9

Ved Rådets gennemførelsesafgørelse (FUSP) 2019/87 af 21. januar 2019 om gennemførelse af afgørelse 2013/255 (EUT 2019, L 18 I, s. 13) og ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2019/85 af 21. januar 2019 om gennemførelse af forordning nr. 36/2012 (EUT 2019, L 18 I, s. 4) (herefter samlet »de oprindelige retsakter«) blev sagsøgerens navn indsat i række 73 i tabel B i listerne over navnene på de personer, enheder og organer, der er omfattet af de restriktive foranstaltninger, som fremgår af bilag I til afgørelse 2013/255 og bilag II til forordning nr. 36/2012 (herefter samlet »de omhandlede lister«) med følgende begrundelse:

»Aman [Dimashq] er et joint venture til en værdi af 18,9 mio. USD mellem Damascus Cham Holding og Aman Group. Aman [Dimashq] støtter og/eller nyder gavn af det syriske regime gennem sin deltagelse i det regimestøttede luksuskompleks Marota City.«

[udelades]

11

Ved skrivelse af 26. marts 2019 modsatte sagsøgerens repræsentanter sig opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister og anmodede Rådet om at tilstille dem de dokumenter, der underbyggede den nævnte opførelse. Ved skrivelse af 2. april 2019 og af 12. april 2019 genfremsatte sagsøgerens repræsentanter deres anmodning til Rådet med henblik på at få aktindsigt i de dokumenter, der lå til grund for opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, inden indleveringen af stævningen i den foreliggende sag.

12

Ved skrivelse af 13. maj 2019 meddelte Rådet for det første sagsøgerens repræsentanter, at selskabets bemærkninger i det væsentlige ikke kunne rejse tvivl om afgørelsen om at opføre sagsøgerens navn på de omhandlede lister. For det andet tilsendte Rådet dem dokumentet med referencen WK 54/2019 INIT, som var dateret den 28. februar 2019, og som omfattede de beviser, der var anført til støtte for begrundelserne for den nævnte opførelse.

13

Den 17. maj 2019 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2019/806 om ændring af afgørelse 2013/255 (EUT 2019, L 132, s. 36), hvorved anvendelsen af sidstnævnte afgørelse blev forlænget indtil den 1. juni 2020; samme dag vedtog Rådet ligeledes gennemførelsesforordning (EU) 2019/798 om gennemførelse af forordning nr. 36/2012 (EUT 2019, L 132, s. 1) (herefter samlet »opretholdelsesretsakterne af 2019«).

[udelades]

18

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 15. april 2019 anlagde sagsøgeren nærværende søgsmål med påstand om annullation af de oprindelige retsakter, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren.

19

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 30. juli 2019 har sagsøgeren på grundlag af artikel 86 i Rettens procesreglement tilpasset stævningen, således at den ligeledes tilsigter annullation af opretholdelsesretsakterne af 2019, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren. Sagsøgeren har ligeledes gentaget de påstande, der fremgår af stævningen.

20

Den 8. august 2019 har Rådet indgivet svarskrift og bemærkninger til den første anmodning om tilpasning til Rettens Justitskontor.

21

Replikken er blevet indgivet den 1. oktober 2019.

22

Ved afgørelse af 17. oktober 2019 har Rettens præsident i medfør af procesreglementets artikel 27, stk. 3, omfordelt sagen til en ny refererende dommer, der er tilknyttet Fjerde Afdeling.

23

Duplikken er blevet indgivet den 8. januar 2020.

24

Den skriftlige forhandling er blevet afsluttet den 8. januar 2020.

25

Som led i foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra a) og d), har Retten den 23. juli 2020 anmodet parterne om at besvare en række spørgsmål og fremlægge bestemte dokumenter. Parterne har besvaret disse spørgsmål og efterkommet anmodningen om fremlæggelse af dokumenter inden for den fastsatte frist.

26

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 13. august 2020 har sagsøgeren på grundlag af procesreglementets artikel 86 tilpasset stævningen for anden gang, således at denne ligeledes tilsigter annullation af opretholdelsesretsakterne af 2020, for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren. Sagsøgeren har ligeledes gentaget de påstande, der fremgår af stævningen og i den første anmodning om tilpasning, og fremført nye argumenter.

27

Inden for rammerne af de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er fastsat i procesreglementets artikel 89, stk. 3, litra d), har Retten den 30. september 2020 anmodet Rådet om at fremlægge et dokument. Rådet har efterkommet anmodningen om fremlæggelse af et dokument inden for den fastsatte frist. Sagsøgeren har ikke fremsat bemærkninger til Rådets svar på denne foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse.

28

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten i retsmødet den 21. oktober 2020, i forbindelse med hvilket Rådet ligeledes har fremsat bemærkninger til den anden anmodning om tilpasning. Rådet har navnlig henvist til de anbringender og argumenter, der er indeholdt i svarskriftet og duplikken.

29

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

30

Rådet har nedlagt følgende påstande:

51

Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at de anfægtede retsakter tilsidesætter selskabets ret til forsvar og ret til en retfærdig rettergang således som fastsat i artikel 48, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«) og artikel 6, stk. 3, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950, for så vidt som Rådet ikke hørte sagsøgeren inden vedtagelsen af de nævnte retsakter, samt sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse som fastsat i chartrets artikel 47.

52

For det første har sagsøgeren i denne henseende gjort gældende, at henset til den omstændighed, at sagsøgeren ikke blev hørt forud for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, har dennes ret til forsvar ikke kunnet udøves hensigtsmæssigt. Sagsøgeren har nærmere bestemt gjort gældende, at retten til at blive hørt kræver, at selskabet kan fremsætte sine synspunkter vedrørende rigtigheden og relevansen af de påståede faktiske omstændigheder og vedrørende de beviser, der lægges sagsøgeren til last, før den omtvistede foranstaltning vedtages. Sagsøgeren er endvidere af den opfattelse, at der ikke forelå uopsættelighed, og at der ikke havde været nogen risiko for, at selskabet ville have undergravet foranstaltningens effektivitet, såfremt det var blevet hørt inden vedtagelsen af de anfægtede retsakter, mens det tab for sagsøgeren, der er forårsaget efter vedtagelsen af de nævnte retsakter, var sikkert og forudsigeligt. Rådet har bevidst nægtet sagsøgeren aktindsigt i de beviser, der har til formål at underbygge opførelsen af dennes navn på de omhandlede lister, og har følgelig tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar.

53

For det andet har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at selskabet i medfør af sin ret til en effektiv domstolsbeskyttelse anmodede Rådet om snarest muligt at give det aktindsigt i alle de oplysninger og dokumenter, der ligger til grund for vedtagelsen af de oprindelige retsakter over for det. Sagsøgeren modtog ikke før anlæggelsen af nærværende sag de beviser, der vedrørte selskabet, selv om det anmodede Rådet herom den 26. marts 2019 og gentog dette to gange, nemlig den 2. april 2019 og den 12. april 2019. Sagsøgeren har i denne henseende anført, at den manglende fremsendelse af de beviser, der vedrører denne, viser, at Rådet før vedtagelsen af de oprindelige retsakter ikke rådede over noget dokument eller noget materielt bevis, der underbyggede begrundelsen i disse retsakter, selv om det er forpligtet til at opbygge et dossier, inden det beslutter at pålægge restriktive foranstaltninger. Sagsøgeren har tilføjet, at den omstændighed, at dokument WK 54/2019 INIT blev fremsendt til sagsøgeren efter anlæggelsen af nærværende sag, vidner om, at det er kunstigt oprettet til brug for denne tvist. Begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister savner derfor et grundlag og er følgelig ulovlig. I retsmødet har sagsøgeren gjort gældende, at Rådet havde fremsendt dokument WK 54/2019 INIT for sent, også selv om stævningen i den foreliggende sag allerede var blevet indleveret.

54

Rådet har bestridt sagsøgerens argumenter.

55

Det bemærkes, at overholdelsen af retten til forsvar bl.a. omfatter retten til at blive hørt og retten til aktindsigt under iagttagelse af de legitime hensyn til fortrolighed, der er fastsat i chartrets artikel 41, stk. 2, litra a) og b) (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

56

Retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, som er sikret ved chartrets artikel 47, kræver i øvrigt, at den pågældende skal kunne få kendskab til begrundelsen for den afgørelse, som er truffet i forhold til vedkommende, enten ved at læse selve afgørelsen eller ved efter anmodning at få en meddelelse af begrundelsen, uden at dette berører den kompetente rets beføjelse til at kræve af den omhandlede myndighed, at denne meddeler begrundelsen, såvel for at sætte den pågældende i stand til at forsvare sine rettigheder under de bedst mulige betingelser og at afgøre, om sagen bør prøves af de kompetente retter, på grundlag af et fuldt kendskab til sagen, som for at sætte sidstnævnte fuldt ud i stand til at udøve en legalitetsprøvelse af den omhandlede afgørelse (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 100 og den deri nævnte retspraksis, og af 21.1.2016, Makhlouf mod Rådet, T-443/13, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:27, præmis 38).

57

Chartrets artikel 52, stk. 1, indrømmer imidlertid begrænsninger for udøvelsen af de rettigheder, der anerkendes heri, forudsat at den pågældende begrænsning respekterer hovedindholdet i den omhandlede grundlæggende rettighed, og forudsat at den under iagttagelse af proportionalitetsprincippet er nødvendig og reelt svarer til målsætninger af almen interesse, der er anerkendt af Unionen (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 101 og den deri nævnte retspraksis).

58

Endelig skal spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger en tilsidesættelse af retten til forsvar og af retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, undersøges ud fra de specielle omstændigheder i hvert enkelt tilfælde, navnlig arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget, samt de retsregler, som gælder på det pågældende område (jf. dom af 18.7.2013, Kommissionen m.fl. mod Kadi, C-584/10 P, C-593/10 P og C-595/10 P, EU:C:2013:518, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).

[udelades]

60

Hvad for det første angår det første klagepunkt om, at sagsøgeren ikke blev hørt forud for vedtagelsen af de anfægtede retsakter, og at sagsøgerens ret til forsvar ikke kunne udøves hensigtsmæssigt, skal det bemærkes, at Unionens retsinstanser sondrer mellem på den ene side den oprindelige opførelse af en enheds navn på de lister, der pålægger restriktive foranstaltninger, og på den anden side opretholdelsen af denne enheds navn på de nævnte lister (dom af 30.4.2015, Al-Chihabi mod Rådet, T-593/11, EU:T:2015:249, præmis 40).

[udelades]

67

Hvad for det andet angår opretholdelsesretsakterne af 2019 og opretholdelsesretsakterne af 2020 skal det bemærkes, at med hensyn til de retsakter, hvorved navnet på en person eller enhed, der allerede er opført på de lister, som pålægger restriktive foranstaltninger, opretholdes, er en overraskelseseffekt ikke længere nødvendig for at sikre foranstaltningernes effektivitet, således at der forud for vedtagelsen af sådanne retsakter principielt skal gives den omhandlede person eller enhed meddelelse om, hvilke omstændigheder der lægges den pågældende til last, samt lejlighed til at blive hørt (jf. i denne retning dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 62).

68

I denne henseende har Domstolen fastslået, at den beskyttelse, der gives med kravet om meddelelse af de belastende omstændigheder og retten til at fremsætte bemærkninger før vedtagelsen af retsakter, hvorved en persons eller enheds navn opretholdes på en liste over personer eller enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, er et grundlæggende element, som er af afgørende betydning for retten til forsvar. Dette er så meget desto mere tilfældet, som de pågældende restriktive foranstaltninger har en betydelig indvirkning på de omhandlede personers og gruppers rettigheder og friheder (dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 64).

69

Reglen om, at en adressat for en bebyrdende afgørelse skal have lejlighed til at fremkomme med sine bemærkninger, før afgørelsen træffes, har således til formål, at den pågældende myndighed sættes i stand til at tage fornødent hensyn til alle relevante forhold. For at sikre en effektiv beskyttelse af den nævnte adressat har reglen bl.a. til formål, at den pågældende kan rette en fejl eller gøre sådanne forhold med hensyn til sin personlige situation gældende, som taler for, at afgørelsen træffes, ikke træffes eller træffes med et nærmere bestemt indhold (dom af 21.12.2011, Frankrig mod People’s Mojahedin Organization of Iran, C-27/09 P, EU:C:2011:853, præmis 65).

70

Når opretholdelsen af den pågældende persons eller enheds navn på en liste over personer eller enheder, der er omfattet af restriktive foranstaltninger, er baseret på de samme grunde som dem, der begrundede vedtagelsen af den oprindelige retsakt, uden at nye forhold er blevet lagt denne til last, er Rådet med henblik på at overholde personens eller enhedens ret til at blive hørt imidlertid ikke forpligtet til på ny at meddele denne de forhold, der lægges vedkommende til last (jf. i denne retning dom af 7.4.2016, Central Bank of Iran mod Rådet, C-266/15 P, EU:C:2016:208, præmis 32 og 33 og den deri nævnte retspraksis). Det er derimod nødvendigt at meddele de omstændigheder, der lægges den pågældende til last, når der foreligger nye oplysninger, hvorved Rådet ajourfører oplysningerne vedrørende den pågældende persons eller enheds personlige situation eller den politiske og sikkerhedsmæssige situation i det land, som ordningen med restriktive foranstaltninger er blevet vedtaget over for (jf. i denne retning dom af 12.2.2020, Kande Mupompa mod Rådet, T-170/18, EU:T:2020:60, præmis 72).

71

For så vidt angår opretholdelsesretsakterne af 2019 skal det i den foreliggende sag for det første bemærkes, således som det er anført i præmis 67 ovenfor, at der forud for vedtagelsen af disse retsakter principielt skal gives en meddelelse om de belastende forhold og lejlighed for sagsøgeren til at blive hørt.

72

I denne henseende bemærkes, at sagsøgeren ved skrivelse af 26. marts 2019 fremsatte en første anmodning om aktindsigt i det dokument, der indeholdt de beviser, som underbyggede begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister. Sagsøgeren gentog sin anmodning den 2. april 2019 og den 12. april 2019. Rådet imødekom denne anmodning den 13. maj 2019, dvs. inden for en frist på en måned og tre uger efter den første anmodning om aktindsigt og fire dage før vedtagelsen af opretholdelsesretsakterne af 2019.

73

Det bemærkes, at Rådet efter anmodning fra den berørte person er forpligtet til at give aktindsigt i alle administrative dokumenter, der ikke er fortrolige, og dette inden for en rimelig frist (jf. i denne retning dom af 16.9.2013, Bank Kargoshaei m.fl. mod Rådet, T-8/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:470, præmis 68 og 93).

74

Det skal fastslås, at Rådet under de foreliggende omstændigheder ikke fremsendte dokument WK 54/2019 INIT inden for en rimelig frist. Ved at fremsende det nævnte dokument til sagsøgeren kun fire dage før vedtagelsen af opretholdelsesretsakterne af 2019 gav Rådet nemlig sagsøgeren et for kort tidsrum til at give denne mulighed for effektivt at fremsætte sine eventuelle bemærkninger. Rådet har således ikke sikret en hensigtsmæssig høring af sagsøgeren. Hertil kommer, at selv hvis det antages, at sagsøgeren havde tid til at fremsætte sine bemærkninger over for Rådet i det resterende tidsrum inden vedtagelsen af de nævnte retsakter, havde Rådet for kort tid til at analysere de nævnte bemærkninger med den fornødne omhu. Det element af beskyttelse, der er grundlæggende og afgørende for retten til forsvar, og som udgøres af meddelelsen af belastende omstændigheder og af retten til at fremsætte bemærkninger til disse inden vedtagelsen af opretholdelsesretsakterne af 2019 – således som dette element fremgår af den retspraksis, der er nævnt i præmis 67 og 69 ovenfor – er således blevet undermineret af den sene fremsendelse til sagsøgeren af de sagsakter, der indeholder de nævnte oplysninger.

75

Det følger heraf, at fremsendelsen af det dokument, der indeholdt de beviser, der havde til formål at underbygge begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, skete for sent, henset til datoen for vedtagelsen af opretholdelsesretsakterne af 2019, således at sagsøgerens ret til forsvar blev tilsidesat i denne henseende.

76

Når dette er sagt, kan det ikke af det ovenstående udledes, at Rådets sene meddelelse til sagsøgeren af de beviser, der er nævnt i præmis 74 ovenfor, inden Rådet vedtog opretholdelsesretsakterne af 2019, skal medføre en annullation af de sidstnævnte retsakter. Det påhviler nemlig Unionens retsinstanser, når de finder, at der foreligger en uregelmæssighed, der påvirker retten til forsvar, på grundlag af de specifikke faktiske og retlige omstændigheder i sagen at efterprøve, om sagen kunne have ført til et andet resultat, for så vidt som sagsøger ville have været bedre i stand til at sikre sit forsvar, såfremt denne uregelmæssighed ikke havde foreligget (jf. i denne retning dom af 22.9.2015, First Islamic Investment Bank mod Rådet, T-161/13, EU:T:2015:667, præmis 84, af 15.6.2017, Kiselev mod Rådet, T-262/15, EU:T:2017:392, præmis 153, og af 13.9.2018, VTB Bank mod Rådet, T-734/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:542, præmis 120 og 121).

77

I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke redegjort for de argumenter eller forhold, som den pågældende ville kunne have påberåbt sig, såfremt denne havde modtaget de pågældende dokumenter tidligere, og sagsøgeren har heller ikke godtgjort, at disse argumenter eller forhold kunne have ført til et andet resultat i den pågældendes situation.

78

Tilsidesættelsen af sagsøgerens ret til forsvar medfører derfor ikke under de foreliggende omstændigheder en annullation af opretholdelsesretsakterne af 2019.

[udelades]

81

Sagsøgernes første klagepunkt må derfor forkastes.

82

For det andet har sagsøgeren i det væsentlige fremsat et andet klagepunkt om, at Rådet har tilsidesat sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse ved ikke at give sagsøgeren mulighed for tidligst muligt at få aktindsigt i de sagsakter, der indeholder de oplysninger og beviser, som ligger til grund for opførelsen af sagsøgerens navn på de oprindelige retsakter og på opretholdelsesretsakterne af 2019.

83

Indledningsvis har sagsøgeren gjort gældende, at den omstændighed, at de sagsakter, som indeholder de oplysninger og beviser, der er fremsat til støtte for opførelsen og opretholdelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, ikke blev meddelt i god tid, viser, at Rådet inden vedtagelsen af de oprindelige retsakter ikke rådede over noget dokument eller noget materielt bevis, der underbyggede begrundelsen for opførelsen.

84

I den foreliggende sag angiver første side i dokument WK 54/2019 INIT, som indeholder de beviser, der skal underbygge begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, datoen 28. februar 2019, mens de oprindelige retsakter, hvorved sagsøgerens navn for første gang blev opført på de nævnte lister, blev vedtaget den 21. januar 2019. Med andre ord er første side i dokument WK 54/2019 INIT dateret efter datoen for vedtagelsen af de oprindelige retsakter.

85

Som svar på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten traf med henblik på at bekræfte, at der forelå et bevismateriale i forbindelse med vedtagelsen af de oprindelige retsakter, har Rådet gjort gældende, at dokument WK 54/2019 INIT angiver datoen 28. februar 2019 på grund af et teknisk problem, der skyldes den omstændighed, at det nævnte dokument blev gemt i de elektroniske arkiver på denne dato. Rådet har anført, at beviserne i dokument WK 54/2019 INIT var en del af forslaget om opførelse af sagsøgerens navn på listerne i bilagene til de oprindelige retsakter. Rådet har i denne forbindelse fremlagt dokument ST 10250/20 af 15. september 2020, der indeholder forslaget om opførelse af sagsøgerens navn med referencen COREU CFSP/0195/18 af 4. december 2018, hvorpå det støttede sig med henblik på vedtagelsen af de oprindelige retsakter. I retsmødet har sagsøgeren bestridt, at dette dokument blev anvendt som grundlag for den oprindelige opførelse af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, fordi dokumentets format og den konkrete angivelse af beviser i form af hyperlinks ikke gjorde dokumentet, der ikke indeholdt nogen velformuleret argumentation, tilgængeligt og letforståeligt.

86

Det skal imidlertid fastslås, at forslaget om opførelse COREU CFSP/0195/18 for det første er dateret den 4. december 2018, dvs. at det ligger forud for datoen for vedtagelsen af de oprindelige retsakter. For det andet opregner forslaget om opførelse COREU CFSP/0195/18 en række hyperlinks, der vedrører de beviser, som er fremlagt i dokument WK 54/2019 INIT, med undtagelse af dokumentet vedrørende en artikel på webstedet »The Syria Report« med overskriften »Samer Foz, den mest magtfulde syriske forretningsmand«, der blev offentliggjort den 19. april 2018 (jf. præmis 111 nedenfor). I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, har Rådet således godtgjort, at det inden vedtagelsen af de oprindelige retsakter rådede over en række beviser, der gjorde det muligt at underbygge den i disse retsakter indeholdte begrundelse for opførelse. Sagsøgerens argument om, at meddelelsen af dokument WK 54/2019 INIT efter anlæggelsen af nærværende sag vidner om, at det nævnte dokument blev kunstigt oprettet med henblik på den foreliggende tvist, skal derfor forkastes som ugrundet. Sagsøgerens argument om, at dokumentet er uforståeligt og utilgængeligt, savner i øvrigt et faktisk grundlag, eftersom hyperlinksene henviser til de artikler, der er gengivet i dokument WK 54/2019 INIT.

87

Dernæst har sagsøgeren gjort gældende, at den manglende meddelelse af de beviser, der havde til formål at underbygge opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, skønt sagsøgeren havde anmodet om at få adgang hertil i god tid, dvs. inden anlæggelsen af nærværende søgsmål, har indebåret en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

88

Som anført i præmis 73 ovenfor er Rådet efter anmodning fra den berørte person forpligtet til at give aktindsigt i alle administrative dokumenter, der ikke er fortrolige, og dette inden for en rimelig frist.

89

Ved undersøgelsen af, om meddelelsesfristen er rimelig, skal der tages hensyn til den omstændighed, at for så vidt som den berørte person eller enhed ikke har ret til at blive hørt forud for vedtagelsen af en oprindelig afgørelse om opførelse af dennes navn på de omhandlede lister, udgør den ovenfor nævnte aktindsigt den første mulighed for denne person eller enhed til at få kendskab til de dokumenter, som Rådet har påberåbt sig til støtte for den pågældende opførelse, og har således en særlig betydning for vedkommendes forsvar (jf. i denne retning dom af 22.9.2015, First Islamic Investment Bank mod Rådet, T-161/13, EU:T:2015:667, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

90

Som anført i præmis 72 ovenfor anmodede sagsøgeren i den foreliggende sag den 26. marts 2019 Rådet om aktindsigt i de beviser, der underbyggede begrundelsen for sagsøgerens oprindelige opførelse på de omhandlede lister. Sagsøgeren gentog sin anmodning om aktindsigt to gange, idet selskabet påberåbte sig nødvendigheden af at råde over disse dokumenter hurtigst muligt med henblik på at træffe en beslutning om udøvelsen af sine rettigheder for Retten. Dokument WK 54/2019 INIT blev fremsendt til sagsøgeren den 13. maj 2019, dvs. efter anlæggelsen af nærværende sag. I replikken har sagsøgeren bekræftet modtagelsen af dokument WK 54/2019 INIT.

91

Det skal bemærkes, at dokument WK 54/2019 INIT, der har til formål at underbygge begrundelsen for opførelsen af sagsøgerens navn på de omhandlede lister, i det væsentlige udgør et supplement til begrundelsen i de oprindelige retsakter, men først blev meddelt sagsøgeren ved udløbet af en frist på en måned og tre uger, hvilket ikke kan anses for en ubetydelig periode. I modsætning til, hvad Rådet har gjort gældende, kan det tidsrum, der er forløbet mellem datoen for vedtagelsen af de oprindelige retsakter og datoen for sagsøgerens anmodning om aktindsigt, i denne henseende ikke begrunde et manglende svar fra Rådet inden for en rimelig frist. Rådet kan nemlig ikke påberåbe sig den tid, der er forløbet, før sagsøgeren anmodede om aktindsigt i dokumenterne vedrørende denne, med henblik på at begrunde den frist, inden for hvilken Rådet selv faktisk imødekom anmodningen om aktindsigt. Som Rådet imidlertid har anført i retsmødet, findes der i Rådet interne frister, der er nødvendige for at opnå godkendelse fra de forskellige instanser med henblik på at fremsende dokumenter. Disse interne frister skal ganske vist være i overensstemmelse med den retspraksis, hvortil der er blevet henvist i præmis 73 og 89 ovenfor, for at de fremlagte beviser, der har til formål at understøtte restriktive foranstaltninger over for en person eller en enhed, kan meddeles vedkommende i god tid, at den pågældende kan gøre sine rettigheder gældende for Unionens retsinstanser.

92

Det skal ikke desto mindre bemærkes, at sagsøgeren ventede 21 dage inden udløbet af fristen for anlæggelse af nærværende søgsmål, før selskabet den 26. marts 2019 fremsendte den første anmodning om aktindsigt. Sagsøgeren har således bidraget til at reducere det tidsrum, der resterede for Rådet til at fremsende dokument WK 54/2019 INIT til sagsøgeren inden udløbet af den nævnte frist.

93

Følgelig kan den omstændighed, at Rådet ikke var i stand til at fremsende dokument WK 54/2019 INIT til sagsøgeren, før denne anlagde søgsmålet, ikke fuldt ud tilskrives Rådet.

94

Under alle omstændigheder må det fastslås, at sagsøgeren fik aktindsigt i dokument WK 54/2019 INIT den 13. maj 2019, dvs. før Rådet indgav svarskrift. Sagsøgeren har således kunnet tage stilling til de beviser, der fremgår af det nævnte dokument, såvel i forbindelse med replikken som i retsmødet.

95

Det skal derfor fastslås, at meddelelsen af dokument WK 54/2019 INIT den 13. maj 2019 var tilstrækkelig til, at sagsøgeren kunne udøve sin ret til en effektiv domstolsprøvelse.

96

På baggrund af det ovenstående skal det andet klagepunkt og dermed det sjette anbringende i sin helhed forkastes.

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):