Appel iværksat den 6. februar 2023 af Republikken Østrig til prøvelse af dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 30. november 2022 i sag T-101/18, Republikken Østrig mod Europa-Kommissionen

(Sag C-59/23 P)

(2023/C 104/24)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Republikken Østrig (ved M. Klamert og F. Koppensteiner som befuldmægtigede, bistået af Rechtsanwalt H. Kristoferitsch)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Storhertugdømmet Luxemburg, Den Tjekkiske Republik, Den Franske Republik, Ungarn, Republikken Polen, Den Slovakiske Republik, Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Republikken Østrig har gjort fire appelanbringender gældende.

Den appellerede dom fremstår for så vidt som retsstridig, idet den manglende afholdelse af en offentlig udbudsprocedure i modsætning til Rettens retsopfattelse har virkning på støttesagen og bevirker, at den omtvistede afgørelse er retsstridig.

I den appellerede dom tiltrædes med urette, at Kommissionens prøvelse af proportionaliteten var tilstrækkelig. Dette gælder så meget desto mere som for det første, at det er uklart, hvad støtteforanstaltningen præcist består i, og for det andet er støttens subventionsækvivalent ikke fastlagt.

Retten har med urette afvist, at der foreligger uforholdsmæssige konkurrencefordrejninger og er etableret en dominerende stilling på markedet. Retten har herved overset, at der med nedlukningen af kernekraftværket Pakis I vil blive frigivet energikapacitet, således at der sikres konkurrence på et liberaliseret marked for elektricitet. Desuden blev Park I og II drevet parallelt længere en planlagt. De to virksomheders uafhængighed er ikke sikret.

Retten har med urette afvist, at støtteelementerne er utilstrækkeligt fastlagt. Den manglende afholdelse af en offentlig udbudsprocedure, den manglende hensyntagen til omkostningerne til ekstern finansiering samt den manglende beregning af en subventionsækvivalent er alle sammen forhold, der taler for en utilstrækkelig fastlæggelse af støttens størrelse.

(1)   EUT 2017, L 317, s. 45.