52023IP0132

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EUROPA
EUR-Lex home
EUR-Lex - 52023IP0132 - EN

Help

Search tips

Need more search options? Use the Advanced search

Document 52023IP0132

Help

Europa-Parlamentets beslutning af 9. maj 2023 om fælles fiskeriforvaltning i EU og fiskerisektorens bidrag til gennemførelsen af forvaltningsforanstaltninger (2022/2003(INI))

EUT C, C/2023/1060, 15.12.2023, ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/1060/oj (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/1060/oj

HTML

PDF - authentic OJ

e-signature

How to verify the authenticity of the Official Journal

Tidende
Den Europæiske Unions

Serie C

C/2023/1060

15.12.2023

P9_TA(2023)0132

Fælles fiskeriforvaltning i EU

Europa-Parlamentets beslutning af 9. maj 2023 om fælles fiskeriforvaltning i EU og fiskerisektorens bidrag til gennemførelsen af forvaltningsforanstaltninger (2022/2003(INI))

(C/2023/1060)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Union,

—	der henviser til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 25. juli 2001 med titlen »Nye styreformer i EU — En hvidbog« (COM(2001)0428),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 med titlen »Den europæiske grønne pagt« (COM(2019)0640),

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (1),

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1022 af 20. juni 2019 om en flerårig plan for fiskeriet, der udnytter demersale bestande i det vestlige Middelhav, og om ændring af forordning (EU) nr. 508/2014 (2),

—	der henviser til Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om naturgenopretning (COM(2022)0304),

—	der henviser til De Forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisations (FAO's) »Guidebook for evaluating fisheries co-management effectiveness« (vejledning i evaluering af effektiviteten af fælles fiskeriforvaltning),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 54,

—	der henviser til betænkning fra Fiskeriudvalget (A9-0119/2023),

A.	der henviser til, at den fælles fiskeripolitik bør sikre, at fiskeriet bidrager til langsigtet miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed samt til øget produktivitet og en rimelig levestandard for fiskerisektoren;

der henviser til, at mål 14 i FN's mål for bæredygtig udvikling sætter sig det mål at bevare og sikre bæredygtig brug af havene og de marine ressourcer med henblik på en holdbar udvikling; der henviser til, at dette indbefatter, at ikkeindustrielle fiskere gives adgang til marine ressourcer og markeder;

der henviser til, at det i betragtning 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik hedder, at »det er vigtigt for forvaltningen af den fælles fiskeripolitik, at denne følger principperne om god forvaltningspraksis«; der henviser til, at disse principper præciseres yderligere i forordningen og navnlig i artikel 3, der fremhæver beslutningstagning på grundlag af den bedste foreliggende videnskabelige rådgivning, idet der navnlig henvises til det rådgivende råds rolle, bred inddragelse af interessenter og et langsigtet perspektiv;

D.	der henviser til, at fælles forvaltning kun kan fungere, hvis nærhedsprincippet respekteres; der henviser til, at Den Europæiske Union kan spille en rolle med hensyn til at muliggøre fælles forvaltning;

der henviser til, at der i den europæiske grønne pagt og biodiversitetsstrategien for 2030 indgår specifikke forpligtelser og tiltag, hvoriblandt oprettelse af et bredere netværk af beskyttede områder på land og til søs i hele EU samt udvidelse af Natura 2000-områder; der henviser til, at det i den foreslåede EU-lovgivning om naturgenopretning foreslås at indføre retligt bindende mål for naturgenopretning i alle medlemsstater, der omfatter mindst 20 % af EU's land- og havområder senest i 2030 og til slut dækker alle økosystemer med behov for genopretning senest i 2050;

der henviser til, at der findes talrige eksempler på vellykket gennemførelse af fælles fiskeriforvaltning i medlemsstaterne, herunder i Spanien (Galicien, Catalonien og Andalusien), Portugal (Algarve og Peniche-Nazaré), Sverige (Kosterhavet), Nederlandene, Italien (Torre Guaceto), Frankrig (Île de Sein og CoGeCo-projektet) og Kroatien (Telašćica og Lastovo);

der henviser til, at der også er mange succeshistorier i EU-kandidatlande, eksempelvis i Tyrkiet (EU's SMAP III-projekt, der blev afsluttet i 2009 i Gökovabugten, og det næste projekt SAD-Rubicon), i tredjelande såsom Senegal — fælles forvaltning af fangst af ottearmet blæksprutte og languster — og i asiatiske lande som Bangladesh, Cambodja, Filippinerne og Sri Lanka;

H.	der henviser til, at regionerne i den yderste periferi bidrager enormt til EU's maritime dimension, idet deres vidtstrakte eksklusive økonomiske zoner udgør over halvdelen af EU's eksklusive økonomiske zone (3);

I.	der henviser til, at næsten 80 % af biodiversiteten i EU på nuværende tidspunkt findes i regionerne i den yderste periferi samt i oversøiske lande og territorier (4);

der henviser til, at det er nødvendigt at tage hensyn til de særlige karakteristika ved den ikkeindustrielle fiskerisektor i nogle europæiske regioner, navnlig regionerne i den yderste periferi, eftersom der her anvendes selektive fiskeredskaber med mindre miljøpåvirkning; der henviser til sektorens vigtighed for at sikre beskæftigelse i kystområder og garantere lokalsamfundene en rimelig levestandard (5);

K.	der henviser til, at det generelle princip om fælles fiskeriforvaltning kan lettes gennem støtte og retningslinjer på både europæisk og nationalt plan;

der henviser til, at visse medlemsstater og regioner har en retlig ramme for fælles forvaltning; der henviser til, at der dog til dato ikke findes nogen lovgivning på europæisk plan og kun nogle få værktøjer, der letter gennemførelsen af mekanismer for fælles forvaltning, selv om fælles forvaltning anvendes til at forvalte visse former for fiskeri i mange EU-medlemsstater ved hjælp af regler, som passer perfekt ind i den nuværende fælles fiskeripolitik;

M.	der henviser til, at traditionel forvaltning i nogle tilfælde har udvist varierende grader af succes med hensyn til at forbedre bestandene og opretholde beskæftigelsen;

der påpeger, at fiskeriforvaltningen ikke kan adskilles fra andre aspekter, der knytter sig til havmiljøet og kystegnenes befolkning, såsom økonomiske, kulturelle og sociale aspekter, jf. artikel 2 i forordning (EU) nr. 1380/2013, hvor målsætningerne for den fælles fiskeripolitik fastsættes, og som omtalt flere steder i denne forordning;

der henviser til, at det er vanskeligt at tilvejebringe og indsamle data og oplysninger om marine miljøer og fiskeri; der henviser til, at fiskerisektorens egen deltagelse i dette arbejde gennem direkte inddragelse af udøverne af denne aktivitet, er vigtig for alle offentlige og private forskningsorganer på europæisk plan, jf. artikel 25 i forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik;

der henviser til, at ændring af fiskernes rolle — fra passive efterlevere af regler til hovedaktører i fiskeriforvaltningen, der efterlever de regler, man er blevet enige om — i alle de ovennævnte tilfælde af fælles forvaltning er af afgørende betydning for, at de iværksatte initiativer kan lykkes, idet fiskerne vil bidrage til en bedre forståelse af dem, forsvare dem og overvåge efterlevelsen af dem, og udføre deres fiskeri ud fra en økosystembaseret tilgang, fordi de forstår fiskeriets vigtige rolle i økosystemerne; der henviser til, at fiskernes bidrag til f.eks. målrettet politikudformning, reduktion af havaffald og indsamling af plast til søs understreger deres rolle som »havets vogtere«;

Q.	der henviser til, at fiskerisektoren, navnlig ikkeindustrielt fiskeri i lille målestok, spiller en afgørende rolle i overvågningen af havmiljøet og fiskebestandene og tilvejebringer yderst brugbare og relevante data, som kan anvendes i forbindelse med beslutningstagning;

der henviser til, at der med henblik på de foranstaltninger, som skal træffes for at sikre en ansvarlig udnyttelse af de fælles ressourcer, er behov for videnskabelig forskning, der frembringer regelmæssige og ajourførte data, jf. artikel 26 og 27 i forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik;

der henviser til, at et system for at være produktivt og bæredygtigt over tid, skal være biologisk holdbart og afbalanceret for at sikre ligevægt mellem arterne og opretholdelse af bestandene både nu og fremover; der henviser til, at der til dette formål skal anvendes det bedste tilgængelige ressourceforvaltningssystem, der er tilpasset hvert enkelt tilfælde, idet fælles forvaltningssystemer i de førnævnte tilfælde har givet gode resultater;

der henviser til, at det i 2017 vurderedes, at mindst ni millioner mennesker i Europa dyrker rekreativt fiskeri, og at sektoren for rekreativt havfiskeri dannede grundlag for næsten 100 000 fuldtidsækvivalente job og i alt bidrog med 10,5 mia. EUR til økonomien; der henviser til, at fritidsfiskere anvender havet og dets ressourcer; der henviser til, at sektoren for rekreativt fiskeri skaber økonomiske muligheder for kystsamfundene;

der henviser til, at det i hvidbogen om nye styreformer i Den Europæiske Union fastslås, at politikker ikke længere bør fastlægges fra oven, at EU's legitimitet beror på borgernes deltagelse, at det er nødvendigt at gøre Unionens funktionsmåde mere gennemsigtig, eftersom deltagelse afhænger af borgernes mulighed for at deltage i den offentlige debat, og at det, for at dette kan ske, er nødvendigt at informere den brede offentlighed mere aktivt om europæiske spørgsmål; der henviser til, at hvidbogen også foreslår at inddrage sammenslutninger af lokale myndigheder i politikudformningen og at gøre gennemførelsen af visse fællesskabspolitikker med stor territorial indvirkning mere fleksibel; der henviser til, at begrebet regionalisering er blevet indført i den reviderede fælles fiskeripolitik, og at de rådgivende råds muligheder for høring af interessenterne er blevet øget;

der henviser til, at det allerede i artikel 9, stk. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1022 af 20. juni 2019 om en flerårig plan for fiskeriet, der udnytter demersale bestande i det vestlige Middelhav, fastslås, at »i overensstemmelse med principperne for god forvaltningspraksis i artikel 3 i forordning (EU) nr. 1380/2013 kan medlemsstaterne fremme deltagelsesbaserede forvaltningssystemer på lokalt plan med henblik på at opfylde målsætningerne i planen«, og fælles forvaltning er en form for deltagelsesbaseret forvaltning;

der henviser til, at modellen med fælles forvaltning, fordi den er baseret på deltagelse og fælles ansvar, er mere gennemsigtig og proaktiv og lige så demokratisk og bidrager til at skabe læringsmæssige synergier med hensyn til forvaltningen af det, man er fælles om, og en ansvarlighedskultur ved at skabe tillidsnetværk, bidrage til at mindske konflikter og overvinde modviljen mod innovative tiltag i fiskeriforvaltningen;

der henviser til, at fiskeriorganisationer som »cofradias« eller »prud'homies de pêcheurs« kan have en vigtig rolle at spille for udvikling og gennemførelse af fælles forvaltningssystemer; der henviser til, at »cofradías« er organisationer med en lang tradition, der repræsenterer producenter i visse medlemsstater, og at deres samfundsmæssige rolle i opretholdelsen af kystsamfund er af afgørende betydning; der henviser til, at de til trods herfor endnu ikke er anerkendt som enheder, der er berettiget til støtte fra Den Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF);

der henviser til, at fiskerne som de vigtigste interessenter, og producentorganisationer spiller en afgørende rolle for indfrielsen af den fælles fiskeripolitiks centrale målsætninger med hensyn til fødevaresikring, maksimalt bæredygtigt udbytte, forvaltning af kvoter, markedsføring og tekniske bevaringsforanstaltninger; der henviser til, at de endvidere udgør et godt eksempel på fiskeriforvaltning i EU ved at indføre forvaltningsforanstaltninger gennem fælles beslutninger truffet af fiskerne, tilrettelæggelse af fiskeriaktiviteter i overensstemmelse med markedets krav og samarbejde med flere forskellige interessenter om at gennemføre forvaltningsforanstaltninger på lokalt plan;

Z.	der henviser til, at kvinders manglende repræsentation og inklusion i fiskeriforvaltningen hæmmer bæredygtighed og udvikling;

Den fælles forvaltnings bidrag til den fælles fiskeripolitiks målsætninger

henleder opmærksomheden på, at fælles fiskeriforvaltningssystemer omfatter såvel den fælles fiskeripolitiks fordelingskriterier, idet de integrerer kollektiv viden og omfatter alle aktører, der nyder gavn af en kollektiv ressource, som forvaltningsprincipperne for den fælles fiskeripolitik, og herved bidrager til at indfri målsætningerne i artikel 2 og 3 i forordning (EU) nr. 1380/2013;

mener, at alle de tilfælde af fælles forvaltning, som er blevet analyseret, rummer et klart potentiale for forbedring med hensyn til ressourcernes miljømæssige bæredygtighed, samtidig med at de økonomiske og sociale gevinster ved aktiviteten opretholdes, idet de sociale og økonomiske aktører er direkte involveret i beslutningstagningen vedrørende den fælles forvaltning; bemærker, at sådanne forvaltningssystemer har vist sig mere modstandsdygtige over for mulige chok såsom covid-19 og med hensyn til at reducere konflikter og forbedre smidigheden i beslutningstagningen vedrørende fiskeriforvaltning, hvilket fremmer demokratisering, gennemsigtighed, tillid og regelefterlevelse;

påpeger, at det er bevist, at fælles forvaltning fremmer en beslutningstagning ved konsensus mellem administrationen, relevante interessenter og forskningsorganer, som altid bør agere i overensstemmelse med principperne i den fælles fiskeripolitik og andre relevante regelsæt og i alle tilfælde anvende en forsigtighedstilgang for at sikre, at ressourcerne udnyttes på en måde, der er fuldt bæredygtig ud fra det maksimale bæredygtige udbytte for målarterne; understreger, at denne form for forvaltning og beslutningstagning har været en vigtig faktor for gennemførelsen af vellykkede bevaringsforanstaltninger som f.eks. havbeskyttelsesområder og andre effektive områdebaserede bevaringsforanstaltninger;

understreger, at sektoren for rekreativt fiskeri også bør medtages i systemerne for fælles forvaltning og omfatte såvel brugere som økonomiske aktører, der bidrager til at generere socioøkonomiske fordele for lokalsamfundene; bemærker, at gennemførelsen af fælles forvaltning i den fælles fiskeripolitik også giver mulighed for bedre anerkendelse og forvaltning af rekreativt fiskeri inden for rammerne af denne politik;

fremhæver, at fælles forvaltningssystemer er fiskeribaserede, men også kan fungere på tværs af grænser, dække forskellige geografiske områder og tage hensyn til det miljø, hvori de anvendes, og dermed anlægge en holistisk tilgang; bemærker i denne forbindelse, at ordninger for fælles forvaltning også kan omfatte mekanismer til udveksling af kvoter;

bemærker, at der findes et kontinuum af mulige fælles forvaltningsordninger, der dækker forskellige partnerskabsordninger og grader af deling af beføjelser;

understreger, at der sikres en bedre indsamling af videnskabelige data, eftersom der er forskningsorganer direkte involveret i de fælles forvaltningssystemer; understreger, at dette system gør det muligt at generere data og indsigter, som ellers kan være vanskelige at opnå, på grund af det tætte forhold mellem alle involverede parter (myndighederne, erhvervet og forskerne — den såkaldte »tredobbelte helix«), hvorved de alle bliver bedre i stand til at udnytte disse oplysninger til hurtigt og effektivt at reagere på ethvert problem, der måtte påvirke fiskeriet; bemærker i den forbindelse den betydning, som EU-midler kan spille med hensyn til at finansiere forskning og dataindsamling, og opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at sikre medtagelse af finansieringsmuligheder i deres nationale anvendelse af EU-midlerne;

understreger, at fælles forvaltning også bidrager til at tilvejebringe betingelserne for fiskerisektorens økonomiske levedygtighed og konkurrenceevne, til at sikre en passende levestandard for dem, der er afhængige af fiskeriet, og til at sikre, at der tages hensyn til både forbrugernes og producenternes interesser;

understreger, at producentorganisationer, »cofradías« og andre organisationer såsom »comités des pêches« kan og bør anvendes som vigtige drivkræfter for fælles forvaltning; understreger, at den grundlæggende rolle, som sådanne organisationer spiller i fiskeriforvaltningen, bør anerkendes og styrkes, herunder gennem støtte fra EHFAF;

10.

fremhæver, at fælles forvaltning bidrager til at udrydde praksis med ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri, fordi både erhvervet og myndighederne er involveret, hvilket gør det lettere at identificere og forstå uregelmæssigheder og bekæmpe dem, herunder ved at sikre, at der findes passende og effektive kontrolforanstaltninger og -metoder;

11.

fremhæver den centrale rolle, som regionerne i den yderste periferi spiller i bekæmpelsen af både ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri og havforurening i betragtning af deres spredte beliggenhed og privilegerede placering i Atlanterhavet og Det Indiske Ocean; bemærker, at de skal udstyres med større kapacitet til håndhævelses- og overvågningsprogrammer;

12.

understreger, at det er vigtigt at gennemføre artikel 17 i forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik fuldstændigt for at støtte modeller for fælles forvaltning, i hvilken forbindelse medlemsstaterne skal anvende gennemsigtige og objektive kriterier, herunder af miljømæssig, social og økonomisk art, ved fordelingen af de fiskerimuligheder, som de har adgang til; der henviser til, at disse kriterier kan omfatte fiskeriets indvirkning på miljøet, efterlevelseshistorikken, bidraget til den lokale økonomi og historiske fangstniveauer;

13.

anerkender, at fælles forvaltning kan være et nyttigt værktøj til at forbedre indsamlingen af miljødata og sikre, at forvaltningsressourcerne er tilpasset de særlige karakteristika ved det enkelte fiskeri, hvilket fører til større accept og efterlevelse fra fiskernes side; understreger nødvendigheden af at anvende dette værktøj til at forbedre tilgængeligheden af data og foranstaltninger med henblik på at minimere konsekvenserne af bifangster på følsomme arter;

14.

understreger, at tilgange med fælles forvaltning bør inddrage alle interessenter, herunder fagforeningsrepræsentanter for tredjelandsstatsborgere, der er beskæftiget i EU's fiskeri, hvilket har betydelige konsekvenser for arbejdsvilkår og arbejdstagerrettigheder;

15.

henleder opmærksomheden på, at der ikke foreligger nogen samlet vurdering af de tilfælde, hvor fælles forvaltning er blevet indført i EU og andre steder i verden, som kortlægger systemets vigtigste drivkræfter; opfordrer Kommissionen til at vurdere eksemplerne på fælles fiskeriforvaltning i Unionen med henblik på at udpege bedste praksis, navnlig når denne drejer sig om, hvordan man effektivt inddrager de relevante interessenter i beslutningsprocessen, og at støtte gradvis indførelse af fælles forvaltning inden for andre fiskerityper og i de regionale fiskeriorganer, som den deltager i;

De vigtigste hindringer for fælles forvaltning i Unionen og mulige løsninger

16.

understreger, at manglen på specifik EU-lovgivning og specifikke værktøjer og instrumenter, der kan lette indførelsen af fælles fiskeriforvaltningssystemer, er blevet fremhævet som en hindring for nogle medlemsstaters anvendelse af denne metode til fiskeriforvaltning, da en sådan lovgivning og sådanne værktøjer og instrumenter ene og alene beror på de kompetente myndigheders specifikke engagement; fremhæver vigtigheden af at sørge for fleksibilitet i al ny EU-lovgivning, således at nuværende praksis og traditioner kan opretholdes, og der stilles nye værktøjer og instrumenter til rådighed, eksempelvis udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne og involverede interessenter, hvilket er et vigtigt skridt i en øget anvendelse af fælles forvaltningssystemer;

17.

understreger manglen på passende værktøjer, såsom fora, til drøftelse og udvikling af fælles forvaltningsmodeller og reguleringsmæssige foranstaltninger, der letter gennemførelsen af dem; bemærker, at dette gør det vanskeligere at gennemføre de rette modeller i forskellige medlemsstater til trods for den interesse, som sektoren og myndighederne måtte vise for at anvende dem i et givet område;

18.

anmoder Kommissionen om en ikke-bindende frivillig lovramme for fælles fiskeriforvaltning, som bør give den nødvendige fleksibilitet til, at den nuværende praksis og de nuværende traditioner kan bibeholdes, samt en vurdering af, hvordan denne praksis kan fremmes og lettes under hensyntagen til nærhedsprincippet og med udgangspunkt i eksisterende vellykkede eksempler i medlemsstaterne og tredjelande;

19.

anmoder Kommissionen om at tage hensyn til de medlemsstater, der har regioner i den yderste periferi, og navnlig de arter, der er af afgørende betydning for disse regioner hver især, når den foreslår de årlige forordninger om samlede tilladte fangstmængder og kvoter; påpeger, at enhver forvaltningsramme bør fremme en bedre forvaltning af fiskekvoterne mellem regionerne i den yderste periferi og deres medlemsstater under hensyntagen til hver af disse regioners særlige karakteristika; understreger, at det i betragtning af vigtigheden af fiskerisektoren i regionerne i den yderste periferi er nødvendigt, at medlemsstaterne leverer rettidige oplysninger om udviklingen i kvoteudnyttelsen, således at disse regioner kan holde sektoren informeret og forvalte deres flåder bedre;

20.

fremhæver endvidere, at der for at sikre bedre systemer for fælles forvaltning er behov for klare regler, der fremmer alle de specifikke aspekter, som en velfungerende fælles forvaltning kræver, eksempelvis oprettelse af fælles forvaltningsudvalg og et behov for at fremskynde processerne for gennemførelsen af foranstaltninger, da der er bekymring for, at lovgivningsrammerne i nogle regioner i øjeblikket ikke er tilstrækkeligt klare, hvilket betyder, at tidsrammen for udformning og gennemførelse af foranstaltninger er langsigtet, mens der er behov for løsninger på kort eller mellemlang sigt;

21.

påpeger, at mangel på klare, langsigtede værktøjer og retlige bestemmelser kan true en vellykket fælles forvaltning af fiskeriprojekter, da den kræver mellem- og langsigtede processer og en engageret ledelse, hvorfor europæisk støtte til dette system er afgørende;

22.

fremhæver de rådgivende råds specifikke rolle med hensyn til at sikre inddragelse af interessenterne i EU's beslutningsproces; tilskynder Kommissionen til at samarbejde mere med de rådgivende råd og sikre ordentlige tilbagemeldinger vedrørende deres anbefalinger; anmoder Kommissionen om at overveje at udarbejde en årlig rapport om, hvordan man har taget hensyn til de rådgivende råds anbefalinger; fremhæver vigtigheden af alle interessenters deltagelse i rådgivende råd og bidrag til de respektive anbefalinger;

23.

understreger vigtigheden af de rådgivende råds arbejde i beslutningsprocessen vedrørende fiskeriforvaltning; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at øge deltagelsen i de rådgivende råds møder og formidle værdien af deres rådgivning bedre; mener, at de rådgivende råds rolle skal udvikles yderligere;

24.

bemærker, at ikkeindustrielle fiskere ofte mangler de ressourcer og midler, som industrifiskeriet har til rådighed, for med succes at kunne deltage i lovgivningsprocessen, hvilket historisk set har ført til betydelig ulighed i de nationale fiskeripolitiske rammer;

25.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til inden for rammerne af EHFAF at arbejde for anvendelse af fælles fiskeriforvaltningsmodeller med tilstrækkelige midler til dækning af deres driftsudgifter;

26.

understreger, at producentorganisationer også er vigtige, for at fiskeriforvaltningen kan blive vellykket, eftersom de har en bottom-up-tilgang med vægt på deltagelse af lokalsamfund og græsrodsbevægelser;

27.

bemærker, at det er muligt at udvikle en EU-ramme for fælles forvaltning inden for den nuværende fælles fiskeripolitik, men at der endnu ikke er udviklet en sådan ramme;

Medtagelse af fælles fiskeriforvaltning i den fremtidige revision af den fælles fiskeripolitik

28.

anbefaler at sikre, at fremtidige revisioner af den fælles fiskeripolitik omfatter fælles forvaltning, der af FAO defineres som »en partnerskabsordning, hvor fællesskabet af lokale ressourcebrugere (fiskere) og staten med den nødvendige støtte og bistand fra andre interessenter (skibsejere, fiskehandlere, fiskeforarbejdningsvirksomheder, skibsbyggere, erhvervsfolk osv.) og eksterne agenter (ikkestatslige organisationer, akademiske institutioner og forskningsinstitutioner), er fælles om ansvaret for og myndigheden over fiskeriforvaltningen«; påpeger, at dette skal ske på en måde, der sikrer, at nærhedsprincippet respekteres, at de forskellige modeller for fælles forvaltning, der allerede findes, ikke undergraves, og at de berørte interessenter såsom fiskere, myndigheder og videnskabelige samfund høres og inddrages behørigt i beslutningsprocessen;

29.

opfordrer medlemsstaterne til at støtte udviklingen af systemer til fælles fiskeriforvaltning gennem øjeblikkelig indførelse af nationale og retlige rammer, der bygger på bedste praksis i andre medlemsstater, og med støtte fra Kommissionen;

30.

påpeger, at fiskeriforvaltning i mange lande verden over hovedsageligt bygger på en topstyret, statscentreret tilgang med fokus på fiskeri i industriel eller stor målestok, økonomisk effektivitet og miljømæssig bæredygtighed; mener, at denne tilgang ikke altid er hensigtsmæssig i betragtning af forskellene mellem regioner og de specifikke karakteristika, som kendetegner dele af erhvervet såsom det ikkeindustrielle fiskeri, der ville have stor gavn af inddragelse af fiskersamfundene i fiskeriforvaltningsværktøjerne, og heller ikke har været den bedste tilgang med hensyn til det halvindustrielle og industrielle fiskeri;

31.

understreger, at inddragelsen af samfundsvidenskabelig forskning på det marine område er af central betydning for udviklingen af en mere inklusiv og retfærdig tilgang til og praksis for fiskeriforvaltning;

32.

understreger, at valget af instrument til forvaltning af fiskeressourcerne i det store og hele er op til regeringerne, selv om erfaringer på verdensplan viser, at forskellige former for partnerskab mellem regering, erhverv og fiskere styrker forvaltningen og tilvejebringer miljømæssige, sociale og økonomiske fordele for de berørte områder; påpeger, at det allerede i 1987-rapporten fra Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling med titlen »Vores Fælles Fremtid«, almindeligt kendt som Brundtland-rapporten, blev konkluderet, at lokalsamfund for at opnå en bæredygtig udvikling og dermed også en bæredygtig forvaltning af naturressourcer bør have bedre adgang til og del i beslutningsprocessen vedrørende fælles ressourcer, herunder øget ansvar, altid i samarbejde med de relevante forvaltninger og organisationer; understreger i denne forbindelse vigtigheden af at anvende nærhedsprincippet for at sikre, at beslutningerne træffes på det rette administrative niveau, og dermed behørig inddragelse af de berørte interessenter;

33.

fastholder, at fælles fiskeriforvaltning allerede findes og i mange af de kendte tilfælde fungerer med succes; bemærker, at disse er baseret på forskellige retlige rammer, både på lokalt plan som i f.eks. Galicien, Catalonien og Andalusien i Spanien, og på statsniveau som i f.eks. Portugal, Italien, Frankrig, Sverige, Kroatien og Nederlandene; understreger, at manglen på erfaring og gode eksempler på europæisk plan forhindrer, at dette system indføres i andre regioner og lande;

34.

fremhæver, at der for visse regioners vedkommende er behov for også at udvikle værktøjer til fælles forvaltning på tværs af landegrænser med støtte fra og deltagelse af Kommissionen; henviser i denne forbindelse til ordningen mellem Frankrig, Det Forenede Kongerige og Kanaløerne vedrørende fiskeriforvaltning i dette område, som er blevet mere centraliseret efter brexit; gentager sin opfordring til, at Partnerskabsrådet under handels- og samarbejdsaftalen med Det Forenede Kongerige overvejer andre ordninger for samarbejdet i farvande tilhørende britiske kronbesiddelser; fremhæver i denne forbindelse, at tidligere ordninger i henhold til traktaten om Granvillebugten kan fungere som et grundlag for Partnerskabsrådets fremtidige tilpasninger af reglerne;

35.

beklager, at interessenterne hverken med hensyn til kvotetildeling, samlet tilladt fangstmængde eller tekniske foranstaltninger involveres tilstrækkeligt i fiskeriforvaltning med tredjelande; insisterer på, at Kommissionen påtager sig sin rolle som EU's repræsentant over for tredjelande med henblik på at foreslå forbedrede modeller for deltagerbaseret forvaltning og fælles forvaltning i grænseoverskridende situationer med tredjelande;

36.

understreger, for så vidt angår Den Europæiske Union, at fælles forvaltning og lignende principper såsom fælles forvaltning eller deltagelsesbaseret forvaltning omtales i præambler til forskellige EU-retsakter, men at der mangler fuldt udviklede bestemmelser derom; fremhæver behovet for en mere omfattende debat med henblik på at fremme de specifikke foranstaltninger, som behøves til dette fiskeriforvaltningssystem, således at der kan drages nytte af de fordele, som fælles forvaltning allerede har medført i forskellige regioner og i forskellige tilfælde;

37.

understreger, at Den Europæiske Union kan lette gennemførelsen af fælles forvaltning; understreger, at EU-foranstaltninger vedrørende fælles forvaltning bør fokusere på at muliggøre initiativer på lokalt, regionalt og nationalt plan og på udveksling af bedste praksis;

38.

insisterer på, at en vellykket fælles forvaltning er afhængig af eksistensen af strukturer for deltagelse og et tværfagligt udvalg med deltagelse af et minimum af interessenter, der repræsenterer alle de parter, som er involveret i forvaltningen af et fiskeri, hvor der tages hensyn spørgsmål vedrørende lighed, repræsentation og miljøet, og hvor marginaliserede grupper inkluderes;

39.

understreger, at fælles fiskeriforvaltning i lyset af de undersøgte eksempler er mere modstandsdygtig og lettere at tilpasse end mange andre fiskeriforvaltningssystemer og i mange tilfælde har ført til større social samhørighed, større lighed, forbedrede bestande og øget rentabilitet;

40.

understreger, at fælles forvaltning giver mulighed for i højere grad at tage hensyn til viden og empiriske data, som fiskere indsamler fra deres miljø, og at udviklingen af deltagerorienterede videnskaber i denne henseende skal muliggøre overførsel af disse data og denne empiriske viden til gavn for forskernes arbejde; opfordrer Kommissionen til at iværksætte indkaldelser af tilbud med henblik på at forbedre inddragelsen af denne empiriske viden i det videnskabelige arbejde på alle niveauer;

41.

påpeger, at fiskeriforvaltningen også på europæisk plan bør forbedre dialogen mellem Kommissionen og fiskerisektoren, f.eks. ved at investere mere i de rådgivende råd for at udnytte den rådgivning, de yder på europæisk plan, bedst muligt og gøre fiskeriforvaltningen mere effektiv;

42.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til med henblik på at skabe lige konkurrencevilkår i EU's fiskeri at sikre tilstrækkelig støtte til alle organisationer med tilknytning til fiskeri, navnlig organisationer for ikkeindustrielle fiskere, mindre producenter og kooperativer, der er involveret i fælles forvaltningsprocesser;

43.

insisterer på nødvendigheden af fuldstændig gennemførelse af Århuskonventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til domstolsprøvelse på miljøområdet; påpeger, at denne konvention skaber en international forpligtelse til at inddrage de befolkninger, som berøres af de beslutninger, der skal træffes, i beslutningsprocessen;

44.

understreger, at støtte til kystflåder og bevarelse af kystøkosystemer er blandt prioriteterne for den fælles fiskeripolitik; mener i denne forbindelse, at det er nødvendigt, at fiskeriforvaltningen sker så tæt som muligt på det lokale niveau; bemærker, at artikel 5 i forordning (EU) nr. 1380/2013 om den fælles fiskeripolitik, som indfører restriktioner i princippet om »adgang til farvande«, ikke længere er tilstrækkelig til at bevare disse flåder; mener, at fælles forvaltning bør være normen for fiskeriforvaltningen i kystzoner;

o o

45.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22.

(2) EUT L 172 af 26.6.2019, s. 1.

(3) Kommissionens meddelelse af 3. maj 2022 med titlen »Mennesket i centrum, sikring af bæredygtig og inklusiv vækst og udnyttelse af potentialet i EU's regioner i den yderste periferi« (COM(2022)0198).

(4) Europa-Parlamentets beslutning af 9. juni 2021 om EU's biodiversitetsstrategi for 2030: Naturen skal bringes tilbage i vores liv (EUT C 67 af 8.2.2022, s. 25).

(5) Europa-Parlamentets beslutning af 12. april 2016 om innovation og diversificering af det ikke-industrielle kystfiskeri i fiskeriafhængige områder (EUT C 58 af 15.2.2018, s. 82).

ELI: http://data.europa.eu/eli/C/2023/1060/oj

ISSN 1977-0871 (electronic edition)

Top

Choose the experimental features you want to try