Passerelleklausuler

For at gøre beslutningsprocessen i Den Europæiske Union (EU) mere fleksibel indføres der, på visse særlige betingelser, i artikel 48, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) mulighed for to typer generelle passerelleklausuler (eller overgangsklausuler), der gør det muligt at ændre den oprindeligt fastsatte lovgivningsprocedure.

Brugen af en passerelleklausul betyder, at der ikke er behov for en formel ændring af EU-traktaterne, og at der således ikke er noget krav om, at det skal ratificeres af EU’s medlemsstater.

Generelle passerelleklausuler

• Den første type generel passerelleklausul er den, hvor beslutningstagningen ændres fra enstemmighed til kvalificeret flertal i Rådet for Den Europæiske Union. Den finder anvendelse i forbindelse med lovgivningsforslag, hvor det i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) eller afsnit V i TEU (som vedrører EU’s optræden udadtil og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik) er fastsat, at Rådet skal træffe afgørelse med enstemmighed. Det skal bemærkes, at afgørelser med militære konsekvenser og på forsvarsområdet er udelukket.
• Den anden type generel passerelleklausul er den, hvor retsakter i henhold til TEUF skal vedtages efter den særlige lovgivningsprocedure med Rådet som eneste lovgiver, og hvor Europa-Parlamentet enten høres eller anmodes om at afgive godkendelse. Her ville passerelleklausulen medføre et skift fra den særlige lovgivningsprocedure til den almindelige lovgivningsprocedure (tidligere kendt som den fælles beslutningsprocedure).

EU’s kompetenceområder ændres ikke i nogen af disse to tilfælde. Når de nationale parlamenter modtager meddelelse fra Det Europæiske Råd om, at der foreslås anvendelse af en generel passerelleklausul, har de seks måneder til at nedlægge veto. Desuden skal et flertal af Parlamentets medlemmer give deres samtykke til anvendelsen af passerelleklausulen. Først derefter kan Det Europæiske Råd med enstemmighed godkende en af de to typer passerelleklausuler.

Specifikke passerelleklausuler

EU-traktaterne giver også mulighed for anvendelse af passerelleklausuler på seks specifikke politikområder. Disse seks særlige passerelleklausuler gælder på følgende områder:

1. den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (artikel 31, stk. 3, i TEU)
2. familieret med grænseoverskridende virkninger (artikel 81, stk. 3, i TEUF)
3. socialpolitik (artikel 153, stk. 2, i TEUF)
4. miljøpolitik (artikel 192, stk. 2, i TEUF)
5. den flerårige finansielle ramme (artikel 312, stk. 2, i TEUF) og
6. forstærket samarbejdet (artikel 333 i TEUF)

Betingelserne for vedtagelse af lovgivning på disse områder kræver en mindre kompliceret procedure, hvis institutionerne beslutter at anvende en passerelleklausul. I de fire første tilfælde er det Rådet, der træffer afgørelse om passerelleklausulerne, mens det i de to sidste tilfælde er Det Europæiske Råd.