–

Mutuelle assurance des travailleurs mutualistes (Matmut) ved avocat F. Rocheteau,

–

Fonds de garantie des assurances obligatoires de dommages (FGAO) ved avocate E. Trichet,

–

TN ved avocat J.-P. Caston,

–

den franske regering ved J.-L. Carré, B. Fodda og B. Herbaut, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved G. Goddin og H. Tserepa-Lacombe, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 3 og 13 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse (EUT 2009, L 263, s. 11).

2

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Mutuelle assurance des travailleurs mutualistes (Matmut) og på den anden side TN, MAAF assurances SA, Fonds de garantie des assurances obligatoires de dommages (FGAO) og PQ vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt ugyldigheden af en aftale om ansvarsforsikring for motorkøretøjer indgået mellem PQ og Matmut kan gøres gældende over for PQ.

3

Følgende fremgår af 1., 2. og 20. betragtning til direktiv 2009/103:

[...]

4

Artikel 3 i direktiv 2009/103 bestemmer:

»Hver medlemsstat træffer med forbehold af artikel 5 passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.

Der træffes inden for rammerne af de i stk. 1 omhandlede foranstaltninger bestemmelse om, hvilke skader der dækkes samt om forsikringens nærmere vilkår.

[...]

Den forsikring, der er omhandlet i stk. 1, skal dække tingsskade såvel som personskade.«

5

Dette direktivs artikel 10, stk. 1, fastsætter:

»Hver medlemsstat opretter eller godkender et organ, der mindst inden for den lovpligtige forsikrings grænser skal erstatte tingsskade og personskade, der forvoldes af et ukendt køretøj, eller et køretøj, for hvilket den i artikel 3 omhandlede lovpligtige forsikring ikke er tegnet.

Første afsnit berører ikke medlemsstaternes ret til at tillægge eller undlade at tillægge dette organs intervention en subsidiær karakter samt til at fastlægge regler for regresretten mellem dette organ, den eller de personer, som er ansvarlige for uheldet, og andre forsikringsselskaber eller organer inden for social sikring, der skal yde skadelidte erstatning for samme skade. Medlemsstaterne må imidlertid ikke tillade, at organet gør udbetalingen af erstatning betinget af, at skadelidte på en eller anden måde godtgør, at skadevolderen er ude af stand til eller nægter at betale.«

6

Nævnte direktivs artikel 12, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af artikel 13, stk. 1, andet afsnit, skal den i artikel 3 omhandlede forsikring dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes på andre passagerer end føreren.«

7

Artikel 13 i samme direktiv er sålydende:

»1.   De enkelte medlemsstater træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der er udstedt i overensstemmelse med artikel 3, og som bestemmer, at forsikringen ikke dækker nedenstående personers anvendelse af eller kørsel med køretøjet, med henblik på anvendelse af artikel 3 ikke har nogen indvirkning på krav fra tredjemand, der lider skade ved et uheld:

Den i første afsnit, litra a), omhandlede bestemmelse eller klausul kan imidlertid gøres gældende over for personer, der frivilligt har taget plads i det skadevoldende køretøj, såfremt forsikringsselskabet kan bevise, at de vidste, at køretøjet var stjålet.

Medlemsstaterne kan – for så vidt angår skader, der indtræffer på deres område – undlade at anvende bestemmelsen i første afsnit, såfremt og i det omfang den skadelidte kan opnå dækning af den lidte skade i medfør af regler om social sikkerhed.

2.   I tilfælde af at køretøjet er stjålet eller tilegnet ved vold, kan medlemsstaterne bestemme, at det i artikel 10, stk. 1, omhandlede organ skal intervenere i stedet for forsikringsselskabet på de i nærværende artikels stk. 1 fastsatte betingelser. Såfremt køretøjet er hjemmehørende i en anden medlemsstat, har dette organ i så fald ingen regresmulighed mod noget organ i denne medlemsstat.

Medlemsstater, der bestemmer, at det i artikel 10, stk. 1, omhandlede organ skal intervenere i tilfælde, hvor køretøjet er stjålet eller tilegnet ved vold, kan for tingsskade fastsætte en selvrisiko på op til 250 EUR, der kan gøres gældende over for skadelidte.

3.   Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at enhver lovbestemmelse eller enhver klausul i en forsikringspolice, der udelukker en passager fra forsikringsdækning med den begrundelse, at han vidste eller burde have vidst, at føreren af køretøjet var påvirket af spiritus eller af et andet rusmiddel, da ulykken fandt sted, ikke har nogen indvirkning på krav fra en sådan passager.«

8

Artikel L. 113-8 i code des assurances (lov om forsikring, herefter »forsikringsloven«) bestemmer, at en forsikringsaftale er ugyldig i tilfælde af forsætlig fortielse eller urigtig oplysning fra forsikringstagerens side, når denne fortielse eller urigtige oplysning ændrer risikoens genstand eller mindsker forsikringsselskabets opfattelse af den, selv om den risiko, som forsikringstageren har fortiet eller oplyst urigtigt, ikke har haft nogen indvirkning på tabet.

9

Den 5. oktober 2012 tegnede PQ en bilforsikring hos Matmut og erklærede i forbindelse med forsikringens tegning, at han var den eneste fører af det forsikrede køretøj.

10

Den 28. september 2013 var dette køretøj, som blev ført af TN i beruset tilstand, involveret i et færdselsuheld med et andet køretøj, som var forsikret af MAAF. PQ, som var passager i førstnævnte køretøj, kom til skade ved denne ulykke.

11

TN blev retsforfulgt ved tribunal correctionnel (ret i første instans i straffesager, Frankrig) og blev fundet skyldig i bl.a. »personskade på [PQ] med en uarbejdsdygtighed på mere end tre måneder forårsaget af føreren af et civilt passagerkøretøj under påvirkning af alkohol«.

12

I retsmødet i straffesagen for denne ret, hvor PQ’s krav om civilretlig erstatning blev behandlet, påberåbte Matmut sig en indsigelse om forsikringsaftalens ugyldighed som følge af PQ’s forsætligt afgivne urigtige oplysning om identiteten på den sædvanlige fører af det pågældende køretøj, anmodede om at blive fritaget for ansvar og anmodede om, at PQ’s erstatning blev udbetalt af FGAO, som i henhold til forsikringsloven, er det organ, der har til opgave at yde erstatning til ofre for færdselsulykker, hvis den ansvarlige ikke er forsikret.

13

Ved dom af 17. december 2018 erklærede tribunal correctionnel (ret i første instans i straffesager) forsikringsaftalen mellem Matmut og PQ for ugyldig på grund af forsikringstagerens forsætligt afgivne urigtige oplysning. Følgelig blev Matmut fritaget for ansvar, TN blev pålagt at erstatte den skade, der var lidt af ofrene for den pågældende færdselsulykke, og dommen blev erklæret for eksigibel over for FGAO.

14

FGAO, MAAF assurances og TN iværksatte appel til prøvelse af denne dom ved cour d’appel de Lyon (appeldomstolen i Lyon, Frankrig). Ved en dom afsagt den 21. oktober 2020 stadfæstede denne domstol nævnte dom, for så vidt som den havde erklæret forsikringsaftalen mellem PQ og Matmut ugyldig. Nævnte retsinstans konstaterede, at TN på det tidspunkt, hvor PQ tegnede forsikringsaftalen, var ejer af køretøjet og dets sædvanlige fører. Denne retsinstans fandt således, at PQ forsætligt havde afgivet en urigtig oplysning om identiteten af den sædvanlige fører, hvilket havde ændret forsikringsselskabets opfattelse af risikoen, henset navnlig til det forhold, at TN tidligere var blevet dømt for spirituskørsel.

15

Cour d’appel de Lyon (appeldomstolen i Lyon) fastslog imidlertid, at den omhandlede forsikringsaftales ugyldighed ikke kunne gøres gældende over for PQ, og afslog at fritage Matmut for ansvar, under henvisning til at det følger af EU-rettens forrang frem for national ret, at den i forsikringslovens artikel L. 113-8 foreskrevne ugyldighed på grund af en forsætligt afgivet urigtig oplysning fra forsikringstagerens side ikke kan gøres gældende over for de skadelidte i en færdselsulykke eller deres erstatningsberettigede pårørende. Nævnte retsinstans præciserede, at det forhold, at skadelidte var passager i det køretøj, der forårsagede ulykken, eller at han var forsikringstager eller ejer af køretøjet, ikke gjorde det muligt at nægte ham status som en skadelidt tredjemand.

16

Matmut har iværksat appel ved den forelæggende ret, Cour de cassation (kassationsdomstol, Frankrig), til prøvelse af dommen afsagt af cour d’appel de Lyon (appeldomstolen i Lyon, Frankrig), idet Matmut har anført, at sidstnævnte med urette fastslog, at forsikringsaftalens ugyldighed ikke kunne gøres gældende over for PQ.

17

Den forelæggende ret har anført, at i henhold til forsikringslovens artikel L. 113-8 er en forsikringsaftale ugyldig i tilfælde af forsætlig fortielse eller urigtig oplysning fra forsikringstagerens side, når denne fortielse eller urigtige oplysning ændrer risikoens genstand eller mindsker forsikringsselskabets opfattelse af den, selv om den risiko, som forsikringstageren har fortiet eller oplyst urigtigt, ikke har haft nogen indvirkning på tabet.

18

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at ifølge national retspraksis indtræder forsikringsaftalens ugyldighed på tidspunktet for den forsætlige afgivelse af den urigtige oplysning. Når den urigtige oplysning afgives på tidspunktet for underskrivelsen af aftalen, medfører ugyldigheden derfor, at denne annulleres med tilbagevirkende kraft, således at den anses for aldrig at have eksisteret.

19

Den forelæggende ret har anført, at den indtil en dom af 29. august 2019, der markerede en ændring af dens retspraksis, fandt, at en aftales ugyldighed som følge af den forsikredes urigtige oplysning kunne gøres gældende over for skadelidte. Siden denne dom har den i det væsentlige været af den opfattelse, at det kan udledes af forsikringslovens artikel L. 113-8, fortolket i lyset af artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103, at den ugyldighed, der foreskrives ved denne bestemmelse, ikke kan gøres gældende over for ofrene for en færdselsulykke eller deres erstatningsberettigede pårørende, og at FGAO ikke kan pålægges at yde erstatning til skadelidte i et sådant tilfælde.

20

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at den franske lovgiver med henblik på at bringe forsikringsloven i overensstemmelse med EU-retten i 2019 indførte artikel L. 211-7-1 i denne lov, som dels bestemmer, at ugyldigheden af en aftale om ansvarsforsikring for motorkøretøjer ikke kan gøres gældende over for de skadelidte eller deres erstatningsberettigede pårørende, og at det i et sådant tilfælde påhviler det forsikringsselskab, der garanterer det civilretlige ansvar, der følger af det involverede køretøj, at yde dem erstatning, dels bestemmer, at forsikringsselskabet indtræder i de rettigheder, som fordringshaveren har mod den person, der er ansvarlig for ulykken, med et beløb svarende til det beløb, som dette har betalt.

21

Den forelæggende ret har dog anført, at selv om det i det væsentlige fremgår af Domstolens relevante praksis på området for ansvarsforsikring for motorkøretøjer, at den omstændighed, at en passager i et køretøj, der er skadelidt ved en færdselsulykke, ligeledes er den person, der er dækket af forsikringen for det køretøj, der er involveret i denne ulykke, ikke gør det muligt at nægte den pågældende status som skadelidt tredjemand, rejser hovedsagen spørgsmålet om, hvorvidt en forsikringsaftales ugyldighed kan gøres gældende over for den skadelidte passagerer, når denne ligeledes er forsikringstageren og ophavsmand til den forsætligt afgivne urigtige oplysning, der har medført, at denne aftale er ugyldig.

22

Den forelæggende ret ønsker ligeledes oplyst, om forsikringsselskabet, i tilfælde af, at det fastslås, at forsikringsaftalens ugyldighed ikke kan gøres gældende over for skadelidte, som er forsikringstageren, uden at overtræde EU-retten kan gives adgang til at anlægge sag mod denne skadelidte på grund af dennes forsætlige forseelse i forbindelse med indgåelsen af forsikringsaftalen, med henblik på at opnå tilbagebetaling af hele det beløb, som forsikringsselskabet har udbetalt til skadelidte i henhold til denne aftale.

23

I denne henseende har den forelæggende ret præciseret, at det følger af national retspraksis på området, at en tegner af en ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som forsætligt har afgivet urigtige oplysninger, kan ifalde ansvar over for forsikringsselskabet, og hvis aftalen ophæves på grund af en forsætligt afgivet urigtig oplysning, er denne forsikringstegner forpligtet til at tilbagebetale forsikringsselskabet den erstatning, som det har udbetalt til skadelidte i færdselsulykken.

24

I det tilfælde, hvor en forsikringsaftales ugyldighed kan gøres gældende over for skadelidte, som er forsikringstageren, bestemmer den nationale lovgivning derimod, at FGAO skal afholde den erstatning, der skal udbetales til skadelidte.

25

På denne baggrund har Cour de cassation (kassationsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 3 og 13 i [direktiv 2009/103] fortolkes således, at de er til hinder for, at ugyldigheden af en ansvarsforsikringsaftale for motorkøretøjer kan gøres gældende over for den skadelidte passager, når denne også er forsikringstager, der ved aftalens indgåelse [forsætligt] har afgivet en urigtig oplysning, som har givet anledning til ugyldigheden?«

26

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at det som led i den samarbejdsprocedure mellem de nationale retter og Domstolen, som er indført ved artikel 267 TEUF, tilkommer Domstolen at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere de spørgsmål, der forelægges den. Den omstændighed, at en national ret rent formelt har udformet det præjudicielle spørgsmål under henvisning til bestemte EU-retlige bestemmelser, er ikke til hinder for, at Domstolen oplyser denne ret om alle de fortolkningsmomenter, der kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne, uanset om den henviser til dem i sine spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen af samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (dom af 22.2.2024, Direcţia pentru Evidenţa Persoanelor şi Administrarea Bazelor de Date, C-491/21, EU:C:2024:143, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

27

I det foreliggende tilfælde skal det forelagte spørgsmål, henset til samtlige oplysninger fra den forelæggende ret samt til de indlæg, der er afgivet af TN, Matmut, FGAO, den franske regering og Europa-Kommissionen, omformuleres med henblik på at forsyne denne ret med nyttige fortolkningselementer.

28

Det skal således antages, at den forelæggende ret med sit spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en national lovgivning, der dels gør det muligt over for en passager i et køretøj, der er involveret i en færdselsulykke, hvor vedkommende er skadelidt, at gøre gældende, når den pågældende ligeledes er forsikringstager, at aftalen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer er ugyldig som følge af en urigtig oplysning afgivet af denne forsikringstager i forbindelse med denne aftales indgåelse, vedrørende identiteten af den sædvanlige fører af det pågældende køretøj, og i det tilfælde, hvor en sådan ugyldighed faktisk ikke kan gøres gældende over for en sådan skadelidt passager, dels gør det muligt for forsikringsselskabet at opnå tilbagebetaling af hele det beløb, som det har udbetalt til denne passager i henhold til forsikringsaftalen, ved et søgsmål anlagt mod sidstnævnte på grundlag af den forsætlige forseelse, som denne passager begik ved aftalens indgåelse.

29

I denne forbindelse skal det, således som det også anføres i første betragtning til direktiv 2009/103, bemærkes, at der med dette direktiv blev foretaget en kodifikation af direktiv 72/166, andet direktiv 84/5, tredje direktiv 90/232, direktiv 2000/26 og direktiv 2005/14. Disse direktiver har gradvist præciseret medlemsstaternes forpligtelser på området for lovpligtig ansvarsforsikring. Formålet med direktiverne var dels at sikre den frie bevægelighed både for køretøjer, der er hjemmehørende på Den Europæiske Unions område, og for personer, der kører i dem, dels at sikre personer, der lider skade ved ulykker forvoldt af disse motorkøretøjer, ensartet behandling, uanset hvor i Unionen ulykken finder sted (kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

30

Det følger desuden af 2. og 20. betragtning til direktiv 2009/103, at dette direktiv forfølger de samme mål som dem, der forfølges med de nævnte direktiver (kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis).

31

Det fremgår af udviklingen af EU-lovgivningen vedrørende lovpligtig ansvarsforsikring, at dette formål om beskyttelse af ofrene for ulykker forvoldt af motorkøretøjer konstant er blevet forfulgt og styrket af EU-lovgiver (kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

32

Artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103 pålægger medlemsstaterne med forbehold af dette direktivs artikel 5 at træffe passende foranstaltninger til at sikre, at erstatningsansvaret for færdsel med køretøjer, der er hjemmehørende i det pågældende land, er dækket af en forsikring.

33

I denne forbindelse bestemmer nævnte direktivs artikel 13, stk. 1, første afsnit, at et motorkøretøjsforsikringsselskab ikke kan nægte at yde erstatning til tredjemænd, der lider skade ved en ulykke forvoldt af et forsikret køretøj, under påberåbelse af lovbestemmelser eller aftaleklausuler i en forsikringspolice, hvorefter ansvarsforsikringen for motorkøretøjer ikke dækker skade, der forvoldes skadelidte tredjemænd som følge af, at det forsikrede køretøj anvendes eller føres af personer, som ikke har tilladelse til at føre køretøjet, af personer, som ikke har kørekort, eller af personer, som ikke efterlever retsforskrifterne vedrørende køretøjets tekniske og sikkerhedsmæssige stand (jf. i denne retning kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 58 og 59 samt den deri nævnte retspraksis).

34

Som en fravigelse af dette første afsnit bestemmer artikel 13, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2009/103, at visse skadelidte ikke vil kunne få erstatning fra forsikringsselskabet, henset til, at de selv har skabt den pågældende situation, nemlig i tilfælde, hvor det skadevoldende køretøj blev anvendt eller ført af personer, der hverken udtrykkeligt eller stiltiende havde tilladelse hertil, og hvor de skadelidte tredjemænd frivilligt har taget plads i dette køretøj vel vidende, at det var stjålet (jf. i denne retning kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 60 og den deri nævnte retspraksis).

35

Det fremgår af dette direktivs artikel 12, stk. 1, at den i direktivets artikel 3 omhandlede forsikring med forbehold af direktivets artikel 13, stk. 1, andet afsnit, skal dække ansvaret for personskader, der ved færdsel med et køretøj forvoldes andre passagerer end føreren.

36

Domstolen har fastslået, at formålet om beskyttelse af de skadelidte er til hinder for, at en national lovgivning uberettiget indskrænker rækkevidden af begrebet passagerer, der er dækket af den lovpligtige ansvarsforsikring for færdsel med motorkøretøjer (jf. i denne retning dom af 14.9.2017, Delgado Mendes, C-503/16, EU:C:2017:681, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

37

Hvad angår egenskaben som skadelidt ved en færdselsulykke, forsikringstager og ejer af det køretøj, der var indblandet i ulykken, har Domstolen fastslået, at dette formål tilsiger, at den retlige situation, som ejeren af køretøjet befandt sig i på ulykkestidspunktet, hvor han var passager, ligestilles med den retlige situation, som de øvrige passagerer, der led skade ved ulykken, befandt sig i (jf. i denne retning dom af 14.9.2017, Delgado Mendes, C-503/16, EU:C:2017:681, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis).

38

Domstolen har endvidere fundet, at nævnte formål ligeledes indebærer, at den retlige situation for den, der var forsikret til at føre køretøjet, men som var passager i køretøjet på ulykkestidspunktet, ligestilles med den retlige situation, som de øvrige passagerer, der led skade ved ulykken, befandt sig i, og derfor kan den omstændighed, at en person er forsikret som fører af et køretøj, der forvolder en ulykke, ikke indebære, at vedkommende ikke er omfattet af begrebet skadelidte tredjemænd som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i direktiv 2009/103, fordi vedkommende var passager og ikke fører af det pågældende køretøj (jf. i denne retning dom af 14.9.2017, Delgado Mendes, C-503/16, EU:C:2017:681, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

39

Det forhold, at en passager under en færdselsulykke var forsikringstageren, gør det således ikke muligt at udelukke denne person fra begrebet »skadelidt tredjemand« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2009/103 (jf. analogt dom af 14.9.2017, Delgado Mendes, C-503/16, EU:C:2017:681, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

40

Den omstændighed, at passageren ligeledes var forsikringstageren, kan ikke begrunde en anderledes behandling i betragtning af det samme formål om beskyttelse, der forfølges med dette direktiv, som nævnt i nærværende doms præmis 31 (jf. analogt dom af 14.9.2017, Delgado Mendes (C-503/16, EU:C:2017:681, præmis 45).

41

Det samme gør sig gældende for så vidt angår den omstændighed, at forsikringstageren ikke er den sædvanlige fører af det køretøj, der er involveret i en færdselsulykke (dom af 20.7.2017, Fidelidade-Companhia de Seguros, C-287/16, EU:C:2017:575, præmis 28).

42

Det følger heraf, at den omstændighed, at forsikringstageren, PQ, på tidspunktet for færdselsulykken var passager i det pågældende køretøj, i det foreliggende tilfælde er uden betydning for, om PQ var »skadelidt tredjemand« som omhandlet i artikel 13, stk. 1, første afsnit, i direktiv 2009/103.

43

Hvad angår muligheden for over for PQ at påberåbe sig ugyldigheden af aftalen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer som følge af den urigtige oplysning, som PQ afgav i forbindelse med aftalens indgåelse om identiteten af den sædvanlige fører af det pågældende køretøj, fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 34, at lovgiver i artikel 13, stk. 1, andet afsnit, i direktiv 2009/103 har fastsat en enkelt undtagelse til forsikringsselskabernes forpligtelse til at yde erstatning til tredjemænd, der lider skade ved en færdselsulykke.

44

Det følger ligeledes af retspraksis, at denne undtagelse skal fortolkes strengt (kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

45

Enhver anden fortolkning ville gøre det muligt for medlemsstaterne at begrænse udbetaling af erstatning til tredjemænd, der lider skade ved en færdselsulykke, til visse omstændigheder, hvilket direktiv 2009/103 netop har til formål at undgå (kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

46

Dette direktivs artikel 13, stk. 1, første og andet afsnit, skal derfor fortolkes således, at en lovbestemmelse eller en klausul i en forsikringspolice, hvorefter forsikringen ikke omfatter anvendelse af eller kørsel med et køretøj foretaget af personer, som hverken udtrykkeligt eller stiltiende har tilladelse hertil, kun kan gøres gældende over for tredjemænd, der lider skade ved en færdselsulykke, i tilfælde, hvor det skadevoldende køretøj er blevet anvendt eller ført af sådanne personer, og de skadelidte tredjemænd frivilligt har taget plads i dette køretøj med viden om, at det var stjålet (jf. i denne retning kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

47

Det følger heraf, at den omstændighed, at et forsikringsselskab har indgået en forsikringsaftale på grundlag af udeladelser eller urigtige oplysninger fra forsikringstagerens side, ikke giver dette selskab mulighed for at påberåbe sig lovbestemmelser eller et aftalevilkår, der fastsætter, at aftalen er ugyldig, med henblik på at gøre denne ugyldighed gældende over for en skadelidt tredjemand med henblik på at unddrage sig sin forpligtelse i henhold til artikel 3, stk. 1, i direktiv 2009/103 til at yde sidstnævnte erstatning for dennes skade som følge af en ulykke forvoldt af det forsikrede køretøj (jf. i denne retning dom af 20.7.2017, Fidelidade-Companhia de Seguros (C-287/16, EU:C:2017:575, præmis 27).

48

Denne fortolkning kan ikke drages i tvivl af, at der foreligger en mulighed for, at FGAO udbetaler en erstatning til skadelidte. Indgrebet fra det organ, der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, i direktiv 2009/103, er nemlig blevet udformet som en sidste udvej, der kun er foreskrevet i tilfælde, hvor skaden forårsages af et køretøj, for hvilket den i dette direktivs artikel 3 omhandlede lovpligtige forsikring ikke er tegnet, dvs. et køretøj, for hvilket der ikke foreligger en forsikringsaftale (kendelse af 13.10.2021, Liberty Seguros, C-375/20, EU:C:2021:861, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

49

I det foreliggende tilfælde skal det imidlertid bemærkes, at til forskel fra de sager, der gav anledning til dom af 20. juli 2017, Fidelidade-Companhia de Seguros (C-287/16, EU:C:2017:575), og kendelse af 13. oktober 2021, Liberty Seguros (C-375/20, EU:C:2021:861), er PQ i den foreliggende sag ikke blot den »skadelidte passager« i den i hovedsagen omhandlede færdselsulykke, som ønsker at opnå erstatning, men ligeledes forsikringstageren, som er ophavsmand til den forsætligt afgivne urigtige oplysning, som har medført forsikringsaftalens ugyldighed.

50

I denne henseende bemærkes i første række, at direktiv 2009/103 ikke indeholder bestemmelser, der regulerer spørgsmålet om forsikringstagerens eventuelle retsmisbrug.

51

Det følger imidlertid af fast retspraksis, at der i EU-retten findes et almindeligt retsprincip om, at borgerne ikke må kunne påberåbe sig EU-retlige bestemmelser med henblik på at muliggøre svig eller misbrug (dom af 21.12.2023, BMW Bank m.fl., C-38/21, C-47/21 og C-232/21, EU:C:2023:1014, præmis 281 og den deri nævnte retspraksis).

52

Det påhviler borgerne at overholde dette almindelige retsprincip. Anvendelsen af EU-retten kan således ikke udvides til at dække handlinger, der gennemføres med det formål ved svig eller misbrug at drage nytte af de fordele, der er hjemlet i EU-retten (dom af 21.12.2023, BMW Bank m.fl., C-38/21, C-47/21 og C-232/21, EU:C:2023:1014, præmis 282 og den deri nævnte retspraksis).

53

Det følger således af nævnte princip, at en medlemsstat skal afslå at indrømme fordelene i EU-retlige bestemmelser, selv om der ikke findes bestemmelser i national ret, som foreskriver et sådant afslag, såfremt disse fordele ikke er blevet påberåbt af en person med henblik på at gennemføre målene med disse bestemmelser, men med henblik på at drage nytte af en EU-retlig fordel, som er indrømmet denne person, selv om de objektive betingelser for indrømmelse af denne fordel, der er fastsat i EU-retten, alene er opfyldt formelt (dom af 21.12.2023, BMW Bank m.fl., C-38/21, C-47/21 og C-232/21, EU:C:2023:1014, præmis 283 og den deri nævnte retspraksis).

54

Som det fremgår af Domstolens praksis, kræves der med henblik på at bevise, at der foreligger misbrug, dels et sammenfald af objektive omstændigheder, hvoraf det fremgår, at det formål, som EU-lovgivningen forfølger, ikke er opnået, selv om betingelserne i denne lovgivning formelt er overholdt, dels et subjektivt element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel (dom af 21.12.2023, BMW Bank m.fl., C-38/21, C-47/21 og C-232/21, EU:C:2023:1014, præmis 285 og den deri nævnte retspraksis).

55

Undersøgelsen af, om der foreligger misbrug, kræver, at den forelæggende ret tager hensyn til alle de faktiske omstændigheder og forhold i sagen, herunder alle dem, der ligger efter den transaktion, der angiveligt udgør misbrug (dom af 21.12.2023, BMW Bank m.fl., C-38/21, C-47/21 og C-232/21, EU:C:2023:1014, præmis 286 og den deri nævnte retspraksis).

56

Det tilkommer således den forelæggende ret i overensstemmelse med de bevisregler, der er fastsat i national ret, og under forudsætning af, at EU-rettens effektive virkning ikke bringes i fare, at efterprøve, om de i nærværende doms præmis 54 anførte betingelser for at anse misbrug for at foreligge er opfyldt i tvisten i hovedsagen. Domstolen kan dog i en præjudiciel forelæggelsessag i givet fald give nærmere oplysninger med henblik på at vejlede denne ret i forbindelse med sin fortolkning (dom af 21.12.2023, BMW Bank m.fl., C-38/21, C-47/21 og C-232/21, EU:C:2023:1014, præmis 287 og den deri nævnte retspraksis).

57

Hvad i denne henseende for det første angår spørgsmålet om, hvorvidt det formål, der forfølges med direktiv 2009/103, er opnået i det foreliggende tilfælde, bemærkes, således som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 67 og 68 i forslaget til afgørelse, at formålet om beskyttelse af ofre for færdselsulykker, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, synes at være opfyldt, idet PQ er et offer for den pågældende ulykke og søger erstatning.

58

Hvad for det andet angår det subjektive element, der består i en hensigt om at drage fordel af EU-lovgivningen ved kunstigt at skabe de betingelser, der kræves for at opnå denne fordel, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede urigtige oplysning havde til formål at undgå, at TN skulle indgå en forsikringsaftale, idet denne tidligere var blevet dømt for at føre motorkøretøj i spirituspåvirket tilstand. PQ afgav således denne urigtige oplysning med henblik at få TN’s køretøj forsikret, samtidig med at der kunne drages fordel af en mere fordelagtig forsikringspræmie end den, der skulle have været betalt, hvis forsikringsselskabet havde kendt identiteten på den sædvanlige fører af dette køretøj.

59

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 77 i forslaget til afgørelse, fremgår det i denne henseende ikke, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, at PQ afgav de urigtige oplysninger med det hovedformål selv at påberåbe sig artikel 3 og 13 i direktiv 2009/103 og omgå en national bestemmelse vedrørende de retlige betingelser for en forsikringsaftales ugyldighed.

60

Under disse omstændigheder fremgår det ikke, med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse, at de elementer, der udgør et misbrug, således som de er anført i denne doms præmis 54, er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

61

For så vidt som PQ ikke har tilsidesat princippet om forbud mod retsmisbrug, skal det således fastslås, at ugyldigheden af den i hovedsagen omhandlede aftale om ansvarsforsikring for motorkøretøjer som følge af den urigtige oplysning, som PQ afgav i forbindelse med indgåelsen af denne aftale, ikke kan gøres gældende over for PQ.

62

Hvad i anden række angår forsikringsselskabets mulighed for i et sådant tilfælde at opnå tilbagebetaling fra PQ af hele det beløb, som det har udbetalt til denne i henhold til forsikringsaftalen, ved et søgsmål støttet på den forsætlige forseelse, som sidstnævnte begik i forbindelse med indgåelsen af denne aftale, skal det bemærkes, at de retlige betingelser for en forsikringsaftales gyldighed og for, at forsikringstageren kan ifalde ansvar som følge af urigtige oplysninger på tidspunktet for indgåelsen af forsikringsaftalen, ikke reguleres af EU-retten, men af medlemsstaternes ret (jf. i denne retning dom af 20.7.2017, Fidelidade-Companhia de Seguros (C-287/16, EU:C:2017:575, præmis 31).

63

Det fremgår i så henseende af Domstolens praksis, at medlemsstaterne skal udøve deres kompetence på dette område under overholdelse af EU-retten, og at de nationale bestemmelser om erstatning af skade som følge af færdselsulykker ikke kan fratage direktiv 2009/103 dets effektive virkning (jf. analogt dom af 20.7.2017, Fidelidade-Companhia de Seguros (C-287/16, EU:C:2017:575, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).

64

Domstolen har flere gange fastslået, at med henblik på at sikre den effektive virkning af de EU-retlige bestemmelser om lovpligtig ansvarsforsikring for motorkøretøjer skal disse bestemmelser fortolkes således, at de er til hinder for nationale bestemmelser, der skader denne effektive virkning, idet de, ved automatisk at udelukke eller begrænse den skadelidtes ret til erstatning gennem den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer på uforholdsmæssig vis, underminerer formålet om beskyttelse af ofrene for færdselsulykker, der konstant er blevet forfulgt og styrket af EU-lovgiver (dom af 10.6.2021, Van Ameyde España, C-923/19, EU:C:2021:475, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

65

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 105 og 110 i forslaget til afgørelse, skal det på denne baggrund fastslås, at en national lovgivning, der giver forsikringsselskabet mulighed for under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede og ved et søgsmål anlagt mod den »skadelidte passager«, som ligeledes er forsikringstager og ophavsmand til den urigtige oplysning afgivet på tidspunktet for indgåelsen af forsikringsaftalen, at opnå tilbagebetaling af »hele« det beløb, der er udbetalt til den nævnte »skadelidte passager« til opfyldelse af denne aftale, endegyldigt og uforholdsmæssigt kan fratage denne person den beskyttelse, som direktiv 2009/103 giver ofrene for sådanne ulykker, og dermed gøre indgreb i denne persons ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer.

66

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i direktiv 2009/103 skal fortolkes således, at disse bestemmelser, medmindre den forelæggende ret fastslår, at der foreligger retsmisbrug, er til hinder for en national lovgivning, der dels gør det muligt over for en passager i et køretøj, der er involveret i en færdselsulykke, hvor vedkommende er skadelidt, at gøre gældende, når den pågældende ligeledes er forsikringstager, at aftalen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer er ugyldig som følge af en urigtig oplysning afgivet af denne forsikringstager i forbindelse med denne aftales indgåelse vedrørende identiteten af den sædvanlige fører af det pågældende køretøj, og i det tilfælde, hvor en sådan ugyldighed faktisk ikke kan gøres gældende over for en sådan skadelidt passager, dels gør det muligt for forsikringsselskabet at opnå tilbagebetaling af hele det beløb, som det har udbetalt til denne passager i henhold til forsikringsaftalen, ved et søgsmål anlagt mod sidstnævnte på grundlag af den forsætlige forseelse, som denne passager begik ved aftalens indgåelse, eftersom en sådan tilbagebetaling ville fratage bestemmelserne i dette direktiv enhver effektiv virkning ved at begrænse skadelidtes ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer på uforholdsmæssig vis.

67

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret:

Artikel 3, stk. 1, og artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF af 16. september 2009 om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse

skal fortolkes således, at

disse bestemmelser, medmindre den forelæggende ret fastslår, at der foreligger retsmisbrug, er til hinder for en national lovgivning, der dels gør det muligt over for en passager i et køretøj, der er involveret i en færdselsulykke, hvor vedkommende er skadelidt, at gøre gældende, når den pågældende ligeledes er forsikringstager, at aftalen om ansvarsforsikring for motorkøretøjer er ugyldig som følge af en urigtig oplysning afgivet af denne forsikringstager i forbindelse med denne aftales indgåelse vedrørende identiteten af den sædvanlige fører af det pågældende køretøj, og i det tilfælde, hvor en sådan ugyldighed faktisk ikke kan gøres gældende over for en sådan skadelidt passager, dels gør det muligt for forsikringsselskabet at opnå tilbagebetaling af hele det beløb, som det har udbetalt til denne passager i henhold til forsikringsaftalen, ved et søgsmål anlagt mod sidstnævnte på grundlag af den forsætlige forseelse, som denne passager begik ved aftalens indgåelse, eftersom en sådan tilbagebetaling ville fratage bestemmelserne i dette direktiv enhver effektiv virkning ved at begrænse skadelidtes ret til erstatning fra den lovpligtige ansvarsforsikring for motorkøretøjer på uforholdsmæssig vis.