–

WebGroup Czech Republic, a.s. og NKL Associates s. r. o. ved avocat E. Piwnica,

–

Coyote System ved avocat G. Froger,

–

Les effronté-E-S ved avocate L. Questiaux,

–

den franske regering ved R. Bénard, B. Fodda og M. Guiresse, som befuldmægtigede,

–

den tjekkiske regering ved A. Edelmannová, M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,

–

den norske regering ved K.H. Aarvik og I. Collett, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved L. Armati, O. Gariazzo, P.-J. Loewenthal og J. Szczodrowski, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (»Direktivet om elektronisk handel«) (EFT 2000, L 178, s. 1), og af artikel 1 og 24 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningerne er blevet indgivet i forbindelse med to tvister, hvoraf den første er mellem på den ene side WebGroup Czech Republic, a.s. og NKL Associates s. r. o., to udgivere af websteder med pornografisk indhold etableret i Den Tjekkiske Republik, og på den anden side Den Franske Republiks ministre de la Culture (kulturminister) og Premier ministre (premierminister) vedrørende lovligheden af et dekret, der præciserer de nærmere bestemmelser for gennemførelsen af en lovbestemmelse, der fastsætter, at der kan gives påbud til en person, der udgiver en offentlig onlinekommunikationstjeneste, som giver mindreårige mulighed for at få adgang til pornografisk indhold i strid med straffeloven. Den anden tvist er mellem på den ene side Coyote System og på den anden side Den Franske Republiks ministre de l’Intérieur et des Outre-mer (indenrigsminister og minister for oversøiske områder) og Premier ministre (premierminister) vedrørende lovligheden af et dekret, der forbyder leverandører af elektroniske kørsels- eller navigationsstøttetjenester baseret på geolokalisering at videreformidle informationer fra deres brugere om visse former for færdselskontrol, for at undgå adfærd, der har til formål at undgå disse kontroller.

3

Chartrets artikel 1 med overskriften »Den menneskelige værdighed« bestemmer:

»Den menneskelige værdighed er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes.«

4

Chartrets artikel 24 med overskriften »Børns rettigheder« fastsætter:

»1.   Børn har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel. De kan frit udtrykke deres synspunkter. Der tages hensyn hertil i forhold, der vedrører dem, i overensstemmelse med deres alder og modenhed.

2.   I alle handlinger vedrørende børn, uanset om de udføres af offentlige myndigheder eller private institutioner, skal barnets tarv komme i første række.

[...]«

5

Følgende fremgår af 8., 18., 22., 26., 42. og 47. betragtning til direktiv 2000/31:

[...]

[...]

[...]

[...]

[...]

6

Direktivets artikel 1, der har overskriften »Formål og anvendelsesområde«, har følgende ordlyd:

»1.   Dette direktiv har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at sikre fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne.

2.   Ved dette direktiv foretages der, i det omfang det er nødvendigt for at nå det i stk. 1 omhandlede mål, en tilnærmelse af visse nationale bestemmelser om informationssamfundstjenester, som vedrører det indre marked, tjenesteydernes etablering, kommerciel kommunikation, elektroniske kontrakter, formidleransvar, adfærdskodekser, udenretslig bilæggelse af tvister, klageadgang og samarbejde mellem medlemsstaterne.

3.   Dette direktiv supplerer den fællesskabsret, der finder anvendelse på informationssamfundstjenester, uden at det berører det niveau for beskyttelse af især folkesundheden og forbrugernes interesser, der er fastlagt ved Fællesskabets retsakter og den nationale lovgivning til gennemførelse heraf, forudsat at det ikke begrænser adgangen til at levere informationssamfundstjenester.

4.   Dette direktiv indfører ikke nye internationale privatretlige regler og berører ikke domstolenes kompetence.

5.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

6.   Dette direktiv berører ikke foranstaltninger, som er truffet på fællesskabsplan eller på nationalt plan i overensstemmelse med fællesskabsretten, for at fremme kulturel og sproglig mangfoldighed og for at sikre pluralismen.«

7

Artikel 2 i direktiv 2000/31 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I dette direktiv forstås ved:

[...]

8

Artikel 3 i direktiv 2000/31 med overskriften »Det indre marked« har følgende ordlyd:

»1.   Hver medlemsstat påser, at de informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på medlemsstatens territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område.

2.   Medlemsstaterne må ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

3.   Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de områder, der er nævnt i bilaget.

4.   Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fravigelse af stk. 2 for en bestemt informationssamfundstjeneste, hvis følgende betingelser er opfyldt:

5.   Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 4, litra b). Foranstaltningerne skal i så fald snarest muligt meddeles Kommissionen og den i stk. 1 omhandlede medlemsstat med angivelse af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et hastende tilfælde.

6.   Uden at dette berører medlemsstatens mulighed for at anvende de pågældende foranstaltninger, skal Kommissionen hurtigst muligt undersøge, om de anmeldte foranstaltninger er i overensstemmelse med fællesskabsretten; kommer [Kommissionen] til den konklusion, at foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, skal den anmode den pågældende medlemsstat om at undlade at træffe de påtænkte foranstaltninger eller om straks at bringe allerede trufne foranstaltninger til ophør.«

9

Artikel 14 i direktiv 2000/31 med overskriften »Oplagring (»Hosting«)« har følgende ordlyd:

»1.   Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteyderen i tilfælde af levering af en informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager, ikke pådrager sig ansvar for information oplagret på anmodning af en tjenestemodtager, forudsat:

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, når tjenestemodtageren handler under tjenesteyderens myndighed eller kontrol.

3.   Denne artikel berører ikke en domstols eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystemer at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den, eller medlemsstaternes muligheder for at fastlægge procedurer for at fjerne information eller hindre adgangen til den.«

10

Direktivets artikel 15 med overskriften »Ingen generel overvågningsforpligtelse« fastsætter:

»1.   Med hensyn til levering af de i artikel 12, 13 og 14 omhandlede tjenester må medlemsstaterne ikke pålægge tjenesteyderne en generel forpligtelse til at overvåge den information, de fremsender eller oplagrer, eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed.

[...]«

11

Bilaget til direktivet med overskriften »Undtagelser fra artikel 3« har følgende ordlyd:

»De i artikel 3, stk. 3, omhandlede områder, som artikel 3, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse på:

12

Følgende fremgår af 59. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10. marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle medietjenester) (EUT 2010, L 95, s. 1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1808 af 14. november 2018 (EUT 2018, L 303, s. 69) (herefter »direktiv 2010/13«):

»Tilstedeværelsen af skadeligt indhold i de audiovisuelle medietjenester giver anledning til bekymring hos lovgiverne, medieindustrien og forældre. Der vil også komme nye udfordringer, især i forbindelse med nye platforme og produkter. Regler, der beskytter mindreåriges fysiske, mentale og moralske udvikling såvel som den menneskelige værdighed i alle audiovisuelle medietjenester, herunder audiovisuel kommerciel kommunikation, er derfor nødvendige.«

13

Direktivets artikel 1 bestemmer:

»1.   I dette direktiv forstås ved:

[...]

[...]«

14

Artikel 6a, stk. 1, i direktiv 2010/13 fastsætter:

»Medlemsstaterne træffer passende foranstaltninger for at sikre, at audiovisuelle medietjenester, der leveres af medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion, og som kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling, kun stilles til rådighed på en sådan måde, at mindreårige normalt ikke hører eller ser dem. Sådanne foranstaltninger kan omfatte valg af sendetidspunkt, værktøjer til alderskontrol eller andre tekniske foranstaltninger. De skal stå i et rimeligt forhold til programmets mulige skadevirkninger.

Det mest skadelige indhold, såsom umotiveret vold og pornografi, skal være underlagt de strengest mulige foranstaltninger.«

15

Direktivets artikel 28b bestemmer:

»1.   Med forbehold af artikel 12-15 i direktiv [2000/31] sikrer medlemsstaterne, at udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer passende foranstaltninger for at beskytte

[...]

3.   Med henblik på stk. 1 og 2 fastlægges passende foranstaltninger i lyset af det pågældende indholds art, den skade, som det kan forvolde, karakteristikaene ved den kategori af personer, der skal beskyttes, og de rettigheder og legitime interesser, der er på spil, herunder hos udbyderne af videodelingsplatforme og de brugere, der har skabt eller uploadet indholdet, samt offentlighedens interesse.

Medlemsstaternes sikrer, at alle udbydere af videodelingsplatforme under deres jurisdiktion træffer sådanne foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal være gennemførlige og forholdsmæssige og tage hensyn til videodelingsplatformstjenestens størrelse og den udbudte tjenestes art. Disse foranstaltninger må ikke føre til nogen forudgående kontrolforanstaltninger eller upload-filtrering af indhold, som ikke er i overensstemmelse med artikel 15 i direktiv [2000/31]. Med henblik på beskyttelse af mindreårige, jf. nærværende artikels stk. 1, litra a), skal det mest skadelige indhold være underlagt de strengeste adgangskontrolforanstaltninger.

Disse foranstaltninger omfatter alt efter hvad der er relevant:

[...]

[...]«

16

Artikel 1, stk. 1, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT 2015, L 241, s. 1) definerer »tjeneste« som »enhver tjeneste i informationssamfundet, dvs. enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«.

17

Følgende fremgår af 45. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/1083 af 11. april 2024 om oprettelse af en fælles ramme for medietjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 2010/13/EU (den europæiske forordning om mediefrihed) (EUT L, 2024/1083):

»På grund af videodelingsplatformes paneuropæiske karakter skal de nationale tilsynsmyndigheder eller ‑organer have et særligt værktøj til at beskytte brugere af videodelingsplatformstjenester mod visse former for ulovligt og skadeligt indhold, herunder kommerciel kommunikation. Uden at det berører oprindelseslandsprincippet, er der navnlig behov for en mekanisme, som gør det muligt for enhver relevant national tilsynsmyndighed eller ethvert relevant nationalt tilsynsorgan at anmode sin modpart om at træffe nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger for at sikre håndhævelse af forpligtelserne for udbydere af videodelingsplatforme i henhold til artikel 28b, stk. 1, 2 og 3, i direktiv [2010/13]. Dette er afgørende for at sikre, at publikum, og navnlig mindreårige, beskyttes effektivt i hele [Den Europæiske Union], når de får adgang til indholdet på videodelingsplatforme, og at de kan regne med en passende grad af gennemsigtighed, når det drejer sig om kommerciel onlinekommunikation. Mægling og eventuelle udtalelser fra rådets side vil bidrage til at sikre gensidigt acceptable og tilfredsstillende resultater for de pågældende nationale tilsynsmyndigheder eller ‑organer. Hvis anvendelsen af en sådan mekanisme ikke fører til en mindelig løsning, kan friheden til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat kun begrænses, hvis betingelserne i artikel 3 i [direktiv 2000/31] er opfyldt, og den deri fastsatte procedure er blevet fulgt.«

18

Forordningens artikel 15 med overskriften »Anmodninger om håndhævelse af forpligtelser for udbydere af videodelingsplatforme« bestemmer:

»1.   Uden at det berører artikel 3 i direktiv [2000/31], kan en anmodende myndighed indgive en behørigt begrundet anmodning til en anmodet myndighed, som er kompetent med hensyn til genstanden for anmodningen, om at træffe nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger med henblik på en effektiv håndhævelse af de forpligtelser, der pålægges udbydere af videodelingsplatforme i henhold til artikel 28b, stk. 1, 2 og 3, i direktiv [2010/13].

2.   Den anmodede myndighed underretter uden unødig forsinkelse den anmodende myndighed om de foranstaltninger, den har truffet eller planlægger at træffe, eller om årsagerne til, at der ikke er truffet foranstaltninger efter en anmodning om håndhævelse i henhold til stk. 1. Rådet fastsætter tidsfrister med henblik herpå i sin forretningsorden.

3.   I tilfælde af uenighed mellem den anmodende myndighed og den anmodede myndighed om trufne eller planlagte foranstaltninger eller manglende foranstaltninger efter en anmodning om håndhævelse i henhold til stk. 1 kan hver af disse myndigheder indbringe sagen for rådet til mægling med henblik på at finde en mindelig løsning.

Hvis der ikke er fundet en mindelig løsning efter mægling fra rådets side, kan den anmodende myndighed eller den anmodede myndighed anmode rådet om at afgive en udtalelse om sagen. Rådet vurderer i sin udtalelse, om anmodningen om håndhævelse i henhold til stk. 1 er blevet tilstrækkeligt behandlet. Hvis Rådet finder, at den anmodede myndighed ikke i tilstrækkelig grad har behandlet anmodningen om håndhævelse, anbefaler rådet foranstaltninger til at behandle anmodningen. Rådet afgiver udtalelse i samråd med Kommissionen uden unødig forsinkelse.

4.   Efter modtagelsen af en udtalelse som omhandlet i stk. 3, andet afsnit, underretter den anmodede myndighed uden unødig forsinkelse og inden for de tidsfrister, der fastsættes af rådet i dets forretningsorden, rådet, Kommissionen og den anmodende myndighed om de foranstaltninger, der er truffet eller planlagt i forbindelse med udtalelsen.«

19

Artikel 227-24 i code pénal (straffeloven) bestemmer:

»Fremstilling, formidling og udbredelse, uanset med hvilken metode og via hvilket medie, af et budskab, der er af voldelig karakter, tilskynder til terrorisme, er af pornografisk karakter, herunder pornografiske billeder, der involverer et eller flere dyr, i alvorlig grad krænker den menneskelige værdighed eller tilskynder mindreårige til at deltage i lege, som udsætter dem for fysisk fare, eller handel med et sådant budskab, straffes med tre års fængsel og en bøde på 75000 EUR, såfremt dette budskab vil kunne ses eller modtages af mindreårige.

Hvis de strafbare forhold, som er omhandlet i denne artikel, udbredes til offentligheden via den skrevne og audiovisuelle presse eller via internettet, finder de særlige bestemmelser i de love, der regulerer sådanne anliggender, anvendelse for så vidt angår fastlæggelse af, hvem der er ansvarlig herfor.

De i denne artikel omhandlede overtrædelser foreligger også, hvis en mindreårigs adgang til de budskaber, der er nævnt i stk. 1, skyldes, at den mindreårige blot har erklæret at være over 18 år gammel.«

20

Artikel 23 i loi no 2020-936, du 30 juillet 2020, visant à protéger les victimes de violences conjugales (lov 2020-936 af 30.7.2020 om beskyttelse af ofre for partnervold) (JORF af 31.7.2020, tekst nr. 2), som ændret ved loi no 2021-1382, du 25 octobre 2021, relative à la régulation et à la protection de l’accès aux œuvres culturelles à l’ère numérique (lov 2021-1382 af 25.10.2021 om regulering og beskyttelse af adgang til kulturelle værker i den digitale tidsalder) (JORF af 26.10.2021, tekst nr. 2) (herefter »lov 2020-936«), havde følgende ordlyd:

»Når formanden for Autorité de régulation de la communication audiovisuelle et numérique (ARCOM) [(tilsynsmyndighed for audiovisuel og digital kommunikation, Frankrig)] konstaterer, at en person, der udgiver en offentlig onlinekommunikationstjeneste, gør det muligt for mindreårige at få adgang til pornografisk indhold i strid med straffelovens artikel 227-24, vedtager denne et påbud over for denne person på en måde, der gør det muligt at fastslå modtagelsesdatoen, og hvorved den pågældende pålægges at træffe alle foranstaltninger til at forhindre mindreåriges adgang til det ulovlige indhold. Den person, der er adressat for påbuddet, har en frist på 15 dage til at fremsætte sine bemærkninger.

Ved udløbet af denne frist kan formanden for [ARCOM], såfremt påbuddet, jf. denne artikels første afsnit, ikke er efterkommet, og såfremt indholdet fortsat er tilgængeligt for mindreårige, indbringe sagen for retspræsidenten for tribunal judiciaire de Paris [(retten i første instans i Paris, Frankrig)], med henblik på at denne i henhold til den fremskyndede procedure om sagens realitet træffer afgørelse om, at de personer, der er anført i artikel 6-I-1 i loi no 2004-575 du 21 juin 2004 pour la confiance dans l’économie numérique [(lov 2004-575 af 21.6.2004 om tillid i den digitale økonomi) (JORF af 22.6.2004, tekst nr. 2)], bringer adgangen til denne tjeneste til ophør. Statsadvokaten underrettes om retspræsidentens afgørelse.

Formanden for [ARCOM] kan på begæring indbringe sagen for retspræsidenten for tribunal judiciaire de Paris [(retten i første instans i Paris)] med samme formål, når den offentlige onlinekommunikationstjeneste gøres tilgængelig fra en anden adresse.

Formanden for [ARCOM] kan ligeledes anmode retspræsidenten for tribunal judiciaire de Paris [(retten i første instans i Paris)] om efter den fremskyndede procedure om sagens realitet at anordne enhver foranstaltning, der har til formål at bringe en søgemaskines eller en fortegnelses henvisning til onlinekommunikationstjenesten til ophør.

Formanden for [ARCOM] kan handle af egen drift eller efter anmodning fra anklagemyndigheden eller enhver fysisk eller juridisk person med retlig interesse.

Betingelserne for anvendelse af denne artikel fastsættes ved dekret.«

21

Artikel 1 i décret no 2021-1306, du 7 octobre 2021, relatif aux modalités de mise en œuvre des mesures visant à protéger les mineurs contre l’accès à des sites diffusant un contenu pornographique (dekret 2021-1306 af 7.10.2021 om gennemførelsesbestemmelser til foranstaltninger med henblik på beskyttelse af mindreårige mod adgang til internetsider med pornografisk indhold) (JORF af 8.10.2021, tekst nr. 25) bestemmer følgende:

»Påbud, der udstedes af formanden for conseil supérieur de l’audiovisuel [(øverste råd for audiovisuelle anliggender, Frankrig)] i det tilfælde, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, i lov [2020-936], meddeles pr. brev i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er fastsat i dette dekrets artikel 2, stk. I.

I påbuddet redegøres der for de anførte faktiske omstændigheder, og hvorledes de er i strid med straffelovens artikel 227-24.

Ved samme skrivelse opfordrer formanden for conseil supérieur de l’audiovisuel [(øverste råd for audiovisuelle anliggender)] den person, som påbuddet er rettet til, til at fremsætte sine skriftlige bemærkninger inden for den frist, der er fastsat i artikel 23, stk. 1, i ovennævnte lov af 30. juli 2020, i overensstemmelse med den fremgangsmåde, der er fastsat i dette dekrets artikel 2, stk. II.«

22

Dekretets artikel 3 har følgende ordlyd:

»For i henhold til artikel 23, stk. 1, i lov [2020-936] at tage stilling til, om den person, der udgiver en offentlig onlinekommunikationstjeneste, gør det muligt for mindreårige at få adgang til pornografisk indhold i strid med straffelovens artikel 227-24, tager formanden [for ARCOM] hensyn til troværdigheden ved den tekniske metode, som denne person iværksætter for at sikre, at brugere, der ønsker at tilgå denne tjeneste, er myndige.«

23

Dekretets artikel 5 har følgende ordlyd:

»Når det ved en retsafgørelse er blevet pålagt at standse adgangen til en offentlig onlinekommunikationstjeneste på de betingelser, der er fastsat i artikel 23 i [lov 2020-936], foretager de personer, der er nævnt i artikel 6, stk. I, nr. 1, i [lov 2004-575], denne spærring på enhver passende måde, navnlig ved anvendelse af DNS-spærringsprotokollen (Domain Name System).

Brugere af de offentlige onlinekommunikationstjenester, som er forhindret i at få adgang til dem, henvises til en informationsside [fra ARCOM] med angivelse af årsagerne til blokeringsforanstaltningen. [...]«

24

Artikel L. 130-11 i code de la route (færdselsloven) bestemmer:

»I.- Når der på en vej, der eventuelt er åben for offentlig trafik, foretages færdselskontrol, som indebærer, at køretøjer bringes til standsning, og som tilsigter enten gennemførelse af de i denne lovs artikel L. 234-9 eller L. 235-2 eller i strafferetsplejelovens artikel 78-2-2 eller 78-2-4 omhandlede operationer eller kontrol af, om førere eller passagerer er eftersøgt af de judicielle myndigheder for forbrydelser eller lovovertrædelser, der straffes med op til tre års fængsel, eller er indskrevet i det i lovens artikel 230-19 omhandlede register på grund af den trussel, som de udgør for den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, eller fordi de er genstand for en afgørelse om anbringelse på en psykiatrisk institution eller er flygtet fra en sådan institution, kan myndigheden forbyde operatører af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering gennem denne tjeneste at videreformidle beskeder eller indikationer fra denne tjenestes brugere, når en sådan videreformidling kan gøre det muligt for andre brugere at unddrage sig kontrol.

Det i stk. I, første afsnit, omtalte forbud mod videreformidling består i, for alle operatører af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering, og for alle veje eller vejstrækninger, som den kompetente myndighed udpeger for operatøren, at skjule alle beskeder og indikationer, som denne normalt ville videreformidle til brugerne under tjenestens normale funktionsmåde. Forbuddets varighed må ikke overstige 2 timer, hvis færdselskontrollen vedrører en operation omhandlet i denne lovs artikel L. 234-9 eller L. 235-2, eller 12 timer, hvis denne kontrol vedrører en anden operation, der er nævnt i første afsnit i dette stk. I. De pågældende veje eller vejstrækninger må ikke strække sig over mere end en radius af 10 km fra stedet for færdselskontrollen, når dette sted er beliggende uden for et byområde, og mere end 2 km fra stedet for færdselskontrollen, når dette sted er beliggende i et byområde.

II.- Forbuddet, jf. denne artikels stk. I, finder ikke anvendelse på de i artikel 3 i [Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 886/2013 af 15. maj 2013 om supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/40/EU hvad angår data og procedurer for vederlagsfri tilrådighedsstillelse, om muligt, af et minimum af generel trafiksikkerhedsinformation (EUT 2013, L 247, s. 6)] omhandlede begivenheder eller omstændigheder.

III.- De nærmere regler for bestemmelse af de veje eller vejstrækninger, der er omfattet af det i stk. I nævnte forbud, de nærmere regler for kommunikationen med operatører af elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjenester baseret på geolokalisering med henblik på gennemførelsen af dette forbud samt de foranstaltninger, der skal sikre fortroligheden af de oplysninger, der videregives til disse operatører, fastsættes af Conseil d’État [(det franske statsråd)] ved dekret.«

25

Færdselslovens artikel L. 130-12 fastsætter de sanktioner, der finder anvendelse i tilfælde af overtrædelse af forbuddet mod udbredelse i denne lovs artikel L. 130-11.

26

Décret no 2021-468, du 19 avril 2021, portant application de l’article L. 130-11 du code de la route (dekret 2021-468 af 19.4.2021 om gennemførelse af færdselslovens artikel L. 130-11) (JORF af 20.4.2021, tekst nr. 48) fastsætter de nærmere bestemmelser for den ordning, der er fastsat ved denne artikel L. 130-11, navnlig de nærmere regler for fastlæggelse af de veje eller vejstrækninger, der er omfattet af forbuddet, de nærmere regler for kommunikationen med operatører af elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjenester baseret på geolokalisering med henblik på gennemførelsen af dette forbud samt de foranstaltninger, der skal sikre fortroligheden af de oplysninger, der videregives til disse operatører.

27

Færdselslovens artikel R. 130-12, der blev indsat ved dette dekrets artikel 1, har følgende ordlyd:

28

WebGroup Czech Republic og NKL Associates er selskaber med hjemsted i Prag (Den Tjekkiske Republik), som driver pornografiske websteder.

29

Disse selskaber var genstand for et påbud fra ARCOM’s formand i henhold til dekret 2021/1306 om gennemførelse af lov 2020-936 og straffelovens artikel 227-24, som forbyder enhver person at udbrede et budskab af pornografisk karakter, der kan ses af mindreårige, idet gerningsindholdet af denne lovovertrædelse ifølge denne artikels sidste stykke er opfyldt, selv hvor en mindreårigs adgang til de pågældende budskaber blot følger af en erklæring fra den mindreårige om, at vedkommende er mindst 18 år gammel.

30

De nævnte selskaber anfægtede de påbud, som de var blevet tilstillet, ved tribunal judiciaire de Paris (retten i første instans i Paris, Frankrig), og anlagde samtidig i første og sidste instans sag ved Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig), som er den forelæggende ret, med påstand om annullation af dette dekret, bl.a. på grund af tilsidesættelse af EU-retten.

31

Med henblik herpå har de samme selskaber bl.a. gjort gældende, at lov 2020-936 og dekret 2021-1306 i strid med artikel 3 i direktiv 2000/31 ikke er blevet meddelt Kommissionen og Den Tjekkiske Republik, samt at der er sket en tilsidesættelse af direktivets formål, for så vidt som denne lov og dette dekret pålægger generelle og abstrakte foranstaltninger – nemlig indførelse af tekniske anordninger til blokering af mindreåriges adgang til pornografisk indhold – vedrørende en kategori af bestemte informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle vendinger, og som finder anvendelse uden forskel på enhver tjenesteyder i denne kategori.

32

Den forelæggende ret har anført, at de spørgsmål, der er rejst i sag C-188/24, er afgørende for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, og at de frembyder alvorlige vanskeligheder. Den forelæggende ret ønsker navnlig oplyst, om strafferetlige bestemmelser, der har til formål at sikre beskyttelsen af mindreårige, og foranstaltninger, der pålægger indførelse af tekniske anordninger til blokering af mindreåriges adgang til pornografisk indhold, er omfattet af det »koordinerede område« og udgør et »krav« til udøvelsen af aktiviteten som leverandør af informationssamfundstjenester som omhandlet i direktiv 2000/31. Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, ønsker den forelæggende ret oplyst, hvordan de krav, der følger af dette direktiv, skal forenes med de krav, der følger af beskyttelsen af den menneskelige værdighed og barnets tarv, således som de er fastsat i bl.a. chartrets artikel 1 og 24.

33

På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

34

Coyote System, et selskab med hjemsted i Frankrig, leverer en tjenesteydelse, der i fransk ret opfylder kvalificeringen som »elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering« som omhandlet i færdselslovens artikel L. 130-11.

35

Denne artikel L. 130-11 fastsætter af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og tryghed, at der skal indføres en mekanisme, der giver den kompetente administrative myndighed mulighed for at forbyde operatørerne af denne type tjenesteydelser i en periode og inden for et afgrænset geografisk område at videreformidle beskeder fra deres brugere, som kan afsløre placeringen af kontroller med alkoholtest og test for euforiserende stoffer samt visse politioperationer, f.eks. mod personer, der er eftersøgt for alvorlige forbrydelser eller lovovertrædelser (herunder terrorhandlinger), eller fordi de er flygtet fra en psykiatrisk institution. Denne mekanisme blev indført ved dekret 2021-468 om gennemførelse af nævnte artikel L. 130-11.

36

Coyote System har for Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager), som er den forelæggende ret, nedlagt påstand om annullation af dette dekret, bl.a. på grund af tilsidesættelse af direktiv 2000/31, og har rejst det samme klagepunkt i form af en indsigelse mod færdselslovens artikel L. 130-11.

37

Til støtte for søgsmålet har dette selskab for det første gjort gældende, at det forbud mod videreformidling, der er fastsat i færdselslovens artikel L. 130-11, og som er indført ved dekret 2021-468, er i strid med formålene med direktiv 2000/31. For det andet er denne bestemmelse om forbud mod videreformidling i strid med dette direktivs artikel 15, for så vidt som den pålægger operatører af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering en generel overvågningsforpligtelse med hensyn til de oplysninger, de overfører.

38

Den forelæggende ret har anført, at de spørgsmål, der er rejst i sag C-190/24, har betydning for afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, og at de frembyder alvorlige vanskeligheder. I denne henseende ønsker den forelæggende ret oplyst, om et sådant forbud mod videreformidling henhører under det »koordinerede område« og udgør et »krav« vedrørende udøvelse af aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester som omhandlet i direktiv 2000/31, og om der er tale om en generel overvågningsforpligtelse, der er forbudt i henhold til dette direktivs artikel 15.

39

På denne baggrund har Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

40

Ved afgørelse af 11. februar 2025 har Domstolen forenet sagerne C-188/24 og C-190/24 med henblik på retsforhandlingernes skriftlige og mundtlige del samt med henblik på dommen.

41

Som det fremgår af forelæggelsesafgørelserne, ønsker den forelæggende ret oplyst, om de lovgivninger, der er genstand for annullationspåstande, henhører under det »koordinerede område« og udgør »krav« vedrørende adgang til at påbegynde aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester eller udøvelsen heraf som omhandlet i direktiv 2000/31.

42

Det må derfor fastslås, at den forelæggende ret med det første til det tredje spørgsmål i sag C-188/24 og det første og det andet spørgsmål i sag C-190/24, som skal behandles samlet, nærmere bestemt ønsker oplyst, om direktiv 2000/31 er til hinder for, at en medlemsstat pålægger leverandører af informationssamfundstjenester, der er etableret i andre medlemsstater, en generel og abstrakt strafferetlig forpligtelse, der har til formål at forhindre mindreåriges adgang til pornografisk indhold (sag C-188/24), og forbyder sådanne leverandører at videreformidle oplysninger vedrørende visse former for færdselskontrol (sag C-190/24). I denne sammenhæng søger den forelæggende ret med sit tredje spørgsmål i sag C-188/24 ligeledes en afklaring af, hvordan de krav, der følger af dette direktiv, i givet fald kan forenes med de krav, der følger af beskyttelsen af den menneskelige værdighed og barnets tarv, således som de er fastsat i chartrets artikel 1 og 24.

43

I overensstemmelse med artikel 1, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/31, sammenholdt med ottende betragtning til dette direktiv, har direktivet til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at skabe en retlig ramme, der sikrer fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne, ved i det omfang, det er nødvendigt for at nå dette mål, at foretage en tilnærmelse af visse nationale bestemmelser, der finder anvendelse på disse tjenester (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 257).

44

I dette direktivs artikel 2, litra a), sammenholdt med artikel 1, stk. 1, litra b), i direktiv 2015/1535, defineres »informationssamfundstjeneste« endvidere som »enhver tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra en tjenestemodtager«, idet disse tjenester, således som det fremgår af 18. betragtning til direktiv 2000/31, omfatter en lang række økonomiske aktiviteter, som finder sted online (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 258).

45

Artikel 3 i direktiv 2000/31 er en central bestemmelse i direktivets opbygning og den ordning, der er indført herved, for så vidt som den fastsætter princippet om hjemlandstilsyn, som ligeledes er nævnt i 22. betragtning til dette direktiv, hvoraf det fremgår, at »[i]nformationssamfundstjenester bør kontrolleres på det sted, hvor tjenesterne udføres« (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 259 og den deri nævnte retspraksis).

46

Ifølge direktivets artikel 3, stk. 1, skal hver medlemsstat påse, at de informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på medlemsstatens territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område, idet dette område, således som det er fastsat i samme direktivs artikel 2, litra h), omfatter de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om de er generelle eller specifikt fastsat for disse (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 260).

47

I henhold til artikel 2, litra h), nr. i), i direktiv 2000/31 vedrører det »koordinerede område« krav, som tjenesteyderen skal opfylde, når han påbegynder aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester, f.eks. krav til kvalifikationer, tilladelse og underretningsordninger, samt krav, som vedkommende skal opfylde, når han udøver aktivitet som leverandør af sådanne tjenester, f.eks. krav til tjenesteyderens adfærd, krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten, herunder krav, som gælder i forbindelse med reklamer og kontrakter, eller krav vedrørende tjenesteyderens ansvar.

48

Direktivets artikel 3, stk. 2, bestemmer endvidere, at medlemsstaterne ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, må begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 262).

49

Dette direktiv hviler således på anvendelsen af princippet om hjemlandstilsyn og princippet om gensidig anerkendelse, således at informationssamfundstjenester inden for rammerne af det koordinerede område, der er defineret i samme direktivs artikel 2, litra h), kun er reguleret i den medlemsstat, på hvis område leverandørerne af disse tjenester er etableret (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 263 og den deri nævnte retspraksis).

50

I det foreliggende tilfælde ønsker den forelæggende ret oplyst, om de lovgivninger, der er genstand for annullationspåstande nedlagt for den, og som finder anvendelse på tjenester, der kan kvalificeres som informationssamfundstjenester som omhandlet i artikel 2, litra a), i direktiv 2000/31, bør betragtes som uden videre udelukket fra det koordinerede område, der er defineret i dette direktivs artikel 2, litra h), dels fordi de ikke vedrører nogen af de krav eller områder, der er reguleret af harmoniseringsbestemmelserne i nævnte direktivs kapitel II og III, dels fordi de følger af en generel og abstrakt forpligtelse, der følger af strafferetten (sag C-188/24), eller forfølger mål vedrørende den offentlige orden, sikkerhed og tryghed (sag C-190/24).

51

Det skal derfor efterprøves, om det koordinerede område som omhandlet i artikel 2, litra h), i direktiv 2000/31, den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og formålene med dette direktiv er begrænset i disse to henseender, hvilket ville betyde, at de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger ikke er omfattet af den mekanisme, der er fastsat i direktivets artikel 3.

52

Hvad i første række angår spørgsmålet om, hvorvidt det koordinerede område er begrænset til de krav og områder, der er reguleret ved harmoniseringsbestemmelserne i kapitel II og III i direktiv 2000/31, skal det for det første bemærkes, at det fremgår af ordlyden af dette direktivs artikel 2, litra h), nr. i) og ii), at det koordinerede område, der er omhandlet i denne bestemmelse, omfatter alle de krav, der er fastsat i medlemsstaternes retssystemer vedrørende adgang til at påbegynde aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester eller udøvelsen heraf, med undtagelse af krav såsom dem, der gælder for varer, levering af varer og tjenester, der ikke leveres elektronisk. Navnlig gør denne definition ikke det koordinerede område betinget af, at kun de områder, der er harmoniseret ved dette direktiv, er omfattet.

53

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, skal det bemærkes, at artikel 3, stk. 3, i direktiv 2000/31, sammenholdt med bilaget hertil, fastsætter, at den mekanisme, der er omhandlet i denne artikel 3, stk. 1 og 2, i det væsentlige ikke finder anvendelse på intellektuel ejendomsret, udstedelse af elektroniske penge, institutter for kollektiv investering i værdipapirer, forsikringer, visse aspekter ved kontrakter og tilladelse til uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post. Som generaladvokaten har anført i punkt 62 i forslaget til afgørelse, ville det imidlertid ikke have været nødvendigt at udelukke sådanne aspekter fra den nævnte mekanisme, hvis det koordinerede område var begrænset til de krav og områder, der er reguleret i samme direktivs kapitel II og III.

54

Hvad for det tredje angår formålet med direktiv 2000/31 bemærkes, at det fremgår af artikel 1, stk. 1 og 2, sammenholdt med ottende betragtning til dette direktiv, at direktivet har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked. Først skaber det en retlig ramme, der sikrer fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne, og som bl.a. består i anvendelsen af den mekanisme, der er omhandlet i denne artikel 3, stk. 1 og 2, hvorefter informationssamfundstjenester inden for rammerne af det koordinerede område kun reguleres i den medlemsstat, på hvis område udbyderne af disse tjenester er etableret. Dernæst fastsætter samme direktiv bl.a. i kapitel II og III bestemmelser, som i det omfang, det er nødvendigt for at nå dette mål, tilnærmer visse nationale bestemmelser, der finder anvendelse på sådanne tjenester.

55

Artikel 2, litra h), og artikel 3 i direktiv 2000/31 på den ene side og bestemmelserne i direktivets kapitel II og III på den anden side udgør således to midler, som er forskellige, om end komplementære i forhold til deres formål. Som generaladvokaten har anført i punkt 56 i forslaget til afgørelse, er de principper, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, således først og fremmest relevante, når der er tale om nationale bestemmelser, for hvilke direktivet ikke foreskriver harmonisering. Under disse omstændigheder ville en udelukkelse fra det koordinerede område af ethvert krav eller ethvert område, der ikke er omfattet af direktivets kapitel II og III, være i strid med direktivets formål, idet de grundlæggende principper om hjemlandstilsyn og gensidig anerkendelse, der er fastsat i samme direktivs artikel 3, stk. 1 og 2, ville blive frataget deres virkning for så vidt angår andre krav og områder end dem, der er omfattet af disse kapitler.

56

Det følger heraf, at det koordinerede område, der er omhandlet i artikel 2, litra h), i direktiv 2000/31, ikke er begrænset til de krav og områder, der er reguleret ved harmoniseringsbestemmelserne i dette direktivs kapitel II og III.

57

Hvad i anden række angår spørgsmålet om, hvorvidt det koordinerede område ligeledes finder anvendelse på generelle og abstrakte bestemmelser, der henhører under medlemsstaternes strafferet, og på nationale bestemmelser, der forfølger formål af hensyn til den offentlige orden, sikkerhed og tryghed, skal det for det første bemærkes, at det fremgår af selve ordlyden af artikel 2, litra h), i direktiv 2000/31, at en lovgivnings generelle og abstrakte karakter først ikke kan have til følge, at denne lovgivning udelukkes fra det koordinerede område.

58

Dernæst fremgår det heraf, at de bestemmelser, der henhører under strafferetten eller forfølger de ovennævnte formål, principielt er en del af det koordinerede område, for så vidt som de fastsætter krav vedrørende adgangen til at påbegynde aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester eller udøvelsen heraf, som ikke er udelukket i henhold til dette direktivs artikel 2, litra h), nr. ii). I denne henseende skal det fastslås, at de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger åbenbart ikke er omfattet af de krav, der er udelukket fra det koordinerede område i henhold til denne sidstnævnte bestemmelse, såsom krav til varer som sådan, krav til levering heraf eller krav til tjenester, som ikke ydes elektronisk.

59

Hvad for det andet angår den sammenhæng, hvori artikel 2, litra h), i direktiv 2000/31 indgår, skal det bemærkes, at kun regler, der er vedtaget på området for beskatning, databeskyttelse, karteller, notarvirksomhed, repræsentation i retssager og pengespil, specifikt er udelukket fra dette direktivs anvendelsesområde ved direktivets artikel 1, stk. 5. For så vidt som de ikke vedrører de områder, der er udelukket ved denne bestemmelse, kan lovgivninger, der henhører under strafferetten eller forfølger formål vedrørende den offentlige orden, sikkerhed og tryghed, følgelig være omfattet af direktivets anvendelsesområde og således af det koordinerede område som omhandlet i nævnte artikel 2, litra h).

60

Det er imidlertid ubestridt, at de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger ikke vedrører de områder, der er udelukket ved artikel 1, stk. 5, i direktiv 2000/31.

61

Disse lovgivninger er heller ikke omfattet af de undtagelser, der er nævnt i bilaget til direktiv 2000/31, og som er nævnt i nærværende doms præmis 56, og som vedrører de tilfælde, hvor denne artikel 3, stk. 1 og 2, i overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 3, ikke finder anvendelse. Som generaladvokaten har anført i punkt 62 i forslaget til afgørelse, er den udtrykkelige udelukkelse i dette bilag af visse områder, der ikke er harmoniseret ved dette direktiv, fra den mekanisme, der er omhandlet i stk. 1 og 2, udtømmende, hvilket betyder, at andre ikke-harmoniserede områder, såsom strafferet, samt beskyttelse af den offentlige orden, sikkerhed og tryghed henhører under det koordinerede område og denne mekanisme.

62

Hvad nærmere bestemt angår nationale lovgivninger, der forfølger formål vedrørende den offentlige orden, sikkerhed og tryghed, understøttes denne fortolkning endvidere af bestemmelsen i artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31, hvorefter medlemsstaterne på visse betingelser kan træffe foranstaltninger til fravigelse af stk. 2, for så vidt som disse foranstaltninger er nødvendige af hensyn til bl.a. den offentlige orden og den offentlige sikkerhed, herunder beskyttelsen af den nationale sikkerhed. Denne bestemmelse giver således selv andre medlemsstater end den, på hvis område en leverandør af informationssamfundstjenester er etableret, mulighed for at træffe foranstaltninger inden for det koordinerede område, hvis de er nødvendige af en af disse grunde.

63

Hvad angår de strafferetlige bestemmelser fremgår det af 8. betragtning til direktiv 2000/31, at dette direktiv har til formål at sikre den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester og ikke at harmonisere det strafferetlige område »som sådant«. Dette direktiv underlægger således ikke de strafferetlige krav, der er fastsat i medlemsstaternes retssystemer, og som finder anvendelse på leverandører af informationssamfundstjenester eller de nævnte tjenester, nogen harmonisering. Det præciseres i 26. betragtning til samme direktiv, at det er i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i direktivet, at medlemsstaterne kan anvende deres nationale strafferet og strafferetspleje. Den sondring, der foretages i direktiv 2000/31 mellem på den ene side tilnærmelsen af visse nationale bestemmelser, der er omhandlet i samme direktivs artikel 1, stk. 2, og på den anden side det koordinerede område, der er defineret i direktivets artikel 2, litra h), understøtter således konklusionen om, at strafferetlige bestemmelser, uden dog at være genstand for en harmonisering, kan henhøre under det koordinerede område.

64

For det tredje ville en generel udelukkelse fra det koordinerede område af enhver lovgivning, der henhører under strafferetten, og/eller som forfølger formål vedrørende den offentlige orden, sikkerhed og tryghed, i mangel af andre udtrykkelige angivelser fra EU-lovgiver end dem, der er nævnt i nærværende doms præmis 58-61, være i strid med målet om at sikre den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester.

65

Under disse omstændigheder omfatter direktiv 2000/31 de bestemmelser, der opstiller krav til adgangen til at påbegynde aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester eller udøvelsen heraf, uanset deres art eller det område, som de henhører under i henhold til national ret, med undtagelse af de krav eller områder, som i medfør af dette direktivs artikel 1, stk. 5, artikel 2, litra h), nr. ii), eller artikel 3, stk. 3, udtrykkeligt er udelukket fra direktivets anvendelsesområde, fra det koordinerede område eller fra den mekanisme, der er omhandlet i denne artikel 3, stk. 1 og 2. Nationale bestemmelser, der henhører under strafferetten og/eller forfølger formål vedrørende den offentlige orden, sikkerhed og tryghed, er derfor ikke som sådan udelukket fra anvendelsesområdet for det koordinerede område.

66

Det følger således af nærværende doms præmis 57-65, at de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger henhører under det koordinerede område, forudsat at de indeholder sådanne krav til at påbegynde aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester eller udøvelsen heraf som omhandlet i artikel 2, litra h), nr. i), i direktiv 2000/31.

67

I denne henseende bemærkes for så vidt angår sag C-188/24, at Domstolen allerede har fastslået, at en national foranstaltning, der pålægger en udbyder af en informationssamfundstjeneste ved hjælp af en oplysningspligt at betinge adgangen til sin tjeneste, udgør et krav vedrørende udøvelsen af en aktivitet som omhandlet i artikel 2, litra h), nr. i), i direktiv 2000/31 (jf. i denne retning dom af 1.10.2020, A (Reklame og onlinesalg af lægemidler), C-649/18, EU:C:2020:764, præmis 88).

68

En anordning til alderskontrol af brugerne af en informationssamfundstjeneste, der giver adgang til pornografisk indhold, har imidlertid til formål at betinge disse brugeres adgang til denne tjeneste.

69

For så vidt angår sag C-190/24 skal det bemærkes, at forbuddet mod, at operatører af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering videreformidler oplysninger, der overføres af deres brugere, om visse former for færdselskontrol, indebærer en begrænsning af en sådan tjenestes almindelige funktioner, som har til formål at gøre brugerne bekendt med trafikforhold. Et sådant forbud udgør således et krav vedrørende denne tjenestes indhold.

70

Det følger heraf, at de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger indeholder krav vedrørende udøvelsen af aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester som omhandlet i artikel 2, litra h), nr. i), andet led, i direktiv 2000/31. Disse bestemmelser henhører således under det koordinerede område og således under den mekanisme, der er omhandlet i dette direktivs artikel 3, stk. 1 og 2.

71

Som anført i nærværende doms præmis 45-49, 54 og 55 reguleres informationssamfundstjenester i henhold til denne mekanisme – som hviler på det grundlæggende princip om hjemlandstilsyn og det grundlæggende princip om gensidig anerkendelse, der er fastsat i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/31 – inden for rammerne af det koordinerede område alene i den medlemsstat, på hvis område udbyderne af disse tjenester er etableret.

72

Navnlig er det i denne artikel 3, stk. 2, fastsat, at medlemsstaterne ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, må begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

73

Under disse omstændigheder skal det efterprøves, om de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger begrænser den frie bevægelighed for disse tjenesteydelser.

74

I denne henseende fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den i sag C-188/24 omhandlede lovgivning forpligter operatører – idet de ellers kan pålægges administrative og strafferetlige sanktioner – af pornografiske websteder til at betinge brugernes adgang til disse steder ved hjælp af en anordning til alderskontrol af disse brugere med henblik på at forbyde mindreårige denne adgang. Forpligtelsen til at indføre en sådan anordning, for så vidt som den finder anvendelse på udbydere af disse tjenester etableret i andre medlemsstater, udgør således en restriktion for den frie bevægelighed for disse tjenester som omhandlet i artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 2000/31.

75

For så vidt angår den i sag C-190/24 omhandlede lovgivning skal det bemærkes, at denne lovgivning fastsætter en mulighed for – idet der ellers kan pålægges strafferetlige sanktioner – at forbyde operatører af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering at videreformidle oplysninger, som deres brugere har fremsendt vedrørende visse former for færdselskontrol. Disse operatører kan således på grundlag af den nævnte lovgivning være tvunget til at begrænse denne tjenestes funktioner på det franske område.

76

I denne henseende fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at dekret 2021-468 om gennemførelse af færdselslovens artikel L. 130-11 finder anvendelse på enhver operatør af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering, uanset om denne operatør er etableret på det franske område eller på en anden medlemsstats område.

77

Det må derfor fastslås, at denne lovgivning, for så vidt som den ligeledes finder anvendelse på operatører af en sådan tjeneste, der er etableret i andre medlemsstater, kan indebære en restriktion for den frie bevægelighed for denne tjeneste.

78

Når dette er præciseret, skal det bemærkes, at artikel 3, stk. 4, i direktiv 2000/31 på visse betingelser gør det muligt at fravige det princip, der er fastsat i denne artikel 3, stk. 2. Det skal derfor undersøges, om de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger kan opfylde disse betingelser.

79

Det skal indledningsvis i første række bemærkes, at medlemsstaterne i henhold til artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31 for en bestemt informationssamfundstjeneste kan træffe foranstaltninger til fravigelse af denne artikels stk. 2, under forudsætning af at disse foranstaltninger for det første er nødvendige for at sikre ufravigelige retsgrundsætninger, beskyttelse af folkesundheden, den offentlige sikkerhed eller beskyttelse af forbrugerne, for det andet, at de træffes over for en informationssamfundstjeneste, som faktisk tilsidesætter disse mål, eller som udgør en alvorlig og tungtvejende risiko for en tilsidesættelse af disse mål, og, for det tredje, at de står i et rimeligt forhold til de nævnte mål (dom af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 303 og den deri nævnte retspraksis).

80

I anden række betinger dette direktivs artikel 3, stk. 4, litra b), denne mulighed af overholdelse af et processuelt regelsæt, nemlig en resultatløs opfordring til den medlemsstat, hvor de pågældende tjenesteydere er etableret, til at træffe tilstrækkelige foranstaltninger samt meddelelse til etableringsmedlemsstaten og til Kommissionen om, at den har til hensigt at træffe sådanne foranstaltninger.

81

Hvad angår den første af de betingelser, der er opregnet i artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31, skal det efterprøves, om de formål, der forfølges med de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger, svarer til dem, der er omhandlet i denne bestemmelse, og om det kan lægges til grund, at de foranstaltninger, der pålægges ved disse lovgivninger, er nødvendige for at sikre disse formål.

82

For så vidt angår den i sag C-188/24 omhandlede lovgivning fremgår det af artikel 3, stk. 4, litra a), nr. i), første led, i direktiv 2000/31, at begrebet »ufravigelige retsgrundsætninger« i denne bestemmelse bl.a. omfatter beskyttelsen af mindreårige og bekæmpelsen af krænkelser af enkeltpersoners værdighed, hvilket svarer til de mål, der forfølges med denne lovgivning.

83

Hvad angår den i sag C-190/24 omhandlede lovgivning skal det bemærkes, at ud over ufravigelige retsgrundsætninger og især forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning af lovovertrædelser som omhandlet i artikel 3, stk. 4, litra a), nr. i), første led, i direktiv 2000/31 fremgår den offentlige sikkerhed og den nationale sikkerhed af denne bestemmelses tredje led. Hensynet til den offentlige orden, sikkerhed og tryghed kan således begrunde forbud mod videreformidling af oplysninger om færdselskontroller som dem, der er fastsat i denne lovgivning.

84

For så vidt angår den anden af de betingelser, der er opregnet i artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31, hvorefter de foranstaltninger, der fraviger denne artikel 3, stk. 2, skal træffes over for en bestemt informationssamfundstjeneste, som krænker de mål, der er nævnt i nærværende doms præmis 84-86, eller som udgør en alvorlig og tungtvejende risiko for en krænkelse af disse mål, skal det bemærkes, at denne betingelse skal fortolkes således, at generelle og abstrakte foranstaltninger vedrørende en kategori af bestemte informationssamfundstjenester, der er beskrevet i generelle vendinger, og som finder anvendelse uden forskel på enhver tjenesteyder i denne kategori af tjenester, ikke opfylder disse betingelser (jf. i denne retning dom af 9.11.2023, Google Ireland m.fl.,C-376/22, EU:C:2023:835, præmis 60, af 30.5.2024, Airbnb Ireland og Amazon Services Europe, C-662/22 og C-667/22, EU:C:2024:432, præmis 70, og af 21.4.2026, Kommissionen mod Ungarn (Unionens værdier), C-769/22, EU:C:2026:326, præmis 309).

85

Hvad i det foreliggende tilfælde angår den i sag C-188/24 omhandlede lovgivning fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at straffelovens artikel 227-24 generelt forbyder enhver at fremstille, transportere eller formidle – på en hvilken som helst måde og uanset mediet – visse former for indhold eller budskaber, der kan blive set eller modtaget af mindreårige. Der er således i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms foregående præmis, tale om en generel og abstrakt lovgivning, der bl.a. omfatter en hel række kategorier af informationssamfundstjenester, der er beskrevet i vendinger, der finder anvendelse uden forskel på tjenesteydere, der henhører under disse kategorier, og som i givet fald er etableret i en anden medlemsstat. En sådan lovgivning kan således ikke opfylde den anden af de betingelser, der er opregnet i artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31.

86

Når dette er sagt, fremgår det af forelæggelsesafgørelsen, at ud over det generelle forbud, der er fastsat i straffeloven, fastsætter artikel 23 i lov 2020-936, at en bestemt administrativ myndighed, nemlig formanden for ARCOM, individuelt pålægger en udbyder af en offentlig onlinekommunikationstjeneste med pornografisk indhold at træffe enhver foranstaltning, der kan hindre mindreåriges adgang til dette indhold. I det tilfælde, hvor denne udbyder ikke efterkommer et sådant påbud, kan denne administrative myndighed desuden anlægge sag med henblik på at få indført tekniske foranstaltninger, der har til formål at hindre udbredelsen af det nævnte indhold.

87

Artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31 udelukker imidlertid ikke, at en medlemsstat kan vedtage lovbestemmelser, der under overholdelse af de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, fastsætter et individuelt påbud til udbydere af en informationssamfundstjeneste, såsom offentlige kommunikationstjenester med pornografisk indhold. Henset til deres individualiserede karakter kan sådanne påbud således kvalificeres som foranstaltninger, der er truffet over for en bestemt informationssamfundstjeneste, som krænker de mål, der er omhandlet i nærværende doms præmis 85, eller som udgør en alvorlig og tungtvejende risiko for en krænkelse af disse mål som omhandlet i denne bestemmelse.

88

For så vidt angår den lovgivning, der er omhandlet i sag C-190/24, fremgår det af færdselslovens artikel L. 130-11 og af dekret 2021-468, at den kompetente administrative myndighed kan forbyde enhver operatør af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering, ved hjælp af denne tjeneste at videreformidle enhver meddelelse eller oplysning fra brugerne af denne tjeneste, når denne videreformidling kan gøre det muligt for andre brugere at unddrage sig visse former for færdselskontrol.

89

I denne henseende giver artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31 en medlemsstat mulighed for at vedtage bestemmelser, der fastsætter, at der skal træffes foranstaltninger over for en bestemt informationssamfundstjeneste, som krænker de mål, der er nævnt i nærværende doms præmis 83, eller som udgør en alvorlig og tungtvejende risiko for en krænkelse af disse mål som omhandlet i denne bestemmelse.

90

Det følger heraf, at foranstaltninger, der kan vedtages i henhold til de regler, der er nævnt i nærværende doms præmis 85 og 88, såsom individuelle påbud fra udbydere af offentlige kommunikationstjenester med pornografisk indhold, eller afgørelser om forbud rettet til operatørerne af en given tjeneste mod at videreformidle visse informationer, kan udgøre foranstaltninger, der er truffet over for en bestemt informationssamfundstjeneste som omhandlet i artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31.

91

Hvad angår den tredje af de betingelser, der er opregnet i artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31, dvs. forholdsmæssigheden af de foranstaltninger, der er truffet i lyset af de mål, der forfølges med de i tvisterne i hovedsagerne omhandlede lovgivninger, skal det for så vidt angår sag C-188/24 bemærkes, at artikel 28b, stk. 3, litra f), i direktiv 2010/13, der finder anvendelse ratione temporis fra den 19. september 2020 på tjenester, hvis formål er levering af programmer og videoer, såsom de i denne sag omhandlede tjenester, identificerer indførelsen af systemer til alderskontrol af brugere af videodelingsplatforme således, at de gør det muligt at beskytte mindreårige mod indhold, der kan skade deres fysiske, psykiske eller moralske udvikling.

92

I denne henseende bemærkes, at den menneskelige værdighed i henhold til chartrets artikel 1 er ukrænkelig. Den skal respekteres og beskyttes. Endvidere fastsætter chartrets artikel 24, stk. 1, at børn bl.a. har ret til den beskyttelse og omsorg, der er nødvendig for deres trivsel.

93

59. betragtning til direktiv 2010/13 afspejler den grundlæggende karakter af retten til den menneskelige værdighed og hensynet til barnets tarv, der følger af chartrets artikel 1 og 24, for så vidt som der heri fremhæves betydningen af at beskytte mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling og beskyttelsen af den menneskelige værdighed i alle audiovisuelle medietjenester. Denne betydning kræver, således som det fremgår af dette direktivs artikel 6a og 28b, at det i forbindelse med medlemsstaternes gennemførelse af direktiv 2000/31 og 2010/13 og i overensstemmelse med de nærmere bestemmelser om princippet om gensidig anerkendelse sikres, at mindreårige reelt forhindres i at få adgang til pornografisk indhold.

94

Det følger heraf, at en national foranstaltning, der pålægger tjenesteyderen af en given tjeneste at indføre et system til alderskontrol af brugerne af pornografiske websteder, skal anses for at stå i et rimeligt forhold til målet om beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed som omhandlet i artikel 3, stk. 4, litra a), i direktiv 2000/31, når denne tjenesteyder ikke har truffet passende foranstaltninger som omhandlet i artikel 28b i direktiv 2010/13.

95

Artikel 15 i forordning 2024/1083, der finder anvendelse ratione temporis fra den 8. maj 2025 på de i sag C-188/24 omhandlede tjenester, har i øvrigt indført et struktureret samarbejde mellem de anmodende myndigheder og de anmodede myndigheder, der gør det muligt at indgive en behørigt begrundet anmodning til en anmodet myndighed om at træffe nødvendige og forholdsmæssige foranstaltninger med henblik på en effektiv håndhævelse af de forpligtelser, der pålægges i henhold til artikel 28b, stk. 1-3, i direktiv 2010/13. Hvis anvendelsen af den mekanisme, der er indført ved denne artikel 15, ikke fører til en mindelig løsning mellem de pågældende medlemsstater, kan friheden – således som det fremgår af 45. betragtning til denne forordning – til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat kun begrænses, hvis betingelserne i artikel 3 i direktiv 2000/31 er opfyldt, og den i artikel 3 deri fastsatte procedure er blevet fulgt.

96

Hvad angår sag C-190/24 fremgår det, med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse, at muligheden for et forbud mod videreformidling, der er fastsat i den i denne sag omhandlede lovgivning, står i et rimeligt forhold til de mål om offentlig orden, sikkerhed og tryghed, der forfølges med denne lovgivning.

97

Når dette er sagt, kan lovgivning som de i sag C-188/24 og sag C-190/24 omhandlede kun gennemføres, for så vidt som det sikres, at de processuelle betingelser, der er fastsat i artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2000/31, overholdes.

98

Hvad angår disse proceduremæssige forpligtelser, dvs. forpligtelsen til at indgive en forudgående og resultatløs anmodning til den medlemsstat, hvor den pågældende tjenesteudbyder er etableret, om, at denne selv træffer foranstaltninger, og pligten til at give forudgående meddelelse til Kommissionen og denne medlemsstat, skal det bemærkes, at disse forpligtelser udgør væsentlige processuelle krav, der begrunder, at ikke-anmeldte foranstaltninger, der begrænser den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester, ikke kan gøres gældende over for borgerne (jf. i denne retning dom af 19.12.2019, Airbnb Ireland,C-390/18, EU:C:2019:1112, præmis 94).

99

For så vidt angår sag C-190/24 fremgår det ganske vist af udtrykket »uden at det berører« i artikel 3, stk. 4, litra b), i direktiv 2000/31, at de proceduremæssige forpligtelser, der er fastsat i denne bestemmelse, ikke finder anvendelse i forbindelse med retssager, herunder forudgående retsmøder og handlinger, der udføres i forbindelse med efterforskning af kriminalsager, hvilket ligeledes bekræftes i 26. betragtning til dette direktiv for så vidt angår forpligtelsen til at give meddelelse til Kommissionen.

100

Med forbehold af den forelæggende rets efterprøvelse skal det imidlertid fastslås, at de forbud mod videreformidling, der er fastsat i den i denne sag omhandlede lovgivning, ikke i sig selv synes at være omfattet af sådanne sager og handlinger, medmindre den færdselskontrol, der er omfattet af forbuddet, anordnes i forbindelse med en strafferetlig efterforskning.

101

Når dette er sagt kan en medlemsstat i medfør af artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/31 fravige de proceduremæssige forpligtelser, der er fastsat i dette direktivs artikel 3, stk. 4, litra b), i hastende tilfælde. I så fald gives der snarest muligt meddelelse herom med angivelse af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et hastende tilfælde.

102

Det tilkommer den forelæggende ret i givet fald at efterprøve, om betingelserne i artikel 3, stk. 4, eller artikel 3, stk. 5, i direktiv 2000/31 er opfyldt.

103

Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det første til det tredje spørgsmål i sag C-188/24 samt det første og det andet spørgsmål i sag C-190/24 besvares med, at artikel 2, litra h), og artikel 3 i direktiv 2000/31 skal fortolkes således, at

104

Med det tredje spørgsmål i sag C-190/24 har den forelæggende ret anmodet Domstolen om en fortolkning af artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31. Det fremgår af begrundelsen for forelæggelsesafgørelsen og af de skriftlige og mundtlige indlæg for Domstolen i denne sag, at dette spørgsmål er baseret på den forudsætning, at operatøren af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering er omfattet af artikel 14 i direktiv 2000/31.

105

Under disse omstændigheder skal det lægges til grund, at den forelæggende ret med dette spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 14, stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31 skal fortolkes således, at operatøren af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering er omfattet af disse bestemmelser, og om denne artikel 15, stk. 1, er til hinder for en national lovgivning, der gør det muligt at forbyde denne operatør at videreformidle oplysninger om visse former for færdselskontrol.

106

Hvad i første række angår artikel 14 i direktiv 2000/31 vedrører denne bestemmelse oplagring (»hosting«), dvs., således som det fremgår af denne artikels stk. 1, en »informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager«. Denne definition udelukker ikke, at en tjeneste, der ligeledes har til formål at formidle eller dele sådanne oplysninger, på visse betingelser kan være omfattet af begrebet »oplagring (»hosting«)« (jf. i denne retning dom af 16.2.2012, SABAM,C-360/10, EU:C:2012:85, præmis 27, af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 106, og af 26.4.2022, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-401/19, EU:C:2022:297, præmis 28).

107

Når dette er sagt, er det forhold, at den tjenesteydelse, som leveres af operatøren, omfatter oplagring af oplysninger, som er fremsendt til denne, under alle omstændigheder ikke i sig selv tilstrækkelig til at konkludere, at ydelsen er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31 (jf. i denne retning dom af 12.7.2011, L’Oréal m.fl.,C-324/09, EU:C:2011:474, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis).

108

I denne henseende bemærkes, at det, for at dette er tilfældet, er afgørende, at den pågældende tjenesteyder er en tjenesteyder, der handler med »formidleransvar« som omhandlet i bestemmelserne i kapitel II, afdeling 4, i direktiv 2000/31. Som det fremgår af 42. betragtning til direktivet, omfatter de fritagelser for ansvar, der er fastlagt i dette direktiv, herunder dem, der er fastsat i artikel 14 heri, kun de tilfælde, hvor en tjenesteyders aktivitet er begrænset til den tekniske drift af og indrømmelse af adgang til et kommunikationsnet. Det fremgår endvidere af denne 42. betragtning, at denne aktivitet udelukkende er teknisk, automatisk og passiv, hvilket indebærer, at leverandøren af informationssamfundstjenesten hverken har kendskab til eller kontrol over de informationer, der transmitteres eller oplagres (jf. i denne retning dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 105).

109

Med henblik på at tage stilling til, om operatøren af en sådan tjenesteydelse i henhold til artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31 kan fritages for ansvar for det indhold, der oplagres, skal det således undersøges, om den rolle, som denne operatør udøver, er neutral, dvs. om den pågældendes adfærd udelukkende er teknisk, automatisk og passiv, hvilket indebærer, at vedkommende ikke har kendskab til eller kontrol over det indhold, der oplagres, eller om den nævnte operatør tværtimod har spillet en aktiv rolle, som giver den pågældende kendskab til eller kontrol over dette indhold (jf. i denne retning dom af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 106 og den deri nævnte retspraksis).

110

Henset til 42. betragtning til direktiv 2000/31 skal disse to betingelser om kendskab og kontrol forstås som alternative og indbyrdes selvstændige betingelser. En operatør af en informationssamfundstjeneste, der kontrollerer den oplagrede information, er følgelig udelukket fra at være omfattet af dette direktivs artikel 14, stk. 1, selv om den pågældende ikke får kendskab til disse oplysninger på grund af automatiseringen af behandlingen heraf.

111

Som generaladvokaten i det væsentlige har anført i punkt 239 i forslaget til afgørelse, er det bl.a. ved hjælp af den anvendte algoritme, at en sådan operatør udøver kontrol over de oplagrede informationer. Så længe denne operatør ved hjælp af denne algoritme på forhånd har fastsat betingelserne for, om sådanne oplysninger skal videreformidles eller ej, er det uden betydning, at denne operatør ikke selv foretager yderligere indgreb, der har til virkning at fremme, ændre eller slette oplagrede oplysninger med henblik på deres videreformidling.

112

Det skal i denne henseende præciseres, at hvis den anvendte algoritme, ud over den blotte kategorisering og indeksering af oplysninger med henblik på at forbedre tilgængeligheden heraf, i operatørens eller dennes tjenestes interesse bestemmer, på hvilke betingelser, på hvilken måde og i hvilken prioritetsrækkefølge denne information skal udbredes, eller om de overhovedet skal udbredes, udøver den nævnte operatør kontrol over denne information, således at den tjeneste, som operatøren udbyder, ikke kan kvalificeres som en »informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager« som omhandlet i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31 (jf. i denne retning dom af 23.3.2010, Google France og Google, C-236/08 – C-238/08, EU:C:2010:159, præmis 115 og 117, af 12.7.2011, L’Oréal m.fl.,C-324/09, EU:C:2011:474, præmis 116, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 114).

113

I et sådant tilfælde finder de forpligtelser, som direktivets artikel 15, stk. 1, pålægger medlemsstaterne, ikke anvendelse i forhold til operatøren af en sådan tjeneste, som udøver kontrol som omhandlet i nærværende doms foregående præmis, i overensstemmelse med bestemmelsens ordlyd, som betinger dens anvendelse af, at der foreligger en levering af tjenesteydelser som omhandlet i bl.a. artikel 14 i direktiv 2000/31.

114

Det tilkommer den forelæggende ret at foretage den nødvendige efterprøvelse i denne henseende.

115

Såfremt – i anden række – den forelæggende ret måtte fastslå, at rollen for en tjenesteyder såsom Coyote System er neutral som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i nærværende doms præmis 112, og at den tjeneste, som denne udbyder, derfor kan kvalificeres som en »informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager« som omhandlet i artikel 14, stk. 1, i direktiv 2000/31, skal den prøve, om en sådan tjenesteyder kan være genstand for et forbud mod videreformidling med hensyn til visse former for færdselskontrol i henhold til denne artikel 14, stk. 3, og om et sådant forbud er foreneligt med dette direktivs artikel 15, stk. 1.

116

Hvad for det første angår artikel 14, stk. 3, i direktiv 2000/31 følger det af denne bestemmelse, at denne artikel 14 ikke berører en domstols eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystemer at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den. Domstolen har præciseret, at et sådant påbud også kan udstedes i tilfælde, hvor tjenesteyderen ikke anses for ansvarlig i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i nævnte artikel 14, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Glawischnig-Piesczek,C-18/18, EU:C:2019:821, præmis 24 og 25, og af 22.6.2021, YouTube og Cyando, C-682/18 og C-683/18, EU:C:2021:503, præmis 131). Endvidere berører dette direktivs artikel 14, således som det fremgår af bestemmelsens stk. 3, heller ikke medlemsstaternes mulighed for at fastlægge procedurer for at fjerne oplagret information eller hindre adgangen til den.

117

Artikel 14, stk. 3, i direktiv 2000/31, sammenholdt med denne artikels stk. 1, skal fortolkes således, at denne bestemmelse vedrører påbud om, at en udbyder af en informationssamfundstjeneste som omhandlet i dette stk. 1 skal bringe enhver overtrædelse begået af en tjenestemodtager som følge af bl.a. tilstedeværelsen af ulovlig information, der er oplagret på den pågældendes websted eller platform, til ophør ved at fjerne denne information eller ved at deaktivere adgangen til eller forhindre andre overtrædelser af denne art, navnlig ved at fjerne eller blokere adgangen til ulovlig information, hvis indhold er identisk med eller svarer til information, der allerede er erklæret ulovlig (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Glawischnig-Piesczek,C-18/18, EU:C:2019:821, præmis 24 og 37).

118

Det påhviler navnlig den forelæggende ret at efterprøve, om det forbud mod at videreformidle oplysninger om visse former for færdselskontrol, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede lovgivning, har til formål at blokere adgangen til ulovlig information, der er oplagret på Coyote Systems platform, eller at bringe en ulovlig aktivitet eller overtrædelse fra tjenestebrugernes side til ophør eller at forhindre en sådan aktivitet eller overtrædelse som omhandlet i artikel 14, stk. 3, i direktiv 2000/31.

119

Hvad for det andet angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31 er til hinder for en sådan lovgivning, skal det bemærkes, at medlemsstaternes forbud mod at pålægge tjenesteydere, der handler med formidleransvar, en generel overvågningsforpligtelse er præciseret i 47. betragtning til dette direktiv, således at det ikke vedrører overvågningsforpligtelser »i særlige tilfælde«, og navnlig ikke berører de nationale myndigheders bekendtgørelser i henhold til national lovgivning vedrørende sådanne tilfælde (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Glawischnig-Piesczek,C-18/18, EU:C:2019:821, præmis 34).

120

I denne henseende har Domstolen allerede fastslået, at et påbud til en hosting-udbyder om at fjerne præcise elementer af det oplagrede indhold, som er identisk med eller svarer til indhold, der er erklæret ulovligt af en national ret, ikke kan pålægge denne hosting-udbyder en forpligtelse til generelt at overvåge den information, som denne oplagrer. Et sådant påbud forpligter navnlig ikke hosting-udbyderen til at foretage en selvstændig vurdering af det oplagrede indhold, eftersom denne kan begrænse sig til at identificere det indhold, der er omfattet af påbuddet, ved hjælp af automatiserede søgninger (jf. i denne retning dom af 3.10.2019, Glawischnig-Piesczek,C-18/18, EU:C:2019:821, præmis 46 og 47).

121

Den forelæggende ret har udtrykkeligt fremhævet, at operatøren af en elektronisk kørsels- eller navigationsstøttetjeneste baseret på geolokalisering kan overholde de forbud mod at videreformidle oplysninger om visse former for færdselskontrol, der er fastsat i den i hovedsagen omhandlede lovgivning, uden at skulle gøre sig bekendt med indholdet af de meddelelser, der transmitteres af brugerne, og som angiver sådanne færdselskontroller. Det fremgår således klart, at de oplysninger, der er genstand for disse forbud mod videreformidling, er afgrænset på en sådan måde, at den pågældende operatør automatisk kan forhindre videreformidling heraf.

122

Henset til ovenstående betragtninger skal det tredje spørgsmål i sag C-190/24 besvares med, at artikel 14, stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i direktiv 2000/31 skal fortolkes således, at

123

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Store Afdeling) for ret: