16.3.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 89/40

—

Den anfægtede afgørelse annulleres, navnlig afgørelsens artikel 1, for så vidt som det fastslås, at der foreligger en statsstøtte, der er uforenelig med det indre marked hvad angår HISPASAT.

—

Som følge heraf annulleres tilbagesøgningsforpligtelserne, som er anordnet ved afgørelsens artikel 3 og 4.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

1.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen ved at udpege HISPASAT S.A. som direkte modtager af den omtvistede foranstaltning har begået en åbenbar faktisk fejl, som skal medføre, at afgørelsen annulleres, eftersom denne virksomhed hverken deltog i foranstaltningerne eller var begunstiget af disse. Det gøres på samme måde gældende, at Europa-Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik, idet den identificerede HISPASAT S.A. som begunstiget af foranstaltningerne, efter at den indledte undersøgelsen, hvorved den undlod at analysere den faktiske situation, som forelå, og idet den ikke gav sagsøgeren mulighed for at blive hørt under den administrative procedure.

2.

Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 106 TEUF og 107 TEUF samt protokol 26 til TEUF, eftersom de af Kommissionen bestridte foranstaltninger ikke udgør statsstøtte, idet der ikke foreligger økonomisk virksomhed, men derimod de offentlige myndigheders egen aktivitet som forvaltning. Endnu mere subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse konkluderer, at de omtvistede foranstaltninger ikke havde forbindelse til leveringen af en tjenesteydelse af offentlig interesse (TOI), og dermed hverken foretog en korrekt vurdering af, om Altmark-dommen eller TOI-beslutningen 2005/842/EF (beslutning 86.2) fandt anvendelse, som enten kunne have ført til at fastslå, at der ikke forelå støtte, eller at den eventuelle støtte var forenelig.

3.

Sagsøgeren har således anført, at de omtvistede foranstaltninger hverken kan fordreje konkurrencen eller samhandelen mellem medlemsstaterne.

4.

Sagsøgeren har således gjort gældende, at den anfægtede afgørelse indeholder en åbenbar fejl ved sin vurdering af støttens forenelighed i henhold til artikel 107, stk. 3, litra c), TEUF: (i) for det første ved at finde, at princippet om teknologisk neutralitet er et absolut princip, (ii) for det andet ved at finde, at de omtvistede foranstaltninger har tilsidesat den teknologiske neutralitet på trods af de modsatrettede konklusioner, der er indeholdt i de tekniske rapporter afgivet af bestyrelsen, af de centrale spanske myndigheder og af en privat erhvervsdrivende, (iii) for det tredje ved at konkludere, at de omtvistede foranstaltninger ikke var egnede og proportionelle, og (iv) for det fjerde ved at fastslå, at foranstaltningen skaber unødvendige konkurrencefordrejninger.

5.

Subsidiært har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat forordning nr. 659/1999 ved at foretage en urigtig analyse af en eksisterende støtte i henhold til artikel 1, litra b), nr. v).