Det skulle fremme den europæiske integration og fuldende det indre marked (et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital) inden den .
Den europæiske fælles akt ændrede bestemmelserne for de europæiske institutioners drift og udvidede det daværende Europæiske Fællesskabs beføjelser på en række politikområder.
Med skabelsen af nye beføjelser på fællesskabsplan og en reform af institutionerne var det den europæiske fælles akt, der banede vejen for den politiske integration og Den Økonomiske og Monetære Union, som senere blev indført ved traktaten om Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten).
HOVEDPUNKTER
Formål
Regeringskonferencen, som førte til den europæiske fælles akt, havde et dobbelt mandat til at vedtage:
udvidelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs og Det Europæiske Atomenergifællesskabs ansvarsområder.
Struktur
Den europæiske fælles akt består af en præambel og fire afsnit og omfatter en række erklæringer, som er vedtaget af regeringskonferencen.
Præamblen beskriver de grundlæggende mål for traktaten og udtrykker de undertegnende parters vilje til at genskabe alle deres indbyrdes forbindelser med henblik på oprettelse af en europæisk union. Præamblen fastslår ligeledes aktens enestående karakter, idet den indeholder fælles regler om udenrigspolitisk samarbejde og om De Europæiske Fællesskaber. Endelig understreger den de to målsætninger for ændringen af traktaterne, nemlig »at forbedre den økonomiske og sociale situation gennem en uddybning af fælles politikker samt ved forfølgelse af nye målsætninger« og »at sikre, at Fællesskaberne kan fungere bedre«.
Afsnit I indeholder fælles bestemmelser for det politiske samarbejde og De Europæiske Fællesskaber.
Afsnit II er helliget ændringer af traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber.
Afsnit III vedrører det europæiske udenrigspolitiske samarbejde.
Afsnit IV indeholder almindelige og afsluttende bestemmelser.
Ændringer vedrørende EU’s institutioner
For at kunne oprette det indre marked inden 1993 indførte den europæiske fælles akt et øget antal sager, hvor Rådet kunne træffe beslutninger ved kvalificeret flertal frem for ved enstemmighed. Dette forenklede beslutningstagningen og betød, at de forsinkelser, som ofte opstod, når man forsøgte at nå til en enstemmig aftale blandt de daværende 12 medlemslande, kunne undgås. Der krævedes ikke længere enstemmighed i forbindelse med lovgivning vedrørende oprettelsen af det indre marked, undtagen i forbindelse med foranstaltninger, der vedrørte beskatning, fri bevægelighed for personer og lønmodtageres rettigheder og interesser.
Parlamentets beføjelser blev styrket med kravet om, at det skulle afgive samstemmende udtalelse, når der blev indgået aftaler om udvidelser og associeringsaftaler. Den europæiske fælles akt indførte samarbejdsproceduren, som styrkede Parlamentets position i den interinstitutionelle dialog og gav Parlamentet mulighed for to behandlinger af lovforslag, som blev foreslået inden for et begrænset antal retsgrundlag. På denne måde blev der banet vej for Parlamentets senere rolle som medlovgiver med Rådet.
Den europæiske fælles akt tydeliggjorde visse bestemmelser vedrørende gennemførelsesbeføjelser. Artikel 10 gjorde det som hovedregel muligt for Rådet at give Kommissionen gennemførelsesbeføjelser i forbindelse med de regler, som Rådet fastsatte. Rådet kunne kun i særlige tilfælde forbeholde sig retten til selv at udøve gennemførelsesbeføjelserne. Den europæiske fælles akt fastlagde grundlaget for Retten i Første Instans — nu Retten.
Politikområder
Under den europæiske fælles akt blev beslutningstagning med kvalificeret flertal normen på fire af de eksisterende områder, som var omfattet af traktaterne: