—

Sagsøgeren har gjort gældende, at hun handler i medfør af den generelle ret til åbenhed i institutionernes arbejde, som tilkommer unionsborgere med henblik på at indhente nødvendige oplysninger, således som denne ret er sikret alle unionsborgere i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (1) af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter.

—

Sagsøgeren har endvidere anført, at hun ved at få kendskab til den supplerende åbningsskrivelse, konkret vil kunne udøve sin ret til information, idet hun efter mere end seks år vil blive bekendt med begrundelsen for, hvorfor Kommissionen endnu ikke har afgivet en begrundet udtalelse.

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i retten til information, dvs. muligheden for at få kendskab til Kommissionens og Den Italienske Republiks arbejde på området for retsvæsenets uafhængighed, hvilket er en vigtig betingelse for retsstatsprincippet, der indebærer, at bestemmelserne om undtagelse fra retten til aktindsigt skal fortolkes strengt.

—

Domstolen har allerede i dom af 16. juli 2020 og dom af 7. april 2022 fastslået, at samtlige regler, som gælder for honorære dommere i Italien, og særligt for honorære fredsdommere, absolut er uanvendelige og i strid med kontradiktionsprincippet.

—

Det er i strid med reglerne om gennemsigtighed og om udbredelse af EU-institutionernes dokumenter at nægte, at der foreligger en mere tungtvejende offentlig interesse i at få kendskab til Kommissionens klagepunkter i den supplerende åbningsskrivelse af 15. juli 2022, som er blevet fremhævet i den nationale presse og som har været genstand for en sammenfattet meddelelse fra Europa-Kommissionen selv, hvorimod det ikke kan påstås, at der foreligger en sådan interesse for så vidt angår de fortrolige dokumenter og drøftelserne mellem Den Italienske Republik og Kommissionen.

—

Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at samtlige berørte parter gennem en undersøgelse af begrundelsen for retsakter får mulighed for at få kendskab til og forstå, hvordan institutionerne gennemfører traktaten, og at begrundelsespligten i denne henseende har såvel en kontrolfunktion som en inddragende funktion, idet den er medvirkende til at tydeliggøre hvilke bedømmelser, der er lagt til grund for institutionernes retsakter, og bidrager til at mindske det demokratiske underskud, som Unionen ofte beskyldes for.

—

Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten, eftersom den har begrænset sig til at angive generelle og stereotype oplysninger vedrørende begrundelsen for, hvorfor en udbredelse af den supplerende åbningsskrivelse af 15. juli 2022 undergraver »tilliden«, idet den har besvaret begæringen gennem en formulering, der alene indeholder meget få oplysninger, der kan føre til en virkelig prøvelse fra sagsøgerens og Rettens side af lovligheden af begrundelserne for det afslag, som ikke er tilstrækkeligt begrundet, navnlig for så vidt angår de begrundelser for et afslag på i det mindste delvis aktindsigt i den retsakt, som allerede er delvist offentliggjort med traktatbrudspakken af 15. juli 2022, og som kunne have givet en forståelse for indholdet af og begrundelserne for de supplerende påstande, der er fremsat mod Den Italienske Republik.

—

I afslaget på aktindsigt er det ikke tydeligt angivet, hvilke begrundelser, der er lagt til grund for afgørelsen eller hvad retsgrundlaget er, og der mangler ligeledes oplysninger om de faktiske omstændigheder, og om hvordan forskellige relevante interesser er taget i betragtning, og fordi afslaget påvirker udøvelsen af de rettigheder, der er omhandlet i artikel 17 og 47 i Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder, og fordi den vedtagne retsakt medfører en begrænsning af en i traktaten anerkendt rettighed for sagsøgeren, hvilket udgør et indgreb i grundlæggende rettigheder, skal begrundelsen så meget desto mere være stringent, præcis og punktlig, således at det er klart forståeligt, hvilke valg der er truffet.