30.4.2004   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 110/3

1.1

EØSU har allerede tidligere henledt opmærksomheden på, at humankapital er den mest følsomme og værdifulde ressource for forskning og udvikling, og at det støtter Kommissionens bestræbelser på at udbygge og opretholde de menneskelige ressourcer.

1.2

Udvalget bifalder derfor Kommissionens meddelelse om problemerne i forbindelse med karrierer inden for forskning i EU samt de forslag og initiativer, som meddelelsen indeholder. Det støtter fuldt ud Kommissionen i dens bestræbelser på at forbedre den nuværende situation væsentligt og opfordrer samtidig medlemsstaterne til at gøre det samme. Der er et stort behov for handling.

1.3

Udvalget er enig med Kommissionen i, at det er nødvendigt at gennemføre forbedringer af såvel forskernes personlige kontraktforhold som tilpasningen/overførslen af alle elementer af social sikring og pensionsordninger, hvilket er vigtigt for enhver form for mobilitet.

1.4

Så længe disse krav ikke er imødekommet som følge af den manglende fuldførelse af det europæiske indre marked eller utilstrækkelige reguleringer i de enkelte medlemsstater, bør Kommissionen eksempelvis inden for rammerne af dens mobilitetsprogram sørge for, at der på bedste vis kompenseres for de resterende mangler, og at der desuden skabes mere vidtgående incitamenter. Familiens enhed og de dertil knyttede spørgsmål udgør ligeledes et særligt vigtigt aspekt herved.

1.5

Udvalget henleder også opmærksomheden på, at følgende to incitamenter er nødvendige med henblik på at motivere folk til at vælge en karriere inden for forskning: attraktive kontraktforhold, som afspejler betydningen af forskning og udvikling, samt et sikkert grundlag for langsigtet planlægning af bevillinger for forskningsinstitutter og industrielle forskningslaboratorier. Forskningspolitikken må ikke blive til en kastebold for kortsigtet budgetplanlægning og politikeksperimenter. Den bør i stedet stræbe efter i et tilstrækkeligt omfang at fremme forskernes potentiale og færdigheder på selvstændigt grundlag og til fordel for samfundet.

1.6

De fleste store epokegørende opdagelser er ikke et resultat af en målrettet problemformulering, men derimod af en søgning efter at afdække naturens love. At kunne gøre dette med tilstrækkelige midler og i stor udstrækning uden politisk indblanding udgør ikke alene en del af den grundlæggende ret til forskningsfrihed, men også — afstemt med en målrettet forsknings- og udviklingsindsats — en væsentlig forudsætning for fremtidige fremskridt og den generelle velfærd.

1.7

Udvalget er meget bekymret over, at disse forudsætninger på nuværende tidspunkt i mange medlemsstater kun imødekommer i ringe grad eller slet ikke. Foruden de velkendte og alvorlige samfundsøkonomiske tab medfører denne mangel endvidere en foruroligende stigning i afvandringen af netop de bedste unge forskere, frem for alt til USA.

1.8

EØSU opfordrer derfor Rådet, Europa-Parlamentet, Kommissionen og i særdeleshed medlemsstaterne og det europæiske erhvervsliv til at efterleve de forpligtelser, som de flere gange er blevet pålagt, og inden 2010 at øge investeringerne i forskning og teknologisk udvikling til 3 % af BNP. Disse investeringer, der ligger på samme niveau som i de konkurrerende nationale økonomier, er en grundlæggende forudsætning for at nå Lissabon-målene.

1.9

Udvalget støtter de af Kommissionen foreslåede enkeltforanstaltninger såsom »chartret for europæiske forskere« og »kodeksen for ansættelse af forskere«. Begge regelsæt kan i flere tilfælde være til stor hjælp. Udvalget påpeger dog stærkt, at anvendelsen af disse regelsæt (som foreslået af Kommissionen) skal være frivillig og på ingen måde må føre til overregulering (overadministration) på et allerede delvis overreguleret område.

1.10

Lissabon-målene skal fortsat være forskningspolitikkens ledetråd. Således må konkurrencen mellem forskningssystemerne og –institutterne om den bedste struktur, de bedste faciliteter og den bedste personalepolitik gøres mulig og støttes og ikke hæmmes af overregulering. Samfundets indretning bygger på eksemplerne fra de forskere, der har opnået gode resultater. Man må derfor — inden for de etiske og retlige grænser erkende, støtte og give de succesrige frie tøjler.

1.11

Incitamentet og udvælgelsesproceduren for forskerkarrierer, der allerede begynder i skolen, bør struktureres, og de opnåede forskningsresultater bør belønnes på en sådan måde, at et tilstrækkeligt antal af de til enhver tid dygtigste elever vælger en videnskabelig (akademisk) uddannelse, og de ledende opgaver overdrages til eller overtages af de dygtigste inden for de videnskabelige erhverv.

1.12

Såvel samfundet som de enkelte forskere investerer i erhvervelsen af en nødvendig bred og krævende grundlæggende og avanceret specialviden. Samfundet overtager — gennem sin politik — ansvaret for, at disse investeringer udnyttes bedst muligt. Dette ansvar indebærer, at forskerne får en passende karriere med attraktive muligheder for brancheforgrening uden at risikere at komme på afveje. Udvalget støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at opfylde denne opgave.

1.13

Et meget vigtigt spørgsmål, som Kommissionen også fremhæver, er at forbedre karrieremulighederne mellem det akademiske område og erhvervslivet og at styrke udvekslingen af medarbejdere. Selv om der er gjort visse fremskrift, resterer der fortsat en stor indsats. Her kunne også det foreslåede, langt større engagement fra erhvervslivets side i forskning og udvikling yde et bidrag.

1.14

For at beskytte forskerne mod et overflod af administrative opgaver og problemer herunder de dermed forbundne aktive og passive bedømmelsesprocedurer bør det undgås, at der i de nødvendige godkendelses- og vejledningsorganer inddrages for mange ukoordinerede vertikale og horisontale (parallelle) instanser, da en sådan situation ikke alene kan føre til en effektivitetsnedsættelse og en unødig, fejlfremmende arbejdsbyrde for netop de dygtigste forskere, men også til uklare, sågar modsættende krav og beslutninger.

1.15

Samfundet og politik skal sørge for, at forudsætningerne for opbyggelsen og opretholdelsen af kompetencerne og ekspertise enten foreligger eller vil kunne skabes.

1.16

Med hensyn til sine mange specifikke kommentarer og detaljerede henstillinger henviser udvalget til de følgende kapitler i denne udtalelse.

2.1

I januar 2000 vedtog Kommissionen en meddelelse med forslag om at oprette et europæisk forskningsrum (1). Udvalget vedtog herom en detaljeret, positiv udtalelse (2), hvori det allerede behandlede spørgsmålene omkring mobilitet og andre aspekter i forbindelse med forskererhvervet, ligesom det henstillede, at der blev sat ind på at afhjælpe denne situation. Siden da er der i andre udtalelser (3) fra udvalget om nye dokumenter fra Kommissionen også fremsat bemærkninger om spørgsmålet og foreslået passende løsninger.

2.2

I den foreliggende meddelelse fra Kommissionen behandler man — i tilknytning til Lissabon-målene og den væsentlige rolle, som tillægges forskning og udvikling — det vigtige spørgsmål om forskernes job- og karrieremuligheder inden for det europæiske forskningsrum.

2.3

I den forbindelse skriver Kommissionen følgende: »Meddelelsen afdækker strukturelle svagheder og tydelige forskelle vedrørende hvert af disse elementer alt efter sektorer og det geografiske, retlige, administrative og kulturelle miljø, som forskerne fungerer i. Disse forskelle og den manglende åbenhed om forskerkarrierer i Europa er til hinder for, at der kan udvikles reelle karriereoversigter på europæisk plan og skabes et beskæftigelsesmarked for forskere i Europa, uanset om man betragter situationen ud fra en geografisk, sektor- eller kønsmæssig synsvinkel. Forskellene har også stor betydning for, hvor tiltrækkende en karriere inden for FTU er for unge, og for offentlighedens anerkendelse som sådan af forskere.«

3.1

I Kommissionens meddelelse analyseres de forskellige elementer, som kendetegner forskererhvervet, og der kortlægges forskellige faktorer, som er afgørende for udviklingen af en forskerkarriere på europæisk plan, nemlig forskeruddannelsens rolle og karakter, forskellene mellem ansættelsesmetoder, kontrakt- og budgetmæssige aspekter, evalueringsmetoder og karriereudsiger. De emner, som behandles i meddelelsen, er således særdeles omfattende, og de behandles udtømmende, hvorfor det ikke er muligt kort at sammenfatte de vigtigste elementer — forudsat de ikke behandles udtrykkeligt i de følgende kapitler.

3.2

I Kommissionens meddelelse behandles bl.a. følgende aspekter:

Politisk sammenhæng; definitionen på en forsker; karrieremuligheder; fremtidige behov; anerkendelse af karrierer inden for F & U; kontakt mellem den akademiske verden og erhvervslivet; den europæiske dimension; forskelle i mænds og kvinders karrierer; forhold, der er bestemmende for karrierer; forskeruddannelser; miljø; Ph. d.-uddannelser; ansættelsesmetoder; ansættelses- og arbejdsvilkår; deregulering i karrieresystemet; løn som karriereincitament; behov for alternative ansættelsesmuligheder; evalueringssystemer; forslag til aktioner og initiativer.

3.3

Som led i de af Kommissionen foreslåede foranstaltninger og tiltag vil Kommissionen bl.a.:

4.1

Udvalget udtrykker stor tilfredshed med, at Kommissionen i sin meddelelse behandler det vigtige spørgsmål om forskererhvervet, som hidtil er blevet overset. Udvalget er helt enigt med Kommissionen i, at »menneskelige ressourcer i vid udstrækning er nøglen til den ekspertise og de resultater, der opnås inden for forskning«, og støtter Kommissionens hensigt om også at tage dette spørgsmål op ud fra en EU-synsvinkel. I en tidligere udtalelse (4) bemærkede udvalget, at menneskelige ressourcer var den mest håndgribelige og mest værdifulde ressource for forskning og udvikling, og at det derfor kunne støtte Kommissionens bestræbelser på at udbygge og fastholde de menneskelige ressourcer. Udvalget mener, at der her er et behov for betydelige forbedringer, og udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen også er indstillet på at agere på dette felt.

4.2

Med både samfundets og de enkelte forskeres investeringer for at erhverve en ønskværdig, bred og krævende grundviden samt avanceret specialviden overtager samfundet — repræsenteret af politikerne — ansvaret for den bedst mulige anvendelse af disse investeringer. Dette ansvar må også komme til udtryk ved, at der tilvejebringes passende karrieremuligheder for uddannede forskere med attraktive forgreningsmuligheder, uden at de pågældende ender på et sidespor. Udvalget støtter Kommissionen i dens bestræbelser på at varetage denne opgave.

4.3

Udvalget understreger dog ligeledes, at vellykket forskning og udvikling forudsætter, at der findes passende og konkurrencedygtige tekniske faciliteter (større apparater) og infrastrukturer, som desværre ofte er kostbare, koblet sammen med en krævende flerårig opbygnings- og indarbejdningsetape for de berørte grupper, samt at man råder over det budget, som er nødvendigt for kunne udnytte ressourcerne videnskabeligt.

4.4

Dette kræver beslutninger på politisk plan og fra virksomhederne, som vil gøre det muligt at drive forskning i større omfang og på langt sigt, investere tilstrækkeligt med midler til dette formål og sikre planlægningens pålidelighed. Sidstnævnte er ikke mindst et afgørende kriterium for at anspore unge til at slå ind på denne karrierevej og dermed opbygge, bibeholde og optimalt udnytte de menneskelige ressourcer på området.

4.5

Udvalget er meget bekymret over, at disse forudsætninger på nuværende tidspunkt i mange medlemsstater kun imødekommer i ringe grad eller slet ikke. Foruden de velkendte og alvorlige samfundsøkonomiske tab medfører denne mangel endvidere en foruroligende stigning i afvandringen (5) af netop de bedste unge forskere, frem for alt til USA.

4.6

Udvalget opfordrer derfor på det kraftigste Rådet, Europa-Parlamentet, Kommissionen og i særdeleshed medlemsstaterne til faktisk at efterleve de forpligtelser, som de eksempelvis blev pålagt på Det Europæiske Råds møde i Barcelona, og inden 2010 at øge investeringerne i forskning og teknologisk udvikling (FTU) til 3 % af BNP, samtidig med at man garanterer for planlægningens sikkerhed og forskningsfriheden — navnlig for en tilstrækkelig grundforskning (6). Investeringerne i forskning og udvikling, der ligger på samme niveau som i de konkurrerende nationale økonomier (7), er en grundlæggende forudsætning for at nå Lissabon-målene, om inden 2010 at gøre EU til den »mest konkurrencedygtige og dynamiske videnbaserede økonomi i verden«.

4.7

Udvalget henviser tillige til sin tidligere henstilling (8) om at fastsætte en forhøjelse af EU's F & U-investeringer på cirka 50 % som et mellemfristet politisk mål for perioden efter det sjette F & U-rammeprogram.

4.8

Denne vilje bør naturligvis suppleres af effektive tiltag med det sigte (i) at bringe unge mennesker nærmere forskning og videnskab og (ii) i skolernes undervisningsplaner at lægge mere vægt på videnskabelig viden, især på det naturvidenskabelige område, samt på teknisk og matematisk grundviden; disse fag bør også fremstilles på en mere tiltrækkende måde. Forskning og udvikling er grundlaget for vor nuværende livsform og såsæd for fremtidig innovation, velstand og fred (9).

4.9

Men dette forholds betydning, forudsætninger og omfang er ikke tilstrækkeligt forankret i borgernes almindelige bevidsthed. Heller ikke i skolernes undervisningsplaner eller blandt lærerkræfterne er man opmærksom nok på denne betydning.

4.10

Som Kommissionen ganske rigtigt konstaterer, er det ikke mindst holdningen og anseelsen i samfundet, der er afgørende for både velbegavede unges motivering til at følge en universitetsuddannelse, som munder ud i et forskerjob, og for uddannede forskeres beslutning om, i hvilken institution og i hvilket land de vil arbejde.

4.11

Denne anseelse kommer ikke blot til udtryk i avisernes debatter og meningstilkendegivelser, men også i kontinuiteten, pålideligheden og holdbarheden af de beslutninger, som politikerne og virksomhederne træffer i både EU og medlemsstaterne. Menneskelige og materielle ressourcer samt de beskæftigelsesmuligheder, der åbner op for den nødvendige karriereudvikling, og disses finansiering er faktorer, som hænger snævert sammen (10).

4.12

Når viljen og de materielle forudsætninger er til stede, og der er taget de nødvendige beslutninger for på passende vis at anspore til forskning og udvikling i både EU og medlemsstaterne (11) og til bedre at honorere forskererhvervet i overensstemmelse hermed og til at gøre en ekstraordinær indsats i de medlemsstater, som har et særligt behov for at indhente deres efterslæb, vil de problemer, som rejses i Kommissionens meddelelse, kunne løses lettere bl.a. det forhold, at »... Disse forskelle og den manglende åbenhed om forskerkarrierer i Europa er til hinder for, at der kan udvikles reelle karriereoversigter på europæisk plan og skabes et beskæftigelsesmarked for forskere i Europa, uanset om man betragter situationen ud fra en geografisk, sektor- eller kønsmæssig synsvinkel«.

4.13

Forskerjob i det europæiske forskningsrum kræver med rette mobilitet og fleksibilitet. Dette må dog ikke gå ud over forskernes personlige og familiære forhold eller den sociale sikring. Udvalget kan derfor støtte Kommissionen i dens ønske om at medvirke til at løse problemerne på dette område samt kræve og/eller garantere en passende kontraktforhold for forskere, som bør være konkurrencedygtige i international sammenhæng.

4.14

I alt væsentligt kan udvalget godkende Kommissionens foreslåede eller planlagte foranstaltninger og initiativer på dette område. Udvalget har dog sine tvivl om, hvorvidt disse foranstaltninger og initiativer er tilstrækkelige til at nå de mål, som omtales i meddelelsen. Udvalget mener, at en udvidelse og en udbygning af analytiske studier, som omtales flere steder i meddelelsen, i enkelttilfælde nok kan være nyttige, men under ingen omstændigheder er tilstrækkelige.

4.15

Der er snarere behov for de rigtige politiske tiltag, ikke mindst fra medlemsstaternes side. I den henseende havde udvalget gerne set, at der blev fremlagt konkrete forslag og at man havde gennemgået retsgrundlagene.

4.16

Opfordringen til konkrete foranstaltninger bør dog ikke indebære overregulering og deraf følgende begrænsninger i friheden til at forme individuelle tilgange eller skabe konkurrence mellem alternative løsningsmodeller.

4.17

Udvalget henstiller desuden, at der tages mere hensyn til de hidtil indhøstede erfaringer med iværksættelsen af de tematiske aktioner i F&U- og Euratom-rammeprogrammerne, Socrates- og Marie Curie-programmerne samt mobilitetsprogrammet (12), og at man i denne forbindelse er særligt opmærksom på erfaringerne hos og problemerne for forskere med en »europæisk karriere«. Det henstiller tillige, at man på et tidligt stadium ser nærmere på eventuelle juridiske hindringer (13), og at man finder frem til tilfredsstillende løsninger.

5.1.1

Udvalget godkender og bekræfter hovedparten af udsagnene i kapitel 2 i Kommissionens meddelelse.

5.1.1.1

Udvalget forstår, hvorfor Kommissionen har valgt OECD's definition på forskning, der er taget fra Frascati-håndbogen for 2002: »Forskning og udvikling (F & U) består af kreativt, systematisk udført arbejde, som sigter mod at øge summen af viden, herunder viden om mennesket, kultur og samfund, og udnyttelsen af denne sum af viden til nye applikationer«.

5.1.1.2

Udvalget foreslår ikke desto mindre, at Kommissionen — navnlig set i lyset af Lissabon-målene — reviderer denne definition, således at den kommer til at indeholde nøglebegreberne natur (-videnskab) og teknik.

5.1.1.3

Hermed skulle den afgørende betydning af en tilstrækkelig og måluafhængig primær grundforskning (14) fremstå klart. De fleste store, epokegørende opdagelser er nemlig ikke et resultat af en målrettet problemformulering, men derimod af en søgning efter at afdække naturens love. At kunne gøre dette med tilstrækkelige midler og i stor udstrækning uden politisk indblanding udgør ikke alene en væsentlig del af den grundlæggende ret til forskningsfrihed, men også — afstemt med en målrettet forsknings- og udviklingsindsats — en væsentlig forudsætning for fremtidige fremskridt og velfærd.

5.1.1.4

Udvalget henviser i denne sammenhæng til sin tidligere henstilling (15) om, at man bør støtte alle foranstaltninger, der kan medvirke til at svække polariseringen mellem ånds- og naturvidenskaberne, de økonomiske videnskaber samt teknik og styrke deres integration. Dertil hører også en dialog om f.eks. metodik og begrebsdannelse samt resultatevaluering og –kontrol.

5.1.1.5

Endvidere bør viden ikke blot udvides, men også uddybes. Udvalget henstiller, at der tages hensyn til disse bemærkninger ved en revision af ovenomtalte definition.

5.1.1.6

Med hensyn til den af Kommissionen foreslåede definition på en »forsker« efterlyser udvalget en omtale af, at der forudsættes en høj grad af dokumenterede kvalifikationer, viden og selvstændighed for at kunne blive opfattet som forsker.

5.1.1.7

Følgelig foreslår udvalget følgende, lettere ændrede, definition på forskere: »Eksperter, der arbejder med at udforme eller skabe viden, produkter, processer, metoder og systemer samt med at forvalte de pågældende projekter, og som i kraft af uddannelse og erfaring er kvalificeret hertil«.

5.1.1.8

Hvis ikke andet anføres udtrykkeligt i det følgende, er der tale om videnskabsfolk eller ingeniører med de relevante kvalifikationer.

5.1.2

Udvalget henviser desuden til den beskrivelse af forskning og udvikling, som det har givet i en tidligere udtalelse (16). I tråd med denne beskrivelse støtter udvalget også Kommissionens hensigt om ikke at definere de forskellige muligheder og veje i forbindelse med en erhvervskarriere på F & U-området alt for snævert.

5.1.3

Udvalget kan dog generelt ikke acceptere, at »alle disse karriereformer skal behandles og vurderes på lige fod«. Det gælder snarere om at identificere, ansætte og — med det sigte at tilvejebringe den forventede videngevinst og samfundsøkonomiske merværdi i Europa — at fastholde særligt opfindsomme og kreative (potentielle) forskere. For disse må der tilvejebringes ganske særlige muligheder og incitamenter.

5.1.4

Imidlertid er det særlig svært at få netop exceptionelle færdigheder og pionerindsats med i de traditionelle evalueringsmodeller — som også rummer muligheder for misbrug.

5.1.4.1

Det er f.eks. et problem, at disse forfattere er tilbøjelige til fortrinsvis at citere hinanden i publikationer og således danner »citations-karteller«, hvorved de giver sig selv fordele ved regelmæssige bedømmelser.

5.1.4.2

Desuden er netop epokegørende opdagelser — i enkelte tilfælde — først efter nogen tids forløb blevet publiceret, anerkendt og citeret i litteraturen.

5.1.4.3

Personligheden lader sig ikke vurdere rigtigt på en formel, skematisk måde. Tværtimod bør man trække på erfaringer og viden hos førende repræsentanter for hvert fag inden for det videnskabelige samfund, hvor der opnås eller forventes opnået resultater (selv om der også i disse tilfælde laves fejl, undertiden af historiske proportioner).

5.1.5

I denne sammenhæng anbefaler udvalget med hensyn til Kommissionens forslag (se tillige punkt 5.2.5) til »Kodeks for ansættelse af forskere«, at det sikres, at dennes — om end kun frivillige — anvendelse ikke medfører overregulering og dermed stivheder.

5.1.5.1

Udvalget benægter ikke — tværtimod — at man bør sikre åbenhed og lige muligheder for samtlige kandidater inden for EU, og at andelen af navnlig kvindelige kandidater hermed bør øges. Det erkender tillige, at en sådan kodeks kan få betydning for opfyldelsen af dette vigtige mål.

5.1.5.2

På baggrund af de stærkt forskellige profiler, som kræves for de forskellige opgaver, og på baggrund af de førende forskningsorganisationers (17) forskellige »kulturer«, anbefaler udvalget dog på den anden side at der ikke alene opereres med formaliserede og generelt udbredte evalueringsmetoder og rekrutteringsprocedurer, men at man også benytter sig af det relevante videnskabelige samfunds erfaringer og viden. I sidste instans gælder det om at sikre, at de europæiske forskningsinstitutioner er attraktive nok, at de har vilje og muligheder, og at de råder over økonomiske og administrative instrumenter, som sætter dem i stand til at klare sig i den verdensomspændende konkurrence om de bedste »hoveder«.

5.1.5.3

Udvalget henstiller derfor, at man i enkelte tilfælde først reagerer individuelt på en tydeligvis fejlagtig adfærd eller fejludvikling og kun griber til generel (over-) regulering som sidste udvej.

5.1.6

Også begrebet »på lige fod« er svært at udlægge på grund af forskellene både inden for medlemsstaterne og inden for forskningslandskabet og –opgaverne, og der er derfor behov for en særdeles nuanceret synsvinkel.

5.1.7

Med hensyn til de forskningskategorier, som behandles, såsom grundforskning, strategisk forskning osv., og definitionen herpå, henviser udvalget til de i tidligere udtalelser (18) fremsatte henstillinger (19), især med hensyn til det internationalt gængse og anbefalede begreb »anvendt forskning«. Udvalget henstiller, at dette spørgsmål ved passende lejlighed tages op til ny vurdering i en ekspertgruppe.

5.1.8.1

Den egentlige forskningsaktivitet, dvs. den umiddelbare behandling af videnskabeligt-tekniske problemer, indebærer planlægningsmæssige, bedriftsmæssige, administrative og bedømmelsesmæssige opgaver, som i vid udstrækning kun kan og bør udføres af videnskabsfolk.

5.1.8.2

Hertil hører programforslag, ansøgningsprocedurer, rapportering, offentliggørelser, personalebeslutninger samt relevante (aktive og passive) evalueringsprocedurer.

5.1.8.3

Hvis disse opgaver udføres uden koordinering af alt for mange programinvolverede institutioner eller sponsorer, i forskellige former, mere eller mindre indgående og i et divergerende tempo, lægges der beslag på så mange ressourcer, at der ikke er tid til det egentlige forskningsarbejde.

5.1.8.4

Der er gået inflation i kravene til ansøgninger, evalueringer og overvågningsprocesser, og udvalget henstiller derfor, at Kommissionen også tager dette spørgsmål op og giver stødet til koordinerede procedurer, som kan sikre en fornuftig balance på dette område, og som kan forebygge den store risiko for uproduktiv fremstilling af stadig flere »papirer«, som ligner hinanden (20). Enhver »overbureaukratisering« af forskningen bør afgjort nedbringes.

5.1.8.5

Udvalget henstiller her, at Kommissionen også tager sine egne ansøgnings- og godkendelsesprocedurer og de dertil knyttede kriterier op til revision. Fra det videnskabelige samfunds side ytres der nemlig ofte kritik heraf, og der stilles det spørgsmål, om sådanne ansøgninger — i betragtning af de omfattende udgifter, som disse medfører og den særdeles ringe succesrate — overhovedet er umagen værd. Endvidere bør procedurerne og kriterierne (eksempelvis for tildeling af stipendier) ikke ændres alt for ofte.

5.1.8.6

I denne sammenhæng gælder det især om at undgå, at der findes alt for mange ukoordinerede vertikale (og horisontale/parallelle) godkendelses- og styringsinstanser (og procedurer), da dette ikke blot hæmmer effektiviteten, men i de fleste tilfælde tillige resulterer i overdrevent detaljerede, uklare og sågar modstridende kriterier og afgørelser.

5.2.1

Behov for arbejdskraft inden for F&U: EØSU deler Kommissionens bekymring for den åbenlyse og foruroligende forskel mellem makroøkonomiske analyser og prognoser (»Jobmuligheder for tusinder af forskere «) og de faktiske — knap så gunstige — tilbud eller manglen på samme på arbejdsmarkedet. De fleste universiteter og forskningsorganisationer kan nemlig for tiden sågar notere sig en overvejende tilbagegang i de private og offentlige budgetter og er derfor næppe indstillet på eller i stand til at ansætte nye forskere — endsige tilbyde dem langvarig ansættelse.

5.2.1.1

Selv industrien, f.eks. den meget forskningsintensive medicinalindustri, har problemer med at holde på de unge forskere i Europa (21).

5.2.1.2

Offentligt støttede universiteter og forskningsinstitutioner forventes tillige fra støttegivernes side at ansætte en væsentlig del af deres forskere på en række tidsbegrænsede kontrakter, så der hurtigere kan reageres på budgetnedskæringer eller udefrakommende programomlægninger.

5.2.2

EØSU peger i denne sammenhæng på et andet vigtigt aspekt: forskere, der arbejder i den akademiske verden eller i offentligt støttede forskningsinstitutioner, aflønnes som regel efter den offentlige sektors satser.

5.2.2.1

Disse lønsatser er generelt væsentligt lavere end i det private erhvervsliv. Udvalget er enig med Kommissionen i, at »Løn er et af de mere synlige aspekter af karriereanerkendelsen. Forskernes løn er tilsyneladende bagud, f.eks. sammenlignet med ansatte i lederstillinger.«

5.2.2.2

Denne forfordeling af ansatte, hvis løn følger satserne i den offentlige sektor, retfærdiggøres af den sædvanligvis større sociale tryghed og karrierestabilitet i den offentlige sektor (ansatte i den offentlige forvaltning, lærere, dommere osv.).

5.2.3

Men der er netop mange forskere, der ikke tilbydes større social tryghed — fordi det er målet at øge fleksibiliteten i planlægningen af forskning, budget- og personalepolitik.

5.2.3.1

Denne mangel kompenseres der overhovedet ikke for gennem andre fordele eller garantier. Desuden har satserne den ulempe, at der er for lidt lønmæssigt spillerum til anerkendelse og belønning af produktivitet og engagement.

5.2.3.2

Det er dog forkert at bruge tidsbegrænsede kontrakter med de nedenfor beskrevne konsekvenser til at fremtvinge den fleksibilitet og mobilitet, som kræves af forskningen, samtidig med at man har uhensigtsmæssige aflønningsformer.

5.2.3.3

Der er derfor brug for en aflønningsform, der passer bedre til forskerjobbet, og som giver mulighed for flere lønklasser i den øvre ende (og kun i denne ende) samt en langt bedre fleksibel anvendelse, der er tilpasset de enkelte tilfælde. Dette skulle gøre det muligt at nå ovennævnte mål gennem effektive incitamenter. Universiteter og forskningsinstitutioner har derfor et større behov for flere postdoktorat-stillinger med sikre vilkår for karriereforløb. Den nuværende mangel på passende lønmuligheder og karriereudsigter såvel som den arbejdsløshedsrisiko, der er forbundet med forskerkarrierer, er hovedårsagerne til, at netop de bedste forskere søger at skabe sig en fremtid i USA (22) og næppe vil kunne lokkes tilbage.

5.2.3.4

Forskerne rammes særlig hårdt af denne diskriminerende behandling på grund af uddannelsens og efteruddannelsens lange varighed (ph.d.-studium, seniorstipendiat). Hvis forskerfaget skal gøres attraktivt, er en forandring på dette område tvingende nødvendig.

5.2.3.5

En typisk (23), nedslående »karriere« for unge forskere består nemlig i en række tidsbegrænsede kontrakter (24), der fornys, hver gang arbejdsgiveren eller karrieretrinet skifter (f.eks. over en sammenlagt periode på op til 12 år).

5.2.3.6

Når denne periode er slut — hvilket i de fleste tilfælde ikke skyldes manglende personlig indsats, men ene og alene administrative regler eller normeringsregler, og i særdeleshed budgetnedskæringer — risikerer forskeren at måtte opgive sin forskerkarriere, måske endda at blive ramt af arbejdsløshed.

5.2.3.7

Forskerne risikerer således, at deres karriere ender i en blindgyde i en alder (af eksempelvis 40 år), hvor det i forvejen er meget vanskeligt at skifte arbejde og genindtræde på arbejdsmarkedet — bl.a. på grund af erhvervslivets rekrutteringspolitik, der især koncentrerer sig om nyuddannede.

5.2.3.8

Det skal bemærkes, at disse forskere ofte har gennemgået strenge udvælgelsesprocedurer i flere omgange, hver gang med gode resultater, hvor kun de bedste dimittender får mulighed for at påbegynde et ph.d.-studium efter den afsluttende eksamen, og af disse er det igen kun de dygtigste, der senere får tilbudt en forskerstilling eller et seniorstipendiat.

5.2.3.9

For at opnå kompetence, produktivitet eller måske en topposition inden for et bestemt videnskabeligt fagområde må enkeltpersoner og arbejdsgrupper først gennemføre en krævende — oftest flerårig — efteruddannelse og fordybelse i stoffet.

5.2.3.10

Derudover er det ofte nødvendigt at udvikle og opstille værdifuldt udstyr og skabe et stimulerende forskningsmiljø med de dertil hørende organisatoriske strukturer. Denne bekostelige investering i »menneskelig kapital« og den nødvendige forskningsinfrastruktur er selv et resultat af en forskningsindsats, som sammen med de indhøstede erfaringer står til rådighed for videre udnyttelse.

5.2.4

Arbejdsløshed blandt veluddannede forskere er således ikke kun et socialt problem, men også et samfundsøkonomisk spild af finansielle og menneskelige ressourcer.

5.2.4.1

Arbejdsløsheden virker ikke kun demotiverende for forskere, der trues eller rammes af den, men afskrækker også studenter, der skal træffe et erhvervsvalg, fra at vælge et så vanskeligt og krævende studium. En anden demotiverende faktor er kløften mellem de optimistiske og fristende offentlige løfter og den barske — i nogle medlemsstater næsten katastrofale — virkelighed, som findes på arbejdsmarkedet og i karrieremulighederne.

5.2.4.2

Fra denne synsvinkel må man bifalde den mulighed, mange, især unge, forskere benytter sig af, nemlig at søge og påtage sig arbejde, der svarer til deres færdigheder, uden for EU, navnlig i USA — i det mindste så længe tilsvarende europæiske institutioner ikke er i stand til at tilbyde tilsvarende jobmuligheder. At dette indebærer enorme samfundsøkonomiske tab for EU og store fordele for det modtagende land, er noget, som bør fremhæves tydeligere inden for politik og i offentligheden.

5.2.4.3

Billedet af forskerjobbet som lidet attraktivt og forbundet med betydelige sociale risici kan endda være en af grundene til, at eleverne viser så lidt interesse for naturvidenskab og matematik allerede i de sidste år af folkeskolen og i gymnasiet.

5.2.4.4

Det er derfor ikke mærkeligt, at der i perioder med efterspørgsel efter forskere konstateres en pludselig mangel på »menneskelig kapital« (jf. udgangspunktet for Kommissionens meddelelse).

5.2.5

Som påpeget af Kommissionen er det af største vigtighed for forskernes karriereudsigter og for opfyldelsen af »3 %-målet« (25) at reducere den åbenlyse forskel mellem de samfundsøkonomiske behov i EU på den ene side og den mikroøkonomiske eller aktuelle budgettekniske adfærd (f.eks. i det offentlige), samt den deraf resulterende »personalepolitik«.

5.2.5.1

Forskningen bør ikke blive »jaget vildt« eller være en kastebold for kortsigtede styringseksperimenter eller budgetproblemer. God og succesrig forskning skal planlægges på langt sigt og bør ikke påbegyndes, afbrydes eller omlægges efter forgodtbefindende, f.eks. som følge af skiftende konjunkturer, budgetkriser eller aktuelle politiske eller planlægningsmæssige tendenser. Den har i langt højere grad brug for kontinuitet, frihed og stabilitet. Kun på disse betingelser kan der rådes bod på de ovenfor beskrevne problemer og undgå, at de opstår fremover.

5.2.5.2

Som fastslået af Kommissionen er der desuden et presserende behov for egnede studieplaner og forgreningsmuligheder, så man undgår erhvervsmæssige blindgyder af denne art og i stedet tilbyder de unge, der skal vælge uddannelse, et opmuntrende og troværdigt perspektiv.

5.2.5.3

Det ville også være nyttigt at forbedre forskernes mulighed for at få job i erhvervslivet (se punkt 5.4) eller som lærere (f.eks. ved at ansætte forskere, der ikke kan få fast arbejde ved universiteter eller i offentligt støttede forskningsinstitutioner, i stillinger som undervisere med forskningserfaring på højere læreanstalter, især da der ofte er mangel på veluddannede og forskningserfarne medarbejdere.

5.2.6

EØSU hilser derfor de foranstaltninger, som Kommissionen stiller klart op i sin meddelelse, velkommen. Kommissionen vil:

Udvalget anbefaler dog, at der tages hensyn til dets bemærkninger om disse spørgsmål.

5.2.6.1

EØSU anbefaler, at initiativer (26) i denne retning, der er iværksat på de højere læreanstalter i nogle medlemsstater, udbredes til forskningsorganisationer uden for universiteterne, og at der samtidig føres nøje kontrol med, om de aktuelle foranstaltninger (27) rent faktisk fører til de forbedringer, der er stillet i udsigt.

5.3.1

Offentlighedens anerkendelse af karrierer inden for FTU er en meget vigtig faktor. EØSU tilslutter sig helhjertet Kommissionens udsagn: »Den offentlige støtte til forskere afhænger af, i hvor høj grad videnskab opfattes som et middel til at bidrage til samfundets udvikling.«

5.3.2

EØSU er også enig i de andre overvejelser, som Kommissionen fremlægger i kapitel 3.2. EØSU påpeger dog, at problemerne og vanskelighederne ved en »europæisk forskerkarriere«, som Kommissionen i sin meddelelse har sat sig for at overvinde, hænger sammen med den ufuldkomne gennemførelse af det indre marked, og at borgerne og offentligheden — i mange tilfælde også politikerne — ikke altid er tilstrækkeligt bevidste herom. Det er derfor også nødvendigt med en særlig indsats, for at formidle velfunderede oplysninger til politikerne.

5.3.3

Det ville dog være en overdreven forenkling at påstå, at kernen i problematikken først og fremmest er borgernes manglende påskønnelse af og kendskab til betydningen af forskning og udvikling.

5.3.4

Selvom det er rigtigt, at borgerne som regel ikke er tilstrækkeligt klar over, hvor stor en del af deres velstand der bygger på resultaterne af tidligere forskning og udvikling, har de fleste dog en vis respekt for forskererhvervet og forskernes evner.

5.3.5

Det egentlige problem er at sikre politisk vilje til at forbedre forskernes personlige og erhvervsmæssige situation og eliminere de ovenfor beskrevne ulemper. Disse problemer kan også bidrage til den manglende påskønnelse.

5.3.6

Tilvejebringelsen af den nødvendige politiske vilje vanskeliggøres desværre af den kendsgerning, at fremme af forskning og udvikling — og dermed også af forskererhvervet — som regel ikke påkalder sig den medieopmærksomhed og dermed offentlighedens interesse, som er en fordel i det politiske liv. Et andet problem er, at antallet af forskere er for lille til, at deres erhvervsmæssige og sociale interesser kan blive effektivt repræsenteret på en organiseret måde.

5.3.7

Det hænger også sammen med, at den tid, der går fra investeringerne i forskning og udviklingen af økonomiske og kulturelle goder, er temmelig lang, som regel længere end den tid, samfundets politiske opmærksomhed kan holdes fangen; det spiller også ind, at betydningen af nye erkendelser og deres potentiale som regel ikke trænger ind i borgernes almene bevidsthed på en spektakulær måde, men lidt efter lidt.

5.3.8

EØSU kan derfor fuldt ud tilslutte sig Kommissionens udsagn: »For at skabe politisk forståelse for forskningens store betydning for samfundets udvikling skal forbindelsen mellem forskningens indhold og nettofordelene for samfundet belyses. Ligeledes skal samfundet have bedre mulighed for at kunne forstå forskningens rolle, relevansen af at forske og værdien af karrierer inden for F&U.« Desuden bør samfundet informeres bedre om de funktionsbetingelser, der er nødvendige for forskning på højt niveau.

5.4.1

Om dette emne siger Kommissionen: »Partnerskaber mellem den akademiske verden og erhvervslivet eller privat og offentligt finansierede forskningsorganisationer vil fremover være en afgørende betingelse for videnoverførsel og innovation, men det er stadig uklart, hvordan man skal strukturere sådanne partnerskaber, endsige hvordan man skal udveksle personale eller gennemføre fælles uddannelsesprogrammer.« EØSU støtter dette udsagn langt hen ad vejen, men ser ikke længere så kritisk på situationen.

5.4.2

EØSU erkender dog, at der stadig er behov for yderligere forbedringer og også for en bedre gensidig forståelse for arbejdsmetoder og karrierekriterier.

5.4.2.1

Et særligt vigtigt aspekt, også i relation til de ønskede studieplaner, ligger i spørgsmålet om, hvorfor erhvervslivet generelt foretrækker unge dimittender, når de ansætter forskere og ingeniører, i stedet for eksperter med flere års forskningserfaring, selvom disse med deres større viden kunne fremskynde overførslen af viden om de mest moderne metoder og procedurer.

5.4.2.2

EØSU gentager sin tidligere fremsatte anbefaling (28), nemlig at allerede eksisterende programmer til fremme af mobiliteten (»industry host fellowships«) ændres og styrkes på en sådan måde, at der skabes klare incitamenter for de berørte personer til at udvise den nødvendige mobilitet, så udvekslingsperioder af tilstrækkelig lang varighed bliver mulige, og det gøres attraktivt for begge parter at opretholde en permanent udveksling. Dette kunne anspore erhvervslivet til at ansætte ældre og mere erfarne forskere.

5.4.3

I enkeltstående tilfælde er der også sket fremskridt. De forhindringer, der nævnes i meddelelsen, er f.eks. ikke så store i forholdet mellem erhvervslivet og tekniske universiteter eller teknologiorienterede forskningsinstitutioner.

5.4.4

Men her er der også behov for at sikre kompatibilitet eller mulighed for overførsel/anerkendelse af de forskellige elementer i den sociale sikring (såsom sygeforsikring, invaliditetsforsikring, pensionsforventninger samt forudgående pensionsgivende ansættelsesperioder) på såvel nationalt som europæisk niveau.

5.4.5

Endelig kan man ikke se bort fra, at der findes forskellige begavelser og evner, hvoraf nogle er særlig nyttige for erhvervslivet, hvor de kan udfolde sig særlig godt, mens andre passer bedre til traditionelle forskningsopgaver på et universitet.

5.5.1

Mulighederne skal findes i et betydeligt udvidet arbejdsmarked, der især for de højtspecialiserede eksperter er af såvel personlig som økonomisk betydning. Det skal desuden understreges, at en »europæisering« af forskererhvervet har afgørende betydning for Kommissionens målsætning, som også støttes af EØSU (29), om at optimere »de samlede materielle ressourcer og infrastrukturer på europæisk plan«.

5.5.2

Det største risikomoment er på den ene side, hvorvidt opnået faglig erfaring i en anden EU-medlemsstat vil blive værdsat og anerkendt på »hjemmemarkedet« og give karrierefordele, og på den anden side den stadig manglende harmonisering/overførsel/anerkendelse af de forskellige elementer af social sikring (såsom sygesikring, uarbejdsdygtighedsforsikring, folkepension, pensionsberettigende arbejdsperioder, anerkendelse af tidligere pensionsberettigende arbejdsperioder osv.).

5.5.3

Dette kræver passende foranstaltninger med henblik på at sikre, at skift af arbejdsgiver, opholdssted/medlemsstat, arbejdsplads i de offentligt støttede forskningsinstitutter i forskellige medlemsstater og industrien osv., hvilket er ønskeligt og karakteristisk for den »europæiske« forskers karriereforløb, ikke – som det ofte har været tilfældet før – får skadelig indvirkning på de ovennævnte krav.

5.5.4

Der skal udarbejdes og gennemføres konkrete løsninger for at kunne opnå de i Kommissionens meddelelse opstillede mål.

5.5.5

Det er derfor nødvendigt samtidig med implementeringen af de relevante forskningsprogrammer også at tilpasse de personlige indkomster, indbetalingerne til pension og sygesikring (!), udgifterne i forbindelse med flytning, ejendomsmægler, renovering, køb af fast ejendom, børns skoling, bevarelse af familiens enhed (!), arbejdsløsheds- og uarbejdsdygtighedsforsikring osv. såvel som de hertil knyttede skattemæssige aspekter (30) til de for en europæisk forskerkarriere nødvendige betingelser. Mange af de eksisterende bestemmelser (f.eks. skat på køb af fast ejendom) hindrer direkte mobiliteten.

5.5.5.1

Der bør navnlig indføres et europæisk pensionssystem – eller det bør gennemføres i praksis – hvis det allerede eksisterer således at optjente pensionsrettigheder ved skift af arbejdsgiver og medlemsstat fuldt ud kan bevares eller overføres, uden at det alt i alt stiller rettighedshaveren dårligere.

5.5.5.2

Et yderligere generelt problem er ofte ægtefællens eller samleverens arbejde. For at undgå at familiens enhed bringes i fare, bør det tilstræbes at finde eller skabe passende jobmuligheder for partneren. Der bør til dette formål udarbejdes en officiel strategi (31).

5.5.6

Dette får også i stor udstrækning opbakning af Kommissionen, som i sin meddelelse skriver: »Endelig skal fremme af den europæiske dimension i F&U-karrierer indsættes i strukturerede, koordinerede retlige rammer på europæisk plan, hvilket burde sikre forskerne og deres familier god social beskyttelse og dermed mindske risikoen for at miste allerede erhvervede sociale sikringsrettigheder (Udvalgets bemærkning: denne risiko bør fjernes!). I denne sammenhæng bør forskerne kunne drage fordel af det arbejde, der udføres på EU-plan med at modernisere og forenkle koordineringen af de sociale sikringsordninger… Inden for disse rammer bør der tages hensyn til forskernes og deres familiers specifikke behov«.

5.5.7

Udvalget anbefaler dog, at de relevante mobilitetsprogrammer og deres bestemmelser – så længe disse mål ikke er blevet nået, eller de bebudede bestemmelser ikke er trådt i kraft – udformes på en sådan måde, at der ikke alene kompenseres fuldstændigt for eksisterende ulemper, men derudover ligeledes skabes mere vidtgående incitamenter. Sådanne incitamenter er nødvendige både med henblik på at gøre en europæisk forskerkarriere attraktiv selv for topforskere og om muligt igen tiltrække eller få topforskere tilbage fra eksempelvis USA.

5.5.8

Med det mål for øje at gøre udvidelsen af det begrænsede arbejdsmarked som følge af realiseringen af det europæiske forskningsrum mere effektiv anbefaler udvalget, at Kommissionen systematisk udvikler og forbedrer sin eksisterende internet-platform (32), således at samtlige relevante jobtilbud/licitationer i EU fra forskningsinstitutter og –projekter samt universiteter såvel som virksomheder findes opslået på en struktureret måde og med tilstrækkeligt detaljerede oplysninger. Dette bør ligeledes forankres i »Chartret«. EØSU foreslår, at der ligeledes tages kontakt med de institutioner i medlemsstaterne, som også beskæftiger sig med dette spørgsmål.

5.6.1

For at få mulighed for at gennemføre et ph.d.-studium skal kandidaten som regel have afsluttet en akademisk uddannelse med gode resultater.

5.6.2

På tilsvarende måde kan opnåelsen af en doktorgrad på den ene side betragtes som et uddybende supplement til den akademiske uddannelse og på den anden side først og fremmest som et førsterangs kvalifikationsbevis for et selvstændigt forskningsarbejde.

5.6.3

Desuden formidler en doktorafhandling andre vigtige generelle kvalifikationer såsom evnen til at udføre dybtgående forskning, fremlægge særlig komplekse sagsforhold skriftligt og mundtligt på en forståelig måde samt anvende engelsk inden for naturvidenskab og teknisk videnskab i et internationalt miljø.

5.6.4

Doktoranderne bidrager i egenskab af den akademiske forsknings »fodfolk« (33). uundværligt og væsentligt til forskningsresultaterne og dermed også til universiteters og lignende forskningsinstitutters opstillede mål.

5.6.5

Doktoranderne har derfor et berettiget – og som regel langt fra opfyldt – krav på at få anerkendt deres arbejde (34) fuldt ud som et erhverv (aflønning, sociale ydelser).

5.6.6

Et uundgåeligt særtræk ved forskningsarbejde er en vis afhængighed af vejlederen, der i vid udstrækning skal bedømme arbejdet.

5.6.6.1

Vejlederens opgaver og metoder må dog ikke gå så vidt, at de fjerner doktorandens incitament, endsige kriteriet om, at doktoranden skal kunne arbejde selvstændigt.

5.6.6.2

Selvom vejlederens funktion og opgave ganske vist er yderst hjælpsom, kan de i enkelte tilfælde føre til misbrug. Dette kan skyldes den alt for lave aflønning af doktoranderne, hvilket medfører utilbørligt høje krav, der hovedsagelig ligger i vejlederens interesse, og en alt for lang forskningsperiode.

5.6.7

Udvalget anbefaler derfor, at Kommissionen gør sig overvejelser om en adfærdskodeks med hensyn til behandlingen af doktorander og deres rolle, samt at resultatet heraf bliver indskrevet i »chartret«.

5.6.8

Kommissionen påpeger ligeledes i sin meddelelse, at »erhvervslivet tilsyneladende er ivrigt efter at ansætte forskere uden doktorgrader, fordi de, der har en doktorgrad, er for specialiserede« (35).

5.6.9

EØSU kan generelt ikke bakke op om denne udtalelse, selv om det desværre ser ud til, at erhvervslivet foretrækker unge nyudklækkede dimittender, hvilket fører til en barriere for mobiliteten mellem den akademiske verden og erhvervslivet. Såvel i visse medlemsstaters kemikalieindustri som andre videnskabeligt og teknisk orienterede brancher er et afsluttet ph.d.-studium med gode resultater – hvis ikke allerede et ansættelseskriterium i dag – sædvanligvis en forudsætning for en vellykket karriere (dette gælder normalt ikke for ingeniører).

5.6.10

En doktorgrad er under alle omstændigheder en uafviselig forudsætning for en videre akademisk karriere – herunder inden for offentligt støttede forskningsinstitutter (dette gælder normalt ikke for ingeniører).

5.7.1

Når unge vælger at gøre karriere inden for forskererhvervet og skal tage stilling til, hvor de senere vil arbejde, er det et afgørende kriterium, at der i det pågældende land findes attraktive forskningsinstitutioner inden for deres område, hvor de kan arbejde side om side med de bedste forskere, der tjener som rollemodeller og normsættere.

5.7.2

Samfundet og politikerne skal derfor sørge for, at forudsætningerne for opbygningen og opretholdelsen af kompetence og ekspertise er til stede eller vil kunne skabes.

5.7.3

Opbygningen af ekspertise og eliter er imidlertid resultatet af en lang og kompleks udviklings- og udvælgelsesproces, der følger sine egne regler, og som afhænger af tilstedeværelsen af en lang række vigtige og indbyrdes forbundne faktorer.

5.7.4

Afgørende faktorer er fremragende eksempler på forskere, som har opnået opsigtsvækkende resultater, attraktive faciliteter, en kreativ og idérig ledelse, følelsen af at være involveret i opdagelsen eller udviklingen af noget nyt og alle deltagernes berettigede forventninger om at kunne udvikle deres eget potentiale, bidrage med egne idéer og herigennem opnå anerkendelse for deres arbejde.

5.7.5

Alt dette kan kun udvikles og trives på basis af en bred og velfunderet universitetsuddannelse af høj kvalitet samt et diversificeret forskningsmiljø, der omfatter tilstrækkelig grundlæggende forskning.

5.8.1

EØSU bifalder og støtter Kommissionens intention om i nær fremtid at arrangere et »europæisk år for forskere«.

5.8.2

EØSU ser dette initiativ som en enestående anledning til at sætte fokus på forskererhvervet og dets betydning for samfundet og Lissabon-målsætningerne samt stræbe efter en dybere gensidig forståelse mellem civilsamfundet og det videnskabelige samfund.

5.8.3

EØSU anbefaler, at de relevante organisationer i medlemsstaterne samt de tilsvarende videnskabelige organisationer, som er aktive på europæisk plan, ligeledes involveres i denne opgave, og er selv parat til at yde et væsentligt bidrag.