(1)

Som følge af oplysninger, som Kommissionen havde fået kendskab til om et fransk program for begrænsning af forureningen fra landbruget, i det følgende benævnt »PMPOA« eller »programmet« , sendte Kommissionen den 24. februar 2000 et brev til de franske myndigheder med anmodning om nærmere oplysninger om anvendelsen af det pågældende program siden 1994. Ved brev af 31. maj 2000 sendte Frankrig visse oplysninger, som bl.a. bekræftede, at PMPOA havde eksisteret siden 1994. Kommissionen udbad sig yderligere oplysninger ved brev af 11. juli 2000. De franske myndigheder svarede ved brev af 26. december 2000.

(2)

De franske myndigheder havde den 13. februar 1991 givet meddelelse om en statsstøtteordning til forbedring af miljøet i forbindelse med svineopdræt, ifølge hvilken der kunne ydes støtte til individuelle investeringer. Kommissionen godkendte denne støtte ved brev af 11. december 1991 (2). Desuden gav de franske myndigheder den 20. april 1993 i forbindelse med et samfinansieret strukturprogram og i overensstemmelse med artikel 29, stk. 4, i Rådets forordning (EØF) nr. 2328/91 af 15. juli 1991 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (3) meddelelse om cirkulære DEPSE/SDEE nr. 93-7005 af 2. marts 1003 og DEPSE/SDEE nr. 7027 af 5. november 1992 vedrørende investeringsstøtte i oksekødssektoren. I overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 2328/91 vedtog Kommissionen den 29. juli 1993 en beslutning om EF-støtte til denne fælles aktion (4). Kommissionen er imidlertid ikke blevet underrettet om den nationale støtte i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3 (5). Ifølge de franske myndigheder blev disse ordninger, som fandtes inden PMPOA s ikrafttrædelse, integreret heri ved cirkulære DEPSE nr. 7016 af 22. april 1994. De udgør således de dele af PMPOA, der vedrører kvæg- og svinebedrifter. Dette cirkulære er Kommissionen heller ikke blevet underrettet om i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

(3)

De franske myndigheder gav ved brev af 13. juni 1994 meddelelse om en statsstøtte til investeringer med henblik på miljøbeskyttelse inden for fjerkræsektoren. Denne ordning, der senere integreredes i PMPOA, hvor den udgør den del, der vedrører fjerkræbedrifter, godkendtes af Kommissionen ved brev af 26. april 1995 (6).

(4)

De franske myndigheder har ikke i den i traktatens artikel 88, stk. 3, omhandlede forstand givet underretning om aftalen af 8. oktober 1993 om indførelse af programmet og heller ikke ved noget andet dokument givet nogen meddelelse med en nærmere beskrivelse af PMPOA, f.eks. bestemmelserne om programmets finansiering (7). Kommissionen er blandt andet ikke blevet underrettet om vandagenturernes deltagelse i finansieringen af det pågældende program.

(5)

Desuden har de franske myndigheder, hvad oksekødssektoren angår, ikke givet Kommissionen underretning om den påtænkte investeringsstøtte.

(6)

Der er ikke givet nogen meddelelse til Kommissionen om ordningen for unge landmænd.

(7)

Ved brev af 11. april 2001 meddelte Kommissionen Frankrig sin beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, vedrørende PMPOA. Nærværende beslutning vedrører alene anvendelsen af PMPOA i perioden 1994 — 2000.

(8)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (8). Kommissionen opfordrede de øvrige medlemsstater og andre interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede støtte. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra tredjemand. De franske myndigheder fremsendte deres kommentarer ved brev af 21. juni 2001.

(9)

En videreførelse af PMPOA fra og med 2001 godkendtes ved Kommissionens brev af 30. oktober 2001 (9).

(10)

PMPOA er resultatet af en aftale, der blev indgået mellem den franske stat og de franske landbrugsorganisationer den 8. oktober 1993. Den trådte i kraft den 1. januar 1994. Programmet har til formål at give landbrugerne mulighed for at tilpasse deres udstyr og praksis til kravene om en bedre beskyttelse af miljøet, herunder navnlig en beskyttelse af vandressourcerne. Den konstaterede forurening, som programmet tager sigte på, er forurening af vand som følge af plantebeskyttelsesmidler og mineralske og organiske gødningsstoffer.

(11)

PMPOA har navnlig til formål at efterkomme Rådets direktiv 91/676/EØF af 12. december 1991 om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der stammer fra landbruget (10), i det følgende benævnt »nitratdirektivet«, samt nationale bestemmelser vedrørende indførelse af regler for god landbrugspraksis. Programmet vedrører alle produktionsformer, såvel husdyrbrug som dyrkning af afgrøder.

(12)

For at reglerne kunne blive overholdt og for at forebygge gylleforurening af vandressourcerne fandtes det nødvendigt at forbedre staldbygningerne og affaldsforvaltningen. Alene udgifterne til bygningsarbejderne blev på daværende tidspunkt skønsmæssigt anslået til ca. 1 mia. EUR for perioden frem til 2002. Der blev indledt et investeringsprogram med følgende finansieringsplan: opdrætterne 1/3; staten (landbrugs- og fiskeriministeriet) og de lokale myndigheder med hver halvdelen 1/3; vandagenturerne (11) 1/3. Til gengæld pålægges opdrætterne, der kan nyde godt af støtten, en forureningsafgift, der opkræves af vandagenturerne.

(13)

Ved en meddelelse af 24. februar 1994 til de berørte forvaltningsorganer præciserede de franske ministerier for miljø og landbrug de proceduremæssige elementer, der var fastlagt af den nationale overvågningskomité, som var ansvarlig for programmets gennemførelse: tidsplan, finansieringsnøgle og de nærmere regler for opdrætternes anvendelse af ordningen.

(14)

Vedrørende programmets forbindelse med klassificerede anlæg anførte de franske myndigheder i denne meddelelse, at det ville være i opdrætternes interesse, at de efter gennemførelsen af de arbejder, der var omhandlet i kontrakterne om begrænsning af forureningen, opfyldte kravene i de ministerielle bekendtgørelser af 29. februar 1992 om opdræt, for så vidt angik beskyttelsen af vandressourcerne.

(15)

Gennemførelsen af PMPOA foregik særskilt for de enkelte sektorer ved hjælp af cirkulærer om de nærmere regler for støtten, som ministeriet for landbrug og fiskeri sendte til regionernes præfekter og departementerne. De franske myndigheder har på Kommissionens anmodning sendt denne en kopi af følgende cirkulærer:

(16)

Støttemodtagerne var brugere eller ejere af landbrugsejendomme, navnlig kvæg-, svine- og fjerkræbedrifter. Investeringerne tog sigte på at forbedre de bestående bygninger med henblik på at øge kapaciteten til opbevaring af husdyrgødning og at forbedre opbevaringsanlæggene for at bringe dem i overensstemmelse med nitratdirektivet (12).

(17)

Finansieringen bestod i en støtte fra staten på 35 % af udgifterne i form af et kapitaltilskud på 30 % af udgifterne og muligheden for et lån med rentegodtgørelse, hvis støtteækvivalent svarede til 5 % af udgifterne. Vandagenturernes dækning af 1/3 af udgifterne fremgik ikke af de cirkulærer, der er nævnt i betragtning 15.

(18)

For kvæg- og svinesektorens vedkommende ydedes der også støtte til landbrugere, der gennemførte deres projekt som led i en plan til konkret forbedring af bedriften i ugunstigt stillede områder; støtten ydedes i form af et kapitaltilskud på 30 % af udgifterne og et lån, hvis støtteækvivalent svarede til 15 %. Satserne forhøjedes, når der tillige var tale om unge landbrugere (43,75 % i almindelige områder og 56,25 % i ugunstigt stillede områder). Inden for fjerkræsektoren var forhøjelsen for unge landbrugere på 5 % i form af et lån med rentegodtgørelse.

(19)

Ved cirkulære DEPSE/SDEEA nr. 7001 af 15. januar 1996 ændredes støttesatserne for unge landbrugere, der etablerede sig fra og med den 1. januar 1996. Satsen for kapitaltilskuddet forhøjedes fra 30 % til 35 % i de ugunstigt stillede områder og i de udviklingsprioriterede landbrugsdistrikter. Der ydedes ikke noget lån med rentegodtgørelse. I de øvrige områder forhøjedes kapitalstøtten fra 30 % til 32,5 %. Der var mulighed for et supplerende lån med en støtteækvivalent på 2,5 %.

(20)

For at kunne få støtte skulle producenterne forelægge en forudgående undersøgelse, som de for egen regning havde ladet foretage af godkendte tekniske eksperter, og på grundlag af hvilken producentens investeringsprojekt var blevet udarbejdet. Undersøgelsesresultaterne tjente som grundlag for kontrakten om begrænsning af forureningen (se betragtning 21) og dermed som beregningsgrundlag for de beløb, som de enkelte deltagere i finansieringen af den offentlige støtte kunne yde i forbindelse med arbejderne. Disse undersøgelser repræsenterede 2 % af investeringsudgifterne, og støtten hertil ydedes af staten med 50 % og af vandagenturerne med 50 %, dog højst 6 000 franske francs (FRF) ekskl. afgifter (dvs. 914 EUR).

(21)

Kontrakten om begrænsning af forureningen var garantien for, at opdrætteren kunne omfattes af støtteordningen under PMPOA, og for godtgørelse af en eventuel afgift til vandagenturet. Kontrakten er en tillidsaftale, som nødvendigvis fastslår, at der er visse miljømæssige problemer på bedriften, men som har til formål at medvirke til en løsning heraf. Den undertegnes af alle de finansielt involverede, herunder opdrætteren.

(22)

Kommissionen fandt for det første, at vandagenturernes deltagelse i PMPOA var en statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1. Vandagenturerne deltog nemlig i finansieringen af investeringsomkostningerne under PMPOA med 1/3 heraf. Deres deltagelse heri fik Kommissionen først kendskab til som følge af offentliggørelsen af en evalueringsrapport om forvaltningen og resultaterne af PMPOA, som var udarbejdet af den franske rigsrevision (Inspection générale des finances), landbrugs- og fiskeriministeriets stående komité for samordning af kontrol (Comité permanent de coordination des inspections du Ministère de l'agriculture et la pêche) og rådet for vandforsyning og skove i landdistrikter (Conseil général du génie rural des eaux et forêts) (13).

(23)

Kommissionen har taget hensyn til, at det af artikel 2 i det franske dekret nr. 66-700 af 14. september 1966 om lokale finansielle agenturer fremgår, at vandagenturerne er selvfinansierende statslige organer med status som juridisk person, og der således ifølge den franske lovgivning ikke kan være tvivl om, at agenturerne er offentlige organer.

(24)

Kommissionen konkluderede i sin beslutning om indledning af proceduren, at vandagenturerne på grundlag af de bestemmelser, der i Frankrig er vedtaget om vandagenturerne og deres virkemåde, og afgørelser truffet af EF-Domstolen og Retten i Første Instans (14) måtte betragtes som statens forlængede arm, og at disse agenturers finansiering af investeringer i landbrugsbedrifter derfor udgør en statsstøtte (15).

(25)

Kommissionen var af den opfattelse, at de beløb, der ydedes til opdrættere af kvæg, svin og fjerkræ, herunder støtten fra vandagenturerne, gav disse producenter en fordel, som andre producenter ikke kunne opnå. Der var således tale om en af Frankrig ydet støtte, som fordrejede eller truede med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder og visse produktioner, og som kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Foranstaltningen måtte derfor anses at være omfattet af traktatens artikel 87, stk. 1.

(26)

Kommissionen konkluderede også, at den statsstøtte, som Frankrig havde gennemført, var en ny støtte, som Kommissionen ikke var blevet underrettet om, og som derfor kunne være ulovlig støtte i henhold til traktaten. Kommissionen baserede sig navnlig på artikel 1, litra f), i Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (16), der definerer ulovlig støtte som ny støtte, der er gennemført i strid med traktatens artikel 93 (nu artikel 88), stk. 3. Hvad angår begrebet ny støtte, så er dette defineret som enhver støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte.

(27)

Kommissionen mindede om, at enhver af Kommissionen godkendt støtteordning, i hvilken der senere foretages væsentlige ændringer — i det foreliggende tilfælde vedrørende et offentligt organs deltagelse i finansieringen af den støtteordning, der var meddelt til Kommissionen, hvilket indebar en væsentlig ændring af finansieringsnøglen og dermed af støtteintensiteten — udgør en ny støtteordning, som i henhold til traktatens artikel 88 skal anmeldes til Kommissionen og godkendes af denne. Dette anmeldelseskrav fremgår også af artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999. Efter Kommissionens opfattelse var ændringen af støtteintensiteten i sig selv en væsentlig ændring af støtteordningen, som betød, at der skulle gives underretning i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

(28)

Kommissionen foretog derefter en vurdering af de pågældende støtteordninger under hensyntagen til punkt 23.3 i Kommissionens rammebestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren (17), i det følgende benævnt »rammebestemmelserne«, hvor det er fastsat, at ulovlig støtte som omhandlet i artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 behandles efter de regler og rammebestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, den pågældende støtte blev ydet.

(29)

Med hensyn til de investeringer, der ydedes støtte til, og støtteformen fandt Kommissionen for svinekødssektorens vedkommende, at investeringernes art under PMPOA faktisk var uændrede, og at investeringerne i det væsentlige svarede til dem, der var anmeldt til Kommissionen og godkendt af denne. For oksekødssektorens vedkommende kunne Kommissionen på tidspunktet for indledningen af proceduren, også selv om den endnu ikke på daværende tidspunkt havde foretaget en undersøgelse i relation til Fællesskabets konkurrenceregler, konstatere, at ordningen var i overensstemmelse med disse regler. Hvad fjerkræsektoren angår, konstaterede Kommissionen, at bestemmelserne under PMPOA var nøjagtig de samme bestemmelser, som den tidligere havde godkendt. Endelig hvad angår ordningen for unge landbrugere, der etablerede sig fra og med den 1. januar 1996, konstaterede Kommissionen, at ordningen ikke indebar nogen ændringer med hensyn til de støtteberettigede investeringer, men alene indeholdt en ændring af støtteformen for den del, der finansieredes af staten.

(30)

Kommissionen konkluderede således med hensyn til investeringernes art og den af de franske myndigheder fastsatte støtteform, at støtteordningerne, selv om de var ulovlige, var blevet gennemført i overensstemmelse med de EF-konkurrenceregler, der var gældende på daværende tidspunkt. Kommissionen fremsatte derfor ingen indsigelser vedrørende denne del af støtteordningens gennemførelse.

(31)

Hvad fordelingsnøglen for støttens finansiering angår, mindede Kommissionen om, at loftet for investeringsstøtte til miljøbeskyttelse ifølge de gældende bestemmelser på tidspunktet for programmets ikrafttrædelse var 35 % af de afholdte udgifter (45 % i ugunstigt stillede områder). Ifølge artikel 12, stk. 5, femte led, i forordning (EØF) nr. 2328/91, som foreskrev en undersøgelse af national støtte i relation til traktatens tidligere artikel 92 og 93 (nu artikel 87 og 88), og artikel 6 i nævnte forordning kunne der ydes støtte til investeringer vedrørende miljøbeskyttelse, for så vidt investeringerne ikke medførte en produktionsforøgelse. I sin beslutning vedrørende statsstøtte nr. N 136/91 tog Kommissionen hensyn til, at dens praksis var at betragte en støttesats for denne støttetype på 35 % af de støtteberettigede omkostninger (45 % i ugunstigt stillede områder som omhandlet i Rådets direktiv 75/268/EØF af 28. april 1975 om landbrug i bjergområder og i visse ugunstigt stillede områder (18) som forenelig med fællesmarkedet. Disse støttesatser blev kort efter programmets ikrafttrædelse bekræftet i punkt 3.2.3 i fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (19).

(32)

De franske myndigheder havde i øvrigt i de cirkulærer om gennemførelsen af PMPOA i de enkelte sektorer, der er nævnt i betragtning 15, udtrykkeligt nævnt, at der fandtes sådanne lofter, og givet en forklaring herom. De anførte således, at »Den Europæiske Union har tilladt, at offentlig støtte til denne form for investeringer til forbedring af miljøet undtagelsesvis kan udgøre 35 %.«

(33)

Da investeringsomkostningerne ifølge fordelingsnøglen for programmets finansiering skal dækkes med 1/3 af staten og de lokale myndigheder (med halvdelen hver, dvs. 1/6 hver), 1/3 af vandagenturerne og 1/3 af landbrugerne, og da bidraget fra vandagenturerne er en statsstøtte, konkluderede Kommissionen i sin beslutning om indledning af proceduren, at de tilladte støttelofter for denne investeringstype ikke syntes at være overholdt. Vandagenturernes bidrag til PMPOA-ordningens finansiering ville nemlig medføre en forhøjelse af den offentlige finansieringssats til 2/3 af investeringsudgifterne, dvs. ca. 66,6 % af de afholdte udgifter. Dette ville ifølge Kommissionen udgøre en overskridelse af den tilladte sats på ca. 31,6 % (21,6 % i ugunstigt stillede områder) af de afholdte udgifter. Samme overskridelse ville være tilfældet for ordningen til fordel for unge landbrugere, der har etableret sig efter den 1. januar 1996, da de foretagne ændringer af ordningen kun vedrørte støtteformen for den del, der finansieredes af staten, og således ikke medførte en samlet forhøjelse af støttesatsen for disse støttemodtagere.

(34)

Kommissionen tog også hensyn til, at den siden den 1. januar 2000, datoen for rammebestemmelsernes ikrafttrædelse, på basis af disses punkt 4.1.1.2 imidlertid har tilladt støttesatser for denne investeringstype på 40 % af de afholdte afgifter (50 % i ugunstigt stillede områder). For unge landbrugere er den tilladte sats på 45 % (55 % i ugunstigt stillede områder). Det betyder, at overskridelsen af støttesatserne for den i 2000 ydede støtte i henhold til disse gunstigere betingelser kun ville være på 26,6 % (16,6 % i ugunstigt stillede områder) og på 21,6 % for unge landbrugere (11,6 % i ugunstigt stillede områder) for investeringer, der gennemførtes efter den 1. januar 2000, og som opfyldte alle de betingelser, der var fastsat i rammebestemmelserne.

(35)

Da den af Kommissionen godkendte investeringsstøtte var baseret på en tilladt maksimumssats for offentlig finansiering på 35 % af udgifterne til de pågældende investeringer (45 % i ugunstigt stillede områder), ja endog 40 — 55 %, alt efter tilfældet, fra den 1. januar 2000, måtte Kommissionen i beslutningen om indledning af undersøgelsesproceduren konstatere, at niveauet for den under PMPOA ydede støtte ikke syntes at svare til den støttesats, Kommissionen havde tilladt, og at al offentlig finansiering, der ydedes ud over de tilladte lofter, derfor udgjorde statsstøtte, som var uforenelig med traktaten.

(36)

Efter gennemgangen af de oplysninger, der blev forelagt af de franske myndigheder, var det for Kommissionen tvivlsomt, om den investeringsstøtte, der finansieredes under PMPOA i perioden 1994 — 2000, var forenelig med fællesmarkedet, navnlig for så vidt angik de støttebeløb, der måtte være ydet ud over de tilladte støtteintensiteter på henholdsvis 35 % og 45 %. Kommissionen indledte derfor proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2.

(37)

Kommissionen konkluderede også, at den støttesats, de franske myndigheder ydede i forbindelse med gennemførelsen af en forudgående undersøgelse af bedrifterne, var i overensstemmelse med de gældende konkurrenceregler.

(38)

De franske myndigheder fremsatte i brev af 21. juni 2001 deres kommentarer til Kommissionens beslutning om at indlede proceduren i traktatens artikel 88, stk. 2, over for den anmeldte støtte.

(39)

De franske myndigheder har noteret sig Kommissionens retlige standpunkt gående ud på, at vandagenturernes støtte er af offentlig karakter. Ifølge nævnte myndigheder har den franske regering til hensigt at ændre lov nr. 64/1245 af 16. december 1964 om ordningen for fordeling af vand og bekæmpelse af forureningen heraf, som bl.a. fastlægger de grundlæggende principper for vandagenturernes funktion, herunder at de nærmere regler for afgiftsberegningen og retningslinjerne for agenturernes finansielle interventionsprogrammer fremover skal vedtages ved afstemning i parlamentet.

(40)

De franske myndigheder mener imidlertid, at man for at opnå højere støttesatser end de 35 % og 45 % havde kunnet anvende artikel 12, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 2328/91 og senere artikel 12, stk. 3, litra d), i Rådets forordning (EF) nr. 950/97 af 20. maj 1997 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet (20). Disse bestemmelser giver ifølge de franske myndigheder mulighed for ikke at anvende forbuddene mod støtte og begrænsningerne af støttesatserne ved bestemte former for investeringer, herunder investeringer vedrørende miljøbeskyttelse.

(41)

Med hensyn til de virkninger, som vandagenturernes deltagelse i PMPOA har for konkurrencevilkårene, mener de franske myndigheder, at de ikke uberettiget begunstiger en bestemt national sektor, idet der anføres følgende grunde: Der er tale om uproduktive investeringer, som selv med høje støttesatser belaster bedrifternes økonomi og sætter de pågældende producenter i en ugunstig situation i forhold til dem, der ikke foretager sådanne investeringer. Sidstnævnte udgør i øvrigt langt det største flertal i Frankrig. Ifølge de franske myndigheder ville en eventuel konkurrencefordrejning derfor generelt være til ulempe for de pågældende opdrættere og ikke til deres fordel.

(42)

Hvis der skulle være tale om en konkurrencefordrejning som omhandlet i traktatens artikel 87, vil det således ifølge de franske myndigheder kun kunne være i forhold til opdrættere i andre medlemsstater, som har udført tilsvarende arbejder, men med en støtte, der har været begrænset til 35 % eller 45 % i ugunstigt stillede områder. Hvorvidt der i virkeligheden har været tale om en sådan konkurrencefordrejning, kan ifølge de franske myndigheder kun vurderes i hvert enkelt tilfælde.

(43)

De franske myndigheder understøtter dette ved at bekræfte, at de faktisk anvendte støttesatser ved sådanne arbejder varierer betydeligt fra opdrætter til opdrætter som følge af de nærmere regler, der gælder for anvendelsen af programmet. Myndighederne forklarer, at disse støttesatser generelt ligger betydeligt under 60 %, hvis de i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2328/91 og artikel 7, stk. 2, i forordning (EF) nr. 950/97 beregnes ved at udtrykke støtteværdien i procent af investeringsbeløbet.

(44)

Ifølge de franske myndigheder indeholder de nærmere bestemmelser om støtten fra staten, som er blevet meddelt til Kommissionen, de generelle bestemmelser for anvendelsen af programmet. Vandagenturerne har på deres side vedtaget samme liste over støtteberettigede arbejder, men støttelofterne er ikke altid de samme. I øvrigt er der lokalt tilføjet visse tekniske lofter (f.eks. vedrørende antal m2 overdækket løbegård), såvel for vandagenturernes som for statens og de lokale myndigheders støtte, og disse lofter medfører ofte en reduktion af den del af de støtteberettigede arbejder, der ydes støtte til. Endelig har et samlet bevillingsloft for støtten også for visse vandagenturer kunnet have betydning, alt efter antallet af »kvælstofstorkreaturer» (KSTK).

(45)

Som følge af disse forskellige lofter er den faktiske støttesats i forhold til de af opdrætteren afholdte udgifter til de støtteberettigede arbejder ifølge de franske myndigheder næsten altid lavere end de maksimumssatser, der er tilladt under programmet.

(46)

De franske myndigheder har forklaret, at visse opdrættere i forbindelse med de arbejder, der er nødvendige for at forbedre den miljømæssige effektivitet, også foretager moderniseringsarbejder. Sådanne arbejder er ikke støtteberettigede, og der ydes således ingen støtte hertil under PMPOA.

(47)

Inden for kvægsektoren, som tegner sig for 80 % af det antal bedrifter, der kan omfattes af PMPOA, er den faktiske gennemsnitlige støttesats forholdsvis lav, da støttesatsen ofte er på mellem 35 og 50 % og i øvrigt varierer meget afhængigt af produktionssystemerne. Dette skyldes de store forskelle med hensyn til husdyrgødningens art, om den er fast, flydende eller, som oftest, en blanding, og opbevaringsmulighederne, både hvad angår arten (mødding, gødningsbeholdere) og kapaciteten, samt det forhold, at der for sådanne investeringer i opbevaringsmuligheder og i staldarealer med betongulv og overdækning af løbegårde gælder tekniske begrænsninger og særligt lave finansieringslofter.

(48)

Ved intensivt opdræt af svin og fjerkræ er de bestående opbevaringsmuligheder for husdyrgødning som oftest tilstrækkelige til de perioder, hvor der gælder forbud mod spredning af husdyrgødning. Arbejdet består i så fald i at tætne de bestående gødningsbeholdere eller betongulve eller i at installere tofasede fodersystemer, som kan reducere forureningen ved kilden på svinebedrifter, eller i at forbedre gødningsforvaltningen på fjerkræbedrifter. Den faktiske støttesats kan i så fald være på helt op til 60 % af udgifterne til de støtteberettigede arbejder, som det fremgår af tabel 1. Som oftest er udgifterne til arbejderne dog væsentligt mindre end for kvægbedrifternes vedkommende.

(49)

Ifølge de franske myndigheder viser en undersøgelse, der har omfattet 20 000 dossierer i vandagenturet Loire-Bretagnes område, at den gennemsnitlige støttesats er på 40 %.

(50)

En del af disse dossierer vedrører nybygninger, der er blevet opført under programmet, fordi det af forskellige grunde fandtes uhensigtsmæssigt at udføre de pågældende arbejder i de bestående bygninger. Ifølge de franske myndigheder bør disse sager behandles for sig, da en sådan støtte så ikke længere er støtte til miljøbeskyttelse, men moderniseringsstøtte som omhandlet i artikel 7, stk. 2, litra b), i forordning (EØF) nr. 2328/91 og artikel 12, stk. 4, litra c), i forordning (EF) nr. 950/97. Støttebeløbet kan i så fald ikke overstige 35 % eller 26,25 % (henholdsvis 45 eller 38,75 % i ugunstigt stillede områder) af udgifterne til arbejdet, afhængigt af om det er muligt for opdrætteren at opnå en plan for konkret forbedring af bedriften. I disse tilfælde er den faktiske støttesats, som det fremgår af de i tabel 2 viste eksempler, altid lavere end disse satser — kolonne (a) viser, hvilke udgifter udførelsen af miljøarbejderne ville have medført, hvis de bestående bygninger var blevet bevaret.

(51)

Der kan i øvrigt på en og samme bedrift foretages såvel arbejder i bestående bygninger som nyopførelser.

(52)

Hvis der skal foretages en sammenligning af de enkelte konkrete tilfælde, vil det endelig ifølge de franske myndigheder for at opnå helt korrekte resultater være nødvendigt at udelukke de opdrættere, der betaler en årlig afgift til et vandagentur, fra det udsnit, der benyttes ved en sammenligning i henhold til traktatens artikel 87.

Tabel 1

Eksempler på faktiske støttesatser ved PMPOA-støtte til overholdelse af kravene

Tabel 2

Eksempler på faktiske støttesatser ved opførelse af nye bygninger

(53)

Det følger af traktatens artikel 87, stk. 1, at »bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.઻

(54)

Traktatens artikel 87 — 89 finder anvendelse på svinekødssektoren i henhold til artikel 21 i Rådets forordning (EØF) nr. 2759/75 af 29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for svinekød (22). De nævnte artikler finder anvendelse på oksekødssektoren i henhold til artikel 40 i Rådets forordning (EF) nr. 1254/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for oksekød (23). Inden vedtagelsen af sidstnævnte forordning fandt de anvendelse på denne sektor i henhold til artikel 24 i Rådets forordning (EØF) nr. 805/68 af 27. juni 1968 om den fælles markedsordning for oksekød (24). De finder anvendelse på sektoren for fjerkrækød i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EØF) nr. 2777/75 af29. oktober 1975 om den fælles markedsordning for fjerkrækød (25).

(55)

For at fastslå støttens art må man se på virkningerne for de landbrugsbedrifter, der har foretaget investeringer under PMPOA. Kommissionen finder, at PMPOA-finansieringen har givet franske landbrugere en selektiv fordel.

(56)

I modsætning til, hvad de franske myndigheder giver udtryk for i deres kommentarer, mener Kommissionen ikke, at investeringernes uproduktive karakter ophæver den fordel, som støtten rent økonomisk er forbundet med, da støtten dækker en udgiftsbelastning, som normalt ville påhvile støttemodtageren, og denne således opnår en fordel i forhold til de konkurrenter, der ikke modtager en sådan støtte.

(57)

Selv om det i øvrigt antoges, at sådanne uproduktive investeringer i en indledende periode kunne belaste bedrifternes økonomi ved som anført af de franske myndigheder at sætte de pågældende opdrættere i en ufordelagtig situation i forhold til dem, der ikke foretager sådanne investeringer, så står det dog fast, at der i lovgivningen findes en præcis forpligtelse til at foretage sådanne investeringer, og at alle de pågældende producenter derfor før eller senere ville være nødt til at foretage denne form for investeringer for at undgå at gøre sig skyldige i lovovertrædelser.

(58)

For at fastslå, om den i denne beslutning omhandlede støtte er omfattet af anvendelsesområdet for traktatens artikel 87, stk. 1, må det i sidste ende konstateres, om den vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne.

(59)

Domstolen har statueret, at når en finansiel støtte, som ydes af en medlemsstat, styrker en virksomheds position i forhold til andre virksomheder, som den konkurrerer med i samhandelen inden for Fællesskabet, må det antages, at denne samhandel påvirkes af støtten (26).

(60)

Det ser således ud til, at den i denne beslutning omhandlede støtte vil kunne påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne, i det omfang den begunstiger den nationale produktion til skade for produktionen i de andre medlemsstater. De berørte sektorer er nemlig særlig følsomme over for konkurrence på fællesskabsplan og dermed meget sårbare over for enhver foranstaltning til fordel for produktionen i én af medlemsstaterne.

(61)

Tabel 3 viser omfanget af samhandelen mellem Frankrig og de øvrige medlemsstater, hvad angår de berørte produkter i det første år efter PMPOA-ordningens ikrafttrædelse.

Tabel 3

(62)

De i denne beslutning undersøgte foranstaltninger er statsstøtte i traktatens forstand, da de giver støttemodtagerne en økonomisk fordel, som andre sektorer ikke kan nyde godt af. Kommissionen må derfor konkludere, at foranstaltningerne er omfattet af traktatens artikel 87, stk. 1.

(63)

I artikel 1, litra f), i forordning (EF) nr. 659/1999 er ulovlig støtte defineret som ny støtte, der er gennemført i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Begrebet ny støtte dækker ifølge artikel 1, litra c), i nævnte forordning enhver støtte, dvs. støtteordninger og individuel støtte, som ikke er eksisterende støtte, herunder ændringer i eksisterende støtte.

(64)

Enhver af Kommissionen godkendt støtteordning, i hvilken der senere foretages væsentlige ændringer — i det foreliggende tilfælde vedrørende et offentligt organs deltagelse i finansieringen af den støtteordning, der var anmeldt til Kommissionen, hvilket indebar en væsentlig ændring af finansieringsnøglen og dermed af støtteintensiteten — udgør en ny støtteordning, som i henhold til traktatens artikel 88 skal anmeldes til Kommissionen og godkendes af denne.

(65)

Ifølge Domstolen gælder den i traktatens artikel 88, stk. 3, første punktum, nævnte forpligtelse til at underrette Kommissionen om påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger ikke blot for den oprindelige påtænkte foranstaltning, men den omfatter også senere ændringer i denne foranstaltning, idet sådanne oplysninger kan gives Kommissionen inden for rammerne af det samråd, som den første underretning giver anledning til (27).

(66)

Denne underretningsforpligtelse fremgår af artikel 1, litra c), i forordning (EF) nr. 659/1999.

(67)

Det skal i øvrigt præciseres, at medtagelsen af et oplysningsblad i den oversigt over støtteordninger, der udarbejdes af det franske landbrugsministerium, udelukkende tjener til orientering og ikke kan betragtes som en underretning i henhold til traktaten. Desuden indeholder de deri anførte oplysninger ingen angivelse af vandagenturernes deltagelse i programmet, hvorimod det bekræftes, at statens bidrag beløber sig til 35 % af udgifterne til investeringerne.

(68)

Kommissionen har ikke været i stand til at vurdere vandagenturernes deltagelse i programmet og de virkninger, som størrelsen af deres bidrag kunne have for den offentlige støtte til de pågældende investeringer. Nærmere bestemt har den ikke kunnet vurdere de mulige virkninger, som et offentligt organs bidrag til finansieringen af støtten kunne have med hensyn til støtteintensiteten. Det betyder, at den støtte, som de franske myndigheder faktisk ydede, ikke nødvendigvis svarede til de ordninger, som var godkendt af Kommissionen i forbindelse med statsstøtte nr. N 136/91 og N 342/94.

(69)

Ændringen af støtteintensiteten er i sig selv en væsentlig ændring af støtteordningen, som betyder, at der skal gives underretning i henhold til traktatens artikel 88, stk. 2.

(70)

Navnlig for oksekødssektorens vedkommende har de franske myndigheder ikke givet Kommissionen underretning om den påtænkte investeringsstøtte. De franske myndigheder har i den forbindelse anført, at når Kommissionen havde fundet, at Fællesskabet kunne deltage i finansieringen af ordningen, måtte de med rette heraf kunne udlede, at den var forenelig med EF-bestemmelserne. I forordning (EØF) nr. 2328/91, der var gældende på daværende tidspunkt, var det imidlertid i artikel 12, stk. 5, fastsat, at støtteforanstaltninger i forbindelse med investeringer vedrørende beskyttelse og forbedring af miljøet var tilladte, såfremt de var i overensstemmelse med traktatens artikel 92 til 94 (nu artikel 87 til 89). Det indbefattede forpligtelsen til at give underretning om enhver statsstøtteordning som omhandlet i traktatens tidligere artikel 93, stk. 3, og dette så meget desto mere som de støttebetingelser, der anvendtes i 1994, ikke svarede til de betingelser, der var meddelt Kommissionen i 1991.

(71)

Det fremgår af ovenstående, at de statsstøtteordninger, som Frankrig gennemførte, udgjorde nye støtteordninger, som der ikke var givet underretning om til Kommissionen, og som derfor var ulovlige i henhold til traktaten.

(72)

Traktatens artikel 87 indeholder imidlertid visse undtagelser, selv om nogle af disse tydeligvis ikke kan finde anvendelse; det gælder bl.a. undtagelserne i stk. 2. Undtagelserne er ikke blevet gjort gældende af de franske myndigheder.

(73)

Hvad angår de i traktatens artikel 87, stk. 3, omhandlede undtagelser, bør disse fortolkes strengt ved undersøgelsen af ethvert støtteprogram med et regionalt eller et sektorspecifikt sigte eller af ethvert individuelt tilfælde af anvendelse af generelle støtteordninger. De kan bl.a. kun anvendes i de tilfælde, hvor Kommissionen kan fastslå, at støtten er nødvendig for opfyldelsen af et af de pågældende mål. En godkendelse af, at de nævnte undtagelser kan finde anvendelse på støtte, der ikke tjener til opfyldelsen af sådanne mål, vil være ensbetydende med at tillade et forstyrrende indgreb i samhandelen mellem medlemsstaterne og en fordrejning af konkurrencevilkårene, som ikke har nogen berettigelse i relation til Fællesskabets interesse, og vil samtidig give de erhvervsdrivende i visse medlemsstater uberettigede fordele.

(74)

Kommissionen er af den opfattelse, at de pågældende støtteordninger ikke tilsigter at fremme den økonomiske udvikling i et område, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der hersker en alvorlig underbeskæftigelse som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a). De tager heller ikke sigte på at fremme virkeliggørelsen af vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe en alvorlig forstyrrelse i en medlemsstats økonomi som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Støtteordningerne tjener heller ikke til at fremme kulturen eller bevare kulturarven som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra d).

(75)

Ifølge traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), kan støtteordninger betragtes som forenelige med fællesmarkedet, når de har til formål at fremme udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, og de ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. For at kunne omfattes af denne undtagelsesbestemmelse skal støtteordningerne bidrage til udviklingen af den pågældende sektor.

(76)

For så vidt angår de støttede investeringer og støtteformen konkluderede Kommissionen ved indledningen af proceduren, at selv om støtteordningerne var ulovlige, så var de blevet gennemført i overensstemmelse med de EF-konkurrenceregler, der var gældende på daværende tidspunkt. Kommissionen har derfor ingen grund til at fremsætte indsigelser vedrørende denne del af støtteordningens gennemførelse.

(77)

Den følgende undersøgelse af støtteordningerne vedrører derfor udelukkende de af de franske myndigheder anvendte støttesatser.

(78)

Kommissionen påpegede i forbindelse med indledningen af undersøgelsesproceduren, at loftet for investeringsstøtte til miljøbeskyttelse ifølge de på tidspunktet for programmets ikrafttrædelse gældende bestemmelser var på 35 % af de afholdte udgifter (45 % i ugunstigt stillede områder).

(79)

De franske myndigheder mener imidlertid, at man med hensyn til overskridelserne af satserne på 35 % og 45 % kunne have anvendt artikel 12, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 2328/91 og senere artikel 12, stk. 3, litra d), i forordning (EF) nr. 950/97. Disse bestemmelser giver ifølge de franske myndigheder mulighed for ikke at anvende forbuddene mod støtte og begrænsningerne af overskridelserne af de pågældende satser ved bestemte former for investeringer, herunder investeringer vedrørende miljøbeskyttelse.

(80)

Indledningsvis skal Kommissionen hertil bemærke, at der ifølge artikel 12, stk. 5, femte led, i forordning (EØF) nr. 2328/91, som foreskrev en undersøgelse af national støtte i relation til traktatens tidligere artikel 92 og 93 (nu artikel 87 og 88), og artikel 6 i nævnte forordning kunne ydes støtte til investeringer vedrørende miljøbeskyttelse, for så vidt investeringerne ikke medførte en produktionsforøgelse. Kommissionen anser det for godtgjort, at de investeringer, som støtteordningerne tog sigte på, ikke medførte nogen forøgelse af produktionen, da de udelukkende tilsigtede miljøbeskyttelse i landdistrikter (navnlig opbevaring og behandling af husdyrgødning).

(81)

Hvad den tilladte støttesats nærmere angår, havde Kommissionen i den beslutning, den stilede til Frankrig vedrørende statsstøtte nr. N 136/91, mindet om, at det var dens praksis for denne støttetype at betragte en støttesats på 35 % af de støtteberettigede omkostninger (45 % i ugunstigt stillede områder) som forenelig med fællesmarkedet.

(82)

Disse støttesatser bekræftedes kort efter indførelsen af PMPOA ved fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse. I punkt 3.2.3 i disse rammebestemmelser var det således fastsat, at støtte til miljøinvesteringer generelt kan godkendes, hvis den ikke overskrider visse grænser. I fodnote 14 var det i andet afsnit anført, at »for investeringer, der er omfattet af artikel 12, stk. 1 og 5, i Rådets forordning (EØF) nr. 2328/91 (…), kan støtten højst andrage 35 % eller 45 % i de (…) ugunstigt stillede områder. Disse overgrænser for støtten gælder uanset virksomhedens størrelse. Overgrænserne kan derfor ikke sættes op for SMV som omhandlet nedenfor i dette afsnit. For investeringer i mål nr. 1- og nr. 5b-regioner forbeholder Kommissionen sig at kunne acceptere højere støtteniveauer end de ovennævnte, hvis medlemsstaten kan overbevise Kommissionen om, at det er berettiget.«

(83)

Forordning (EØF) nr. 2328/72 blev ophævet ved forordning (EF) nr. 950/97. I artikel 12, stk. 2, litra e), i forordning (EF) nr. 950/97 fastsattes det, at medlemsstaterne kan yde investeringsstøtte til »beskyttelse og forbedring af miljøet, for så vidt disse investeringer ikke medfører en forøgelse af produktionskapaciteten«. Artikel 12, stk. 3, i sidstnævnte forordning indeholdt følgende præcisering: »Støtten til investeringer i enkeltbedrifter eller sammenslutninger af bedrifter, som opfylder betingelserne i artikel 5 og 9, må ikke overstige de i artikel 7, stk. 2 og 3, og artikel 11 anførte beløb«. Ifølge artikel 12, stk. 3, andet afsnit, litra d), i nævnte forordning gælder dette forbud dog ikke for støtte til »investeringer med henblik på beskyttelse og forbedring af miljøet«.

(84)

Det var imidlertid i artikel 12, stk. 2 og 3, i forordning (EF) nr. 950/97 fastsat, at traktatens artikel 92 til 94 (nu artikel 87 til 89) fandt anvendelse på sådanne støtteordninger. Det var at betragte som en henvisning til de dagældende konkurrenceregler, dvs. den fællesskabspraksis, der allerede er nævnt i beslutningen vedrørende statsstøtte nr. N 136/91, og til de betingelser, der blev optaget i fællesskabsrammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse.

(85)

På grundlag af de bestemmelser, der var gældende i perioden 1994 — 1999, og som er beskrevet i denne beslutning, kan Kommissionen kun konkludere, at den maksimale støttesats for støtte af den omhandlede art var på 35 % af de afholdte omkostninger (45 % i ugunstigt stillede områder), og at støtte, der ydedes ud over disse satser, ikke var i overensstemmelse med de pågældende bestemmelser.

(86)

Da der er tale om investeringer i landbrugsbedrifter, er det imidlertid, for så vidt angår år 2000, i punkt 4.1.1.2 i rammebestemmelserne for landbrugssektoren, der har været gældende siden den 1. januar 2000, fastsat, at maksimumssatsen for offentlig støtte, udtrykt i procent af de støtteberettigede investeringer, er begrænset til 40 % og til 50 % i ugunstigt stillede områder. Foretages investeringerne af unge landbrugere senest fem år efter etableringen, forhøjes maksimumsstøttesatsen dog til 45 % og til 55 % i ugunstigt stillede områder.

(87)

I punkt 4.1.2.4 i rammebestemmelserne for landbrugssektoren er det som en undtagelse fastsat, at når investeringer medfører ekstraomkostninger, bl.a. i forbindelse med beskyttelse og forbedring af miljøet, kan maksimumsstøttesatserne på 40 % og 50 % i rammebestemmelsernes punkt 4.1.1.2 forhøjes med henholdsvis 20 og 25 procentpoint. En sådan forhøjelse kan således indrømmes for investeringer, der foretages for at efterkomme nyindførte mindstekrav, jf. betingelserne i artikel 2 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1750/1999 af 23. juli 1999 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1257/1999 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL) (28). Forhøjelsen skal nøje begrænses til de støtteberettigede ekstraomkostninger, der er nødvendige for at opfylde målet, og kan ikke komme på tale i forbindelse med investeringer, som medfører en forøgelse af produktionskapaciteten.

(88)

Ved ikrafttrædelsen den 23. januar 2004 af Kommissionens forordning (EF) nr. 1/2004 af 23. december 2003 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (29) ændredes den retlige situation med hensyn til tilfælde af den her omhandlede art. Ved denne forordning tillades der på visse betingelser støtte til små og mellemstore landbrugsbedrifter, idet sådan støtte fritages for underretningsforpligtelsen i traktatens artikel 88, stk. 3.

(89)

De franske myndigheder har præciseret, at modtagerne af den investeringsstøtte, der finansieredes i forbindelse med PMPOA i perioden 1994 — 2000 var små og mellemstore virksomheder i den i artikel 2, nr. 4, i forordning (EF) nr. 1/2004 omhandlede forstand.

(90)

I forordning 1/2004 er det i artikel 20, stk. 2, fastsat, at individuel støtte og støtteordninger, der er gennemført inden datoen for forordningens ikrafttrædelse, samt støtte, der under sådanne ordninger er ydet uden Kommissionens godkendelse og i strid med forpligtelsen i traktatens artikel 88, stk. 3, er forenelig med fællesmarkedet som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), og fritaget i medfør af forordningen, hvis de opfylder betingelserne i artikel 3 bortset fra kravene i nævnte artikels stk. 1 og stk. 2, litra b) og c).

(91)

I artikel 3, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1/2004 er det fastsat, at støtte, der ydes i henhold til ordninger som omhandlet i stk. 2 i nævnte artikel, er forenelig med fællesmarkedet som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), og fritaget for anmeldelsespligten i traktatens artikel 88, stk. 3, hvis støtten umiddelbart opfylder alle de i forordningen fastsatte betingelser.

(92)

Artikel 4 i forordning (EF) nr. 1/2004 indeholder de betingelser, der skal være opfyldt i det omhandlede tilfælde, dvs. i tilfælde af en ikke anmeldt investeringsstøtteordning for små og mellemstore virksomheder.

(93)

Ifølge artikel 4, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2004 er støtte til investeringer i landbrugsbedrifter med henblik på produktion af landbrugsprodukter således forenelig med fællesmarkedet og fritaget for anmeldelsespligten, hvis bruttostøtteintensiteten ikke overstiger 50 % af de støtteberettigede investeringer i ugunstigt stillede områder og 40 % i andre regioner.

(94)

Når investeringerne medfører meromkostninger i forbindelse med beskyttelse og forbedring af miljøet, kan maksimumsstøttesatserne på 50 % og 40 % dog forhøjes med henholdsvis 25 og 20 procentpoint. En sådan forhøjelse må kun foretages for investeringer, som er mere vidtrækkende end EF's gældende mindstekrav, eller for investeringer, der foretages for at opfylde nyindførte mindstekrav. Forhøjelsen skal nøje begrænses til de nødvendige støtteberettigede meromkostninger og kan ikke foretages i forbindelse med investeringer, som medfører en forøgelse af produktionskapaciteten.

(95)

I det foreliggende tilfælde er det klart, at der er tale om investeringer, som tager sigte på beskyttelse og forbedring af miljøet, og for hvilke de gældende miljøkrav bl.a. var nitratdirektivet. Disse krav blev vedtaget i 1991, og kunne derfor ikke længere i år 2000 anses for at være nyindførte krav.

(96)

Denne problematik har Kommissionen imidlertid allerede udtalt sig om i forbindelse med statsstøtte nr. N 355/2000, hvor den godkendte en videreførelse af PMPOA fra og med 2001 og indtil 2006. Under henvisning til det ræsonnement, Kommissionen fulgte på daværende tidspunkt, skal den nu fastholde, at den ikke kan se bort fra, at det første franske handlingsprogram til gennemførelse af nitratdirektivet først blev vedtaget i 1997, og at de første heraf følgende forpligtelser for opdrætterne i forbindelse med gennemførelsen af dette program blev pålagt efter dette tidspunkt. Selv om det synes klart, at Frankrig ikke har udvist den fornødne omhu i forbindelse med gennemførelsen af direktivet og skulle have vedtaget de fornødne bestemmelser inden for frister, der for længst var udløbet (30), kan det ikke benægtes, at de første forpligtelser, som opdrætterne fik kendskab til, er af langt nyere dato.

(97)

Desuden indeholder nitratdirektivet i modsætning til visse andre EF-retsakter ingen præcise forpligtelser, som de erhvervsdrivende skulle efterkomme uden forudgående foranstaltninger fra statens side. Direktivet indeholder heller ingen frist for tilpasning af installationerne.

(98)

Kommissionen er derfor stadig af den opfattelse, at de forpligtelser, der påhvilede opdrætterne, under hensyntagen til de særlige forhold omkring nitratdirektivet kunne betragtes som nyindførte krav som omhandlet i forordning (EF) nr. 1/2004. Enhver anden fortolkning vil nemlig føre til, at opdrætterne ville blive straffet som følge af Frankrigs passivitet på det lovgivningsmæssige område.

(99)

Kommissionen er af den opfattelse, at de investeringer, der blev foretaget i ikke-sårbare zoner i nitratdirektivets forstand, hvor de i direktivet opstillede krav ikke finder anvendelse, under alle omstændigheder kunne omfattes af de højere satser, eftersom der gjaldt mindre strenge krav end dem, der var fastsat i direktivet, og de planlagte arbejder var mere vidtrækkende end de i disse regioner gældende mindstekrav.

(100)

Med hensyn til de investeringer, der skulle foretages i de sårbare zoner, må Kommissionen i overensstemmelse med det ræsonnement, der allerede er redegjort for vedrørende de for opdrætterne gældende kravs karakter af nyindførte krav, konkludere, at der i dette konkrete tilfælde kunne anvendes forhøjede støttesatser. Disse satser kunne fastsættes til 60 % af udgifterne til investeringerne og til 75 % i ugunstigt stillede områder.

(101)

Da det af de franske myndigheder forelagte talmateriale viser, at støtteniveauet aldrig i praksis har oversteget 60 % af de afholdte udgifter, finder Kommissionen, at den støtte, der er ydet i forbindelse med PMPOA i perioden 1994 — 1999, kan godkendes.

(102)

På baggrund af det ræsonnement, der er redegjort for, finder Kommissionen, at den anmeldte foranstaltning er forenelig med EF's konkurrenceregler, herunder bl.a. traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(103)

Den foranstaltning, der bestod i at yde en investeringsstøtte til landbrugere under programmet for begrænsning af forureningen fra landbruget (PMPOA) i perioden 1994 — 2000, kan omfattes af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c) -

(1)

Ved brev af 17. december 1999, modtaget den 22. december 1999, anmeldte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union over for Kommissionen den pågældende foranstaltning i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, vedrørende A.I.M.A.'s (de italienske landbrugsmarkeders sammenslutning) indgreb til fordel for det italienske fjerkræmarked, hvor der er sket et drastisk fald i forbruget og salget af fjerkræ som følge af dioxin-krisen i 1999.

(2)

Ved brev af 8. august 2000, modtaget den 9. august 2000, ved brev af 15. november 2000, modtaget den 21. november 2000, ved brev af 27. februar 2001, modtaget den 1. marts 2001, samt ved brev af 23. maj 2001, modtaget den 28. maj 2001, meddelte Italiens Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union over for Kommissionen de supplerende oplysninger, som de italienske myndigheder var blevet bedt om at give ved breve af 18. februar 2000 (ref. AGR. 000449), 2. oktober 2000 (ref. AGR. 25123), 10. januar 2001 (ref. AGR. 000449) samt 24. april 2001 (ref. AGR. 009825).

(3)

Ved brev af 30. juli 2001 underrettede Kommissionen Italien om sin beslutning om at indlede proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2 vedrørende ovennævnte støtte.

(4)

Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende (1). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger til den omhandlede foranstaltning.

(5)

De italienske myndigheder fremsatte deres bemærkninger ved brev af 24. oktober 2001, modtaget den 26. oktober. Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra andre interesserede parter.

(6)

A.I.M.A.'s nationale støtteprogram for 1999. Den planlagte støtteforanstaltnings retsgrundlag udgøres af artikel 3, stk. 1, litra d), i lov nr. 610/82, der giver A.I.M.A. ret til »med midler, der stammer fra egen økonomisk forvaltning, og afhængigt af hjemmemarkedets udvikling og de disponible ressourcer (…) at forsyne udviklingslandene med landbrugsfødevarer, i samråd med udenrigsministeriet og efter at have konsulteret det nationale institut for ernæring«.

(7)

Den italienske nationale fjerkræforening (U.N.A.) havde anmodet A.I.M.A. (de italienske landbrugsmarkeders sammenslutning) om at gribe ind på markedet for at imødegå de alvorlige følger for forbruget af fjerkrækød på grund af dioxin-krisen.

(8)

UNA foreslog (jf. brev af 17. december 1999), efter A.I.M.A.'s afvisning af at købe 17 000 ton kød, som ikke var blevet solgt, til en værdi af 40 mia. ITL (ca. 20 mio. EUR), i første omgang at afsætte en del af kødet (11 450 t) på udviklingslandenes markeder til gunstige priser. Forskellen mellem varens faktiske handelsværdi og dens salgspris (ca. 20 mia. ITL, dvs. 50 % af den aktuelle handelsværdi) skulle dækkes af A.I.M.A.

(9)

Efter bemærkninger fra Kommissionens tjenestegrene (jf. brev af 18. februar 2000), ifølge hvilke støtten snarere tog form af en eksportrestitution til dækning af forskellen mellem fjerkræprisen i udviklingslandene og prisen på det italienske marked (en støtte, der på grund af dens natur er uforenelig med fællesmarkedet og med fællesskabets forpligtelser over for Verdenshandelsorganisationen og den fælles markedsordning), henviste de italienske myndigheder ikke længere i deres brev af 10. august 2000 til det oprindelige formål med støtten. De skønnede, at de tab, de italienske producenter havde lidt, kunne betragtes som forårsaget af usædvanlige begivenheder (og ikke af normale markedsrisici), og at det derfor var muligt at påberåbe sig undtagelsen i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(10)

Det omtalte program fastsætter en kompensation til fjerkræavlerne som følge af det fald i pris og salg, som skyldtes dioxin-krisen samt den panik, der bredte sig blandt forbrugerne. Støtten svarer til forskellen mellem gennemsnitspriserne i de lande, der ikke blev ramt af dioxin-krisen og de italienske priser i perioden juni-juli 1999 (den periode, der ønskes kompensation for). Gennemsnitspriserne i de lande, der ikke var ramt af krisen (bortset fra Italien), var ifølge de italienske myndigheder på 137,89 EUR/100 kg i juni måned og 132,35 EUR/100 kg i juli måned. Prisforskellen svarer derfor til 53,966 EUR/100 kg i juni måned og 46,218 EUR/100 kg i juli måned (2). Støtten svarer til højst 21 150 ITL (10,92 EUR)/100 kg og 15 400 ITL (7,95 EUR)/100 kg. Støtten bevilliges til kød, der er produceret og solgt i juni og juli 2001 for et samlet maksimumsbeløb på 10 329 138 EUR.

(11)

Til støtte for denne argumentation præciserer de italienske myndigheder, at dioxin-krisen ikke alene har forårsaget fald i produktionen og salget (på grund af markedsforstyrrelser som følge af krisen), men også et kraftigt fald i forbruget af fjerkræprodukterne. På grundlag af de italienske myndigheders oplysninger har salget til nedsatte priser vedrørt: I juni måned 1999, 34 700 000 kg kød (mod 52 000 000 kg i juni 1998) og i juli måned 1999, 30 200 000 kg (mod 51 000 000 kg i juli 1998 (3). På trods af, at UNA havde indført forebyggende foranstaltninger til hindring af en overproduktionskrise for fjerkrækød (som bestod i slagtning i marts måned af de kyllinger, der ville vokse sig store i løbet af de følgende måneder), var dioxin-krisen skyld i, at der ikke blev opnået tilfredsstillende resultater i denne sektor.

(12)

Ved breve af 21. november 2000 og 28. maj 2001 præciserede de italienske myndigheder den rolle, massemedierne havde haft i krisemånederne. Den panik, de havde skabt, forværrede faldet i forbruget af fjerkrækød (der i forhold til foregående år var 29,1 % mindre for juni måned, 10,1 % for juli måned, 16,2 % for august måned samt 5,9 % for hele året). Nedgangen i efterspørgslen forårsagede et kraftigt fald i priserne, især for juni og juli måned (-30 % og -30,1 % i forhold til de samme måneder året før). De italienske producenter havde desuden måttet lagre 4 150 t kyllingekød i juni, 9 271 t i juli og 2 595 t i august for at imødegå denne situation.

(13)

Støtten omfatter ikke erstatning for slagtning af dyr eller fjernelse af animalske produkter, der ikke egner sig til forbrug og afsætning.

(14)

Støttens samlede maksimumsbeløb er på 20 mia. ITL (10 329 138 EUR).

(15)

Kommissionen indledte proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, fordi den nærede tvivl om ordningens forenelighed med fællesmarkedet. Denne tvivl gjaldt risikoen for at sidestille den pågældende støtte med støtte til kompensation for tab som følge af en usædvanlig begivenhed. De italienske myndigheder havde faktisk påberåbt sig traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), som angiver, at støtte til at råde bod på skader forårsaget af usædvanlige begivenheder, er forenelige med fællesmarkedet. Anmeldelsen henviser til dioxin-krisen som en usædvanlig begivenhed.

(16)

Begrebet usædvanlig begivenhed er ikke defineret i traktaten, og Kommissionen anvender denne bestemmelse sag for sag efter omhyggeligt at have vurderet det pågældende specifikke tilfælde. I dioxin-krisens tilfælde, som vedrørte landbrugsprodukter og foder til dyr, fremstillet i Belgien, havde Kommissionen konkluderet, at det drejede sig om en usædvanlig begivenhed som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 2, litra b) i betragtning af arten og omfanget af de restriktioner, der skulle påtvinges til beskyttelse af det pågældende lands offentlige sundhed (4).

(17)

Der findes andre fortilfælde for anvendelse af definitionen på en ekstraordinær begivenhed, især de forskellige støtter, der blev bevilget Storbritannien (5) i forbindelse med BSE-krisen. Kommissionen nåede til den konklusion, at det drejede sig om en ekstraordinær begivenhed, idet der især blev taget højde for forbuddet om at eksportere oksekød og for det drastiske fald i forbruget af oksekød som følge af den usikkerhed og uro, der blev skabt af oplysningerne om BSE. Det skal imidlertid understreges, at ovennævnte eksempler henviser til lande, der er direkte ramt af begivenheden (henholdsvis Storbritannien i forbindelse med BSE og Belgien i forbindelse med dioxin).

(18)

I de omtalte tilfælde blev erstatningen til producenterne for mistet indtægt bevilget af Kommissionen på betingelse af, at tabet af markedsandele og forbrugsfaldet ikke kun skyldtes den samfundsmæssige panik, men også ekstraordinære faktorer, som hindrede den normale handel af de pågældende produkter (en blanding af offentlige foranstaltninger kombineret med forbrugernes og massemediernes helt ekstraordinære adfærd). I de ovennævnte beslutninger var det altid muligt at finde en direkte og umiddelbar forbindelse mellem blandingen af de kendsgerninger, der blev anset for at udgøre en ekstraordinær begivenhed og de tab, som virksomhederne havde lidt.

(19)

Indtil nu har de italienske myndigheder, der var blevet opfordret til at bevise eksistensen af et forhold mellem de indtægtstab, som landbrugsproducenterne havde lidt samt eksistensen af en ekstraordinær begivenhed, ikke fremsat nogen overbevisende forklaring, så Kommissionen kan bevilge erstatning af sådanne tab i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). Den hurtige spredning, der skabte panik i samfundet og stor uro på de italienske producenters marked, de mistede markedsandele og som følge deraf en nedgang i omsætningen i forhold til normale forhold, synes ikke — på grundlag af de oplysninger, der aktuelt foreligger — at udgøre en ekstraordinær begivenhed i henhold til traktaten. Der er desuden ikke noget, der angiver, at der blev iværksat foranstaltninger som salgsblokade fra de nationale myndigheder eller myndigheder i fællesskabet.

(20)

Selv hvis der blev sluttet den konklusion om, at massemediernes indflydelse har været mere intens i Italien end i de øvrige europæiske lande på grund af den pågældende befolknings modtagelighed over for sikre fødevarer og tilstedeværelsen af en meget kritisk holdning i forhold til produktionssystemerne i sektoren for husdyravl, synes disse betragtninger for øjeblikket ikke at være tilstrækkelige til at bevise, at den pågældende begivenhed kan betragtes som ekstraordinær.

(21)

Kommissionen stillede sig snarere spørgsmålet om, hvorfor de italienske producenter ikke havde benyttet sig af denne situation til at øge salget af landbrugsprodukter til udlandet (eller på det nationale marked), da Italien til forskel fra Belgien ikke figurerede blandt de lande, der var direkte ramt af dioxin-krisen.

(22)

Et andet aspekt, som skulle forklares, var de italienske myndigheders bekræftelse på, at de italienske fjerkræproducenter havde måttet fryse det kød, som ikke var blevet solgt (4 150,8 t i juni, 9 271,3 t i juli og 2 595,9 t i august). Ud fra denne bekræftelse kunne det ikke udelukkes, at de landbrugsprodukter, som ikke blev solgt i kriseperioden, ville blive solgt på et senere tidspunkt. I dette tilfælde var tabene mindre end dem, der blev oplyst i den undersøgte sag. Kommissionen var desuden ikke i stand til at fastslå mængden af det kød, som ikke var solgt som følge af faldet i efterspørgslen på grund af frygten for dioxin. Kommissionen var ligeledes heller ikke i stand til at bestemme omfanget af den overproduktion, der skyldtes en forkert vurdering af efterspørgslen for sommeren.

(23)

Kommissionen kunne ud fra ovennævnte bemærkninger ikke udelukke, at det drejede sig om en ren og skær støtte til forbedring af producenternes økonomiske situation uden på nogen måde at bidrage til sektorens udvikling. Det var desuden en støtte, der udelukkende var bevilget på grundlag af pris, mængde og produktionsenhed. Det var med andre ord en støtte, som svarede til driftsstøtte og som følge deraf var uforenelig med fællesmarkedet i henhold til punkt 3.5 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (6) (i det følgende benævnt »rammebestemmelserne«).

(24)

Kommissionen har derfor udtrykt tvivl om eksistensen af et forhold mellem de indtægtstab, som producenterne i den italienske fjerkræsektor havde lidt, og om tilstedeværelsen af en ekstraordinær begivenhed. Kommissionen nærede ligeledes tvivl om, hvorvidt den omtalte støtte opfyldte betingelserne for at blive bevilget i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b) eller i henhold til traktatens artikel 8, stk. 3, litra c) (i den forbindelse syntes støtten ikke engang at fremme udviklingen af visse økonomiske aktiviteter), eller om den kunne erklæres forenelig med et af punkterne i rammebestemmelserne.

(25)

Ved brev af 24. oktober 2001, modtaget den 26. oktober 2001, understregede de italienske myndigheder især, at det drastiske fald i forbruget af fjerkræprodukter i juni, juli og august måned og i mindre målestok indtil december 1999, ikke var blevet drøftet ved beslutningen om at indlede proceduren.

(26)

I betragtning af at Kommissionen ikke havde draget eksistensen af tab i tvivl i forbindelse med salg og prisreduktion, var det ifølge de italienske myndigheder kun nødvendigt at bevise forholdet mellem disse tab og dioxin-krisen. Dette forhold kunne bevises ud fra den kendsgerning, at de første nyheder om »kylling med dioxin« blev spredt den 28. maj 1999, kl. 19.00, og at det pludselige fald i salget indtraf fra og med juni måned 1999 (et fald i salget på 20 % i forhold til juni 1998). Tendensen i forbruget i Italien skal have haft en parallel udvikling i takt med den panik, massemedierne skabte, med et kraftigt fald i salget i den periode, hvor de første oplysninger om dioxinen blev givet. Derefter skete der en bedring i juli måned, efter at massemediernes interesse var stilnet af, og en stadig nedgang i salget i august som følge af EU's beslutning om at fordoble den tilladte maksimumsdosis af dioxin i visse produkter. Fra og med september måned interesserede massemedierne sig stadig mindre for begivenheden, og forbruget af produkterne blev gradvist normaliseret.

(27)

Som følge heraf er det ubestrideligt, at der eksisterer en forbindelse mellem den panik, der blev spredt efter oplysningerne om dioxinen i Belgien kom frem, og faldet i forbruget og priserne.

(28)

Det står derfor tilbage at bevise, om den dioxin-krise, der indtraf i Italien, kan betragtes som en ekstraordinær begivenhed i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). Kommissionen har allerede indrømmet, at dioxin-krisen er en ekstraordinær begivenhed, hvad angår den krise, der var brudt ud i Belgien, når der tages højde for arten og omfanget af de restriktioner, som blev indført for at beskytte den offentlige sundhedstilstand. Det er rigtigt, at Italien ikke blev ramt direkte af dioxin-krisen, men de italienske myndigheder fastholder imidlertid, at det ikke kan nægtes, at krisens virkninger har overskredet landegrænserne og også har berørt de nærliggende lande som Italien.

(29)

De italienske myndigheder fastholder, at en ekstraordinær begivenhed i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b) er en hvilken som helst begivenhed, der ikke kan forudsiges, eller som vanskeligt kan forudsiges, f.eks. naturkatastrofer. Det er derfor nødvendigt at betragte begivenheden separat og i forbindelse med de foranstaltninger, der er taget i anvendelse for at imødegå krisesituationen, som kun er en følge af selve begivenheden. I øvrigt skulle Kommissionen i BSE-tilfældet i Storbritannien have anerkendt begivenhedens ekstraordinære beskaffenhed ved henvisning til forbuddet om eksport af kød, men også især på grund af faldet i forbruget af oksekød, der var bestemt af den usikkerhed og den frygt, som oplysningerne om BSE havde skabt. Denne samme situation viste sig i Italien i 1999 som følge af dioxin-alarmen. Eksportforbuddet i Storbritannien har ikke haft en stor indflydelse på faldet i forbruget, eftersom de udenlandske forbrugere uden dette forbud under alle omstændigheder (således som de engelske forbrugere) ville have nedsat forbruget af oksekød. Dette har hindret, at der kunne ske afsætning for disse produkter i udlandet. I dioxin-sagen i 1999 skal det tilføjes, at alle tredjelandene i samme periode forbød import af fjerkrækød fra EU.

(30)

Grunden til, at de italienske producenter ikke har henvendt sig til de øvrige udenlandske markeder eller ikke benyttet det italienske marked, skulle derfor ligge i en begivenhed af international beskaffenhed, der i vid udstrækning har overskredet Belgiens grænser.

(31)

Indtægterne fra visse italienske fjerkrævirksomheder skulle for perioden juni-august 1999 ifølge de italienske myndigheder klart vise denne reduktion i priser og salg.

(32)

Efter artikel 87, stk. 1, i traktaten: »er statsstøtte eller støtte, som ydes af en medlemsstat eller med statsmidler af enhver tænkelig form, som forvrider eller truer med at forvride konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne, uforenelig med fællesmarkedet«.

(33)

Rådets forordning (EF) nr. 2777/75 af 29. oktober 1975 vedrørende markedernes fælles organisation i fjerkræsektoren (7) fastsætter i henhold til artikel 19, med forbehold for modstridende bestemmelser i ovennævnte forordning, at traktatens artikler 87, 88 og 89 er anvendelige til produktion og afsætning af de produkter, der er taget i betragtning i samme forordning.

(34)

Den planlagte foranstaltning omfatter betaling af offentlige tilskud til visse virksomheder, og den omtalte støtte (der beløber sig til 20 mia. ITL) skal bevilges selektivt til de fjerkræproducenter, der formodes at have lidt tab som følge af dioxin-krisen. Den planlagte foranstaltning begunstiger endvidere visse produktioner (dem i fjerkræsektoren), og den er af en sådan art, at den kan påvirke samhandelen, når der tages højde for den andel, som Italien står for i den samlede produktion af fjerkræ inden for EU (13,2 %). I 2001 var den italienske bruttoproduktion af fjerkræ på 1 134 000 t mod 15 EU-landes på 9 088 000 t (8).

(35)

Den omtalte foranstaltning hører derfor ind under definitionen på statsstøtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 1.

(36)

Forbuddet om bevilling af statsstøtte er ikke ubetinget. I det foreliggende tilfælde har de italienske myndigheder påberåbt sig undtagelserne i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). Traktaten fastslår, at foranstaltninger til at rette op på skader som følge af naturkatastrofer eller andre ekstraordinære begivenheder kan betragtes som foranstaltninger, der er forenelige med fællesmarkedet i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b).

(37)

Traktaten giver ikke en definition på en »ekstraordinær begivenhed«, og det er derfor nødvendigt at finde ud af, om »dioxin-krisen« i Italien kan sammenlignes med en ekstraordinær begivenhed i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(38)

I henhold til EF-rammebestemmelserne for statsstøtte i landbrugssektoren (9) har Kommissionen logisk nok i sin vurdering af støtte til kompensation for tab som følge af naturkatastrofer eller ekstraordinære begivenheder skønnet, at der skulle gives en restriktiv tolkning af begreberne »naturkatastrofe« og »ekstraordinær begivenhed« i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), da de udgør undtagelser fra det generelle princip om statsstøttes uforenelighed med fællesmarkedet, som er godkendt af artikel 87, stk. 1. Kommissionen har indtil nu betragtet jordskælv, laviner, jordskred og oversvømmelser som naturkatastrofer. Indtil nu har Kommissionen betragtet krig, interne uroligheder eller strejker samt, med et vist forbehold og afhængigt af deres omfang, alvorlige atomkraft- eller industriulykker og brande, der forårsager omfattende tab, som ekstraordinære begivenheder. Kommissionen har på den anden side ikke anerkendt en brand som en ekstraordinær begivenhed, der var brudt ud i et forarbejdningsanlæg, som var dækket af en almindelig forsikring. Kommissionen betragter generelt ikke sygdom blandt dyr og planter som naturkatastrofer eller ekstraordinære begivenheder, heller ikke selv om Kommissionen i et tilfælde rent faktisk har anerkendt den store spredning af en sygdom blandt dyr, der indtil da var ukendt, som en ekstraordinær begivenhed. På grund af de vanskeligheder, der er forbundet med forudsigelsen af sådanne begivenheder, fortsætter Kommissionen med at vurdere hvert enkelt tilfælde, der forelægges til bevilling af støtte i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), idet der tages højde for tidligere fulgt praksis på dette område. En sådan undersøgelse af hvert enkelt tilfælde er særlig nødvendig i en kontekst, hvor støtten er bevilget i en følsom sektor som fjerkræsektoren, og hvor et hvilket som helst indgreb på markederne kan støde sammen med de foranstaltninger, der er fastsat af en fælles markedsordning.

(39)

Kommissionen kan generelt ikke acceptere, at kemisk forurening af fødevarer til menneskeligt forbrug kan udgøre en ekstraordinær begivenhed i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). Tværtimod er forureningsrisikoen en følge af, at de højeste kvalitetsniveauer ikke garanteres under hele fødevareproduktionen.

(40)

I dioxin-krisens tilfælde i Belgien blev der taget højde for mange elementer for at konkludere, om denne krise udgjorde en ekstraordinær begivenhed. Kommissionen har særligt taget højde for det brede omfang af gennemførte foranstaltninger til at modvirke krisen og beskytte den menneskelige sundhedstilstand. Blandt disse foranstaltninger var ligeledes forbud mod tilførsel af og fordeling til detailhandelen af fjerkrækød, forbud mod samhandel med og eksport til tredjelande af visse produkter med animalsk oprindelse til menneskeligt og animalsk forbrug. Derudover var der også et påbud om en række betingelser, der omfatter overvågning, mulighed for sporing og kontrol af de pågældende produkter (10). Erklæringen om ekstraordinær begivenhed var derfor baseret på to elementer, dvs. meddelelsen fra de belgiske myndigheder samt efterfølgende anvendelse af nødforanstaltninger, som ligeledes gjorde det umuligt at afsætte den produktion, som kastede de belgiske producenter ud i en krisesituation. Denne krise skilte sig, på grund af dens art og virkning på de berørte aktører, tydeligt ud fra de sædvanlige forhold, og den faldt ikke inden for de normale markedsforhold. Den hurtige spredning af panik blandt forbrugerne og den påbudte blokade fra adskillige tredjelande over for dyr og belgiske produkter af animalsk oprindelse bidrog kraftigt til at give næring til krisen. Dette medførte stor uro på det marked, hvor de belgiske producenter var aktive, tab af markedsandele og som følge deraf en nedgang i den forventede omsætning på et normalt marked.

(41)

Hverken kemisk forurening af produkterne eller nedgangen i salget var i sig selv ikke tilstrækkeligt til at konkludere, at begivenheden var af ekstraordinær karakter. Dette ville fremgå af kombinationen af væsentligt restriktive foranstaltninger for afsætning og eksport af disse produkter og faldet i salg og priser. Forbrugernes panik og reaktion over for dioxin-forureningen af fjerkræ har kun medvirket til at gøre begivenheden ekstraordinær.

(42)

I de italienske producenters tilfælde konstateres det, at der ikke er blevet pålagt nogen restriktionsforanstaltninger over for salg og eksport og heller ikke nogen restriktionsforanstaltninger til beskyttelse af forbrugernes sundhedstilstand, da landet ikke var ramt direkte af krisen. Den eneste uforudsigelige og uroskabende markedsfaktor har været spredningen af panik blandt forbrugerne og deres reaktion over for en forurening, som var indtruffet andetsteds.

(43)

Italiens situation kan ikke sidestilles med situationen i de lande, som blev ramt direkte af krisen. Dioxin-krisen blev faktisk erklæret for en ekstraordinær begivenhed i Belgien, men er ikke en ekstraordinær begivenhed i sig selv. Som det allerede er understreget i stk. 35-38, udgør ren kemisk forurening af fødevareprodukter til menneskelig brug eller spredning af panik i samfundet ikke i sig selv en ekstraordinær begivenhed i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(44)

De italienske myndigheder henviste til den første BSE-krise i Storbritannien. I dette tilfælde skyldtes den ekstraordinære situation det totale forbud mod eksport af levende dyr og oksekød fra Storbritannien til de europæiske lande og tredjelande. Virkningen af de markedsforanstaltninger, der blev anvendt i forbindelse med BSE, fik derfor et omfang, der aldrig før var set i Storbritannien. Blandt de anvendte foranstaltninger som reaktion på krisen huskede Kommissionen en total blokade af britisk kød samt af alle biprodukter, der kan indgå i den menneskelige og animalske fødekæde, og et drastisk fald uden sidestykke i det interne kødforbrug. Det drastiske fald var forbundet med de skrappe markedsrestriktioner, som skabte en situation, der kunne defineres som ekstraordinær.

(45)

Kommissionen har desuden i nyligt indtrufne BSE-tilfælde i Europa (11) bekræftet, at faldet i salg og indtægter ikke betragtes som ekstraordinært. Faldet i salget betragtes som resultatet af en ekstraordinær begivenhed, der indtræffer ved en sjælden kombination af forskellige faktorer. Som i ovennævnte tilfælde er støtten til at rette op på en ekstraordinær begivenhed i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b) blevet anvendt i de direkte berørte lande, hvor forskellige faktorer har bidraget til at gøre krisen ekstraordinær: De yderst negative følger for de europæiske landbrugsproducenter, den sociale panik blandt forbrugerne og den blokade, der blev pålagt af mange tredjelande, hvad angår dyr og kødprodukter fra EU, samt en række uheld, der var undsluppet producenternes kontrol, har bidraget til at skærpe krisesituationen og sprede frygt blandt forbrugerne. Alt dette har skabt kraftig uro på det marked, hvor de europæiske producenter er aktive med efterfølgende tab af markedsandele og nedgang i den forventede omsætning under normale markedssituationer.

(46)

Et vigtigt element, som Kommissionen har taget med i betragtning for at kunne anerkende omtalte krise som ekstraordinær begivenhed, var oksekødsmarkedets stabilitet og ligevægt, før krisen brød ud. Ikke desto mindre, som det fremgår i det følgende (jf. stk. 52 og 55 mellem), og som det blev erklæret af de italienske myndigheder selv (jf. brev af 28. august 2000 og 15. november 2000), gjaldt dette ikke for kyllingemarkedet i Italien, som registrerede overproduktion og nedgang i priserne.

(47)

I alle de ovennævnte tilfælde og særligt i dem, der er nævnt af de italienske myndigheder, er den ekstraordinære begivenhed indtruffet i det berørte land, og det har medført anvendelsen af en række restriktive foranstaltninger, foranstaltninger til kontrol af markedet og sanitære foranstaltninger, som knytter sig til faldet i salg og priser for de omtalte produkter.

(48)

Desuden skal en ekstraordinær begivenhed mindst kunne fremvise de karakteristika, der kendetegner en begivenhed, der i kraft af sin beskaffenhed og virkning på de berørte aktører tydeligt udskiller sig fra de normale forhold, og som falder uden for de normale markedsforhold. Begivenhedens uforudsigelighed eller vanskeligheden ved at forudsige den kan være et for begivenheden ekstraordinært element, men det kan ikke i sig selv være tilstrækkeligt til at erklære den for »ekstraordinær« i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(49)

I det foreliggende tilfælde udskiller det formodede fald i salget sig ikke fra andre begivenheder, der afspejler sig i efterspørgslen, f.eks. lukning af et eksportmarked. Sådan en begivenhed er ligeledes uforudsigelig, men den hører ind under den normale erhvervsrisiko, og den kan derfor ikke karakteriseres som værende ekstraordinær i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

(50)

Ifølge de italienske myndigheder havde italienske producenter ikke andre afsætningsmuligheder, fordi krisen havde bredt sig ud over de belgiske grænser, og der var registreret en reduktion i forbruget af fjerkrækød overalt i Europa.

(51)

Ifølge de oplysninger, som Kommissionen har til rådighed, har fjerkræeksporten mellem EU-landene i juni og august måned 1999 været konstant i forhold til den årlige tendens og endog været større i forhold til 1998. Eksporten mellem EU-landene i juli måned var større i forhold til den tendens, der var registreret i 1999 og i den tilsvarende måned året før. Selv om denne forøgelse ikke var tilstrækkelig til at afsætte al den overskudsproduktion, som de italienske myndigheder havde erklæret, ikke var blevet solgt, ville den reducere krisens virkning for producenterne og gøre det muligt for dem at sælge en del af produktionen på fællesmarkedet. De italienske myndigheder har ikke fremlagt noget tal som bevis på manglen af andre afsætningsmuligheder på fællesmarkedet, og de har begrænset sig til kun at bekræfte, at også de øvrige europæiske lande havde reduceret forbruget af kyllingekød. Ifølge de samme myndigheder kunne nogle lande ikke desto mindre (som Danmark, Grækenland, Spanien, Irland, Østrig, Portugal, Finland, Sverige, Storbritannien) benyttes som reference til at fastsætte sammenligningspriserne (se stk. 7 ovenfor), fordi de ikke var blevet ramt af krisen. De kunne derfor have aftaget mindst en del af denne overskydende produktion.

(52)

Når der tages højde for den politik, Kommissionen benytter ved anvendelsen af traktatens artikel 87, stk. 2, litra b) i landbrugssektoren, skal enhver overkompensation for tab udelukkes.

(53)

Den overkompensationsmekanisme, der blev forudset af de italienske myndigheder, er baseret på støtte til kød, der er produceret og afsat mellem juni og juli måned 1999, beregnet på grundlag af forskellen mellem gennemsnitspriserne for de lande, der ikke er blevet ramt af krisen og de italienske gennemsnitspriser. Ifølge de italienske myndigheder beløber denne forskel sig til 53,966 EUR/100 kg for juni måned og 46,218 EUR/100 kg i juli måned. Støtten svarer til maks. 21 150 ITL (10,92 EUR)/100 kg og 15 400 ITL (7,95 EUR)/100 kg.

(54)

Denne beregningsmetode medfører to problemer. Det første vedrører de italienske myndigheders bekræftelse om, at producenterne har frosset det kød, som ikke var blevet solgt (12). Det ville have gjort det muligt at afsætte de fjerkræprodukter på et senere tidspunkt, som ikke blev solgt under krisen, og tabet således være mere begrænset end det, der erklæres i det undersøgte tilfælde. De italienske myndigheder har aldrig kommenteret dette punkt. Som følge heraf kan det ikke udelukkes, at der er en risiko for overkompensation af tabene ved et senere salg af en del af produktionen til priser, der højst sandsynligt er normaliseret. De italienske myndigheder erklærede desuden, at der blev slagtet 43 170,1 t kyllinger i juni måned i 1999 og 47 485,9 t i juli, dvs. i alt 90 656 t (jf. brev af 15. november 2000). Den solgte mængde beløb sig til 34 700 000 kg kød i juni 1999 og til 30 200 000 kg i juli måned, dvs. 64 900 t. Der blev frosset 4 150,8 t kød i juni og 9 271,3 t i juli, dvs. 13 422,1 t. Der er ikke blevet oplyst noget om, hvad der er sket med det producerede kød, som ikke blev solgt og ikke blev frosset. Det kan ikke udelukkes, at det har haft et andet kommercielt formål.

(55)

Italien henviser efterfølgende til gennemsnitspriserne i andre europæiske lande, som ikke blev ramt af krisen, uden at tage hensyn til, at priserne i Italien allerede var faldende før juni 1999 og til den variabilitet, der er for priserne på fjerkrækød. Denne tendens er vist for årene 1998, 1999 og 2000 (13) for Italiens i nedenstående tabel:

Gennemsnitlige markedspriser pr. måned for hele kyllinger,

EUR/100 kg

(56)

Ifølge de italienske myndigheder var der allerede overproduktion i fjerkræsektoren, og producenterne havde derfor i marts besluttet at slagte en del af det fjerkræ, der skulle slagtes i april og maj, for at reducere udbuddet af kød i juni med 4,8 %. Ifølge de italienske myndigheder blev 10 % af produktionen i juni ikke slagtet eller afsat på markedet på grund af dioxin-krisen. Slagtningen blev udsat til juli og august, hvilket bevirkede, at udbuddet steg i disse to måneder. På grundlag af de data, som Kommissionens råder over, steg antallet af kyllinger til opdræt faktisk i februar, marts og april måned, hvilket gav håb om en produktionsstigning på 5,6 % i juni måned.

(57)

De data, der henviser til slagtning af kyllinger i perioden maj-august 1999 viser i forhold til de samme måneder året før, at der i maj måned blev registreret en stigning i slagtningen og dermed en stigning i udbuddet af kyllinger på næsten + 9 %. I juni 1999 faldt udbuddet i forhold til juni 1998 med - 10 %. I juli var antallet af slagtede kyllinger næsten 10 % højere i forhold til 1998. Denne tendens til stigning i udbuddet fortsatte i august måned 1999 (+6,5 %). I betragtning af at priserne følger udviklingen i udbuddet, kunne der udledes et fald i priserne i forhold til priserne i april, som allerede var lavere i forhold til det europæiske gennemsnit på grund af overproduktionen. Som følge heraf ville en sammenligning mellem kyllingepriserne i Italien i juni og juli måned med gennemsnitsprisen i de lande, som ikke blev ramt af dioxin-krisen, føre til en overvurdering af den formodede kyllingeværdi i Italien.

(58)

På grund af de variable priser for kyllinger i Italien og tendensen til faldende priser, som allerede var begyndt, før dioxin-krisen brød ud, ville en sammenligning mellem priserne for salg i juni 1999 og juni 1998 ikke være korrekt, og den ville ikke afspejle hverken den overproduktion, der allerede tyngede kyllingemarkedet i Italien eller den deraf følgende allerede registrerede prissænkning. De italienske myndigheders erklæring om, at producenterne allerede havde anvendt markedskorrigerende foranstaltninger ved tidligere end forventet at slagte de kyllinger i marts måned, der skulle have været slagtet i april og maj, for at reducere udbuddet i juni og juli måned er i modstrid med de data, der er oplyst om tilførslen af kyllinger til opdræt og dermed med produktionsvurderingen, der viser en stigning i udbuddet i juni måned og en mindre reduktion (1,6 %) i juli måned. På grundlag af disse elementer ville en hvilken som helst forudsigelse af salgspriserne i juni og juli måned 1999 være usikker (sammenlignet med priserne i juni 1998 eller de registrerede priser i de lande, der ikke var ramt af dioxin-krisen).

(59)

Kommissionen kan derfor konkludere, at da social panik i sig selv ikke udgør en ekstraordinær begivenhed i henhold til traktatens artikel 87, stk. 2, litra b), og at den metode til beregning af tab, der blev foreslået af de italienske myndigheder, ville kunne føre til en overvurdering af de tab, de italienske fjerkræproducenter havde lidt, kan foranstaltningen ikke betragtes som forenelig med fællesmarkedet på grundlag af artikel 87, stk. 2, litra b).

(60)

Selv ved at analysere støtten i henhold til traktatens artikel 87, stk. 3 kan der ikke nås til en anden konklusion end den, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet. Artikel 87, stk. 3, litra a) er ligeledes uanvendelig, eftersom støtten ikke er beregnet på at fremme udviklingen i områder, hvor levestandarden er usædvanlig lav, eller hvor der er meget stor arbejdsløshed.

(61)

I henhold til artikel 87, stk. 3, litra b) er den pågældende støtte ikke beregnet på at fremme gennemførelsen af et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse eller afhjælpe et alvorligt problem i en medlemsstats økonomi.

(62)

Under henvisning til traktatens artikel 87, stk. 3, litra d) vedrører den omhandlede støtte ikke de formål, der er anført i samme artikel.

(63)

Da omtalte lov er blevet anmeldt regulært af de italienske myndigheder i henhold til artikel 87, stk. 3, anvendes traktatens artikel 87, stk. 3. litra c) til vurderingen af EF-rammebestemmelsernes bestemmelser for statsstøtte i landbrugssektoren (14) (i det følgende benævnt »rammebestemmelserne«). I overensstemmelse med punkt 23.3 i rammebestemmelserne, med virkning fra den 1. januar 2000, kan de anvendes til ny statsstøtte, der ligeledes er anmeldt af medlemsstaterne, men som Kommissionen endnu ikke har taget nogen beslutning om.

(64)

Den støtte, der er beregnet til at kompensere for indtægtstab, der skyldes sygdom blandt dyr, hører ind under punkt 11.4. Erstatningen kan omfatte en passende kompensation for profittab, idet der tages højde for de vanskeligheder, der er forbundet med udskiftningen af husdyr eller oprettelsen af en ny dyrebestand, karantæne eller andre venteperioder, der pålægges eller anbefales fra de relevante myndigheder for at udrydde sygdommen, før husdyrene eller afgrøderne udskiftes. En nødvendig betingelse for bevilling til støtte er derfor obligatorisk slagtning af dyr efter ordre fra de sanitære/veterinære myndigheder inden for rammen af en plan til forebyggelse og svækkelse af sygdomsepidemi blandt dyr.

(65)

Det udledes tydeligt af de anmeldte foranstaltninger, at de sanitære/veterinære myndigheder ikke har udstedt nogen ordre om slagtning af dyr i forbindelse med en plan til forebyggelse og svækkelse af sygdomsepidemi blandt dyr, da den kemiske forurening ikke har berørt de italienske bedrifter. Den omhandlede foranstaltning opfylder derfor ikke betingelserne i henhold til punkt 11.4 i rammebestemmelserne.

(66)

Set i lyset af det, der er anført ovenfor, kan støtte til fordel for bedrifter, der er aktive i sektoren for fjerkræproduktion, ikke betragtes som støtte, der er beregnet på at kompensere for skader som følge af en ekstraordinær begivenhed i henhold til artikel 87, stk. 2, litra b). Støtten kan heller ikke betragtes som en støtte, der kan være nyde godt af en af de undtagelser, der er omfattet af artikel 87, stk. 3. Den omhandlede støtte har derfor form af driftsstøtte, som er uforenelig med fællesmarkedet i henhold til punkt 3.5 i rammebestemmelserne (15).

(67)

Støtten har ligeledes form af en overtrædelse af bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 2777/75 af 29. oktober 1975, der omhandler fællesorganisationen af markederne i sektoren for fjerkrækød. Forordningen bestemmer, at kun de følgende foranstaltninger kan anvendes til de produkter, der er anført i artikel 1: Foranstaltninger, der har til formål at fremme en bedre organisation af produktionen, forarbejdningen og afsætningen. Foranstaltninger til fremme af kvaliteten, foranstaltninger, der har til formål at gøre det muligt at udarbejde forudsigelser på kort og langt sigt via kendskab til de anvendte produktionsmidler samt foranstaltninger, der har til formål at fremme kontrollen med udviklingen for omtalte produkters markedspriser. For at tage højde for begrænsningerne af den frie bevægelighed, som skulle fremgå af anvendelsen af de foranstaltninger, der skal bekæmpe udbredelsen af sygdom blandt dyr, kan i henhold til artikel 17 endvidere kun anvendes i forbindelse med ekstraordinære foranstaltninger til støtte for det marked, der er ramt af disse begrænsninger. Omtalte foranstaltninger kan kun anvendes i det omfang og i det forløb, der er strengt nødvendigt for støtten til omtalte marked. I det foreliggende tilfælde er der ikke blevet anvendt nogle af de nævnte foranstaltninger over for Italien. Det følger heraf, at enhver anden offentlig støtte kun kan bevilges i henhold til traktatens artikler 87-89. Som anført i foregående afsnit er omhandlede støtte ikke forenelig med de bestemmelser, der regulerer statsstøtte og som følge deraf heller ikke forenelig med fællesmarkedet.

(68)

På baggrund af det ovenfor anførte kan Kommissionen konkludere, at den støtte, der er fastsat i A.I.M.A.'s program til fordel for fjerkræsektoren, udgør statsstøtte i henhold til artikel 87, stk. 1, som ikke kan omfattes af nogen af de undtagelser, der er omhandlet i artikel 87, stk. 2 og 3.

(69)

Da programmet er anmeldt i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3, ifølge hvilken medlemsstaten kun kan iværksætte den fastsatte foranstaltning efter Kommissionens godkendelse, er der ingen anledning til at anmode om tilbagebetaling af støtten.

(1)

Denne beslutning er rettet til Microsoft Corporation.

(2)

Microsoft Corporation har overtrådt EF-traktatens artikel 82 og EØS-aftalens artikel 54 ved:

(3)

Styresystemer er softwareprodukter, der styrer en computers basisfunktioner. »Klient-pc'er« (pc'er) er almindelige computere beregnet til at blive brugt af én person ad gangen, og som kan kobles til et netværk.

(4)

Der skal skelnes mellem i) styresystemer til såkaldte »Intel-kompatible« pc'er og ii) styresystemer til pc'er, som ikke er Intel-kompatible. »Intel-kompatibel« henviser i den forbindelse til en særlig type hardware-arkitektur. »Porting«, dvs. tilpasning af et styresystem, der ikke er Intel-kompatibelt (f.eks. Apples Macintosh), så det kan bruges på Intel-kompatibelt hardware, er en lang og bekostelig proces. Spørgsmålet om i definitionen af det relevante marked at inddrage styresystemer til Intel-kompatible pc'er og pc'er, som ikke er Intel-kompatible, kan stå åbent, da forskellen ikke vil påvirke vurderingen af Microsofts markedsstyrke.

(5)

Styresystemer til håndholdte enheder, som f.eks. personal digital assistants, PDA'er, eller »intelligente« mobiltelefoner og styresystemer til servere kan ikke på nuværende tidspunkt betragtes som konkurrencedygtige erstatninger for styresystemer til pc'er.

(6)

Hvad angår substituerbarhed på udbudssiden ville et softwareprodukt, der ikke på nuværende tidspunkt er på markedet for styresystemer til pc'er, skulle ændres grundlæggende for at passe til forbrugernes specifikke behov på dette marked. Det medfører en meget tidskrævende og dyr udviklings- og testproces (ofte over ét år), og det indebærer en betydelig økonomisk risiko. Endvidere ville en ny markedsdeltager møde betydelige adgangsbarrierer, hvilket fremgår af diskussionen om Microsofts dominerende stilling på det relevante marked.

(7)

»Tjenester som udføres af arbejdsgruppeservere« er de grundlæggende tjenester, der anvendes af kontorpersonale i det daglige arbejde, nemlig: deling af filer lagret på servere, deling af printere, og central »administration« af deres rettigheder som netværksbrugere gennem organisationens it-afdeling. »Styresystemer til arbejdsgruppeservere« er styresystemer, der er udformet og markedsført med henblik på at servicere et forholdsvis lille antal pc'er, der er sammenkoblet i små eller mellemstore netværk.

(8)

Oplysninger indsamlet af Kommissionen i løbet af undersøgelsen har bekræftet, at kunderne betragter tjenester udført af arbejdsgruppeservere som vel afgrænsede tjenester. Navnlig hører fil- og printtjenester på den ene side og tjenester til gruppe- og brugeradministration på den anden side tæt sammen: Hvis der ikke fandtes en ordentlig gruppe- og brugeradministration, ville brugeren ikke have en effektiv og sikker adgang til delte fil- og printtjenester.

(9)

Arbejdsgruppeservere (servere, der kører styresystemet til en arbejdsgruppe) må ikke forveksles med high-end-servere, der normalt er nødvendige for at understøtte kritiske opgaver, som f.eks. lagerstyring, flyreservationer eller banktransaktioner. Sådanne opgaver kan kræve støtte til lagring af store datamængder og kræve maksimal (ofte kaldt »klippefast«) pålidelighed og tilgængelighed (2). Tjenesterne udføres af dyre maskiner (nu og da kaldet »virksomhedsservere«) eller af mainframes. Derimod installeres styresystemer til arbejdsgruppeservere normalt på billigere computere.

(10)

Ikke alle low-end-servere anvendes imidlertid som arbejdsgruppeservere. F.eks. kan low-end-servere også installeres i »udkanten« af netværk og anvendes til web serving (3), web caching (4) eller have firewallfunktioner (5) for at afskærme arbejdsgruppeserverens centrale tjenester.

(11)

Det skal understreges, at mens det kun er fil-, print- og gruppe- og brugeradministration, der udgør arbejdsgruppeserverens centrale tjenester, kan styresystemer til arbejdsgruppeservere anvendes til at køre applikationer, præcis som andre styresystemer. Disse applikationer vil ofte være tæt knyttet til gruppe- og brugeradministration. Da styresystemer til arbejdsgruppeservere normalt køres med billigt hardware, kræver disse applikationer normalt ikke ekstrem høj pålidelighed.

(12)

Media players er klientsoftware, hvis væsentligste funktion er at afkode, dekomprimere og afspille (og tillade videre behandling) digitale lyd- og videofiler, der downloades fra eller streames over internettet (eller andre netværk). Media players kan også afspille lyd- og videofiler, der er lagret på fysiske medier, f.eks. cd'er og dvd'er.

(13)

Hvad angår substituerbarhed på efterspørgselssiden, er klassiske afspilningsmedier som cd'er og dvd'er ikke alternativer til media players, da de kun kan klare en begrænset del af media players' funktioner. Media players, der er baseret på tredjeparts proprietærteknologi, indskrænker i modsætning til Microsofts WMP, RealNetworks' RealOne Player og Apples Quick Time Player, ikke tredjeparts adfærd. Media players, der ikke kan modtage lyd- og videoindhold streamet over internettet, er ikke et alternativ til streaming media players, da de ikke opfylder de specifikke forbrugerkrav om streaming.

(14)

Hvad angår substituerbarhed på udbudssiden, vil de betydelige FoU-investeringer, beskyttelsen af eksisterende medieteknologier gennem IP-rettigheder og de indirekte netværkseffekter, der karakteriserer markedet, udgøre adgangsbarrierer for udviklere af andre softwareapplikationer, herunder media players, der ikke tillader streaming.

(15)

Microsoft har erkendt at have en dominerende stilling på markedet for styresystemer til pc'er.

(16)

Denne dominerende stilling er karakteriseret ved markedsandele, der siden 1996 har været meget store (+ 90 % i de seneste år), og meget store adgangsbarrierer. Disse adgangsbarrierer er navnlig knyttet til de indirekte netværkseffekter. Når et styresystem til pc'er er så populært blandt brugerne, skyldes det, at det er populært hos forhandlere af pc-applikationer, som for deres vedkommende vælger at fokusere deres udviklingsindsats på de styresystemer til pc'er, der er mest populære blandt brugerne. Det giver en selvforstærkende dynamik, der fastholder Windows som de facto-standard for styresystemer til pc'er (»adgangsbarrierer for software«).

(17)

Kommissionen konkluderer, at Microsoft har opbygget en dominerende stilling på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere. Denne konklusion er navnlig baseret på følgende:

(18)

I beslutningen fastslås følgende:

(19)

Disse særlige omstændigheder fører til den konklusion, at Microsofts afslag udgør misbrug af en dominerende stilling, hvilket er uforeneligt med artikel 82, medmindre der foreligger objektive grunde dertil.

(20)

Microsofts påståede begrundelse for nægtelsen er, at hvis de omhandlede oplysninger udleveres, og hvis konkurrenterne får mulighed for at bruge dem til at fremstille kompatible produkter, ville det være ensbetydende med at licensere intellektuelle ejendomsrettigheder. Kommissionen har ikke taget stilling til gyldigheden af Microsofts generelle krav vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder, der under alle omstændigheder kun kan afgøres fra sag til sag, når Microsoft har udarbejdet de nødvendige specifikationer. Ifølge retspraksis kan en virksomheds interesse i at udøve sine intellektuelle ejendomsrettigheder ikke i sig selv udgøre en objektiv begrundelse, når der kan konstateres så usædvanlige omstændigheder som ovenstående.

(21)

Kommissionen undersøgte, om Microsofts begrundelse i lyset af denne sags specifikke omstændigheder kunne opveje disse særlige omstændigheder og konkluderede, at Microsoft ikke havde fremlagt beviser i den henseende. I særdeleshed forholder det sig sådan, at et påbud om at fremlægge de relevante oplysninger ikke kan føre til »kloning« af Microsofts produkt. Kommissionen har også taget hensyn til det faktum, at den type oplysninger, som Microsoft tilbageholdte, dagligt udleveres i branchen.

(22)

Endvidere har Kommissionen baseret sig på det tilsagn, som IBM afgav over for Kommissionen i 1984 (»IBM-tilsagnet«) (6), og softwaredirektivet (7) fra 1991. Microsoft medgiver, at IBM-tilsagnet og softwaredirektivet giver nyttige retningslinjer i denne sag. Kommissionen konkluderede, at et påbud om i dette tilfælde at udlevere oplysninger kunne sidestilles med IBM-tilsagnet, da det blot ville vedrøre interfacespecifikationer. Kommissionen konkluderede også, at den her omhandlede nægtelse var en afvisning af at udlevere oplysninger om interoperabilitet i medfør af softwaredirektivet. I den henseende bemærkede Kommissionen, at softwaredirektivet begrænser den ophavsretlige beskyttelse af software (herunder også i tilfælde af virksomheder uden dominerende stilling) til fordel for interoperabilitet og på den måde understreger vigtigheden af interoperabilitet i softwareindustrien. Kommissionen bemærkede også, at det udtrykkeligt fremgår af softwaredirektivet, at bestemmelserne ikke berører anvendelsen af EF-traktatens artikel 82, navnlig hvis en virksomhed med dominerende stilling nægter at udlevere oplysninger, der er nødvendige for at sikre operabilitet.

(23)

Microsoft anførte endvidere, at afvisningen af at udlevere oplysninger om operabilitet ikke kan tage sigte på at begrænse konkurrencen på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere, da virksomheden ikke har noget økonomisk incitament for at følge en sådan strategi. Kommissionen afviste Microsofts argument, da det var baseret på en økonomisk model, der ikke passer til fakta i denne sag, og ikke stemmer overens med de synspunkter, Microsofts ledelse gav udtryk for i de interne dokumenter, som Kommissionen fik adgang til i forbindelse med undersøgelsen.

(24)

Beslutningen fastslår, at Microsoft overtræder traktatens artikel 82 ved at bundte WMP med Windows PC operating system (Windows). Kommissionen baserer sine oplysninger om ulovlig bundtning på fire forhold: i) Microsoft har en dominerende stilling på markedet for styresystemer til pc'er; ii) Windows styresystem til pc'er og WMP er to forskellige produkter; iii) Microsoft giver ikke forbrugerne mulighed for at købe Windows uden WMP; og iv) bundtningen udelukker konkurrence. Endvidere afviser beslutningen Microsofts argumenter for at bundte WMP.

(25)

Microsoft medgiver at have en dominerende stilling på markedet for styresystemer til pc'er.

(26)

Ifølge Kommissionens beslutning er streaming media players og styresystemer til pc'er to adskilte produkter (hvorved Kommissionen tilbageviser Microsofts argument om, at WMP er en integreret del af Windows). Beslutningen fastslår for det første, at selv om Microsoft i nogen tid har bundet media players til Windows, er der stadig i dag en særskilt forbrugerefterspørgsel efter separate media players, der kan adskilles fra efterspørgslen efter styresystemer til pc'er. For det andet findes der virksomheder, der udvikler og sælger separate media players. For det tredje udvikler og distribuerer Microsoft selv versioner af WMP til andre styresystemer til pc'er. Endelig fremmer Microsoft WMP i direkte konkurrence med media players fra andre virksomheder.

(27)

Hvad angår det tredje argument vedrørende bundtning, fastslår beslutningen, at Microsoft ikke giver forbrugerne mulighed for at købe Windows uden WMP. Pc-producenter skal have licens på Windows med WMP. Hvis de ønsker at installere en anden media player i Windows, kan det udelukkende gøres ved siden af Windows media player. Dette gælder også, når en bruger køber Windows i en detailforretning. Microsofts argumenter om, at kunderne ikke behøver betale »ekstra« for WMP, og at de ikke behøver bruge WMP, anses i beslutningen som irrelevant, når det drejer sig om at beslutte, om der foreligger tvang efter artikel 82 i EF-traktaten.

(28)

Det forklares herefter i beslutningen, hvorfor bundtning i dette tilfælde hindrer konkurrence. I beslutningen fastslås det, at det er bundtningen af WMP med Windows, der gør, at Microsofts media players findes i næsten alle pc'er verden over. De relevante beviser viser, at andre distributionskanaler kommer i anden række. Ved at bundte WMP med Windows kan Microsoft give indholdsudbydere og softwareudviklere, der understøtter Windows Media-teknologier, mulighed for gennem Microsofts monopol at nå ud til næsten alle pc-brugere verden over. Beviserne peger på, at understøtning af flere medieteknologier giver yderligere omkostninger. WMP's allestedsnærværelse betyder således, at indholdsudbydere og softwareudviklere væsentligst baserer sig på Windows media player. Forbrugerne vil for deres vedkommende foretrække at bruge WMP, da der findes et bredere udvalg af programmer og indhold til dette produkt. Microsofts bundtning styrker og forvrider disse »netværkseffekter« til virksomhedens egen fordel og underminerer derved alvorligt konkurrencen på markedet for media players. Ifølge beviserne stiger brugen af WMP på grund af denne bundtning, samtidig med at brugerne anser andre media players for at være af bedre kvalitet. Markedsdata om anvendelsen af media player, formatanvendelse og indhold, som udbydes på websteder, peger på, at WMP og Windows Media-formater anvendes på bekostning af de vigtigste konkurrerende media players (og media player-teknologier). Denne tendens til fordel for Windows Media Player og Windows medieformat nævnes i beslutningen, men det understreges også, at Kommissionen ifølge Domstolens retspraksis bl.a. ikke er tvunget til at bevise, at konkurrencen er hindret, eller at der er en risiko for at fjerne al konkurrence for at fastslå, at der foreligger ulovlig bundtning. Ellers ville antitrustundersøgelser på visse softwaremarkeder komme på for sent et tidspunkt, da beviser på markedseffekt kun kan fremlægges, når markedet er »tippet over«.

(29)

Endelig diskuterer beslutningen Microsofts argumenter for at bundte WMP, herunder den påståede effektivitetsgevinst ved at bundte WMP med Windows. Hvad angår den påståede distributionsgevinst, tilbageviser Kommissionen Microsofts argument om, at bundtningen sænker forbrugernes transaktionsomkostninger ved at mindske tidsforbruget og forvirringen, da de får en færdig opsætning af forudindstillinger i deres pc'er. Fordelen ved at have en media player forudinstalleret sammen med pc'ens styresystem er, at Microsoft ikke skal vælge media player for forbrugerne. Pc-producenterne kan garantere, at de kan klare forbrugernes efterspørgsel efter de valgte forudinstallerede media players. Beslutningen fastslår også, at Microsoft ikke har kunnet godtgøre, at »integrationen« af WMP skyldes hensynet til den tekniske effektivitet. Bundtning af WMP afskærmer snarere Microsoft fra effektiv konkurrence fra potentielt mere effektive forhandlere af media players, der kunne true Microsofts stilling og dermed svække den viden og den kapital, der er investeret i innovation af media players.

(30)

Beslutningen pålægger Microsoft at udlevere de oplysninger, som virksomheden har nægtet at udlevere, og tillade brug deraf til udvikling af kompatible produkter. Dette pålæg om udlevering af oplysninger er begrænset til protokolspecifikationer og til sikring af interoperabilitet med de specifikke træk, der definerer et typisk arbejdsgruppenetværk. Det gælder ikke bare Sun, men enhver virksomhed, der har en interesse i at udvikle produkter, der kan konkurrere med Microsoft på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere. I det omfang beslutningen måtte kræve, at Microsoft afstår fra fuldt ud at håndhæve sine intellektuelle ejendomsrettigheder, kan dette begrundes med nødvendigheden af at bringe overtrædelsen til ophør.

(31)

Vilkårene for Microsofts udlevering af oplysninger og tilladelse til anvendelse deraf skal derfor være rimelige og ikke-diskriminerende. For at de vilkår, som fastsættes af Microsoft, skal kunne anses for rimelige og ikke-diskriminerende, gælder i særdeleshed, at de afgifter, som Microsoft måtte kræve for udlevering af oplysninger, er rimelige. F.eks. skal sådanne afgifter ikke afspejle den strategiske værdi af Microsofts styrke på markedet for styresystemer til pc'er eller på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere. Endvidere har Microsoft ikke ret til at indføre begrænsninger for den type produkter, som specifikationerne kan anvendes på, hvis sådanne begrænsninger fjerner incitamentet til at konkurrere med Microsoft eller på unødvendig vis hæmmer konkurrenternes innovationsvilje. Endelig skal de vilkår, som Microsoft opstiller i fremtiden, være tilstrækkelig forudsigelige.

(32)

Microsoft skal udlevere de relevante protokolspecifikationer i rimelig tid, dvs. så snart virksomheden har skabt en fungerende og tilstrækkelig stabil implementering af disse protokoller i sine produkter.

(33)

Hvad angår ulovlig bundtning pålægger beslutningen Microsoft at udbyde en fuldt fungerende version af Windows uden WMP til slutbrugere og OEM'er. Microsoft vil fortsat have ret til at udbyde en pakke med Windows og WMP.

(34)

Microsoft skal afstå fra at anvende fremgangsmåder, der på lignende vis vil kunne bundte WMP med Windows, f.eks. ved at sikre en privilegeret interoperabilitet med Windows i forhold til WMP, ved at give selektiv adgang til Windows API eller ved gennem Windows at fremme WMP i forhold til konkurrenternes produkter. Microsoft må heller ikke give OEM'er eller brugere rabat, hvis de køber Windows med WMP, eller faktisk, økonomisk eller på anden måde fjerne eller begrænse OEM'ers eller brugeres frihed til at vælge en version af Windows uden WMP. Versionen af Windows uden WMP må ikke være mindre kraftig end den version af Windows, der indeholder WMP, dog med undtagelse af de WMP-funktioner, der pr. definition ikke indgår i denne version af Windows.

(35)

Kommissionen mener, at overtrædelsen i og med dens karakter udgør en meget alvorlig overtrædelse af EF-traktatens artikel 82 og EØS-aftalens artikel 54.

(36)

Desuden har løftestangseffekten af den udelukkelse, Microsoft har praktiseret, haft betydelige følger for markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere og for streaming media players.

(37)

For at kunne vurdere overtrædelsens grovhed defineres markedet for styresystemer til pc'er, styresystemer til arbejdsgruppeservere og media players som omfattende EØS-området.

(38)

Det oprindelige bødebeløb, som pålægges Microsoft, skal for at afspejle overtrædelsens grovhed og i lyset af ovenstående omstændigheder andrage 165 732 101 EUR. På grund af Microsofts betydelige økonomiske styrke (8) og for at sikre, at bøden får afskrækkende virkning på Microsoft, justeres tallet op med en faktor på 2 til 331 464 203 EUR.

(39)

Endelig forhøjes grundbeløbet med 50 % på grund af varigheden af overtrædelsen (fem et halvt år). Bødens grundbeløb fastsættes derfor til 497 196 304 EUR.

(40)

Der foreligger ingen skærpende eller formildende omstændigheder af betydning for denne beslutning.