EU’s økonomiske og monetære union

HOVEDPUNKTER

EU’s økonomiske og monetære union

Processen med at harmonisere økonomiske og monetære politikker i medlemsstaterne består af tre faser:

• Første fase (1990-1993). Fjernelse af hindringer for kapitalens frie bevægelighed mellem medlemsstaterne, forbedring af den økonomiske konvergens og tættere samarbejde mellem de nationale centralbanker.
• Anden fase (1994-1998). Oprettelsen af Det Europæiske Monetære Institut (forgængeren til Den Europæiske Centralbank (ECB)), forberedelserne til indførelsen af euroen, undgåelse af uforholdsmæssigt store budgetunderskud samt bedre konvergens i de økonomiske politikker (for at sikre stabile priser og sunde offentlige finanser)
• Tredje fase (1. januar 1999 og fremefter). Uigenkaldelig fastlåsning af vekselkurserne, medlemsstaternes gradvise indførelse af euroen som deres valuta, gennemførelse af en fælles pengepolitik under ECB's ansvar, ikrafttræden af valutakursmekanismen inden for EU (ERM II) og ikrafttræden af stabilitets- og vækstpagten.

Selv om de første to faser af ØMU'en er blevet fuldført for alle medlemsstater, er den endelige fase endnu ikke afsluttet. Indtil videre har 21 medlemsstater indført euroen som deres officielle valuta (under ét benævnt euroområdet).

Overgang til euroen

Før en medlemsstat kan indføre euroen, skal det opfylde adskillige økonomiske og lovgivningsmæssige krav – de konvergenskriterier, der er fastsat i artikel 140 i TEUF.

• Formålet med de økonomiske konvergenskriterier er at sikre, at EU har en stabil økonomisk og finansiel situation.
• Den retlige konvergens kræver, at medlemsstaternes nationale lovgivning, herunder vedtægterne for deres nationale centralbanker, er forenelig med den relevante EU-ret.

Når en medlemsstat opfylder alle disse krav, træffer Rådet for Den Europæiske Union beslutning om, at den kan indføre euroen som valuta. Euroen erstatter dermed den tidligere nationale valuta og bliver medlemsstaten officielle valuta.

De medlemsstater, der har euroen som valuta, anses for at udgøre euroområdet, hvor der gennemføres en fælles pengepolitik under ansvar af ECB's Styrelsesråd.

De medlemsstater, der endnu ikke har indført euroen som valuta, er medlemsstater med dispensation i henhold til artikel 139 i TEUF. Europa-Kommissionen og ECB aflægger mindst hvert andet år eller på anmodning af en medlemsstat med dispensation rapport til Rådet om de fremskridt, disse medlemsstater har gjort med hensyn til at opfylde konvergenskriterierne. Efter høring af Europa-Parlamentet og efter drøftelse i Det Europæiske Råd træffer Rådet på forslag af Kommissionen afgørelse om, at den pågældende medlemsstat opfylder de nødvendige betingelser og kan indføre euroen som valuta, og ophæver den pågældende medlemsstats dispensation.

Den Europæiske Centralbank

ECB spiller en vigtig rolle i ØMU'en. Gennem sit besluttende organ, Styrelsesrådet, fastlægger den pengepolitikken for euroområdet. Den har også eneret til at godkende udstedelsen af eurosedler inden for EU. Medlemsstater kan udstede euromønter, men ECB skal godkende det beløb (volumen), der udstedes årligt.

Euroområdets første medlemsstater

• Den 3. maj 1998, en historisk dato med hensyn til lanceringen af den tredje fase af ØMU, vedtog Rådet en afgørelse, der anerkendte, at 11 medlemsstater (Belgien, Tyskland, Irland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Finland) opfyldte de nødvendige betingelser for at indføre den fælles valuta den 1. januar 1999.
• I 2000 blev en lignende afgørelse vedtaget for Grækenland, som påbegyndte den tredje fase af ØMU’en i januar 2001.

• Euroen blev herefter indført i to trin.
  • 1. januar 1999.  Euroen blev indført som kontopenge¹, og omregningskurserne mellem euroen og medlemsstaternes valutaer blev fastlåst.
  • 1. januar 2002.  Fysiske euromønter og -sedler blev indført i de relevante medlemsstater. Dermed kunne indbyggerne og virksomhederne anvende euroen som kontant betalingsmiddel.

Udvidelse af euroområdet

• I princippet forventes alle medlemsstater at tiltræde tredje fase af ØMU’en og indføre euroen. Nogle har dog endnu ikke opfyldt de økonomiske og retlige krav, og Danmark har fravalgt at deltage i ØMU'ens tredje fase, hvis nærmere enkeltheder er fastsat i protokol nr. 16 til traktaterne. Danmark forbeholder sig retten til at ophæve undtagelsen og ansøge om at indføre euroen, men har endnu ikke meddelt hensigt herom.
• Medlemsstater, der har indført euroen efter 2002:
  • Slovenien den 1. januar 2007;
  • Cypern og Malta den 1. januar 2008;
  • Slovakiet den 1. januar 2009;
  • Estland den 1. januar 2011;
  • Letland den 1. januar 2014;
  • Litauen den 1. januar 2015;
  • Kroatien den 1. januar 2023;
  • Bulgarien den 1. januar 2026.