Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62021CN0665

    Sag C-665/21 P: Appel iværksat den 5. november 2021 af MKB Multifunds BV til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 6. september 2021 i sag T-277/20, MKB Multifunds mod Kommissionen

    EUT C 11 af 10.1.2022, p. 19–20 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    10.1.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 11/19


    Appel iværksat den 5. november 2021 af MKB Multifunds BV til prøvelse af kendelse afsagt af Retten (Ottende Afdeling) den 6. september 2021 i sag T-277/20, MKB Multifunds mod Kommissionen

    (Sag C-665/21 P)

    (2022/C 11/26)

    Processprog: nederlandsk

    Parter

    Appellant: MKB Multifunds BV (ved advocaten J.M.M. van de Hel og R Rampersad)

    De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Kongeriget Nederlandene

    Appellanten har nedlagt følgende påstande

    Den af MKB Multifunds iværksatte appel antages til realitetsbehandling og tages til følge.

    Rettens kendelse ophæves.

    Domstolens dom træder i stedet for Rettens kendelse, og afgørelsen fra Kommissionen annulleres.

    Europa-Kommissionen tilpligtes at betale de af MKB Multifunds afholdte sagsomkostninger.

    Anbringender og væsentligste argumenter

    Retten har med urette fastslået, at de af MKB Multifunds nedlagte påstande skal afvises. Kendelsen fra Retten er behæftet med en retlig fejl. MKB Multifunds har fremsat følgende anbringender.

    Det første anbringende: Retten har i kendelsens præmis 36-38 begået en retlig fejl ved at undlade at anvende artikel 36 i protokol nr. 3 vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 51 i traktaten om Den Europæiske Union. Efter Rettens opfattelse kan egenerklæringerne fra MKB Multifunds ikke tillægges nogen bevisværdi, eftersom der »alene er tale om en erklæring«. Retten har ikke givet nogen begrundelse for, hvorfor erklæringerne fra MKB Multifunds er upålidelige. Dermed er kendelsen utilstrækkeligt begrundet.

    Det andet anbringende: Retten har i kendelsens præmis 30 begået en retlig fejl i forbindelse med fortolkningen af begrebet interesserede parter i artikel 1, litra h, i forordning nr. 2015/1589 (1). Rettens fortolkning består reelt i, at MKB Multifunds skal godtgøre, at selskabet reelt drev virksomhed inden for sektoren: fonde for fonde — og således var direkte konkurrent til DVI — og er blevet ramt af konkrete følger. Dette er ikke i overensstemmelse med fast retspraksis, hvoraf følger, at en virksomhed er en interesseret part, hvis den i) er en (potentiel) konkurrent, som ikke er aktiv på det samme marked, og ii) den ulovlige støtte er til skade for dens interesser. Med denne retlige fejl har Retten anlagt et for strengt kriterium, og har set bort fra, at MKB Multifunds i det mindste er en potentiel konkurrent til DVI, og at MKB Multifunds i tilstrækkelig grad har argumenteret for, at den ulovlige støtte er til skade for virksomhedens interesser.

    Det tredje anbringende: Retten har i kendelsens præmis 53-55 begået en retlig fejl ved at anlægge en for snæver fortolkning af begrebet »individuel berørt« som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF. Dette har bevirket, at Retten har set bort fra, at MKB Multifunds har fremført konkrete argumenter, hvoraf følger, at afgørelsen påvirker virksomheden på grund af visse egenskaber, som er særlige for den eller på grund af en faktisk situation, der adskiller den fra alle andre.


    (1)  Rådets forordning (EU) nr. 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).


    Top