1

Sagsøgeren, Metrans a.s., er et tjekkisk selskab, der primært beskæftiger sig med intermodale terminaler i Den Tjekkiske Republik.

2

Den 5. november 2015 iværksatte Kommissionen to forslagsindkaldelser, den ene »samhørighedsindkaldelse [af forslag]« og den anden »generel indkaldelse [af forslag]« som en del af det flerårige arbejdsprogram til økonomisk støtte inden for Connecting Europe-faciliteten (CEF) – Transportsektoren for perioden 2014-2020, som ændret ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2015) 7358 final af 30. oktober 2015. Fristen for indgivelse af projektforslag var fastsat til den 16. februar 2016.

3

I alt modtoges 427 forslag, herunder 140 inden for »samhørighedsindkaldelse [af forslag]«. Det er ubestridt, at sagsøgeren ikke indgav forslag i forbindelse med de to forslagsindkaldelser. Selskaberne Advanced World Transport a.s. (herefter »AWT«) og České přístavy a.s. var blandt deltagerne i »samhørighedsindkaldelse [af forslag]«.

4

I en pressemeddelelse afslørede Kommissionen den 17. juni 2016 listen over de 195 forslag til transportprojekter, der ville modtage finansiel støtte fra Connecting Europe-faciliteten (CEF) inden for transportsektoren og erklærede, at den foreslåede finansieringsbeslutning formelt skulle godkendes af CEF-Koordinationsudvalget, der skulle mødes den 8. juli 2016.

5

Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (INEA), oprettet i 2014 ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2013/801/EU af 23. december 2013 om oprettelse af INEA og om ophævelse af [a]fgørelse 2007/60/EF, som ændret ved afgørelse 2008/593/EF (EUT 2013, L 352, s. 65), publicerede på sit websted den 8. juli 2016 en pressemeddelelse, hvori CEF-Koordinationsudvalgets positive indstilling til den af Kommissionen udarbejdede liste over forslag til transportprojekter, der ville modtage finansiel støtte fra EU inden for Connecting Europe-faciliteten (CEF) – Transportsektoren, bekendtgjordes. Vedlagt pressemeddelelsen, og tilgængelig via et hyperlink, var en brochure om de udvalgte projekter, der bl.a. indeholdt oplysningsark vedrørende de pågældende projekter. De projekter, der var indgivet af AWT (Paskov-projektet) og af České přístavy (Mělník-projektet), var gengivet i brochuren på s. 271, henholdsvis s. 272 (jf. præmis 8 nedenfor).

6

Den 5. august 2016 vedtog Kommissionen gennemførelsesafgørelse C(2016) 5047 final om fastsættelse af listen over forslag, der var udvalgt til at modtage finansiel støtte fra EU inden for Connecting Europe-faciliteten (CEF) – Transportsektoren efter forslagsindkaldelser iværksat den 5. november 2015 i henhold til det flerårige arbejdsprogram (herefter »gennemførelsesafgørelsen«). Denne liste fremgår af bilaget til gennemførelsesafgørelsen.

7

Gennemførelsesafgørelsen med bilag blev gjort tilgængelig online den 30. august 2015 på det pågældende generaldirektorat i Kommissionens websted (GD »Mobilitet og Transport«) på https://ec.europa.eu/transport/themes/infrastructure-ten-t-connecting-europe/reference-documents-work-programmes-selection_en og ligeledes den 29. september 2015 på registret over Kommissionens dokumenter på adressen http://ec.europa.eu/transparency/regdoc/ som følge af en imødekommet anmodning om aktindsigt.

8

Forslagene indgivet af henholdsvis České přístavy, under referencen 2015-CZ-TM-0406-W, med titlen »Intermodal terminal Mělník, fase 2 og 3« (herefter »Mělník-projektet«), og AWT, under referencen 2015-CZ-TM-0330-M, med titlen »Multimodal Containerterminal Paskov, fase III« (herefter» Paskov-projektet«), figurerede i bilaget til gennemførelsesafgørelsen og modtog økonomisk støtte under prioriteten »forbindelse til og udvikling af multimodale logistikplatforme« under rubrikken med overskriften »B) Tilkendelse af økonomisk støtte under samhørighedsindkaldelse [af forslag]«.

9

Efter vedtagelsen af gennemførelsesafgørelsen indgik INEA den 21. oktober henholdsvis den 7. november 2016 aftaler om tilskud (herefter, sammen med gennemførelsesafgørelsen, de »anfægtede afgørelser«) med České přístavy, under referencen INEA/CEF/TRAN/M2015/1138714 (herefter »aftalen om tilskud til Mělník-projektet«) og med AWT, under referencen INEA/CEF/TRAN/M2015/1133813, (herefter »aftalen om tilskud til Paskov-projektet«).

10

Informationsarkene om Mělník-projektet og Paskov-projektet blev offentliggjort online på INEA’s websted sammen med filer tilgængelige for download på følgende datoer og tidspunkter: Mělník-projektet den 7. november 2016 kl. 19.05 og Paskov-projektet den 11. november 2016 kl. 11.58.

11

I en e-mail til Kommissionen den 5. december 2016 anmodede A. Schwarz, repræsentant for sagsøgeren i den foreliggende sag, om aktindsigt i de anfægtede afgørelser i det omfang, de relaterede sig til Mělník-projektet.

12

Den 22. december 2016 fremsatte A. Schwarz, gennem kontaktformularen på INEA’s websted, en ny anmodning om aktindsigt i de anfægtede afgørelser.

13

INEA imødekom disse forespørgsler og fremsendte som svar herpå de anfægtede afgørelser til A. Schwarz ved skrivelse af 20. januar 2017.

14

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 30. april 2017 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag.

15

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

16

Ved særskilte processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor den 6., henholdsvis den 8. september 2017, fremsatte Kommissionen og INEA formalitetsindsigelser i henhold til artikel 130 i Rettens procesreglement.

17

Sagsøgeren indleverede sine bemærkninger til de to formalitetsindsigelser den 21. oktober 2017.

18

Kommissionen har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

19

INEA har i formalitetsindsigelsen nedlagt følgende påstande:

20

I sine bemærkninger til formalitetsindsigelserne har sagsøgeren nedlagt følgende påstande:

21

I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 1, kan sagsøgte anmode Retten om at tage stilling til, om sagen bør afvises, uden at indlede behandlingen af sagens realitet. Retten kan i medfør af procesreglementets artikel 130, stk. 6, beslutte at indlede den mundtlige forhandling vedrørende formalitetsindsigelsen.

22

I den foreliggende sag har Kommissionen og INEA anmodet om, at der træffes afgørelse om, hvorvidt sagen skal afvises. Da Retten finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne, er det besluttet at træffe afgørelse om anmodningerne uden at indlede retsforhandlingernes mundtlige del.

23

Kommissionen har til støtte for sin afvisningspåstand fremsat to formalitetsindsigelser. Den første vedrører for sen anlæggelse af søgsmålet, mens den anden vedrører det forhold, at sagsøgeren ikke er individuelt berørt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263, stk. 4, TEUF.

24

Til støtte for sin afvisningspåstand har INEA fremført tre formalitetsindsigelser, idet den første, i lighed med Kommissionens, vedrører for sen anlæggelse af søgsmålet, den anden det forhold, at sagsøgeren ikke er umiddelbart og individuelt berørt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263, stk. 4, TEUF, og den tredje, at anfægtelsen af gennemførelsesafgørelsen ikke kan rettes mod INEA.

25

Retten finder det hensigtsmæssigt først at undersøge formalitetsindsigelsen vedrørende den for sene anlæggelse af søgsmålet.

26

Kommissionen har gjort gældende, at i den foreliggende sag er udgangspunktet for beregningen af søgsmålsfristen på to måneder, som fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF, den dag, sagsøgeren fik kendskab til de anfægtede afgørelser, hvilket vil sige den 5. december 2016, svarende til den dag, A. Schwarz (repræsentant for sagsøgeren i den foreliggende sag) først anmodede om aktindsigt i de anfægtede afgørelser, eller senest den 20. januar 2017, hvor alle dokumenterne fremsendtes til A. Schwarz som svar på dennes anmodninger af 5. og 22. december 2016. Det følger heraf, at ved stævningens indlevering den 30. april 2017 var søgsmålsfristen overskredet.

27

Nærmere bestemt har Kommissionen anført, at i forlængelse af et møde med Kommissionens repræsentanter den 28. november 2016 anmodede A. Schwarz, der »handlede på vegne af sagsøgeren«, i en mail til Kommissionen den 5. december 2016, med kopi til den administrerende direktør i sagsøgeren, S., om aktindsigt i dokumenter omhandlende »relevante myndighedsbeslutninger, om godkendelse af tilskud fra CEF til projekter som angivet nedenfor«, herunder tilknyttede dokumenter, samt »aftaler om tilskud til finansiering af projekterne nedenfor«. Den 22. december 2016 fremsatte A. Schwarz en lignende anmodning over for INEA. Som ansvarlig for besvarelse af anmodninger om aktindsigt rettet mod Kommissionen svarede INEA, på egne og på Kommissionens vegne, på A. Schwarz’ forespørgsel ved den 20. januar 2017 at fremsende de anfægtede afgørelser til ham.

28

Henset til det ovenstående har Kommissionen for det første gjort gældende, at sagsøgeren på tidspunktet for fremsættelsen af sin første anmodning om udlevering af dokumenterne den 5. december 2016, eller endog før denne dag, ikke blot havde kendskab til eksistensen, men også til indholdet af gennemførelsesafgørelsen, herunder også til dens bilag. Anmodningen blev netop fremsat i forlængelse af mødet med Kommissionens repræsentanter. For det andet har Kommissionen påpeget, at aktindsigtsanmodningerne fremsat den 5. og den 22. december 2016 beskrev Paskov-projektet og Mělník-projektet så præcist og detaljeret, at de alene tjente det formål at bekræfte, hvad sagsøgeren vidste i forvejen. Således var gennemførelsesafgørelsen da også blevet offentliggjort online på Kommissionens websted den 30. august 2016, mens oplysningsarkene vedrørende aftaler om tilskud til Mělník-projektet og Paskov-projektet var blevet gjort tilgængelige online på INEA’s websted den 7., henholdsvis den 11. november 2016. For det tredje har Kommissionen fremhævet, at sagsøgeren under alle omstændigheder har været i besiddelse af de anfægtede afgørelser fra den 20. januar 2017, hvilket forklarer, hvordan det har været muligt for sagsøgeren at vedlægge stævningen aftalerne om tilskud til Paskov-projektet og Mělník-projektet, der ikke er offentligt tilgængelige. Selv hvis fristen for sagsanlægget beregnes på baggrund af denne dato, er sagen anlagt for sent.

29

INEA har for det første gjort gældende, at artikel 263, stk. 6, TEUF foreskriver, at søgsmål skal være anlagt inden for en frist på to måneder at regne fra offentliggørelsen af den anfægtede afgørelse, og at i henhold til præmis 32 i dom af 26. september 2013, PPG og SNF mod ECHA (C-625/11 P, EU:C:2013:594), omfatter offentliggørelse i henhold til denne bestemmelse ligeledes offentliggørelse af en sådan afgørelse på internettet. I denne henseende har INEA særligt bemærket, at gennemførelsesafgørelsen blev offentliggjort på Kommissionens websted den 30. august 2016, at aftalen om tilskud til Paskov-projektet blev offentliggjort på INEA’s websted den 11. november 2016 og til Mělník-projektet den 7. november 2016. INEA har påpeget, at i overensstemmelse med artikel 59 i procesreglementet begyndte søgsmålsfristen i den foreliggende sag følgelig at løbe ved udgangen af den 14. dag efter datoen for offentliggørelsen af hver enkelt af afgørelserne på internettet.

30

For det andet har INEA gjort gældende, at sagsøgeren for det første senest den 5. december 2016 fik kendskab til aftalen om tilskud til Mělník-projektet, og særligt til det forhold, at České přístavy var modtager af støtten, idet sagsøgerens advokat denne dag fremsatte anmodning om aktindsigt i dokumenter om finansieringen af dette projekt, og for det andet senest den 22. december 2016 fik kendskab til aftalen om tilskud til Paskov-projektet, da sagsøgerens advokat fremsatte anmodning om aktindsigt i dokumenter vedrørende Paskov-projektet og Mělník-projektet. I sit svar på et skriftligt spørgsmål stillet af Retten, og i lighed med det af Kommissionen anførte, har INEA præciseret, at fristen for sagsanlægget ligeledes kunne løbe senest fra den 20. januar 2017, hvor sagsøgeren modtog kopier af aftalerne om tilskud til Paskov-projektet og Mělník-projektet.

31

Hvad sagsøgeren angår har denne for det første gjort gældende, at offentliggørelsen af de anfægtede afgørelser almindeligvis udgør det væsentligste kriterium for fastsættelse af det gældende begyndelsestidspunkt for søgsmålsfristen, og at Kommissionen og INEA ikke kan støtte sig til kriteriet om kendskab til afgørelserne, dels fordi de ikke har offentliggjort de anfægtede afgørelser på korrekt vis ved en kortfattet offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende som foreskrevet i retspraksis, dels fordi offentliggørelsen på Kommissionens og INEA’s websteder ikke kan betragtes som en offentliggørelse som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF.

32

For det andet har sagsøgeren under alle omstændigheder modsat sig Kommissionens og INEA’s argument om, at sagsøgeren fra den 20. januar 2017 var i besiddelse af de anfægtede afgørelser, idet sagsøgeren fastholder, at hverken selskabet selv eller dettes repræsentanter blev gjort bekendt med de anfægtede afgørelser af Kommissionen eller af INEA, og at de anfægtede afgørelser den 20. januar 2017 alene blev sendt til en e-mailadresse tilhørende sagsøgerens advokat, A. Schwarz, der på dette tidspunkt ikke repræsenterede sagsøgeren. Kommissionen og INEA har med andre ord ikke påvist det præcise begyndelsestidspunkt for søgsmålsfristen. Endeligt har sagsøgeren givet udtryk for, at de anfægtede afgørelser ikke blev meddelt denne af A. Schwarz før den 12. april 2017, der også var dagen, på hvilken det advokatfirma, som A. Schwarz er tilknyttet, bemyndigedes af sagsøgeren til at repræsentere denne i nærværende sag.

33

I henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal annullationssøgsmål anlægges inden to måneder efter at den anfægtede retsakt, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren, eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den. Det følger af selve ordlyden af denne bestemmelse, at kriteriet om det tidspunkt, på hvilken sagsøgeren har fået kendskab til retsakten, som udgangspunkt for søgsmålsfristen er subsidiært i forhold til kriterierne om retsaktens offentliggørelse eller meddelelse (jf. dom af 10.3.1998, Tyskland mod Rådet, C-122/95, EU:C:1998:94, præmis 35).

34

Dernæst foreskriver procesreglementets artikel 59, at når fristen for anlæggelse af søgsmål til prøvelse af en institutions retsakter løber fra tidspunktet for offentliggørelsen af denne retsakt i Den Europæiske Unions Tidende, regnes fristen i medfør af reglementets artikel 58, stk. 1, litra a), fra udløbet af fjortendedagen efter datoen for denne offentliggørelse.

35

Endeligt skal denne frist herudover forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage i overensstemmelse med procesreglementets artikel 60.

36

Ifølge fast retspraksis er søgsmålsfristen i artikel 263, stk. 6, TEUF ufravigelig, og en streng overholdelse af processuelle regler er i overensstemmelse med hensynet til retssikkerheden, således at det undgås, at EU-retsakter, der afføder retsvirkninger, kan anfægtes i ubegrænset tid (jf. kendelse af 25.11.2008, S.A.BA.R. mod Kommissionen, C-501/07 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2008:652, præmis 22 og den deri nævnte retspraksis), samt med nødvendigheden af at undgå diskrimination eller vilkårlig behandling i retsplejen (kendelse af 30.9.2014, Faktor B i W. Gęsina mod Kommissionen, C-138/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2256, præmis 17).

37

Det tilkommer herefter den part, der gør gældende, at en sag er anlagt for sent, henset til fristen fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF, at føre bevis for, hvornår den begivenhed, der fik fristen til at løbe, er indtrådt (jf. i denne retning dom af 6.12.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-167/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:651, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).

38

I den foreliggende sag skal det indledningsvis fastslås, at parterne ikke har bestridt, at kriteriet om meddelelse om de anfægtede afgørelser som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, da sagsøgeren ikke er adressat for de pågældende afgørelser. For at afgøre, om sagsanlægget, således som påstået, er iværksat efter udløbet af søgsmålsfristen, skal Retten som det første afgøre, om kriteriet om offentliggørelse af den anfægtede afgørelse, som fastsat i artikel 263, stk. 6, TEUF, finder anvendelse i den foreliggende sag. Er det ikke tilfældet, må der, henset til, at kriteriet om sagsøgerens kendskab til retsakten er subsidiært i forhold til kriteriet om retsaktens offentliggørelse, tages stilling til det faktuelle spørgsmål, om sagsøgeren faktisk fik kendskab til de anfægtede afgørelser senest den 20. januar 2017 som anført af Kommissionen og INEA.

39

Indledningsvis skal det fastslås, at for at offentliggørelsen af de anfægtede afgørelser kan udgøre begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen som omhandlet i artikel 263, stk. 6, TEUF, må en sådan offentliggørelse enten være påkrævet af en bestemmelse i den primære eller den afledte EU-ret, eller det må i det mindste følge af en fast praksis, som sagsøgeren med rette kunne forlade sig på (jf. i denne retning dom af 10.3.1998, Tyskland mod Rådet, C-122/95, EU:C:1998:94, præmis 36 og 37, og af 15.6.2005, Olsen mod Kommissionen, T-17/02, EU:T:2005:218, præmis 77).

40

Hvad for det første angår kravet om offentliggørelse fastsat i den primære EU-ret fastholder sagsøgeren, at Kommissionen var forpligtet til at offentliggøre gennemførelsesafgørelsen, eller i det mindste at offentliggøre et kort sammendrag heraf i Den Europæiske Unions Tidende i medfør af artikel 297, stk. 2, andet afsnit, TEUF, der foreskriver, at »afgørelser, der ikke angiver, hvem de er rettet til, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende«. Nærmere bestemt er gennemførelsesafgørelsen ifølge sagsøgeren »af nøjagtig samme type« som afgørelser omfattet af bestemmelsen i artikel 297 TEUF, idet afgørelsen ikke angiver, til hvem den er rettet. Sagsøgeren bemærker i denne henseende, at listen over forslag, der udgør bilaget til gennemførelsesafgørelsen, under ingen omstændigheder oplister konkrete adressater – den angiver alene, hvilke projekter der har modtaget finansiering gennem CEF.

41

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 297, stk. 2, TEUF er affattet som følger:

»Ikke-lovgivningsmæssige retsakter vedtaget i form af forordninger, direktiver og afgørelser, der ikke angiver, hvem de er rettet til, undertegnes af formanden for den institution, der har vedtaget dem.

Forordninger, direktiver, der er rettet til alle medlemsstaterne, samt afgørelser, der ikke angiver, hvem de er rettet til, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. De træder i kraft på det tidspunkt, der er fastsat i retsakterne, eller, hvis et sådant ikke er angivet, på tyvendedagen efter offentliggørelsen.

Andre direktiver samt afgørelser, der angiver, hvem de er rettet til, meddeles dem, de er rettet til, og får virkning ved denne meddelelse.«

42

I den foreliggende sag skal det indledningsvis fastslås, at gennemførelsesafgørelsen er en gennemførelsesretsakt vedtaget af Kommissionen på grundlag af artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1316/2013 af 11. december 2013 om oprettelse af [CEF], om ændring af forordning (EU) nr. 913/2010 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 680/2007 og (EF) nr. 67/2010 (EUT 2013, L 348, s. 129, herefter »CEF-forordningen«) og i overensstemmelse med fremgangsmåden fastsat i artikel 25 i denne forordning som en del af sin udøvelse af gennemførelsesbeføjelser som omhandlet i artikel 291, stk. 2, TEUF. Der er følgelig tale om en ikke-lovgivningsmæssig retsakt i artikel 297, stk. 2, TEUF’s forstand.

43

Hvad dernæst angår spørgsmålet om, hvorvidt gennemførelsesafgørelsen kan betragtes som en afgørelse, der »ikke angiver, hvem de[n] er rettet til« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 297, stk. 2, andet afsnit, TEUF, bemærkes det, at det følger af retspraksis, at der ved udtrykket »hvem de[n] er rettet til« forstås en person, hvis identitet er tilstrækkeligt fastlagt i den pågældende afgørelse, og til hvem afgørelsen skal rettes. Herudover er det fastslået, at det væsentligste kendetegn ved en afgørelse består i, at det antal personer, som afgørelsen er rettet til, eller som kan identificeres på anden måde, er begrænset (jf. kendelse af 13.3.2015, European Coalition to End Animal Experiments mod ECHA, T-673/13, EU:T:2015:167, præmis 24 og den deri nævnte retspraksis).

44

Henset til denne retspraksis må det fastslås, at gennemførelsesafgørelsen intetsteds angiver, til hvem den er rettet. Afgørelsen udpeger og angiver imidlertid de ansøgere, hvis forslag er blevet antaget til at modtage økonomisk støtte fra EU. Den pågældende afgørelse foreskriver nemlig godkendelse af »listen over projekter af almen interesse, der er antaget til at modtage økonomisk støtte fra EU under [CEF], overslag over de samlede støtteberettigede udgifter til foranstaltningerne, den procentdel af overslaget over de samlede støtteberettigede udgifter, der udgøres af tilskuddet og de respektive maksimale støttebeløb som fastsat i bilaget«. Bilaget, der således er en integreret del af gennemførelsesafgørelsen, angiver altså, foruden listen over antagne forslag, navnene på hver af de ansøgere, der har fået tilsagn om at modtage økonomisk støtte fra EU. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, oplister bilaget til gennemførelsesafgørelsen således ikke blot de projekter, der har opnået tilskud under CEF, men angiver ved navns nævnelse adressaterne, hvis identitet er tilstrækkeligt fastlagt. Det følger heraf, at selv om gennemførelsesafgørelsen ikke eksplicit angiver, til hvem den er rettet, fremgår adressaterne dog af selve afgørelsens indhold (jf. i denne retning kendelse af 13.3.2015, European Coalition to End Animal Experiments mod ECHA, T-673/13, EU:T:2015:167, præmis 26).

45

Følgelig må det, i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, fastslås, at gennemførelsesafgørelsen ikke kan anses for at være en afgørelse, der »ikke angiver, hvem de[n] er rettet til« i medfør af artikel 297, stk. 2, andet afsnit, TEUF, men derimod for at være en afgørelse, der »angiver, hvem de[n] er rettet til« i medfør af artikel 297, stk. 2, tredje afsnit, TEUF.

46

Denne konstatering bekræftes ydermere af, at artikel 2 i gennemførelsesforordningen nærmere bestemmer, at kommissæren ansvarlig for mobilitet og transport er bemyndiget til at underrette de ansøgere, »hvis projekter ikke er blevet udvalgt«, om det endelige udfald af gennemgangen af deres ansøgning, mens denne beslutning, i overensstemmelse med artikel 297, stk. 2, tredje afsnit, TEUF skulle have været meddelt de ansøgere, hvis projekter er blevet udvalgt.

47

I denne forbindelse skal det af Kommissionen påpegede forhold, at gennemførelsesafgørelsen »ikke er blevet meddelt nogle af ansøgerne, uanset om deres forslag var blevet afvist eller antaget«, undersøges nærmere. I forbindelse med undersøgelsen af påstanden om afvisning af sagen og fastsættelsen af søgsmålsfristens begyndelsestidspunkt ændrer denne undladelse, om end den kunne have haft en indflydelse på tidspunktet for afgørelsens ikrafttræden, dog ikke på det forhold, at Kommissionen ikke var forpligtet til at offentliggøre afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende i medfør af artikel 297, stk. 2, andet afsnit, TEUF (jf. i denne retning dom af 17.7.2008, Athinaïki Techniki mod Kommissionen, C-521/06 P, EU:C:2008:422, præmis 43 og 44).

48

I den foreliggende sag skal det for det andet fastslås, at den afledte EU-ret ikke foreskriver nogen forpligtelse til offentliggørelse. Indledningsvis skal det i denne henseende bemærkes, at til trods for, at det følger af artikel 13, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43), at gennemførelsesafgørelsen skal offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende i det omfang, den falder under kategorien »andre beslutninger end dem, der er nævnt i [artikel 297, stk. 1, TEUF]«, skal denne offentliggørelse dog kun ske »så vidt muligt«. Det må således konstateres, at selv om den omhandlede offentliggørelse er et hensyn, der skal respekteres, er dette hensyn dog ikke ufravigeligt (jf. i denne retning dom af 27.11.2003, Regione Siciliana mod Kommissionen, T-190/00, EU:T:2003:316, præmis 139).

49

Hvad herefter angår artikel 13, stk. 3, i forordning nr. 1049/2001, i medfør af hvilken »hver institution […] i sin forretningsorden [kan] fastsætte, hvilke yderligere dokumenter der skal offentliggøres i [Den Europæiske Unions Tidende]«, skal det fastslås, at hverken Kommissionens eller INEA’s forretningsorden indeholder bestemmelser om offentliggørelse af »yderligere dokumenter«.

50

Endeligt foreskriver de gældende bestemmelser for CEF, som også anført af Kommissionen, ikke offentliggørelse af afgørelser truffet inden for CEF. Den eneste bestemmelse, der omhandler offentliggørelse, er nemlig artikel 28, stk. 2, i CEF-forordningen med overskriften »information, kommunikation og offentlig omtale«, der angiver, at »Kommissionen gennemfører informations- og kommunikationstiltag angående CEF-projekter og ‑resultater«, og som således ikke omtaler offentliggørelse af afgørelser truffet inden for CEF.

51

Hvad for det tredje angår spørgsmålet om, hvorvidt offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende fulgte af en fast praksis, som sagsøgeren med rette kunne forlade sig på, har sagsøgeren ikke fremført beviser til at underbygge eksistensen af en sådan praksis.

52

Det fremgår af denne gennemgang, at Kommissionen ikke var forpligtet til at offentliggøre gennemførelsesafgørelsen. Det er herudover ikke godtgjort, at et sådant krav om offentliggørelse fulgte af en fast praksis i den pågældende institution, som sagsøgeren med rette kunne forlade sig på.

53

Konstateringen af, at offentliggørelse ikke var påkrævet for gennemførelsesafgørelsen og for begrundelsen herfor, kan overføres på de to aftaler om tilskud i sagen, i det omfang disse tilskudsaftaler ikke er genstand for andre krav om offentliggørelse end dem, der finder anvendelse på gennemførelsesafgørelsen.

54

Henset til det foregående skal det konkluderes, at i den foreliggende sag er kriteriet om offentliggørelse i artikel 263, stk. 6, TEUF ikke afgørende for fastsættelsen af begyndelsestidspunktet for søgsmålsfristen. Det er således denne bestemmelses subsidiære kriterium om tidspunktet for kendskabet til de anfægtede afgørelser, der er afgørende for, om søgsmålet er anlagt for sent.

55

Med hensyn til sagsøgerens opnåelse af kendskab til de anfægtede afgørelser fremgår det af sagens akter, at A. Schwarz, der er repræsentant for sagsøgeren i nærværende sag, efter et uformelt møde med Kommissionens repræsentanter i Bruxelles (Belgien) den 28. november 2016 anmodede om aktindsigt i de anfægtede afgørelser.

56

Nærmere bestemt sendte A. Schwarz den 5. december 2016 en e-mail til de repræsentanter for Kommissionen, der havde været til stede ved mødet den 28. november 2016, med kopi til den administrerende direktør i sagsøgeren, S., hvoraf følgende fremgik:

»I forlængelse af vores møde på jeres kontor, ønsker vi at anmode om aktindsigt i dokumenter og informationer vedrørende finansieringen af [Mělník-projektet] (som offentliggjort på webstedet under linket https://ec.europa.eu/inea/en/connecting-europe-facility/cef-transport/2015-cz-tm-0406-w).

Vi skal særligt bede om at få tilsendt: aftalen om tilskud [til Mělník-projektet], de kompetente EU-myndigheders afgørels(r) om godkendelse af dette tilskud samt alle andre relevante oplysninger, der i givet fald måtte indeholde flere detaljer og belyse, hvad der rent faktisk er genstand for finansieringen gennem de omhandlede foranstaltninger.«

57

Den 6. december 2016 sendte Kommissionens tjenestegrene denne aktindsigtsanmodning af 5. december 2016 til INEA i overensstemmelse med punkt 2.7.2 med overskriften »Håndtering af dokumenter og aktindsigt heri« i aftalememorandummet af 15. februar 2016 mellem INEA og bl.a. det pågældende generaldirektorat i Kommissionen.

58

Efterfølgende fremsatte A. Schwartz den 22. december 2016 følgende anmodning ved hjælp af kontaktformularen på INEA’s websted:

»Vi skal venligst bede jer tilsende os følgende dokumenter:

Ovenstående anmodninger vedrører følgende projekter: [Paskov-projektet], [Mělník-projektet].«

59

Som ansvarlig for besvarelse af A. Schwarz’ aktindsigtsanmodninger af 5. og 22. december 2016 reagerede INEA, der ifølge punkt 2.7.2 i det ovennævnte aftalememorandum også handlede på Kommissionens vegne, over for A. Schwarz ved den 20. januar 2017 at fremsende de anfægtede afgørelser.

60

Det står således fast, at A. Schwarz den 20. januar 2017 var i besiddelse af samtlige relevante oplysninger og de anfægtede afgørelser, dvs. gennemførelsesafgørelsen og ikke-fortrolige udgaver af de to aftaler om tilskud.

61

Det må herefter undersøges, om A. Schwarz på tidspunktet for modtagelsen af dokumenterne handlede på eget initiativ i egenskab af uafhængig konsulent, som anført af sagsøgeren, eller som repræsentant for sagsøgeren, hvilket ifølge Kommissionen og INEA bekræftes af, at tidspunktet for kendskabet til de anfægtede afgørelser er den 20. januar 2017, hvilket var det tidspunkt, hvor A. Schwarz modtog dokumenterne og gav meddelelse herom til sagsøgeren.

62

I denne henseende må det for det første fastslås, at det fremgår af sagens akter, at den administrerende direktør i sagsøgeren, S., den 21. november 2016 svarede følgende på Kommissionens e-mail vedrørende fastlæggelsen af mødet den 28. november 2016: »Vi kommer (vores advokat [A. Schwarz] og jeg selv) den 28. november kl. 9.30.« Det er altså tydeligt angivet over for Kommissionens repræsentanter, at A. Schwarz under mødet optrådte som advokat for sagsøgeren. Ydermere var A. Schwarz og S. de eneste deltagere i mødet med Kommissionens repræsentanter, og A. Schwarz kunne derfor ikke have givet indtryk af, at han ligeledes repræsenterede en anden part ved dette møde, eller at han handlede på egne vegne. Under mødet beskrev sagsøgeren A. Schwarz’ opgave som værende »at bistå [S.], i det omfang samtalen måtte omhandle et juridisk eller teknisk spørgsmål inden for statsstøtte eller konkurrenceret«, hvilket netop svarer til den rolle, en advokat, der handler på vegne af sin klient, har. Det forhold, at A. Schwarz, som angivet af sagsøgeren, i sin deltagelse var »begrænset til at udtrykke sin uenighed med [Kommissionens repræsentants] synspunkt, hvorefter Europa-Kommissionen ikke [var] forpligtet af Lissabontraktatens bestemmelser om statsstøtte«, bekræfter netop denne rolle som advokat for sagsøgeren.

63

Det skal for det andet fastslås, at under mødet den 28. november 2016 efterspurgte sagsøgeren en kopi af aftalen om tilskud til Mělník-projektet, og Kommissionens repræsentanter svarede ved at opfordre sagsøgeren til at fremsætte en formel anmodning om aktindsigt til INEA, hvilket A. Schwarz efterfølgende gjorde den 5. december 2016. Det fremgår således klart af disse forhold, at det ikke kan lægges Kommissionens repræsentanter til last i forlængelse af mødet den 28. november 2016 at have anset A. Schwarz for at være juridisk konsulent for sagsøgeren og for S. Det er derfor uden relevans, hvorvidt A. Schwarz faktisk havde fuldmagt til at repræsentere sagsøgeren eller ej.

64

For det tredje henviste A. Schwarz i sin første anmodning om aktindsigt udtrykkeligt til mødet den 28. november 2016, og S. var i kopi på denne anmodning. Følgelig, og som også fremført af INEA, er det svært at forestille sig, at A. Schwarz på eget initiativ skulle have foretaget sig disse handlinger uden at have koordineret det med sagsøgeren eller uden dennes accept heraf. Alene det faktum, at S. var sat i kopi, tyder på, at der var tale om en handling godkendt af sagsøgeren, og at sagsøgeren under alle omstændigheder havde et udmærket kendskab til, hvad A. Schwarz foretog sig. Den omstændighed, at A. Schwarz ikke satte S. i kopi i forbindelse med fremsættelsen af den anden anmodning om aktindsigt den 22. december 2016, hænger i øvrigt blot sammen med, at denne anmodning fremsattes via INEA’s online kontaktformular, der ikke havde denne funktion.

65

Denne konstatering underbygges ligeledes af det forhold, at A. Schwarz i de to aktindsigtsanmodninger kontinuerligt brugte flertalsform, hvilket henviste til den eneste anden person indkopieret på den første anmodning, S. Under disse særlige faktiske omstændigheder kan sagsøgeren derfor ikke gives medhold i sit anbringende om, at »brug[en] af flertalsform er en typisk formel standard særligt for e-mails, der sendes fra et advokatkontor«.

66

Henset til det foregående skal det konkluderes, at med A. Schwarz som mellemled fik sagsøgeren uden tvivl kendskab til de anfægtede afgørelser den 20. januar 2017, og at søgsmålet derfor er anlagt for sent.

67

Den af sagsøgeren anførte retspraksis med hensyn til meddelelse om en foranstaltning, hvoraf det følger, at »når sagsøgeren har fået kendskab til den anfægtede afgørelse via et brev, som det ikke er muligt at fastslå modtagelsestidspunktet for med sikkerhed, begynder søgsmålsfristen at løbe fra det tidspunkt, hvor sagsøgte selv har henvist til afgørelsen i et brev«, kan ikke så tvivl om denne slutning. Da gennemførelsesafgørelsen ikke skulle meddeles sagsøgeren i medfør af artikel 263, stk. 6, TEUF, er denne retspraksis sagen uvedkommende. Under alle omstændigheder er den retspraksis, sagsøgeren har fremført, ikke udtryk for et sådant princip. Kendelse af 28. april 1994, Pevasa og Inpesca mod Kommissionen (T-452/93 og T-453/93, EU:T:1994:45), angiver nærmere i præmis 36, at kendskab til de anfægtede afgørelser i denne sag nødvendigvis senest blev opnået på det tidspunkt, hvor sagsøgerne sendte et brev, hvori de henviste til disse afgørelser. I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, følger det ikke heraf, at en tidligere dato ikke kan lægges til grund. Med hensyn til dom af 8. november 2000, Dreyfus mod Kommissionen (T-485/93, T-491/93, T-494/93 og T-61/98, EU:T:2000:255), som sagsøgeren ligeledes har henvist til, omhandler denne ikke spørgsmålet om den manglende angivelse af et præcist tidspunkt for modtagelsen af en besked.

68

Slutteligt kan det heller ikke bebrejdes Kommissionen og INEA, at de ikke bad A. Schwarz om at fremlægge en fuldmagt eller bemyndigelse fra sagsøgeren. I medfør af artikel 2, stk. 1, og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 1049/2001 og af retspraksis er aktindsigt nemlig ikke betinget af, at den, der fremsætter anmodning herom, har retlig interesse i de pågældende dokumenter (jf. i denne retning dom af 26.10.2016, Edeka-Handelsgesellschaft Hessenring mod Kommissionen, T-611/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:643, præmis 45). Følgelig var Kommissionen ikke forpligtet til nærmere at forhøre sig om, hvorvidt A. Schwarz handlede på egne eller på en anden persons eller enheds vegne, da han fremsatte anmodningen, og desto mindre til at anmode ham om at fremlægge en bemyndigelse med henblik på at finde ud af dette.

69

Henset til det foregående skal formalitetsindsigelsen vedrørende det for sene anlæg af søgsmålet tages til følge, og søgsmålet afvises, uden at det er nødvendigt nærmere at undersøge de andre formalitetsindsigelser vedrørende dels det forhold, at sagsøgeren ikke er umiddelbart og individuelt berørt i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 263, stk. 4, TEUF, dels at anfægtelsen af Kommissionens gennemførelsesafgørelse ikke kan rettes mod INEA.

70

Ifølge artikel 134, stk. 1, i Rettens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

71

Sagsøgeren har tabt sagen og bør derfor pålægges at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens og INEA’s påstande.

På grundlag af disse præmisser bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):