1.

Den foreliggende appel rejser to spørgsmål med hensyn til advokatfirmaers repræsentation i forbindelse med direkte søgsmål, der anlægges for Unionens retsinstanser. Domstolen har fastslået, at disse spørgsmål er vigtige for EU-rettens ensartede anvendelse, sammenhæng eller udvikling ( 2 ).

2.

Det første spørgsmål drejer sig om, i hvilket omfang et advokatfirma kan være repræsenteret for Unionens retsinstanser af en advokat, der er partner i det pågældende firma, men som ikke er dets retlige repræsentant. I kendelse af 10. oktober 2022, Studio Legale Ughi e Nunziante mod EUIPO – Nunziante og Ughi (UGHI E NUNZIANTE) ( 3 ), som den foreliggende appel er iværksat til prøvelse af, fastslog Retten nemlig, at en advokat, der er partner i det advokatfirma, hvor den pågældende udøver sit erhverv, og som repræsenterer dette firma, ikke opfylder de krav om uafhængighed, der er fastsat i artikel 19, stk. 3, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol (herefter »statutten«), idet Retten herved anlagde en særligt streng fortolkning af repræsentationsfuldmagten, som adskiller sig fra de regler, der finder anvendelse i størstedelen af medlemsstaternes retssystemer.

3.

Det andet spørgsmål vedrører de retsvirkninger, som Retten knyttede til appellantens manglende iagttagelse af kravet om, at dennes repræsentanter skulle være uafhængige. Det spørgsmål opstår nemlig, om Retten, idet den afviste søgsmålet, uden at appellanten fik mulighed for at berigtige stævningen, anvendte en regel i retspraksis, der var i strid med retten til adgang til domstolsprøvelse, som er sikret ved artikel 47, stk. 1 og 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ( 4 ), og med proportionalitetsprincippet, som kommer til udtryk i chartrets artikel 52, stk. 1.

4.

I dette forslag til afgørelse vil jeg foreslå Domstolen at træffe afgørelse om, at appellen tages til følge, den appellerede kendelse ophæves, og sagen hjemvises til Retten.

5.

Jeg vil redegøre for grundene til, at jeg finder, at Retten begik en retlig fejl ved at antage, at de pågældende repræsentanter ikke opfyldte kravet om uafhængighed, uden at godtgøre, i hvilket omfang repræsentanternes status som partnere i advokatfirmaet åbenlyst var til skade for deres evne til at udføre deres forsvarsopgave.

6.

Jeg vil desuden foreslå Domstolen at behandle det tredje anbringende, for så vidt som dette rejser et vigtigt processuelt spørgsmål, som det nu er nødvendigt at afgøre. Jeg er nemlig af den opfattelse, at en regel, hvorefter en stævning, der er indleveret af en person, hvis repræsentant ikke opfylder betingelserne om uafhængighed, ikke kan berigtiges, og søgsmålet skal afvises, begrænser sagsøgerens ret til adgang til domstolsprøvelse på et urimeligt grundlag, der ikke er foreneligt med kravene i chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, og artikel 52, stk. 1.

7.

Statuttens artikel 19, stk. 1-4, som finder anvendelse på Retten i medfør af statuttens artikel 53, stk. 1, er affattet således:

»Medlemsstaterne såvel som Unionens institutioner repræsenteres for Domstolen af en befuldmægtiget, der udpeges for hver enkelt sag; den befuldmægtigede kan bistås af en rådgiver eller af en advokat.

De stater, som er parter i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde [af 2. maj 1992 ( 5 )], bortset fra medlemsstaterne, samt den i aftalen omhandlede EFTA-Tilsynsmyndighed repræsenteres på samme måde.

Andre parter skal repræsenteres af en advokat.

Kun en advokat, der har beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i [EØS-]aftalen [...], kan repræsentere eller bistå en part for Domstolen.«

8.

I statuttens artikel 21 bestemmes følgende:

»Sag anlægges ved Domstolen ved indlevering af stævning til justitssekretæren. Stævningen skal angive sagsøgerens navn og bopæl, underskriverens stilling, den part eller de parter, mod hvem stævningen udtages, søgsmålets genstand, påstandene og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene.

Stævningen ledsages i påkommende tilfælde af det aktstykke, der begæres kendt ugyldigt, eller i det i artikel 265 [TEUF] omhandlede tilfælde af dokumentation vedrørende tidspunktet for den opfordring, der omhandles i nævnte artikel. Er disse dokumenter ikke vedlagt stævningen, opfordrer justitssekretæren vedkommende part til at fremskaffe dem inden en passende frist; søgsmålet kan ikke afvises, fordi forholdet først bringes i orden efter klagefristens udløb.«

9.

Artikel 51 i Rettens procesreglement vedrører »[p]ligt[en] til at lade sig repræsentere« i direkte søgsmål og fastsætter følgende:

»1.   Parterne skal være repræsenteret ved befuldmægtigede eller advokater på de i statuttens artikel 19 fastsatte betingelser.

2.   En advokat, som repræsenterer eller bistår en part, skal til Justitskontoret indlevere dokumentation for, at den pågældende har ret til at give møde for en domstol i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen, medmindre sådan dokumentation allerede er blevet indleveret med henblik på oprettelsen af en adgangskonto til e-Curia.

3.   Advokaterne skal, når den part, de repræsenterer, er en privat juridisk person, til Justitskontoret indlevere en fuldmagt udstedt af denne private juridiske person.

4.   Hvis den i stk. 2 eller i stk. 3 omhandlede dokumentation ikke indleveres, giver justitssekretæren den pågældende part en rimelig frist til at tilvejebringe denne. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, træffer Retten beslutning om, hvorvidt undladelsen af at overholde den pågældende formforskrift skal medføre, at stævningen eller indlægget afvises, eller om denne undladelse giver anledning til at lægge til grund, at advokaten ikke repræsenterer eller bistår den pågældende part.«

10.

Procesreglementets artikel 78 med overskriften »Bilag til stævningen« foreskriver i stk. 5 og 6:

»5.   Med stævningen skal indleveres de i artikel 51, stk. 2 og 3, omhandlede dokumenter.

6.   Opfylder stævningen ikke kravene i stk. 1-5, giver justitssekretæren sagsøgeren en rimelig frist til at tilvejebringe de ovenfor nævnte dokumenter. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Retten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at sagen afvises.«

11.

Procesreglementets artikel 177, som finder anvendelse på sager om intellektuel ejendomsret (fjerde afsnit), har følgende ordlyd:

»1.   Stævningen skal indeholde:

[...]

[...]

5.   Med stævningen skal indleveres de i artikel 51, stk. 2 og 3, omhandlede dokumenter.

6.   [...] Opfylder stævningen ikke kravene i stk. 3-5, giver justitssekretæren sagsøgeren en rimelig frist til at berigtige stævningen. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, træffer Retten afgørelse om, hvorvidt undladelsen af at overholde formforskriften skal medføre, at sagen afvises.«

12.

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 1. juli 2022 anlagde Studio Legale Ughi e Nunziante, der er en faglig sammenslutning af advokater i Rom (Italien) ( 6 ), et søgsmål i henhold til artikel 263 TEUF med påstand om annullation af afgørelse truffet den 8. april 2022 af Femte Appelkammer ved EUIPO, hvorved det nævnte appelkammer stadfæstede fortabelsen af EU-varemærket UGHI E NUNZIANTE med hensyn til alle tjenesteydelser, med undtagelse af juridiske tjenesteydelser henhørende under klasse 45 som omhandlet i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret.

13.

I henhold til procesreglementets artikel 126 fandt Retten, at der var anledning til at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling med hensyn til realiteten, med den begrundelse, at sagen måtte afvises.

14.

Afvisningen fulgte nærmere bestemt af den omstændighed, at sagsøgeren i den pågældende sag var et advokatfirma, som til at lade sig repræsentere for Retten havde udpeget tre advokater, der udøvede deres virksomhed inden for det pågældende advokatfirma i egenskab af partnere. Retten fandt i den appellerede kendelses præmis 15-17, at disse advokater ikke var uafhængige tredjemænd i forhold til sagsøgeren, således som det kræves i henhold til statuttens artikel 19, stk. 3 og 4.

15.

Til støtte for denne vurdering foretog Retten i den appellerede kendelses præmis 6 og 7 en fortolkning af statuttens artikel 19, stk. 3 og 4, ud fra ordlyden og sammenhængen og, i den appellerede kendelses præmis 9 og 10, en undersøgelse af de formål, der forfølges med de nævnte bestemmelser.

16.

Endvidere bemærkede Retten for det første, i den appellerede kendelses præmis 12, at det følger af Domstolens praksis, at kravet om advokatens uafhængighed forudsætter, at advokaten ikke er knyttet til klienten gennem et ansættelsesforhold, også når klienten er et advokatfirma, og for det andet, i den appellerede kendelses præmis 13, at det ikke kræves, at der ingen forbindelse foreligger mellem advokaten og dennes klient, men at der ikke må foreligge forbindelser, der åbenlyst er til skade for dennes evne til at udføre sin forsvarsopgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser. Retten anførte tillige, i den appellerede kendelses præmis 14, at forpligtelsen til at rette henvendelse til en tredjemand for at lade sig repræsentere for Unionens retsinstanser med hensyn til betingelserne for at udøve retten til kontradiktion for disse instanser stiller parterne lige.

17.

Endelig fremhævede Retten i den appellerede kendelses præmis 18, at den manglende iagttagelse af forpligtelsen til at lade sig repræsentere af en advokat ikke optræder blandt de krav, der kan være genstand for en berigtigelse efter søgsmålsfristens udløb i overensstemmelse med statuttens artikel 21, stk. 2, og procesreglementets artikel 78, stk. 6.

18.

Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. december 2022 har Ughi e Nunziante iværksat den foreliggende appel til prøvelse af den appellerede kendelse. Appellanten repræsenteres for Domstolen af fire advokater, nærmere bestemt de tre advokater, der repræsenterede den pågældende ved Retten, og yderligere en advokat, der er ekstern i forhold til advokatfirmaet Ughi e Nunziante.

19.

Ved kendelse af 8. maj 2023, Studio Legale Ughi e Nunziante mod EUIPO ( 7 ), har Domstolen besluttet, at appellen admitteres delvist på grundlag af det andet og det tredje anbringende.

20.

Ughi e Nunziante har nedlagt påstand om, at den appellerede kendelse ophæves, idet det fastslås, at denne sammenslutnings repræsentation for Retten var gyldig, og om, at sagen hjemvises til Retten, således at denne kan træffe afgørelse om sagens realitet. Subsidiært har sammenslutningen nedlagt påstand om, at det fastslås, at denne har ret til at fortsætte sagen, idet den lader sig repræsentere af en advokat, der opfylder betingelserne i statuttens artikel 19, stk. 3 og 4, og om, at sagen hjemvises til Retten, således at denne kan træffe afgørelse om sagens realitet. Sammenslutningen har ligeledes nedlagt påstand om, at EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

21.

EUIPO har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Ughi e Nunziante tilpligtes at betale sagsomkostningerne. Europa-Kommissionen, hvis intervention til støtte for EUIPO’s påstande der er givet tilladelse til ved beslutning truffet af Domstolens præsident den 18. september 2023, har ligeledes nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

22.

Med det andet anbringende har Ughi e Nunziante i det væsentlige gjort gældende, at Retten anlagde en fejlagtig fortolkning af de regler om repræsentation af ikke-privilegerede sagsøgere for Unionens retsinstanser, der fremgår af statuttens artikel 19 og procesreglementets artikel 51, idet den vurderede, at stævningen var underskrevet af advokater, der ikke var »uafhængige tredjemænd« i forhold til sammenslutningen selv.

23.

Med det tredje anbringende har Ughi e Nunziante endvidere gjort gældende, at Retten ved at afvise søgsmålet, uden at sammenslutningen fik mulighed for at berigtige stævningen, anvendte en processuel regel, som hverken tog hensyn til retten til adgang til domstolsprøvelse, som er sikret ved chartrets artikel 47, eller til proportionalitetsprincippet, som kommer til udtryk i chartrets artikel 52, stk. 1.

24.

Jeg er af de grunde, som jeg nu vil redegøre for, af den opfattelse, at det andet anbringende kan tages til følge, for så vidt som Retten begik en retlig fejl i forbindelse med sin vurdering af, hvorvidt de advokater, som appellanten havde befuldmægtiget til at repræsentere sig for Unionens retsinstanser, var uafhængige. Jeg mener, at den foreliggende sag bør hjemvises til Retten, således at denne kan foretage en sådan vurdering under hensyntagen til Domstolens praksis.

25.

Jeg er ligeledes af den opfattelse, at det vil være nyttigt og hensigtsmæssigt, at Domstolen behandler det tredje appelanbringende, for så vidt som dette rejser et vigtigt processuelt spørgsmål, som Domstolen efter min mening bør tage stilling til. Det er nemlig min opfattelse, at den af Retten anvendte regel, hvorefter en stævning ikke kan berigtiges, og søgsmålet skal afvises, hvis sagsøgerens repræsentant ikke har den påkrævede uafhængighed i forhold til sagsøgeren, er i strid med chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, og artikel 52, stk. 1.

26.

Med det andet anbringende har Ughi e Nunziante i det væsentlige gjort gældende, at Retten i den appellerede kendelses præmis 16 og 17 anlagde en fejlagtig fortolkning af statuttens artikel 19 og procesreglementets artikel 51. Appellanten har i denne forbindelse fremsat to klagepunkter.

27.

Det første klagepunkt vedrører anvendelsen af statuttens artikel 19, stk. 4. Appellanten har nemlig gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at søgsmålet ikke var blevet anlagt i overensstemmelse med denne bestemmelse, eftersom appellanten havde indleveret dokumentation for, at de advokater, som denne havde valgt til at repræsentere sig, havde beskikkelse i Italien.

28.

Det andet klagepunkt vedrører betingelserne for anvendelse af statuttens artikel 19, stk. 3, navnlig for så vidt som denne bestemmelse kræver, at en part lader sig repræsentere af en tredjemand, der opfylder betingelserne om uafhængighed som klarlagt i Domstolens praksis.

29.

I første række har appellanten anført, at den omhandlede situation ikke kan sammenlignes med en situation vedrørende retten til at repræsentere sig selv, hvor advokatfirmaet repræsenterer sig selv gennem sin retlige repræsentant. Appellanten har i denne forbindelse gjort gældende, at den analogi, som Retten i den appellerede kendelses præmis 16 drog med kendelse af 5. oktober 2017, Hoyng Reimann Osterrieth Köhler Haft Monégier du Sorbier mod EUIPO (We do IP.) ( 8 ), er irrelevant, for så vidt som det advokatfirma, der var sagsøger, var repræsenteret af en advokat, som ikke kun var partner i det pågældende advokatfirma, men som også var dets retlige repræsentant. Den sag, der førte til den analoge kendelse, vedrørte derfor spørgsmålet, om den advokat, der var partner, var en tredjemand, og ikke spørgsmålet om advokatens uafhængighed.

30.

Appellanten har videre anført, at advokatfirmaet Ughi e Nunziante er oprettet i form af en »sammenslutning, der ikke er anerkendt som juridisk person«, som omhandlet i artikel 36 i codice civile (den borgerlige lovbog), og at firmaet er et selvstændigt retssubjekt i forhold til sine medlemmer. Ifølge praksis fra Corte suprema di cassazione (kassationsdomstol, Italien) er der tale om en kollektiv enhed, der udgør et selvstændigt interessecentrum med aktiver, der er adskilt fra de enkelte medlemmers aktiver, og som, samtidig med at den er blottet for retsevne, er et retssubjekt, der er underlagt de aftaler, som indgås mellem dets medlemmer.

31.

I anden række har appellanten i det væsentlige anført, at de advokater, der var partnere, og som denne havde valgt til at repræsentere sig for Unionens retsinstanser, opfyldte kravet om uafhængighed.

32.

For det første har appellanten henvist til forudsætningen om, at formålet med retlig repræsentation er at beskytte klientens interesser og navnlig dennes adgang til domstolene, og har i denne forbindelse mindet om, at alene situationer, hvor det er åbenlyst, at repræsentanten ikke er i stand til at udføre denne opgave, bør sanktioneres.

33.

Appellanten har i denne henseende gjort gældende, at når et advokatfirmas retlige repræsentant, der har advokatbeskikkelse, vælger en advokat, er det et privat valg, som foretages på et oplyst grundlag. I det foreliggende tilfælde var appellantens beslutning om at befuldmægtige advokater, der indgik i den faglige sammenslutning, som Ughi e Nunziante udgør, velovervejet og bevidst, idet hensigten var at sikre en fortløbende sammenhæng i den retlige repræsentation (appellantens repræsentation for de italienske retter og for EUIPO’s organer havde ikke givet anledning til vanskeligheder) og at prioritere kendskabet til og den fortrolige behandling af sagsakterne, hvilket udgjorde legitime interesser.

34.

For det andet har appellanten foreholdt Retten at have støttet sin vurdering på den forudsætning, at en advokat, der er partner i det advokatfirma, som denne repræsenterer, efter sin karakter ikke opfylder kravet om uafhængighed.

35.

Appellanten har gjort gældende, at selv om begrebet »advokat« som omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 3, skal fortolkes selvstændigt, skal kriterierne for at fastslå, at advokaten er uafhængig – nemlig at der ikke foreligger et ansættelsesforhold, og at der henvises til de faglige og etiske regler – derimod undersøges under hensyntagen til relevant national lovgivning, vel at mærke desto mere, som der ikke findes EU-retlige regler på området.

36.

Med hensyn til det første kriterium har appellanten gjort gældende, at der ikke foreligger noget ansættelsesforhold eller over-underordnelsesforhold mellem den faglige sammenslutning, som Ughi e Nunziante udgør, og de advokater, der indgår i denne. Appellanten har fremhævet, at udøvelsen af advokaterhvervet i Italien er organisk uforeneligt med lønnet beskæftigelse. Der skal derfor sondres mellem den foreliggende sag og den sag, der førte til kendelse af 13. maj 2020, Pontinova mod EUIPO – Ponti & Partners (pontinova) ( 9 ), hvori repræsentanten for Ponti & Partners, SLP, var ansat af det pågældende advokatfirma, således at der forelå et ansættelsesforhold mellem advokaten og dennes klient, som var uforeneligt med kravet om uafhængighed. I det foreliggende tilfælde er advokaten i henhold til artikel 2, stk. 1, i legge n. 247 – Nuova disciplina dell’ordinamento della professione forense (lov nr. 247 om regulering af advokaterhvervet) ( 10 ) af 31. december 2012 en selvstændig erhvervsdrivende. Optagelse i advokatsamfundet, som i henhold til den nævnte lovs artikel 2, stk. 3, er en forudsætning for udøvelse af advokaterhvervet, er ifølge appellanten uforeneligt med ethvert underordnet ansættelsesforhold.

37.

Med hensyn til det andet kriterium har appellanten gjort gældende, at der ikke foreligger nogen forbindelse, der åbenlyst er til skade for, at sammenslutningens advokater kan udføre deres forsvarsopgave. Appellanten har for det første præciseret, at den repræsentationsopgave, som sammenslutningens medlemmer udfører, er i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning og de fagetiske regler, som pålægger pligten til uafhængighed.

38.

Appellanten har dernæst påpeget, at den omstændighed, at der foreligger en forbindelse gennem sammenslutning, ikke i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis, er tilstrækkelig til at antage, at de pågældende repræsentanter befinder sig i en situation, der klart skader deres mulighed for at forsvare deres klients interesser. Medlemmerne af den faglige sammenslutning, som Ughi e Nunziante udgør, er nemlig ikke underlagt nogen kontrol med de juridiske tjenesteydelser, som de leverer, hvilket adskiller den foreliggende sag fra den sag, der førte til dom af 24. marts 2022, PJ mod EUIPO ( 11 ), hvori den ansatte advokat var underordnet den stiftende partner i advokatfirmaet og underlagt dennes effektive kontrol. Desuden kan rollen som medarbejder og rollen som partner i et advokatfirma ikke sammenlignes og adskiller sig grundlæggende fra hinanden med hensyn til selvstændighed og uafhængighed, hvilket en partner fuldt ud bevarer, selv i forhold til den struktur, som de pågældende repræsenterer.

39.

Endelig har appellanten gjort opmærksom på dels, at status som medlem af den faglige sammenslutning, som Ughi e Nunziante udgør, ikke indebærer nogen interessekonflikt, men snarere er kendetegnet ved et interessefællesskab, hvilket i henhold til Domstolens praksis ikke medfører, at en repræsentant ikke er i stand til at forsvare sin klient. Dels er der intet, der tyder på, at repræsentanterne i deres egenskab af advokater, der var partnere i den faglige sammenslutning, som de repræsenterede, var udsat for noget som helst ydre pres eller for indblanding fra tredjemand, som kunne påvirke deres selvstændighed og deres uafhængige dømmekraft.

40.

EUIPO har, støttet af Kommissionen, tilbagevist det af appellanten anførte.

41.

Jeg er i lighed med appellanten af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl i den appellerede kendelses præmis 17, idet den fastslog, at »søgsmål[et] [ikke er] anlagt i overensstemmelse med [statuttens] artikel 19, stk. 3 og 4«, selv om det er ubestridt, at hver af appellantens repræsentanter opfyldte betingelsen i statuttens artikel 19, stk. 4. De havde nemlig advokatbeskikkelse i Italien og havde indleveret dokumentation til Retten for, at de havde beføjelse i så henseende.

42.

Jeg minder om, at det følger af fast retspraksis, at de betingelser, der kommer til udtryk i henholdsvis statuttens artikel 19, stk. 3, og artikel 19, stk. 4, ganske vist er kumulative, men dog særskilte. Den første betingelse, som er omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 3, kræver, at ikke-privilegerede parter skal være repræsenteret af en advokat, mens den anden betingelse, som er omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 4, kræver, at den pågældende advokat skal have beskikkelse i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i EØS-aftalen ( 12 ).

43.

For så vidt som der ikke var rejst tvivl om, hvorvidt de pågældende repræsentanter havde beskikkelse i en medlemsstat, kunne Retten ikke med føje støtte sin afgørelse om afvisning på statuttens artikel 19, stk. 4.

44.

Det andet klagepunkt rejser spørgsmålet om advokatfirmaers repræsentation for Unionens retsinstanser som omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 3. Domstolen har klarlagt to principper i retspraksis vedrørende opgaven med hensyn til juridiske personers retlige repræsentation og betingelserne herfor: princippet om, at det er nødvendigt at lade sig repræsentere af en tredjemand, og princippet om, at kriteriet om advokatens uafhængighed skal være opfyldt.

45.

Jeg vil hverken komme nærmere ind på tilblivelsen af denne retspraksis eller de mange vanskeligheder, som gennemførelsen heraf har givet anledning til, hvilket generaladvokat Bobek gav en fuldgyldig fremstilling af i sit forslag til afgørelse i sagen Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA ( 13 ). Det er på foranledning af den nævnte generaladvokat og af generaladvokat Emiliou, som fremsatte sit forslag til afgørelse i sagen Universität Bremen mod REA ( 14 ), at Domstolen foretog en »ændring« af sin praksis ( 15 ).

46.

På det nuværende udviklingstrin af denne praksis skal en parts repræsentation ved en »advokat« som omhandlet i statuttens artikel 19, stk. 3, opfylde følgende betingelser.

47.

Først og fremmest er en »part« ikke bemyndiget til selv at føre sin sag for en af Unionens retsinstanser, men skal lade en anden person møde for sig, vel at mærke uanset den pågældende parts stilling ( 16 ). Der er tale om et procesvilkår, der er blandt de hensyn om ufravigelige procesforudsætninger, som Domstolen er forpligtet til at behandle ex officio ( 17 ). Da hverken statutten eller Domstolens procesreglement indeholder fravigelser eller undtagelser fra denne forpligtelse, antager Domstolen, at en advokat, som har beskikkelse til at føre sager for en national retsinstans, ikke kan repræsentere sig selv ( 18 ), og, såfremt der er tale om en juridisk person, at denne ikke kan lade sig repræsentere af sin retlige repræsentant ( 19 ). I modsætning til de regler, der gælder for advokatfirmaers retlige repræsentation for de nationale retter, fremgår det således af Domstolens praksis, at advokatfirmaer ikke kan være repræsenteret af deres retlige repræsentant for Unionens retsinstanser ( 20 ).

48.

Som Retten med føje bemærkede i den appellerede kendelses præmis 8, skal repræsentation ved en advokat dels undgå, at private parter fører deres egen sag uden at benytte en mellemmand, dels garantere, at juridiske personer forsvares af repræsentanter, der er tilstrækkeligt distancerede fra de juridiske personer, som de repræsenterer, vel at mærke på en måde, der sikrer en forsvarlig retspleje, og som især på bedste vis beskytter og forsvarer fuldmagtsgiverens interesser i fuld uafhængighed og under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler ( 21 ).

49.

For det andet defineres dette krav om uafhængighed under hensyntagen til to betingelser ( 22 ).

50.

I henhold til den første betingelse kræves, at der ikke foreligger et ansættelsesforhold mellem advokaten og dennes klient (»negativ« definition).

51.

Med den anden betingelse henvises til advokatens fagetiske forpligtelser (»positiv« definition). Denne pligt til uafhængighed skal ifølge Domstolen ikke forstås som det forhold, at der ingen forbindelse foreligger mellem advokaten og dennes klient, men at der ikke må foreligge forbindelser, der åbenlyst er til skade for dennes evne til at udføre sin forsvarsopgave, der består i på bedste vis at tjene sin klients interesser under overholdelse af loven og de faglige og etiske regler ( 23 ). Domstolen har fundet, at Unionens retsinstanser i denne henseende skal udøve en begrænset kontrol og begrænse sig til at afvise de søgsmål, hvor det er åbenbart, at advokaten ikke er i stand til at udføre sin forsvarsopgave. Domstolen har henvist til »manglende repræsentation«, hvilket kræver, at advokaten må udelukkes i den repræsenterede parts interesse ( 24 ). En sådan retspraksis indebærer efter min opfattelse, at Unionens retsinstanser på begrundet vis fastslår, at der kan være alvorlige og legitime grunde til at betvivle advokatens evne til at udføre sin repræsentationsopgave. Kun sådanne grunde bør gøre det muligt at begrænse enhver borgers ret til at lade sig repræsentere af en advokat efter eget valg ( 25 ).

52.

På baggrund af disse principper skal det undersøges, om det andet klagepunkt, som appellanten har fremsat, kan tages til følge.

53.

Det fremgår af den begrundelse, der kommer til udtryk i den appellerede kendelses præmis 15, at appellanten, der er en faglig sammenslutning af advokater, til at repræsentere sig for Retten havde udpeget tre advokater, der indgik i den nævnte sammenslutning. Den af Ughi e Nunziante udstedte fuldmagt var underskrevet af den retlige repræsentant for samme faglige sammenslutning, Roberto Leccese.

54.

Ughi e Nunziante har forklaret, at det valg, der blev foretaget med hensyn til dennes retlige repræsentanter, er et privat valg, og at det blev foretaget på en velovervejet og bevidst måde af juridiske aktører under hensyntagen til de legitime interesser, som sammenslutningen forfulgte. Ughi e Nunziante har i denne henseende gjort gældende, at valget indgik i en fortløbende sammenhæng i den retlige repræsentation af den faglige sammenslutning og gjorde det muligt for denne at være repræsenteret for Unionens retsinstanser af advokater, som den anså for at være kvalificerede, idet de havde et præcist kendskab til sagen, som de tidligere havde ført for de italienske retter og for appelkammeret ved EUIPO, og at det tilsigtedes at forsvare de samme interesser. Jeg skal præcisere, at det synes at stå fast, at det såvel for de italienske retter som for appelkammeret ved EUIPO er lovligt, at et advokatfirma lader sig repræsentere af et af sine medlemmer ( 26 ).

55.

I den appellerede kendelses præmis 17 fastslog Retten ikke desto mindre, at stævningen var underskrevet af advokater, der ikke var »uafhængige tredjemænd« i forhold til Ughi e Nunziante. Retten støttede sig på sin antagelse i kendelsens præmis 16, hvorefter »den omstændighed, at advokaterne er partnere i det advokatfirma, som er sagsøger i det foreliggende tilfælde, [...] ikke er forenelig med de krav om uafhængighed, der er fastsat for repræsentation af dette firma for Retten«.

56.

Jeg er imidlertid af den opfattelse, at en så generel og uanfægtelig antagelse, som fører til en skærpelse af betingelserne for advokatfirmaers repræsentation for Unionens retsinstanser, ikke er forenelig med Domstolens praksis.

57.

Dels har Retten, mens Domstolen har støttet sig på en formodning om advokatens uafhængighed ( 27 ), i denne forbindelse lagt en formodning om afhængighed til grund.

58.

Dels må det konstateres, at mens Domstolen kræver, at det påvises, at der foreligger forbindelser, der åbenlyst er til skade for advokatens evne til at udføre sin forsvarsopgave, foretog Retten i det foreliggende tilfælde ikke en sådan påvisning, idet den støttede sit ræsonnement alene på den omstændighed, at advokaterne var partnere i den faglige sammenslutning, som Ughi et Nunziante udgør.

59.

Selv om Retten henviste analogt til kendelse af 5. oktober 2017, Hoyng Reimann Osterrieth Köhler Haft Monégier du Sorbier mod EUIPO (We do IP.) ( 28 ), mener jeg ikke, at en sådan henvisning kan danne grundlag for dens ræsonnement.

60.

For det første fandt Retten i den nævnte kendelse, at en advokat, der er partner i det advokatfirma, som denne repræsenterer, henset til opfattelsen af advokatens rolle i Unionens retsorden, ikke kan anses for at være en tredjemand, der i fuld uafhængighed yder den juridiske bistand, som klienten har behov for ( 29 ). Retten præciserede, at den forpligtelse, der pålægges en part, også når parten er advokat, til at rette henvendelse til en tredjemand for at lade sig repræsentere for Unionens retsinstanser, med hensyn til betingelserne for at udøve retten til kontradiktion for disse instanser, stiller parterne lige, uanset deres erhverv, og følgelig kan sikre lighedsprincippet ( 30 ).

61.

Jeg er imidlertid ikke enig i dette ræsonnement. Hvis det formål, som Retten henviser til, er at sikre princippet om lighed mellem »parterne« og dermed sikre lige betingelser for at udøve retten til kontradiktion for Unionens retsinstanser, forekommer Rettens standpunkt mig i virkeligheden at være endnu strengere end det, som den nævnte instans angiveligt indtager i forhold til enhver anden »part« i sagen. Dette ræsonnement lader nemlig hånt om de særlige kendetegn ved advokatfirmaer, som efter min opfattelse adskiller dem fra enhver anden juridisk person. Et advokatfirma er nødvendigvis ikke ligestillet med hensyn til betingelserne for at udøve retten til kontradiktion, ikke blot som følge af dets selskabsformål, som er at varetage forsvaret af borgerne og den retlige repræsentation, men også på grund af dets struktur, der samler juridiske aktører, herunder navnlig advokater, som har beskikkelse til at føre sager for de nationale retsinstanser, og som er underlagt særlige faglige og etiske regler.

62.

For det andet fremgår det af processkrifterne i den sag, der førte til kendelse af 5. oktober 2017, Hoyng Reimann Osterrieth Köhler Haft Monégier du Sorbier mod EUIPO (We do IP.) ( 31 ), at den advokat, der var partner i det pågældende advokatfirma, også var dets retlige repræsentant. Den retspraksis, som Retten støttede sig på i den pågældende kendelse, svarede desuden til situationer, hvor en individuel advokat varetog sin egen repræsentation.

63.

I det foreliggende tilfælde er der ikke tale om en sådan sammenblanding af egenskaber, eftersom Ughi e Nunziante ikke er repræsenteret for Unionens retsinstanser af sin retlige repræsentant.

64.

Følgelig medfører den analogi, som Retten drog, at den omstændighed, at et advokatfirma lader sig repræsentere af sin retlige repræsentant eller af en anden advokat, der er partner, i det ene som i det andet tilfælde er tilstrækkelig til at fastslå, at det pågældende firma ikke opfylder de betingelser for repræsentation, der er fastsat i statuttens artikel 19, stk. 3.

65.

Som det fremgår af undersøgelsesnotat 24/005, er det kun den franske lovgivning, der beror på en så streng fortolkning af repræsentationsfuldmagten med hensyn til advokatfirmaer. Bestemmelserne i fransk ret forbyder nemlig en advokat, der er partner, at repræsentere det advokatfirma, hvor denne udøver sit erhverv, og som er part i en retssag, med den begrundelse, at den pågældende advokat i samtlige juridiske former, som et advokatfirma kan antage, indtager en rolle som både virksomhedsleder og aktionær/selskabsdeltager. Det pågældende advokatfirma er derfor forpligtet til at lade sig repræsentere af en advokat, der er ekstern i forhold til firmaet. Til gengæld synes de franske processuelle regler at være en undtagelse. Det fremgår da også, at advokatfirmaer i størstedelen af de nationale retssystemer, selv om de processuelle regler kræver, at en borger skal være repræsenteret af en advokat, er omfattet af en undtagelse med hensyn til repræsentation, når de er parter i sagen, idet de ikke længere behøver at rette henvendelse til en tredjemand for at forsvare deres interesser og kan lade sig repræsentere af et af deres medlemmer ( 32 ).

66.

Den tilgang, som Retten anlagde, er udtryk for en særligt indskrænkende fortolkning af betingelserne for advokatfirmaers repræsentation for Unionens retsinstanser, og den skaber en formodning om afhængighed, eftersom den berøver sådanne firmaer muligheden for at lade sig repræsentere af en af deres partnere, som ikke er den retlige repræsentant, uanset firmaernes juridiske form, de nationale regler for udøvelse af advokaterhvervet ( 33 ) og de nærmere bestemmelser for, hvorledes de advokater, der indgår i disse strukturer, kan samarbejde og deltage.

67.

Jeg noterer desuden, at Retten ikke gav Ughi e Nunziante adgang til at afkræfte denne formodning om de pågældende repræsentanters afhængighed ved at tillade det pågældende advokatfirma at afgive nærmere oplysninger om karakteren og omfanget af sin tilknytning til disse repræsentanter, der, som tidligere nævnt, ikke er firmaets retlige repræsentanter. Retten kunne have vedtaget en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, således som den almindeligvis gør i et sådant tilfælde ( 34 ).

68.

Det er imidlertid efter min opfattelse afgørende, at sagsøgeren tilbydes en sådan mulighed i lyset af de retsvirkninger, som Retten udleder af den manglende iagttagelse af kravet om uafhængighed, og som jeg vender tilbage til i forbindelse med undersøgelsen af det tredje anbringende.

69.

Dette er efter min opfattelse ligeledes vigtigt i betragtning af, hvor forskelligartede de nationale regler for udøvelse af dette erhverv er. Domstolen fremhævede allerede dette i dom af 19. februar 2002, Wouters m.fl. ( 35 ), og mindede om det igen for nylig i dommen i sagen PJ mod EUIPO ( 36 ) samt i kendelsen i sagen Kirimova mod EUIPO ( 37 ) og kendelse af 15. februar 2023, Fundacja Instytut na rzecz Kultury Prawnej Ordo Iuris mod Parlamentet ( 38 ). Domstolen påpegede i de nævnte kendelser, i forbindelse med hvilke den skulle tage stilling til, hvorvidt bestemte retlige repræsentanter var uafhængige, at »advokaterhvervet udøves på forskellige måder, der strækker sig fra enkeltmandspraksis til store internationale firmaer, og at det tilkommer de advokater, der indgår i en sammenslutning, frit at definere de nærmere bestemmelser for deres samarbejde og deres kontraktforhold, forudsat at loven, de nationale faglige regler og de fagetiske regler overholdes«. En advokat kan således udøve advokatvirksomhed som lønmodtager hos en anden advokat, hos en advokatsammenslutning eller i et advokatselskab eller i en offentlig eller privat virksomhed ( 39 ). Alt efter omstændighederne og advokatselskabets form kan en advokat, der indgår i en sammenslutning, have afgørende indflydelse på advokatfirmaets beslutninger som følge af, at den pågældende deltager i dets kapital (ved at have aktier eller selskabsandele) eller i dets administrative organer (ved at have stemmeret).

70.

På baggrund af disse forhold finder jeg, at Retten begik en retlig fejl ved at antage, at de pågældende repræsentanter ikke opfyldte kravet om uafhængighed, uden at godtgøre, i hvilket omfang deres status som partnere i advokatfirmaet åbenlyst var til skade for deres evne til at udføre deres forsvarsopgave.

71.

Jeg foreslår følgelig Domstolen at fastslå, at det andet appelanbringende kan tages til følge, og at overlade det til Retten at foretage en sådan vurdering.

72.

Det vil i denne forbindelse være op til Retten at vurdere samtlige oplysninger, som appellanten har fremlagt ikke alene vedrørende dennes juridiske form, de nationale regler for udøvelse af advokaterhvervet i Italien og de nærmere bestemmelser for, hvorledes de advokater, der indgår i disse strukturer, kan samarbejde og deltage, men også vedrørende tvistens genstand.

73.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede situation er sammenlignelig med en situation vedrørende retten til at repræsentere sig selv, skal der tages hensyn til, at Ughi e Nunziante er et selvstændigt retssubjekt i forhold til sine medlemmer og ikke er repræsenteret af sin retlige repræsentant, Roberto Leccese, som tillige er ansvarlig for forvaltningen af den pågældende sammenslutning ( 40 ), men af tre partnere i det pågældende advokatfirma, der er befuldmægtiget af dette, og som ikke er ansat af den faglige sammenslutning, som Ughi e Nunziante udgør.

74.

Det skal ligeledes undersøges, om der foreligger et ansættelsesforhold mellem appellanten og dennes repræsentanter, som kan vende formodningen om disses uafhængighed. Appellanten har i denne henseende fremhævet, at i overensstemmelse med de faglige og etiske regler, der finder anvendelse på udøvelsen af advokaterhvervet i Italien, herunder artikel 2, stk. 1 og 3, i lov nr. 247/2012, er de advokater, som repræsenterer appellanten, ikke ansat af den pågældende faglige sammenslutning. Optagelse i advokatsamfundet er nemlig uforeneligt med ethvert underordnet ansættelsesforhold, og advokaten udøver sit erhverv som selvstændig erhvervsdrivende. Appellanten har tilføjet, at i henhold til artikel 4, stk. 1, i lov nr. 247/2012 må deltagelse i en advokatsammenslutning ikke være til skade for advokatens selvstændighed, frihed, intellektuelle uafhængighed eller uafhængige dømmekraft under udførelsen af den opgave, som den pågældende er blevet betroet.

75.

Hvad endvidere angår spørgsmålet om, hvorvidt den forbindelse gennem sammenslutning, som foreligger mellem appellanten og dennes repræsentanter, åbenlyst kan gå ud over kravet om uafhængighed og være kendetegnende for »manglende repræsentation«, har Domstolen ganske vist fastslået, at en advokat ikke er tilstrækkeligt uafhængig, såfremt advokaten har væsentlige administrative og finansielle beføjelser inden for den juridiske person, som den pågældende repræsenterer ( 41 ), såfremt advokaten udøver lederfunktioner inden for den juridiske person, som denne repræsenterer ( 42 ), eller såfremt advokaten har aktier i det selskab, den pågældende repræsenterer, og hvor denne er bestyrelsesformand ( 43 ).

76.

I det foreliggende tilfælde har Ughi e Nunziante fremhævet, at denne har form af en faglig sammenslutning, at dennes repræsentanter ikke er ansat, og at de ikke er underlagt kontrol med de juridiske tjenesteydelser, som de leverer. Det fremgår endvidere af det af appellanten indgivne appelskrift, at en advokat i Italien i henhold til codice deontologico forense (advokaternes faglige kodeks) skal afholde sig fra enhver erhvervsmæssig aktivitet, hvis aktiviteten kan føre til en interessekonflikt ( 44 ). I italiensk retspraksis er det opfattelsen, at en interessekonflikt påvirker fuldmagtens gyldighed, ikke kun hvis den pågældende konflikt er fastslået, men også hvis den blot er en mulighed, dvs. unægteligt forbundet med karakteren af forholdet og med tvistens genstand ( 45 ).

77.

Endelig skal det afgøres, om den omstændighed, at Ughi e Nunziantes repræsentanter udøver deres erhvervsmæssige aktivitet inden for denne faglige sammenslutning, kan have indflydelse på deres uafhængighed som følge af, at der foreligger en fælles interesse i løsningen af tvisten og en risiko for, at deres faglige mening i det mindste delvist er påvirket af deres arbejdsmiljø ( 46 ). EUIPO har nemlig i svarskriftet fremhævet, at et interessefællesskab mellem en part i en tvist og dennes advokat ikke nødvendigvis medfører den bedste beskyttelse af den pågældende parts rettigheder. Domstolen fastslog imidlertid i dom af 14. juli 2022, Universität Bremen mod REA ( 47 ), som blev bekræftet i kendelsen i sagen Kirimova mod EUIPO ( 48 ), at den omstændighed, at der foreligger sammenfaldende interesser mellem fuldmagtsgiveren og dennes repræsentant i løsningen af en tvist, ikke er tilstrækkelig til at lede til den konklusion, at denne repræsentant er ude af stand til behørigt at sikre den repræsentation, som vedkommende er blevet betroet. I det foreliggende tilfælde skal der således tages hensyn til genstanden for tvisten, som vedrører en begæring om fortabelse af EU-varemærket UGHI E NUNZIANTE, som oprindeligt blev indgivet af Giovanni Maria Ughi og Giovanni Battista Nunziante (idet den førstnævnte er afgået ved døden, og den sidstnævnte har stiftet et nyt advokatfirma: Nunziante Magrone).

78.

Jeg finder, at det tilkommer Retten at foretage denne vurdering på baggrund af samtlige oplysninger, der er stillet til dens rådighed.

79.

Det tredje anbringende vedrører i det væsentlige spørgsmålet om, hvorvidt de retsvirkninger, der er knyttet til den manglende iagttagelse af kravet om advokatens uafhængighed i forbindelse med appellantens repræsentation for Unionens retsinstanser, er forenelige med chartret.

80.

Ughi e Nunziante har gjort gældende, at en processuel regel, hvorefter en stævning, der er indleveret i strid med kravet om uafhængighed, ikke kan berigtiges, og søgsmålet skal afvises, hverken tager hensyn til retten til adgang til domstolsprøvelse, som er sikret ved chartrets artikel 47, til proportionalitetsprincippet, som kommer til udtryk i chartrets artikel 52, stk. 1, eller til medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner samt medlemsstaternes nationale lovgivning og praksis.

81.

Appellanten har bl.a. foreholdt Retten at have anlagt en urimeligt streng fortolkning af sit procesreglement ved at undlade at tage hensyn til den omstændighed, at kravet vedrørende advokatens uafhængighed udspringer af retspraksis og ikke udtrykkeligt er nævnt i statuttens artikel 19, stk. 3.

82.

Appellanten har fremhævet, at det er paradoksalt, at det er muligt at afhjælpe undladelsen af at overholde regler, der regulerer indgivelsen af søgsmål, og som fremgår udtrykkeligt af de relevante bestemmelser, mens en sådan mulighed er udelukket i forbindelse med manglende repræsentation, der skyldes en manglende overholdelse af kravet om advokatens uafhængighed, som imidlertid ikke udtrykkeligt er fastsat i de pågældende bestemmelser, i strid med chartrets artikel 52.

83.

EUIPO har, støttet af Kommissionen, bestridt appellantens argumentation. EUIPO og Kommissionen har til støtte for deres argumenter i væsentlig grad henvist til dommen i sagen PJ mod EUIPO, som Retten støttede sit ræsonnement på.

84.

Jeg er af de grunde, som jeg vil redegøre for, af den opfattelse, at en regel, hvorefter en stævning, der er indleveret af en person, hvis repræsentant ikke opfylder betingelserne om uafhængighed, ikke kan berigtiges, og søgsmålet skal afvises, på det nuværende udviklingstrin af retspraksis begrænser sagsøgerens ret til adgang til domstolsprøvelse på et grundlag, der ikke er foreneligt med kravene i chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, og artikel 52, stk. 1.

85.

Jeg tilslutter mig således de synspunkter, som generaladvokat Bobek allerede gav udtryk for i sit forslag til afgørelse i sagen Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA ( 49 ), og som generaladvokat Emiliou gav udtryk for i sit forslag til afgørelse i sagen Universität Bremen mod REA ( 50 ).

86.

Som det fremgår af dom af 26. september 2024, Ordre des avocats du barreau de Luxembourg ( 51 ), og dom af 2. oktober 2024, Ordre des avocats à la cour de Paris og Couturier mod Rådet ( 52 ), som blev afsagt af henholdsvis Domstolen og Retten, er formålet med at lade sig repræsentere af befuldmægtigede (eller, for at bruge et udtryk fra retspraksis, er »den grundlæggende opgave i et demokratisk samfund«, »som advokater er betroet«) at bidrage til, at retsvæsenet fungerer tilfredsstillende, og at sikre beskyttelsen og forsvaret af borgeren ( 53 ). Dette formål forudsætter efter min opfattelse, at borgeren får adgang til at berigtige sin stævning, såfremt den repræsentant, som denne måtte have valgt, ikke opfylder kravet om uafhængighed.

87.

Jeg minder om, at princippet om en effektiv retsbeskyttelse af borgenes rettigheder i henhold til EU-retten har afgørende betydning og udgør et generelt princip i EU-retten, som udspringer af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner ( 54 ). Dette princip er fastslået i såvel chartrets artikel 47 som i artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ( 55 ).

88.

Den omstændighed effektivt at kunne gøre sine rettigheder gældende ved domstolene indebærer ikke alene retten til for enhver at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret af en advokat, men også retten til at kunne få adgang til domstolene for at gøre sine krav gældende og opnå domstolsprøvelse såvel i civile sager som i straffesager ( 56 ). Domstolen har i øvrigt anerkendt, at »den forpligtelse, der pålægges en »part« til at lade sig repræsentere af en advokat, [...] hverken [er] til skade for sagsøgerens adgang til effektive retsmidler, for dennes adgang til en upartisk domstol eller for dennes ret til en retfærdig rettergang« ( 57 ). Det må imidlertid ikke ende med den paradoksalt nok modsatte situation, hvor en part, der er forpligtet ved lov til at lade sig repræsentere af en advokat, for bestandig udelukkes fra adgang til domstolene på grund af en fejl begået i forbindelse med valget af denne advokat – en fejl, som den pågældende ikke har mulighed for at afhjælpe. En sådan situation vil være uacceptabel.

89.

Det fremgår ganske vist, at retten til adgang til domstolsprøvelse ikke er en absolut rettighed, eftersom den kan blive omfattet af begrænsninger gennem forordning af formalitetsbetingelser. I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, skal sådanne begrænsninger være fastlagt i lovgivningen, respektere den pågældende rettigheds væsentligste indhold og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være passende og nødvendige for opfyldelsen af de mål af almen interesse, der forfølges, eller for et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder ( 58 ). Jeg erindrer i denne forbindelse om, at det følger af fast retspraksis, at kravet om, at enhver begrænsning i udøvelsen af en grundlæggende rettighed skal være fastlagt i lovgivningen, indebærer, at den retsakt, som tillader et indgreb i denne rettighed, selv skal definere rækkevidden af begrænsningen i udøvelsen af den pågældende rettighed ( 59 ).

90.

Disse betingelser er kumulative.

91.

Jeg konstaterer imidlertid, at en regel, hvorefter en stævning ikke kan berigtiges, og søgsmålet skal afvises, hvis sagsøgerens repræsentant ikke har den påkrævede uafhængighed i forhold til sagsøgeren, er en begrænsning, der ikke udtrykkeligt er fastlagt i lovgivningen, og som efter min opfattelse i væsentlig grad er støttet på retspraksis.

92.

Hvad i første række angår statutten og procesreglementet nævner ingen af disse tekster betingelsen vedrørende advokatens uafhængighed eller så meget desto mindre de retsvirkninger, der er knyttet til den manglende iagttagelse af dette krav.

93.

I statuttens artikel 19, stk. 3, hvortil procesreglementets artikel 51, stk. 1, henviser, fastsættes blot, at ikke-privilegerede parter »skal repræsenteres af en advokat«. Statutten indeholder således ingen henvisning til kravet om advokatens uafhængighed, mens dette krav i retspraksis i praksis er blevet opfattet som en formalitetsbetingelse. En sådan situation kan skabe en vis uklarhed hos borgerne med hensyn til de nærmere bestemmelser for, hvorledes de kan lade sig repræsentere i retsforhold for Unionens retsinstanser. Domstolen har ganske vist anerkendt, at begrænsningen af en grundlæggende rettighed kan formuleres så åbent, at den kan tilpasses forskellige situationer og ændrede omstændigheder ( 60 ). Jeg mener dog ikke, at statuttens artikel 19, stk. 3, kan fortolkes således, at det er en betingelse for, at en stævning kan antages til realitetsbehandling, at repræsentantens uafhængighed er uomtvistelig, idet retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, som kræver, at en processuel regel er tilstrækkeligt klar og præcis, og at dens anvendelse er tilstrækkeligt forudsigelig for borgerne, ellers ville blive tilsidesat ( 61 ).

94.

Jeg gør opmærksom på, at betingelsen om, at advokaten skal have beskikkelse til at føre sager for en national retsinstans, og betingelsen om, at dennes fuldmagt skal være forskriftsmæssig, er omfattet af udtrykkelige bestemmelser i statuttens artikel 19, stk. 4, og i procesreglementets artikel 51, stk. 2 og 3. Som generaladvokat Bobek påpegede i sit forslag til afgørelse i sagen Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA ( 62 ), er der intet til hinder for at formulere et kriterium for at gøre de potentielle konsekvenser af valget af befuldmægtigede forudsigelige for sagsøgerne ( 63 ).

95.

Hvad i anden række angår de praktiske gennemførelsesbestemmelser til Rettens procesreglement af 20. maj 2015 ( 64 ) (herefter »gennemførelsesbestemmelserne«), i affattelsen som ændret den 17. oktober 2018 ( 65 ), præciserede disse i punkt 78, at »[e]n repræsentant, der foretager indleveringen via e-Curia[, hvilket var tilfældet i den foreliggende sag], skal opfylde samtlige de krav, som er fastsat i statuttens artikel 19, og skal, når der er tale om en advokat, have den påkrævede uafhængighed i forhold til den part, som den pågældende repræsenterer« ( 66 ).

96.

Selv om gennemførelsesbestemmelserne i overensstemmelse med sjette betragtning hertil og punkt 104 heri ( 67 ) sammen med bestemmelserne i statutten og i procesreglementet er blandt de regler, som justitssekretæren skal sikre er overholdt, kan gennemførelsesbestemmelserne dog ikke betragtes som »lovgivning« i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i chartrets artikel 52, stk. 1. Gennemførelsesbestemmelserne blev nemlig vedtaget i medfør af procesreglementets artikel 224 af Rettens præsident og dennes justitssekretær og har til formål at forklare, præcisere og supplere visse bestemmelser i procesreglementet af hensyn til gennemsigtighed, retssikkerhed og en ordnet gennemførelse af procesreglementet ( 68 ). Det fremgår af fjerde betragtning til gennemførelsesbestemmelserne ( 69 ), at disse bør gøre det muligt for parternes repræsentanter at tage hensyn til forhold, som Unionens retsinstanser skal tage i betragtning, navnlig forhold vedrørende indleveringen af procesdokumenter. Dette kommer til udtryk ved anvendelsen af den sideordnende konjunktion »og« i gennemførelsesbestemmelsernes punkt 78, som indføjer det krav om advokatens uafhængighed, som Retten og Domstolen har klarlagt i deres praksis.

97.

Gennemførelsesbestemmelserne gør det ganske vist muligt at informere borgerne og disses repræsentanter, eftersom de sammen med procesreglementet offentliggøres på alle Unionens officielle sprog i Den Europæiske Unions Tidende. Jeg mener imidlertid ikke, at denne information er tilstrækkeligt fuldstændig og gennemsigtig. Repræsentantens manglende uafhængighed udgør nemlig ifølge retspraksis en afvisningsgrund, der ikke kan berigtiges, mens »uafhængighed« for det første ikke er et nemt begreb at indkredse, og der for det andet ingen nærmere angivelser er at finde med hensyn til de retsvirkninger, der er knyttet til denne mangel. Selv om gennemførelsesbestemmelserne i punkt 101-103 og i bilag 1-3 ( 70 ) udtømmende opregner, i hvilke situationer stævningerne kan berigtiges, og i hvilke situationer de ikke kan berigtiges af justitssekretæren, må det i denne henseende konstateres, at der ingen som helst henvisning er til den situation, hvor stævningen er blevet indleveret af en person, hvis repræsentant ikke opfylder betingelserne om uafhængighed ( 71 ).

98.

Selv om gennemførelsesbestemmelserne var genstand for en omarbejdning den 10. juli 2024 ( 72 ), ændrer omarbejdningen ikke ved denne konstatering. Gennemførelsesbestemmelsernes punkt 73 foreskriver nemlig nu, at »[r]epræsentanten skal opfylde samtlige de krav, som er fastsat i statuttens artikel 19, og skal, når der er tale om en advokat eller en lærer ved en højere læreanstalt, have den påkrævede uafhængighed i forhold til den part, som den pågældende repræsenterer« ( 73 ). Ikke desto mindre findes der i disse gennemførelsesbestemmelser ingen definition af de processuelle virkninger, der knytter sig til den manglende iagttagelse af betingelsen om advokatens uafhængighed.

99.

Henset til samtlige disse forhold må det derfor konstateres, at denne formalitetsbetingelse, som fører til, at adgangen til domstolene hindres, ikke er fastlagt i lovgivningen i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i chartrets artikel 52, stk. 1.

100.

Appellanten bør imidlertid informeres tydeligt herom, så meget desto mere i et miljø, der er præget af, at betingelserne for at lade sig repræsentere for de nationale retsinstanser og for appelinstanserne ved Unionens særlige organer og agenturer, er forskelligartede ( 74 ).

101.

Disse betragtninger er principielt tilstrækkelige til at fastslå, at der foreligger en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, og artikel 52, stk. 1, fra Rettens side, henset til, at de betingelser, der kommer til udtryk i sidstnævnte bestemmelse, er kumulative.

102.

Jeg vil imidlertid fremsætte to supplerende bemærkninger.

103.

For det første er det min opfattelse, at en regel i retspraksis, hvorefter en stævning, der er indleveret af en person, hvis repræsentant ikke opfylder betingelserne om uafhængighed, ikke kan berigtiges, og søgsmålet skal afvises, kan påvirke det væsentligste indhold af retten til effektive retsmidler for Unionens retsinstanser. Idet appellanten ikke gives mulighed for at berigtige stævningen, er den pågældende afskåret fra at få prøvet den af appelkammeret ved EUIPO trufne afgørelse, som denne er adressat for, ved den ret, der måtte have kompetence i så henseende ( 75 ).

104.

For det andet er det min opfattelse, at denne regel ikke er passende under hensyntagen til det formål, der forfølges med reglen, og at den går ud over, hvad der er nødvendigt for, at sagen kan afvikles korrekt.

105.

Selv om formålet med repræsentation ved en uafhængig advokat især er at sikre, at borgerens interesser på bedste vis beskyttes og forsvares ( 76 ), er en sådan regel nemlig i strid med dette formål, eftersom den automatisk fører til, at det af borgeren anlagte søgsmål afvises, uden at dette er påkrævet for en korrekt afvikling af sagen. De principper, som Domstolen har klarlagt, har til formål at udelukke repræsentanten i klientens interesse, ikke at udelukke klienten fra domstolene. Denne regel gør derfor efter min opfattelse, billedlig talt, kun ondt værre, eftersom borgeren, som i forhold til domstolene er den eneste part i sagen, berøves muligheden for at afhjælpe en mangel ved dennes repræsentation, mens borgerens advokat i princippet kun formodes at »fungere som mellemmand for [denne]« ( 77 ). Den pågældende begrænsning er efter min opfattelse desto mere indskrænkende, som borgeren berøves enhver adgang til at anfægte en afgørelse og på en hensigtsmæssig måde gøre sine synspunkter gældende i forbindelse med en efterfølgende sag for Unionens retsinstanser. En sådan situation skaber åbenlyst et hul i loven med hensyn til fysiske og juridiske personers retsbeskyttelse ved Unionens retsinstanser, hvilket gør indgreb i den nødvendige sammenhæng i den ordning for domstolsbeskyttelse, der er fastsat i EU-retten ( 78 ).

106.

Denne bedømmelse ligger i forlængelse af den praksis, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har udviklet med hensyn til overholdelsen af EMRK’s artikel 6, stk. 1.

107.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kræver »retten til adgang til domstolsprøvelse«, som er fastsat i EMRK’s artikel 6, at borgeren sikres en effektiv ret til adgang til domstolene med hensyn til afgørelser, der vedrører dennes borgerlige rettigheder og forpligtelser ( 79 ). Menneskerettighedsdomstolen har ikke desto mindre anerkendt, at denne ret ikke er absolut og kan blive omfattet af begrænsninger bl.a. med hensyn til betingelserne for, om et søgsmål kan antages til realitetsbehandling ( 80 ). Menneskerettighedsdomstolen undersøger i en sådan situation, om den processuelle regel, der er omhandlet, har »åbenlyst urimelige konsekvenser« til følge og pålægger en uforholdsmæssig hindring for sagsøgernes adgang til domstolene ( 81 ). I dom af 11. februar 2014, Maširević mod Serbien ( 82 ), fastslog Menneskerettighedsdomstolen imidlertid, at en alt for streng fortolkning af de nationale processuelle regler om obligatorisk repræsentation udgør en tilsidesættelse af den nævnte artikel 6, og nærmere bestemt af retten til adgang til domstolsprøvelse, når et søgsmål anlagt af en sagsøger – i det foreliggende tilfælde en advokat med beskikkelse – afvises, hvorved sagsøgeren bliver frataget muligheden for en fuldstændig prøvelse af sine anbringender ( 83 ).

108.

Som det fremgår af den sammenlignende analyse i undersøgelsesnotat 24/005, fastsætter størstedelen af medlemsstaterne således, at processuelle handlinger, der er foretaget i strid med reglerne vedrørende kravet om uafhængighed i forbindelse med et advokatfirmas repræsentation, er gyldige, og at en sådan gyldighed ikke kan drages i tvivl. Selv om fransk civilret og forvaltningsret ligeledes her skiller sig ud ved at fastsætte, at en sådan tilsidesættelse udgør en materiel uregelmæssighed, der kan føre til, at søgsmålet afvises, kan en sådan tilsidesættelse ikke desto mindre i forvaltningsretlig sammenhæng berigtiges under sagen ( 84 ), idet Conseil d’État (øverste domstol i forvaltningsretlige sager, Frankrig) har fastslået, at der først kan træffes afgørelse om en sådan afvisningsgrund, efter at retten har anmodet ophavsmanden hertil om at berigtige den ( 85 ).

109.

Henset til samtlige disse forhold er jeg af den opfattelse, at en regel, hvorefter en stævning, der er indleveret af en person, hvis repræsentant ikke opfylder betingelserne om uafhængighed, ikke kan berigtiges, og søgsmålet skal afvises, begrænser sagsøgerens ret til adgang til domstolsprøvelse på et grundlag, der ikke er foreneligt med kravene i chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, og artikel 52, stk. 1.

110.

Jeg er klar over, at denne konklusion er i strid med de betragtninger, som Domstolen anlagde i præmis 87-90 i dommen i sagen PJ mod EUIPO, og som ikke alene Retten støttede sig på i den appellerede kendelses præmis 18, men som også EUIPO har støttet sig på i sit svarskrift, og Kommissionen i sit interventionsindlæg.

111.

I den nævnte dom, idet baggrunden for og de faktiske omstændigheder i den sag, der førte til denne dom, ligger forholdsvis tæt op ad den foreliggende sags baggrund og faktiske omstændigheder, fandt Domstolen nemlig, at den processuelle regel, der var omhandlet, ikke tilsidesatte chartrets artikel 47.

112.

Indledningsvis fastslog Domstolen, at den effektive retsbeskyttelse af en fysisk person er sikret ved den ret, som den pågældende har til at anlægge sag ved Unionens retsinstanser til prøvelse af afgørelsen om annullation truffet af appelkammeret ved EUIPO ( 86 ). Henset til de betragtninger, som jeg har fremsat i punkt 87 og 88 i dette forslag til afgørelse, er jeg imidlertid af den opfattelse, at Domstolen i den pågældende sag anlagde en fortolkning af retten til en effektiv retsbeskyttelse, som var for indskrænkende.

113.

Hvad dernæst angår mulighederne for berigtigelse mindede Domstolen om, at selv om det er korrekt, at statutten og procesreglementet giver mulighed for at berigtige en stævning, der ikke opfylder visse formkrav, forholder det sig ikke desto mindre således, at den manglende iagttagelse af forpligtelsen til at lade sig repræsentere af en advokat med møderet for en ret i en medlemsstat eller en anden stat, som er part i EØS-aftalen, ikke optræder blandt de krav, der kan være genstand for en berigtigelse efter søgsmålsfristens udløb i overensstemmelse med statuttens artikel 21, stk. 2, og procesreglementets artikel 78, stk. 6 ( 87 ). Domstolen begrænsede sig imidlertid i denne forbindelse til at henvise til to tidligere afgørelser, nemlig kendelse af 27. november 2007, Diy-Mar Insaat Sanayi ve Ticaret og Akar mod Kommissionen ( 88 ), og af 20. februar 2008, Comunidad Autónoma de Valencia mod Kommissionen ( 89 ), der vedrørte åbenlyse tilfælde, hvor de betingelser, som udtrykkeligt foreskrives i statuttens artikel 19, stk. 3 og 4, ikke var opfyldt. Mens stævningen i førstnævnte sag var blevet underskrevet af to tyrkiske advokater, der derfor ikke havde beskikkelse i en medlemsstat eller i en stat, som er part i EØS-aftalen ( 90 ), var stævningen nemlig i sidstnævnte sag blevet underskrevet af en person, der, selv om den pågældende var medlem af en juridisk tjeneste, ikke var advokat.

114.

Endelig påpegede Domstolen, at selv om borgeren i henhold til procesreglementets artikel 55, stk. 3 ( 91 ), kan lade en anden repræsentant indtræde i stedet for den repræsentant, der oprindeligt er blevet udpeget, hvis sidstnævnte er blevet udelukket af Retten på grund af en optræden, som er uforenelig med Rettens værdighed eller med retsplejehensyn, er der ingen bestemmelser i statutten eller i procesreglementet, der forpligter Retten eller Domstolen til at underrette borgeren om en manglende overholdelse af kravet om uafhængighed eller at give vedkommende mulighed for at udpege en ny repræsentant under sagen ( 92 ).

115.

Selv om det er korrekt, at ingen bestemmelser i statutten eller i procesreglementet forpligter Domstolen eller Retten til at underrette borgeren om en manglende overholdelse af kravet om uafhængighed eller at give vedkommende mulighed for at udpege en ny repræsentant under sagen, skyldes dette imidlertid udelukkende, at der ikke optræder et sådant krav i nogen af disse tekster.

116.

Der er efter min opfattelse tale om en alt for formalistisk fortolkning af de processuelle regler, som generaladvokat Bobek i punkt 75 og 76 i sit forslag til afgørelse i sagen Uniwersytet Wrocławski og Polen mod REA sammenfattede således ( 93 ):

»[E]n manglende overholdelse af relativt klart fastsatte krav kan afhjælpes. I modsætning hertil medfører en manglende overholdelse af et krav, der ikke udtrykkeligt er fastsat i de processuelle regler, nemlig kravet om en »uafhængig« advokat i henhold til statuttens artikel 19, stk. 3, at sagen afvises, idet Retten har fastholdt, at en befuldmægtigets manglende uafhængighed udgør en afvisningspåstand [...] De (processuelle) krav, der er klart anført (og som derfor kan forventes at blive overholdt af en rimelig påpasselig advokat), kan afhjælpes, mens de (ligeledes processuelle) krav, som ikke er klart anført (og som dermed vanskeligere kan forventes at blive overholdt af selv rimelig påpasselige advokater), ikke kan afhjælpes.«

117.

Afslutningsvis vil jeg erindre om, at generaladvokat Roemer allerede i sit forslag til afgørelse i den sag, der førte til dom af 16. februar 1965, Barge mod Den Høje Myndighed ( 94 ), var nået frem til samme konklusion: »[D]et [...] er [ikke] enhver tilsidesættelse af udtrykkelige formforskrifter i procesreglementet, der fører til, at søgsmålet afvises. Det forholder sig desto mindre således, når der er tale om manglende iagttagelse af processuelle principper, som ikke er udtrykkeligt reguleret i procesreglementet« ( 95 ). Generaladvokat Roemer redegjorde således for grundene til, at det ikke kunne forsvares »af hensyn til en korrekt afvikling af sagen« at anvende de faste principper, der blev forfægtet af Den Høje Myndighed, på retsforhandlingerne for Domstolen, men at det var at foretrække at udlede argumenter af procesreglementet til fordel for en »liberal indstilling« ( 96 ).

118.

Henset til samtlige disse betragtninger er jeg derfor af den opfattelse, at Retten begik en retlig fejl, idet den anvendte en regel, hvorefter en stævning ikke kan berigtiges, og søgsmålet skal afvises, hvis sagsøgerens repræsentant ikke har den påkrævede uafhængighed i forhold til sagsøgeren, for så vidt som en sådan regel tilsidesætter chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, og artikel 52, stk. 1.

119.

Jeg foreslår følgelig Domstolen at fastslå, at det tredje anbringende om en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, stk. 1 og 2, og artikel 52, stk. 1, kan tages til følge.

120.

På baggrund af min bedømmelse foreslår jeg Domstolen at træffe afgørelse om, at det andet og det tredje appelanbringende tages til følge, og at den appellerede kendelse ophæves.

121.

Ifølge statuttens artikel 61, stk. 1, kan Domstolen, hvis den ophæver den af Retten trufne afgørelse, enten selv træffe endelig afgørelse, hvis sagen er moden til påkendelse, eller hjemvise den til Retten til afgørelse.

122.

I den foreliggende sag er jeg af den opfattelse, at Domstolen ikke råder over de nødvendige oplysninger til at træffe endelig afgørelse om søgsmålets realitet, der indebærer en undersøgelse af elementer, der hverken blev behandlet af Retten i den appellerede kendelse eller er blevet drøftet for Domstolen.

123.

Jeg anser det derfor for nødvendigt, at sagen hjemvises til Retten med henblik på, at denne træffer afgørelse om tvisten som helhed, idet afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

124.

Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: