Back to EUR-Lex homepage

EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Use quotation marks to search for an "exact phrase". Append an asterisk (*) to a search term to find variations of it (transp*, 32019R*). Use a question mark (?) instead of a single character in your search term to find variations of it (ca?e finds case, cane, care).
Search tips
Need more search options? Use the Advanced search
You are here

Document 62002CC0285

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Jacobs fremsat den 16. oktober 2003.
Edeltraud Elsner-Lakeberg mod Land Nordrhein-Westfalen.
Anmodning om præjudiciel afgørelse: Verwaltungsgericht Minden - Tyskland.
Artikel 141 EF - direktiv 75/117/EØF - national foranstaltning, hvorefter fuldtidsansatte og deltidsansatte lærere er forpligtet til at arbejde det samme antal overarbejdstimer, før de har ret til overarbejdsbetaling - indirekte forskelsbehandling af kvindelige arbejdstagere, der er ansat på deltid.
Sag C-285/02.

Samling af Afgørelser 2004 I-05861

ECLI identifier: ECLI:EU:C:2003:561

Conclusions

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
F.G. JACOBS
fremsat den 16. oktober 2003(1)



Sag C-285/02



Edeltraud Elsner-Lakeberg
mod
Land Nordrhein-Westfalen


»«






1.        Med den foreliggende anmodning om en præjudiciel afgørelse, der er indgivet af Verwaltungsgericht, Minden (Tyskland), er Domstolen nærmere bestemt blevet anmodet om at tage stilling til, hvorvidt princippet om lige løn til mænd og kvinder er blevet tilsidesat ved tysk lovgivning, hvorefter deltidsansatte og fuldtidsansatte lærere kan være forpligtet til at arbejde det samme antal overarbejdstimer, før de har ret til overarbejdsbetaling.

Den nationale lovgivning

2.        I medfør af § 78a, stk. 1, i lov om tjenestemænds stilling i delstaten Nordrhein-Westfalen (2) , er tjenestemænd forpligtet til at arbejde over, når arbejdet kræver det. Hvis overarbejdet overstiger fem timer pr. kalendermåned, skal tjenestemanden indrømmes en kompenserende hvileperiode, som svarer til samtlige overarbejdstimer. Når en kompenserende hvileperiode ikke er forenelig med tjenestens krav, kan visse tjenestemænd aflønnes for deres overarbejde.

3.       § 5, stk. 2, 1. pkt., i bekendtgørelse om overarbejdsbetaling til tjenestemænd (3) , bestemmer, at når overarbejde udføres i form af undervisning, svarer tre undervisningstimer til fem timer.  

Faktiske omstændigheder, sagen for den nationale domstol og det præjudicielle spørgsmål

4.        Sagsøgeren er tjenestemand og deltidsansat lærer på et gymnasium i den sagsøgte delstat. Fuldtidsansatte lærere på sagsøgerens skole underviser 24,5 timer om ugen, hvorimod sagsøgeren underviser 15 timer om ugen. 

5.        I december 1999 beløb sagsøgerens overarbejde sig til 2,5 timer. Hendes ansøgning om løn for disse timer er blevet afvist med den begrundelse, at det af gældende ret følger, at overarbejdstimer, som udføres af en tjenestemandsansat lærer, kun godtgøres, hvis overarbejdet overstiger 3 timer pr. måned. Hun modtog følgelig ikke godtgørelse for sine 2,5 timers overarbejde. En administrativ klage gav ikke noget resultat, hvorfor hun anlagde sag ved Verwaltungsgericht.

6.        Denne ret finder ikke, at sagsøgeren i henhold til gældende national lovgivning er berettiget til godtgørelse for sit overarbejde. Retten er imidlertid i tvivl om, hvorvidt denne lovgivning er forenelig med artikel 141 EF, sammenholdt med ligelønsdirektivet (4) , eftersom tjenestemandsansatte lærere på deltid, som ikke udfører overarbejde, der overstiger tre timer pr. måned, i alt vil oppebære en mindre løn end tjenestemandsansatte lærere på fuld tid oppebærer for det samme antal timer.

7.        Verwaltungsgericht har derfor forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål: 

»Er det foreneligt med artikel 141 EF, sammenholdt med direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975, at deltidsansatte – i lighed med fuldtidsansatte – lærere (m/k) med status af tjenestemænd i delstaten Nordrhein-Westfalen ikke får godtgørelse for overarbejde, såfremt overarbejdet ikke overstiger tre undervisningstimer pr. kalendermåned?«

8.        Der er indgivet skriftlige indlæg af sagsøger, sagsøgte, den tyske regering og Kommissionen. Der har ikke været afholdt retsmøde, eftersom der ikke var blevet anmodet herom. Sagsøger og Kommissionen gør gældende, at det præjudicielle spørgsmål bør besvares benægtende. Sagsøgte og den tyske regering gør det modsatte gældende.

Stillingtagen

9.        Princippet om lige løn til mænd og kvinder er fastsat i artikel 141 EF. Det fremgår af ligelønsdirektivets artikel 1, at dette princip indebærer, at for samme arbejde eller for arbejde, som tillægges samme værdi, afskaffes enhver forskelsbehandling med hensyn til køn for så vidt angår alle lønelementer og lønvilkår.

10.      Det følger af fast retspraksis, at ligelønsprincippet ikke kun omfatter en forskelsbehandling direkte på grundlag af køn, men også forskelle i behandlingen af mænd og kvinder på grundlag af kriterier, der ikke bygger på køn, hvis ikke denne behandling kan begrundes ud fra hensyn, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn (5) .

11.      I den foreliggende sag er det åbenbart, at den omtvistede lovgivning ikke indebærer forskelsbehandling direkte på grundlag af køn. Hvis denne lovgivning derimod indebærer, at fuldtidsansatte og deltidsansatte behandles forskelligt, og denne forskelsbehandling påvirker væsentligt flere kvinder end mænd, kan anvendelsen af denne lovgivning udgøre en indirekte forskelsbehandling i strid med artikel 141 EF og ligelønsdirektivet, medmindre forskelsbehandlingen kan begrundes ud fra hensyn, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn.

12.      Sagsøger har gjort gældende, at der sker forskelsbehandling af fuldtidsansatte og deltidsansatte lærere, idet de tre månedlige overarbejdstimer kan udgøre en væsentlig større belastning for en deltidsansat end for en fuldtidsansat.

13.      Kommissionen mener også, at der foreligger forskelsbehandling. Den har gjort gældende, at mens fuldtidsansatte lærere skal arbejde 12,24% ud over deres almindelige arbejdstid for at få overarbejdsbetaling, skal deltidsansatte lærere arbejde mere end 20% ud over deres almindelige arbejdstid. Kommissionen har også udregnet, at den samlede timeløn for en deltidsansat lærer, der har overarbejde, er lavere end timelønnen for en fuldtidsansat lærer i samme situation. Kommissionen når dermed frem til, at der er en væsentlig forskel i behandlingen af fuldtidsansatte og deltidsansatte lærere.

14.      Sagsøgte har for sin del gjort gældende, at deltidsansatte lærere behandles på helt samme måde som fuldtidsansatte. For begge grupper gælder, at det kun er overarbejde, der overstiger tre timer, som aflønnes, hvorved overarbejde aflønnes på helt samme vilkår.

15.      Den tyske regering tilslutter sig påstanden om, at der ikke er nogen forskel i behandlingen af fuldtidsansatte og deltidsansatte lærere, idet sagsøgeren får den samme godtgørelse for de timer, hun arbejder, herunder for overarbejdstimer, som en fuldtidsansat, der arbejder samme antal timer. Den tyske regering er nået til denne konklusion på baggrund af en særlig undersøgelse af ligeløn for arbejde i almindelig arbejdstid og for overarbejde. Efter den tyske regerings opfattelse er princippet om ligeløn opfyldt, når fuldtidsansatte og deltidsansatte får samme timeløn for arbejde inden for almindelig arbejdstid, og når overarbejdsbetaling for begge typer ansatte begynder, når overarbejdet overstiger tre undervisningstimer.

16.      De vurderingsmetoder, Kommissionen og Tyskland har anvendt, synes ikke at være rigtige. Det fremgår klart af Domstolens retspraksis, at forskelsbehandling i aflønningen af fuldtids- og deltidsansatte ikke skal afgøres i forhold til ulønnede overarbejdstimers proportionelle betydning, forskellen i timelønnen efter overarbejde, eller ved isoleret at undersøge lønniveauet for overarbejde uden hensyntagen til den almindelige arbejdstid.

17.      I Helmig-dommen (6) har Domstolen fastslået, at dder må antages at være tale om forskelsbehandling, når der for det samme antal timer, der præsteres som led i et ansættelsesforhold, samlet udbetales en højere løn til fuldtidsansatte end til deltidsansatte.

18.      I Helmig-sagen blev der betalt overtidstillæg til arbejdstagere, når arbejdstiden overskred den almindelige arbejdstid for fuldtidsansatte. Deltidsansatte, hvis arbejdstid overskred den almindelige arbejdstid for deltidsansatte, fik imidlertid kun godtgørelse i form af almindelig timeløn og ikke i form af overarbejdsbetaling. Domstolen blev i det væsentlige spurgt, om en sådan anordning var i strid med ligelønsprincippet.

19.      Domstolen fastslog, at deltidsansatte arbejdstagere i et sådant tilfælde i forhold til den effektive arbejdstid modtog den samme samlede løn som de fuldtidsansatte. Domstolen nævnte som eksempel en deltidsansat, som i henhold til sin ansættelseskontrakt har en arbejdstid på 18 timer. Hvis en sådan arbejdstager arbejder 19 timer, vil han eller hun modtage den samme samlede løn, som en fuldtidsansat oppebærer for 19 timers arbejde. Følgelig nåede Domstolen frem til, at ligelønsprincippet ikke var tilsidesat (7) .

20.      I den foreliggende sag er konsekvensen af den nationale lovgivning derimod, at en deltidsansat arbejdstager, som i henhold til sin ansættelseskontrakt har en arbejdstid på 15 timer og har overarbejde på 2,5 timer – og dermed har en samlet arbejdstid på 17,5 timer – kun vil blive godtgjort for 15 timer og dermed ikke vil modtage den samme samlede løn, som en fuldtidsansat oppebærer for 17,5 timers arbejde. På baggrund af Domstolens retspraksis foreligger der derfor en forskelsbehandling af deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte arbejdstagere.

21.      Til syvende og sidst er det den nationale ret, der må afgøre dels, om denne ved lov fastsatte forskelsbehandling påvirker væsentligt flere kvinder end mænd, dels om en sådan forskelsbehandling kan begrundes ud fra hensyn, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn. På baggrund af indlæggene skal det tilføjes, at der forekommer at være enighed om, at lovgivningen påvirker væsentlig flere kvinder end mænd, mens der ikke er nogen antydning af en begrundelse for denne forskelsbehandling.

Forslag til afgørelse

22.      På baggrund af ovenstående skal jeg foreslå, at det af Verwaltungsgericht, Minden (Tyskland), forelagte spørgsmål besvares således:

»En national lovgivning, hvorefter hverken fuldtidsansatte eller deltidsansatte arbejdstagere får godtgørelse for overarbejde, og hvor konsekvensen er, at den samlede løn for det samme antal timer er højere for fuldtidsansatte end for deltidsansatte, udgør forskelsbehandling af deltidsansatte i forhold til fuldtidsansatte arbejdstagere. Hvis denne forskelsbehandling påvirker væsentligt flere kvinder end mænd er lovgivningen i strid med artikel 141 EF og Rådets direktiv 75/117/EØF af 10. februar 1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, medmindre denne forskelsbehandling kan begrundes ud fra hensyn, som mangler enhver tilknytning til et bestemt køn.«

1 –
Originalsprog: engelsk.

2 –
Nordrhein-Westfälisches Beamtgesetz, i den version, som blev offentliggjort den 1.5.1981.

3 –
Verordnung über die Gewährung von Mehrarbeitsvergütung für Beamte af 13.3.1992, BGBl. I, s. 528, som ændret den 3.12.1998, BGBl. I, s. 3494.

4 –
Rådets direktiv 75/117/EØF af 10.2.1975 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder, EFT L 45, s. 19.

5 –
Dom af 15.12.1994, forenede sager C-399/92, C-409/92, C-425/92, C-34/93, C-50/93 og C-78/93, Helmig, Sml. I, s. 5727, præmis 20.

6 –
Jf. fodnote 5, præmis 26. Se også dom af 6.2.1996, sag C-457/93, Lewark, Sml. I, s. 243, præmis 25 og 26.

7 –
Helmig-dommen, præmis 27, 28 og 31.

Top