52001PC0259

Forslag til RÅDETS RAMMEAFGØRELSE om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

INDLEDNING

Narkotikaproblemet har vidtrækkende følger for vore samfunds sociale, økonomiske og organisatoriske struktur og truer direkte eller indirekte sundheden og den kollektive og individuelle sikkerhed samt borgernes livskvalitet. Narkotika er et af de problemer, der vækker størst bekymring hos EU-borgerne.

EU har siden 1990 gået ind for en overordnet, tværfaglig og integreret strategi til bekæmpelse af narkotika, der er baseret på fire væsentlige elementer, nemlig i) begrænsning af efterspørgslen efter narkotika, ii) begrænsning af udbuddet af narkotika og bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel, iii) internationalt samarbejde og iv) koordinering på nationalt plan og EU-plan.

Dette initiativ fra Kommissionen om bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel indgår derfor fuldt og helt i en overordnet strategi til bekæmpelse af narkotika, der tager udgangspunkt i en afbalanceret fordeling af foranstaltningerne til begrænsning af efterspørgslen og udbuddet og til bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel.

Formålet med det foreslåede instrument er at gøre en målrettet indsats mod narkotikahandel, der skaber udbuddet af narkotika og psykotrope stoffer i vore samfund.

Medlemsstaternes ansvar er vigtigt i forbindelse med bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel. Denne handel involverer ofte flere medlemsstater, og derfor er EU's indsats med til at styrke de nationale politikker.

Kommissionen finder, at det er nødvendigt med et tæt samarbejde mellem medlemsstaternes forskellige retlige myndigheder, politi og toldmyndigheder for at kunne tage fat på problemet med ulovlig narkotikahandel. For at et sådant samarbejde kan være effektivt, skal det baseres på fælles principper og målsætninger for at sikre, at handel med narkotika bliver anerkendt som en strafferetlig lovovertrædelse, der i alle medlemsstater medfører sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning.

Behovet for en klar fælles holdning til problemet bør også ses på baggrund af den fremtidige udvidelse af Den Europæiske Union.

I såvel handlingsplanen fra Wien for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed [1] bedst kan gennemføres, som Rådets konklusioner fra Tammerfors understreges behovet for på europæisk plan at vedtage supplerende retlige bestemmelser mod ulovlig handel med narkotika.

[1] EFT C 19 af 23.1.1999.

Europa-Parlamentet har også anmodet Rådet og medlemsstaterne om at tage initiativer på det retlige område med henblik på at bekæmpe ulovlig narkotikahandel.

I EU's narkotikastrategi (2000-2004) opfordres der til gradvis at vedtage foranstaltninger med henblik på at fastsætte mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel. I EU's narkotikahandlingsplan (2000-2004) opfordres Kommissionen eksplicit til at fremsætte forslag til foranstaltninger med henblik på at fastsætte mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for narkotikahandel.

Kommissionen har besluttet at fremsætte forslag til denne rammeafgørelse for at fastsætte mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel. Dette initiativ på det retlige område er nævnt i Kommissionens arbejdsprogram for 2001 [2] og i Kommissionens resultattavle vedrørende fremskridt hen imod oprettelsen af et område med sikkerhed, frihed og retfærdighed i Den Europæiske Union [3].

[2] KOM(2001) 28 endelig.

[3] KOM(2000) 167 endelig af 24.3.2000.

Kommissionen har med henblik på dette initiativ gennemført en undersøgelse af definitioner og sanktioner i forbindelse med ulovlig narkotikahandel, der er baseret på medlemsstaternes besvarelse af det spørgeskema, de fik udleveret i juli 2000. Undersøgelsen er blevet offentliggjort.

Medlemsstaterne kan ikke alene nå målsætningerne i denne rammeafgørelse, da der er tale om en lovovertrædelse, der går på tværs af grænserne. De vil lettere kunne nås på EU-plan under overholdelse af subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet. Denne rammeafgørelse begrænser sig til det minimum, der er nødvendigt for at nå disse mål, og går ikke videre end, hvad der er nødvendigt med henblik herpå.

Henvisningen til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig kapitel VI heri, hvori principperne om retfærdighed i retssystemet fastsættes, forekommer hensigtsmæssig, for så vidt som det foreslåede instrument fuldt og helt indgår som en del af de nævnte principper.

1. RETLIG BAGGRUND

Artikel 29 i traktaten om Den Europæiske Union har til formål at sikre borgerne et højt tryghedsniveau i et "område med frihed, sikkerhed og retfærdighed". Denne målsætning skal bl.a. nås ved at forebygge og bekæmpe ulovlig narkotikahandel.

I artikel 31, litra e), fastsættes det, at der gradvis skal vedtages foranstaltninger til fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for bl.a. ulovlig narkotikahandel. I henhold til en erklæring vedrørende denne artikel [4] hedder det, at disse bestemmelser ikke vil medføre, at en medlemsstat, hvis retssystem ikke indeholder bestemmelser om en minimumsstrafferamme, forpligtes til at indføre sådanne bestemmelser.

[4] Erklæring nr. 8 ad artikel K.3, litra e), i traktaten om Den Europæiske Union.

Med hensyn til de retlige instrumenter har rammeafgørelsen, der har hjemmel i artikel 34, stk. 2, litra b), til formål at sikre en indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser. Dette instrument gør det muligt for medlemsstaterne at gå længere i forbindelse med visse strafferetlige aspekter og visse aspekter af det retlige samarbejde.

2. NUVÆRENDE INSTRUMENTER TIL BEKÆMPELSE AF ULOVLIG NARKOTIKA HANDEL

Princippet om et formelt samarbejde mellem bestemte medlemsstater, der bl.a. havde til formål at bekæmpe ulovlig narkotikahandel, blev for første gang nævnt i konventionen om gennemførelsen af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 mellem regeringerne for staterne i Den Økonomiske Union Benelux, Forbunds-republikken Tyskland og Den Franske Republik om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser. I henhold til kapitel 6, artikel 71, stk. 2 [5], forpligter de kontraherende parter sig til "med administrative og strafferetlige foranstaltninger at forebygge og bekæmpe ulovlig udførsel af narkotika og psykotrope stoffer, herunder også cannabis, samt salg, levering og overdragelse af disse stoffer". Denne samarbejdsramme er selvfølgelig fortsat gældende, navnlig da den også omfatter forebyggelse af narkotikahandel, som ikke er omfattet af denne rammeafgørelse.

[5] EFT L 239 af 22.9.2000.

Dette forslag til rammeafgørelse udgør et skridt fremad i forhold til Schengen-reglerne for så vidt angår den retshåndhævende del. Da artikel 71 i Schengen-konventionen er omfattet af bilag A i aftalen mellem Rådet for Den Europæiske Union og Island og Norge, skal dette forslag til rammeafgørelse behandles inden for rammerne af de procedurer, der er fastsat i denne aftale. Ved afgørelse 2000/365/EF af 29. maj 2000 [6] har Rådet givet Det Forenede Kongerige bemyndigelse til at deltage i visse dele af Schengen-reglerne og særlig artikel 71 i Schengen-konventionen. I henhold til artikel 8, stk. 2, i denne afgørelse skulle Det Forenede Kongerige i henhold til artikel 5 i Schengen-protokollen skriftligt have meddelt Rådets formand, at landet ønsker at deltage i alle forslag og initiativer baseret på Schengen-reglerne, som det har opnået bemyndigelse til.

[6] EFT L 131 af 1.6.2000, s. 43.

Den 17. december 1996 vedtog Rådet fælles aktion 96/750/RIA på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union, vedrørende indbyrdes tilnærmelse af Den Europæiske Unions medlemsstaters lovgivning og praksis med henblik på bekæmpelse af narkotikamisbrug samt forebyggelse og bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel [7]. I artikel 1 i den fælles aktion fastsættes det, at medlemsstaterne "bestræber sig på at tilnærme deres lovgivninger til hinanden for at gøre dem indbyrdes forenelige, i det omfang det er nødvendigt for at forebygge og bekæmpe ulovlig narkotikahandel i Den Europæiske Union". I artikel 4 fastsættes desuden, at medlemsstaterne skal sørge for, at "sanktionerne for grove lovovertrædelser, når det gælder narkotikahandel, hører til blandt de strengeste straffe, som i deres retssystem idømmes for forbrydelser af tilsvarende grovhed". Denne rammeafgørelse er fuldt og helt i tråd med ideen bag den fælles aktion og udgør et vigtigt skridt videre for så vidt angår bekæmpelse af ulovlig narkotikahandel. Dette initiativ, der har hjemmel i bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, litra e), og artikel 34, stk. 2, litra b), gør det muligt at fastsætte mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel. Kommissionen finder ikke, at den fælles aktion bliver ugyldig ved vedtagelsen af denne rammeafgørelse, idet den omfatter adskillige andre aspekter i forbindelse med udviklingen af samarbejdet mellem politi, toldmyndigheder og retlige myndigheder med henblik på at gøre bekæmpelsen af ulovlig narkotikahandel mere effektiv.

[7] EFT L 342 af 31.12.1996.

I 1996 vedtog Rådet desuden et andet væsentligt instrument, nemlig resolutionen af 20. december 1996 om strafudmåling i grove tilfælde af ulovlig narkotikahandel [8]. Heri opfordres medlemsstaterne til at sørge for, at "deres nationale lovgivninger giver mulighed for i grove tilfælde af ulovlig narkotikahandel at idømme frihedsstraffe, som hører til blandt de strengeste frihedsstraffe, som ifølge deres respektive strafferet idømmes for forbrydelser af tilsvarende grovhed". Denne rammeafgørelse, som Kommissionen fremsætter forslag til, udgør et retligt instrument, der går videre end den politiske betydning af Rådets resolution. Kommissionen finder, at når denne rammeafgørelse vedtages, bliver Rådets resolution af 20. december 1996 ugyldig.

[8] EFT C 10 af 11.1.1997.

For at intensivere bekæmpelsen af hvidvaskning af penge fra narkotikahandel vedtog Rådet den 10. juni 1991 et direktiv om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge [9]. Der arbejdes i øjeblikket på at udvide og ajourføre dette direktiv. I fælles aktion af 3. december 1998 vedtaget af Rådet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold [10] fastsættes det, at samarbejdet mellem medlemsstaterne på dette område skal styrkes. Den fælles aktion omfatter navnlig aktiviteter i forbindelse med ulovlig handel med narkotika.

[9] EFT L 166 af 28.6.1991.

[10] EFT L 333 af 9.12.1998.

3. BEMÆRKNINGER TIL ARTIKLERNE

Artikel 1 - Definitioner

Artikel 1 indeholder definitioner på de udtryk, der anvendes i rammeafgørelsen.

1. I stk. 1 defineres ulovlig handel med narkotika som det forhold uden bemyndigelse at sælge og markedsføre og med henblik på fortjeneste at dyrke, producere, fremstille, importere, eksportere, distribuere, tilbyde, transportere, sende eller med henblik på salg og fortjeneste at modtage, opnå eller besidde narkotika og psykotrope stoffer.

Denne definition indeholder de væsentligste elementer af en del af definitionen i FN's konvention fra 1988 om ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer. I denne definition tages der desuden hensyn til de nationale bestemmelser vedrørende definitionen af lovovertrædelser i forbindelse med ulovlig narkotikahandel, der er blevet analyseret i forbindelse med den undersøgelse af definitioner, sanktioner og praktisk gennemførelse af love om ulovlig narkotikahandel i medlemsstaterne, Kommissionen har gennemført med henblik på dette forslag til rammeafgørelse. Undersøgelsen viser, at ingen national lovgivning indeholder en retlig definition af ulovlig narkotikahandel som specifik lovovertrædelse. I medfør af de nationale lovgivninger er en række handlinger dog forbudt. De væsentligste strafbare handlinger, der er omhandlet i de nationale lovgivninger, er at producere, dyrke, udvinde, fremstille, erhverve, besidde, importere, eksportere, transportere, sælge, tilbyde og ulovligt overdrage narkotika. Undersøgelsen har også vist, at der er store forskelle mellem de nationale lovgivninger og deres anvendelse i praksis, idet en narkoman, der sælger narkotika, i de fleste medlemsstaters lovgivning principielt betragtes som narkotikahandler på lige fod med enhver anden narkotikahandler. I praksis gælder det dog i alle lande, at en narkoman, der videresælger narkotika, straffes mindre hårdt, hvis denne handel er forårsaget af den pågældendes egen afhængighed.

Kommissionen ønsker at understrege, at den fremsætter forslag til en fælles definition, der omfatter de handlinger, der er strafbare i alle medlemsstater. De væsentligste kriterier i forbindelse med denne definition er, at handlen finder sted med henblik på fortjeneste, og det forhold, at den pågældende handler uden bemyndigelse.

I overensstemmelse med retspraksis i alle medlemsstater foreslår Kommissionen at udelukke følgende fra anvendelsesområdet for denne rammeafgørelse: i) den almindelige narkoman, der ulovligt fremstiller, opnår og/eller besidder narkotika til eget forbrug, og ii) en narkoman, der forsyner tredjemand med narkotika uden henblik på fortjeneste (f.eks. en person, der sælger narkotika til sine nærmeste uden fortjeneste).

Til gengæld er følgende omfattet af denne definition: i) narkotikahandleren, der ulovligt og med henblik på fortjeneste videresælger narkotika - der er tale om en person, der er involveret i narkotikahandel i nærområdet eller i et net af beskedent omfang - ii) den lokale narkotikahandler, der principielt råder over videresælgere på lokalt plan, eller som sælger til enkeltpersoner, der videresælger narkotika for egen regning, og iii) den internationale narkotikahandler, der deltager i narkotikahandel eller tilrettelægger og styrer narkotikahandel på internationalt plan, eller som importerer og eksporterer store mængder narkotika.

Definitionen i rammeafgørelsen sigter således mod ulovlig handel med narkotika, navnlig tværnational handel og handlinger med henblik på salg og fortjeneste. I definitionen præciseres ikke, hvilke kommunikationsmidler der anvendes (f.eks. telefon, fax eller Internettet), og som følge heraf omfatter den ulovlig handel med narkotika ved brug af informations- og kommunikationsteknologi, navnlig Internettet. Kommissionen understregede betydningen af at råde over de midler, der er nødvendige for effektivt at slå ned på lovovertrædelser i forbindelse med narkotikahandel i forbindelse cyberkriminalitet i sin meddelelse "Et sikrere informationssamfund: Højnelse af sikkerheden i informationsinfrastrukturerne og bekæmpelse af computer-relateret kriminalitet" [11].

[11] KOM(2000) 890 endelig.

2. I stk. 2 gives en definition af narkotika. Denne definition omfatter alle de stoffer, der er omfattet af FN's konventioner fra 1961 (som ændret ved protokollen fra 1972), 1971 og 1988. Definitionen omfatter således kemiske prækursorer. Herudover er også de stoffer, der skal føres kontrol med i medfør af fælles aktion 97/396/RIA af 16. juni 1997 på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende udveksling af oplysninger, risikovurdering og kontrol med nye former for syntetisk narkotika [12] og inden for rammerne af nationale bestemmelser, omfattet.

[12] EFT L 167 af 25.6.1997.

3. Stk. 3 indeholder en definition af juridisk person. Definitionen er stykket sammen ved hjælp af flere instrumenter, der allerede er vedtaget på EU-plan, f.eks. Rådets retsakt af 19. juni 1997 om udarbejdelse af anden protokol til konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser [13], særlig artikel 1, litra d).

[13] EFT C 221 af 19.7.1997.

Artikel 2 - Indførelse af straf for ulovlig narkotikahandel

I artikel 2 fastsættes det, at medlemsstaterne er forpligtet til at gøre ulovlig narkotikahandel som defineret i artikel 1 strafbar.

Artikel 3 - Anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg

I henhold til artikel 3 kræves det af medlemsstaterne, at de træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at anstiftelse, medvirken, tilskyndelse til og forsøg på at begå den i artikel 2 omhandlede lovovertrædelse er en strafbar handling. Definitionen er stykket sammen ved hjælp af flere instrumenter, der allerede er vedtaget på EU-plan.

Artikel 4 - Sanktioner

1. I medfør af stk. 1 skal medlemsstaterne træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2 og 3, medfører strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning [14], herunder frihedsstraffe, hvor den strengeste straf ikke kan være på under fem år i grove tilfælde.

[14] Udtrykket er taget fra Domstolens dom af 21.9.1989 (sag 68/88, Sml. 1989, s. 2965).

I henhold til dette stykke er medlemsstaterne forpligtet til at fastsætte sanktioner, der står i forhold til overtrædelsens grovhed, og som indebærer frihedsberøvelse i tilfælde af grove overtrædelser.

Som det er tilfældet i forbindelse med alle rammeafgørelser, er denne rammeafgørelse bindende for medlemsstaterne med hensyn til det tilsigtede mål, men overlader det til dem at bestemme form og midler, således at medlemsstaterne bevarer en vis fleksibilitet med hensyn til at tilpasse deres lovgivning til disse bestemmelser og afgøre, hvor hårde sanktioner der skal anvendes inden for de grænser, der fastsættes i denne rammeafgørelse.

Kommissionen ønsker at understrege, at det er op til medlemsstaterne selv på grundlag af deres respektive retssystemer at fastsætte de kriterier, der bestemmer en lovovertrædelses grovhed. For at vurdere, hvor grov en lovovertrædelse er, tages en række faktiske omstændigheder i betragtning, f.eks. narkotikahandlens omfang, hvor ofte den har fundet sted, arten af de pågældende narkotika og størrelsen af indtægterne ved handlen. Det er ikke nødvendigt, at der systematisk idømmes frihedsstraf. Kun i forbindelse med lovovertrædelser, der betragtes som grove, f.eks. storstilet tværnational handel, kan den strengeste frihedsstraf ikke være på under fem år. Dette er med til at sikre, at dommeren har mulighed for at idømme en tilstrækkelig streng straf i tilfælde af grove lovovertrædelser. Dette falder inden for strafferammerne i forbindelse med frihedsstraffe i en lang række nationale lovgivninger.

Det skal endvidere bemærkes, at i tilfælde af hvidvaskning er den på europæisk plan foreslåede strengeste straf på mindst fire år. Da hvidvaskning af penge fra ulovlig narkotikahandel er en lovovertrædelse, der er afledt af hovedovertrædelsen, nemlig den ulovlige narkotikahandel, forekommer det rimeligt i forbindelse med dette instrument at fastsætte en strengere straf end den, der er fastsat for hvidvaskning af penge.

2. I stk. 2 kræves det af medlemsstaterne, at de sørger for at konfiskere stoffer, der har indgået i narkotikahandel, redskaber og formuegoder, der har været anvendt i forbindelse med denne handel, samt udbyttet og fordele, der direkte eller indirekte er opnået via nævnte handel. Begreberne "konfiskation", "formuegode" og "udbytte" er lånt fra artikel 1 i Europarådets konvention fra 1990 om hvidvaskning, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet fra strafbare forhold.

Kommissionen finder, at konfiskationen af indtægterne fra ulovlig handel med narkotika kan suppleres med en række nationale foranstaltninger, der gør det muligt helt eller delvis at anvende disse beløb til programmer til bekæmpelse af narkotikahandel og/eller forebyggelse af narkotikamisbrug og resocialisering af narkomaner samt til programmer til støtte for deres familie. Europa-Parlamentet har desuden ved adskillige lejligheder støttet denne holdning, navnlig i dets betænkning af 19. november 1999 om Kommissionens meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om Den Europæiske Unions handlingsplan for bekæmpelse af narkotikamisbrug (2000-2004) [15].

[15] A5-0063/1999.

Stk. 3 giver medlemsstaterne mulighed for på grundlag af deres respektive retstraditioner og retssystemer ud over frihedsstraffe at idømme bødestraffe som supplement eller alternativ til frihedsstraffen.

Artikel 5 - Skærpende omstændigheder

I denne artikel fastsættes det, at medlemsstaterne sørger for, at de i artikel 4 omhandlede straffe, skærpes under bestemte forhold. Når en af de nævnte betingelser er opfyldt, kan den strengeste frihedsstraf ikke være på under syv år.

Kommissionen ønsker at understrege, at listen over skærpende omstændigheder i denne artikel på ingen måde påvirker andre forhold, der betragtes som skærpende i medfør af medlemsstaterne lovgivning. I listen tages der hensyn til de skærpende omstændigheder, der er beskrevet i de nationale bestemmelser, som medlemsstaterne meddelte Kommissionen i besvarelserne af dens spørgeskema med henblik på denne rammeafgørelse. Denne liste omfatter de væsentligste elementer i Rådets resolution af 20. december 1996 om strafudmåling i grove tilfælde af ulovlig narkotikahandel [16]. I denne resolution fandt Rådet, at "følgende faktorer kan tages i betragtning ved bedømmelsen af, hvilke frihedsstraffe der kan idømmes i forbindelse med grove tilfælde af narkotikahandel: i) hvor omfattende den ulovlige handel er, ii) i hvilket omfang den pågældende har tjent på den ulovlige handel, iii) hvorvidt en kriminel organisation, som gerningsmanden er medlem af, er involveret i lovovertrædelsen, iv) i hvilket omfang gerningsmanden kontrollerer den organisation, der driver ulovlig narkotikahandel og v) hvorvidt mindreårige er blevet ofre eller er blevet udnyttet".

[16] EFT C 10 af 11.1.1997.

Det er op til medlemsstaterne på grundlag af deres respektive retssystemer at fastsætte de kriterier, der bestemmer arten af de skærpende omstændigheder, og hvor alvorlige de er. Kun i de tilfælde, hvor lovovertrædelserne som defineret i artikel 2 og 3 betragtes som grove og mindst en af de skærpende omstændigheder, der er omhandlet i denne artikel er til stede, kan den strengeste frihedsstraf ikke være på under syv år. Det drejer sig derfor om at fastsætte, hvor lav den strengeste straf kan være. Minimumsniveauet for den strengeste straf er blevet hævet med to år i forhold til det niveau, der er fastsat i artikel 4, i tilfælde af grove lovovertrædelser for derved at sikre, at dommeren har mulighed for at idømme en tilstrækkelig streng straf for grove lovovertrædelser med skærpende omstændigheder. Denne forskel på to år forekommer at stå i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen. Afhængigt af de enkelte medlemsstater forøges den grundlæggende straf med mellem en tredjedel og det dobbelte i tilfælde af skærpende omstændigheder.

Følgende omstændigheder skal betragtes som skærpende omstændigheder:

1. Gerningsmanden til den i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertrædelse spiller en vigtig rolle i forbindelse med tilrettelæggelsen af den ulovlige narkotikahandel, enten som følge af den magt, den pågældende direkte eller indirekte har benyttet sig af, eller som følge af den fortjeneste, der er opnået gennem handlen. Også gerningsmandens tilhørsforhold til en kriminel organisation vil blive betragtet som en skærpende omstændighed. Begrebet kriminel organisation er lånt fra artikel 1 i den fælles aktion af 21. december 1998 om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Euro-pæiske Unions medlemsstater [17].

[17] EFT L 351 af 29.12.1998.

2. Ved lovovertrædelsen har der været anvendt vold eller våben. Det er op til medlemsstaterne mere præcist at definere disse begreber.

3. I lovovertrædelsen er involveret mindreårige, eller personer, der ikke er i stand til at udøve deres frie vilje. Det er op til medlemsstaterne på grundlag af deres respektive retssystemer at fastsætte de kriterier, der bestemmer, hvad der skal forstås ved mindreårig. Ved personer, der ikke er i stand til at udøve deres frie vilje forstås navnlig alle personer med et mentalt handicap.

4. Lovovertrædelsen har fundet sted i eller i nærheden af skoler, ungdomsklubber og fritidshjem eller behandlings- og rehabiliteringcentre for narkomaner.

5. Gerningsmanden er læge, farmaceut, retsembedsmand, politimand, told-embedsmand, fængsels- eller resocialiseringsmedarbejder, underviser eller arbejder i en uddannelses institution, og den pågældende har udnyttet sin stilling til at begå lovovertrædelsen. Definitionen i artikel 1 i denne rammeafgørelse af ulovlig handel med narkotika sigter eksplicit mod alle aktiviteter, der udføres uden bemyndigelse, og bestemmelserne finder følgelig ikke anvendelse på personer, der har en bemyndigelse.

6. Gerningsmanden har modtaget en endelig dom i et EU-land for en eller flere lignende lovovertrædelser. Der er tale om recidivismeprincippet, idet der tages hensyn til eventuelle straffe, der er idømt i andre medlemsstater.

Artikel 6 - Formildende omstændigheder

I denne artikel fastsættes det, at medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de sanktioner, der er fastsat i artikel 4 i denne rammeafgørelse, kan mildnes, når nedenstående betingelse er opfyldt, med forbehold for andre formildende omstændigheder i medlemsstaternes nationale lovgivning.

Gerningsmanden har givet de relevante myndigheder en række oplysninger, der er nyttige for efterforskningen eller indsamlingen af beviser, om identiteten på andre gerningsmænd, eller har medvirket til indkredsning af handelsnetværk. Kommissionen henviser til samarbejds princippet, der er fastsat i Rådets resolution af 20. december 1996 om personer, der samarbejder med retsvæsenet i forbindelse med bekæmpelse af international organiseret kriminalitet [18]. Det er de relevante myndigheder, der skal fastlægge de kriterier, der bestemmer, hvad der skal forstås ved "nyttige oplysninger", og hvor meget straffen skal mindskes og afhængig af situationen, om den pågældende eventuelt skal fritages for straf. I de fleste medlemsstater findes der sådanne bestemmelser.

[18] EFT C 10 af 11.1.1997.

Det forekommer ikke hensigtsmæssigt i forbindelse med de formildende omstændigheder, der er omhandlet i artikel 6, at fastsætte en bestemmelse i lighed med den, der er fastsat i artikel 5, men i dette tilfælde med en mindskelse af minimumsniveauet for den strengeste straf.

Artikel 7 - Juridiske personers ansvar

Det er nødvendigt også at tage fat på situationer, hvor juridiske personer er indblandet i handel med narkotika, psykotrope stoffer og kemiske prækursorer. Artikel 7 indeholder derfor bestemmelser om, at juridiske personer kan kræves til ansvar for de i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertrædelser, som begås for deres vindings skyld af en hvilken som helst person, der handler enten som enkeltperson eller som en del af det organ, der udgøres af den juridiske person. De fleste medlemsstaters lovgivning indeholder sådanne bestemmelser.

Endvidere fastsættes det i stk. 2, at juridiske personer også kan kræves til ansvar, hvis mangel på opsyn eller kontrol, udført af en person, der er i stand til at udøve kontrol, har gjort det muligt at begå lovovertrædelsen på den juridiske persons vegne. I stk. 3 anføres, at indledningen af retsforfølgning af juridiske personer ikke udelukker parallel strafferetlig forfølgning af fysiske personer, der har del i den lovovertrædelse, som den juridiske person holdes ansvarlig for.

Artikel 8 - Sanktioner over for juridiske personer

I henhold til artikel 8 kræves det af medlemsstaterne, at de idømmer juridiske personer straf. Der kræves straffe, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning. Der anføres også andre typer sanktioner, som kan anvendes på juridiske personer.

Artikel 9 - Kompetence og retsforfølgning

I lyset af omfanget på internationalt plan af den ulovlige handel med narkotika kræves der for at sikre en effektiv retlig reaktion, at procedurebestemmelserne om kompetence og udlevering på EU-plan udgør et sammenhængende system, således at ingen unddrager sig retsforfølgning.

I stk. 1 fastsættes en række kriterier, i henhold til hvilke de nationale retlige myndigheder tilkendes kompetence til at retsforfølge og efterforske sager, hvori indgår de lovovertrædelser, der er omhandlet i denne rammeafgørelse. En medlemsstat skal godtgøre sin kompetence i tre situationer:

a) I tilfælde af, at lovovertrædelsen er begået helt eller delvis på dens område uanset den juridiske persons status og den fysiske persons nationalitet (territorialprincippet).

b) I tilfælde af, at lovovertræderen er statsborger i det pågældende land (aktivt personprincip). Det er op til medlemsstaterne at retsforfølge deres egne statsborgere, der har begået lovovertrædelser i udlandet, når de ikke har fastsat bestemmelser om udlevering.

c) I tilfælde af, at lovovertrædelsen er begået til gavn for en juridisk person med hjemsted på den pågældende medlemsstats område.

Eftersom ikke alle medlemsstaters retstraditioner anerkender ekstraterritorial kompetence for alle typer straffelovsovertrædelser, fastsættes det i stk. 2, andet afsnit, at de ikke kan anvende bestemmelserne i stk. 1 vedrørende kompetence i forbindelse med de i stk. 1, litra b) og c) omhandlede tilfælde, hvis lovovertrædelsen har fundet sted uden for den pågældende medlemsstats område.

Efter stk. 2, andet afsnit, skal medlemsstaterne underrette Rådets generalsekretariat og Kommissionen om, hvorvidt de vil anvende dette stykke.

I stk. 3 tages der højde for det faktum, at visse medlemsstater ikke udleverer deres egne statsborgere, og det sikres, at personer, som mistænkes for at have begået lovovertrædelser i forbindelse med og ulovlig handel med narkotika, ikke unddrager sig retsforfølgning, fordi udlevering principielt afvises på det grundlag, at de er statsborgere i det land, der anmodes om at udlevere dem. En medlemsstat, som ikke udleverer sine egne statsborgere, skal i henhold til stk. 3 træffe de nødvendige forholdsregler for at godtgøre sin kompetence samt, når det er relevant, for at retsforfølge de pågældende lovovertrædelser, når de er begået af landets statsborgere uden for dets eget område.

Artikel 10 - Samarbejde mellem medlemsstaterne

Formålet med artikel 10 er at drage fordel af instrumenter til internationalt retligt samarbejde, som medlemsstaterne er part i, og som bør finde anvendelse på de sager, der er omhandlet i denne rammeafgørelse. For eksempel er ordninger om gensidig retshjælp og udlevering indeholdt i en række bilaterale og multilaterale aftaler såvel som i nogle af Den Europæiske Unions konventioner. Et yderligere formål med denne artikel er at lette udvekslingen af oplysninger.

I stk. 1 i denne artikel opfordres medlemsstaterne til i videst muligt omfang at yde hinanden gensidig bistand i forbindelse med de retlige og politimæssige procedurer for ulovlig handel med narkotika. I stk. 2 fastsættes det, at når flere medlemsstater har kompetence, rådfører de sig med hinanden for at koordinere deres indsats og om fornødent iværksætte retsforfølgning. I dette stykke anføres også, at der skal gøres passende brug af eksisterende samarbejds mekanismer på det retlige og andre områder, f.eks. Europol [19], udveksling af retsembedsmænd som forbindelsespersoner [20], det europæiske retlige netværk [21] og den midlertidige retlige samarbejdsenhed [22].

[19] EFT C 316 af 27.11.1995.

[20] EFT L 105 af 27.4.1996.

[21] EFT L 191 af 7.7.1998.

[22] EFT L 324 af 21.12.2000.

Artikel 11 - Gennemførelse og rapporter

Artikel 11 omhandler gennemførelsen og opfølgningen af denne rammeafgørelse. Det fastsættes i stk. 1, at medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for overholdelsen af denne rammeafgørelse senest 30. juni 2003. Det fastsættes endvidere, at medlemsstaterne straks meddeler Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen de bestemmelser, der omsætter de forpligtelser, som pålægges dem i henhold til denne rammeafgørelse, til national lovgivning. Kommissionen sørger for at sikre koordineringen af dels opfølgningen og analysen af virkningerne af bestemmelserne i denne rammeafgørelse, dels retsinformationssystemet, som bestyrelsen i Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug traf beslutning om i 1998. I stk. 2 fastsættes, at medlemsstaterne hvert femte år og første gang senest 31. december 2006 skal fremlægge en sammenfattende rapport om gennemførelsen af denne rammeafgørelse med henblik på at gennemføre en fuldstændig evaluering af dette instrument og om fornødent foreslå ændringer. På grundlag af de i stk. 1 og 2 omhandlede oplysninger rapporterer Kommissionen hvert femte år og første gang senest 30. juni 2007 til Rådet om medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

Artikel 12 - Ikrafttrædelse

Af artikel 12 fremgår det, at denne rammeafgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

2001/0114 (CNS)

Forslag til RÅDETS RAMMEAFGØRELSE om fastsættelse af mindsteregler for, hvad der udgør kriminelle handlinger, og for straffene for ulovlig narkotikahandel

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 31, litra e), og artikel 34, stk. 2, litra b),

under henvisning til forslag fra Kommissionen [23],

[23] EFT C

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [24], og

[24] EFT C

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ulovlig handel med narkotika udgør en trussel mod EU-borgernes sundhed, sikkerhed og livskvalitet samt mod medlemsstaternes lovlige økonomi, stabilitet og sikkerhed.

(2) Behovet for en lovgivningsmæssig indsats med henblik på bekæmpelsen af den ulovlige narkotikahandel anerkendes bl.a. i Rådets og Kommissionens handlingsplan for, hvorledes Amsterdam-traktatens bestemmelser om indførelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed bedst kan gennemføres, vedtaget af Rådet (retlige og indre anliggender) den 3. december 1998 i Wien [25], konklusionerne af Det Europæiske Råds møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999, særlig konklusion nr. 48, EU's narkotikastrategi (2000-2004), der blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Helsingfors den 10.-12. december 1999 og EU's narkotikahandlingsplan (2000-2004), der blev stadfæstet på Det Europæiske Råds møde i Santa Maria da Feira den 19.-20. juni 2000.

[25] EFT C 19 af 23.1.1999, s. 1.

(3) Det er nødvendigt at vedtage en fælles definition af ulovlig narkotikahandel, der gør det muligt i Unionen at anvende en fælles strategi til bekæmpelse af denne handel og navnlig af international handel og transaktioner med henblik på salg og fortjeneste. Af denne grund bør de vigtigste elementer i medlemsstaternes bestemmelser og i internationale instrumenter overtages.

(4) Det er også nødvendigt at vedtage en fælles definition af, hvad der udgør kriminelle handlinger, og at fastsætte en fælles strafferamme for ulovlig handel med narkotika.

(5) De af medlemsstaterne fastsatte sanktioner skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og have en afskrækkende virkning, samt omfatte frihedsstraf. For at vurdere, hvor grov en lovovertrædelse er, tages en række faktiske omstændigheder i betragtning, f.eks. den ulovlige narkotikahandels omfang, hvor ofte den har fundet sted, arten af de pågældende narkotika og størrelsen af indtægterne ved handlen. I forbindelse med lovovertrædelser, der betragtes som grove på grundlag af de nationale retssystemer, og som vedrører f.eks. tværnational handel, bør den strengeste frihedsstraf ikke være på under fem år. Dette er med til at sikre, at dommeren har mulighed for at idømme en tilstrækkelig streng straf i tilfælde af grove lovovertrædelser.

(6) Det er hensigtsmæssigt på den ene side at kunne skærpe straffene, når bestemte omstændigheder gør sig gældende i forbindelse med den ulovlige handel med narkotika, hvorved den kommer til at udgøre en endnu større trussel for samfundet, f.eks. når handlen finder sted inden for rammerne af en kriminel organisation, og på den anden side at kunne mildne straffene, når gerningsmanden giver myndighederne nyttige oplysninger, og bl.a. medvirker til identificering af organiseret kriminalitet.

(7) Det er nødvendigt at fastsætte foranstaltninger, der gør det muligt at konfiskere provenuet fra de ulovlige handlinger, der omhandles i nærværende rammeafgørelse.

(8) Der bør fastsættes foranstaltninger, således at juridiske personer kan gøres ansvarlige for de strafbare handlinger, der omhandles i denne rammeafgørelse, og som begås for deres regning.

(9) Der bør ligeledes fastsættes foranstaltninger med henblik på samarbejde mellem medlemsstaterne med det formål at sikre en effektiv indsats mod den ulovlige narkotikahandel.

(10) For Republikken Island og Kongeriget Norge udgør denne rammeafgørelse en udvikling af Schengen-reglerne i overensstemmelse med aftalen af 17. maj 1999 indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og disse to lande [26].

[26] EFT L 176 af 10.7.1999, s. 36.

(11) Effektiviteten i indsatsen til bekæmpelsen af den ulovlige narkotikahandel afhænger i væsentlig grad af den indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes foranstaltninger til gennemførelse af denne rammeafgørelse.

(12) I denne rammeafgørelse overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, som bl.a. bekræftes ved Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, især dette charters kapitel VI - retfærdighed i retssystemet -

TRUFFET FØLGENDE RAMMEAFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

I denne rammeafgørelse forstås ved:

1. "Ulovlig narkotikahandel": uden tilladelse at sælge og markedsføre og med henblik på fortjeneste at dyrke, producere, forarbejde, importere, eksportere, distribuere, udbyde, transportere, sende eller med henblik på salg og fortjeneste at modtage, købe eller besidde narkotika.

2. "Narkotika": alle stoffer, der er omfattet af følgende FN-konventioner: a) enkeltkonventionen af 1961 om narkotiske midler (som ændret ved protokollen fra 1972), b) Wienerkonventionen af 1971 om psykotrope stoffer og c) konventionen imod ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer af 1988. Desuden falder også de stoffer, der skal føres kontrol med i medfør af fælles aktion 97/396/RIA af 16. juni 1997 vedtaget på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende udveksling af oplysninger, risikovurdering og kontrol med nye former for syntetisk narkotika [27] og inden for rammerne af nationale bestemmelser, under denne definition.

[27] EFT L 167 af 25.6.1997, s. 1.

3. "Juridisk person": enhver enhed, der har denne status i henhold til national lov, dog ikke stater eller andre offentlige organer under udøvelsen af offentligretlige beføjelser, og offentligretlige internationale organisationer.

Artikel 2

Straf for ulovlig narkotikahandel

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at gøre ulovlig handel med narkotika strafbar.

Artikel 3

Anstiftelse, medvirken, tilskyndelse og forsøg

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at anstiftelse, medvirken og tilskyndelse til samt forsøg på at begå den i artikel 2 omhandlede lovovertrædelse er en strafbar handling.

Artikel 4

Sanktioner

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at der for de i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertrædelser kan idømmes straffe, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder frihedsstraffe på ikke under fem år i grove tilfælde.

2. Medlemsstaterne fastsætter de nødvendige foranstaltninger, således at stoffer, der har været genstand for ulovlig narkotikahandel, redskaber og formuegoder, der har været anvendt i forbindelse med denne handel, samt provenuer og fortjenester, der direkte eller indirekte er opnået ved nævnte handel, kan konfiskeres.

3. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser, der giver mulighed for at pålægge bødestraf som tillæg eller alternativ til frihedsstraffen.

Artikel 5

Skærpende omstændigheder

1. Uanset de skærpende omstændigheder, der gælder i henhold til national lovgivning, fastsætter medlemsstaterne i forbindelse med de lovovertrædelser, der er omhandlet i artikel 2 og 3, følgende skærpende omstændigheder:

a) Gerningsmanden har spillet en vigtig rolle i forbindelse med tilrettelæggelsen af den ulovlige handel, eller lovovertrædelsen er begået af en kriminel organisation.

b) Ved lovovertrædelsen har der været anvendt vold eller våben.

c) Mindreårige, eller personer, der ikke er handler af egen fri vilje, er involveret i lovovertrædelsen.

d) Lovovertrædelsen har fundet sted i eller i nærheden af skoler, ungdomsklubber og fritidshjem, eller behandlings- og rehabiliteringcentre for narkomaner.

e) Gerningsmanden er læge, farmaceut, retsembedsmand, politimand, told embedsmand, fængsels- eller resocialiseringsmedarbejder, underviser eller arbejder i en uddannelsesinstitution, og den pågældende har udnyttet sin stilling til at begå lovovertrædelsen.

f) Gerningsmanden har modtaget en endelig dom i et EU-land for en eller flere lignende lovovertrædelser.

2. Når en af de i stk. 1 omhandlede betingelser er opfyldt, kan den strengeste frihedsstraf ikke være på under syv år.

Artikel 6

Formildende omstændigheder

Uanset andre formildende omstændigheder i medfør af national lovgivning, træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de sanktioner, der omhandles i artikel 4, kan mildnes, hvis gerningsmanden har givet myndighederne oplysninger, der er nyttige for efterforskningen eller indsamlingen af beviser, om identiteten på andre gerningsmænd, eller har medvirket til indkredsning af organiseret ulovlig narkotikahandel.

Artikel 7

Juridiske personers ansvar

1. Medlemsstaterne træffer foranstaltninger, så juridiske personer kan drages til ansvar for de strafbare handlinger, der omhandles i artikel 2 og 3, når disse begås i disses navn af personer, der handler enten som enkeltpersoner eller som medlemmer af den pågældende juridiske persons organisation, og som:

a) repræsenterer den juridiske person

b) træffer beslutninger på den juridiske persons vegne

c) har beføjelse til at kontrollere den juridiske person.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en juridisk person kan drages til ansvar, hvis manglende opsyn eller kontrol fra dens side har gjort det muligt for en ledende eller underordnet medarbejder at begå de i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertrædelser på den juridiske persons vegne.

3. Juridiske personers ansvar i henhold til stk. 1 og 2 udelukker ikke strafforfølgning af fysiske personer, der optræder som gerningsmænd til, anstiftere af eller medskyldige i en af de lovovertrædelser, der omhandles i artikel 2 og 3.

Artikel 8

Sanktioner over for juridiske personer

Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at en juridisk person, der er kendt ansvarlig i henhold til artikel 7, stk. 1 og 2, kan idømmes sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til lovovertrædelsen og har en afskrækkende virkning, herunder eventuelt bøder og andre sanktioner som f.eks.:

a) udelukkelse fra retten til skattemæssige eller andre fordele eller offentlig støtte

b) midlertidig eller permanent fratagelse af retten til at udøve erhvervsvirksomhed

c) anbringelse under retligt tilsyn

d) opløsning efter retskendelse

e) midlertidig eller permanent lukning af de forretningssteder, der er blevet brugt til at begå lovovertrædelsen

f) konfiskation af formuegoder, der har været anvendt ved lovovertrædelsen, og af provenuer og fortjenester, der direkte eller indirekte er opnået ved lovovertrædelsen.

Artikel 9

Kompetence og retsforfølgning

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastslå deres kompetence i forhold til en af de i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertrædelser, hvor:

a) lovovertrædelsen begås helt eller delvis på den pågældende medlemsstats område

b) lovovertræderen er statsborger i den pågældende medlemsstat

c) lovovertrædelsen begås på vegne af en juridisk person med hjemsted på den pågældende medlemsstats område.

2. En medlemsstat kan beslutte, at den ikke, eller at den kun i særlige tilfælde eller under særlige omstændigheder, vil anvende de i stk. 1, litra b) og c), omhandlede kompetenceregler, hvis lovovertrædelsen er begået uden for medlemsstatens område.

Medlemsstater underretter Generalsekretariatet for Rådet og Kommissionen om, hvorvidt de har besluttet at anvende stk. 1, hvor det er relevant med angivelse af de særlige tilfælde eller omstændigheder, hvor beslutningen gælder.

3. En medlemsstat, der i henhold til landets love ikke udleverer sine egne statsborgere, træffer de nødvendige foranstaltninger for at fastslå sin kompetence i forhold til en af de i artikel 2 og 3 omhandlede lovovertrædelser, når de er begået af en af medlemsstatens egne statsborgere uden for dens område.

Artikel 10

Samarbejde mellem medlemsstater

1. I overensstemmelse med gældende konventioner, bilaterale eller multilaterale aftaler eller arrangementer yder medlemsstaterne i videst muligt omfang hinanden hjælp i forbindelse med de procedurer, der vedrører de lovovertrædelser, der omhandles i artikel 2 og 3.

2. Når flere medlemsstater har kompetence til at pådømme en lovovertrædelse, der er omhandlet i artikel 2 eller 3, hører medlemsstaterne hinanden med henblik på at koordinere deres indsats og eventuelt iværksætte retsforfølgning. De udnytter bedst muligt mekanismerne for retligt samarbejde og andre mekanismer.

Artikel 11

Gennemførelse og rapporter

1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme denne rammeafgørelse senest den 30. juni 2003.

Medlemsstaterne meddeler straks Kommissionen og Generalsekretariatet for Rådet teksten til de bestemmelser, som de udsteder for at gennemføre de forpligtelser, der følger af denne rammeafgørelse, i national ret.

2. Medlemsstaterne forelægger første gang senest den 31. december 2006 og derefter hvert femte år Kommissionen en sammenfattende rapport om gennemførelsen af denne rammeafgørelse.

3. Kommissionen udarbejder på grundlag af de i stk. 1 og 2 omhandlede oplysninger første gang senest den 30. juni 2007 og derefter hvert femte år en evalueringsrapport om medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelserne i denne rammeafgørelse. Denne rapport sendes til Europa-Parlamentet og Rådet eventuelt med forslag til ændring af rammeafgørelsen.

Artikel 12

Ikrafttrædelse

Denne rammeafgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne Formand