssalgsprisen og enhedsproduktionsomkostningerne.

Tabel 3

Salgspriser i Unionen og produktionsomkostninger — Niveau 3: Kun store virksomheder

(104)

Tabel 4 viste, at udviklingen i enhedsproduktionsomkostningerne for de SMV'er, der kun var aktive på niveau 3, forværredes i den betragtede periode med en omkostningsstigning på 7 %. Samtidig faldt enhedsprisen med 2 %.

Tabel 4

Salgspriser i Unionen og produktionsomkostninger — Niveau 3: Kun SMV'er

(105)

De stikprøveudtagne EU-producenters gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 5

Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat

(106)

De gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger steg i den betragtede periode med 6 % for begge typer vægtning og med 5 %, hvis der ikke blev anvendt nogen form for vægtning.

(107)

De stikprøveudtagne EU-producenters lagerbeholdninger udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 6

Lagerbeholdninger

(108)

I den betragtede periode steg lagerbeholdningerne med 44 % og 46 % for begge typer vægtning og med 48 %, hvis der ikke blev anvendt nogen form for vægtning. Slutlagrene nåede op på ca. 9 % af den årlige produktion for begge typer vægtning og 8 %, hvis der ikke blev anvendt vægtning. Denne situation havde en negativ indvirkning på de stikprøveudtagne EU-producenters finansielle situation.

(109)

Rentabiliteten, likviditet, investeringer og investeringsafkastet hos de stikprøveudtagne EU-producenter udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 7

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast

(110)

Kommissionen beregnede de stikprøveudtagne EU-producenters rentabilitet som nettofortjenesten før skat ved salg af samme vare til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udtrykt i procent af omsætningen i forbindelse med dette salg.

(111)

Baseret på de to typer vægtning var tendensen for den samlede rentabilitet den samme med et fald fra 15,6 %/15,4 % i 2014 til 13,7 % i undersøgelsesperioden. Dette blev beregnet på grundlag af vægten af hvert niveau i det samlede salg. Uden vægtning faldt den samlede rentabilitet fra 16,9 % i 2014 til 15,6 %.

(112)

Den faldende rentabilitet for de tre metoder skyldtes en forskel på to procentpoint mellem priser og omkostninger.

(113)

Kommissionen mindede om, at den samlede rentabilitet allerede var oplyst i forordningen om endelig told og ikke var omfattet af Rettens konklusioner med hensyn til de konstaterede fejl, jf. betragtning 93. Rentabiliteten blev kun vist i tabellen ovenfor for fuldstændighedens skyld. Ved anvendelsen af de tre forskellige metoder blev den samlede rentabilitet påvirket af rentabiliteten på niveau 1 og 2, mens rentabiliteten på niveau 3 uden vægtning faldt med ca. fem procentpoint i den betragtede periode, jf. tabel 9 nedenfor. Desuden var den relative tendens i rentabiliteten for hele EU-erhvervsgrenen også faldende.

(114)

Nettolikviditeten er et udtryk for EU-producenternes evne til at selvfinansiere deres aktiviteter. Udviklingen i nettolikviditeten viser et fald på 7-12 %, når den udtrykkes uden vægtning eller med den foreløbige vægtning.

(115)

Investeringsafkastet er fortjenesten udtrykt i procent af den bogførte nettoværdi af investeringerne. Den udviklede sig negativt for de tre metoder med ca. 15 procentpoint i den betragtede periode.

(116)

Med hensyn til niveau 2 havde revisionen af vægtningen mellem den foreløbige og den endelige værdi en indvirkning på værdierne, men ikke på den samlede observerede tendens. Derfor bekræftedes betragtning 196 og 197 i forordningen om midlertidig told.

Tabel 8

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast Niveau 2

(117)

Der blev foretaget en specifik analyse baseret på den samme metode som beskrevet for niveau 3, SMV'er, der er aktive på niveau 3, og store virksomheder, der er aktive på niveau 3.

(118)

Kommissionen mindede om, at rentabiliteten for niveau 3 allerede var oplyst i den anfægtede forordning og ikke var omfattet af Rettens konklusioner med hensyn til de konstaterede fejl, jf. betragtning 93. Rentabiliteten blev kun vist i tabellen ovenfor for fuldstændighedens skyld.

(119)

For det samlede niveau 3 konstateredes det, at rentabilitetstendensen for de to typer vægtningsmetoder var ens. Dette skyldes, at de tab, som SMV'erne indberettede, havde større vægt i den samlede beregning, da tabene for SMV'erne var særligt udtalte (– 6,1 % i undersøgelsesperioden). Uden vægtning lå rentabiliteten på niveau 3 tæt på den rentabilitet, der blev indberettet af store virksomheder på dette niveau. Rentabiliteten for store virksomheder på niveau 3 blev halveret fra 2014 til undersøgelsesperioden, fra 10 % til 4,8 %.

(120)

Med hensyn til niveau 3 faldt nettolikviditeten betydeligt, dvs. med ca. 60 % for de to typer vægtningsmetoder og med ca. 35 % uden vægtning. Investeringsafkastet faldt med ca. 66 procentpoint for de to typer vægtningsmetoder og med ca. 48 procentpoint uden vægtning i den betragtede periode. Uden vægtning afspejlede rentabiliteten for niveau 3 de store virksomheders rentabilitet på niveau 3 som forventet i betragtning 198 i forordningen om midlertidig told.

Tabel 9

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast Niveau 3

(121)

Med hensyn til de store virksomheder på niveau 3 fremlagde Kommissionen nedenfor det fuldstændige datasæt for deres rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast.

Tabel 10

Store virksomheder — Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast — Niveau 3

(122)

Med hensyn til SMV'erne på niveau 3 fremlagde Kommissionen nedenfor det fuldstændige datasæt for deres rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast. De tab, der blev indberettet i undersøgelsesperioden, blev anført i betragtning 198 i forordningen om midlertidig told.

Tabel 11

Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast — Niveau 3 — SMV'er

(123)

Kommissionen fandt, at de mikroøkonomiske indikatorer baseret på den reviderede vægtning bekræftede betragtning 196 i den anfægtede forordning, og at konklusionerne, der var baseret på tendenserne i forordningen om midlertidig told, derfor fortsat var gyldige.

(124)

Desuden blev de mikroøkonomiske indikatorer, der var baseret på den manglende vægtning, også fundet i overensstemmelse med de mikroøkonomiske indikatorer baseret på de to typer vægtningsmetoder. Den manglende vægtning havde hovedsagelig indvirkning på niveau 3. Navnlig afspejlede den samlede rentabilitet for niveau 3 uden vægtning rentabiliteten i store virksomheder, der er aktive på niveau 3. Betragtning 198 i forordningen om midlertidig told viste store virksomheders fortjenstmargen i undersøgelsesperioden.

(125)

Store virksomheder, der er aktive på niveau 3, oplevede et betydeligt fald i deres fortjenstmargen og i deres investeringsafkast, som blev negativt, samt i likviditeten. SMV'ernes tab var særlig udtalte (– 6,1 %) i undersøgelsesperioden. Der kunne drages lignende konklusioner for likviditeten og investeringsafkastet, som blev negativt. Konklusionen vedrørende SMV'ernes situation var derfor fortsat gyldig, og tendenserne i forordningen om midlertidig told og den anfægtede forordning blev bekræftet.

(126)

Mens tendenserne for de mikroøkonomiske indikatorer, der blev fastlagt på grundlag af den reviderede vægtning, i dette tilfælde svarede til de mikroøkonomiske indikatorer uden vægtning, fandt Kommissionen, at den vægtningsmetode, der blev anvendt i den endelige fase, var nøjagtig i en markedssituation, hvor EU-erhvervsgrenen bestod af både store virksomheder og mange SMV'er. Kommissionen bemærkede også, at Retten ikke satte spørgsmålstegn ved denne metode som sådan.

(127)

Med hensyn til de makroøkonomiske indikatorer fandt Retten, at Kommissionen, som hævdet af CRIA og CCCMC, undlod at fremlægge yderligere oplysninger om kilderne til de anvendte data. I den endelige fase hævdede CRIA og CCCMC også, at de var i tvivl om pålideligheden af nogle af de oplysninger, der blev anvendt, jf. betragtning 201 i den anfægtede forordning.

(128)

For at opfylde dommen anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger og modtog yderligere præciseringer under et møde med repræsentanter for den europæiske sammenslutning af dækfabrikanter (»ETRMA«). ETRMA fremlagde detaljerede oplysninger om den metode, som sammenslutningen anvendte til aggregering af markedsdata. En offentlig udgave af mødereferatet blev stillet til rådighed for alle interesserede parter sammen med flere bilag. I bilagene beskrives det i detaljer, hvordan de oplysninger, som ETRMA har indsamlet med hjælp fra Europols tilknyttede ledelse, som har indsamlet de makroøkonomiske data på vegne af ETRMA. Kommissionen gentog, at de makroøkonomiske data fra ETRMA ikke som sådan blev anfægtet ved den endelige fremlæggelse af oplysninger fra nogle af de eksporterende producenter (såsom Hankook-gruppen og Aeolus/Pirelli), der var medlemmer af ETRMA.

(129)

På dette grundlag fandt Kommissionen, at den overholdt Rettens konklusioner vedrørende spørgsmålet om kilder til makroøkonomiske data, således som de fremgår præmis 244 i dens dom.

(130)

Retten anførte, at sagsøgerne med rette under retsmødet gjorde gældende, at meddelelsen af navnene på de 85 SMV'er, der havde indstillet produktionen, således som den blev givet af otte forskellige leverandører af slidbaner, ikke gjorde det muligt at identificere individuelle forretningsforbindelser mellem en leverandør og en kunde, og at disse navne derfor ikke vedrørte oplysninger, der kunne være fortrolige. Under disse omstændigheder har Kommissionen ikke godtgjort, at listen over SMV'er i EU-erhvervsgrenen, der indstillede produktionen, var fortrolig (jf. dommens præmis 253).

(131)

Kommissionen fandt, at navnet på en virksomhed i princippet ikke burde offentliggøres for andre interesserede parter uden den pågældende virksomheds udtrykkelige samtykke. Desuden er det måske ikke tilstrækkeligt at fjerne forbindelsen mellem leverandøren af slidbaner og dennes kunde til, at disse oplysninger kan videregives. En liste over kunder er et af en virksomheds vigtigste aktiver, og en leverandør af slidbaner har derfor ingen interesse i at videregive denne type oplysninger til sine konkurrenter. Desuden fokuserede nogle af de berørte SMV'er ikke blot 100 % på regummieringsbranchen, men regummieringen var en aktivitet blandt andre (f.eks. salg af nye dæk eller et værksted for store lastbilparkvirksomheder). Endelig betyder det forhold, at en kunde af en virksomhed var blevet indberettet som værende ophørt med at købe slidbanemateriale, ikke nødvendigvis, at denne virksomhed var gået konkurs eller blevet opløst. Fremlæggelse af disse oplysninger ville således afsløre følsomme kommercielle oplysninger.

(132)

Selv om aggregeringen af oplysninger vedrørende mængder eller værdier fra flere parter kan offentliggøres uden spørgsmål om fortrolighed, navnlig hvis de aggregerede oplysninger ligger inden for samme interval, kan dette ikke gælde for et virksomhedsnavn. Desuden kan en samarbejdsvillig part ikke videregive sådanne oplysninger uden tilladelse fra den part, hvis navn er blevet oplyst. Med henblik på at offentliggøre en sådan liste over kunder burde hver leverandør af slidbaner derfor have anmodet hver af sine kunder om tilladelse til at offentliggøre dens navn til andre interesserede parter.

(133)

På tidspunktet for den anfægtede forordning var det kun de virksomheder, der havde anmeldt konkurs eller likvidation, der kunne være blevet videregivet til interesserede parter. Kommissionen havde imidlertid ikke nærmere oplysninger om, hvilken virksomhed der gik konkurs eller blev likvideret eller blot indstillede sin produktion. I sit notat til dossieret af 19. juli 2019 gav Kommissionen detaljerede forklaringer vedrørende den metode, der blev anvendt til at opstille ovennævnte liste. På tidspunktet for den anfægtede forordning kontaktede Kommissionen otte leverandører af slidbaner for at indhente oplysninger om deres liste over kunder og deres salg i den betragtede periode (1. januar 2014-30. juni 2017). Da regummieringsvirksomhederne kan have flere leverandører, blev oplysningerne fra leverandørerne aggregeret pr. kunde for at identificere de virksomheder, der ophørte med at købe slidbanemateriale i den betragtede periode. På grundlag af denne database var Kommissionen i stand til at identificere de regummieringsvirksomheder, der skiftede fra en leverandør til en anden. Kommissionen anførte også i betragtning 244 i den anfægtede forordning, at mindst 85 SMV'er indstillede produktionen, med henvisning til betragtning 202 i forordningen om midlertidig told.

(134)

Kommissionen havde ikke oplysninger om hver regummieringsvirksomheds retlige status. Kommissionen var navnlig ikke i stand til at identificere de konkursramte eller opløste virksomheder og dermed indberette dem til interesserede parter.

(135)

I løbet af denne undersøgelse kontaktede Kommissionen de samarbejdsvillige leverandører af slidbaner for at opnå den faktiske retlige status for de virksomheder, der ikke længere køber slidbanemateriale. På grundlag af anmodning fra Kommissionen gav leverandører af slidbaner deres samtykke til, at disse navne blev offentliggjort, men på betingelse af, at deres virksomheds navn ville blive adskilt fra kundenavnene. Kommissionen konstaterede, at de fleste af de opførte virksomheder var inaktive. Kommissionen besluttede derfor at offentliggøre listen over SMV'er, der ophørte med at købe slidbanemateriale fra de interesserede parter. Deres navne findes i de ikkefortrolige sagsakter.

(136)

Retten fandt, at Kommissionen ikke fremlagde oplysninger om antallet af SMV'er i EU-erhvervsgrenen (jf. dommens præmis 244-266).

(137)

Kommissionen fremlagde imidlertid det nøjagtige antal SMV'er som en del af EU-erhvervsgrenen i tabel 4 i den anfægtede forordning.

(138)

Som anført i tabel 4 i den anfægtede forordning var den reviderede vægtningsmetode ikke baseret på den mængde, der blev indberettet af de samarbejdsvillige virksomheder, men på SMV'ers og store virksomheders samlede salgsmængde som vist i nedenstående tabel. Se de specifikke underliggende data, der er anvendt, i tabel 12 nedenfor.

Tabel 12

SMV'ernes salg som andel af det samlede EU-salg (%)

(139)

Kommissionen mindede om, at den efter at have modtaget behørigt begrundede anmodninger indrømmede alle klagerne anonymitet under hele undersøgelsen. Med henblik på yderligere at beskytte en sådan anonymitet blev det forhold, der blev anvendt til at fastsætte de reviderede vægtningsværdier, desuden kun baseret på det samlede EU-salg, herunder SMV'ernes samlede salg, og ikke på salgsmængderne for kun de samarbejdsvillige SMV'er. De samarbejdsvillige SMV'ers nøjagtige salgsmængder som sådan udgjorde derfor ikke et væsentligt forhold eller en væsentlig betragtning, som kunne danne grundlag for Kommissionens fastsættelse af EU-erhvervsgrenens skadesindikatorer. Retten fandt imidlertid i dommens præmis 256, at Kommissionen ikke konkret havde forklaret, hvorledes fremlæggelsen af et samlet tal kunne afsløre visse klageres identitet.

(140)

Kommissionen fandt, at fremlæggelsen af aggregerede tal i visse tilfælde måske ikke afslører klagernes identitet. Dette kan f.eks. være tilfældet for en erhvervsgren, hvor virksomhedernes salgsmængder er ulige fordelt, og hvor hver enkelt aktørs markedsandel er lille. I den foreliggende sag blev EU-erhvervsgrenen imidlertid delt mellem nogle få store grupper af virksomheder på den ene side og mere end 380 SMV'er på den anden side. De store grupper af virksomheder tegnede sig for ca. 85 % af EU-salget, jf. betragtning 129 i forordningen om midlertidig told. Afsløringen af SMV'ernes nøjagtige mængder (eller endog intervaller) ville derfor have gjort det muligt for de andre parter at konkludere, hvor stor en andel af klagerne, der er store EU-producenter, hvilket i sidste ende kunne have ført til identifikation af de store EU-producenter, der samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til den anfægtede forordning. Efter en omhyggelig fornyet undersøgelse af de oplysninger, den havde til rådighed, konkluderede Kommissionen derfor, at afsløringen af de nøjagtige salgsmængder (eller endog intervaller) for de SMV'er, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, ville have bragt klagernes anonyme status i fare.

(141)

Efter fremlæggelsen af oplysninger gentog CRIA sin påstand om, at Kommissionen burde have oplyst den nøjagtige salgsmængde for SMV'er, der samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til den anfægtede forordning.

(142)

Kommissionen fandt, at salgsmængden for SMV'er, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, var tilgængelig i forbindelse med den undersøgelse, der førte til den anfægtede forordning, gennem de stikprøveskemaer, der blev indgivet af alle samarbejdsvillige virksomheder og stillet til rådighed i det ikkefortrolige dossier. Stikprøveskemaerne var derfor tilgængelige for alle interesserede parter. Som anført i betragtning 139 blev de samarbejdsvillige SMV'ers nøjagtige salgsmængde ikke taget i betragtning ved fastsættelsen af SMV'ers andel. Kommissionen anvendte derimod kun det samlede EU-salg til at fastsætte de reviderede vægtningsværdier. Det nøjagtige antal samarbejdsvillige SMV'er var således ikke en del af de væsentlige kendsgerninger, der blev anvendt ved fastsættelsen af de reviderede værdier. Endelig ville videregivelse af disse oplysninger, jf. betragtning 140, have bragt klagernes anonyme status i fare. Denne påstand blev derfor afvist.

(143)

På baggrund af ovenstående bør der genindføres en endelig antidumpingtold på importen af den pågældende vare svarende til det laveste af de konstaterede dumping- og skadesmargener i overensstemmelse med reglen om den lavest mulige told. I dette tilfælde bør den endelige antidumpingtold for alle de pågældende eksporterende producenter derfor fastsættes til niveauet for de konstaterede skadesmargener.

(144)

Det bemærkes, at antisubsidieundersøgelsen blev gennemført sideløbende med antidumpingundersøgelsen. Jf. artikel 24, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1037, er det i lyset af anvendelsen af reglen om den lavest mulige told og den kendsgerning, at de endelige subsidiesatser er lavere end skadestærsklen, hensigtsmæssigt at indføre en endelig udligningstold på niveauet for de konstaterede endelige subsidiesatser og derefter pålægge en endelig antidumpingtold op til den relevante skadestærskel.

(145)

Som forklaret i betragtning 335-343 i den anfægtede forordning besluttede Kommissionen, at den mest hensigtsmæssige form for foranstaltning var en fast told.

(146)

Efter fremlæggelsen af oplysninger og den supplerende fremlæggelse af oplysninger hævdede CRIA, at Kommissionen anvendte inkonsekvente cif-værdier som nævner ved fastsættelsen af underbuds- og målprisunderbudsmargenerne. Begge margener burde være fastsat på grundlag af den nævner, der blev anvendt til beregning af underbudsmargenen.

(147)

Som anført af Kommissionen i afsnit 9 blev den eksportpris, der blev anvendt til at beregne underbudsmargenen, fastsat ved fra salgsprisen til de første uafhængige kunder hos de stikprøveudtagne eksporterende producenter at fjerne alle de omkostninger, der var påløbet i Unionen (som afhang af incoterms for hver transaktion) med henblik på at fastsætte værdien ved Unionens grænse. F.eks. blev transportomkostninger i Unionen fratrukket. Til denne værdi blev der, hvor det var relevant, tilføjet told og omkostninger efter importen. Resultatet var den såkaldte »cif-hjemtagelsespris«, som blev sammenlignet med EU-producenternes salgspriser, ligeledes justeret, for at fastsætte underbudsmargenen, som blev udtrykt som en procentdel af EU-salgsprisen.

(148)

Målprisunderbudsmargenen blev fastsat på følgende måde pr. varetype:

(149)

Den nævnerværdi, der anvendes til at fastsætte målprisunderbudsmargenen og dumpingmargenen, bør være den samme værdi i forbindelse med sammenligning med henblik på anvendelsen af reglen om den lavest mulige told, jf. grundforordningens artikel 7, stk. 2. Formålet med denne sammenligning er at fastsætte den procentsats, hvormed den importpris, der er angivet til toldmyndighederne, skal forhøjes i form af antidumpingtold for at fjerne virkningerne af de tidligere beregnede målprisunderbudsbeløb eller dumpingbeløb. Eftersom tolden vil finde anvendelse på den angivne cif-toldværdi i Unionen, skal en sådan told naturligvis udtrykkes matematisk som en procentdel af den samme ovennævnte cif-pris, der som forklaret ovenfor udgør grundlaget for anvendelsen af tolden ved told. Det ville være ulogisk og matematisk forkert at beregne en procentsats på grundlag af én værdi, der anvendes som nævner, for derefter at anvende den deraf følgende procentsats på en anden værdi.

(150)

Efter de fremsatte bemærkninger undersøgte Kommissionen på ny de fremlagte beregninger og bekræftede, at den metode, der blev anvendt til at fastsætte nævnerværdierne, var korrekt. Kommissionen afviste derfor påstanden om, at de anvendte cif-værdier var inkonsekvente, og at cif-hjemtagelsesprisen, som blev sammenlignet med EU-prisen med henblik på underbuds- og målprisunderbudsberegningerne, på den ene side, og den cif-værdi, der blev anvendt som nævner til at fastsætte både målprisunderbudsmargenen og dumpingmargenen, på den anden side, burde være den samme.

(151)

CRIA hævdede, at Kommissionen anvendte en forkert metode ved fastsættelsen af den faste told, da skadesmargenen blev ekstrapoleret i en told pr. dæk på grundlag af den samlede importmængde i stedet for kun at anvende den mængde tilsvarende varetyper, der var blevet anvendt til beregning af den oprindeligt beregnede skadesmargen.

(152)

Kommissionen anvendte den samme metode som i den anfægtede forordning, som ikke blev erklæret ugyldig af Retten. Under alle omstændigheder bemærkede Kommissionen, at antidumpingforanstaltninger skal have en tilsvarende afhjælpende virkning, uanset hvilken form de har. Det er ubestridt, at hvis tolden havde form af en værdiforanstaltning, ville værditolden finde anvendelse på al import og alle typer af den pågældende vare, uanset om en bestemt type blev taget i betragtning ved fastsættelsen af målprisunderbuddet eller dumpingbeløbet. Det følger heraf, under omstændigheder, hvor det besluttes at udtrykke tolden som et specifikt beløb, at en sådan specifik told derfor skal baseres på salget af al import af den pågældende vare i den relevante undersøgelsesperiode, da den vil finde anvendelse på al import af alle varetyper på samme måde som en tilsvarende værditold. Kommissionen fandt derfor, at det var hensigtsmæssigt at tage hensyn til den samlede importmængde, som den ville have gjort, hvis den anvendte en værditold. Den afviste derfor påstanden.

(153)

Efter den supplerende fremlæggelse af oplysninger hævdede CRIA, at Kommissionen begik en fejl ved fastsættelsen af toldniveauet for Zhongce Rubber Group Co., Ltd.

(154)

I notatet til dossieret af 31. januar 2023 præciserede Kommissionen, at den tog hensyn til skadestærsklen på 32,39 % for Zhongce Rubber Group Co., Ltd. i perioden før forordningen om indførelse af udligningstold trådte i kraft (fra den 8. maj 2018 til den 12. november 2018). Den tilsvarende faste told var således 49,31 EUR pr. enhed for denne periode. Fra den 13. november 2018, hvor forordning (EU) 2018/1690 trådte i kraft og ændrede den anfægtede forordning, gjorde Kommissionen imidlertid Zhongce Rubber Group Co., Ltd til genstand for den højere skadesmargen på 55,07 % for så vidt angår den pågældende subsidieundersøgelse, fordi den samarbejdede i forbindelse med antidumpingundersøgelsen, men ikke i antisubsidieundersøgelsen. Dette resulterede i en dumpingmargen på nul og en subsidiesats på 51,8 % svarende til en fast udligningstold på 57,28 EUR pr. enhed. CRIA fremsatte ingen bemærkninger til denne forklaring. CRIA's påstand om, at Kommissionen begik en fejl i beregningen af skadestærsklen for denne virksomhed, blev derfor afvist.

(155)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede CRIA også, at toldsatsen for tre virksomheder, nemlig Zhongce Rubber Group Co., Ltd, Weifang Yuelong Rubber Co., Ltd, og Hefei Wanli Tire Co., Ltd, også burde reduceres, da Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad gennemførte præmis 190-192 i Rettens dom.

(156)

Som forklaret i betragtning 70 fastslog Kommissionen ud over justeringen for, hvor det var relevant, at lægge SA&G-omkostninger og fortjeneste til de eksporterende producenters eksportpris, der tidligere var fjernet ved analog anvendelse af grundforordningens artikel 2, stk. 9, at der ikke var behov for yderligere justeringer. Som påpeget i betragtning 72, 73 og 88 fastslog Kommissionen, at der ikke var tale om en rimelig sammenligning mellem indirekte og direkte salg eller mellem forskellige typer kunder. Som følge heraf blev de stikprøveudtagne eksporterende producenters direkte salg i lighed med den metode, der blev anvendt i den anfægtede forordning, for hver varetype sammenlignet med de stikprøveudtagne EU-producenters salg for at fastsætte skadesmargenerne. Dette gjaldt også beregningen af resttolden, som var baseret på skadesmargenen på 55,1 % for Xingyuan-gruppen, som kun havde direkte salg. På dette grundlag fastslog Kommissionen, at den resterende antidumping- og udligningstold for Weifang Yuelong Rubber Co., Ltd og Hefei Wanli Tire Co., Ltd og den resterende udligningstold for Weifang Yuelong bør forblive uændret. Kommissionen fandt derfor, at dens konklusioner var i overensstemmelse med præmis 190-192 i Rettens dom, og afviste påstanden.

(157)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fandt Kommissionen en fejl i den faste told baseret på skadesmargenen for Aeolus/Pirelli. Skadesmargenen blev korrigeret fra 29,79 % til 27,56 %, og alle parter blev underrettet herom.

(158)

Efter den supplerende fremlæggelse af oplysninger hævdede CRIA, at Kommissionen begik en fejl ved fastsættelsen af Hankook-gruppens toldniveau.

(159)

Efter at have analyseret påstanden fandt Kommissionen en skrivefejl og rettede Hankook-gruppens skadesmargen fra 11,18 % til 10,31 %.

(160)

På grundlag af ovenstående bør de endelige antidumpingtoldsatser være følgende:

(161)

Den ændrede antidumpingtold finder anvendelse uden afbrydelse fra det tidspunkt, hvor forordningen om midlertidig told trådte i kraft (dvs. fra den 8. maj 2018 og fremefter).

(162)

Det er også nødvendigt at anvende et andet niveau for antidumpingtolden i perioden før ikrafttrædelsen af den endelige antisubsidieforordning (dvs. i perioden fra den 8. maj 2018 til den 12. november 2018). Den told, der fandt anvendelse i denne periode, er lig med den skadesmargen, der blev fastsat for alle de pågældende virksomheder.

(163)

Selv om kun Aeolus Tyre Co., Ltd og Double Coin Group (Jiang Su) Tyre Co., Ltd var ansøgere i sag T-30/19 og T-72/19, fandt Kommissionen, at den korrigerede told finder anvendelse på alle de respektive grupper. For Aeolus-gruppen er de pågældende eksporterende producenter: Aeolus Tyre Co., Ltd, Aeolus Tyre (Taiyuan) Co., Ltd, Qingdao Yellow Sea Rubber Co., Ltd og Pirelli Tyre Co., Ltd. For Double Coin Group (Jiang Su) Tyre Co., Ltd er de pågældende eksporterende producenter: Double Coin Group (Jiang Su) Tyre Co., Ltd og Shanghai Huayi Group Corp. Ltd.

(164)

Toldmyndighederne pålægges at opkræve det korrekte beløb af import for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter og refundere eventuelle overskydende beløb, der er opkrævet i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser.

(165)

Denne forordning ændrer ikke toldsatserne for de eksporterende producenter, der ikke var berørt af meddelelsen om genoptagelse og af forordningen om registrering. Deres told forblev derfor uændret, og som følge heraf blev disse virksomheder ikke identificeret i denne forordning.

(166)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Hämmerling, at eftersom Kommissionen havde til hensigt at genindføre tolden ud over den treårige forældelsesfrist, der er fastsat i EU-toldkodeksen, bør den også præcisere, at forskellen mellem den genindførte told og den told, der tidligere var gældende, også skal tilbagebetales ud over forældelsesfristen på tre år.

(167)

Kommissionen mindede først om, at det følger af fast retspraksis, at EU-toldkodeksen ikke er til hinder for, at Kommissionen vedtager en forordning om genindførelse af en endelig antidumping- eller udligningstold for en periode på over tre år (50).

(168)

Som forklaret i betragtning 164 skal toldmyndighederne endvidere opkræve det korrekte beløb af import for så vidt angår de pågældende eksporterende producenter og refundere eventuelle overskydende beløb, der er opkrævet i overensstemmelse med de gældende toldbestemmelser. Retten præciserede i T-440/20, at den gældende toldlovgivning bl.a. er EU-toldkodeksens artikel 101, stk. 1, artikel 102, stk. 1, første afsnit, artikel 103, stk. 1, og artikel 104, stk. 2. I henhold til disse bestemmelser fastsættes det skyldige afgiftsbeløb af de kompetente toldmyndigheder, der er ansvarlige for anmeldelse af toldskyld, medmindre en frist på tre år fra datoen for toldskyldens opståen er udløbet. Domstolen præciserede endvidere, at »det følger heraf, at reglen i EU-toldkodeksens artikel 103, stk. 1, ganske vist ikke alene har til virkning at forhindre, at debitor underrettes om toldbeløbet efter udløbet af en frist på tre år regnet fra datoen for toldskyldens opståen, men også at medføre, at toldskylden i sig selv forældes ved udløbet af denne frist. Reglen finder dog kun anvendelse på meddelelse af toldbeløbet til debitor, og gennemførelsen heraf henhører derfor udelukkende under de nationale toldmyndigheder, som er kompetente til at foretage en sådan meddelelse« (51). Kommissionen bekræftede derfor, at den treårige forældelsesfrist for tilbagebetaling fandt anvendelse i den foreliggende sag, og afviste anmodningen.

(169)

I henhold til artikel 109 i forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (52) er rentesatsen, når et beløb skal tilbagebetales som følge af en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, den sats, som Den Europæiske Centralbank anvender på sine vigtigste refinansieringstransaktioner, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, C-udgaven, den første kalenderdag i hver måned.

(170)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 15, stk. 1, i forordning (EU) 2016/1036 —