1.

Ved denne anmodning om en præjudiciel afgørelse søger den forelæggende ret, Tribunal Superior de Justicia de Galicia (øverste regionale domstol i Galicien, Spanien), vejledning om fortolkningen af reglerne, der placerer bevisbyrden på sagsøgte i tilfælde, hvor sagsøgeren gør gældende, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet anvendt på grund af køn. Den omvendte bevisbyrde følger af direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv ( 2 ). Hovedsagen omhandler en arbejdstager, der gør gældende, at hendes arbejdsforhold i den periode, hvor hun ammede sit barn, kunne have negativ indflydelse på hendes eller hendes barns helbred. Hun støtter sit krav på nationale regler, der gennemfører direktiv 92/85/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer ( 3 ). Spørgsmålene fra den forelæggende ret kræver, at Domstolen giver vejledning med hensyn til, hvordan direktivet skal fortolkes, sammenholdt med reglerne i direktiv 2006/54 om bevisbyrde.

2.

I artikel 23 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 4 ) er det fastsat, at der skal sikres ligestilling mellem kvinder og mænd på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn.

3.

Rådets direktiv 89/391/EØF om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet ( 5 ) definerer »forebyggelse« som »enhver disposition eller foranstaltning, der træffes eller planlægges på ethvert stadium af arbejdet i virksomheden med henblik på at undgå eller formindske erhvervsbetingede risici« ( 6 ). Direktivet bestemmer, at særligt følsomme risikogrupper skal beskyttes mod farer, som for dem er særligt alvorlige ( 7 ) og bemyndiger EU-lovgiver til at vedtage særdirektiver med henblik på at forbedre arbejdsmiljøet for at sikre beskyttelse af arbejdstageres sikkerhed og sundhed ( 8 ).

4.

Formålene med direktiv 92/85 omfatter indførelsen af minimumskrav for at forbedre navnlig arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed ( 9 ). Arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer, betragtes som en særlig risikogruppe ( 10 ). Denne beskyttelse må ikke føre til forringelse af kvindernes stilling på arbejdsmarkedet og må ikke berøre bestemmelserne i direktiverne om ligebehandling af mænd og kvinder ( 11 ). Visse typer arbejdsopgaver kan indebære en særlig risiko for, at arbejdstagere, som ammer, udsættes for farlige agenser, arbejdsprocesser eller arbejdsforhold. Såfremt det er relevant, skal disse risici derfor vurderes, og resultatet af denne vurdering skal meddeles den kvindelige arbejdstager ( 12 ). Såfremt vurderingen viser, at der er en risiko for arbejdstagerens sikkerhed eller sundhed, skal der træffes foranstaltninger til beskyttelse af arbejdstageren ( 13 ). Ammende arbejdstagere bør ikke udføre et arbejde, når en vurdering har vist, at det indebærer risiko for udsættelse for visse særligt farlige agenser eller arbejdsforhold, og at sikkerheden eller sundheden bringes i fare ( 14 ).

5.

Artikel 1, stk. 1, bestemmer, at direktiv 92/85, »som er tiende særdirektiv i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv [89/391], har til formål at iværksætte foranstaltninger til forbedring af sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer«.

6.

En ammende arbejdstager defineres i artikel 2, litra c), som »enhver arbejdstager, som ammer som defineret i national lovgivning og/eller praksis, og som underretter arbejdsgiveren om sin tilstand i overensstemmelse med denne lovgivning og/eller praksis« ( 15 ).

7.

Kommissionen har som krævet i artikel 3, stk. 1, fastsat retningslinjer for vurderingen af kemiske, fysiske og biologiske agenser samt de industrielle processer, der anses for at udgøre en fare for de i artikel 2 definerede arbejdstageres sikkerhed og sundhed ( 16 ).

8.

Artikel 4, stk. 1, bestemmer, at for alle arbejdsopgaver, som kan indebære en specifik risiko for, at arbejdstagere udsættes for de agenser, arbejdsprocesser eller arbejdsforhold, som er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag I ( 17 ), skal arbejdsgiveren vurdere arten, omfanget og varigheden af den belastning, arbejdstagere som defineret i artikel 2 udsættes for i den pågældende virksomhed og/eller institution. Vurderingen foretages med henblik på at foretage en bedømmelse af alle risici for sikkerheden og sundheden samt alle virkninger for bl.a. den pågældende arbejdstagers amning og afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes. I henhold til artikel 4, stk. 2, skal de pågældende arbejdstagere underrettes om resultaterne af vurderingen og om alle foranstaltninger vedrørende sikkerhed og sundhed under arbejdet. Retningslinjerne udgør grundlaget for denne vurdering.

9.

Artikel 5 bærer overskriften »Konsekvenserne af resultaterne af vurderingen«. Den bestemmer:

»1.   Hvis den i artikel 4, stk. 1, omhandlede vurdering viser, at der er risiko for en i artikel 2 defineret arbejdstagers sikkerhed eller sundhed samt risiko for en negativ indvirkning på den pågældendes graviditet eller amning, træffer arbejdsgiveren, ved en midlertidig ændring af vedkommendes arbejdsforhold og/eller arbejdstid, de nødvendige foranstaltninger til at undgå, at den pågældende arbejdstager udsættes for denne risiko, jf. dog artikel 6 i direktiv [89/391].

2.   Hvis en ændring af arbejdsforhold og/eller arbejdstid ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, træffer arbejdsgiveren de nødvendige foranstaltninger til at overføre den pågældende arbejdstager til andre arbejdsopgaver.

3.   Hvis overførslen til andre arbejdsopgaver ikke er teknisk og/eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges, fritages den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte hendes sikkerhed eller sundhed.

[…]«

10.

Direktivets artikel 11, stk. 1, lyder således:

»For at sikre, at en arbejdstager som defineret i artikel 2 kan udøve den ret til beskyttelse af sikkerhed og sundhed, der er anerkendt i nærværende artikel, fastsættes følgende:

1.   I de tilfælde, der er omhandlet i [artikel 5] skal de i artikel 2 definerede arbejdstageres rettigheder i forbindelse med arbejdsaftalen, herunder bevarelse af deres løn og/eller oppebærelse af en passende ydelse, sikres i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis:

[…]«

11.

Det følger for det første af betragtningerne til direktiv 2006/54, at Rådets direktiv 97/80/EF ( 18 ) fastsætter bestemmelser, der bl.a. har til formål at gennemføre ligebehandlingsprincippet mellem mænd og kvinder ( 19 ). Det følger for det andet af Domstolens retspraksis, at negativ forskelsbehandling af kvinder i forbindelse med graviditet og barsel udgør direkte forskelsbehandling på grund af køn. Sådan forskelsbehandling bør derfor udtrykkeligt være omfattet af direktiv 2006/54 ( 20 ). For det tredje er det Domstolens faste praksis at anerkende, at det er legitimt for så vidt angår princippet om ligebehandling at beskytte kvinder på grund af deres biologiske tilstand under graviditet og barsel såvel som via beskyttelsesforanstaltninger i forbindelse med barsel som et middel til at opnå reel ligestilling. Direktiv 2006/54 bør derfor ikke anfægte direktiv 92/85 ( 21 ). Formålet med direktiv 2006/54 omfatter følgelig beskyttelsen af kvinders beskæftigelsesmæssige rettigheder under barselsorlov, retten til ikke at få dårligere arbejds- og ansættelsesvilkår, fordi de har taget en sådan orlov, og til at nyde godt af enhver forbedring i arbejdsvilkårene, som de ville have været berettiget til under deres fravær ( 22 ).

12.

For det fjerde anerkendes det i betragtningerne, at »[f]or at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves i praksis, er det vigtigt, at der vedtages bestemmelser om bevisbyrden«. Som fastslået af Domstolen bør der derfor fastsættes bestemmelser, der sikrer, at bevisbyrden pålægges indklagede, når der foreligger en tilsyneladende forskelsbehandling, undtagen i forbindelse med sager, hvor det påhviler en domstol eller en anden kompetent national instans at undersøge de faktiske omstændigheder. Det skal imidlertid gøres klart, at det fortsat tilkommer den relevante nationale instans at vurdere de faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at der er sket direkte eller indirekte forskelsbehandling, i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis. Endvidere overlades det til medlemsstaterne på alle stadier af sagsbehandlingen at indføre bevisregler, som er gunstigere for klager« ( 23 ).

13.

Artikel 1 bestemmer, at formålet med direktiv 2006/54 er at »sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv«.

14.

Direkte forskelsbehandling defineres i artikel 2, stk. 1, litra a), som en situation, hvor »en person behandles ringere på grund af køn, end en anden bliver, er blevet eller ville blive behandlet i en tilsvarende situation«. Der er tale om indirekte forskelsbehandling, når »en tilsyneladende neutral bestemmelse, betingelse eller praksis, der vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn, medmindre den pågældende bestemmelse, betingelse eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde dette mål er hensigtsmæssige og nødvendige« [artikel 2, stk. 1, litra b)]. Med henblik på artikel 2, stk. 2, litra c), omfatter »forskelsbehandling«»enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet eller barselsorlov som defineret i [direktiv 92/85]«.

15.

Der er fastsat særlige bestemmelser, herunder forbud mod forskelsbehandling i forbindelse med lige løn og ligebehandling i erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger i afsnit II. Kapitel 3 udgør en del af afsnit II og indeholder artikel 14, der forbyder forskelsbehandling for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse og ansættelses- og arbejdsvilkår.

16.

Artikel 19, som udgør en del af afsnit III (»Horisontale bestemmelser«), bestemmer, at:

»1.   Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med deres nationale retssystemer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at når personer, der betragter sig som krænket, fordi ligebehandlingsprincippet ikke er anvendt over for dem, over for en domstol eller en anden kompetent myndighed påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der har været tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det indklagede at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

2.   Stk. 1 er ikke til hinder for, at medlemsstaterne indfører regler for bevisførelse, der er gunstigere for klager.

[…]

4.   Stk. [1 og 2] finder endvidere anvendelse på:

17.

I henhold til artikel 28 gælder direktiv 2006/54 med forbehold af (EU-retlige og nationale) bestemmelser vedrørende beskyttelsen af kvinder, navnlig for så vidt angår graviditet og barsel. Det fremgår også udtrykkeligt, at det gælder med forbehold af bl.a. direktiv 92/85.

18.

I henhold til artikel 26, stk. 1, i Ley de Prevención de Riesgos Laborales (lov om forebyggelse af arbejdsrisici) (herefter »LPRL«) omfatter evalueringen af risici for arbejdstagere, der er gravide eller har født for nylig, fastlæggelsen af karakteren, omfanget og varigheden af eksponeringen for agenser, procedurer eller arbejdsforhold, der kan have negativ indvirkning på arbejdstagerens eller fostrets helbred for så vidt angår enhver aktivitet, der kan udgøre en specifik risiko. Såfremt resultaterne af evalueringen afslører en risiko for sikkerheden og helbredet eller en mulig indvirkning på deres graviditet eller amning, træffer arbejdsgiveren de nødvendige foranstaltninger for at undgå eksponering for denne risiko ved at ændre den berørte arbejdstagers arbejdsvilkår eller ‑tider. Disse foranstaltninger indebærer, såfremt det er nødvendigt, at arbejdstagerne ikke skal deltage i skifteholds- eller natarbejde.

19.

I overensstemmelse med lovens artikel 26, stk. 2, skal arbejdstageren, hvis det ikke er muligt at ændre arbejdsvilkårene eller ‑tiderne, eller hvis en stillings vilkår på trods af en sådan ændring kan have en negativ indvirkning på en gravid arbejdstagers eller fostrets helbred, overføres til andre opgaver, der er forenelige med dennes tilstand. Arbejdsgiveren udarbejder efter høring af arbejdstagerrepræsentanter en oversigt over stillinger, der ikke indebærer risici. Overførelse til en sådan stilling skal kun finde sted, såfremt dette er muligt. Imidlertid bestemmer artikel 26, stk. 3, at såfremt overførelse til andre arbejdsopgaver ikke er teknisk eller objektivt muligt eller ikke med rimelighed kan forlanges, kan den berørte arbejdstagers arbejdsaftale stilles i bero på grund af risici under graviditeten i det tidsrum, der er nødvendigt for at beskytte arbejdstagerens sikkerhed eller sundhed, og så længe det er umuligt at genindsætte denne i den tidligere stilling eller i en anden stilling, der er forenelig med dennes tilstand.

20.

I henhold til lovens artikel 26, stk. 4, er en arbejdstager, der ammer sit barn omfattet af anvendelsesområdet for artikel 26, stk. 1 og 2, såfremt hendes arbejdsvilkår kan have negativ indvirkning på hendes eller barnets helbred, og dette attesteres af den medicinske afdeling for bl.a. Instituto Nacional de la Seguridad Social (det nationale socialsikringsinstitut) (herefter »INSS«) sammen med en rapport fra lægen fra Servicio Nacional de Salud (den nationale sundhedstjeneste), der bistår arbejdstageren eller hendes barn. Den pågældende arbejdstager kan tilsvarende få hendes arbejdsaftale sat i bero i henhold til artikel 26, stk. 3, på grund af risici under amningen af børn under ni måneder, såfremt en overførelse til en anden stilling er umulig under omstændighederne i hendes sag.

21.

Artikel 135b i Ley General de la Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring) bestemmer, at for så vidt angår de økonomiske ydelser, der udbetales til en ammende kvinde, der anses for udsat for risici i hendes stilling (»økonomiske ydelser«), betragtes det tidsrum, hvor arbejdsaftalen er stillet i bero, som en »beskyttet situation«, såfremt en overførelse til en anden stilling i overensstemmelse med LPRL’s artikel 26, stk. 4, ikke er mulig.

22.

Den forelæggende ret tilføjer, at Ley Orgánica 3/2007, de 22 de marzo, para la igualdad efectiva de mujeres y hombres (organisk lov nr. 3/2007 af 22.3.2007 om reel ligestilling mellem mænd og kvinder) indførte bestemmelser, der regulerer situationen for mødre, der er udsat for risiko i den periode, hvor de ammer deres børn. Forud for denne lov var dette forhold ikke reguleret i spansk ret. Lovgivningen blev indført for at overholde direktiv 92/85 og navnlig direktivets artikel 5, stk. 3.

23.

Elda Otero Ramos er ansat som sygeplejerske i akutmodtagelsen på Centro Hospitalario Universitario de A Coruña (universitetshospitalet i Coruña, herefter »hospitalet«), der udgør en del af Servicio Galego de Saúde (den galiciske sundhedstjeneste). Den 22. december 2011 fødte hun en datter, som hun ammede.

24.

Den 8. maj 2012 anmodede Elda Otero Ramos om en lægeattest fra INSS, der attesterede, at hun var omfattet af definitionen af en arbejdstager, der ammer sit barn som omhandlet i de nationale regler, og at udførelsen af hendes pligter som sygeplejerske i hospitalets akutmodtagelse udsatte hende for risiko ( 24 ).

25.

Der blev taget stilling til følgende oplysninger i forbindelse med bedømmelsen af Elda Otero Ramos’ anmodning: for det første en erklæring fra personalechefen for hospitalet, der udtaler, at i) hun var en sygeplejerske i akutmodtagelsen, ii) hendes arbejdsvilkår indebar skiftende vagter, der omfattede morgen-, eftermiddags-, aften- og nattevagter, iii) den specifikke risiko, der opstod for en ammende kvinde, fremgår af den til erklæringen vedlagte rapport om forebyggende sundhedspleje, og iv) hendes stilling »[…] betragtes som risikofri i den stillingsoversigt, som arbejdsgiveren har udarbejdet efter forudgående høring af arbejdstagerrepræsentanterne«, for det andet en rapport fra en læge i tjenesten for forebyggende sundhedspleje for arbejdsrisici [nævnt ovenfor i iii)], der bekræftede, at Elda Otero Ramos var blevet evalueret, og at der endvidere var blevet taget stilling til de lægefaglige oplysninger, som hun havde indgivet, hvori lægen erklærede, at hun var »egnet«»[…] til at udføre de opgaver, der indgår i hendes stilling, og at der ikke er nogen risiko for så vidt amningen« ( 25 ).

26.

INSS gav to dage senere ved afgørelse af 10. maj 2012 afslag på Elda Otero Ramos’ anmodning med den begrundelse, at der ikke var fremlagt bevis for, at hendes arbejdsvilkår havde en negativ indflydelse på hendes (eller hendes barns) helbred. Følgelig blev hun informeret om, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at indlede en procedure vedrørende opnåelse af økonomiske ydelser ( 26 ).

27.

Den 11. juli 2012 anlagde Elda Otero Ramos et søgsmål mod INSS’ afgørelse ved Juzgado de lo Social No 2, de A Coruña (arbejdsret nr. 2, Coruña) ( 27 ). Hendes stævning var vedlagt et brev, der var underskrevet af hendes nærmeste chef, der var læge og chef for hospitalets akutmodtagelse (»den nærmeste chefs rapport«). Det fremgik af den nærmeste chefs rapport, at en sygeplejerske, der ammer, i forbindelse med arbejdet i hospitalets akutmodtagelse, risikerer at blive udsat for fysiske, kemiske, biologiske og psykosociale risici ved opretholdelse af amningen. Den nærmeste chefs rapport indeholdt følgende oplysninger vedrørende biologiske agenser: Sygeplejersker kommer i kontakt med eksempelvis influenza A, bakterieinfektioner, multiresistente bakterier, HIV og hepatitis. For så vidt angår fysiske agenser indlægges alle typer af patienter på hospitalets akutmodtagelse. Størstedelen har svært ved at bevæge sig på grund af deres alder eller akut eller kronisk sygdom. Dette medfører en fysisk og holdningsmæssig belastning for sygeplejepersonalet. Den fysiske overbelastning øges, når patienten befinder sig i en kritisk tilstand (patienter i koma, hjertestop og terminale patienter). For så vidt angår kemiske agenser er der eksponering for alle former for kemisk behandling, idet alle former for sygdomme behandles i akutmodtagelsen. Der er psykosociale agenser, idet personalet er underlagt en kompliceret skifteholdsordning (skiftende vagter og natarbejde). Der er desuden stress og belastning i forbindelse med svingende behov, der til tider kan være høj, uden en fastlagt kvote for personalet. I perioder med et højt behandlingsbehov skal arbejdstagere konstant tilpasse sig for at udføre og tilrettelægge deres arbejde. For arbejdstagere, der ammer, ændrer skiftende vagter og natarbejde produktionen af prolaktin, som styrer mælkeproduktionen. Arbejde på så forskellige tidspunkter kan føre til mastitis som følge af ændringen af rytmen for tømning af mælk.

28.

Ved afgørelse af 24. oktober 2013 frifandt denne ret sagsøgte i det søgsmål, der var blevet anlagt af Elda Otero Ramos. Retten i første instans fastslog, at i henhold til national retspraksis skal der anvendes et rigoristisk kriterium for så vidt angår vurderingen af beviset for, hvorvidt der består en risiko med henblik på tilkendelse af økonomiske ydelser. Elda Otero Ramos iværksatte appel til den forelæggende ret, der ønsker oplyst, hvorvidt hendes forhold er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2006/54. Såfremt det er tilfældet, ønsker den vejledning om, hvordan navnlig direktivets artikel 19 skal fortolkes i lyset af bestemmelserne i direktiv 92/85. Den forelæggende ret har følgelig anmodet om en præjudiciel afgørelse af følgende spørgsmål:

»1)   Finder reglerne om bevisbyrde i artikel 19 i [direktiv 2006/54] anvendelse på risikosituationen under amning som omhandlet i artikel 26, stk. 4, sammenholdt med artikel 26, stk. 3, i [LPRL], som er en spansk regel, der gennemfører artikel 5, stk. 3, i [direktiv 92/85]?

2)   Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan da forekomsten af risici for amningen i forbindelse med varetagelsen af en stilling som sygeplejerske i et hospitals akutmodtagelse, godtgjort ved hjælp af en begrundet rapport, der er udarbejdet af en læge, som samtidig er chef for akutmodtagelsen på det hospital, hvor arbejdstageren arbejder, betragtes som faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er tale om direkte eller indirekte forskelsbehandling som omhandlet i [artikel 19 i direktiv 2006/54]?

3)   Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, kan da omstændigheder, hvorefter arbejdstagerens stilling er blandt de stillinger, der betragtes som risikofri i den stillingsoversigt, som arbejdsgiveren har udarbejdet efter forudgående høring af arbejdstagerrepræsentanterne, og hvor det pågældende hospitals tjeneste for forebyggende sundhedspleje og forebyggelse af arbejdsrisici har udstedt en egnethedserklæring, som ikke indeholder nærmere oplysninger om, hvordan man er nået frem til konklusionerne i disse dokumenter, betragtes som bevis for, at der under alle omstændigheder og uden nogen form for tvivl ikke er sket en krænkelse af ligebehandlingsprincippet som omhandlet i den pågældende [artikel 19 i direktiv 2006/54]?

4)   Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende og det tredje benægtende, hvilken af parterne – den sagsøgende arbejdstager eller den sagsøgte arbejdsgiver – påhviler det da, når det er godtgjort, at der foreligger risici for moderen eller spædbarnet i forbindelse med udførelsen af arbejdet, i overensstemmelse med artikel 19 i [direktiv 2006/54], at bevise, (1) at ændringen af arbejdsvilkårene eller arbejdstiden ikke er mulig, eller at en stillings vilkår på trods af en sådan ændring kan have en negativ indvirkning på en gravid arbejdstagers eller spædbarnets helbred (artikel 26, stk. 2, sammenholdt med artikel 26, stk. 4, i [LPRL], som gennemfører artikel 5, stk. 2, i [direktiv 92/85], og (2) at overførelsen til andre arbejdsopgaver ikke er teknisk eller objektivt mulig eller ikke med rimelighed kan forlanges (artikel 26, stk. 3, sammenholdt med artikel 26, stk. 4, i [LPRL], som gennemfører artikel 5, stk. 3, i [direktiv 92/85]?«

29.

Elda Otero Ramos, INSS, den spanske regering samt Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. I retsmødet den 19. oktober 2016 har de samme parter med undtagelse af Elda Otero Ramos afgivet mundtlige forklaringer.

30.

Formålet med direktiv 92/85, der blev vedtaget på baggrund af EØF-traktatens artikel 118a (forløberen for artikel 153 TEUF), er at forbedre sikkerheden og sundheden for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som ammer ( 28 ). Dette direktiv er en af de foranstaltninger, der er vedtaget inden for rammerne af direktiv 89/391 ( 29 ). Direktiv 92/85 identificerer bl.a. ammende kvinder som en særligt følsom risikogruppe, der skal beskyttes mod farer, som for dem er særligt alvorlige, og hvor der må træffes foranstaltninger til beskyttelse af deres sikkerhed og sundhed ( 30 ). Denne beskyttelse må ikke berøre direktiverne om ligebehandling for mænd og kvinder ( 31 ). Direktiv 2006/54 er et eksempel på sidstnævnte type foranstaltning.

31.

Det er enighed om, at Elda Otero Ramos på det relevante tidspunkt var omfattet af definitionen af en arbejdstager, der ammer, i artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 92/85, og at hendes arbejdsgiver derfor var forpligtet til at udføre en risikovurdering i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, i overensstemmelse med retningslinjerne, der nævnes i artikel 3, stk. 1.

32.

Alle fire spørgsmål, der stilles af den forelæggende ret, er forbundne for så vidt som de er baseret på den præmis, at en vurdering i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85, såfremt den udføres korrekt og på grundlag af samtlige relevante beviser, kan vise, at der består enten en risiko for Elda Otero Ramos’ sundhed eller sundhed eller en potentiel virkning på hendes tilstand, som kvinde, der ammer. Det følger af denne præmis, at betingelserne for yderligere foranstaltninger i artikel 5 i direktiv 92/85 ville blive opfyldt.

33.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, hvorvidt den situation, som den skal tage stilling til, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2006/54. Den er navnlig i tvivl om, hvorvidt bevisbyrden påhviler Elda Otero Ramos, eller hvorvidt denne byrde vendes, og påhviler sagsøgte.

34.

I den præjudicielle forelæggelsesprocedure, der fastsætter samarbejdsproceduren mellem de nationale retter og Domstolen, tilkommer det denne at give den nationale ret et hensigtsmæssigt svar, som sætter den i stand til at afgøre den tvist, der verserer for den. Ud fra dette synspunkt påhviler det Domstolen i givet fald at omformulere det spørgsmål, der forelægges den. Endvidere påhviler det Domstolen at fortolke alle de bestemmelser i EU-retten, som de nationale retter skal anvende for at træffe afgørelse i de for dem verserende tvister, også selv om disse bestemmelser ikke udtrykkeligt er omtalt i de præjudicielle spørgsmål, der forelægges Domstolen ( 32 ). Selv om den forelæggende rets første spørgsmål følgelig kun udtrykkeligt henviser til artikel 5, stk. 3, i direktiv 92/85, forhindrer det ikke Domstolen i at give den forelæggende ret alle de nødvendige elementer af fortolkningen af EU-retten, herunder andre bestemmelser i direktivet (her navnlig artikel 4), som kan være til nytte ved afgørelsen af den sag, som verserer for denne, uanset om den forelæggende ret har henvist til sådanne bestemmelser i formuleringen af dens spørgsmål. Det tilkommer herved Domstolen ud fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den forelæggende ret, navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke ( 33 ).

35.

Forelæggelsesafgørelsen fastslog, at INSS besluttede »ikke at udstede den pågældende attest, idet der ikke [var] fremlagt bevis for, at den pågældende stillings arbejdsvilkår ha[vde] negativ indflydelse på arbejdstagerens (eller hendes barns helbred) […]«. Imidlertid er det første spørgsmål baseret på den præmis, at der forelå bevis for, at der bestod en sådan risiko ( 34 ).

36.

Direktiv 92/85 indførte et krav om at evaluere og formidle risici. Hvis risikovurderingen udført i henhold til direktivets artikel 4, stk. 1, viser, at der er risiko for en arbejdstagers sikkerhed eller sundhed samt risiko for en negativ indvirkning på den pågældendes graviditet eller amning, bestemmer artikel 5, stk. 1 og 2, at arbejdsgiveren, ved en midlertidig ændring af vedkommendes arbejdsforhold og/eller arbejdstid, træffer de nødvendige foranstaltninger til at undgå, at den pågældende arbejdstager udsættes for denne risiko ( 35 ). Såfremt det ikke er muligt under omstændighederne, skal den pågældende arbejdstager flyttes til en anden stilling. Det er kun, såfremt en sådan overførelse ikke er mulig, at direktivets artikel 5, stk. 3, bestemmer, at arbejdstageren i overensstemmelse med national lovgivning og/eller praksis fritages for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte arbejdstagerens sikkerhed eller sundhed ( 36 ).

37.

Såfremt vurderingen udført i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85 imidlertid ikke viser en risiko, følger det af bestemmelsen, sammenholdt med artikel 5, stk. 1, i direktiv 92/85, at arbejdsgiveren da ikke skal foretage sig yderligere. Det fremgår klart af forelæggelsesafgørelsen, at netop fordi hospitalets risikovurdering i henhold til artikel 4 konkluderede, at Elda Otero Ramos ikke var udsat for risiko, er betingelsen i artikel 5, der udløser en stillingtagen til, hvorvidt Elda Otero Ramos’ arbejdsforhold skulle ændres, hvorvidt hun skulle flyttes til en anden stilling, eller hvorvidt hun skulle fritages for arbejde, ikke endnu blevet opfyldt.

38.

Det er tilsvarende klart, at Elda Otero Ramos anfægter hospitalets vurdering, og at hun bestrider INSS’ afgørelse, der afslog hendes ansøgning om økonomiske ydelser. Hun mener, at det er tydeligt fra de faktiske omstændigheder som beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, at hendes pligter som sygeplejerske i hospitalets akutmodtagelse faktisk udsatte hende for risiko, og at det tydeligt ville være umuligt at forene amningen af hendes barn med kravene til hendes stilling.

39.

Det første skridt i proceduren i direktiv 92/85 er i overensstemmelse med artikel 4 at fastlægge, hvorvidt der er risiko for sundheden og sikkerheden for en arbejdstager, der er omfattet af artikel 2. Fastlæggelsen af, hvorvidt vurderingen af Elda Otero Ramos’ situation var korrekt, kræver, at der tages stilling til faktiske spørgsmål, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at foretage. Imidlertid tilkommer det Domstolen at foretage en korrekt fortolkning af kravene i artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85.

40.

Følgelig skal det første spørgsmål fortolkes således, at der ønskes vejledning i) om fortolkningen af artikel 4 i direktiv 92/85, ii) (såfremt en afgørelse baseret på en vurdering i henhold til denne bestemmelse anfægtes af den pågældende arbejdstager) med hensyn til hvorvidt bevisbyrden påhviler sagsøger eller sagsøgte med henblik på artikel 19 i direktiv 2006/54, og iii) (såfremt der gives medhold i et sådant søgsmål, og det fastslås, at den pågældende ikke var udsat for risiko) med hensyn til hvorvidt det da påhviler arbejdsgiveren at tage stilling til passende foranstaltninger, der skal træffes i overensstemmelse med artikel 5 i direktiv 92/85.

41.

Der er enighed mellem parterne om, at det er nødvendigt at tage stilling til, hvorvidt INSS’ afgørelse om, at der ikke var nogen risiko for Elda Otero Ramos, var baseret på en korrekt vurdering af hendes forhold.

42.

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85 skal arbejdsgiveren »vurdere arten, omfanget og varigheden af den belastning, arbejdstagere som defineret i artikel 2 udsættes for […]« for så vidt angår »alle arbejdsopgaver, som kan indebære en specifik risiko for, at arbejdstagere udsættes for de agenser, arbejdsprocesser eller arbejdsforhold«, som er opført på en ikke-udtømmende liste i bilag I. Denne vurdering foretages med henblik på en »bedømmelse af alle risici for sikkerheden og sundheden samt alle virkninger for de i artikel 2 definerede arbejdstagere under graviditet (sic) eller amning […]« og med henblik på at »afgøre, hvilke foranstaltninger der skal træffes« ( 37 ).

43.

Denne ordlyd skal sammenholdes med de retningslinjer, der henvises til i artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/85, som artikel 3, stk. 2, bestemmer er »vejledende for den vurdering, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1«. Disse retningslinjer gør det helt tydeligt, at en bred, generisk vurdering arbejdspladsen, forholdene for særlige stillinger, og den generelle sundhedstilstand for den gennemsnitlige kvindelige arbejdstager, der er gravid, som lige har født, eller som ønsker at amme, ikke kan opfylde kravene i artikel 4, stk. 1.

44.

Følgelig fremhæver retningslinjerne, at »[v]isse farer på arbejdspladsen kan påvirke sundheden og sikkerheden for nybagte mødre og deres spædbørn samt gravide arbejdstagere«. Det bemærkes, at den kvalitative og kvantitative risikovurdering »er den mest følsomme fase i processen, idet den person, der udfører risikovurderingen, skal være kompetent og tage skyldigt hensyn til alle relevante oplysninger, herunder fra den gravide kvinde eller hendes rådgivere og anvende hensigtsmæssige metoder for at kunne konkludere, om den identificerede fare indebærer en risiko for arbejdstageren« ( 38 ). I denne risikovurdering »skal der tages hensyn til de forebyggende aspekter i [direktiv 89/391] ( 39 ). Risikovurderingen »er noget speciel, da den er udformet, så den passer til det enkelte individs situation, som er i konstant forandring. Endvidere påvirker den ikke alene kvinden, men også det ufødte barn og spædbarnet. […] En enkeltstående risikovurdering er muligvis ikke nok, da graviditet er en dynamisk proces, ikke en statisk tilstand. Ikke kun under en graviditets forskellige stadier, men også efter fødslen kan forskellige risici påvirke kvinden og hendes nyfødte eller ufødte barn i forskellig grad. […] I lægers rådgivning, rapporter og attester skal der tages hensyn til arbejdsforholdene. Det er særlig relevant for den enkeltes forhold. […] I risikovurderingen bør der tages hensyn til lægens råd og den enkelte kvindes eventuelle problemer« ( 40 ). Det fremgår af retningslinjerne, at arbejdsgivere skal holde øje med risiciene hele tiden, idet det fremhæves, at »[d]er skal tages hensyn til andre risici [end risiciene under selve graviditeten] for arbejdstagere, der lige har født, eller som ammer. Arbejdsgiveren skal sikre, at ammende arbejdstagere ikke udsættes for risici, der kan være til skade for sikkerhed og sundhed, så længe de fortsat ammer« ( 41 ).

45.

Retningslinjerne indeholder også to detaljerede tabeller. Den første bærer overskriften »Risikovurdering af generiske farer og dermed forbundne situationer«, og »som de fleste gravide kvinder, kvinder, som lige har født, og ammende kvinder kan komme ud for« ( 42 ). Den anden bærer overskriften »Specifikke farer, risikovurderingen (og hvordan man undgår risici)«. De indledende punkter fremhæver, at »[d]a graviditet er en dynamisk proces i konstant udvikling og forandring, kan samme arbejdsforhold skabe forskellige sundheds- og sikkerhedsforhold for forskellige kvinder på forskellige tidspunkter i graviditeten og igen, når de vender tilbage til arbejdet efter fødslen, eller mens de ammer. Nogle af disse forhold kan forudskikkes og gælder generelt […]. Andre afhænger af de forskellige omstændigheder og personlig medicinsk historie«. Tabellen behandler dernæst fysiske agenser, biologiske agenser ( 43 ), kemiske agenser og arbejdsforhold ( 44 ).

46.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Elda Otero Ramos’ stilling blev betegnet som »risikofri«, og at hun blev beskrevet som »egnet« til at arbejde. Dette forekommer mig at tyde på, at hendes arbejdsgivers tilgang ikke fuldt ud har taget hensyn til hendes individuelle forhold. For det første er det uklart, hvorvidt klassificeringen af hendes stilling som sygeplejerske i akutmodtagelsen som »risikofri« fastslog, at denne stilling var risikofri for gravide arbejdstagere eller arbejdstagere, der lige har født, eller hvorvidt den tog den situation, som kvinder, der ammer, befinder sig i, i betragtning ( 45 ). For det andet er der ikke nogen indikation af, hvorvidt der var foretaget en risikovurdering af de risici, som Elda Otero Ramos selv kunne blive udsat for under udførelsen af sin stilling som ammende kvinde, såsom den potentielle påvirkning af mælkeproduktionen, eller hvorvidt der kunne opstå mastitis eller infektion. For det tredje foreligger der ikke nogle oplysninger med hensyn til, hvorvidt der forelå en vurdering af hendes risiko for eksponering for de fysiske, biologiske og kemiske agenser, der opregnes i bilag I til direktiv 92/85.

47.

For det fjerde består hospitalets vurdering rent faktisk i en erklæring om, at Elda Otero Ramos var »egnet« til at udføre de opgaver, der indgår i hendes stilling, og at der ikke er nogen risiko for så vidt angår amningen. Jeg skal imidlertid minde om, at vurderingen udgør en beskyttelsesforanstaltning, der har til formål at beskytte den ammende kvinde ( 46 ), og at hendes nærmeste chefs rapport tegner et ganske anderledes billede af stillingen som sygeplejerske i akutmodtagelsen (eksempelvis at arbejdstagere kan komme i forbindelse med patienter smittet med hepatitis) ( 47 ).

48.

Det tilkommer den forelæggende ret, der som den eneste tager stilling til de faktiske omstændigheder, at undersøge, hvorvidt hospitalets vurdering var i overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85. Såfremt den forelæggende ret konkluderer, at dette ikke er tilfældet, er det næste skridt at tage stilling til, hvorvidt Elda Otero Ramos’ krav er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2006/54, og, såfremt dette er tilfældet, hvorvidt direktivets artikel 19 finder anvendelse. Endvidere følger det implicit af forelæggelsesafgørelsen, at den forelæggende ret endvidere ønsker, at der tages stilling til, hvorvidt Elda Otero Ramos kunne være beskyttet af foranstaltninger, der er truffet i henhold til artikel 5 i direktiv 92/85.

49.

INSS og Spanien gør gældende, at den foreliggende sag ikke er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2006/54. Elda Otero Ramos og Kommissionen er af den modsatte opfattelse.

50.

Jeg er tilsvarende uenig med INSS og den spanske regerings indskrænkende fortolkning af direktiv 2006/54.

51.

Formålet med direktiv 2006/54 er i overensstemmelse med artikel 1 at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

52.

Det er korrekt, at kvinder, som har barselsorlov i henhold til artikel 8 i direktiv 92/85, »befinder sig derimod i en særlig situation, som kræver, at der gives dem en speciel beskyttelse, men som ikke kan sammenlignes med den situation, en mand, eller en kvinde, som arbejder normalt, befinder sig i« ( 48 ). Imidlertid følger det som anført af INSS og Spanien ikke, at samtlige arbejdstagere, der er omfattet af artikel 2 i direktiv 92/85, falder uden for anvendelsesområdet for direktiv 2006/54.

53.

Begreberne direkte og indirekte forskelsbehandling defineres i henholdsvis artikel 2, stk. 1, litra a) og b), i direktiv 2006/54. Artikel 2, stk. 2, litra c), bestemmer, at forskelsbehandling på grund af køn omfatter »enhver form for dårligere behandling af en kvinde i forbindelse med graviditet eller barselsorlov som defineret i direktiv 92/85«.

54.

Artikel 2, litra c), i direktiv 92/85 definerer en arbejdstager, der ammer, med henvisning til national lovgivning og/eller praksis. Den forelæggende ret anfører, at i henhold til LPRL’s artikel 26, stk. 1, skal »[e]valueringen af […] risici […] omfatte fastlæggelse af karakteren, omfanget og varigheden af eksponeringen af arbejdstagere, der er gravide eller har født for nylig, for virkemidler, procedurer eller arbejdsvilkår, der kan have en negativ indvirkning på arbejdstagerens […] helbred for så vidt angår enhver aktivitet, der kan udgøre en specifik risiko«. I henhold til LPRL’s artikel 26, stk. 4, finder bestemmelsen endvidere anvendelse for en arbejdstager »[…] under amningen, hvis arbejdsvilkårene kan have en negativ indvirkning på kvindens eller barnets helbred, og dette attesteres af […]« de kompetente myndigheder. De for Domstolen foreliggende oplysninger giver ikke yderligere vejledning med hensyn til, hvordan »under amningen« (som sådan) defineres i henhold til national ret og/eller praksis.

55.

Domstolen har gentagne gange fastslået, at for så vidt »angår beskyttelse i forbindelse med graviditet og moderskab har medlemsstaterne […] ret til at opretholde eller indføre bestemmelser med det formål at sikre denne beskyttelse, [og det pågældende direktiv] anerkender herved, at det ifølge princippet om ligebehandling af kønnene er berettiget at beskytte kvinder i to henseender, nemlig for det første kvindens fysiske tilstand under graviditeten og efter fødslen og for det andet det særlige forhold mellem moderen og barnet i perioden efter fødslen« ( 49 ).

56.

Det forekommer mig såvel retligt som faktisk ( 50 ), at den situation, som en ammende kvinde befinder sig i, er omfattet af udtrykket »i forbindelse med graviditet og barselsorlov«. Artikel 5, stk. 3, i direktiv 92/85 gør det tydeligt, at enhver arbejdstager, der er omfattet af artikel 2, skal fritages for arbejde, såfremt det ikke er muligt eller med rimelighed kan forlanges, at hun flyttes til en anden stilling. Følgelig er den situation, som en ammende kvinde befinder sig i, derfor omfattet af ordene »i forbindelse med graviditet eller barselsorlov« i artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/54. ( 51 )

57.

Ordene »dårligere behandling« omfatter undladelsen af at anvende kravene i artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85 korrekt for en kvinde, der ammer. Såfremt dette undlades, fratages den pågældende person den beskyttelse, som hun har krav på i henhold til denne bestemmelse, og hun udsættes for risici. Dette er navnlig tilfældet, eftersom arbejdsgiveren da ikke træffer de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger i henhold til direktivets artikel 5 for at beskytte hendes sikkerhed og helbred. En sådan dårligere behandling udgør direkte forskelsbehandling på grund af køn.

58.

Jeg tilføjer, at artikel 28 (og 24. betragtning) i direktiv 2006/54 bestemmer, at bestemmelserne »gælder med forbehold af« regler vedrørende beskyttelse af kvinder, særlig i forbindelse med graviditet og moderskab. Ordenes normale betydning tyder på, at direktiv 92/85 eksisterer side om side med de foranstaltninger, som direktiv 2006/54 fastsætter med henblik på at gennemføre ligebehandlingsprincippet for mænd og kvinder i forbindelse med erhverv og beskæftigelse. Rettigheder vedrørende sikkerhed og sundhed i henhold til direktiv 92/85 hverken forringes eller endsige fortabes ved direktiv 2006/54.

59.

Er betingelserne for her at udløse anvendelsen af artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 opfyldt?

60.

Svaret er efter min opfattelse »ja«.

61.

Elda Otero Ramos mener sig helt enkelt krænket som omhandlet i bestemmelsen. Hun gør gældende, at der er sket forskelsbehandling på grund af køn, for så vidt som hendes arbejdsgiver har handlet i strid med direktiv 92/85. Artikel 19, stk. 4, litra a), i direktiv 2006/54 fastslår udtrykkeligt, at reglerne, der vender bevisbyrden i artikel 19, stk. 1, finder anvendelse i sådanne tilfælde.

62.

Mangelende udførelse af en vurdering i overensstemmelse med kravene i artikel 4, stk. 1, bilag I og retningslinjerne i artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/85 udgør dårligere behandling af en arbejdstager, der ammer ( 52 ). Sådan behandling er omfattet af definitionen af forskelsbehandling i artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/54. Det dækkes af en krydshenvisning til direktiv 92/85 i artikel 19, stk. 4, litra a), i direktiv 2006/54 og udgør forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i denne bestemmelse. Det følger, at artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 finder anvendelse på sådanne krav.

63.

Såfremt en kvinde anmoder om en attest, og hendes arbejdsgiver udfører en risikovurdering i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85 (den første fase af processen med at yde beskyttelse i henhold til direktivet), finder reglerne i artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 ikke endnu anvendelse. Dette er tilfældet, fordi denne proces som sådan henhører inden for arbejdsgiverens råderum. Imidlertid bliver disse regler relevante, når den efterfølgende afgørelse anfægtes ved en ret eller anden kompetent myndighed.

64.

Det påhviler dernæst den pågældende person, i dette tilfælde Elda Otero Ramos, at godtgøre, at der foreligger tilsyneladende forskelsbehandling ( 53 ). I hovedsagen ville sagsøgeren skulle støtte sig på dokumentation (således som indeholdt i brevet fra hendes nærmeste chef) ( 54 ), der på plausibel måde viser, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85 var blevet fortolket forkert og/eller ikke anvendt korrekt. Bevisbyrden skifter da til sagsøgte i det nationale søgsmål.

65.

Formålet med reglerne om bevisbyrde er at sikre, at princippet om ligebehandling kan håndhæves effektivt ( 55 ). Som Domstolen allerede har fastslået, er formålet med EU-reglerne vedrørende lighed mellem mænd og kvinder på området for de rettigheder, der tilkommer kvinder, som er gravide eller lige har født, og ammende kvinder, at beskytte kvindelige arbejdstagere før og efter fødslen ( 56 ). Dette formål, der følger af både direktiv 92/85 og direktiv 2006/54, kan ikke nås, såfremt anfægtelsen af afgørelser, der giver afslag på beskyttelse, kræver, at den pågældende kvinde beviser, at hun er udsat for risiko.

66.

Under omstændigheder, hvor en kvindes arbejdsgiver foretager en vurdering i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85 og konkluderer, at hun ikke er udsat for risiko, forekommer det mig, at det ikke kan kræves, at den pågældende kvinde udfører sin egen detaljerede risikovurdering med henblik endeligt at modbevise hendes arbejdsgivers vurdering. Det er usandsynligt, at hun har adgang til de nødvendige specialister inden for arbejdsmiljø med henblik på at vurdere hendes stilling, hendes arbejdsforhold og de risici, som hun og/eller hendes barn ville kunne eksponeres for, eller midler til finansiering af en sådan vurdering. Denne tilgang ville udslette den beskyttelse, der nydes i henhold til direktiv 92/85. Efter min opfattelse er formålet med artikel 19 i direktiv 2006/54 at tage stilling til præcis denne situation.

67.

Denne opfattelse støttes endvidere af lighedsprincippet mellem mænd og kvinder i chartrets artikel 23, hvorefter lighed skal sikres »på alle områder, herunder i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn«. Ordene »på alle områder« peger i retning af en fortolkning af artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54, der sikrer, at de ved direktiv 92/85 beskyttede personers rettigheder kan håndhæves effektivt.

68.

Den forelæggende ret spørger, hvorvidt den omstændighed, at de økonomiske ydelser, der blev udbetalt i overensstemmelse med artikel 11, stk. 1, i direktiv 92/85 til en ammende kvinde, når hun fritages fra sit arbejde i henhold til spansk ret, klassificeres som en social sikringsydelse, betyder, at en sådan ordning ikke kan være omfattet af anvendelsesområdet for forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 14 i direktiv 2006/54. Det er dens opfattelse, at såfremt fritagelsesperioden skulle finansieres af arbejdstagerens arbejdsgiver, ville den være omfattet af dette forbud.

69.

Efter min opfattelse berører klassificeringen af ydelsen i henhold til nationale systemer ikke anvendelsen af reglerne om bevisbyrden i artikel 19 i direktiv 2006/54. Såfremt der skulle foretages en sondring, der er baseret på, hvorvidt fritagelsen er finasieret af arbejdsgiveren eller en offentlig social sikringsordning, ville anvendelsesområdet for direktiv 2006/54 være forskellig fra medlemsstat til medlemsstat ( 57 ). Dette resultat ville ikke være i overensstemmelse med en ensartet fortolkning af EU-retten. Det bør af denne grund afvises ( 58 ). Det påhviler den forelæggende ret, under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede, at vurdere de faktiske omstændigheder og anvende de relevante bestemmelser i direktiv 2006/54 ( 59 ).

70.

Det er derfor min konklusion, at svaret på det første spørgsmål er, at såfremt der udføres en vurdering i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85, skal der foretages en undersøgelse af den ammende arbejdstagers individuelle situation med henblik på at fastslå, hvorvidt hendes sikkerhed og sundhed eller hendes barns sikkerhed og sundhed er udsat for risiko i overensstemmelse med denne bestemmelse, bilag I og retningslinjerne, der er fastsat i direktivets artikel 3, stk. 1. En undladelse af at udføre en sådan vurdering korrekt er dårligere behandling af den pågældende arbejdstager og udgør forskelsbehandling med henblik på artikel 2, stk. 2, litra c), i direktiv 2006/54. Sådan behandling er forskelsbehandling på grund af køn som omhandlet i artikel 19, stk. 4, litra a), i direktiv 2006/54 og følgelig omfattet af anvendelsesområdet for reglerne i direktivets artikel 19, stk. 1, der pålægger sagsøgte bevisbyrden. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om de faktiske omstændigheder i den sag, der er indbragt for den, viser, at der er tale om forskelsbehandling. For så vidt som det er nødvendigt i forbindelse med de nationale retsforhandlinger for den forelæggende ret at tage stilling til, om der skal træffes yderligere foranstaltninger i henhold til artikel 5 i direktiv 92/85 (og i givet fald hvilke foranstaltninger) for at beskytte den pågældende arbejdstagers sikkerhed og sundhed, finder bestemmelserne i artikel 19 i direktiv 2006/54 anvendelse på denne vurdering.

71.

Det andet, det tredje og det fjerde spørgsmål er baseret på den præmis, at det første spørgsmål besvares bekræftende. Den forelæggende ret ønsker i det væsentlige oplyst, hvordan reglerne, der vender bevisbyrden, finder anvendelse i sådanne tilfælde.

72.

Spanien gør gældende, at det andet, det tredje og det fjerde spørgsmål ikke kan antages til formalitetsbehandling, fordi den forelæggende ret rent faktisk søger vejledning om vurderingen af de faktiske omstændigheder i Elda Otero Ramos’ sag.

73.

Dette er jeg uenig i.

74.

Det tilkommer snarere den nationale ret end Domstolen at fastslå, hvorvidt omstændighederne i Elda Otero Ramos’ sag udgør forskelsbehandling som omhandlet i direktiv 2006/54. Imidlertid anmoder den forelæggende ret ikke med det andet, det tredje og det fjerde spørgsmål Domstolen om at drage denne konklusion. Den søger derimod om vejledning ved fortolkningen af direktivets artikel 19 med henblik på at gøre den i stand til at anvende de relevante retsregler korrekt på de beviser, der er til rådighed for den.

75.

Det andet, det tredje og det fjerde spørgsmål kan derfor antages til realitetsbehandling.

76.

Med det andet spørgsmål spørger den forelæggende ret, hvorvidt rapporten fra Elda Otero Ramos’ nærmeste chef (chefen for hospitalets akutmodtagelse), som hun indgav til støtte for hendes krav, er tilstrækkelig til at bevise en formodning om forskelsbehandling ( 60 ).

77.

INSS og Spanien gør gældende, at den nærmeste chefs rapport er af begrænset værdi. For det første mener de, at den nærmeste chef automatisk vil være subjektiv til fordel for en arbejdstager, der anmoder om den omhandlede ydelse. For det andet fremhæver de, at rapporten ikke er blevet udfærdiget af en specialist inden for arbejdsmiljø.

78.

Jeg mener ikke, at nogle af argumenterne er overbevisende.

79.

Det tilkommer retten, der behandler sagen, at tage stilling til relevansen af og den vægt, der skal tillægges den nærmeste chefs rapport. Der kan imidlertid kun tages stilling til, hvorvidt den nærmeste chef er subjektiv til fordel for (eller imod) en særlig arbejdstager, såfremt der fremlægges relevante beviser til støtte herfor. Det kan ikke udledes af chefens status og tilstedeværelsen af det hierarkiske ansættelsesforhold med den pågældende person, at der består en særlig subjektivitet. For så vidt angår det andet punkt var rapporten, selv om den nærmeste chef ikke er en specialist inden for arbejdsmiljø, ikke desto mindre skrevet af en læge, der har førstehåndsviden om sagsøgerens individuelle forhold og hendes stilling. Den nærmeste chef er i stand til at give relevant dokumentation for sagsøgerens pligter og de generelle og specifikke farer, som hun kan blive eksponeret for.

80.

Den forelæggende ret bør tage stilling til denne rapport i lyset af retningslinjerne, der nævnes i artikel 3, stk. 1, i direktiv 92/85. Den biologiske og fysiske risiko, der er beskrevet i den nærmeste chefs rapport, gentages i retningslinjerne ( 61 ). Selv om det i sidste ende tilkommer denne ret at tage stilling til præcis, hvilken værdi den nærmeste chefs rapport skal tillægges i overensstemmelse med nationale proceduremæssige regler, skal et dokument af den karakter ikke uden videre afvises ud fra en formodning om, at dets indhold er subjektivt og savner faglig ekspertise.

81.

I forbindelse med fastlæggelsen af, om kravene i artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85 var opfyldt i den foreliggende sag, skal den forelæggende ret følgelig tage stilling til den nærmeste chefs rapport vedrørende den pågældende arbejdstagers stilling. Det tilkommer denne ret at fastslå, om en sådan rapport giver oplysninger om arbejdstagerens individuelle forhold, der skal tages hensyn til i dens vurdering.

82.

Det tredje spørgsmål søger at fastlægge, hvorvidt det forhold, at en erklæring fra en arbejdsgiver om, at en stilling klassificeres som »risikofri«, kombineret med en erklæring om, at den pågældende arbejdstager er »egnet« til at arbejde, beviser uden nogen form for tvivl, at der ikke er sket en overtrædelse af ligebehandlingsprincippet som omhandlet i artikel 19 i direktiv 2006/54.

83.

I forelæggelsesafgørelsen anfører den forelæggende ret, at en række afgørelser fra de spanske domstole viser, at der »[…] gradvis anvendes et rigoristisk kriterium for så vidt angår vurderingen af beviset for forekomsten af risici, der er relevante for tilkendelse af ydelsen«.

84.

Hvorvidt en sådan tilgang rent faktisk betyder, at der anvendes en uafkræftelig formodning i sådanne sager, således at enhver anfægtelse (i praksis) ikke kan få et positivt udfald, er et spørgsmål om national ret, som den forelæggende ret skal tage stilling til.

85.

Såfremt det er tilfældet, ville et sådant resultat efter min opfattelse være i strid med artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 ( 62 ). For det første er det i strid med formålet om at sikre, at ligebehandlingsprincippet skal kunne håndhæves effektivt. For det andet er det i strid med chartrets artikel 23, idet det ikke beskytter en særlig sårbar gruppe af kvinder bestående af kvinder, der er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 92/85, mod dårligere behandling på grund af køn. For det tredje er det svært at forestille sig, at en sådan tilgang kunne være en forholdsmæssig måde at bedømme beviser på i sådanne sager. For det fjerde kan nationale regler, der gør det urimeligt vanskeligt for en person, der mener sig krænket ved en manglende overholdelse af ligebehandlingsprincippet, at anfægte sådanne afgørelser, bringe formålene i direktiv 2006/54 i fare ( 63 ). En uafkræftelig formodning til fordel for sagsøgte ville lige netop udgøre sådan en regel.

86.

Det er derfor min konklusion, at såfremt reglerne i national ret gør det urimeligt vanskeligt for en person, der mener sig krænket ved en overtrædelse af ligebehandlingsprincippet, at anfægte denne situation, er sådanne regler uforenelige med artikel 19 i direktiv 2006/54. Det tilkommer den nationale ret at tage stilling til, om dette er tilfældet.

87.

Det fjerde spørgsmål er baseret på en præmis om, at en vurdering i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 92/85, der er udført korrekt, kan have afdækket en risiko for en kvinde, der ammer, og at det derfor er nødvendigt, at der tages stilling til, hvilken foranstaltninger der skal træffes for at beskytte hendes sikkerhed og helbred i henhold til artikel 5.

88.

Denne præmis afspejler sig ikke i den forelæggende rets beskrivelse af de faktiske forhold i forelæggelsesafgørelsen. Imidlertid har den forelæggende ret ikke anført, at dette spørgsmål falder uden for hovedsagen ( 64 ). Jeg foreslår derfor, at det fjerde spørgsmål besvares således, at den forelæggende ret forsynes med samtlige de nødvendige elementer med henblik på at tage stilling til den foreliggende sag.

89.

For så vidt som den forelæggende ret konkluderer, at Elda Otero Ramos var udsat for risiko, og at det bliver nødvendigt som led i disse retsforhandlinger at tage stilling til, hvilke yderligere foranstaltninger der skal træffes med henblik på artikel 5 i direktiv 92/85, påhviler bevisbyrden sagsøgte. Elda Otero Ramos forbliver en person, der mener sig »krænket« med henblik på artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54, fordi hun blev anset for ikke at have ret til fritagelse fra arbejde og den ydelse, der betales til en arbejdstager, der ammer, i fraværsperioden.

90.

Såfremt resultaterne af risikovurderingen, der blev udført i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 92/85, »fremviser en risiko for sikkerheden eller sundheden såvel som virkninger for arbejdstageren under graviditet eller amning som omhandlet i artikel 2, fastsætter direktivets artikel 5, stk. 1 og 2, at arbejdsgiveren er forpligtet til at iværksætte en midlertidig ændring af vedkommendes arbejdsforhold og/eller arbejdstid, eller hvis dette ikke er teknisk eller objektivt muligt eller ikke med rimelighed kan forlanges, en overførsel af den pågældende til andre arbejdsopgaver med henblik på at undgå at arbejdstageren eksponeres for sådanne risici. Kun hvis overførslen til andre arbejdsopgaver heller ikke er mulig, fastslår nævnte direktivs artikel 5, stk. 3, at den pågældende arbejdstager i overensstemmelse med national lovgivning eller praksis fritages for at arbejde, så længe dette er nødvendigt for at beskytte hendes sikkerhed eller sundhed« ( 65 ).

91.

For så vidt som vurderingen af yderligere foranstaltninger i henhold til artikel 5 i direktiv 92/85 er en del af hovedsagen, forbliver bevisbyrden i henhold til artikel 19, stk. 1, i direktiv 2006/54 hos sagsøgte.

92.

I lyset af ovennævnte betragtninger mener jeg, at Domstolen bør besvare de præjudicielle spørgsmål fra Tribunal Superior de Justicia de Galicia (øverste regionale domstol i Galicien) (Spanien) som følger: