51997IP0162

A4-0162/97

Beslutning om formuleringen af Den Europaeiske Unions sikkerhedspolitik

Europa-Parlamentet,

* der henviser til forretningsordenens artikel 148,

* der henviser til sin beslutning af 18. maj 1995 om gennemfoerelsen af den faelles udenrigs- og sikkerhedspolitik (november 1993 - december 1994) ((EFT C 151 af 19.06.1995, s. 223.)),

* der henviser til sin beslutning af 18. juli 1996 om fremskridt ved ivaerksaettelsen af den faelles udenrigspolitik (januar - december 1995) ((EFT C 261 af 09.09.1996, s. 154.)),

* der henviser til sin beslutning af 14. juni 1995 om oprettelse af et EU- analysecenter for aktiv forebyggelse af kriser ((EFT C 166 af 03.07.1995, s. 59.)),

* der henviser til sin beslutning af 13. marts 1996 om i) udtalelse fra Europa-Parlamentet om indkaldelse af regeringskonferencen og ii) evaluering af Refleksionsgruppens arbejde og praecisering af Europa- Parlamentets politiske prioriteringer i forbindelse med regeringskonferencen ((EFT C 96 af 01.04.1996, s. 77.)),

* der henviser til sin beslutning af 16. januar 1997 om den generelle ramme for et udkast til revision af traktaterne ((EFT C 33 af 03.02.1997, s. 66.)),

* der henviser til betaenkning fra Udvalget om Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarsanliggender og til udtalelse fra Udvalget om Institutionelle Spoergsmaal (A4-0162/97),

A. der mener, at EU, som udgoer et skaebnefaellesskab, boer vaere i stand til at sikre sine borgeres beskyttelse, bidrage til at bevare stabiliteten paa det europaeiske kontinent og de tilgraensende omraader, herunder ogsaa OEstersoeregionen og Middelhavsomraadet, Det Naere og Det Mellemste OEsten samt Sortehavet, og bidrage til opretholdelse af fred og den internationale sikkerhed i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers pagt og maalsaetningerne for den faelles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP),

B. der henviser til, at Den Europaeiske Union endnu ikke har gjort brug af alle EU-traktatens muligheder for at udvikle en egentlig faelles sikkerhedspolitik, og samtidig er af den opfattelse, at regeringskonferencen kunne definere aktionsomraadet for en saadan politik klarere,

C. der mener, at den nuvaerende faelles udenrigs- og sikkerhedspolitik boer give mulighed for gennemfoerelse af en virkelig faelles udenrigspolitik, hvor EU taler med én stemme i internationale organisationer, og at EU's synlighed og politiske ansvar boer styrkes i forhold til dens faktiske politiske og oekonomiske vaegt i verden,

D. der henviser til, at sikkerhedspolitikken boer bygge paa begreberne faelles og omfattende sikkerhed for mennesker, der opnaas ved et samarbejde baseret paa princippet om lighed, retfaerdighed og gensidighed gennem samarbejde, tillidsskabelse, gennemskuelighed, gradvis nedrustning, omstilling og demilitarisering og beskyttelse mod kroniske trusler saasom sult, sygdom og undertrykkelse,

E. der mener, at den faelles udenrigs- og sikkerhedspolitik boer koncentreres om at udvikle kapacitet paa omraader, der vil goere det muligt for EU at forebygge og loese konflikter med fredelige midler,

F. der henviser til, at der, medens der fortsat er uoverensstemmelser mellem medlemsstaterne med hensyn til noedvendigheden af at integrere WEU i EU's struktur, er enighed mellem alle medlemsstaterne om noedvendigheden af, at Unionen faar de noedvendige befoejelser og midler til at gennemfoere fredsbevarende og fredsskabende opgaver,

G. der henviser til, at traktaten rent faktisk burde definere begrebet faelles sikkerhed som Unionens evne til at forebygge og imoedegaa trusler mod Unionens faelles vaerdier, grundlaeggende interesser, territoriale integritet og uafhaengighed samt at bidrage til at bevare freden og styrke den internationale sikkerhed ved at fremme den gensidige politiske solidaritet og herunder solidariteten paa det finansielle omraade,

H. der ikke desto mindre mener, at sikkerhedsaspektet ogsaa indebaerer, at Unionen, naar det er noedvendigt, kan deltage i de faelles operationer, der er besluttet inden for rammerne af FN og OSCE, for at beskytte sine interesser og vaerdier og kan varetage sit internationale ansvar, navnlig for saa vidt angaar Petersberg-opgaver, der er overdraget WEU, eventuelt i samarbejde med NATO,

I. der henviser til, at Den Europaeiske Union paa nuvaerende tidspunkt ikke raader over en tilfredsstillende analyse- og evalueringskapacitet, og at dette indvirker negativt paa bestraebelserne paa at foere en effektiv faelles udenrigs- og sikkerhedspolitik, medens medlemsstaterne og WEU er i besiddelse af informationskapacitet og diplomatiske net, som boer stilles til raadighed for den faelles udenrigs- og sikkerhedspolitik,

J. der mener, at formuleringen af den faelles sikkerhedspolitik er en vigtig fase i forbindelse med udformningen paa lang sigt af en faelles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne foere til et faelles forsvar,

En sikkerhedspolitik for Den Europaeiske Union

1. erindrer om, at Det Europaeiske Raad i Lissabon udpegede fire omraader under sikkerhedsdimensionen, hvor der kan ivaerksaettes faelles aktioner, nemlig:

- CSCE-processen (efter topmoedet i Budapest OSCE)

- politikken vedroerende nedrustning og vaabenkontrol i Europa, herunder tillidsskabende foranstaltninger

- spoergsmaal vedroerende ikke-spredning af kernevaaben

- de oekonomiske aspekter af sikkerheden, herunder navnlig kontrol med overfoersel af militaer teknologi til tredjelande og kontrol med vaabeneksport;

2. mener, at de saaledes definerede omraader, som er vaesentlige elementer i en EU- sikkerhedspolitik, boer udvides til at omfatte alle nedenfor anfoerte aspekter;

3. foreslaar derfor, at begrebet sikkerhed goeres til genstand for en definition, hvor man boer skelne mellem ekstern sikkerhed, som henhoerer under Den Europaeiske Unions aktion udadtil, saaledes som det fremgaar af EU- traktatens artikel C, og sikkerheden indadtil, som isaer henhoerer under tredje soejle:

a) Den Europaeiske Unions sikkerhed udadtil omfatter spoergsmaal vedroerende:

- Unionens og dens medlemsstaters territoriale integritet og beskyttelsen af dens borgere,

- oprustningskontrol, baade for saa vidt angaar klassiske og nukleare vaaben, herunder ogsaa spoergsmaalene om spredning og kvantitative begraensning, restriktiv anvendelse af eller forbud mod anvendelse af vaaben,

- tilstedevaerelsen af graenseproblemer, uloeste mindretalsproblemer eller etnisk rivalisering, som risikerer at brede sig til og i sidste instans true Den Europaeiske Unions medlemsstater, samt den politisk urolige og ustabile situation visse tredjelande, der er naboer til Den Europaeiske Union,

- de meget store skaevheder mellem de rige og fattige lande med alle de foelger, som dette indebaerer isaer for migrantstroemmene,

- miljoebeskyttelse, for saa vidt miljoemaessige ubalancer udgoer en trussel mod freden, herunder de trusler, som eksistensen af foraeldede atomkraftvaerker, nukleart affald og deponeret radioaktivt materiale indebaerer,

b) Den Europaeiske Unions sikkerhed indadtil omfatter spoergsmaal vedroerende:

- truslerne fra terrorisme, aktiviteter i forbindelse med organiseret kriminalitet saasom f.eks. vaabenhandel, narkohandel, hvidvaskning af penge og prostitution,

- den oekonomiske og sociale krise i de europaeiske samfund, som medfoerer en svaekkelse af den sociale konsensus, idet den folkelige utilfredshed rettes mod udlaendinge, hvilket skaber reaktioner i form af racisme og fremmedhad;

4. konstaterer derfor, at sikkerheden kan garanteres

a) eksternt gennem de klassiske diplomatiske eller forebyggende instrumenter eller gennem tillidsskabende foranstaltninger paa det militaere omraade samt gennem oekonomisk bistand, udviklingsbistand, gennemfoerelse af fredsbevarende eller fredsskabende opgaver og alle former for mellemstatsligt samarbejde, baade bilateralt og multilateralt, og desuden gennem fremme af demokrati og pluralisme i medierne og

b) internt gennem oekonomiske og sociale foranstaltninger og navnlig foranstaltninger paa kultur- og uddannelsesomraadet med henblik paa at bekaempe alle former for fordomme i form af racisme og fremmedhad, samt gennem en videreudvikling af Europol og en forbedring af samarbejdet mellem de nationale politi-, rets- og forvaltningsmyndigheder i form af mindstenormer, der skal vedtages efter faellesskabsprocedurer, og gennem overfoersel af forskellige omraader til faellesskabsregi;

5. insisterer kraftigt paa, at medlemsstaterne skal udnytte regeringskonferencen til at intensivere debatten om europaeisk sikkerhed og naa frem til en aftale, der kan give Den Europaeiske Union de noedvendige instrumenter til ivaerksaettelsen af en trovaerdig sikkerhedspolitik i overensstemmelse med EU-traktatens aand og bogstav;

6. anmoder derfor Kommissionen og Raadet om hurtigt at foretage en undersoegelse af, om det kan lade sig goere at oprette et europaeisk korps bestaaende af militaere og civile enheder, som saerligt har til opgave at gennemfoere fredsbevarende og fredsskabende opgaver;

7. mener, at bekraeftelsen af den naturlige solidaritet mellem medlemsstaterne i sig selv udgoer et vigtigt sikkerhedselement, idet der opstaar synergi med de sikkerhedsgarantier, der gives af WEU og NATO;

8. er af den opfattelse, at indfoejelsen af en oekonomisk sikkerhedsklausul i traktaterne vil goere Den Europaeiske Union handlingsdygtig, naar dens kommunikationsveje og forsyningssikkerhed er truet;

9. fastslaar endelig, at EU inden for rammerne af en faelles sikkerhedspolitik boer kunne bidrage til fred og en stabil retsorden i verden og foerst og fremmest i omraaderne ved dens lande- og kystgraenser, og at EU's medlemsstaters vaebnede styrker ville kunne stilles til raadighed i forbindelse med et mandat fra FN eller OSCE, indledningsvis i forbindelse med Petersberg-opgaver;

10. anmoder derfor regeringskonferencen om som en bekraeftelse af den faelles sikkerhedspolitik at fastsaette bestemmelser om

a) indskrivelse i traktaterne af en klausul om politisk solidaritet og tilfoejelse af princippet om EU's og dens medlemsstaters graensers ukraenkelighed som elementer af den naturlige solidaritet mellem Unionens medlemsstater;

b) indfoejelse i traktaterne af Petersberg-opgaver, der burde udformes som faelles aktioner, jf. artikel J.3 i EU-traktaten, og som alle Unionens medlemsstater burde deltage i praktisk og/eller finansielt som udtryk for deres naturlige solidaritet;

c) oprettelse, som det allerede anmodede om i sin ovennaevnte beslutning af 14. juni 1995 og igen i ovennaevnte beslutning af 16. januar 1997, af et analysecenter, et tidligt varslingssystem og politisk planlaegning under Raadets og Kommissionens ansvar i faellesskab og med stoette fra WEU - med det formaal paa et tidligt stadium at stille oplysninger til raadighed, saaledes at man kan finde frem til krisestederne og fastlaegge Unionens holdninger og faelles aktioner paa sikkerhedsomraadet;

11. kraever med henblik paa formuleringen af den faelles sikkerhedspolitik og ivaerksaettelsen af Petersberg-opgaver, at det nuvaerende samarbejde mellem EU og WEU gradvis styrkes;

12. oensker, at Den Vesteuropaeiske Unions strukturer styrkes, uden at dette foerer til overlapning med NATO;

Regionale aspekter af den faelles sikkerhed

Forbindelserne med landene oest for Unionens graenser

13. bemaerker, at OSCE er et meget vigtigt element i den paneuropaeiske sikkerhed som dialogforum og instrument for forebyggende diplomati, og oensker en styrkelse af denne organisation under forudsaetning af, at dette ikke svaekker de sikkerhedsstrukturer, som stoerstedelen af Unionens medlemsstater deltager i;

14. bemaerker ligeledes, at Europaraadet boer spille en vaesentlig rolle i forbindelse med fremme af demokrati og respekten for menneskerettighederne, som begge er vaesentlige elementer for sikkerheden i Europa;

15. betoner om den positive rolle, som stabilitetspagten i Europa spiller som en forebyggende diplomatisk indsats fra EU's side i relation til de central- og oesteuropaeiske lande og dermed som et element i en sikkerhedspolitik for Den Europaeiske Union;

16. bemaerker sig de central- og oesteuropaeiske landes oenske om at blive integreret i de vestlige sikkerhedsstrukturer begyndende med NATO og mener, at dette er et spoergsmaal, som udelukkende de beroerte suveraene stater og Den Atlantiske Alliances medlemsstater skal traeffe afgoerelse om;

17. understreger desuden, at en udvidelse af Den Atlantiske Alliance ikke maa betyde en ny deling paa det europaeiske kontinent og heller ikke maa foere til, at der skabes grupperinger blandt de central- og oesteuropaeiske lande, men at maalet er at udbrede stabiliteten mod oest og styrke demokratiet dér;

18. er imidlertid bekendt med den frygt, som Rusland har givet udtryk for, ved udsigten til de gamle Warszawapagt-landes medlemskab af NATO, og understreger, at denne frygt ville kunne afdramatiseres, hvis der sideloebende med NATO's udvidelse etableredes et strategisk sikkerhedspartnerskab mellem De Forenede Stater, EU, Rusland og andre interesserede SNG-lande;

19. er af den opfattelse, at dette strategiske sikkerhedspartnerskab boer praecisere partnernes rettigheder og forpligtelser, og at der blandt disse forpligtelser boer indfoejes princippet om de europaeiske staters territoriale integritet og deres graensers ukraenkelighed;

Forbindelserne med Balkan

20. bemaerker, at Balkan stadig udgoer det mest ustabile omraade i Europa, hvorfor det er vigtigt at fremme de i dette omraade beliggende landes tilnaermelse til de europaeiske strukturer;

21. forpligter foelgelig Den Europaeiske Union til at stoette de demokratiske kraefter i disse lande, dele sine vaerdier med dem ved at tilbyde dem samarbejdsperspektiver, hjaelpe dem saavel oekonomisk som finansielt med henblik paa at bidrage til deres stabilitet samt fremme det regionale samarbejde i dette omraade;

Forbindelserne med OEstersoelandene

22. henleder opmaerksomheden paa sin beslutning af 14. juli 1995 om en unionsapproach til OEstersoeregionen ((EFT C 249 af 25.09.1995, s. 215.));

23. fremhaever, at OEstersoeen med de seneste og de fremtidige tiltraedelser af EU i stadig hoejere grad vil faa status af et indhav, der boer udvikle sig til et omraade med samarbejde mellem alle landene ved OEstersoeen, herunder Rusland og dets eksklave Kaliningrad;

24. paapeger, at den euro-arktiske region omkring Barents-havet er en integrerende del af Nordeuropa, som delvis overlapper med OEstersoeregionen, og hvor samarbejdet boer udvikles som del af Den Europaeiske Unions globale politikker for de nordlige regioner;

25. opfordrer derfor Raadet til inden for rammerne af FUSP at anvende alle de forhaandenvaerende instrumenter til at begraense de spaendinger, der stadig kan opstaa, og til at genoplive rundbordsdialogen om OEstersoeen, der blev etableret i forbindelse med forhandlingerne om stabilitetspagten i Europa, og omdanne den til et regelmaessigt forum for dialog med de OEstersoelande, der ikke er medlemmer af EU;

Forbindelserne med landene i Middelhavsomraadet, Sortehavsomraadet samt landene i Det Naere og Det Mellemste OEsten

26. understreger Middelhavets betydning for EU's sikkerhed, saadan som det blev fastslaaet paa Barcelona-konferencen, og paapeger, at de sydlige Middelhavslande trods de associeringsaftaler, de har undertegnet med EU, i forskellig grad er saarbare over for politisk ustabilitet, terrorisme og kraenkelse af menneskerettighederne paa grund af den oekonomiske ubalance og den konfliktfyldte fredsproces i Mellemoesten;

27. er af den opfattelse, at der i Middelhavsomraadet boer indfoeres sikkerhedsstrukturer som supplement til EU's politik med Euro- Middelhavspartnerskabsaftaler;

28. bekraefter, at uoverensstemmelserne mellem Middelhavsstaterne boer loeses i overensstemmelse med international ret og De Forenede Nationers resolutioner og om fornoedent med inddragelse af Den Internationale Domstol;

29. understreger noedvendigheden af at sikre komplementaritet og gennemsigtighed i dialogen mellem EU og landene i Middelhavsomraadet i forhold til den dialog, der sideloebende er indledt af andre internationale organisationer (WEU, NATO og OSCE);

30. fastslaar, at en sikkerhedspolitik i Middelhavsomraadet foerst og fremmest boer koncentreres om forbedring af de oekonomiske og sociale forhold i Middelhavslandene generelt, men i saerlig grad i de sydligste Middelhavslande, samt om kontrol med migrantstroemmene og mekanismerne for ulovlig transport af krigsmateriel;

31. understreger betydningen af Sortehavet for europaeisk sikkerhed, da dette hav bl.a. stoeder op til Transkaukasien, og anmoder foelgelig Den Europaeiske Union om i hoejere grad at goere sig gaeldende i Sortehavets oekonomiske samarbejdsomraade;

32. noterer sig desuden betydningen af det Naere og det Mellemste OEsten for sikkerheden i verden, bl.a. paa grund af de gigantiske olieforekomster, og forpligter Raadet til at udvikle FUSP over for landene i dette omraade;

33. fremsaetter desuden oenske om, at Den Europaeiske Union kommer til at spille en mere aktiv rolle i fredsprocessen i Mellemoesten, en proces, som den siden Venedig-erklaeringen i 1980 har givet betydelige politiske impulser til;

Andre betragtninger

34. mener, at det af hensyn til sammenhaengen i og udviklingen af FUSP ville vaere nyttigt, hvis der efter behov kunne indkaldes til faelles raadsmoeder mellem medlemsstaternes udenrigsministre og forsvarsministre, navnlig naar der vil blive tale om at give WEU instrukser om at gennemfoere Petersberg- opgaver;

35. bekraefter, at en faelles sikkerhedspolitik ikke i sig selv kan beskytte Den Europaeiske Union mod trusler af enhver art, og at det er uomgaengeligt noedvendigt, at Unionen tager fat paa forsvarsspoergsmaalet;

36. mener, at en bredere definition af en faelles sikkerhedspolitik i Europa boer omfatte oeget vaegt paa spoergsmaal saasom nedrustning, konfliktforebyggelse og tillidsskabelse;

37. minder om, at i henhold til traktaten om Den Europaeiske Union omfatter FUSP udformningen paa lang sigt af en faelles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne foere til et faelles forsvar;

38. mener, at Den Europaeiske Union dels i hoejere grad boer afpasse sine nuvaerende strukturer efter udviklingen inden for sikkerheds- og - paa et senere stadium - forsvarsomraadet, dels boer etablere taettere forbindelser til de organisationer, som er politisk aktive paa dette omraade;

39. paalaegger sin formand at sende denne beslutning til Raadet, Kommissionen og regeringskonferencen, WEU, NATO, OSCE og FN samt parlamenterne i medlemsstaterne og i de lande, der ansoeger om EU-medlemskab.