61994J0212

++++

1. Landbrug ° faelles markedsordning ° faare- og gedekoed ° variabel praemie ved slagtning ° opkraevning ved udfoersel til en anden medlemsstat af et beloeb svarende til den faktisk ydede praemie ("clawback-afgift") ° beregningsmetode ° beloeb svarende til den faktisk ydede praemie ° eksportoererne baerer bevisbyrden ° gennemsnitlig stoerrelse af praemien for ugen for produkternes udfoersel og for de tre foregaaende uger ° gyldighed

(Raadets forordning nr. 1837/80, art. 9, stk. 3, og nr. 3013/89, art. 24, stk. 5; Kommissionens forordning nr. 1922/92)

2. Landbrug ° faelles markedsordning ° faare- og gedekoed ° variabel praemie ved slagtning ° opkraevning ved udfoersel til en anden medlemsstat af et beloeb svarende til den faktisk ydede praemie ("clawback-afgift") ° beregningsmetode ° beloeb svarende til den faktisk ydede praemie ° bevis afkraevet de handlende af de kompetente myndigheder i den paagaeldende medlemsstat ° anvendelse af nationale regler ° betingelser

(EF-traktaten, art. 5; Kommissionens forordning nr. 1633/84, art. 4, stk. 1, og nr. 1922/92, art. 1 og 2)

3. Praejudicielle spoergsmaal ° gyldighedsspoergsmaal ° en forordnings ugyldighed fastslaaet ° retsvirkninger ° tidsmaessig begraensning ° erhvervsdrivende, som har anlagt retssag eller indgivet en efter gaeldende national lovgivning herved ligestillet klage, undtaget ° raekkevidden af den i Domstolens dom af 10. marts 1992 i de forenede sager C-38/90 og C-151/90 fastsatte undtagelse ° muligt for de erhvervsdrivende, der er omfattet af undtagelsen, til stoette for krav om tilbagebetaling af beloeb opkraevet med urette at paaberaabe sig, at den omhandlede forordning har vaeret ugyldig fra sin ikrafttraeden ° begraensninger

(Kommissionens forordning nr. 1633/84, art. 4, stk. 1 og 2)

4. Landbrug ° faelles markedsordning ° faare- og gedekoed ° variabel praemie ved slagtning ° opkraevning ved udfoersel til en anden medlemsstat af et beloeb svarende til den faktisk ydede praemie ("clawback-afgift") ° krav om tilbagebetaling af uretmaessigt opkraevet clawback-afgift ° anvendelse af national ret ° betingelser

(Kommissionens forordning nr. 1922/92, art. 2, stk. 1)

1. Da opkraevningen af clawback inden for rammerne af den faelles markedsordning for faare- og gedekoed har til formaal at undgaa forstyrrelser i handelen mellem medlemsstater som foelge af den variable slagtepraemie, maa den gennemfoeres saaledes, at den udligner virkningen af praemien ved udfoersel fra det paagaeldende omraade af produkter, som er blevet begunstiget af denne stoetteforanstaltning, og saaledes, at ordningen ikke medfoerer en fordel for producenterne i dette omraade, hvilket ville vaere tilfaeldet, saafremt den opkraevede clawback-afgift var lavere end den ydede praemie, og saaledes at deres konkurrencemaessige stilling ikke svaekkes, hvilket ville vaere tilfaeldet, saafremt clawback-afgiften oversteg praemien.

Den foerste valgmulighed med hensyn til beregningsmetode for den clawback-afgift, der skal opkraeves eller tilbagebetales ved uretmaessig opkraevning, jf. forordning nr. 1922/92, og som staar aaben for de handlende, som over for de kompetente myndigheder i den paagaeldende medlemsstat kan godtgoere, hvilket praemiebeloeb der faktisk er ydet for de produkter, som er omfattet af clawback, er utvivlsomt i overensstemmelse med formaalet med ordningen vedroerende opkraevning af clawback, da clawback-beloebet er lig med den ydede slagtepraemie.

Det forekommer ikke aabenbart urimeligt at lade eksportoererne baere bevisbyrden med hensyn til, hvad der skal fremlaegges, hvis man vaelger at benytte denne foerste beregningsmetode. Saavel i artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1837/80 som i artikel 24, stk. 5, i forordning nr. 3013/89, der begge vedroerer den faelles markedsordning for faare- og gedekoed, er det nemlig klart fastlagt, at clawback-beloebet skal svare til praemien, saaledes at en paapasselig erhvervsdrivende, som vidste, at han skulle betale clawback, kunne traeffe de noedvendige dispositioner for at sikre sig de noedvendige beviser med henblik paa at godtgoere denne overensstemmelse. I oevrigt ved eksportoeren, hos hvem han har koebt de produkter, som han skal erlaegge clawback-afgift for, og han er saaledes bedst i stand til alt fremlaegge det kraevede bevis. Saafremt eksportoeren ikke er i stand til at fremskaffe dette bevis, fastlaegger forordning nr. 1922/92 ydermere en anden metode til beregning af clawback-afgiften.

Denne metode, som bygger paa gennemsnittet af de gaeldende praemiesatser for en periode paa fire uger, som noedvendigvis omfatter saavel produktets foerste markedsfoering som produktets eksport, er ligeledes i overensstemmelse med formaalet med clawback-afgiften. Dels goer ordningen det nemlig muligt i betragtelig grad at reducere de udslag i beregning af clawback, som fremkom under det tidligere beregningssystem, som er erklaeret ugyldigt, og hvorefter clawback-beloebet var lig med den praemie, der var fastsat for den uge, hvori de paagaeldende produkter blev udfoert, og dels skaber anvendelsen af et fire ugers gennemsnit sikkerhed for, at clawback-beloebet ligger praemien saa naer som muligt.

2. Det beviskrav, som er opstillet i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84, der inden for den faelles markedsordning for faare- og gedekoed vedroerer ordningen til opkraevning af clawback-afgift, som aendret ved artikel 1 i forordning nr. 1922/92, og i artikel 2 i forordning nr. 1922/92 om betingelserne for tilbagebetaling af den clawback-afgift, som er opkraevet med urette, skal fortolkes saaledes, at de handlende paa en for de kompetente myndigheder i den paagaeldende medlemsstat tilfredsstillende maade i overensstemmelse med national ret og inden for den frist, som er fastlagt i forordning nr. 1922/92, skal godtgoere, hvilke praemiebeloeb der faktisk er ydet for de produkter, som er omfattet af clawback, under den betingelse, at de nationale forskrifter ikke begraenser de faellesskabsretlige bestemmelsers raekkevidde og effektivitet.

Henset til, at der i medfoer af traktatens artikel 5 paahviler de nationale myndigheder en forpligtelse til loyalt samarbejde, hvorefter de ikke maa opstille hindringer for faellesskabsrettens virkning og gennemslagskraft, maa de nationale regler i denne forbindelse ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at gennemfoere faellesskabsbestemmelserne og udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden.

3. Praemis 30 i dom af 10. marts 1992, forenede sager C-38/90 og C-151/90, Lomas m.fl., skal, hvad angaar krav om tilbagebetaling af clawback, som er erlagt med urette foer den 10. marts 1992, fortolkes saaledes, at de erhvervsdrivende eller disses retssuccessorer, som inden dette tidspunkt har anlagt retssag eller indgivet en efter gaeldende national lovgivning hermed ligestillet klage, kan paaberaabe sig, at artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1633/84, som vedroerer ordningen til opkraevning af clawback inden for den faelles markedsordning for faare- og gedekoed, har vaeret ugyldig fra bestemmelsens ikrafttraeden, medmindre eventuelle nationale bestemmelser inden for de af faellesskabsretten udstukne graenser indskraenker den periode forud for fremsaettelsen af kravet, for hvilken der kan ydes tilbagebetaling af det beloeb, der er erlagt med urette.

4. Hvad angaar de punkter, som ikke er afklaret med artikel 2 i forordning nr. 1922/92 om aendring af forordning nr. 1633/84 om gennemfoerelsesbestemmelser vedroerende variabel praemie ved slagtning af faar og om betingelserne for tilbagebetaling af den clawback, der er opkraevet med urette, skal de nationale retsinstanser, naar de skal tage stilling til et krav om tilbagebetaling af clawback, der er opkraevet med urette, anvende national ret, for saa vidt de heri fastlagte bestemmelser ikke er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og bestemmelserne heller ikke i praksis goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden.

En national bestemmelse, hvorefter et beloeb, det er erlagt til en offentlig myndighed som foelge af en retsvildfarelse, kun kan tilbagebetales, hvis betalingen var sket under protest, opfylder klart ikke disse betingelser, da en saadan bestemmelse vil goere indgreb i den effektive retsbeskyttelse, som faellesskabsretten skal yde de paagaeldende erhvervsdrivende. Desuden angives udtrykkeligt i artikel 2, stk. 1, i den naevnte forordning hvilke personer, som kan anmode om tilbagebetaling, uden at denne tilbagebetaling er underlagt betingelser med hensyn til hvilken adfaerd, der blev udvist ved betalingen.

Derimod er faellesskabsretten ikke til hinder for, at en national retsorden naegter tilbagebetaling af beloeb, som er opkraevet med urette, naar en saadan tilbagebetaling ville medfoere, at de berettigede opnaaede en ugrundet berigelse.

I sag C-212/94,

angaaende en anmodning, som High Court of Justice, Queen' s Bench Division, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

FMC plc,

FMC (Meat) Ltd,

DT Duggins Ltd,

Marshall (Lamberhurst) Ltd,

Montelupo Ltd,

North Devon Meat Ltd

mod

Intervention Board for Agricultural Produce,

Ministry of Agriculture, Fisheries and Food,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende gyldigheden og fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1633/84 af 8. juni 1984 om gennemfoerelsesbestemmelser vedroerende variabel praemie ved slagtning af faar og om ophaevelse af forordning (EOEF) nr. 2661/80 (EFT L 154, s. 27), som aendret ved artikel 1 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1922/92 af 13. juli 1992 om aendring af den naevnte forordning nr. 1633/84, og om betingelserne for tilbagebetaling af clawback som foelge af Domstolens dom i de forenede sager C-38/90 og C-151/90 (EFT L 195, s. 10) samt af artikel 2 i den naevnte forordning nr. 1922/92 og vedroerende fortolkningen af praemis 30 i Domstolens dom af 10. marts 1992, forenede sager C-38/90 og C-151/90, Lomas m.fl. (Sml. I, s. 1781),

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.N. Kakouris, og dommerne G.F. Mancini, F.A. Schockweiler (refererende dommer), J.L. Murray og H. Ragnemalm,

generaladvokat: G. Tesauro

justitssekretaer: fuldmaegtig L. Hewlett,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

° sagsoegerne i hovedsagen ved Barrister C. Quigley for Solicitor H. Smith

° Det Forenede Kongerige ved Assistent Treasury Solicitor J.E. Collins, som befuldmaegtiget, bistaaet af G. Barling, QC, og Barrister D. Anderson

° Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent T. van Rijn og X. Lewis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der er afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 26. oktober 1995 af sagsoegerne i hovedsagen ved C. Quigley, af Det Forenede Kongerige ved J.E. Collins og G. Barling og af Kommissionen ved T. van Rijn og Barrister P. Watson,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 7. december 1995,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 1. juli 1994, indgaaet til Domstolen den 27. juli 1994, har High Court of Justice, Queen' s Bench Division, i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt en raekke praejudicielle spoergsmaal vedroerende gyldigheden og fortolkningen af artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1633/84 af 8. juni 1984 om gennemfoerelsesbestemmelser vedroerende variabel praemie ved slagtning af faar og om ophaevelse af forordning (EOEF) nr. 2661/80 (EFT L 154, s. 27), som aendret ved artikel 1 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1922/92 af 13. juli 1992 om aendring af den naevnte forordning nr. 1633/84, og om betingelserne for tilbagebetaling af clawback som foelge af Domstolens dom i de forenede sager C-38/90 og C-151/90 (EFT L 195, s. 10) samt af artikel 2 i den naevnte forordning nr. 1922/92 og vedroerende fortolkningen af praemis 30 i Domstolens dom af 10. marts 1992, forenede sager C-38/90 og C-151/90, Lomas m.fl. (Sml. I, s. 1781).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en sag mellem selskaberne FMC plc, FMC (Meat) Ltd, DT Duggins Ltd, Marshall (Lamberhurst) Ltd, Montelupo Ltd og North Devon Meat Ltd (herefter "FMC m.fl."), Det Forenede Kongerige, og Intervention Board for Agricultural Produce (det britiske interventionsorgan vedroerende landbrugsprodukter, herefter "Intervention Board") og Ministry of Agriculture, Fisheries and Food (herefter "ministeriet").

3 Ved Raadets forordning (EOEF) nr. 1837/80 af 27. juni 1980 (EFT L 183, s. 1), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 871/84 af 31. marts 1984 (EFT L 90, s. 35), blev der oprettet en faelles markedsordning for faare- og gedekoed, som foreskrev flere forskellige former for stoette paa markedet.

4 Denne faelles markedsordning var dog ufuldstaendig, idet den med hensyn til faarekoed indebar, at der ikke blev oprettet et enhedsmarked, men flere forskellige regionale markeder, og idet en af stoetteforanstaltningerne, den variable praemie ved slagtning af faar, udelukkende gjaldt for producenter i Storbritannien.

5 Denne praemie kunne ydes, naar markedsprisen laa under 85% af basisprisen, og Kommissionen fastsatte ugentligt praemiens stoerrelse. De dyr, som der blev ydet praemie for, skulle inden 21 dage efter deres foerste markedsfoering med henblik paa slagtning enten slagtes i Storbritannien eller udfoeres fra dette omraade.

6 For at undgaa markedsforstyrrelser paa grund af anvendelsen af praemien ved slagtning bestemte artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1837/80, at Kommissionen skulle traeffe de noedvendige foranstaltninger til sikring af, at der ved udfoersel fra Storbritannien af produkter, for hvilke der var blevet ydet praemie, blev opkraevet "et beloeb svarende til den faktisk ydede praemie". Dette beloeb, den saakaldte "clawback-afgift", skulle betales af eksportoererne.

7 I forordning nr. 1633/84 fastlaegges metoderne til beregning og opkraevning af clawback-afgiften.

8 Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemte, at det beloeb, der skulle opkraeves ved udfoersel fra Storbritannien af produkter, for hvilke der var ydet en variabel praemie ved slagtning, skulle vaere lig med den praemie, der var fastsat for den uge, hvori de paagaeldende produkter var blevet udfoert. I henhold til artikel 4, stk. 2, var Det Forenede Kongerige forpligtet til at kraeve sikkerhedsstillelse, som skulle daekke det beloeb, der skyldtes i henhold til artiklens stk. 1, og som skulle frigives, saa snart dette beloeb var blevet betalt.

9 Forordning nr. 1837/80, som aendret i 1984, blev fra den 1. januar 1990 afloest af Raadets forordning (EOEF) nr. 3013/89 af 25. september 1989 (EFT L 289, s. 1), som fastlaegger en enhedsmarkedsordning for faare- og gedekoed med visse overgangsforanstaltninger. Som overgangsforanstaltning kan Det Forenede Kongerige i medfoer af artikel 24 yde en variabel praemie ved slagtning indtil udloebet af produktionsaaret 1992. Saafremt praemien ydes, skal der opkraeves et beloeb svarende til den faktisk ydede praemie som clawback-afgift ved dyrets udfoerelse fra Storbritannien.

10 I medfoer af Kommissionens forordning (EOEF) nr. 3246/91 af 7. november 1991 (EFT L 307, s. 16) blev Det Forenede Kongerige bemyndiget til fra begyndelsen af produktionsaaret 1992 ikke laengere at yde praemien ved slagtning af faar.

11 I den naevnte Lomas-dom af 10. marts 1992 kendte Domstolen artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84 for ugyldig, idet Kommissionen ved heri at have fastsat en clawback-afgift, hvis stoerrelse i de fleste tilfaelde ikke svarede noejagtigt til den faktisk ydede praemie, havde overskredet de befoejelser, den blev tildelt ved artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1837/80. Praemien blev nemlig ydet efter den sats, der gjaldt for den uge, hvori dyret var blevet markedsfoert, mens clawback-afgiften var den praemie, der var fastlagt for den uge, i hvilken eksporten havde fundet sted. Det dyr, som praemien blev ydet for, kunne imidlertid vaere blevet udfoert helt op til 21 dage efter den foerste markedsfoering. Artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 1633/84 ° om sikkerhedsstillelse ° blev af samme grund kendt ugyldig.

12 I dommen kendte Domstolen desuden for ret, at retsundergivne ikke kunne stoette ret paa den fastslaaede ugyldighed af artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1633/84, for saa vidt angik tidsrummet inden dommens afsigelse, medmindre der var tale om erhvervsdrivende eller deres retssuccessorer, som inden dette tidspunkt havde anlagt retssag eller indgivet en efter gaeldende national lovgivning hermed ligestillet klage (praemis 30 og punkt 2 i domskonklusionen).

13 Som foelge af denne dom vedtog Kommissionen forordning nr. 1922/92 om aendring af forordning nr. 1633/84 samt om betingelserne for tilbagebetaling af clawback.

14 I forordningens artikel 1 aendres metoderne for beregning og opkraevning af clawback som foelger.

15 De handlende har to valgmuligheder. Efter den foerste svarer clawback-beloebet til det praemiebeloeb, der faktisk er ydet for de paagaeldende produkter; for at kunne benytte denne beregningsmetode skal de handlende inden for en vis frist paa en for de britiske myndigheder tilfredsstillende maade godtgoere, hvilket praemiebeloeb der faktisk er ydet for de produkter, som er omfattet af den paagaeldende clawback. Efter den anden valgmulighed fastsaettes clawback-beloebet til den gennemsnitlige stoerrelse af praemien for ugen for produkternes udfoersel og for de tre foregaaende uger. Hvis der ikke vaelges mulighed inden for den fastsatte frist, eller hvis der i forbindelse med den foerste valgmulighed ikke fremlaegges bevis paa tilfredsstillende maade, fortabes hele sikkerheden.

16 Artikel 2 i forordning nr. 1922/92 fastlaegger betingelserne for tilbagebetaling af clawback-beloeb, som er opkraevet med urette.

17 Ogsaa her er der to valgmuligheder. I henhold til den foerste tilbagebetaler de kompetente nationale myndigheder under overholdelse af de i henhold til national ret gaeldende frister og procedurer forskellen mellem det betalte clawback-beloeb og den praemie, som faktisk er ydet for de samme produkter, til de handlende eller de af dem bemyndigede personer, der forud for Lomas-dommen havde anlagt sag eller indgivet en klage, der ifoelge gaeldende national ret maa ligestilles hermed, vedroerende den beregningsmetode, som i dommen er blevet kendt ugyldig. Til stoette for begaeringen skulle de handlende inden den 30. november 1992 paa tilfredsstillende maade over for de britiske myndigheder godtgoere stoerrelsen af den praemie, som faktisk er betalt for produkter omfattet af clawback. I henhold til den anden valgmulighed kan de handlende anmode om tilbagebetaling af forskellen mellem det clawback-beloeb, der faktisk er betalt, og den gennemsnitlige stoerrelse af praemien for den uge, hvor produkterne er udfoert, og for de tre foregaaende uger.

18 I forordningens artikel 3 bestemmes, at forordningen gaelder i alle de situationer, hvor der paa den dato, hvor Lomas-dommen blev afsagt, endnu ikke var betalt clawback eller allerede var indledt soegsmaal eller indgivet klager sidestillet hermed i henhold til gaeldende national ret, jf. artikel 2.

19 FMC m.fl. er selskaber med hjemsted i Det Forenede Kongerige, som eksporterer faar og faarekoed fra Storbritannien.

20 I Det Forenede Kongerige er Intervention Board og ministeriet ansvarlige for gennemfoerelsen paa nationalt plan af den faelles markedsordning for faare- og gedekoed.

21 I perioden 1980-1992 betalte FMC m.fl. Intervention Board en clawback-afgift paa i alt 67 356 379 UKL for faarekoed eksporteret fra Storbritannien. Disse parter har erklaeret at have handlet i den tro, at forpligtelsen til at betale clawback-afgift i medfoer af Raadets skiftende forordninger var lovlig.

22 Den 6. marts 1992 anlagde FMC m.fl. sag ved High Court of Justice med paastand om tilbagebetaling af 67 356 379 UKL svarende til den clawback-afgift, som de havde betalt i perioden 1980-1992, idet de til stoette herfor anfoerte, at der ikke havde foreligget nogen retsgyldig forpligtelse til at betale disse beloeb. Ifoelge disse selskaber foelger den paastaaede ulovlighed for det foerste af Lomas-dommen, hvorefter artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1633/84 er ugyldig, og dernaest i almindelighed af den maade, hvorpaa Kommissionen og de kompetente myndigheder i Det Forenede Kongerige til stadighed har anvendt denne retsstridige ordning. Subsidiaert har FMC m.fl. for High Court nedlagt paastand om tilbagebetaling af forskellen (uden beloebsangivelse) mellem de beloeb, de faktisk havde betalt, og den clawback-afgift, der ville vaere blevet opkraevet, hvis der havde foreligget en retsgyldig forpligtelse i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1837/80, som aendret ved forordning nr. 871/84, og med artikel 24, stk. 5, i forordning nr. 3013/89.

23 Da Lomas-dommen blev afsagt, havde en raekke eksportoerer endnu ikke betalt de opkraevede clawback-afgifter, hvorefter Intervention Board med hjemmel i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84, som aendret ved artikel 1 i forordning nr. 1922/92, fremsendte paalaeg om betaling. Sagsoeger 2, 3, 4 og 6 i sagen for High Court blev anmodet om at indbetale henholdsvis 116 626,11 UKL, 432 825,15 UKL, 43 288,57 UKL og 239 823,42 UKL.

24 Med den begrundelse, at artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84, som aendret ved forordning nr. 1922/92, var ugyldig, naegtede selskaberne at betale de opkraevede beloeb og begaerede i Det Forenede Kongerige nedlagt forbud mod, at Intervention Board realiserede den stillede sikkerhed, foer clawback-beloebet var blevet lovligt beregnet i overensstemmelse med artikel 24, stk. 5, i forordning nr. 3013/89. Begaeringen om foreloebigt forbud blev ikke taget til foelge, og de omhandlede selskaber betalte den 15. april 1994 under protest i alt 847 665,58 UKL. For High Court har selskaberne ligeledes nedlagt paastand om tilbagebetaling af dette beloeb.

25 Under Domstolens retsmoede den 26. oktober 1995 praeciserede FMC m.fl. imidlertid, at soegsmaalet for den nationale ret kun havde til formaal at opnaa tilbagebetaling af forskellen mellem det clawback-beloeb, som rent faktisk var erlagt, og de beloeb, som de havde skullet betale med hjemmel i gyldige gennemfoerelsesbestemmelser til faellesskabsreguleringen.

26 High Court of Justice, Queen' s Bench Division, der fandt, at sagens udfald afhang af en vurdering af gyldigheden af de paagaeldende faellesskabsbestemmelser og rejste problemer vedroerende fortolkningen af faellesskabsretten, besluttede at udsaette sagen og forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

1) Er artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1633/84 (som aendret ved artikel 1 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1922/92) ugyldig, idet der bl.a. foreligger en overskridelse af de befoejelser, der er tildelt ved artikel 24, stk. 5, i Raadets forordning (EOEF) nr. 3013/89 og/eller en tilsidesaettelse af proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet, for saa vidt som

a) handlende, som vaelger at betale clawback paa grundlag af artikel 4, stk. 1, foerste afsnit, i henhold til artikel 4, stk. 1, fjerde afsnit, paa en for de britiske myndigheder tilfredsstillende maade skal godtgoere, hvilket praemiebeloeb der faktisk er ydet for de produkter, som er omfattet af den paagaeldende clawback?

b) det eneste alternativ for handlende, som ikke kan godtgoere dette, i henhold til artikel 4, stk. 1, andet afsnit, er at vaelge opkraevning af et clawback-beloeb, der fastsaettes til den gennemsnitlige stoerrelse af praemien for ugen for produkternes udfoersel og for de tre foregaaende uger?

2) Hvis spoergsmaal 1) a) besvares benaegtende, hvilken form for beviser kan de britiske myndigheder da kraeve af de handlende?

3) Skal praemis 30 i Domstolens dom i de forenede sager C-38/90 og C-151/90, Lomas m.fl., med hensyn til krav om tilbagebetaling af clawback, som er betalt foer den 10. marts 1992, forstaas saaledes, at handlende, som har anlagt retssag eller indgivet en efter gaeldende national lovgivning hermed ligestillet klage foer dette tidspunkt, kun kan stoette ret paa ugyldigheden af artikel 4, stk. 1 og 2, i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1633/84

a) for saa vidt angaar opkraevning af clawback for perioder efter det tidspunkt, hvor der er anlagt retssag eller indgivet en hermed ligestillet klage, eller

b) tillige for saa vidt angaar opkraevning af clawback for perioder foer det tidspunkt, hvor der er anlagt retssag eller indgivet en hermed ligestillet klage, dog med forbehold af eventuelt gaeldende foraeldelsesfrister, eller

c) for saa vidt angaar opkraevning af clawback for andre perioder, og i saa fald hvilke?

4) Er artikel 2 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1922/92 ugyldig bl.a. paa grund af, at proportionalitetsprincippet og retssikkerhedsprincippet tilsidesaettes, for saa vidt som

a) handlende, der vaelger at kraeve tilbagebetaling paa grundlag af artikel 2, stk. 1, foerste afsnit, i henhold til artikel 2, stk. 2, skal angive den praemie, der faktisk er ydet for de samme produkter, som er omfattet af den paagaeldende clawback, og fremlaegge dokumentation herfor over for de britiske myndigheder?

b) det eneste alternativ for handlende, som ikke kan fremsaette denne angivelse og fremlaegge dokumentation, er i medfoer af artikel 2, stk. 1, andet afsnit, at vaelge at faa tilbagebetalt forskellen mellem det clawback-beloeb, der faktisk er betalt, og den gennemsnitlige stoerrelse af praemien for den uge, hvor produkterne er udfoert, og for de tre foregaaende uger?

5) Hvis spoergsmaal 4) a) besvares benaegtende, hvilken form for beviser kan de britiske myndigheder da kraeve af de handlende?

6) Naar en national retsinstans skal tage stilling til et krav om tilbagebetaling af clawback fremsat af en handlende under en sag for denne retsinstans

a) hvilke materielle faellesskabsretlige regler finder da (eventuelt) anvendelse ved fastsaettelsen af det beloeb, der skal tilbagebetales?

b) er den nationale retsinstans da efter faellesskabsretten berettiget eller forpligtet til at tage hensyn til foelgende faktorer (og i givet fald hvilke), som hver isaer efter national ret kan begraense den nationale myndigheds ansvar eller bevirke, at ansvaret bortfalder:

i) princippet om, at sagsoegeren har bevisbyrden for, at der faktisk som paastaaet er betalt for meget, og hvor meget der er betalt for meget

ii) det forhold, at beloebene ° undtagen i de tilfaelde, hvor de blev betalt under protest ° blev betalt under indtryk af en retsvildfarelse

iii) det forhold, at tilbagebetaling af de beloeb, der er betalt for meget, helt eller delvis kan indebaere en ugrundet berigelse af den handlende

iv) de foraeldelsesfrister, der er fastsat i artikel 2, stk. 2, og artikel 14 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1430/79 (som aendret) og i national lovgivning, som eventuelt maatte finde anvendelse?

Foerste og fjerde spoergsmaal

27 Med det foerste og det fjerde spoergsmaal, som skal undersoeges samlet, oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, hvorvidt den nye beregningsmetode for clawback-beloeb, der blev gennemfoert ved artikel 1 i forordning nr. 1922/92 som en aendring til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84, og den tilbagebetalingsordning for uretmaessigt opkraevede clawback-beloeb, som er fastlagt i artikel 2 i forordning nr. 1922/92, er gyldige.

28 Det bemaerkes ved besvarelsen af disse spoergsmaal, at opkraevningen af clawback principielt ifoelge fast retspraksis er gyldig, da Domstolen alene har forkastet visse bestemmelser til ordningens gennemfoerelse (jf. dom af 15.9.1982, sag 106/81, Kind mod Kommissionen, Sml. s. 2885, af 2.2.1988, sag 61/86, Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, Sml. s. 431, af 13.12.1989, forenede sager C-181/88, C-182/88 og C-218/88, Deschamps m.fl., Sml. s. 4381, og senest den naevnte Lomas-dom).

29 Domstolen har saaledes i disse domme kendt for ret, at selv om enhver afgift paa grund af udfoersel til en anden medlemsstat, uanset hvordan afgiften beregnes, principielt er en hindring for de frie varebevaegelser paa det faelles marked, kan opkraevningen af en saadan afgift dog vaere begrundet inden for rammerne af en markedsordning, der endnu ikke er udtryk for en fuldstaendig gennemfoerelse af et enhedsmarked, naar afgiften tilsigter at udligne virkningerne af bestaaende ulige vilkaar, der udspringer af den manglende fuldstaendige gennemfoerelse af den paagaeldende faelles markedsordning, med det formaal at skabe grundlag for, at produkter omfattet af denne kan udveksles paa lige vilkaar, og saaledes at der ikke sker nogen kunstig fordrejning af konkurrencen mellem producenterne i forskellige omraader.

30 Det fremgaar saaledes af denne praksis, at den ufuldstaendige karakter af markedsordningen for faare- og gedekoed, som navnlig skyldes, at en af stoetteforanstaltningerne, her den variable praemie ved slagtning, udelukkende ydes producenter i et bestemt omraade, hvis konkurrencemaessige stilling herved forbedres, kan begrunde korrektionsmekanismer med henblik paa at genoprette den konkurrencemaessige ligestilling mellem producenterne i alle omraaderne, bl.a. ved en clawback-afgift ved udfoersel fra det paagaeldende omraade af produkter, for hvilken der er ydet praemie.

31 Da opkraevningen af clawback har til formaal at undgaa forstyrrelser i handelen mellem medlemsstater som foelge af den variable slagtepraemie, maa den derfor gennemfoeres saaledes, at den udligner virkningen af praemien ved udfoersel fra det paagaeldende omraade af produkter, som er blevet begunstiget af denne stoetteforanstaltning, og saaledes, at ordningen ikke medfoerer en fordel for producenterne i dette omraade, hvilket ville vaere tilfaeldet, saafremt den opkraevede clawback-afgift var lavere end den ydede praemie, og saaledes at deres konkurrencemaessige stilling ikke svaekkes, hvilket ville vaere tilfaeldet, saafremt clawback-afgiften oversteg praemien.

32 Lovligheden af artikel 1 og 2 i forordning nr. 1922/92 maa bedoemmes i forhold til det her beskrevne formaal med clawback-ordningen.

33 Hvad angaar saavel opkraevning af skyldig clawback-afgift som tilbagebetaling af uretmaessigt opkraevede clawback-beloeb, er der ved forordningen, som er vedtaget i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 176, gennemfoert en ordning, der giver eksportoererne mulighed for at vaelge mellem to beregningsmetoder.

34 Efter den foerste valgmulighed, som staar aaben for de handlende, som for de britiske myndigheder kan godtgoere, hvilket praemiebeloeb der faktisk er ydet for de produkter, som er omfattet af clawback, er clawback-beloebet lig med den ydede slagtepraemie.

35 Foelgelig er denne metode til beregning af clawback-beloebet utvivlsomt i overensstemmelse med formaalet med ordningen vedroerende opkraevning af clawback.

36 Det forekommer ikke aabenbart urimeligt at lade eksportoererne baere bevisbyrden med hensyn til, hvad der skal fremlaegges, hvis man vaelger at benytte den foerste beregningsmetode for clawback. Saavel i artikel 9, stk. 3, i forordning nr. 1837/80 som i artikel 24, stk. 5, i forordning nr. 3013/89 er det nemlig klart fastlagt, at clawback-beloebet skal svare til praemien, saaledes at en paapasselig erhvervsdrivende, som vidste, at han skulle betale clawback, kunne traeffe de noedvendige dispositioner for at sikre sig de noedvendige beviser med henblik paa at godtgoere denne overensstemmelse. I oevrigt ved eksportoeren, hos hvem han har koebt de produkter, som han skal erlaegge clawback-afgift for, og han er saaledes bedst i stand til at fremlaegge det kraevede bevis. Saafremt eksportoeren ikke er i stand til at fremskaffe dette bevis, fastlaegger forordning nr. 1922/92 ydermere en anden metode til beregning af clawback-afgiften.

37 Efter denne anden valgmulighed, der ° som det fremgaar af femte betragtning til forordning nr. 1922/92 ° er gennemfoert under hensyn til de praktiske vanskeligheder, det vil kunne give de handlende at skulle fremlaegge det kraevede bevis efter den foerste beregningsmetode, fastsaettes clawback-beloebet til den gennemsnitlige stoerrelse af slagtepraemien for ugen for produkternes udfoersel og for de tre foregaaende uger.

38 Det maa understreges, at denne ordning er fundamentalt forskellig fra den beregningsmetode, som blev erklaeret ugyldig i Lomas-dommen, og hvorefter clawback-beloebet var lig med den praemie, der var fastsat for den uge, hvori de paagaeldende produkter blev udfoert.

39 Da praemien ved slagtning blev ydet efter den sats, der gjaldt for den uge, hvorunder dyrets foerste markedsfoering fandt sted, og da dyret skulle vaere udfoert inden 21 dage regnet herfra, foerte det tidligere anvendte system nemlig til en situation, hvor stoerrelsen af clawback-afgiften normalt var forskellig fra praemiebeloebet, naar dyrets foerste markedsfoering og dets udfoersel ikke fandt sted i samme uge, hvilket saedvanligvis var tilfaeldet. Under disse betingelser ville pludselige aendringer i praemiesatsen fra den ene uge til den anden kunne medfoere en betydelig forskel mellem den ydede praemie og den clawback, som skulle betales for samme produkt.

40 Den nye ordnings anden valgmulighed bygger derimod paa gennemsnittet af de gaeldende praemiesatser for en periode paa fire uger, som noedvendigvis omfatter saavel produktets foerste markedsfoering som produktets eksport. Denne ordning goer det saaledes muligt i betragtelig grad at reducere de udslag i beregning af clawback, som fremkom under det tidligere beregningssystem, og anvendelsen af et fire ugers gennemsnit skaber sikkerhed for, at clawback-beloebet ligger praemien saa naer som mulig.

41 Naar det drejer sig om erhvervsdrivende som sagsoegerne i hovedsagen, hvis erhvervsmaessige formaal er eksport af faar og faarekoed, er problemet tillige, at sammenhaengen mellem clawback-beloebene og praemien ikke kan vurderes ud fra de enkelte transaktioner isoleret set. Selv om det ikke kan udelukkes, at der ved saadanne transaktioner opstaar mindre variationer mellem de to beloeb, kan disse variationer bestaa saavel i, at clawback-beloebet overstiger praemien, som i, at praemien overstiger clawback-beloebet, saaledes at anvendelsen af et fire ugers gennemsnit set over en laengere periode foerer til, at den handlende gennemsnitligt for sin eksport set under ét skal erlaegge et clawback-beloeb, der svarer til praemien.

42 Under disse omstaendigheder er en beregning af clawback som angivet ved den anden valgmulighed ligeledes i overensstemmelse med formaalet med clawback, nemlig at udligne praemiens virkninger, naar det produkt, der har opnaaet stoette, eksporteres.

43 Hertil kan ikke indvendes, at den nye ordning ikke er forenelig med forordning nr. 1837/80 og nr. 3013/89, hvorefter der ved eksport fra Storbritannien af produkter, for hvilke den variable praemie ved slagtning var blevet indroemmet, skal opkraeves et beloeb lig med den praemie, der faktisk var ydet. Udtrykket "lig med" kan nemlig ikke forstaas som et beloeb, som er noejagtig identisk ved hver transaktion, navnlig naar det ved anvendelse af den anden valgmulighed er forudsat, at stoerrelsen af den udbetalte praemie ikke kan fastlaegges noejagtigt; udtrykket maa derimod i overensstemmelse med de omhandlede bestemmelsers formaal forstaas saaledes, at opkraevningen af clawback skal foere til, at praemiens virkninger rent faktisk udlignes. Saaledes som det foelger af det ovenfor anfoerte, er denne betingelse opfyldt ved den nye beregningsmaade for clawback-afgiften, der er fastlagt i artikel 1 og 2 i forordning nr. 1922/92.

44 I oevrigt bemaerkes, at sagsoegerne i hovedsagen paa forespoergsel under retsmoedet ikke har vaeret i stand til at foreslaa en alternativ ordning, som i overensstemmelse med formaalet med clawback kunne goere det muligt at fastlaegge et beloeb, som mere praecist svarede til praemien.

45 Naar henses til det ovenfor anfoerte maa de forelagte spoergsmaal besvares saaledes, at en gennemgang af foerste og fjerde spoergsmaal intet har frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84, som aendret ved artikel 1 i forordning nr. 1922/92, og af artikel 2 i forordning nr. 1922/92.

Andet og femte spoergsmaal

46 Med det andet og det femte spoergsmaal, som behandles samlet, oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, hvilke beviser de nationale myndigheder kan kraeve af de handlende, som vaelger den foerste mulighed i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84, som aendret ved artikel 1 i forordning nr. 1922/92, og artikel 2 i forordning nr. 1922/92 ved beregningen af clawback eller af tilbagebetalingen af den uretmaessigt opkraevede clawback-afgift.

47 Det fremgaar i den forbindelse af artikel 1 i forordning nr. 1922/92, at de handlende, som vaelger at benytte den foerste beregningsmetode for den clawback-afgift, som skal betales, "paa en for de britiske myndigheder tilfredsstillende maade skal godtgoere, hvilket praemiebeloeb der faktisk er ydet" for de produkter, der er omfattet af clawback. I medfoer af samme bestemmelse "kan myndighederne forlaenge perioden for fremlaeggelse af bevis med 60 dage".

48 Vedroerende tilbagebetaling af clawback, som er erlagt med urette, bestemmes det tilsvarende i artikel 2 i forordning nr. 1922/92, at de handlende, som forud for Lomas-dommen havde anlagt sag eller indgivet en klage, der ifoelge gaeldende national ret maa sidestilles hermed, vedroerende den beregningsmetode for clawback-beloebet, som blev kendt ugyldig i denne dom, og som vaelger den foerste beregningsmetode for clawback-beloebet, foer den 30. november 1992 over for de britiske myndigheder skal angive den dato, fra hvilken deres krav loeber, det clawback-beloeb, der er betalt fra denne dato til den 10. marts 1992, hvor Lomas-dommen blev afsagt, samt "den praemie, der faktisk er ydet" for de samme produkter, som er omfattet af den paagaeldende clawback, og de skal "over for de britiske myndigheder fremlaegge dokumentation for ovennaevnte oplysninger".

49 Ud over visse forskrifter med hensyn til frister bestemmes det saaledes i forordning nr. 1922/92 blot, at de handlende paa tilfredsstillende maade over for de britiske myndigheder skal godtgoere, hvilket praemiebeloeb der faktisk er ydet for de omhandlede produkter.

50 Dertil kommer, at det i medfoer af forordning nr. 1922/92 er overladt til de nationale myndigheder at afgoere, hvorvidt de beviser, som de erhvervsdrivende er fremkommet med, er fyldestgoerende.

51 Naar der ikke foreligger faellesskabsbestemmelser paa omraadet, skal de britiske myndigheder bygge paa national ret med forbehold af de begraensninger, som foelger af faellesskabsretten.

52 Hertil bemaerkes, at medlemsstaterne i overensstemmelse med den forpligtelse til loyalt samarbejde, som paahviler dem i medfoer af EF-traktatens artikel 5, ikke kan opstille hindringer for faellesskabsrettens virkning og gennemslagskraft. Ifoelge fast retspraksis maa de nationale regler dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at gennemfoere faellesskabsbestemmelserne og udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (jf. senest dom af 14.12.1995, sag C-312/93, Peterbroeck, endnu ikke trykt i Samlingen).

53 Under disse omstaendigheder maa det andet og det femte spoergsmaal besvares saaledes, at det beviskrav, som er opstillet i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84, som aendret ved artikel 1 i forordning nr. 1922/92, og i artikel 2 i forordning nr. 1922/92, skal fortolkes saaledes, at de handlende paa en for de britiske myndigheder tilfredsstillende maade ° i overensstemmelse med national ret og inden for den frist, som er fastlagt i forordning nr. 1922/92 ° skal godtgoere, hvilket praemiebeloeb der faktisk er ydet for de produkter, som er omfattet af den paagaeldende clawback, med den betingelse, at de nationale forskrifter ikke begraenser de faellesskabsretlige bestemmelsers raekkevidde og effektivitet.

Tredje spoergsmaal

54 Med det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, hvorvidt praemis 30 i Lomas-dommen skal fortolkes saaledes, at en erhvervsdrivende, som opfylder de deri opstillede betingelser, kun kan anmode om tilbagebetaling af den clawback, som er opkraevet med urette efter det tidspunkt, hvor han anlagde retssag, eller om han ligeledes kan anmode om tilbagebetaling af den clawback, der er opkraevet med urette foer dette tidspunkt.

55 Med henblik paa at besvare dette spoergsmaal bemaerkes, at en dom, hvor Domstolen som svar paa en praejudiciel forespoergsel fastslaar, at en faellesskabsretsakt er ugyldig ° i lighed med en annullationsdom ° principalt har tilbagevirkende gyldighed til det tidspunkt, hvor retsakten traadte i kraft, med alle de foelger dette maatte have, navnlig vedroerende de opkraevninger, som er foretaget med hjemmel i den retsakt, som er kendt ugyldig.

56 Domstolen har imidlertid mulighed for i dommen at begraense de tidsmaessige virkninger af en praejudiciel afgoerelse om, at en faellesskabsforordning er ugyldig, naar tvingende retssikkerhedsmaessige hensyn kan begrunde det. Denne mulighed bygger paa en fortolkning af traktatens artikel 173 og 174 sammenholdt med artikel 177, hvorefter en praejudiciel sag om gyldighedsspoergsmaal og et annullationssoegsmaal er de to former for legalitetskontrol, der er opstillet ved traktaten.

57 I denne forbindelse tilkommer det Domstolen, saafremt den anvender muligheden for at begraense retsvirkningerne i fortiden af en praejudiciel ugyldighedserklaering vedroerende en EF-forordning, at fastslaa, om den i dommen fastsatte tidsmaessige begraensning af ugyldighedens retsvirkninger kan fraviges til fordel for den part, der har anlagt sagen for den nationale ret til proevelse af den nationale retsakt til gennemfoerelse af forordningen, eller om en ugyldighedserklaering, som kun har retsvirkninger for fremtiden, selv i forhold til denne part omvendt kan anses for et passende middel.

58 I forbindelse hermed skal Domstolen navnlig sikre, at de beroerte ikke unddrages effektiv retsbeskyttelse i tilfaelde, hvor institutionerne tilsidesaetter Faellesskabets retsregler, og at den ved traktatens artikel 177 tilsigtede virkning ikke forskertses (jf. dom af 24.4.1994, sag C-228/92, Roquette Frères, Sml. I, s. 1445, praemis 27).

59 Domstolen fastslog i Lomas-dommen, at hvis denne dom om ugyldighed af artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1633/84 kunne paaberaabes til stoette for krav vedroerende opkraevning af clawback-afgiften i tidsrummet inden dommens afsigelse, ville det have betydelige oekonomiske konsekvenser og medfoere betydelige organisatoriske vanskeligheder, hvorfor tvingende retssikkerhedsmaessige hensyn var til hinder for, at der blev rejst tvivl om retsforhold, hvis virkninger allerede var udtoemt, men Domstolen fastslog, at dette princip dog ikke kunne goeres gaeldende over for erhvervsdrivende eller deres retssuccessorer, som i rette tid havde indtalt deres rettigheder.

60 Foelgelig kendte Domstolen i Lomas-dommen for ret, at retsundergivne ikke kunne stoette ret paa den fastslaaede ugyldighed af artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1633/84 for saa vidt angik tidsrummet inden afsigelsen af denne dom, medmindre der var tale om erhvervsdrivende eller deres retssuccessorer, som inden dette tidspunkt havde anlagt retssag eller indgivet en efter gaeldende national lovgivning hermed ligestillet klage (praemis 30).

61 Domstolen har derimod ikke udstukket yderligere begraensninger for de beroerte erhvervsdrivendes sagsanlaeg ved nationale domstole med paastand om tilbagebetaling af det clawback-beloeb, der med urette var erlagt, foer det ved afsigelsen af den praejudicielle dom blev fastslaaet, at faellesskabsbestemmelserne var ugyldige, og Domstolen har navnlig ikke afgraenset den periode for betaling af clawback-afgiften, som af de retsundergivne kan goeres gaeldende som omfattet af Domstolens afgoerelse om ugyldighed.

62 Under saadanne omstaendigheder, hvor institutionerne tilsidesaetter Faellesskabets retsregler, ville de erhvervsdrivende ikke vaere sikret en effektiv retsbeskyttelse, hvis de ikke saavel for de perioder, som ligger efter anlaeg af retssag eller indgivelse af en hermed ligestillet klage, som for perioder forud herfor ville kunne paaberaabe sig, at artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1633/84 er ugyldig, og dette principielt fra det tidspunkt, hvor de bestemmelser, som Domstolen har erklaeret ugyldige, traadte i kraft.

63 Naar der ikke foreligger faellesskabsbestemmelser paa omraadet, skal anmodningen om tilbagebetaling af den clawback-afgift, som er opkraevet med urette, fremsaettes efter de bestemmelser, der er fastsat i national ret, dog, som det fremgaar af fast retspraksis, paa betingelse af, at disse bestemmelser ikke er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende klager paa grundlag af national ret, og at bestemmelserne ikke er udformet saaledes, at de i praksis umuliggoer udoevelsen af rettigheder, som hjemles i Faellesskabets retsorden (jf. f.eks. dom af 27.10.1993, sag C-338/91, Steenhorst-Neerings, Sml. I, s. 5475, praemis 15, af 6.12.1994, sag C-410/92, Johnson, Sml. I, s. 5483, praemis 21, og den naevnte Peterbroeck-dom, praemis 12).

64 Det foelger navnlig af retspraksis, at faellesskabsretten ikke er til hinder for anvendelsen af en national foraeldelsesbestemmelse, som begraenser den periode forud for indgivelsen af ansoegningen, for hvilken der kan opnaas tilbagebetaling af beloeb erlagt med urette, naar denne bestemmelse ikke er udtryk for forskelsbehandling og ikke er til hinder for, at de retsundergivne kan udoeve selve den ret, som borgerne har i henhold til en praejudiciel afgoerelse om ugyldighed (jf. den naevnte Johnson-dom).

65 I denne sammenhaeng bemaerkes, at Domstolen i Johnson-dommen allerede har fastslaaet, at en national bestemmelse, som uden at udelukke anlaeg af retssag alene begraenser den periode forud for indgivelsen af ansoegningen, for hvilken ydelserne kan opnaas, til et aar, ikke goer indgreb i selve den ret, borgerne har til at paaberaabe sig faellesskabsretten.

66 Foelgelig maa det tredje praejudicielle spoergsmaal besvares med, at praemis 30 i Lomas-dommen, hvad angaar krav om tilbagebetaling af clawback-beloeb, som med urette er erlagt foer den 10. marts 1992, skal fortolkes saaledes, at de erhvervsdrivende eller disses retssuccessorer, som inden dette tidspunkt har anlagt retssag eller indgivet en efter gaeldende national lovgivning herved ligestillet klage, kan paaberaabe sig, at artikel 4, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1633/84 har vaeret ugyldig fra bestemmelsens ikrafttraeden, medmindre eventuelle nationale bestemmelser inden for de af faellesskabsretten udstukne graenser indskraenker den periode forud for fremsaettelsen af kravet, for hvilken der kan ydes tilbagebetaling af det uretmaessigt erlagte.

Sjette spoergsmaal

67 Med det sjette spoergsmaal oensker den forelaeggende ret i det vaesentlige oplyst, hvorvidt faellesskabsretten indeholder materielle eller processuelle bestemmelser, som de nationale retsinstanser skal tage hensyn til, naar der traeffes afgoerelse om et krav om tilbagebetaling af clawback-beloeb, som er opkraevet med urette, og hvorvidt faellesskabsretten, naar saadanne bestemmelser ikke foreligger, er til hinder for anvendelsen af nationale bestemmelser, hvorefter bevisbyrden for, at der er betalt for meget, samt for beloebets stoerrelse, paahviler sagsoegeren, eller hvorefter en offentlig myndigheds tilbagebetaling af beloeb erlagt med urette kun er mulig, saafremt betalingen er sket under protest; det oenskes ligeledes oplyst, hvorvidt faellesskabsretten under denne betingelse er til hinder for nationale bestemmelser, hvorefter tilbagesoegning af beloeb erlagt med urette ikke maa medfoere ugrundet berigelse af sagsoegeren, og hvorefter sag om tilbagebetaling afskaeres efter en vis frist.

68 Det bemaerkes i denne forbindelse indledningsvis, at artikel 2, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1922/92, hvad angaar tilbagebetaling af clawback-beloeb, som er opkraevet med urette, indeholder bestemmelser vedroerende de erhvervsdrivende, som har ret til at anlaegge sag til tilbagesoegning af det uretmaessigt opkraevede, vedroerende det beloeb, som kan tilbagebetales, og vedroerende de oplysninger, som skal meddeles de nationale myndigheder inden en vis frist. De nationale retsinstanser skal anvende disse bestemmelser.

69 Dertil kommer, at artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1922/92 udtrykkeligt henviser til frister og processuelle bestemmelser i gaeldende national ret. Det fremgaar ligeledes at artikel 2, stk. 2, i forordningen, at med undtagelse af bestemmelsen om, at bevisbyrden paahviler sagsoeger, er reglerne om bevis underlagt national ret.

70 Naar henses til den klare ordlyd af artikel 2 i forordning nr. 1922/92, maa man tilsidesaette Kommissionens og Det Forenede Kongeriges synspunkt, hvorefter den treaarige foraeldelsesfrist, som fremgaar af artikel 2, stk. 2, og artikel 14 i Raadets forordning (EOEF) nr. 1430/79 af 2. juli 1979 om godtgoerelse af eller fritagelse for import- eller eksportafgifter (EFT L 175, s. 1) skulle kunne anvendes analogt paa sager om tilbagesoegning af clawback-beloeb, som er opkraevet med urette.

71 Dernaest bemaerkes, at ifoelge fast retspraksis tilkommer det hver medlemsstat i sin interne retsorden at fastsaette processuelle regler for sager om tilbagesoegning af urigtigt erlagte beloeb, naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, dog saaledes, at disse bestemmelser ikke maa vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa i intet tilfaelde i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i faellesskabsretten (jf. senest den naevnte Peterbroeck-dom, praemis 12).

72 Det bemaerkes i denne henseende, at en national bestemmelse, hvorefter et beloeb, der er erlagt til en offentlig myndighed som foelge af en retsvildfarelse, kun kan tilbagebetales, hvis betalingen var sket under protest, klart ikke opfylder disse betingelser, da en saadan bestemmelse vil goere indgreb i den effektive retsbeskyttelse, som faellesskabsretten skal yde de paagaeldende erhvervsdrivende.

73 Som anfoert ovenfor angives desuden udtrykkeligt i artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 1922/92, hvilke personer, som kan anmode om tilbagebetaling, uden at denne tilbagebetaling er underlagt betingelser med hensyn til hvilken adfaerd, der blev udvist ved betalingen.

74 Derimod er det fast retspraksis, at faellesskabsretten ikke er til hinder for, at en national retsorden naegter tilbagebetaling af beloeb, som er opkraevet med urette, naar en saadan tilbagebetaling ville medfoere, at de berettigede opnaaede en ugrundet berigelse (jf. navnlig dom af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501).

75 Hvad angaar de foraeldelsesfrister, som eventuelt maatte vaere fastsat i gaeldende national lov, henvises til det herom i praemis 63, 64 og 65 anfoerte.

76 Hvad endelig angaar reglerne om bevis for betaling af det ikke skyldige beloeb, finder de principper, som er anfoert i praemis 51 og 52 vedroerende bevis for praemiens stoerrelse, analog anvendelse.

77 Naar henses til det ovenfor anfoerte, maa det sjette spoergsmaal besvares med, at ° for saa vidt angaar de punkter, som ikke er afklaret med artikel 2 i forordning nr. 1922/92 ° de nationale retsinstanser, der skal tage stilling til et krav om tilbagebetaling af clawback-beloeb, som er opkraevet med urette, skal anvende gaeldende national ret, for saa vidt som disse bestemmelser ikke er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og for saa vidt bestemmelserne ikke i praksis goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, som tillaegges af Faellesskabets retsorden.

Sagens omkostninger

78 De udgifter, der er afholdt af Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af High Court of Justice, Queen' s Bench Division, ved kendelse af 1. juli 1994, for ret:

1) Gennemgangen af spoergsmaalet har intet frembragt, der kan rejse tvivl om gyldigheden af artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 1633/84 af 8. juni 1984 om gennemfoerelsesbestemmelser vedroerende variabel praemie ved slagtning af faar og om ophaevelse af forordning (EOEF) nr. 2661/80, som aendret ved artikel 1 i Kommissionens forordning (EOEF) nr. 1922/92 af 13. juli 1992 om aendring af forordning nr. 1663/84, samt om betingelserne for tilbagebetaling af clawback som foelge af Domstolens dom i de forenede sager C-38/90 og C-151/90, samt om gyldigheden af artikel 2 i forordning nr. 1922/92.

2) Det beviskrav, som er opstillet i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84, som aendret ved artikel 1 i forordning nr. 1922/92, og i artikel 2 i forordning nr. 1922/92, skal fortolkes saaledes, at de handlende paa en for de britiske myndigheder tilfredsstillende maade i overensstemmelse med national ret og inden for den frist, som er fastlagt i forordning nr. 1922/92, skal godtgoere hvilket praemiebeloeb, der faktisk er ydet for de produkter, som er omfattet af clawback, under den betingelse, at de nationale forskrifter ikke begraenser de faellesskabsretlige bestemmelsers raekkevidde og effektivitet.

3) Praemis 30 i dom af 10. marts 1992, forenede sager C-38/90 og C-151/90, Lomas m.fl., skal, hvad angaar krav om tilbagebetaling af clawback, som er erlagt med urette foer den 10. marts 1992, fortolkes saaledes, at de erhvervsdrivende eller disses retssuccessorer, som inden dette tidspunkt har anlagt retssag eller indgivet en efter gaeldende national lovgivning herved ligestillet klage, kan paaberaabe sig, at artikel 4, stk. 1 og 2, i den naevnte forordning nr. 1633/84 har vaeret ugyldig fra bestemmelsens ikrafttraeden, medmindre eventuelle nationale bestemmelser inden for de af faellesskabsretten udstukne graenser indskraenker den periode forud for fremsaettelsen af kravet, for hvilken der kan ydes tilbagebetaling af det beloeb, der er erlagt med urette.

4) Hvad angaar de punkter, som ikke er afklaret med artikel 2 i den naevnte forordning nr. 1922/92, skal de nationale retsinstanser, naar de skal tage stilling til et krav om tilbagebetaling af clawback, der er opkraevet med urette, anvende national ret, for saa vidt de heri fastlagte bestemmelser ikke er mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og bestemmelserne heller ikke i praksis goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden.