EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 12.5.2021
COM(2021) 236 final
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET EMPTY
Strategiske retningslinjer for en mere bæredygtig og konkurrencedygtig akvakultur i EU i perioden 2021-2030
{SWD(2021) 102 final}
1.BEHOVET FOR EN NY EU-STRATEGI FOR AKVAKULTUR
Den europæiske grønne pagt og fra jord til bord-strategien understreger potentialet i opdrættede fisk og skaldyr som en proteinkilde til fødevarer og foder med et lavt CO2-aftryk, som spiller en vigtig rolle med hensyn til at bidrage til opbygningen af et bæredygtigt fødevaresystem. Fra jord til bord-strategien fastsætter også specifikke mål for akvakultur, navnlig reduktion af salget af antimikrobielle stoffer og en betydelig stigning i økologisk akvakultur.
Akvakultur skaber arbejdspladser og økonomiske udviklingsmuligheder i EU's kystsamfund og landdistrikter. Denne sektor kan også hjælpe med at: dekarbonisere økonomien, bekæmpe klimaændringer og afbøde virkningerne heraf, nedbringe forureningen, bidrage til bedre bevarelse af økosystemer (i overensstemmelse med målene i biodiversitetsstrategien og nulforureningsstrategien om et giftfrit miljø) samt være en del af en mere cirkulær ressourceforvaltning. En strategisk og langsigtet tilgang til bæredygtig vækst i EU's akvakultur er derfor mere relevant i dag end nogensinde før. Denne tilgang bør også bane vejen for genopretning af EU's akvakultursektor i kølvandet på covid-19-krisen og sikre dens bæredygtighed og modstandsdygtighed på længere sigt.
I forordningen om den fælles fiskeripolitik opfordredes allerede til en koordineret strategisk EU-tilgang for at støtte væksten i EU's akvakultursektor og samtidig sikre dens økonomiske, miljømæssige og sociale bæredygtighed. På trods af de fremskridt, der er gjort takket være den "åbne koordinationsmetode", der er fastsat i forordningen, samt EU-finansiering, er akvakultursektoren stadig langt fra at nå sit fulde potentiale med hensyn til vækst og opfyldelse af den stigende efterspørgsel efter mere bæredygtige fisk og skaldyr. EU importerer over 70 % af de fisk og skaldyr, det forbruger. Akvakulturprodukter udgør i alt (inklusive import) 25 % af EU's forbrug af fisk og skaldyr, mens akvakulturprodukter fra EU kun udgør 10 % af forbruget i EU. EU's akvakultursektor tegner sig for mindre end 2 % af den globale akvakulturproduktion. Akvakulturproduktionen i EU er fortsat stærkt koncentreret med hensyn til både EU-medlemsstater og opdrættede arter, så der er et betydeligt potentiale for diversificering. I forhold til akvakultursektorer i andre lande er akvakultursektoren i EU underlagt nogle af de strengeste lovgivningsmæssige krav til kvalitet, sundhed og miljø. Men selv om det er tilfældet, kan EU's akvakultursektor stadig forbedre sine miljøpræstationer yderligere og dermed bidrage til målene i den europæiske grønne pagt og dertil knyttede strategier.
I denne meddelelse gennemgås Kommissionens strategiske retningslinjer for bæredygtig udvikling af akvakultursektoren i EU, som blev vedtaget i 2013. Disse retningslinjer har været hovedhjørnestenen i den strategiske koordinering af akvakulturpolitikken i EU. Senest i 2015 vedtog EU's medlemsstater på grundlag af disse retningslinjer flerårige nationale strategiplaner for akvakultur. Gennemførelsen af disse flerårige nationale strategiplaner blev understøttet af udvekslingen af god praksis mellem EU's medlemsstater med støtte fra Kommissionen og finansiering gennem Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) og andre EU-fonde.
Kommissionen har opfordret EU-medlemsstaterne til at revidere deres flerårige nationale strategiplaner under hensyntagen til høringer om de nye retningslinjer, der er fastlagt i denne meddelelse. Den fremtidige Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturfond (EHFAF) vil fortsat yde støtte til EU's medlemsstater for at bidrage til gennemførelsen af den strategiske vision for sektoren som afspejlet i disse flerårige nationale strategiplaner og deres operationelle programmer, herunder gennem lokale foranstaltninger.
2.DE NYE STRATEGISKE RETNINGSLINJER
Den europæiske grønne pagt er EU's nye vækststrategi og har til formål at stimulere økonomien og skabe arbejdspladser og samtidig fremskynde den grønne omstilling på en omkostningseffektiv måde. De strategiske retningslinjer, der er fastlagt i denne meddelelse, har til formål at give EU-medlemsstaterne og alle relevante interessenter en fælles vision for den videre udvikling af akvakultur i EU på en måde, der bidrager til denne vækststrategi. Disse retningslinjer har navnlig til formål at bidrage til opbygningen af en akvakultursektor i EU, der: i) er konkurrencedygtig og modstandsdygtig, ii) sikrer forsyningen af nærende og sunde fødevarer, iii) mindsker EU's afhængighed af import af fisk og skaldyr, iv) skaber økonomiske muligheder og arbejdspladser og v) bliver en global reference for bæredygtighed. Retningslinjerne bør også hjælpe EU's forbrugere med at træffe informerede valg af bæredygtige akvakulturprodukter og sikre lige konkurrencevilkår for akvakulturprodukter, der markedsføres i EU. Disse retningslinjer bør også være retningsgivende for anvendelsen af de mange instrumenter og midler, der er til rådighed til at støtte EU's akvakultur, og for at støtte gennemførelsen af gældende EU-lovgivning.
For at nå denne vision er det nødvendigt at tage fat på de forskellige udfordringer og muligheder i EU's akvakultursektor for at nå følgende indbyrdes forbundne mål:
(1)opbygning af modstandsdygtighed og konkurrenceevne
(2)deltagelse i den grønne omstilling
(3)sikring af social accept og forbrugeroplysning og
(4)øget viden og innovation.
Denne meddelelse indeholder generelle retningslinjer for håndtering af disse udfordringer og muligheder. Bilaget til denne meddelelse indeholder også forslag til specifikke foranstaltninger fra Kommissionen, EU-medlemsstaterne og Det Rådgivende Råd for Akvakultur med henblik på at gøre fremskridt på alle de identificerede områder.
Når det er nødvendigt, vil der i denne meddelelse blive henvist til særlige udfordringer og muligheder inden for skaldyrsopdræt og ferskvandsakvakultur på grund af deres særlige karakteristika. Som opfølgning på fra jord til bord-strategien arbejder Kommissionen også på et særskilt og specifikt initiativ til støtte for produktion, sikkert forbrug og innovativ anvendelse af alger. Dette initiativ vil tage fat på udfordringerne og mulighederne i forbindelse med algeopdræt og foreslå konkrete tiltag
.
Denne meddelelse er udarbejdet i tæt samråd med EU's medlemsstater og interessenter, navnlig dem, der er repræsenteret i Det Rådgivende Råd for Akvakultur. I meddelelsen tages der også hensyn til resultaterne af en offentlig høring. Desuden tages der i denne meddelelse hensyn til de synspunkter, som Europa-Parlamentet har givet udtryk for vedrørende udviklingen af akvakultursektoren i EU.
2.1.Opbygning af modstandsdygtighed og konkurrenceevne
Der er to vigtige forudsætninger for, at EU's akvakultursektor kan vokse som en modstandsdygtig og konkurrencedygtig sektor: adgang til arealer og vand og en lovgivningsmæssig og administrativ ramme, der er gennemsigtig og effektiv. I midtvejsevalueringen af den åbne koordinationsmetode blev det konkluderet, at der på trods af de fremskridt, der er gjort i nogle medlemsstater siden vedtagelsen af de strategiske retningslinjer fra 2013, er behov for en yderligere indsats på begge disse områder. Hvad angår resiliens, udgør to spørgsmål en særlig udfordring for akvakultursektoren: styring af risici i forbindelse med dyrs og menneskers sundhed (navnlig, men ikke udelukkende, i bløddyrsopdræt) og virkningerne af klimaændringer. Navnlig for ferskvandsakvakultur er rovdyr og tørke også en udfordring med hensyn til rentabilitet. Producent- og markedsordninger samt kontrol og bekæmpelse af svig er også vigtige redskaber til at sikre EU's akvakultursektors modstandsdygtighed og konkurrenceevne. Endelig kan sektoren også gøres mere konkurrencedygtig ved at diversificere EU's akvakulturproduktion yderligere og øge værdien af akvakulturprodukter.
2.1.1.Adgang til arealer og vand
Der er ved at blive knaphed på vand på grund af klimaændringerne. Der er også stigende konkurrence om både arealer og adgangen til vand mellem forskellige økonomiske aktiviteter, herunder akvakultur. En koordineret fysisk planlægning med tidlig inddragelse af relevante interessenter er derfor af afgørende betydning. Denne fysiske planlægning kan sikre fordelingen af arealer og vand mellem forskellige aktiviteter, samtidig med at økosystemerne bevares. EU's medlemsstater har allerede gjort visse fremskridt med hensyn til at integrere akvakulturaktiviteter i deres fysiske planer for det maritime rum i overensstemmelse med direktivet om maritim fysisk planlægning. Mange af disse planer er dog kun ved at træde i kraft, og deres resultater for akvakultur er for det meste endnu ikke synlige. Der er desuden behov for yderligere fremskridt inden for andre aspekter af den fysiske planlægning og adgang til vand for akvakulturaktiviteter.
Koordineret fysisk planlægning bør ikke kun omfatte havbrug, herunder overgangsvande (brakvand), men også ferskvand samt landbaseret akvakultur (recirkulerende akvakultursystemer, RAS). Det bør også foregribe udviklingen af offshoreakvakultur, hvor naturforholdene tillader det
. Der bør lægges særlig vægt på udviklingen af akvakultur med en lavere miljøpåvirkning (f.eks. ved at kombinere visse typer landbrug for yderligere at reducere udledningen af næringsstoffer og organisk materiale i miljøet) og integration af egnede akvakulturaktiviteter (navnlig dem, der tilbyder økosystemtjenester) i beskyttede områder såsom Natura 2000-områder. Fysisk planlægning bør altid sikre gennemførelsen af relevant EU-lovgivning og stille særlige områder til rådighed for økologisk akvakultur og produktion af bløddyr. I planlægningen bør der også tages hensyn til akvakulturens tilpasning til klimaændringerne samt visse akvakulturtypers potentiale til at afbøde virkningerne af klimaændringer (f.eks. CO2-opsamling eller bevarelse af økosystemer, der sikrer beskyttelse mod ekstreme vejrforhold).
Fysisk planlægning bør baseres på udpegning af områder, der egner sig til akvakultur, gennem en proces, der omfatter koordinering mellem forskellige relevante myndigheder på forskellige niveauer. Denne proces bør starte med kortlægning af eksisterende og potentielle akvakulturområder på en måde, der er i overensstemmelse med eksisterende miljøplanlægning (herunder vandområdeplaner). En sådan kortlægning bør omfatte en proces, som har til formål at identificere potentialet for at genoprette forladte akvakulturanlæg eller omdanne eksisterende industrianlæg til akvakultur. Den bør også søge at fremme synergier mellem forskellige aktiviteter og flere former for udnyttelse af arealer, f.eks. fremme af udviklingen af akvakultur kombineret med udviklingen af offshorevindkraft.
Udpegningen af områder, der er egnede til akvakultur, bør baseres på klare og gennemsigtige kriterier og værktøjer til identificering af nye områder. Disse værktøjer omfatter: i) evaluering af virkningerne på økosystemet gennem en strategisk konsekvensanalyse, ii) fastsættelse af vandkvalitetskrav (navnlig for opdræt af bløddyr), iii) evaluering af potentielle synergier og konflikter med andre aktiviteter, iv) bestemmelse af områdets "bæreevne", og v) fastlæggelse af den nødvendige afstand mellem akvakulturanlæg og forureningskilder. Udpegelsen bør ledsages af en passende mekanisme til at: i) overvåge og indsamle data om akvakulturaktiviteters indvirkning på miljøet og ii) overvåge vandkvaliteten (navnlig i områder, der anvendes til opdræt af bløddyr).
2.1.2.Lovgivningsmæssige og administrative rammer
Kompleksiteten af de nationale licensordninger og den manglende forudsigelighed med hensyn til tidsplanen for og resultatet af licensprocedurerne fremhæves stadig af EU's akvakultursektor som vigtige hindringer for vækst. Licensprocedurer kan være særligt byrdefulde for SMV'er. Udfordringerne ligger i både sektorens komplekse lovgivningsmæssige rammer og behovet for at inddrage flere myndigheder i tilladelsesprocessen. Desuden fører bekymring over akvakulturaktiviteters indvirkning på miljøet eller andre økonomiske aktiviteter ofte til klageprocedurer, hvilket yderligere forsinker processen for opnåelse eller fornyelse af en licens.
De vigtigste elementer til at løse disse problemer og samtidig sikre, at der tages behørigt hensyn til miljøaspekterne i licensprocedurerne, er følgende:
-Strømlining — og harmonisering, hvor det er muligt — af lovgivning og administrativ vejledning om akvakultur. Ideelt set bør denne strømlining gennemføres ved at vedtage en enkelt national retsakt, der samler alle relevante aspekter. Denne retsakt bør fastsætte klare procedurer og tidsfrister for behandling af ansøgninger om nye licenser eller fornyelser af licenser.
-Etablering, hvor det er muligt, af en enkelt national akvakulturenhed, der samler alle de forskellige relevante myndigheder med ansvar for akvakultur. Denne enhed vil søge at lette og koordinere disse myndigheders arbejde med planlægning, udstedelse af licenser og overvågning af akvakulturaktiviteter. Enheden bør inddrage relevante interessenter for at drøfte og integrere deres synspunkter rettidigt. I tilfælde, hvor ansvaret for akvakultur også ligger på subnationalt niveau, bør der tilskyndes til en national struktur, der samler regionale/lokale myndigheder og enheder.
-Oprettelse af et "one-stop-shop"-system for akvakulturlicenser, som fremmer både gennemsigtigheden i licensprocessen og samspillet mellem ansøgeren og de besluttende myndigheder.
-Udpegning af områder, der er egnede til akvakultur, i overensstemmelse med de principper, der er nævnt i afsnit 2.1.1 ovenfor.
-Udstedelse af licenser på længere sigt med regelmæssig overvågning og sanktioner for manglende overholdelse (hvilket kunne omfatte tilbagekaldelse af licenser). Licensbetingelserne bør omfatte en forpligtelse til at overvåge og indberette data, navnlig de data, der kræves i henhold til den relevante nationale lovgivning og EU-lovgivningen.
EU-medlemsstaternes fremskridt med hensyn til at tackle disse aspekter vil også imødekomme EU's akvakulturproducenters betænkeligheder med hensyn til manglen på lige vilkår for akvakulturaktiviteter i EU på grund af forskelle mellem EU's medlemsstater i forhold til den byrde, der er forbundet med at opnå licenser til nye akvakulturbrug.
2.1.3.Dyresundhed og folkesundhed
Trods EU-lovgivning om vandsundhed
og EU-finansieret forskning på dette område er infektionssygdomme fortsat en meget betydelig hindring for akvakulturens produktivitet. Disse sygdomme udgør også et problem for dyrevelfærden. De udfordringer, der stadig mangler at blive løst på dette område, er:
-manglen på god opdrætspraksis og -teknologi, der er skræddersyet til hver enkelt akvakulturart
-behovet for bedre at forebygge sygdomme og parasitangreb og dermed mindske behovet for veterinærlægemidler
-behovet for at reducere brugen af lægemidler, herunder antimikrobielle stoffer og antiparasitære stoffer, som kan skade miljøet eller bidrage til antimikrobiel resistens
-huller i forskningen (herunder vedrørende fiskenes mikrobiomer, klimaændringernes potentielle indvirkning på fiskesundheden og indvirkningen af stress på fiskenes immunsystem)
-den lave tilgængelighed af specifikke veterinærlægemidler (herunder vacciner) til brug i vanddyr
-manglen på kodekser for god praksis for tidlig påvisning, forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme hos akvatiske dyr, der ikke er opført i den relevante EU-lovgivning
-behovet for mere sammenhængende og grundigere undersøgelser af sygdomme hos akvatiske dyr i visse EU-medlemsstater og inden for visse sektorer og
-forvaltning af norovirus i bløddyrsopdræt, som ikke blot kan udgøre en trussel mod folkesundheden, men også bringe bløddyrsakvakulturbrugenes økonomiske levedygtighed i fare.
2.1.4.Tilpasning til og modvirkning af klimaændringer
Akvakultursektoren vil skulle tilpasse sig de mange ødelæggende virkninger af klimaændringerne og forbedre sin modstandsdygtighed. EU's klimatilpasningsstrategi og nationale strategier/planer udgør en ramme, som gør det muligt for politiske beslutningstagere at sikre, at de gennemfører omfattende og effektive foranstaltninger til tilpasning til klimaændringer. Særlige sektorspecifikke tilpasningsstrategier bør specifikt omhandle akvakultursektoren
. Samtidig skal akvakulturens potentielle negative bidrag til klimaændringerne minimeres. Energiforbrug og CO2-emissioner fra produktion, transport og forarbejdning skal reduceres mest muligt.
Men akvakultur har også et stort potentiale til at modvirke klimaændringerne. Når der er fastsat passende rammer, kan visse typer akvakultur, såsom dyrkning af tang og bløddyr, levere tjenester til modvirkning af klimaændringer (såsom kulstofbinding) eller klimatilpasningstjenester (såsom naturbaseret kystbeskyttelse). Andre typer akvakultur kan, når de forvaltes hensigtsmæssigt, bidrage til at bevare økosystemer såsom damme eller vådområder. Disse økosystemer beskytter mod virkningerne af klimaændringer såsom stigende vandstand i havene og oversvømmelser. Denne form for akvakultur bør fremmes.
2.1.5.Producentorganisationer og markedsordninger
Den situation, som akvakultursektoren står over for som følge af udbruddet af covid-19, har vist producentorganisationernes værdi for kollektive tiltag, navnlig for mindre producenter. Producentorganisationerne har større forhandlingsstyrke, når de handler med forarbejdningsvirksomheder og detailhandlere. De gør det også muligt at dele ressourcer og drage fordel af fælles tjenester (f.eks. rådgivning, salgsfremstød), som ellers ville være for dyre for de enkelte producenter. Desuden fremmer producentorganisationerne kollektiv forvaltning og/eller selvregulerende initiativer mellem producenter. Og mens producentorganisationer kan hjælpe producenterne med at organisere sig, giver brancheorganisationer mulighed for bedre integration af aktører i hele værdikæden. De fremmer også selvregulerende initiativer mellem producenter, forarbejdningsvirksomheder og detailhandlere. Brancheorganisationerne bidrager også til at gennemføre og kontrollere mærkningskravene.
På trods af den støtte, der er til rådighed for anerkendte producentorganisationer og brancheorganisationer gennem Den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF) (navnlig støtten til deres produktions- og markedsføringsplaner
), er der kun oprettet et begrænset antal producentorganisationer
. Oprettelsen af producentorganisationer vil især bidrage til at øge forhandlingspositionen i fødevareforsyningskæden for akvakulturproducenter af bløddyr og ferskvandsarter. Disse producenter er typisk mindre virksomheder, der sælger deres produkter som helhed og ikke drager fordel af vertikal integration med forarbejdningsvirksomheder og detailhandlere.
Akvakulturproducenterne har udtrykt bekymring over vanskelighederne, især for mindre producenter, med at oprette en producentorganisation og få den anerkendt i henhold til forordning (EU) nr. 1379/2013 om den fælles markedsordning for fiskevarer og akvakulturprodukter (forordningen om den fælles markedsordning). Dette problem skyldes hovedsagelig de nødvendige finansielle midler og administrative hindringer. For at lette anerkendelsen af producentorganisationer og andre erhvervsorganisationer og udvide deres regler til at omfatte ikkemedlemmer har Kommissionen udarbejdet et
ikkebindende vejledende dokument
. Kommissionen støtter også løbende sektoren gennem metodologisk støtte og deltagelse og udveksling i tekniske møder.
2.1.6.Kontrol
Et andet vigtigt aspekt med hensyn til at sikre bæredygtigheden og rentabiliteten af EU's akvakultur er den enkelte medlemsstats passende kontrol af akvakulturprodukter i hele forsyningskæden (fra fangst/høst til detailsalg, herunder transport) i overensstemmelse med EU's fiskerikontrolforordning
. Sporbarhedsforpligtelser gør det muligt at kende akvakulturprodukternes oprindelse og bekæmpe svig. Kommissionens forslag til en ny fiskerikontrolforordning
udvider sporbarhedsforpligtelserne til at omfatte alle akvakulturprodukter, herunder forarbejdede produkter og produkter importeret fra tredjelande. Sporbarhed er derfor også et værdifuldt redskab til at sikre lige vilkår på EU-markedet.
2.1.7.Diversificering og værditilvækst
EU's akvakultursektor har stadig store muligheder for yderligere diversificering, ikke kun inden for opdræt af lovende nye arter (navnlig diversificering til ikkefoderarter og lavtrofiske arter med et lavere miljøaftryk), men også hvad angår produktionsmetoderne (f.eks. polykultur i dambrug og integreret multitrofisk akvakultur). Det er også vigtigt at arbejde mere på at forarbejde og emballere akvakulturprodukter til nye produkter med værditilvækst (f.eks. fileter og brugsklare produkter), som er attraktive for yngre forbrugere. Dette er især vigtigt for mere traditionelle former for skaldyrs- og ferskvandsakvakultur. Et andet vigtigt redskab til at fremme værdien af EU's akvakulturprodukter er brugen af kvalitetsordninger og mærker (underlagt passende kontrol for at sikre deres troværdighed), herunder geografiske betegnelser. Fremme af bæredygtig akvakultur i EU som et eksempel på lokal produktion i forbindelse med korte fødevarekredsløb spiller også en vigtig rolle med hensyn til at diversificere og øge værdien af EU's akvakulturproduktion.
Geografisk diversificering bør også fremmes. Medlemsstater, hvor akvakultur fortsat er en marginal sektor, bør undersøge og videreudvikle det potentiale, som akvakultur giver med hensyn til bæredygtig forsyning af fødevarer og foder og skabelse af alternative bæredygtige virksomheder og arbejdspladser, navnlig i fjerntliggende områder, hvor jobmulighederne er begrænsede.
2.2.Deltagelse i den grønne omstilling
EU's akvakultursektor skal ligesom andre sektorer i EU's økonomi deltage i den grønne omstilling, der er fastsat i den europæiske grønne pagt. Denne sektor spiller en særlig rolle med hensyn til at bidrage til omstillingen til bæredygtige fødevaresystemer, men også til udviklingen af bioøkonomien og den cirkulære økonomi (gennem anvendelse af vedvarende akvatiske ressourcer) og til at vende biodiversitetstab, bl.a. ved at reducere forureningen. Hvis man bevæger sig yderligere i retning af "konkurrencedygtig bæredygtighed" (som udtrykt i jord til bord-strategien), dvs. at gøre EU's varemærke bæredygtigt, giver det sektoren en betydelig økonomisk mulighed, navnlig i betragtning af den stigende opmærksomhed, som offentligheden lægger på produkters miljøaftryk på markedet og på dyrevelfærd.
2.2.1.Miljøpræstationer
EU's miljølovgivning og gennemførelse af national lovgivning har fastsat de lovgivningsmæssige rammer for EU's akvakultur. Denne ramme sikrer modvirkning af den indvirkning, som akvakulturaktiviteter kan have på miljøet (hvad enten det drejer sig om CO2-aftryk, spildevand, affald eller andre indvirkninger på marine økosystemer og ferskvandsøkosystemer), og at akvakulturaktiviteter ikke i væsentlig grad skader økosystemerne eller biodiversiteten. Kommissionens vejledninger og Domstolens retspraksis
præciserer anvendelsen af denne lovgivning på akvakultursektoren. Kravene i EU-lovgivningen er imidlertid ikke altid klare for alle aktører, og EU-medlemsstaternes fortolkning af EU-lovgivningen synes ikke at være ensartet, hvilket undergraver de lige konkurrencevilkår for akvakulturproducenter i EU. Desuden deles gennemførelsen af relevant EU-lovgivning ofte mellem forskellige administrative enheder eller forvaltningsniveauer, hvilket måske ikke altid sikrer tilstrækkeligt samarbejde eller det nødvendige ekspertiseniveau i sektoren. Der er derfor behov for en yderligere indsats for at sikre en mere ensartet og sammenhængende gennemførelse af de lovgivningsmæssige rammer på miljøområdet.
Navnlig den komplekse EU-lovgivning, der er indført for at sikre en god vandkvalitet for toskallede bløddyr, skaber forvirring. Denne lovgivning vil drage fordel af præciseringer og bedre forbindelser med anden relevant EU-lovgivning. Der er især behov for større klarhed om forskellene i kravene (med hensyn til klassificering af høstområder, sundhedsundersøgelser, registre over beskyttede områder osv.)
.
-Sikring af bæredygtige fodersystemer. Det betyder, at der skal anvendes foderingredienser, som er tilvejebragt på den måde, der er mest respektfuld for økosystemer og biodiversitet, og som samtidig er egnet til at sikre dyrenes sundhed og velfærd. Det betyder også, at foderproducenternes afhængighed af fiskemel og fiskeolie fra vilde bestande begrænses (f.eks. ved anvendelse af alternative proteiningredienser som f.eks. alger eller insekter eller affald fra andre industrier). Dette omfatter også anvendelsen af fodertilskud og effektive foderstyringssystemer.
-Udvikling af løsninger til reduktion af anvendelsen af veterinærlægemidler og andre stoffer (f.eks. begroningshæmmende midler), f.eks. gennem passende opdrætsmetoder.
-Hvor det er nødvendigt at anvende veterinærlægemidler og andre stoffer, fremme anvendelsen af dem med et lille miljøaftryk.
-Sikring af miljøovervågning af akvakulturanlæg, herunder vandkvalitet, udledninger og emissioner (af organisk materiale, næringsstoffer, plast, veterinærlægemidler, andre forurenende stoffer eller enhver form for affald og strøelse).
-Fastlæggelse af forvaltningspraksis, herunder en risikostrategi for modvirkning af virkningerne (herunder dem, der vedrører eventuelle udledninger og emissioner), forvaltning af rovdyr og forebyggelse af, at de undslipper, navnlig med hensyn til deres potentielle negative indvirkning på lokale arter og biodiversitet, herunder deres potentiale for at blive invasive.
-Begrænsning af akvakulturaktiviteters bidrag til havaffald.
-Fremme af anvendelsen af vedvarende energikilder og større energieffektivitet.
-Gennemførelse af affaldshåndteringssystemer, der minimerer akvakulturaktiviteternes miljøaftryk.
-Anvendelse af en cirkulær økonomisk tilgang, herunder anvendelse af affald.
-Fremme af udviklingen af økologisk akvakultur
og andre akvakultursystemer med lavere miljøpåvirkning, såsom: energieffektive recirkulerende akvakultursystemer, integrerede multitrofiske akvakultursystemer (IMTA) samt diversificering til lavtrofiske arter (bløddyr
og andre hvirvelløse dyr samt alger og planteædende fisk).
-Fremme og værdiskabelse af akvakulturformer, der tilbyder økosystemtjenester, herunder i damme, vådområder og brakvand
.
-Støtte til både bevarelse og forbedring af akvatiske genetiske ressourcer og anvendelse af selektiv avl til akvakulturbestande.
2.2.2.Dyrevelfærd
Der bør lægges større vægt på fisks velfærd og ikke kun på grund af offentlighedens stigende interesse for — og efterspørgslen efter — produkter med høj velfærd. At holde fisk under gode velfærdsbetingelser har også økonomiske fordele for industrien i form af lavere omkostninger og produkter af bedre kvalitet. EU-lovgivningen om dyrevelfærd
indeholder generelle krav til hold, transport og slagtning af opdrættede fisk, og EU's forordning om økologisk produktion
fastsætter mere specifikke krav som f.eks. maksimal bestandtæthed, restriktioner for anvendelsen af kunstigt lys og ilt osv. Der er behov for en yderligere indsats for at forbedre fiskenes velfærd med fokus på:
-udvikling af god praksis for fiskevelfærd under opdræt, transport og aflivning
-fastsættelse af fælles, validerede, artsspecifikke og kontrollerbare indikatorer for fiskevelfærd i hele produktionskæden (herunder inden for transport og slagtning)
-yderligere forskning og innovation, navnlig vedrørende artsspecifikke velfærdsparametre, herunder ernæringsmæssige behov i forskellige opdrætssystemer og
-tilvejebringelse af viden og færdigheder om fiskevelfærd til akvakulturproducenter og andre operatører, der håndterer levende opdrættede fisk.
2.3.Sikring af social accept og forbrugeroplysning
Væksten i EU's akvakultursektor og dens konkurrenceevne afhænger i høj grad af social accept og anerkendelse af fordelene ved og værdien af akvakulturaktiviteter og EU's akvakulturprodukter. Der er tre faktorer, der er særligt vigtige for at opnå denne accept: formidling om EU's akvakultur, integration af EU's akvakultur i lokalsamfundene og dataindsamling og -overvågning.
2.3.1.Formidling om EU's akvakultur
Det er yderst vigtigt at sikre mere nøjagtige oplysninger og gennemsigtighed om, hvordan akvakulturaktiviteter udføres. Lokale interessenters negative opfattelse af akvakulturaktiviteter, navnlig deres indvirkning på miljøet og andre økonomiske aktiviteter, er ofte en hindring for etablering af nye akvakulturanlæg. På den anden side er fordelene ved akvakultur (såsom at skabe arbejdspladser i fjerntliggende områder, som en kulstoffattig fødevarekilde eller et tilbud om økosystemtjenester) stort set ukendte for offentligheden.
Information er også afgørende for at imødekomme forbrugernes stigende efterspørgsel efter bæredygtige produkter. Det er vigtigt at gøre forbrugerne mere bevidste om EU-producenternes indsats for at gøre det muligt for EU's produktion at høste fordelene ved høje bæredygtigheds- og kvalitetsstandarder. Dette vil bidrage til at gøre EU's akvakulturprodukter mere konkurrencedygtige og også sikre lige vilkår for andre akvakulturprodukter, der måske ikke tilbyder tilsvarende bæredygtighed og kvalitet. Endelig vil formidling være nødvendigt for at udnytte potentialet i en mere diversificeret akvakultur for at imødegå de udfordringer, der er afdækket i den europæiske grønne pagt. Disse udfordringer omfatter øget viden om og forbrug af akvakulturprodukter med et lavere miljøaftryk, navnlig underudnyttede lavtrofiske arter såsom alger, skaldyr og andre hvirvelløse dyr samt planteædende fisk.
En forbedring af den information, der er tilgængelig for forbrugerne og offentligheden om EU's akvakulturproduktion, kræver en blanding af forskellige værktøjer, navnlig:
-mærknings- og handelsnormer
(Kommissionen arbejder på at revidere de gældende handelsnormer for fiskevarer og vurdere muligheden for at opstille normer for akvakulturprodukter)
-oplysningskampagner om EU's akvakultursektor og -produktion, der involverer detailhandlere
-tydeliggørelse af det videnskabelige grundlag for debatten om virkningerne af akvakulturaktiviteter i EU
-yderligere åbning af sektoren for offentligheden (åbning af brug for besøgende, herunder skoler og andre uddannelsesudbydere, levering af flere oplysninger om forholdene på brugene)
-sikring af et tæt og tidligt engagement fra myndighedernes og industriens side med interessentgrupper, herunder NGO'er
-fremme af brugen af varemærker og kvalitetsmærker (under forudsætning af passende kontrol for at sikre deres troværdighed), herunder geografiske betegnelser, der også omfatter bæredygtighedsaspekter og
-fremme af værdien af EU's akvakultur som "lokal og frisk" med korte fødevarekredsløb.
2.3.2.Integration i lokalsamfundene
Ligesom enhver anden aktivitet kræver udvidelsen af akvakultur også social accept (såkaldt "social licens til at drive virksomhed"). Som nævnt ovenfor er opfattelsen af akvakulturaktiviteter fortsat negativ blandt visse interessenter. Dette skyldes hovedsagelig bekymringer om akvakulturens indvirkning på miljøet eller om, hvordan den er i konflikt med andre økonomiske aktiviteter såsom fiskeri eller turisme. Det er vigtigt at tage hånd om disse problemer ved at: i) sikre gennemsigtighed og tidlig inddragelse af lokale interessenter i planlægningen af en akvakulturaktivitet og ii) tilstræbe synergier med eksisterende aktiviteter (f.eks. fiskeri, turisme, forarbejdningsindustrien) og beskyttede områder. Derudover er der et stort potentiale med hensyn til at skabe lokale værdikæder og korte forsyningskæder, som bør bidrage til miljømæssigt, økonomisk og socialt bæredygtig fødevareproduktion. Erfaringerne fra arbejdet i de lokale aktionsgrupper inden for fiskeriet (FLAG'er) og projekter, der finansieres under EHFF i nogle medlemsstater, viser en række eksempler på god praksis på dette område.
2.3.3.Data og overvågning
Det er nødvendigt at indsamle nøjagtige data for at sikre en hensigtsmæssig planlægning af akvakulturaktiviteterne. Det er også nødvendigt med nøjagtige data for at vurdere og overvåge de sociale, økonomiske og miljømæssige præstationer i EU's akvakultursektor. Gennemsigtighed og rapportering af data er også vigtig for at bevare forbrugernes og andre interessenters tillid til sektoren. Der er mange rapporteringsforpligtelser for sektoren i henhold til forskellige EU-retsakter og national lovgivning. De indsamlede data er dog hovedsagelig socioøkonomiske data om havbrug eller dyresundhed, og der rapporteres begrænsede data om miljøindikatorer, der er specifikke for akvakultur. Det vil derfor være nødvendigt at koordinere bedre rapporteringsforpligtelser og strømline rapporteringsprocedurerne mellem forskellige tjenester. Det vil også være nødvendigt at yde mere struktureret vejledning til EU's medlemsstater om, hvordan man indhenter og indberetter data. Rapportering af data bør også gælde for miljøindikatorer og omfatte akvakulturproduktion ud over havbrug.
2.4.Øget viden og innovation
Viden og innovation (herunder brug af digital teknologi) er afgørende for at nå de andre mål, der er fastsat for EU's akvakultursektor i denne meddelelse. Viden og innovation er særlig vigtige for at opbygge akvakulturens modstandsdygtighed og konkurrenceevne og sikre dens grønne omstilling.
Horisont Europa, det kommende EU-rammeprogram for forskning og innovation, giver en vigtig mulighed for at tage et skridt fremad på dette område. Forskning og innovation inden for bæredygtig akvakultur er en vigtig prioritet under Horisont Europa. Der er behov for en beslutsom indsats inden for akvakultur for at sikre, at forskning og innovation: i) reagerer hurtigere på sektorens nuværende og fremtidige udfordringer og muligheder, ii) undgår dobbeltarbejde og iii) skaber synergier. Der er navnlig behov for en yderligere indsats på følgende områder:
-Etablering af en ramme for samarbejde, der samler offentlige myndigheder, erhvervslivet, forskere og undervisere, både på nationalt og regionalt/lokalt plan. Denne ramme bør omfatte udvikling af innovationsklynger for bæredygtig akvakultur
.
-Fremme af udvikling og matchning af styrker inden for forskning og innovation på tværs af medlemsstater og regioner. Dette bør omfatte strategier for intelligent specialisering, der sigter mod at opbygge komplette værdikæder i hele EU.
-Fremme af effektiv formidling af forsknings- og innovationsresultater til slutbrugere i industrien og den brede offentlighed samt udnyttelse heraf, herunder gennem nøje overvågning af udarbejdelsen og gennemførelsen af solide planer for formidling og udnyttelse af EU-finansierede projekter.
-Fremme af komplementaritet og synergi mellem forskningsprojekter.
-Lettelse af adgangen til EU-midler til forskning og innovation i akvakultursektoren ved at give et klart overblik over den tilgængelige EU-finansiering.
For at skabe innovation i akvakultursektoren er det nødvendigt at fremme investeringer i innovative løsninger. Investorer bevæger sig ofte ind på et ukendt område, når de investerer i innovation. EU's BlueInvest-initiativ (som også fremmer innovation inden for akvakultur) vil fortsat samle investorer og iværksættere. Der vil blive oprettet et finansielt instrument med EHFAF- og InvestEU-bidrag, som også vil være til rådighed til at støtte investeringer i bæredygtige akvakulturaktiviteter og -teknologier. EU's medlemsstater kan også anvende midler under den fremtidige EHFAF til at støtte investeringer i innovative løsninger i EU's akvakultursektor.
En innovativ akvakultursektor kræver også udvikling af passende færdigheder. Dette kan opnås ved at fremme specialiserede læseplaner og viden om akvakultur (f.eks. specialiserede veterinærundersøgelser for fisk og uddannelse i fiskesundhed for akvakulturbrugere) samt livslang uddannelse af akvakulturbrugere i innovative tilgange til akvakultursektoren.
3.KONKLUSION
Bæredygtig akvakultur i EU kan spille en vigtig rolle i leveringen af offentlige goder. Disse offentlige goder omfatter: i) nærende og sunde fødevarer med et begrænset miljøaftryk, ii) økonomisk udvikling og jobmuligheder for kystsamfund og landdistrikter, iii) mindskelse af forurening iv) bevarelse af økosystemer og biodiversitet og v) bidrag til bekæmpelsen af klimaændringer. Denne meddelelse udstikker vejen for, at EU's akvakultur kan blive en reference som en sektor, der er modstandsdygtig, konkurrencedygtig og en global standard for bæredygtighed og kvalitet. For at nå dette mål er det nødvendigt at støtte alle relevante aktører (herunder EU-medlemsstaterne, EU's akvakultursektor og andre interessenter såsom NGO'er) i gennemførelsen af disse retningslinjer og de foranstaltninger, der anbefales i bilaget til denne meddelelse. Kommissionen opfordrer EU-medlemsstaterne til at sikre passende midler til at gennemføre disse retningslinjer og tiltag.
For at gennemføre retningslinjerne er det også nødvendigt at støtte en bæredygtig omstilling i akvakultursektoren ved at sikre effektiv anvendelse af offentlige midler og tiltrække private investeringer. Bilaget til denne meddelelse indeholder anbefalinger til foranstaltninger med henblik herpå. Kommissionen opfordrer navnlig EU's medlemsstater til at tage hensyn til de prioriteter, der er fastsat i disse retningslinjer, med henblik på tildeling af støtte til sektoren under EU-fonde og nationale fonde.
For at støtte alle interessenters gennemførelse af disse retningslinjer vil Kommissionen oprette en EU-bistandsmekanisme for akvakultur. Denne mekanisme bør fungere som et redskab, der kan hjælpe Kommissionen, EU-medlemsstaterne, industrien og andre interessenter med at udvikle yderligere vejledning og konsolidere bedste praksis på de områder, der er omfattet af denne meddelelse. Bistandsmekanismen vil også bidrage til at gennemføre denne vejledning og bedste praksis. Denne mekanisme bør omfatte en onlineplatform med en tilgængelig videnbase for alle interessenter (f.eks. en vejledning om EU-finansiering og en database over EU-finansierede projekter i sektoren).
Kommissionen opfordrer EU-medlemsstaterne til aktivt at fremme målene og principperne i denne meddelelse, navnlig behovet for, at akvakultur udvikler sig på en bæredygtig måde, der respekterer miljøet, i forbindelse med: i) havområdestrategierne, ii) bilaterale aftaler og iii) deltagelse i internationale fora (f.eks. FAO).
Kommissionen vil senest fire år efter offentliggørelsen af denne meddelelse foretage en vurdering af: i) de fremskridt, der er gjort med hensyn til at udvikle de anbefalede foranstaltninger i bilaget, og ii) disse aktioners effektivitet med hensyn til at bidrage til at nå de mål, der er fastsat i disse nye strategiske retningslinjer, med mulighed for at tilpasse aktionerne i overensstemmelse hermed. Senest i 2029 vil der blive foretaget en evaluering af de nye strategiske retningslinjer, som vil vurdere deres effektivitet, virkningsfuldhed, sammenhæng, relevans og EU-merværdi med henblik på at tilvejebringe evidensgrundlaget og støtte afgørelsen om de næste skridt efter 2030.