Vælg de eksperimentelle funktioner, som du ønsker at prøve

Dette dokument er et uddrag fra EUR-Lex

Dokument 32006D0539

    2006/539/EF: Rådets afgørelse af 22. maj 2006 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica

    IO L 224, 16.8.2006, s. 22–23 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PT, SK, SL, FI, SV)

    Foilsíodh an doiciméad seo in eagrán speisialta (BG, RO, HR)

    Dokumentets juridiske status I kraft

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/539/oj

    Relateret international aftale
    Relateret international aftale

    16.8.2006   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 224/22


    RÅDETS AFGØRELSE

    af 22. maj 2006

    om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af konventionen om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica

    (2006/539/EF)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37, sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, og artikel 300, stk. 3, andet afsnit,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen,

    under henvisning til samstemmende udtalelse fra Europa-Parlamentet (1), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Fællesskabet har enekompetence til at vedtage foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne og til at indgå aftaler med andre lande og internationale organisationer.

    (2)

    Fællesskabet er kontraherende part i De Forenede Nationers havretskonvention, der forpligter alle medlemmerne af det internationale samfund til at samarbejde om bevarelsen og forvaltningen af havets biologiske ressourcer.

    (3)

    Fællesskabet har den 19. december 2003 undertegnet og ratificeret aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 for så vidt angår bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande (2).

    (4)

    Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC) er blevet oprettet ved konventionen mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica, som blev indgået i 1949. På sit 61. møde i juni 1998 vedtog IATTC en resolution, ved hvilken de kontraherende parter enedes om at udarbejde en ny konvention for at styrke IATTC og ajourføre dens statut på linje med bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention.

    (5)

    Fællesskabet blev opfordret til at deltage fuldt ud i denne proces fra begyndelsen og har spillet en aktiv rolle heri. Processen kulminerede i vedtagelsen af konventionen om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica (Antigua-konventionen) på det 70. møde i IATTC, som blev afholdt i Antigua, Guatemala, fra den 24. til den 27. juni 2003.

    (6)

    Antigua-konventionen blev åbnet for undertegnelse i Washington DC, USA, den 14. november 2003, og var åben for undertegnelse indtil den 31. december 2004 i henhold til konventionens artikel XXVII.

    (7)

    Fællesskabet undertegnede Antigua-konventionen den 13. december 2004 i overensstemmelse med Rådets afgørelse 2005/26/EF (3) af 25. oktober 2004.

    (8)

    EF-fiskere driver fiskeri i det område, der er omfattet af Antigua-konventionen. Det er derfor i Fællesskabets interesse at blive fuldgyldigt medlem af IATTC. Fællesskabet bør derfor godkende Antigua-konventionen.

    (9)

    Antigua-konventionen tilstræber at opretholde IATTC i styrket form. Den skal afløse 1949-konventionen, når den træder i kraft for alle parter i 1949-konventionen. Derfor må Spanien i overensstemmelse med ånden i Rådets beslutning 1999/405/EF af 10. juni 1999 om bemyndigelse af Kongeriget Spanien til midlertidigt at tiltræde konventionen om oprettelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk (IATTC) (4) opsige 1949-konventionen, når Antigua-konventionen træder i kraft —

    TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Antigua-konventionen godkendes herved på Det Europæiske Fællesskabs vegne.

    Teksten til konventionen er knyttet til denne afgørelse.

    Artikel 2

    Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege de personer, der er beføjet til at deponere godkendelsesinstrumentet hos regeringen for Amerikas Forenede Stater, der er depositar for konventionen, jf. konventionens artikel XXXVII.

    Artikel 3

    Når Antigua-konventionen træder i kraft, opsiger Spanien konventionen om oprettelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 22. maj 2006.

    På Rådets vegne

    J. PRÖLL

    Formand


    (1)  Udtalelse af 27.4.2006 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

    (2)  EFT L 189 af 3.7.1998, s. 14.

    (3)  EUT L 15 af 19.1.2005, s. 9.

    (4)  EFT L 155 af 22.6.1999, s. 37.


    KONVENTION

    om styrkelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica (»Antigua-konventionen«)

    PARTERNE I DENNE KONVENTION,

    SOM ER BEVIDSTE OM, at alle stater efter de relevante bestemmelser i international ret som afspejlet i De Forenede Nationers havretskonvention (UNCLOS) af 1982 er forpligtet til at træffe de fornødne foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af de levende marine ressourcer, herunder stærkt vandrende arter, og at samarbejde med andre stater, når de træffer sådanne foranstaltninger,

    SOM HENVISER TIL kyststaternes suveræne rettigheder til at udforske, udnytte, bevare og forvalte de levende marine ressourcer i områder under national jurisdiktion som fastsat i UNCLOS og alle staters ret til at lade deres statsborgere fiske på det åbne hav i overensstemmelse med UNCLOS,

    SOM BEKRÆFTER deres forpligtelse i henhold til Rio-erklæringen om miljø og udvikling samt Agenda 21, særlig princip 17, der blev vedtaget på De Forenede Nationers konference om miljø og udvikling (1992), og Johannesburg-erklæringen og gennemførelsesplanen, der blev vedtaget på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling (2002),

    SOM UNDERSTREGER BEHOVET for at gennemføre principperne og normerne i den adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri, som blev vedtaget på FAO-konferencen i 1995, herunder 1993-aftalen om fremme af fiskerfartøjers overholdelse af internationale bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger på det åbne hav, der er en integrerende del af kodeksen, og de internationale handlingsplaner vedtaget af FAO som led i adfærdskodeksen,

    SOM KONSTATERER, at De Forenede Nationers 50. generalforsamling, jf. resolution A/RES/50/24, vedtog en aftale om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 om bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og fiskebestande af stærkt vandrende arter (»FN-aftalen af 1995 om fiskebestande«),

    SOM TAGER I BETRAGTNING, at fiskeri efter stærkt vandrende fiskebestande spiller en vigtig rolle som kilde til ernæring, beskæftigelse og økonomisk udbytte for parternes befolkninger, og at bevarelses- og forvaltningsforanstaltningerne må tilgodese disse behov, samtidig med at der tages hensyn til deres økonomiske og sociale virkninger,

    SOM TAGER HENSYN TIL de særlige forhold og behov i udviklingslandene i regionen, navnlig kyststaternes, så konventionens mål kan nås,

    SOM ANERKENDER den store indsats, som Den Interamerikanske Kommissionen for Tropisk Tunfisk gør, og de enestående resultater, den har opnået, såvel som den store betydning af det arbejde, den udfører inden for fiskeriet i det østlige Stillehav,

    SOM ØNSKER at udnytte erfaringerne fra gennemførelsen af 1949-konventionen,

    SOM BEKRÆFTER, at multilateralt samarbejde er den mest effektive metode til at nå målene, som er at bevare de levende marine ressourcer og udnytte dem på en bæredygtig måde,

    SOM ER FAST BESLUTTET på at sikre, at de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, bevares på lang sigt og udnyttes på en bæredygtig måde,

    SOM ER OVERBEVIST OM, at ovennævnte mål og en styrkelse af Den Interamerikanske Kommissionen for Tropisk Tunfisk bedst kan realiseres ved at ajourføre bestemmelserne i konventionen af 1949 mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica om oprettelse af Den Interamerikanske Kommissionen for Tropisk Tunfisk,

    ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

    DEL I

    GENERELLE BESTEMMELSER

    Artikel I

    Definitioner

    I denne konvention forstås ved:

    1)

    »fiskebestande, der er omfattet af denne konvention«: bestande af tun og beslægtede arter samt andre arter, der fanges af fartøjer, som fisker efter tun og beslægtede arter i konventionsområdet

    2)

    »fiskeri«:

    a)

    faktisk eller tilstræbt sporing, fangst eller høst af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention

    b)

    udøvelse af enhver aktivitet, der med rimelighed kan forventes at resultere i lokalisering, fangst eller høst af sådanne bestande

    c)

    udlægning, sporing eller bjergning af anordninger til tiltrækning af fisk og tilhørende udstyr, herunder radiobøjer

    d)

    enhver virksomhed til havs til støtte for eller forberedelse af aktiviteter som beskrevet i litra a), b) og c) i dette punkt, undtagen i nødstilfælde, hvor besætningsmedlemmers helbred eller sikkerhed eller et fartøjs sikkerhed er bragt i fare

    e)

    brug af ethvert andet sø- eller luftfartøj i forbindelse med de aktiviteter, der er beskrevet i denne definition, undtagen i nødstilfælde, hvor besætningsmedlemmers helbred eller sikkerhed eller et fartøjs sikkerhed er bragt i fare

    3)

    »fartøj«: ethvert fartøj, der anvendes til eller er beregnet til fiskeri, herunder hjælpefartøjer, transportfartøjer og ethvert andet fartøj, der deltager direkte i sådant fiskeri

    4)

    »flagstat«, medmindre andet er anført:

    a)

    en stat, hvis fartøjer har ret til at føre dens flag,

    eller

    b)

    en regional organisation for økonomisk integration, hvis fartøjer har ret til at føre flaget for en medlemsstat, der er medlem af den pågældende regionale organisation for økonomisk integration

    5)

    »konsensus«: vedtagelse af en beslutning uden afstemning og uden direkte indsigelser

    6)

    »parter«: stater eller regionale organisationer for økonomisk integration, der har accepteret at være bundet denne konvention, og for hvilke konventionen er trådt i kraft, jf. bestemmelserne i artikel XXVII, XXIX og XXX i denne konvention

    7)

    »medlemmer af kommissionen«: parterne og enhver fiskerienhed, der efter bestemmelserne i artikel XXVIII i denne konvention formelt har forpligtet sig til at overholde bestemmelserne i denne konvention og alle bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger truffet i medfør deraf

    8)

    »regional organisation for økonomisk integration«: en regional organisation for økonomisk integration, hvis medlemsstater har overdraget kompetence til den i spørgsmål, der er omfattet af denne konvention, herunder bemyndigelse til i sådanne spørgsmål at træffe beslutninger, der er bindende for dens medlemsstater

    9)

    »1949-konventionen«: konventionen mellem Amerikas Forenede Stater og Republikken Costa Rica om oprettelse af Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk

    10)

    »kommissionen«: Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk

    11)

    »UNCLOS«: De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982

    12)

    »FN-aftalen af 1995 om fiskebestande«: 1995-aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 for bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskearter

    13)

    »adfærdskodeks«: adfærdskodeks for ansvarligt fiskeri vedtaget på 28. samling i De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation i oktober 1995

    14)

    »AIDCP«: aftalen af 21. maj 1998 om det internationale program for bevarelse af delfiner.

    Artikel II

    Mål

    Målet for denne konvention er på lang sigt at sikre bevarelse og bæredygtig udnyttelse af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, efter de relevante bestemmelser i folkeretten.

    Artikel III

    Konventionens anvendelsesområde

    Konventionens anvendelsesområde (»konventionsområdet«) omfatter det område i Stillehavet, der afgrænses af Nord-, Mellem- og Sydamerikas kystlinje og en linje:

    i)

    langs 50° N fra Nordamerikas kyst til skæringspunktet med 150° V og derfra

    ii)

    langs 150° V til skæringspunktet med 50° S og derfra

    iii)

    langs 50° S til skæringspunktet med Sydamerikas kyst.

    DEL II

    BEVARELSE OG UDNYTTELSE AF BESTANDE, DER ER OMFATTET AF KONVENTIONEN

    Artikel IV

    Anvendelse af forsigtighedsprincippet

    1.   Medlemmerne af kommissionen skal direkte og via kommissionen anvende forsigtighedsprincippet, der er beskrevet i de relevante bestemmelser i adfærdskodeksen og/eller FN-aftalen af 1995 om fiskebestande, ved bevarelse, forvaltning og bæredygtig udnyttelse af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention.

    2.   Medlemmerne af kommissionen skal udvise særlig forsigtighed, når de foreliggende oplysninger er usikre, upålidelige eller utilstrækkelige. At der ikke foreligger tilstrækkelige videnskabelige oplysninger er ikke nogen gyldig begrundelse for at udskyde eller undlade at træffe bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger.

    3.   Hvis situationen for målartsbestande eller for ikke-målarter eller tilknyttede eller afhængige arter giver anledning til bekymring, skal medlemmerne af kommissionen skærpe overvågningen af sådanne bestande og arter med henblik på at vurdere deres tilstand og bevarelses- og forvaltningsforanstaltningernes effektivitet. De skal med jævne mellemrum tage foranstaltningerne op til revision på baggrund af eventuelle nye videnskabelige oplysninger.

    Artikel V

    Bevarelses- og forvaltningsforanstaltningernes forenelighed

    1.   Der er intet i denne konvention, der tilsidesætter eller underminerer kyststaternes suverænitet eller suveræne rettigheder med hensyn til udforskning, udnyttelse, bevarelse og forvaltning af de levende marine ressourcer i de områder, der henhører under deres højhedsområde eller nationale jurisdiktion, jf. UNCLOS, eller den ret, som alle stater har til at lade deres statsborgere fiske på det åbne hav i overensstemmelse med UNCLOS.

    2.   De bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der træffes for det åbne hav, skal være forenelige med dem, der træffes for områder under national jurisdiktion, for at sikre bevarelse og forvaltning af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention.

    DEL III

    DEN INTERAMERIKANSKE KOMMISSION FOR TROPISK TUNFISK

    Artikel VI

    Kommissionen

    1.   Medlemmerne af kommissionen er enige om at opretholde Den Interamerikanske Kommission for Tropisk Tunfisk, der blev oprettet ved 1949-konventionen, med alle dens aktiver og passiver, og at styrke den.

    2.   Kommissionen skal bestå af sektioner med mellem en (1) og fire (4) repræsentanter, der udpeges af hvert medlem, og som kan bistås af sådanne eksperter og rådgivere, som det pågældende medlem måtte finde relevante.

    3.   Kommissionen har status som juridisk person, og den har i sine forbindelser med andre internationale organisationer og egne medlemmer den nødvendige retsevne til efter folkeretten at kunne udføre sine opgaver og nå sine mål. Kommissionens og dens personales immuniteter og privilegier fastsættes i en aftale mellem kommissionen og det relevante medlem.

    4.   Kommissionens hjemsted vedbliver at være i San Diego, Californien, USA.

    Artikel VII

    Kommissionens opgaver

    1.   Kommissionen har, idet hovedvægten lægges på tun og beslægtede arter, til opgave:

    a)

    at fremme, gennemføre og samordne videnskabelig forskning i forekomst, biologi og biometri i konventionsområdet for så vidt angår de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, og, i det omfang det er nødvendigt, tilknyttede eller afhængige arter, og i naturlige og menneskelige faktorers indvirkning på populationer af sådanne bestande og arter

    b)

    at fastsætte normer for indsamling, kontrol og rettidig udveksling og rapportering af data om fiskeri efter de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention

    c)

    at vedtage foranstaltninger baseret på det bedste videnskabelige materiale, der foreligger, for på lang sigt at sikre bevarelse og bæredygtig udnyttelse af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, og at opretholde populationerne af de befiskede arter på eller genopbygge dem til det niveau, der giver det maksimalt bæredygtige udbytte, bl.a. ved for konventionsområdet som helhed at fastsætte den samlede tilladte fangstmængde for sådanne fiskebestande og/eller den samlede tilladt fiskerikapacitet og/eller fiskeriindsatsen

    d)

    på basis af de bedste videnskabelige oplysninger, der foreligger, at afgøre, om en specifik fiskebestand, der er omfattet af denne konvention, er opfisket eller overfisket, og om en forøgelse af fiskerikapaciteten og/eller fiskeriindsatsen ville bringe bevarelsen af den pågældende bestand i fare

    e)

    for så vidt angår de bestande, der er omhandlet i litra d) i dette stykke, ud fra kriterier, som kommissionen måtte vedtage eller anvende, at afgøre, i hvilket omfang nye kommissionsmedlemmers fiskeriinteresser kan tilgodeses, idet der tages hensyn til gældende internationale normer og praksis

    f)

    i fornødent omfang at vedtage bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger og henstillinger for arter, der tilhører samme økosystem, og som berøres af fiskeriet efter de bestande, der er omfattet af denne konvention, eller som er afhængige af eller tilknyttet disse bestande, med henblik på at opretholde populationerne af sådanne arter på eller genopbygge dem til et niveau, der ligger over det niveau, hvor deres reproduktion kan være alvorligt truet.

    g)

    at vedtage relevante foranstaltninger til at undgå, reducere og minimere spild, genudsætning, mistede eller efterladte redskabers fangst, fangst af ikke-målarter (både fisk og andre arter) og indvirkning på tilknyttede eller afhængige arter, især udryddelsestruede arter

    h)

    at vedtage relevante foranstaltninger til at hindre eller eliminere overfiskning og overskydende fiskerikapacitet og til at sikre, at fiskeriindsatsen ikke overstiger et niveau, hvor den er uforenelig med bæredygtig udnyttelse af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention

    i)

    at opstille et omfattende program for dataindsamling og overvågning indeholdende de elementer, som kommissionen skønner nødvendige. Hvert medlem af kommissionen har desuden lov til at opretholde sit eget program, blot det følger de retningslinjer, som kommissionen har opstillet

    j)

    at sikre, at der ved udarbejdelsen af foranstaltninger, som skal vedtages efter litra a)-i) i dette stykke, tages behørigt hensyn til behovet for, at de er samordnet og forenelige med foranstaltninger vedtaget i henhold til aftalen om det internationale program for bevarelse af delfiner (AIDCP)

    k)

    i størst muligt omfang at fremme udvikling og anvendelse af selektive, miljøvenlige og omkostningseffektive fiskeredskaber og fangstmetoder og andre dermed forbundne aktiviteter, herunder aktiviteter i forbindelse med bl.a. teknologioverførsel og uddannelse

    l)

    i fornødent omfang at fastsætte kriterier for og træffe beslutning om fordeling af den samlede tilladte fangstmængde, den samlede tilladte fiskekapacitet, herunder lasteevnen, eller fiskeriindsatsen, idet alle relevante faktorer tages i betragtning

    m)

    at anvende forsigtighedsprincippet efter bestemmelserne i artikel IV i denne konvention. Hvis kommissionen vedtager foranstaltninger efter forsigtighedsprincippet, uden at den råder over tilstrækkelige videnskabelige oplysninger, jf. artikel IV, stk. 2, i denne konvention, skal den hurtigst muligt sørge for at fremskaffe de videnskabelige oplysninger, der er nødvendige for at opretholde eller ændre sådanne foranstaltninger

    n)

    at fremme anvendelsen af enhver relevant bestemmelse i adfærdskodeksen og i andre relevante internationale instrumenter, herunder bl.a. den internationale handlingsplan, som FAO vedtog som led i adfærdskodeksen

    o)

    at udnævne en direktør for kommissionen

    p)

    at godkende sit arbejdsprogram

    q)

    at godkende sit budget efter bestemmelserne i artikel XIV i denne konvention

    r)

    at godkende regnskabet for den foregående budgetperiode

    s)

    at vedtage eller ændre sin egen forretningsorden, sine finansielle bestemmelser og sine øvrige interne administrative bestemmelser i det omfang, det er nødvendigt, for at kommissionen kan udføre sine opgaver

    t)

    at varetage sekretariatet for AIDCP under hensyntagen til bestemmelserne i artikel XIV, stk. 3, i denne konvention

    u)

    at oprette de underorganer, som den skønner er nødvendige

    v)

    på basis af relevante oplysninger, herunder de bedste videnskabelige oplysninger, der foreligger, at vedtage enhver anden foranstaltning eller henstilling, der er nødvendig for at nå målet for denne konvention, herunder ikke-diskriminerende og gennemsigtige foranstaltninger, der er forenelige med folkeretten, og som skal forebygge, gøre det uattraktivt at udøve og standse aktiviteter, der underminerer effektiviteten af de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som kommissionen vedtager.

    2.   Kommissionen skal have et personale, der har det fornødne kendskab til de anliggender, som denne konvention vedrører, herunder administrative, videnskabelige og tekniske anliggender. Personalet ledes af direktøren. Kommissionen skal sørge for, at den har det personale, der er nødvendigt, for at denne konvention kan anvendes effektivt. Kommissionen bør ansætte det mest kvalificerede personale og tage behørigt hensyn til nødvendigheden af at rekruttere personalet på et så bredt grundlag som muligt, så flest mulige medlemmer af kommissionen bliver repræsenteret og deltager.

    3.   Når kommissionen afstikker retningslinjer for arbejdsprogrammet for de videnskabelige spørgsmål, som det videnskabelige personale skal undersøge, tager den hensyn bl.a. til rådgivning, henstillinger og rapporter fra Den Rådgivende Videnskabelige Komité, der er oprettet i henhold til artikel XI i denne konvention.

    Artikel VIII

    Kommissionens møder

    1.   Kommissionen holder ordinært møde mindst én gang om året og fastsætter selv tidspunkt og sted.

    2.   Kommissionen kan også holde ekstraordinære møder, når det skønnes nødvendigt. Sådanne møder holdes, hvis mindst to af medlemmerne af kommissionen anmoder om det, og hvis flertallet af medlemmerne støtter anmodningen.

    3.   Kommissionen skal være beslutningsdygtig for at holde møde. Kommissionen er beslutningsdygtig, når to tredjedele af dens medlemmer er til stede. Denne regel gælder også for møder i underorganer oprettet under denne konvention.

    4.   Møderne foregår på engelsk og spansk, og kommissionens dokumenter skal udfærdiges på begge disse sprog.

    5.   Medlemmerne vælger en formand og en næstformand, der, medmindre andet er fastsat, skal komme fra forskellige parter i denne konvention. Begge disse personer vælges for ét (1) år og fortsætter i deres funktion, indtil deres efterfølgere er valgt.

    Artikel IX

    Beslutningstagning

    1.   Medmindre andet er fastsat, træffer kommissionen på møder indkaldt efter artikel VIII i denne konvention alle beslutninger ved konsensus mellem de medlemmer af kommissionen, der er til stede på det pågældende møde.

    2.   Beslutninger om vedtagelse af ændringer af denne konvention og dens bilag og opfordringer til at tiltræde konventionen, jf. artikel XXX, litra c), i denne konvention, kræver konsensus mellem alle parter. I sådanne tilfælde sørger mødets formand for, at alle medlemmer af kommissionen får mulighed for at give deres mening til kende om de foreslåede beslutninger, og parterne tager så hensyn til hertil, når de træffer den endelige beslutning.

    3.   Der kræves konsensus mellem alle medlemmer af kommissionen ved beslutninger:

    a)

    om vedtagelse og ændring af kommissionens budget og om form og størrelse af medlemmernes bidrag

    b)

    om de spørgsmål, der er omhandlet i artikel VII, stk. 1, litra l), i denne konvention.

    4.   Hvad angår beslutninger som omhandlet i stk. 2 og 3 i denne artikel, skal direktøren, hvis en part eller et medlem af kommissionen ikke er til stede på det pågældende møde og ikke har sendt en meddelelse efter stk. 6 i denne artikel, underrette en sådan part eller et sådant medlem om, hvilken beslutning der blev truffet på mødet. Hvis direktøren ikke senest tredive (30) dage efter, at parten eller medlemmet har modtaget en sådan meddelelse, har modtaget et svar fra en sådan part eller et sådant medlem, anses den pågældende part eller det pågældende medlem for at have tilsluttet sig den pågældende beslutning. Hvis en sådan part eller et sådant medlem inden for en sådan 30-dages-periode skriftligt meddeler ikke at kunne tilslutte sig den pågældende beslutning, får beslutningen ingen virkning, og kommissionen skal tilstræbe at opnå konsensus så hurtigt som muligt.

    5.   Når en part eller et medlem af kommissionen, som ikke var til stede på et møde, i overensstemmelse med stk. 4 i denne artikel meddeler direktøren ikke at kunne tilslutte sig en beslutning truffet på det pågældende møde, skal dette medlem ikke kunne modsætte sig konsensus om det samme spørgsmål, hvis medlemmet ikke er til stede på det følgende møde i kommissionen, hvor spørgsmålet er på dagsordenen.

    6.   Hvis et medlem af kommissionen ikke er i stand til at deltage i et møde i kommissionen som følge af ekstraordinære og uforudsete omstændigheder, som medlemmet ikke selv er herre over, gælder følgende:

    a)

    Medlemmet skal meddele direktøren dette skriftligt om muligt inden mødets begyndelse og ellers så hurtigt som muligt. En sådan meddelelse anses for at være givet, når direktøren over for det pågældende medlem bekræfter, at han har modtaget meddelelsen.

    b)

    Derefter skal direktøren hurtigst muligt underrette medlemmet om alle beslutninger truffet på det pågældende møde i overensstemmelse med stk. 1 i denne artikel.

    c)

    Medlemmet kan indtil tredive (30) dage efter den meddelelse, der er omhandlet i litra b), skriftligt meddele direktøren, at det ikke kan tilslutte sig et eller flere sådanne beslutninger. I så fald får den eller de pågældende beslutninger ingen virkning, og kommissionen skal tilstræbe at opnå konsensus så hurtigt som muligt.

    7.   Beslutninger, som kommissionen vedtager i medfør af denne konvention, bliver bindende for alle medlemmer femogfyrre (45) dage efter, at de er blevet meddelt, medmindre andet er fastsat i denne konvention eller blev aftalt ved beslutningstagningen.

    Artikel X

    Komité for undersøgelse af gennemførelsen af foranstaltninger vedtaget af kommissionen

    1.   Kommissionen skal oprette en komité for undersøgelse af gennemførelsen af foranstaltninger vedtaget af kommissionen. Den skal bestå af repræsentanter, som hvert medlem af kommissionen udpeger til dette formål, og disse repræsentanter kan bistås af de eksperter og rådgivere, som det pågældende medlem måtte finde relevante.

    2.   Komitéens opgaver er fastsat i bilag 3 til denne konvention.

    3.   Komitéen kan, når den udfører sine opgaver, med Kommissionens godkendelse eventuelt rådføre sig med andre fiskeriforvaltningsorganisationer eller andre tekniske og videnskabelige organisationer med viden på det område, som et sådant samråd vedrører, og kan søge den ekspertbistand, der måtte være behov for, fra sag til sag.

    4.   Komitéen skal tilstræbe at vedtage sine rapporter og henstillinger ved konsensus. Hvis alle bestræbelser på at opnå konsensus er mislykkedes, skal dette fremgå af rapporterne sammen med flertallets og mindretallets synspunkter. Efter anmodning fra ethvert medlem af komitéen skal det pågældende medlems synspunkter vedrørende de samlede rapporter eller dele deraf også fremgå.

    5.   Komitéen skal holde møde mindst én gang om året, om muligt i forbindelse med Kommissionens ordinære møde.

    6.   Komitéen kan indkalde til yderligere møder, hvis mindst to (2) af medlemmerne af kommissionen anmoder om det, og hvis flertallet af medlemmerne støtter anmodningen.

    7.   Komitéen udfører sine opgaver efter den forretningsorden og de retningslinjer og direktiver, som Kommissionen fastsætter.

    8.   Til støtte af komitéens arbejde skal kommissionens personale:

    a)

    indsamle de oplysninger, der er nødvendigt for komitéens arbejde, og udvikle en database efter de procedurer, som kommissionen har fastlagt

    b)

    levere de statistiske analyser, som komitéen skønner nødvendige for at kunne udføre sine opgaver

    c)

    udarbejde komitéens rapporter

    d)

    formidle alle relevante oplysninger, navnlig de oplysninger, der er omhandlet i stk. 8, litra a), i denne artikel.

    Artikel XI

    Den rådgivende videnskabelige komité

    1.   Kommissionen opretter en rådgivende videnskabelig komité, som skal bestå af repræsentanter, der udpeges af hvert medlem af kommissionen, og som skal have de fornødne kvalifikationer eller relevant erfaring på komitéens kompetenceområde og kan bistås af de eksperter og rådgivere, som det pågældende medlem måtte finde relevante.

    2.   Kommissionen kan invitere organisationer eller personer med anerkendt videnskabelig erfaring inden for kommissionens arbejdsområder til at deltage i komitéens arbejde.

    3.   Komitéens opgaver er fastsat i bilag 4 til denne konvention.

    4.   Komitéen skal holde møde mindst én gang om året, om muligt forud for et møde i kommissionen.

    5.   Komitéen kan indkalde til yderligere møder, hvis mindst to (2) af medlemmerne af kommissionen anmoder om det, og hvis flertallet af medlemmerne støtter anmodningen.

    6.   Direktøren har formandsposten i komitéen og kan med kommissionens godkendelse uddelegere denne opgave.

    7.   Komitéen skal tilstræbe at vedtage sine rapporter og henstillinger ved konsensus. Hvis alle bestræbelser på at opnå konsensus er mislykkedes, skal dette fremgå af rapporterne sammen med flertallets og mindretallets synspunkter. Efter anmodning fra ethvert medlem af komitéen skal det pågældende medlems synspunkter vedrørende de samlede rapporter eller dele deraf også fremgå.

    Artikel XII

    Administration

    1.   Kommissionen skal i overensstemmelse med den vedtagne forretningsorden og under hensyntagen til de deri fastsatte kriterier udnævne en direktør, hvis kvalifikationer i spørgsmål, der er omfattet af konventionen, er dokumenteret og almindeligt anerkendt, navnlig hvad angår de videnskabelige, tekniske og administrative aspekter. Direktøren er ansvarlig over for kommissionen og kan uden videre afsættes af kommissionen. Direktøren udnævnes for fire (4) år og kan genudnævnes så mange gange, som kommissionen måtte ønske det.

    2.   Direktøren har til opgave:

    a)

    at udarbejde forskningsplaner og -programmer for kommissionen

    b)

    at udarbejde budgetoverslag for kommissionen

    c)

    at godkende udbetaling af midler til gennemførelse af det arbejdsprogram og budget, som kommissionen har godkendt, og at føre regnskab over de således anvendte midler

    d)

    at ansætte, afskedige og lede det administrative, videnskabelige, tekniske og øvrige personale, der er nødvendigt, for at kommissionen kan udføre sine opgaver, i overensstemmelse med kommissionens forretningsorden

    e)

    når det er relevant for, at kommissionen kan fungere effektivt, at udpege en forskningskoordinator, jf. stk. 2, litra d), i denne artikel, der skal arbejde under direktørens tilsyn, og som direktøren pålægger opgaver og det ansvar i det omfang, han finder det passende.

    f)

    at indlede samarbejde med andre organisationer eller personer, hvis der er behov for det, for at kommissionen kan udføre sine opgaver

    g)

    at samordne kommissionens arbejde og det arbejde, der udføres af de organisationer eller personer, som direktøren har etableret et samarbejde med

    h)

    at udarbejde administrative, videnskabelige og andre rapporter for kommissionen

    i)

    i samråd med medlemmerne af kommissionen og under hensyntagen til medlemmernes forslag at udarbejde udkast til dagsordener for møder i kommissionen og dens underorganer og indkalde til disse møder og at yde administrativ og teknisk bistand i forbindelse med sådanne møder

    j)

    at sikre, at de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som kommissionen har vedtaget, og som er gældende, offentliggøres og formidles, og at fortegnelserne over andre i konventionsområdet gældende bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som medlemmerne af kommissionen har truffet, i videst muligt omfang ajourføres og formidles

    k)

    at sørge for, at der føres et register over fartøjer, der fisker i konventionsområdet, baseret bl.a. på de oplysninger, kommissionen modtager i henhold til bilag 1 til denne konvention, og at oplysningerne i dette register regelmæssig formidles til alle medlemmer af kommissionen og, på anmodning, til ethvert individuelt medlem.

    l)

    at være kommissionens juridisk ansvarlige repræsentant

    m)

    at udføre eventuelle andre opgaver, der er nødvendige for at sikre, at kommissionen kan fungere effektivt, og eventuelle andre opgaver, som kommissionen måtte pålægge ham.

    3.   Kommissionens direktør og personale må under udførelsen af deres opgaver ikke handle på en måde, der kan være uforenelig med deres status eller målene for og bestemmelserne i denne konvention, ligesom de ikke må have økonomiske interesser i aktiviteter såsom forskning i og undersøgelse, udforskning, udnyttelse, forarbejdning og afsætning af fisk fra de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention. Direktøren og personalet må heller ikke, hverken under eller efter ansættelsen i kommissionen, videregive fortrolige oplysninger, som de måtte have fået eller haft adgang til under deres ansættelse.

    Artikel XIII

    Videnskabeligt personale

    Det videnskabelige personale arbejder under tilsyn af direktøren og i givet fald forskningskoordinatoren, hvis der er udnævnt en sådan i overensstemmelse med artikel XII, stk. 2, litra d) og e), i denne konvention, og har til opgave, med hovedvægten lagt på tun og beslægtede arter:

    a)

    at gennemføre de videnskabelige forskningsprojekter og andre forskningsaktiviteter, som kommissionen har godkendt, efter de i arbejdsplaner, der er vedtaget med henblik herpå

    b)

    via direktøren at levere videnskabelig rådgivning og henstillinger til kommissionen til støtte for udarbejdelsen af bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger og andre relevante tiltag efter samråd med Den Rådgivende Videnskabelige Komité, bortset fra tilfælde, hvor det på grund af korte tidsfrister ville være vanskeligt for direktøren at levere sådan rådgivning eller sådanne henstillinger i tide

    c)

    at forsyne Den Rådgivende Videnskabelige Komité med de oplysninger, der er nødvendige for at udføre de opgaver, der er omhandlet i bilag 4 til denne konvention

    d)

    via direktøren at levere henstillinger til kommissionen om videnskabelig forskning til støtte for kommissionens opgaver i overensstemmelse med artikel VII, stk. 1, litra a), i denne konvention

    e)

    at indsamle og analysere oplysninger om situationen og tendenserne nu og tidligere for populationerne af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention

    f)

    via direktøren at foreslå kommissionen normer for indsamling, kontrol og rettidig udveksling og rapportering af data om fiskeri efter de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention

    g)

    at indsamle statistiske data og alle former for rapporter om fangster af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, og om fartøjers aktiviteter i konventionsområdet, samt alle andre relevante oplysninger om fiskeri efter sådanne bestande, herunder eventuelle sociale og økonomiske aspekter

    h)

    at undersøge og vurdere oplysninger om metoder til og procedurer for bevarelse og forøgelse af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention

    i)

    at offentliggøre eller på anden måde formidle rapporter om de opnåede resultater og andre rapporter, der falder ind under denne konventions anvendelsesområde, og videnskabelige, statistiske og andre data om fiskeri efter de fiskerbestande, der er omfattet af denne konvention, samtidig med at reglerne i artikel XXII i denne konvention om fortrolige oplysninger overholdes

    j)

    at varetage eventuelle andre funktioner og opgaver, som det måtte blive pålagt.

    Artikel XIV

    Budget

    1.   Kommissionen vedtager hvert år sit budget for det følgende år, jf. artikel IX, stk. 3, i denne konvention. Ved fastsættelse af budgettet tager kommissionen hensyn til princippet om omkostningseffektivitet.

    2.   Direktøren forelægger kommissionen et detaljeret årsbudgetforslag, der viser, hvilke udgifter der skal afholdes over de bidrag, der er omhandlet henholdsvis i artikel XV, stk. 1, og artikel XV, stk. 3, i denne konvention.

    3.   Kommissionen fører særskilt regnskab for de aktiviteter, der udøves som led i denne konvention, og for dem, der udøves som led i AIDCP. I kommissionens budget specificeres det, hvilke tjenesteydelser der skal leveres til AIDCP, og hvor store udgifter der forventes hertil. Forud for det år, hvor tjenesteydelserne skal leveres, fremlægger direktøren på partsmødet for parterne i AIDCP overslag over tjenesteydelserne og udgifterne til de opgaver, der skal udføres i henhold til aftalen, med henblik på godkendelse.

    4.   Kommissionens regnskaber skal revideres hvert år af en uvildig revisor.

    Artikel XV

    Bidrag

    1.   Størrelsen af det bidrag, som hvert medlem af kommissionen skal yde til budgettet, fastlægges efter en ordning, som kommissionen vedtager og ændrer efter behov, jf. artikel IX, stk. 3, i denne konvention. Den ordning, som kommissionen vedtager, skal være gennemsigtig og retfærdig for alle medlemmer, og den skal indgå i de finansielle bestemmelser for kommissionen.

    2.   De bidrag, der er aftalt efter bestemmelserne i stk. 1 i denne artikel, skal gøre det muligt for kommissionen at udføre sine opgaver og indbetales så betids, at kommissionen kan finansiere det årlige budget vedtaget i overensstemmelse med artikel XIV, stk. 1, i denne konvention.

    3.   Kommissionen opretter en fond for frivillige bidrag til forskning i og bevarelse af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, og i givet fald tilknyttede eller afhængige arter, og til bevarelse af havmiljøet.

    4.   Uanset artikel IX i denne konvention, og medmindre kommissionen beslutter anderledes, har et kommissionsmedlem, der er så meget bagud med betalingen af bidrag, at det skylder et beløb svarende til mindst dets samlede bidrag for de foregående fireogtyve (24) måneder, ikke længere ret til at deltage i kommissionens beslutningstagning, og denne ret generhverves først, når det har opfyldt forpligtelserne i henhold til denne artikel.

    5.   Hvert medlem af kommissionen dækker sine egne udgifter til deltagelse i møder i kommissionen og dens underorganer.

    Artikel XV

    Gennemsigtighed

    1.   Kommissionen skal fremme gennemsigtigheden i beslutningstagning og de øvrige aktiviteter i forbindelse med gennemførelsen af denne konvention, bl.a. ved:

    a)

    at formidle relevante ikke-fortrolige oplysninger offentligt

    b)

    i givet fald at gøre det lettere at arrangere samråd med ikke-statslige organisationer, repræsentanter for fiskeriet, navnlig for fiskerflåden, og andre relevante instanser og personer og at inddrage dem aktivt i arbejdet.

    2.   Repræsentanter for ikke-parter, relevante mellemstatslige organisationer og ikke-statslige organisationer, herunder miljøorganisationer, med anerkendt erfaring i anliggender under kommissionens kompetenceområde, og tunfiskeriet i ethvert medlem af kommissionen, der fisker i konventionsområdet, navnlig tunfiskerflåden, skal tilbydes at deltage i møderne i kommissionen og dens underorganer som observatører eller eventuelt på anden vis efter de principper og kriterier, der er fastsat i bilag 2 til denne konvention, og andre principper og kriterier, som kommissionen måtte vedtage. Sådanne deltagere skal have rettidig adgang til relevante oplysninger, jf. dog kommissionens forretningsorden og regler for adgang til fortrolige oplysninger.

    DEL IV

    RETTIGHEDER OG FORPLIGTELSER FOR MEDLEMMER AF KOMMISSIONEN

    Artikel XVII

    Staters rettigheder

    Ingen bestemmelse i denne aftale kan fortolkes på en sådan måde, at den tilsidesætter eller underminerer en stats suverænitet, suveræne rettigheder eller jurisdiktion efter folkeretten og dens holdning eller indstilling til havretsspørgsmål.

    Artikel XVIII

    Parters gennemførelse, overholdelse og håndhævelse

    1.   Hver part træffer de fornødne foranstaltninger til at sikre, at denne konvention og alle bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der er truffet i henhold til konventionen, anvendes og overholdes, herunder vedtagelse af de fornødne love og retsforskrifter.

    2.   Hver part giver kommissionen de oplysninger, der er nødvendige for at nå målene for denne konvention, herunder statistiske og biologiske oplysninger og oplysninger om fiskeriet i konventionsområdet, og, når kommissionen anmoder om det, de fornødne oplysninger om, hvad den pågældende part har gjort for at gennemføre de foranstaltninger, der er truffet i henhold til denne konvention, jf. dog bestemmelserne i artikel XXII i denne konvention og de procedureregler, som kommissionen udarbejder og vedtager.

    3.   Hver part underretter via direktøren hurtigst muligt Komitéen for Undersøgelse af Gennemførelsen af Foranstaltninger vedtaget af Kommissionen, der er oprettet i henhold til artikel X i denne konvention, om:

    a)

    de retlige og administrative bestemmelser, herunder retlige og administrative bestemmelser for overtrædelser og sanktioner, der er truffet for overholdelse af de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som kommissionen har truffet

    b)

    de foranstaltninger, der er truffet for at sikre, at de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som kommissionen har vedtaget, overholdes, herunder i givet fald analyse af enkelttilfælde og den trufne endelige beslutning.

    4.   Hver part skal:

    a)

    tillade, at relevante oplysninger indsamlet af observatører fra kommissionen om bord på fartøjer eller via et nationalt program, anvendes og spredes, jf. dog de gældende fortrolighedsregler

    b)

    sørge for, at fartøjsejere og/eller fartøjsførere efter kommissionens procedureregler på dette område tillader kommissionen at indsamle og analysere de oplysninger, der er nødvendige for, at Komitéen for Undersøgelse af Gennemførelsen af Foranstaltninger vedtaget af Kommissionen kan udføre sine opgaver

    c)

    hver sjette måned sende kommissionen en rapport om de aktiviteter, som den pågældende parts tunfiskerfartøjer har udøvet, og alle andre oplysninger, der er nødvendige for, at Komitéen for Undersøgelse af Gennemførelsen af Foranstaltninger truffet af Kommissionen kan udføre sit arbejde.

    5.   Hver part skal træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at fartøjer, der fisker i farvande under dens nationale jurisdiktion, overholder denne konvention og de foranstaltninger, der er truffet i henhold til konventionen.

    6.   Hver part skal, når den har rimelig grund til at antage, at et fartøj, der fører en anden stats flag, udøver aktiviteter, som underminerer effektiviteten af bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger truffet for konventionsområdet, gøre den pågældende flagstat og eventuelt kommissionen opmærksom på dette forhold. Den pågældende part skal fremlægge et fuldstændigt bevismateriale for flagstaten og kan sende et sammendrag heraf til kommissionen. Kommissionen videresender ikke sådanne oplysninger, før flagstaten har haft en rimelig frist at fremsætte sine bemærkninger til påstandene og det fremsendte bevismateriale eller, alt efter tilfældet, til at gøre indsigelse.

    7.   Hver part skal på anmodning af kommissionen eller en anden part, når den modtager relevante oplysninger om, at et fartøj under dens jurisdiktion har udøvet aktiviteter, som modarbejder de foranstaltninger, der er truffet i henhold til denne konvention, iværksætte en grundig undersøgelse af omstændighederne og i givet fald handle i overensstemmelse med nationale lovgivning og så hurtigt som muligt underrette kommissionen og en eventuel anden part om, hvilke resultater dens undersøgelser har givet, og hvilke foranstaltninger den har truffet.

    8.   Hver part skal i overensstemmelse med dens nationale lovgivning og på en måde, der er forenelig med folkeretten, idømme overtræderne så strenge sanktioner, at det effektivt sikres, at bestemmelserne i og foranstaltninger truffet i henhold til denne konvention overholdes, og at overtræderne fratages de fordele, de har opnået ved deres ulovlige aktiviteter, herunder, alt efter tilfældet, afslag på, suspension af eller tilbagetrækning af fiskeritilladelse.

    9.   Parter, hvis kyster grænser op til konventionsområdet, eller hvis fartøjer fisker efter de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, eller på hvis område fangsten landes og forarbejdes, skal samarbejde for at sikre, at denne konvention overholdes og at de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som kommissionen har vedtaget, anvendes, bl.a. ved at i fornødent omfang at vedtage samarbejdsforanstaltninger og -ordninger.

    10.   Hvis kommissionen fastslår, at fartøjer, der fisker i konventionsområdet, har udøvet aktiviteter, der krænker de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som kommissionen har vedtaget, kan parterne i overensstemmelse med de henstillinger, kommissionen har vedtaget, og denne konvention og folkeretten træffe foranstaltninger, der skal afskrække sådanne fartøjer fra at udøve sådanne aktiviteter, indtil flagstaten har truffet de fornødne foranstaltninger til at sikre, at de pågældende fartøjer ikke fortsætter med de pågældende aktiviteter.

    Artikel XIX

    Fiskerienheders gennemførelse, overholdelse og håndhævelse

    Artikel XVIII i denne konvention anvendes analogt for fiskerienheder, der er medlemmer af kommissionen.

    Artikel XX

    Flagstaters forpligtelser

    1.   Hver part skal i overensstemmelse med folkeretten træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at fartøjer, der fører dens flag, overholder bestemmelserne i denne konvention og de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, der er vedtaget i henhold til konventionen, og at sådanne fartøjer ikke udøver aktiviteter, der underminerer effektiviteten af sådanne foranstaltninger.

    2.   Ingen part må tillade, at et fartøj, der har ret til at føre dens flag, anvendes til fiskeri efter de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, medmindre fartøjet har fået tilladelse hertil af den pågældende parts ansvarlige myndighed eller myndigheder. En part må kun give fartøjer, der fører dens flag, tilladelse til at fiske i konventionsområdet, når den er i stand til effektivt at gøre sit ansvar i henhold til denne konvention gældende over for sådanne fartøjer.

    3.   Ud over forpligtelserne i henhold til stk. 1 og 2 i denne artikel skal hver part træffe de fornødne foranstaltninger til at sikre, at fartøjer, der fører dens flag, ikke fisker i områder, der hører under en i konventionsområdet beliggende anden stats højhedsområde eller nationale jurisdiktion, uden fornøden licens eller tilladelse udstedt af den pågældende stats myndigheder.

    Artikel XXI

    Fiskerienheders forpligtelser

    Artikel XX i denne konvention anvendes analogt for fiskerienheder, der er medlemmer af kommissionen.

    DEL V

    FORTROLIGHED

    Artikel XXII

    Fortrolighed

    1.   Kommissionen fastsætter fortrolighedsregler for alle organer og personer, der har adgang til oplysninger i henhold til denne konvention.

    2.   Uanset eventuelle fortrolighedsregler, der måtte blive vedtaget efter stk. 1 i denne artikel, har alle personer med adgang til sådanne fortrolige oplysninger lov til at videregive sådanne oplysninger i forbindelse med retlig eller administrativ forfølgning, hvis de pågældende myndigheder anmoder om det.

    DEL VI

    SAMARBEJDE

    Artikel XXIII

    Samarbejde og bistand

    1.   Kommissionen skal tilstræbe at vedtage foranstaltninger vedrørende teknisk bistand, teknologioverførsel, uddannelse og andre former for samarbejde for at bistå udviklingslande, der er medlemmer af kommissionen, med at opfylde deres forpligtelser i henhold til denne konvention og for at sætte dem bedre i stand til at udvikle fiskeriet under deres respektive nationale jurisdiktioner og at deltage i højsøfiskeriet på et bæredygtigt grundlag.

    2.   Medlemmerne af kommissionen skal lette og fremme sådant samarbejde, navnlig det finansielle og tekniske samarbejde, og teknologioverførsel i det omfang, det er nødvendigt, for at stk. 1 i denne artikel kan gennemføres effektivt.

    Artikel XXIV

    Samarbejde med andre organisationer eller organer

    1.   Kommissionen skal samarbejde med subregionale, regionale og globale fiskeriorganisationer og -organer og eventuelt oprette relevante institutionelle organer såsom rådgivende komitéer i enighed med sådanne organisationer eller organer for bedre at kunne nå målene for denne konvention, for at opnå de bedste videnskabelige oplysninger, der foreligger, og for at undgå overlapning af arbejde.

    2.   Kommissionen vedtager i enighed med de relevante organisationer eller organer en forretningsorden for de institutionelle organer, der oprettes i henhold til stk. 1 i denne artikel.

    3.   Når der er overlapning mellem konventionsområdet og et område, der reguleres af en anden fiskeriforvaltningsorganisation, skal kommissionen samarbejde med en sådan anden organisation for at sikre, at målet for denne konvention nås. I den forbindelse skal kommissionen gennem samråd og andre tiltag tilstræbe at nå til enighed med den anden organisation fx om, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre samordning af og forenelighed mellem de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som kommissionen og den anden organisation træffer, eller om, at, alt efter tilfældet, kommissionen eller den anden organisation undlader at træffe foranstaltninger for arter i det område, der reguleres af den anden part.

    4.   Bestemmelserne i stk. 3 i denne artikel anvendes i givet fald for fiskebestande, der under deres vandring svømmer gennem områder, der henhører under kommissionens eller en eller flere andre organisationers eller organers kompetence.

    DEL VII

    BILÆGGELSE AF TVISTER

    Artikel XXV

    Bilæggelse af tvister

    1.   Medlemmerne af kommissionen skal samarbejde om at forebygge tvister. Ethvert medlem kan holde samråd med et eller flere medlemmer, hvis der opstår tvister om fortolkningen eller anvendelsen af bestemmelserne i denne konvention, med henblik på at finde en for alle parter tilfredsstillende løsning hurtigst muligt.

    2.   Hvis en tvist ikke bilægges gennem sådant samråd inden for rimelig tid, holder de pågældende medlemmer indbyrdes samråd hurtigst muligt med henblik på at bilægge tvisten ved fredelige midler efter folkeretten.

    3.   Når en tvist mellem to eller flere medlemmer af kommissionen vedrører et spørgsmål af teknisk art, og medlemmerne ikke er i stand til at bilægge tvisten selv, kan de, hvis de er enige om det, forelægge tvisten for et ikke-bindende ad hoc-ekspertpanel nedsat under kommissionen efter de procedurer, som kommissionen har fastsat med henblik herpå. Panelet skal rådføre sig med de pågældende medlemmer og bestræbe sig for at bilægge tvisten hurtigst muligt uden at gøre brug af bindende procedurer for bilæggelse af tvister.

    DEL VIII

    IKKE-MEDLEMMER

    Artikel XXVI

    Ikke-medlemmer

    1.   Kommissionen og dens medlemmer skal tilskynde alle stater og regionale organisationer for økonomisk integration som omhandlet i artikel XXVII i denne konvention og eventuelle fiskerienheder som omhandlet i artikel XXVIII i samme konvention, der ikke er medlemmer af kommissionen, til at blive medlemmer eller til at vedtage love og forskrifter, der er forenelige med denne konvention.

    2.   Medlemmerne af kommissionen skal enten direkte eller via kommissionen udveksle oplysninger om aktiviteter, som fartøjer fra ikke-medlemmer udøver, og som underminerer denne konventions effektivitet.

    3.   Kommissionen og dens medlemmer skal i overensstemmelse med denne konvention og folkeretten samarbejde om i fællesskab at hindre fartøjer fra ikke-medlemmer i at udøve aktiviteter, der underminerer denne konventions effektivitet. I den forbindelse skal medlemmerne, når ikke-medlemmers fartøjer udøver sådanne aktiviteter, bl.a. gøre sådanne ikke-medlemmer opmærksomme på forholdet.

    DEL IX

    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

    Artikel XXVII

    Undertegnelse

    1.   Denne konvention er åben for undertegnelse i Washington i perioden 14. november 2003–31. december 2004 af:

    a)

    parterne i 1949-konventionen

    b)

    stater, der ikke er parter i 1949-konventionen, og som har kyst, der grænser op til konventionsområdet

    c)

    stater og regionale organisationer for økonomisk integration, der ikke er parter i 1949-konventionen, og hvis fartøjer på et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste fire år forud for vedtagelsen af denne konvention har fisket efter fiskebestandene omfattet af denne konvention, og som deltog i forhandlingerne om denne konvention

    d)

    andre stater og regionale organisationer for økonomisk integration, der ikke er parter i 1949-konventionen, og hvis fartøjer på et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste fire år forud for vedtagelsen af denne konvention har fisket efter fiskebestandene omfattet af denne konvention, efter samråd med parterne i 1949-konventionen.

    2.   Med hensyn til regionale organisationer for økonomisk integration som omhandlet i stk. 1 i denne artikel kan ingen stat, der er medlem af sådanne organisationer, undertegne denne konvention, medmindre den repræsenterer et område, der ligger uden for det geografiske anvendelsesområde for traktaten om oprettelse af organisationen, og medmindre en sådan medlemsstats deltagelse begrænses til udelukkende at repræsentere det pågældende områdes interesser.

    Artikel XXVIII

    Fiskerienheder

    1.   Enhver fiskerienhed, hvis fartøjer på et eller andet tidspunkt i løbet af de sidste fire år forud for vedtagelsen af denne konvention har fisket efter fiskebestandene omfattet af denne konvention, kan erklære, at den bindende forpligter sig til at overholde bestemmelserne i denne konvention og alle bevarelses- eller forvaltningsforanstaltninger, der vedtages i henhold hertil:

    a)

    ved i den periode, der er omhandlet i artikel XXVII, stk. 1, i denne konvention, at undertegne et dertil udarbejdet instrument i overensstemmelse med en beslutning, som kommissionen træffer i henhold til 1949-konventionen,

    og/eller

    b)

    ved i eller efter ovennævnte periode at sende en skriftlig meddelelse til depositaren i overensstemmelse med en beslutning, som kommissionen træffer i henhold til 1949-konventionen. Depositaren skal straks sende en kopi af en sådan meddelelse til alle signatarer og parter.

    2.   Den forpligtelse, der er indgået i henhold til stk. 1 i denne artikel, gælder fra den dato, der er omhandlet i artikel XXXI, stk. 1, i denne konvention, eller fra datoen for den skriftlige meddelelse, der er omhandlet i stk. 1 i denne artikel, idet den seneste dato er gældende.

    3.   Enhver fiskerienhed som omhandlet ovenfor kan erklære, at den bindende forpligter sig til at overholde bestemmelserne i denne konvention, i givet fald som ændret i henhold til artikel XXXIV eller XXXV i denne konvention, ved at sende en skriftlig meddelelse herom til depositaren i overensstemmelse med den beslutning, der er omhandlet i stk. 1 i denne artikel.

    4.   Den forpligtelse, der er indgået i henhold til stk. 3 i denne artikel, gælder fra den dato, der er omhandlet i artikel XXXIV, stk. 3, og artikel XXXV, stk. 4, i denne konvention, eller fra datoen for den skriftlige meddelelse, der er omhandlet i stk. 3 i denne artikel, idet den seneste dato er gældende.

    Artikel XXIX

    Ratifikation, accept eller godkendelse

    Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes af signatarerne efter deres egne love og procedurer.

    Artikel XXX

    Tiltrædelse

    Konventionen er åben for tiltrædelse for alle stater eller regionale organisationer for økonomisk integration:

    a)

    der opfylder kravene i artikel XXVII i denne konvention,

    eller

    b)

    hvis fartøjer fisker efter de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, efter samråd med parterne,

    eller

    c)

    der på anden måde opfordres til at tiltræde konventionen på grundlag af en beslutning truffet af parterne.

    Artikel XXXI

    Ikrafttræden

    1.   Denne konvention træder i kraft femten (15) måneder efter, at det syvende ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument er blevet deponeret af de parter i 1949-konventionen, der var parter i sidstnævnte konvention på den dato, hvor nærværende konvention blev åbnet for undertegnelse.

    2.   Efter denne konventions ikrafttrædelsesdato træder konventionen i kraft for hver stat eller regional organisation for økonomisk integration, der opfylder kravene i artikel XXVII eller XXX i denne konvention, på tredivtedagen (30.-dagen) efter at den pågældende stat eller organisation har deponeret sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

    3.   Når denne konvention træder i kraft, har den mellem parterne i denne konvention og 1949-konventionen forrang over 1949-konventionen.

    4.   Når denne konvention træder i kraft, forbliver de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger og andre foranstaltninger, som kommissionen har vedtaget i henhold til 1949-konventionen, i kraft, indtil de udløber, indtil de ophæves ved en beslutning truffet af kommissionen eller indtil de erstattes af andre foranstaltninger eller ordninger vedtaget i henhold til nærværende konvention.

    5.   Når denne konvention træder i kraft, anses en part i 1949-konventionen, der endnu ikke har accepteret at være bundet af nærværende konvention, for fortsat at være medlem af kommissionen, medmindre en sådan part vælger ikke længere at være medlem af kommissionen og meddeler depositaren dette skriftligt inden denne konventions ikrafttræden.

    6.   Når denne konvention træder i kraft, betragtes 1949-konventionen af alle parter i 1949-konventionen som ophørt i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i folkeretten som afspejlet i artikel 59 i Wienerkonventionen om traktatretten.

    Artikel XXXII

    Midlertidig anvendelse

    1.   En stat eller en regional organisation for økonomisk integration, der opfylder kravene i artikel XXVII eller XXX i denne konvention, kan efter sine egne love og forskrifter anvende denne konvention midlertidigt ved at meddele dette skriftligt til depositaren. En sådan midlertidig anvendelse begynder fra datoen for denne konventions ikrafttræden eller fra den dato, hvor depositaren modtager en sådan meddelelse.

    2.   Den periode, hvori en stat eller en regional organisation for økonomisk integration som omhandlet i stk. 1, anvender denne konvention midlertidigt, slutter, når konventionen træder i kraft for den pågældende stat eller regionale organisation for økonomisk integration, eller når den pågældende stat eller regionale organisation for økonomisk integration meddeler depositaren, at den agter at ophøre med midlertidigt at anvende denne konvention.

    Artikel XXXIII

    Forbehold

    Der kan ikke tages forbehold over for denne konvention.

    Artikel XXXIV

    Ændringer

    1.   Ethvert medlem af kommissionen kan foreslå ændringer af denne konvention ved at forelægge direktøren teksten til de foreslåede ændringer mindst tres (60) dage før et møde i kommissionen. Direktøren sender straks en kopi af den pågældende tekst til alle de øvrige parter.

    2.   Ændringer af konventionen skal vedtages efter artikel IX, stk. 2, i denne konvention.

    3.   Ændringer af denne konvention træder i kraft halvfems (90) dage efter, at alle parterne i konventionen på det tidspunkt, hvor ændringerne blev godkendt, har deponeret deres instrument til ratifikation, accept eller godkendelse af sådanne ændringer hos depositaren.

    4.   Stater eller regionale organisationer for økonomisk integration, der bliver parter i denne konvention, efter at ændringer af konventionen eller dens bilag er trådt i kraft, betragtes som parter i konventionen som ændret.

    Artikel XXXV

    Bilag

    1.   Bilagene til denne konvention udgør en integrerende del af konventionen, og medmindre andet udtrykkeligt er fastsat, er en henvisning til denne konvention også en henvisning til de konventionens bilag.

    2.   Ethvert medlem af kommissionen kan foreslå ændringer af et bilag til denne konvention ved at forelægge direktøren teksten til de foreslåede ændringer mindst tres (60) dage før et møde i kommissionen. Direktøren sender straks en kopi af den pågældende tekst til alle de øvrige parter.

    3.   Ændringer af bilagene skal vedtages efter artikel IX, stk. 2, i denne konvention.

    4.   Medmindre andet er fastsat, træder ændringer af bilagene i kraft for alle medlemmer af kommissionen halvfems (90) dage efter vedtagelsen i henhold til stk. 3 i denne artikel.

    Artikel XXXVI

    Udtræden

    1.   Enhver part kan træde ud af denne konvention fra tolv (12) måneder efter, at konventionen er trådt i kraft for den pågældende part, ved at sende en skriftlig meddelelse om udtrædelse til depositaren. Depositaren skal underrette de øvrige parter om udtrædelsen senest tredive (30) dage efter modtagelse af en sådan meddelelse. Udtrædelsen får virkning seks (6) måneder efter, at depositarens har modtaget en sådan meddelelse.

    2.   Denne artikel anvendes analogt for enhver fiskerienhed for så vidt angår en sådan fiskerienheds forpligtelser i henhold til artikel XXVIII i denne konvention.

    Artikel XXXVII

    Depositar

    Originalteksterne til denne konvention deponeres hos Amerikas Forenede Staters regering, som fremsender bekræftede kopier deraf til de undertegnende og parterne deri og til De Forenede Nationers generalsekretær til registrering og offentliggørelse i henhold til artikel 102 i De Forenede Nationers pagt.

    TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede befuldmægtigede, der er behørigt bemyndiget hertil af deres respektive regeringer, undertegnet denne konvention.

    UDFÆRDIGET i Washington den 14. november 2003 på engelsk, fransk og spansk, idet hver af de tre tekster har samme gyldighed.


    BILAG 1

    Retningslinjer og kriterier for oprettelse af fartøjsregistre

    1.

    Hver part skal efter artikel XII, stk. 2, litra k), i denne konvention føre et register over fartøjer, der har ret til at føre dens flag, og som har lov til at fiske i konventionsområdet efter de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, og skal sørge for, at følgende oplysninger for alle sådanne fartøjer anføres i registret:

    a)

    fartøjets navn, registreringsnummer og tidligere navne (hvis de kendes) samt registreringshavn

    b)

    et foto af fartøjet, der viser registreringsnummeret

    c)

    ejerens eller ejernes navn og adresse

    d)

    befragterens eller befragternes og/eller en eventuel direktørs eller eventuelle direktørers navn og adresse

    e)

    evt. tidligere flag (hvis det kendes)

    f)

    evt. internationalt radiokaldesignal

    g)

    byggested og -dato

    h)

    fartøjstype

    i)

    fangstmetodetype

    j)

    længde, bredde og sidehøjde

    k)

    bruttotonnage

    l)

    hovedmaskinens eller hovedmaskinernes effekt

    m)

    art fiskeritilladelse udstedt af flagstaten

    n)

    frysertype og -kapacitet og antal fiskelastrum og disses kapacitet.

    2.

    Kommissionen kan beslutte at fritage fartøjer for kravene i punkt 1 i dette bilag på basis af fartøjernes længde eller andre specifikationer.

    3.

    Hver part skal efter de procedurer, som kommissionen har fastsat, meddele direktøren de oplysninger, der er omhandlet i punkt 1 i dette bilag og hurtigst muligt give direktøren meddelelse om enhver ændring af sådanne oplysninger.

    4.

    Hver part skal desuden hurtigst muligt informere direktøren om følgende:

    a)

    evt. tilføjelser til registret

    b)

    slettelser i registret som følge af:

    i)

    at fartøjsejeren eller -befragteren frivilligt har givet afkald på eller undladt at forny sin fiskeritilladelse

    ii)

    at fiskeritilladelsen udstedt til fartøjet i overensstemmelse med artikel XX, stk. 2, i denne konvention er blevet inddraget

    iii)

    at fartøjet ikke længere har ret til at føre dens flag

    iv)

    at fartøjet er blevet ophugget, oplagt eller gået tabt

    v)

    andre årsager

    idet det specificeres, hvilken af ovennævnte årsager der er tale om.

    5.

    Bilaget anvendes analogt for fiskerienheder, der er medlemmer af kommissionen.


    BILAG 2

    Principper og kriterier for observatørers deltagelse i kommissionens møder

    1.

    Direktøren skal til møder i kommissionen, der er indkaldt i henhold til artikel VIII i denne konvention, efter anmodning indbyde mellemstatslige organisationer, hvis arbejde er relevant for gennemførelsen af denne konvention, og ikke-parter, der har interesse i, at de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention, bevares og udnyttes bæredygtigt.

    2.

    Ikke-statslige organisationer (ngo'er) som omhandlet i artikel XVI, stk. 2, i denne konvention er berettiget til at deltage som observatører i alle møder i kommissionen og dens underorganer indkaldt i henhold til artikel VIII i denne konvention, undtagen møder for lukkede døre eller møder mellem delegationsledere.

    3.

    Enhver ngo, der ønsker at deltage som observatør i et møde i kommissionen, underretter direktøren om sit ønske om at deltage mindst halvtreds (50) dage før mødet. Direktøren meddeler medlemmerne af kommissionen navnene på de pågældende ngo'er samt de oplysninger, der er omhandlet i punkt 6 i dette bilag, mindst femogfyrre (45) dage før mødet.

    4.

    Hvis et møde i kommissionen afholdes med under halvtreds (50) dages varsel, har direktøren større fleksibilitet med hensyn til de tidsfrister, der er fastsat i punkt 3 i dette bilag.

    5.

    En ngo, der ønsker at deltage i møderne i kommissionen og kommissionens underorganer, kan også få tilladelse til at gøre dette på årsbasis, jf. dog punkt 7 i dette bilag.

    6.

    Anmodninger om deltagelse som omhandlet i punkt 3, 4 og 5 i dette bilag skal indeholde den pågældende ngo's navn og kontoradresse og en beskrivelse af ngo'ens opgaver og af, hvordan dens opgaver og aktiviteter har tilknytning til kommissionens arbejde. Disse oplysninger skal ajourføres i fornødent omfang.

    7.

    En ngo, der ønsker at deltage som observatør, kan deltage, medmindre mindst en tredjedel af medlemmerne af kommissionen fremsætter begrundet skriftlig indsigelse mod en sådan deltagelse.

    8.

    Alle observatører, som har fået lov til at deltage i et møde i kommissionen, skal have tilsendt eller på anden måde have rådighed over den samme dokumentation, som generelt er til rådighed for medlemmerne af kommissionen, undtagen dokumentation, der indeholder fortrolige forretningsoplysninger.

    9.

    Enhver observatør, der har fået lov til at deltage i et møde i kommissionen, kan:

    a)

    deltage i møder, jf. dog punkt 2 i dette bilag, men har ikke stemmeret

    b)

    fremsætte mundtlige udtalelser under mødet på opfordring af formanden

    c)

    omdele dokumenter på mødet med formandens godkendelse

    d)

    i fornødent omfang deltage i andre aktiviteter med formandens godkendelse.

    10.

    Direktøren kan pålægge ikke-part-observatører og ngo-observatører at betale rimelige gebyrer og at dække omkostninger i forbindelse med deres deltagelse.

    11.

    Alle observatører, der har fået lov til at deltage i et møde i kommissionen, skal overholde alle regler og procedurer, som gælder for de øvrige deltagere i mødet.

    12.

    Enhver ngo, der ikke opfylder kravene i punkt 11 i dette bilag, skal udelukkes fra yderligere deltagelse i møder, medmindre andet besluttes af kommissionen.


    BILAG 3

    Komitéen for undersøgelse af gennemførelsen af foranstaltninger vedtaget af kommissionen

    Komitéen for Undersøgelse af Gennemførelsen af Foranstaltninger vedtaget af Kommissionen, der er oprettet i henhold til artikel X i denne konvention, har til opgave:

    a)

    at undersøge og overvåge, om de bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger, som kommissionen har vedtaget, og de samarbejdsforanstaltninger, der er omhandlet i artikel XVIII, stk. 9, i denne konvention, overholdes

    b)

    at analysere oplysninger pr. flag eller, når sådanne oplysninger pr. flag i visse tilfælde ikke er dækkende, pr. fartøj, og alle andre oplysninger, der er nødvendige, for at den kan udføre sine opgaver

    c)

    at levere oplysninger, teknisk rådgivning og henstillinger til kommissionen vedrørende gennemførelse og overholdelse af bevarelses- og forvaltningsforanstaltninger

    d)

    at anbefale kommissionen metoder, der kan skabe større forenelighed mellem de fiskeriforvaltningsforanstaltninger, som medlemmerne af kommissionen vedtager

    e)

    at anbefale kommissionen metoder, der kan fremme en effektiv gennemførelse af artikel XVIII, stk. 10, i denne konvention

    f)

    i samråd med Den Rådgivende Videnskabelige Komité at anbefale kommissionen prioriteter og mål for det program for dataindsamling og overvågning, der er oprettet i henhold til artikel VII, stk. 1, litra i), i denne konvention, og at vurdere og evaluere resultaterne af programmet

    g)

    at udøve enhver anden funktion, som kommissionen måtte pålægge den.


    BILAG 4

    Den Rådgivende Videnskabelige Komité

    Den Rådgivende Videnskabelige Komité, der er oprettet i henhold til artikel XI i denne konvention, har til opgave:

    a)

    at undersøge kommissionens planer, forslag og forskningsprogrammer og rådgive kommissionen i fornødent omfang

    b)

    at undersøge evalueringer, analyser, forskning eller arbejde af relevans samt henstillinger, som komitéens videnskabelige personale har udarbejdet til kommissionen, inden kommissionen tager stilling til sådanne henstillinger, og i givet fald at fremkomme med yderligere oplysninger, råd og bemærkninger til kommissionen i sådanne spørgsmål

    c)

    at gøre kommissionen opmærksom på specifikke emner og spørgsmål, som det anbefales at lade det videnskabelige personale undersøge i det fremtidige arbejde

    d)

    i samråd med Komitéen for Undersøgelse af Gennemførelsen af Foranstaltninger vedtaget af Kommissionen at anbefale kommissionen prioriteter og mål for det program for dataindsamling og overvågning, der er oprettet i henhold til artikel VII, stk. 1, litra i), i denne konvention, og at vurdere og evaluere resultaterne af programmet

    e)

    at bistå kommissionen og direktøren med at finde finansieringskilder til forskning, der skal gennemføres i henhold til denne konvention

    f)

    at udvikle og fremme samarbejde mellem medlemmerne af kommissionen gennem deres forskningsinstitutter med henblik på at udvide kendskabet til og forståelsen af de fiskebestande, der er omfattet af denne konvention

    g)

    alt efter tilfældet at fremme eller lette kommissionens samarbejde med andre nationale og internationale offentlige eller private organisationer med lignende mål

    h)

    at behandle ethvert spørgsmål, som kommissionen forelægger den

    i)

    at varetage enhver anden funktion eller opgave, som kommissionen måtte anmode den om eller pålægge den at varetage.


    Op