–

Prokuratura Rejonowa w Bytowie ved T. Rutkowska-Szmydyńska, Prokurator Regionalny w Gdańsku,

–

Prokuratura Okręgowa w Łomży ved A. Bałazy, Zastępca Prokuratora Okręgowego w Łomży,

–

den polske regering ved B. Majczyna og S. Żyrek, som befuldmægtigede,

–

den danske regering ved D. Elkan, V. Pasternak Jørgensen og M. Søndahl Wolff, som befuldmægtigede,

–

den nederlandske regering ved M.K. Bulterman og J. Langer, som befuldmægtigede,

–

den svenske regering ved A.M. Runeskjöld og H. Shev, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved K. Herrmann, P. Stancanelli og P.J.O. Van Nuffel, som befuldmægtigede,

1

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

2

Anmodningerne er blevet fremsat under straffesager indledt mod D.K. (sag C-647/21) og mod M.C. og M.F. (sag C-648/21).

3

Artikel 178, stk. 1, i Konstytucja Rzeczypospolitej Polskiej (Republikken Polens forfatning) lyder:

»Dommere skal ved udøvelsen af deres embede være uafhængige og kun være undergivet forfatningen og lovgivningen.«

4

Forfatningens artikel 179 fastsætter:

»Dommere udnævnes af republikkens præsident efter indstilling fra Krajowa Rada Sądownictwa [(det nationale domstolsråd, Polen, herefter »domstolsrådet«)] for en ubegrænset periode.«

5

Forfatningens artikel 180 bestemmer:

»1.   Dommere er uafsættelige.

2.   En dommer kan ikke afsættes, suspenderes fra tjeneste, forflyttes til en anden retsinstans eller til en anden funktion mod sin vilje, medmindre dette følger af en retsafgørelse, og kun i de tilfælde, der er fastsat ved lov.«

6

Artikel 11, stk. 3, i ustawa – Prawo o ustroju sądów powszechnych (lov om de almindelige domstoles organisation) af 27. juli 2001 (Dz. U, nr. 98, pos. 1070) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisterne i hovedsagerne (herefter »lov om de almindelige domstole«), lyder:

»Afdelingsformændene udnævnes af retspræsidenten. [...] Før en afdelingsformand i en sąd okręgowy [(regional domstol)] eller i en sąd rejonowy [(ret i første instans)] udnævnes, hører retspræsidenten kollegiet ved sąd okręgowy [(regional domstol)].«

7

I henhold til denne lovs artikel 21, stk. 1, nr. 2, består en sąd okręgowy (regional domstol) af retspræsidenten, domstolens kollegium og domstolens direktør.

8

Nævnte lovs artikel 22a fastsætter:

»1.   [...] præsidenten for sąd okręgowy [(regional domstol)] bestemmer ved sąd okręgowy [(regional domstol)] efter høring af kollegiet ved sąd okręgowy [(regional domstol)], hvordan opgaverne skal fordeles, og fastlægger i denne forbindelse:

4.   Retspræsidenten kan til enhver tid bestemme, at alle eller visse opgaver skal fordeles på en ny måde, hvis dette er begrundet i de forhold, der er nævnt i stk. 1. [...]

4a.   Forflyttelse af en dommer til en anden afdeling kræver den pågældendes samtykke.

4b.   Forflyttelse af en dommer til en anden afdeling kræver ikke den pågældendes samtykke, hvis

4c.   Bestemmelserne i stk. 4b, nr. 1 og 2, finder ikke anvendelse på dommere, som inden for en periode på tre år er blevet forflyttet til en anden afdeling uden deres samtykke. Ved forflyttelse af en dommer til en anden afdeling uden dennes samtykke i det tilfælde, der er omhandlet i stk. 4b, nr. 2, skal der bl.a. tages hensyn til dommerens anciennitet i den afdeling, hvorfra vedkommende forflyttes.

5.   En dommer eller retsassessor, hvis opgaver er blevet ændret, således at omfanget af vedkommendes ansvarsområde er blevet ændret, navnlig som følge af en forflyttelse til en anden afdeling ved den omhandlede retsinstans, kan indgive en klage til [domstolsrådet] inden for en frist på syv dage regnet fra tildelingen af dennes nye ansvarsområde. Der kan ikke indgives klage over:

6.   Den i stk. 5 omhandlede klage indgives via den retspræsident, som har foretaget den fordeling af opgaver, der er genstand for denne klage. Retspræsidenten videresender klagen til [domstolsrådet] inden for 14 dage efter dens modtagelse sammen med sin stillingtagen i sagen. [Domstolsrådet] træffer afgørelse om medhold i eller afslag på dommerens klage under hensyntagen til de i stk. 1 omhandlede forhold. [Domstolsrådets] afgørelse vedrørende den i stk. 5 omhandlede klage kræver ingen begrundelse. [Domstolsrådets] afgørelse kan ikke gøres til genstand for prøvelse. Dommeren eller retsassessoren udfører sine eksisterende pligter, indtil denne afgørelse træffes.«

9

Artikel 24, stk. 1, i lov om de almindelige domstole lyder:

»Præsidenten for sąd okręgowy [(regional domstol)] udnævnes af justitsministeren blandt dommerne ved sąd apelacyjny [(appeldomstol)], sąd okręgowy [(regional domstol)] eller sąd rejonowy [(ret i første instans)]. Efter at have udnævnt præsidenten for sąd okręgowy [(regional domstol)] præsenterer justitsministeren vedkommende for den kompetente plenarforsamling af dommere ved sąd okręgowy (regional domstol).«

10

I henhold til denne lovs artikel 30, stk. 1, består kollegiet ved sąd okręgowy (regional domstol) af præsidenten for sąd okręgowy (regional domstol) og af præsidenterne for de sądy rejonowe (retter i første instans), der henhører under kompetenceområdet for sąd okręgowy (regional domstol).

11

Nævnte lovs artikel 42a fastsætter:

»1.   Inden for rammerne af domstoles eller domstolsorganers virksomhed kan der ikke rejses tvivl om lovmæssigheden af retter eller domstole, statslige forfatningsorganer eller tilsyns- og retsbeskyttelsesorganer.

2.   En almindelig domstol eller en anden myndighedsinstans kan hverken fastslå eller bedømme lovligheden af udnævnelsen af en dommer eller den deraf følgende beføjelse for den pågældende til at beklæde embedet som dommer.«

12

Artikel 47a i lov om de almindelige domstole bestemmer:

»1.   Sagerne fordeles vilkårligt til dommere og retsassessorer efter specifikke sagskategorier med undtagelse af sager, der fordeles til en tilkaldedommer.

2.   Sagerne fordeles ligeligt efter specifikke sagskategorier, medmindre der er fastsat en mindre andel på grund af vedkommendes embede, deltagelse i fordelingen af sager inden for en anden kategori eller af andre grunde, der er fastsat ved lov.«

13

Denne lovs artikel 47b er affattet således:

»1.   Ændring af sammensætningen af en ret tillades kun, såfremt denne ikke kan behandle sagen i dens nuværende sammensætning, eller såfremt der foreligger en varig hindring for sagens behandling i rettens nuværende sammensætning. Bestemmelserne i artikel 47a finder tilsvarende anvendelse.

[...]

3.   De [i stk. 1] nævnte afgørelser træffes af retspræsidenten eller af en dommer udpeget af denne.

4.   En ændring af en dommers tjenestested eller dennes udstationering ved en anden retsinstans og udstationeringens ophør er ikke til hinder for, at dommeren træffer [processuelle] foranstaltninger i sager, der er tildelt på det nuværende tjenestested eller på det sted, hvor vedkommende i øjeblikket udøver sit hverv, indtil disse sager er afsluttet.

5.   Kollegiet ved den kompetente retsinstans på dommerens nye tjenestested eller udstationeringssted kan efter anmodning fra dommeren eller ex officio fritage denne dommer helt eller delvist fra dennes forpligtelser med hensyn til at behandle og afgøre sager, navnlig på grund af den store afstand mellem retten og dommerens nye tjenestested eller udstationeringssted, under hensyntagen til forløbet af de sager, der behandles og afgøres. Dommerkollegiet skal høre præsidenterne for de kompetente retsinstanser, før det træffer en beslutning.

6.   Bestemmelserne i stk. 4 og 5 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af forflyttelse til en anden afdeling ved samme retsinstans.«

14

Artikel 17, stk. 1, i ustawa o zmianie ustawy – Prawo o ustroju sądów powszechnych oraz niektórych innych ustaw (lov om ændring af lov om de almindelige domstole og visse andre love) af 12. juli 2017 (Dz. U. af 2017, pos. 1452) bestemmer:

»Retspræsidenter og vicepræsidenter, der er udnævnt på grundlag af bestemmelserne i den ved artikel 1 ændrede lov i den affattelse, der hidtil var gældende, kan afskediges af justitsministeren inden for en frist på højst seks måneder fra datoen for nærværende lovs ikrafttræden uden at opfylde kravene i artikel 27 i den ved artikel 1 ændrede lov, som ændret ved nærværende lov.«

15

Anmodningerne om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet af den samme dommer i forbindelse med behandlingen af to særskilte straffesager.

16

Hvad angår sag C-647/21 udspringer hovedsagen af en straffesag, der er indledt mod D.K. Ved en afgørelse truffet af retten i første instans blev D.K. idømt en fængselsstraf. D.K. har iværksat appel til prøvelse af denne afgørelse ved Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk, Polen), som er den forelæggende ret. Dommerkollegiet består af en enkelt dommer, og derfor er den dommer, som har fremsendt de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, både refererende dommer og formand for dommerkollegiet i denne sag.

17

Hvad angår sag C-648/21 udspringer hovedsagen af en straffesag, der er indledt mod M.C. og M.F. Ved en afgørelse truffet af en ret i første instans blev M.C. og M.F. dømt. Den ret i anden instans, som de sidstnævnte herefter iværksatte appel ved, frifandt M.C. og stadfæstede domfældelsen af M.F. Prokurator Generalny (generalstatsadvokaten, Polen) iværksatte appel ved Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) til prøvelse af afgørelsen fra retten i anden instans vedrørende M.C. Sąd Najwyższy (øverste domstol, Polen) ophævede denne afgørelse og hjemviste sagen til Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk), som er den forelæggende ret. I denne sag er dommerkollegiet en afdeling med tre dommere sammensat af formanden for dommerkollegiet, præsidenten for den forelæggende ret og en tredje dommer. Anmodningen om præjudiciel afgørelse er alene indgivet af formanden for dette dommerkollegium, der er den samme dommer som i sag C-647/21.

18

I september 2021 afsagde den dommer, der har indgivet de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, en afgørelse i en sag, der ikke har nogen forbindelse med hovedsagerne, hvorved hun anmodede formanden for appelafdelingen ved Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk) om at omfordele en sag til en anden dommer eller endog erstatte præsidenten for Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk) med en anden dommer i dommerkollegiet i denne sag. Hun begrundede denne anmodning med, at præsidenten for den forelæggende ret var blevet udnævnt til embedet på grundlag af en afgørelse truffet af domstolsrådet i dets nye sammensætning. Tilstedeværelsen af en sådan dommer i dommerkollegiet ville således ifølge denne dommer tilsidesætte retten til adgang til en domstol, der forudgående er oprettet ved lov, som omhandlet i artikel 19, stk. 1, TEU, chartrets artikel 47 og artikel 6 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«). Den forelæggende rets vicepræsident, der ligeledes blev udnævnt efter indstilling fra domstolsrådet i dettes nye sammensætning, annullerede den afgørelse, der indeholdt den nævnte anmodning fra denne dommer.

19

I begyndelsen af oktober 2021 ophævede nævnte dommer en dom fra en ret i første instans, som var blevet afsagt af en person, der var blevet udnævnt til dommer på grundlag af en afgørelse fra domstolsrådet i dettes nye sammensætning. Hun baserede bl.a. sin afgørelse om ophævelse på artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47.

20

Den 11. oktober 2021 traf kollegiet ved Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk), der bestod af præsidenten for denne domstol og præsidenterne for de fem sądy rejonowe (retter i første instans), der henhører under kompetenceområdet for Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk), en beslutning om at fritage den dommer, der har indgivet de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, fra at behandle ca. 70 sager, som hun var blevet tildelt i sjette appelafdeling for straffesager, herunder hovedsagerne (herefter »kollegiets beslutning«). Ifølge den pågældende dommer blev denne beslutning ikke forkyndt for hende, og hun blev ikke meddelt en begrundelse for beslutningen. Hun har oplyst, at præsidenten for den forelæggende ret blot meddelte hende, at hun var blevet fritaget for at behandle sagerne. Hun har tilføjet, at sidstnævnte to gange har afslået at imødekomme hendes anmodning om at få aktindsigt i beslutningen.

21

Den 13. oktober 2021 afsagde præsidenten for Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk) en kendelse om forflyttelse af den pågældende dommer fra appelafdelingen ved denne retsinstans, for hvilken hovedsagerne verserer, til førsteinstansafdelingen ved denne retsinstans (herefter »afgørelsen om forflyttelse«). En anden dommer blev flyttet til appelafdelingen i hendes sted.

22

Ifølge den forelæggende ret er begrundelsen for afgørelsen om forflyttelse begrænset til en kortfattet henvisning til behovet for at sikre, at de to afdelinger fungerer tilfredsstillende. Denne afgørelse henviser angiveligt ligeledes til en ikke nærmere angivet korrespondance mellem præsidenten for Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk) og formanden for en af disse afdelinger.

23

Afgørelsen om forflyttelse trådte i kraft den 18. oktober 2021. Afgørelsen indeholder ingen oplysninger om eventuelle retsmidler.

24

Under disse omstændigheder ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om den dommer, der har indgivet de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, fortsat kan behandle hovedsagen i sag C-647/21 som enedommer og fortsat kan deltage i behandlingen af hovedsagen i sag C-648/21 som formand for dommerkollegiet.

25

Den forelæggende ret er af den opfattelse, at henset til de omstændigheder, der er redegjort for i denne doms præmis 18-23, og som har ført til, at denne ret er blevet frataget behandlingen af de sager, hvor den pågældende dommer var refererende dommer, herunder hovedsagerne, er retten nødsaget til at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt sådanne foranstaltninger tilsidesætter artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med chartrets artikel 47. Hvis dette er tilfældet, ønsker den forelæggende ret oplyst, om den er forpligtet til at se bort fra kollegiets beslutning og andre efterfølgende retsakter, såsom afgørelsen om at omfordele sager, som den pågældende dommer er blevet fritaget fra at behandle, herunder hovedsagerne, til en anden dommer.

26

Den forelæggende ret finder, at den omstændighed, at den dommer, der har indgivet de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, er blevet frataget sager, som hun var blevet tildelt, samt hendes forflyttelse, tilsidesætter kravene om uafhængighed og uafsættelighed. Desuden udgjorde de foranstaltninger, der blev truffet over for denne dommer, en reaktion på dennes forsøg på at efterprøve, om retten i første instans opfyldte kravet om at være en domstol, der er oprettet ved lov, og foranstaltningerne havde til formål at forhindre fremtidige forsøg i denne retning.

27

På denne baggrund har Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk) besluttet at udsætte gennemførelsen af kollegiets beslutning, udsætte sagerne og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål i hver af hovedsagerne:

28

Ved afgørelse truffet af Domstolens præsident den 29. november 2021 er sagerne C-647/21 og C-648/21 blevet forenet med henblik på den skriftlige og mundtlige forhandling samt dommen.

29

Den forelæggende ret har anmodet om, at de foreliggende præjudicielle forelæggelser undergives en fremskyndet procedure i henhold til artikel 105 i Domstolens procesreglement. Til støtte for disse anmodninger har den forelæggende ret i det væsentlige gjort gældende, at anvendelsen af denne procedure er begrundet, henset til den omstændighed, at de præjudicielle spørgsmål vedrører grundlæggende spørgsmål i polsk ret, navnlig forfatningsretten, nemlig princippet om dommeres uafsættelighed og parternes ret til adgang til en domstol, der er oprettet ved lov, og som er upartisk og uafhængig. Den forelæggende ret har tilføjet, at der er berettigede grunde til at antage, at vedtagelsen af andre foranstaltninger i hovedsagerne vil føre til, at begrundelsen for, at det var nødvendigt at forelægge Domstolen de præjudicielle spørgsmål, bortfalder, og at gennemførelsen af de svar, som Domstolen måtte give, kan blive hindret, hvorved det vil være umuligt at sikre EU-rettens effektivitet og en effektiv retsbeskyttelse.

30

Procesreglementets artikel 105, stk. 1, bestemmer, at Domstolens præsident efter anmodning fra den forelæggende ret eller i undtagelsestilfælde af egen drift, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, kan beslutte at undergive en sag en fremskyndet procedure, når sagens karakter kræver, at den behandles hurtigt.

31

Det skal bemærkes, at en sådan fremskyndet procedure udgør et processuelt instrument til behandling af en ekstraordinær nødsituation (dom af 21.12.2021, Randstad Italia, C-497/20, EU:C:2021:1037, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).

32

I det foreliggende tilfælde har Domstolens præsident den 29. november 2021, efter at have hørt den refererende dommer og generaladvokaten, besluttet ikke at imødekomme anmodningerne om, at de foreliggende præjudicielle forelæggelser undergives en fremskyndet procedure. De argumenter, som den forelæggende ret har anført med henblik på at begrunde disse anmodninger, er nemlig af generel karakter og præciserer ikke de specifikke grunde til, at disse anmodninger om præjudiciel afgørelse bør behandles hurtigt. Navnlig karakteriserer den omstændighed, at de forelagte spørgsmål vedrører grundlæggende spørgsmål i polsk ret, navnlig forfatningsretten, ikke en ekstraordinær nødsituation, hvilket er en nødvendig betingelse for at begrunde en fremskyndet behandling. Endelig kan den omstændighed, at hovedsagerne henhører under strafferetten, ikke i sig selv begrunde en fremskyndet behandling af disse.

33

Den 18. oktober 2022 udsatte Domstolen de forenede sager C-647/21 og C-648/21 indtil domsafsigelsen i de forenede sager C-615/20 og C-671/20. Den 20. juli 2023 underrettede Domstolen den forelæggende ret om dom af 13. juli 2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer) (C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562), og bad den forelæggende ret oplyse, om den ønskede at opretholde sine anmodninger om præjudiciel afgørelse i de forenede sager C-647/21 og C-648/21.

34

Efter instruks fra præsidenten for Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk) svarede den dommer, der havde fremsendt de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, den 25. september 2023, at den forelæggende ret ønskede at opretholde sine anmodninger om præjudiciel afgørelse.

35

På grund af visse uklarheder i dette svar fremsendte Domstolen endnu en anmodning om uddybende oplysninger i henhold til artikel 101, stk. 1, i Domstolens procesreglement. Domstolen spurgte bl.a., om den dommer, der havde indgivet de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, stadig havde sæde i de dommerkollegier, som behandlede de hovedsager, der havde givet anledning til de præjudicielle forelæggelser i de forenede sager C-647/21 og C-648/21, og i bekræftende fald i hvilken egenskab. Den forelæggende ret har besvaret denne anmodning den 17. oktober 2023 gennem den dommer, der har forelagt de foreliggende anmodninger.

36

For det første bemærkes, at den danske regering og Europa-Kommissionen i det væsentlige har anført, at chartrets artikel 47 ikke finder anvendelse på hovedsagerne. Kommissionen har navnlig anført, at selv om anmodningerne om præjudiciel afgørelse, navnlig ordlyden af den forelæggende rets spørgsmål, henviser til direktiv 2016/343, anmodes der ikke om en fortolkning af dette direktiv.

37

I denne forbindelse henvises der til, at Domstolen inden for rammerne af en præjudiciel forelæggelse i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende kan fortolke EU-retten inden for grænserne af de kompetencer, som den er blevet tildelt (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 30 og den deri nævnte retspraksis).

38

Chartrets anvendelsesområde for så vidt angår medlemsstaternes handlinger er fastlagt i dets artikel 51, stk. 1, hvorefter chartrets bestemmelser er rettet til medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, og denne bestemmelse bekræfter Domstolens faste praksis om, at de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved Unionens retsorden, kan anvendes i alle situationer, der reguleres af EU-retten, men ikke uden for sådanne situationer (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

39

Hvad angår anmodningen om fortolkning af chartrets artikel 47 har den forelæggende ret i det foreliggende tilfælde ikke fremlagt oplysninger om, at hovedsagerne vedrører fortolkningen eller anvendelsen af en EU-retlig regel, der er gennemført på nationalt plan. Selv om det andet præjudicielle spørgsmål henviser til direktiv 2016/343, er dette spørgsmål således ikke stillet med hensyn til bestemmelserne i dette direktiv, og den forelæggende ret har ikke givet nogen forklaring på den forbindelse, der måtte være mellem det nævnte direktiv og disse sager.

40

I de foreliggende sager har Domstolen derfor ikke kompetence til at fortolke chartrets artikel 47 som sådan.

41

For det andet har Prokuratura Rejonowa w Bytowie (anklagemyndigheden i Bytów, Polen) og Prokuratura Okręgowa w Łomży (den regionale anklagemyndighed i Łomża, Polen) i det væsentlige gjort gældende, at problemstillinger vedrørende organiseringen af retsvæsenet i medlemsstaterne, såsom dem, der er rejst i de forelagte spørgsmål, navnlig vedrørende en dommers fritagelse fra behandlingen af de sager, som vedkommende er blevet tildelt, henhører under medlemsstaternes enekompetence og ikke under EU-rettens materielle anvendelsesområde. Derimod har den polske regering anført i retsmødet, at Domstolen efter dens opfattelse har kompetence til at besvare de præjudicielle spørgsmål.

42

I denne henseende fremgår det af fast retspraksis, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne ganske vist henhører under de sidstnævntes kompetence, gælder det ikke desto mindre, at medlemsstaterne under udøvelsen af denne kompetence skal overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og at dette navnlig kan være tilfældet for så vidt angår nationale regler vedrørende vedtagelse af afgørelser om udnævnelse af dommere og efter omstændighederne regler vedrørende domstolsprøvelsen i forbindelse med sådanne udnævnelsesprocedurer (jf. dom af 9.1.2024, G. m.fl. (Udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole i Polen), C-181/21 og C-269/21, EU:C:2024:1, præmis 57 og den deri nævnte retspraksis).

43

Det fremgår desuden klart af ordlyden af de forelagte spørgsmål, at disse ikke vedrører fortolkningen af polsk ret, men fortolkningen af bl.a. artikel 19, stk. 1, TEU.

44

Det følger heraf, at Domstolen har kompetence til at træffe afgørelse om anmodningerne om præjudiciel afgørelse, men ikke til at fortolke chartrets artikel 47 som sådan.

45

Anklagemyndigheden i Bytów og den regionale anklagemyndighed i Łomża har gjort gældende, at de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse ikke kan antages til realitetsbehandling. De har for det første gjort gældende, at den forelæggende ret har forelagt disse anmodninger efter vedtagelsen af kollegiets beslutning, dvs. på et tidspunkt, hvor denne dommer, der således var blevet fritaget fra behandlingen af hovedsagerne, ikke længere havde beføjelse til at træffe de nævnte afgørelser. For det andet har de henledt opmærksomheden på, at de præjudicielle spørgsmål vedrører den forelæggende dommers individuelle situation, og at disse spørgsmål derfor er af personlig karakter. For det tredje har de anført, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 94, litra a) og b). Den polske regering har anført i retsmødet, at de pågældende anmodninger kan antages til realitetsbehandling.

46

Kommissionen har i øvrigt anført, at det tredje præjudicielle spørgsmål ikke kan antages til realitetsbehandling, henset til, at spørgsmålet om, hvorvidt der findes et eventuelt effektivt retsmiddel for den tiltalte i hovedsagerne, hverken er et forudgående spørgsmål, der opstår in limine litis, eller et spørgsmål, der er nødvendigt med henblik på afgørelsen af disse sager.

47

Det bemærkes i denne forbindelse, at det følger af Domstolens faste praksis, at det inden for rammerne af samarbejdet mellem Domstolen og de nationale retter i henhold til artikel 267 TEUF udelukkende tilkommer de nationale retter, for hvilke tvisten er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af sagens konkrete omstændigheder at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at de kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, de forelægger Domstolen. Når de stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af EU-retten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse (dom af 24.11.2020, Openbaar Ministerie (Dokumentfalsk), C-510/19, EU:C:2020:953, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

48

Det fremgår således af selve ordlyden af artikel 267 TEUF, at den præjudicielle afgørelse, der anmodes om, skal være »nødvendig« for, at den forelæggende ret kan »[afsige] sin dom« i den sag, der verserer for den (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

49

Domstolen har i så henseende allerede fastslået, at en besvarelse af præjudicielle spørgsmål kan være nødvendig for at give de forelæggende retter en fortolkning af EU-retten, som giver dem mulighed for at afgøre processuelle spørgsmål inden for national ret, før de skal træffe afgørelse vedrørende realiteten i de sager, der verserer for dem (dom af 16.11.2021, Prokuratura Rejonowa w Mińsku Mazowieckim m.fl., C-748/19 – C-754/19, EU:C:2021:931, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).

50

Hvad angår den første afvisningsgrund om, at den omhandlede dommer indgav disse anmodninger om præjudiciel afgørelse, efter at hun var blevet fritaget fra behandlingen af hovedsagerne, må det konstateres dels, at det fremgår af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den pågældende dommer på det tidspunkt, hvor hun indgav disse anmodninger om præjudiciel afgørelse, dvs. den 20. oktober 2021, stadig behandlede hovedsagerne, dels at den forelæggende ret efter denne fritagelse ikke har trukket de nævnte anmodninger om præjudiciel afgørelse tilbage.

51

I sit svar på Domstolens anden anmodning om uddybende oplysninger har den forelæggende ret nemlig bekræftet, at den pågældende dommer var henholdsvis den refererende dommer og formanden for dommerkollegiet i de to hovedsager på det tidspunkt, hvor forelæggelsesafgørelserne blev truffet, dvs. den 20. oktober 2021. Den forelæggende ret har ligeledes anført, at det var ved kendelse af 21. oktober 2021, der blev afsagt efter vedtagelsen af disse forelæggelsesafgørelser, at den sag, der lå til grund for den præjudicielle forelæggelse i sag C-648/21, blev omfordelt til en anden refererende dommer, som tidligere havde sæde i det dommerkollegium med tre dommere, der skulle påkende denne sag, og at det ligeledes var den 21. oktober 2021, at sammensætningen af dommerkollegiet med en enkelt dommer i den sag, der lå til grund for den præjudicielle forelæggelse i sag C-647/21, blev ændret. Den forelæggende ret har desuden bekræftet, at disse to sager blev udsat som følge af de foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, og at de har været udsat siden dette tidspunkt.

52

Hvad angår den anden afvisningsgrund om, at de præjudicielle spørgsmål i det væsentlige vedrører den individuelle situation for dommer, der har indgivet de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, og derfor ikke har nogen forbindelse med hovedsagerne, skal det bemærkes, at den forelæggende ret i forbindelse med hovedsagerne skal tage stilling til processuelle spørgsmål, som det tilkommer den at afgøre in limine litis, og hvis løsning afhænger af en fortolkning af de EU-retlige bestemmelser og principper, som disse præjudicielle spørgsmål vedrører. De nævnte præjudicielle spørgsmål har nemlig i det væsentlige til formål at afgøre, om denne dommer, henset til disse EU-retlige bestemmelser og principper, fortsat retmæssigt kan fremme hovedsagernes behandling, uanset den anfægtede beslutning fra kollegiet, hvorved vedkommende blev fritaget fra at behandle sagerne.

53

Som det fremgår af Domstolens praksis, kan præjudicielle spørgsmål, der på denne måde tager sigte på at give den forelæggende ret mulighed for in limine litis at afgøre processuelle vanskeligheder såsom dem, der vedrører dens egen kompetence til at påkende en sag, der verserer for den, eller de retsvirkninger, der eventuelt skal gives en retsafgørelse, der potentielt er til hinder for en sådan sags videre behandling ved den nævnte ret, antages til realitetsbehandling i medfør af artikel 267 TEUF (dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer) (C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

54

Hvad angår den tredje afvisningsgrund om, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 94, litra a) og b), er det tilstrækkeligt at bemærke, således som det fremgår af denne doms præmis 6-14 og 15-26, at disse anmodninger om præjudiciel afgørelse – således som de er blevet præciseret af den forelæggende ret i dens svar på Domstolens to anmodninger om uddybende oplysninger for så vidt angår en del af det første spørgsmål og det andet spørgsmål – indeholder alle de oplysninger, der kræves i henhold til denne artikel 94, litra a) og b), navnlig indholdet af de nationale bestemmelser, der kan finde anvendelse i det foreliggende tilfælde, en fremstilling af grundene til, at den forelæggende ret finder, at der er tvivl om fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, samt den forbindelse, som denne ret har fastslået mellem den nævnte bestemmelse og de påberåbte nationale regler, således at Domstolen er i stand til at træffe afgørelse om de præjudicielle spørgsmål for denne dels vedkommende.

55

For så vidt angår den del af det første spørgsmål, der vedrører sammensætningen af en retsinstans’ dommerkollegium, nemlig dels den omstændighed, at justitsministeren, som ligeledes er generalstatsadvokaten, har beføjelse til at udnævne præsidenterne for sądy rejonowe (retter i første instans), som kollegiet ved sąd okręgowy (regional domstol) er sammensat af, dels den omstændighed, at visse af kollegiets medlemmer er blevet udnævnt til dommerembeder efter indstilling fra domstolsrådet i dettes nye sammensætning, der ikke frembyder tilstrækkelige garantier for uafhængighed, skal det bemærkes, at eftersom forelæggelsesafgørelsen udgør grundlaget for den procedure, der er fastsat i artikel 267 TEUF, er den nationale ret forpligtet til i selve forelæggelsesafgørelsen at redegøre for den faktiske og retlige baggrund for tvisten i hovedsagen og give de nødvendige forklaringer om begrundelsen for valget af de EU-retlige bestemmelser, som den ønsker fortolket, og om den forbindelse, som efter dens opfattelse består mellem disse bestemmelser og den nationale lovgivning, som finder anvendelse på den tvist, der verserer for den (jf. i denne retning dom af 4.6.2020, C.F. (Skatte- og afgiftskontrol), C-430/19, EU:C:2020:429, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis).

56

I det foreliggende tilfælde indeholder forelæggelsesafgørelserne, bortset fra nogle begrænsede forklaringer vedrørende sammensætningen af dommerkollegiet ved en retsinstans, ikke tilstrækkelige oplysninger om den nationale retlige ramme for udnævnelsen af medlemmerne af dette kollegium. Det er heller ikke forklaret heri, hvorfor det er nødvendigt, at Domstolen besvarer den del af det første spørgsmål, der vedrører sammensætningen af dommerkollegiet ved en retsinstans. Under disse omstændigheder råder Domstolen ikke over tilstrækkelige oplysninger til, at den kan give en hensigtsmæssig besvarelse af denne del af det første spørgsmål, og derfor opfylder anmodningerne om præjudiciel afgørelse for så vidt ikke betingelserne i procesreglementets artikel 94, litra a) og b).

57

Hvad angår det tredje præjudicielle spørgsmål, hvorved den forelæggende ret ønsker oplyst, om der eventuelt findes et effektivt retsmiddel for de tiltalte i hovedsagerne, må det konstateres, at dette ikke er et forudgående spørgsmål, der opstår in limine litis, og heller ikke er nødvendigt for afgørelsen af hovedsagerne. Det fremgår navnlig ikke af de sagsakter, som Domstolen råder over, at der i hovedsagerne opstår et spørgsmål om, hvorvidt det er muligt for de tiltalte at anfægte lovligheden af det dommerkollegium, der skal påkende deres sager.

58

Henset til ovenstående betragtninger skal det fastslås, at anmodningerne om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling med undtagelse af den del af det første spørgsmål, der vedrører sammensætningen af kollegiet ved en retsinstans, og det tredje præjudicielle spørgsmål.

59

Indledningsvis skal det først bemærkes, at selv om den forelæggende ret med det første præjudicielle spørgsmål formelt ønsker oplyst, om det er foreneligt med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, at et organ ved en national retsinstans, såsom dennes kollegium, har kompetence til at fratage en dommer ved denne retsinstans behandlingen af en del af eller alle de sager, som vedkommende er blevet tildelt, fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at dette første spørgsmål i det væsentlige vedrører den nationale lovgivning, der regulerer den procedure, i henhold til hvilken en dommer kan blive frataget sine sager.

60

Selv om forflyttelsen af den dommer, der har indgivet de to foreliggende anmodninger om præjudiciel afgørelse, fra appelafdelingen ved den forelæggende ret, for hvilken hovedsagerne verserer, til den nævnte rets førsteinstansafdeling, udgør et vigtigt element, der skal tages i betragtning med henblik på at forstå den situation, som den forelæggende ret har redegjort for i sine spørgsmål, gør disse sagsakter det derimod ikke muligt at antage, at det første spørgsmål skal forstås således, at det ligeledes vedrører foreneligheden med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU af en afgørelse om forflyttelse eller mere generelt af en lovgivning, der regulerer forflyttelsesproceduren, såsom de i hovedsagen omhandlede.

61

Henset til disse konstateringer må det antages, at den forelæggende ret med sit første spørgsmål nærmere bestemt ønsker oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et organ ved en national retsinstans, såsom dennes kollegium, kan fratage en dommer ved denne retsinstans en del af eller alle de sager, som vedkommende er blevet tildelt, uden at der i denne lovgivning fastsættes kriterier, der skal vejlede dette organ, når det træffer en sådan afgørelse om fratagelse af sager, og uden at der pålægges en pligt til at begrunde denne afgørelse eller fastsættes en mulighed for domstolsprøvelse af den nævnte afgørelse.

62

I denne henseende bemærkes, at selv om organiseringen af den dømmende magt i medlemsstaterne, bl.a. de nationale domstoles oprettelse, sammensætning, kompetence og funktion, henhører under medlemsstaternes kompetence, er de under udøvelsen af denne kompetence ikke desto mindre forpligtet til at overholde de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til EU-retten, og navnlig artikel 19 TEU (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).

63

Princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU henviser til, udgør et generelt EU-retligt princip, der bl.a. er fastslået i EMRK’s artikel 6, stk. 1, hvortil chartrets artikel 47, andet afsnit, svarer. Der skal følgelig tages behørigt hensyn til sidstnævnte bestemmelse ved fortolkningen af artikel 19, stk. 1, andet afsnit (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

64

For så vidt som chartret indeholder rettigheder svarende til dem, der er sikret ved EMRK, tilsigter chartrets artikel 52, stk. 3, i øvrigt at sikre den nødvendige sammenhæng mellem de i chartret indeholdte rettigheder og de tilsvarende ved EMRK sikrede rettigheder, dog uden at dette berører EU-rettens autonomi. Ifølge forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17) svarer chartrets artikel 47, stk. 2, til EMRK’s artikel 6, stk. 1. Domstolen skal følgelig sørge for, at den fortolkning, som den anlægger i de foreliggende sager, sikrer et beskyttelsesniveau, som ikke tilsidesætter det beskyttelsesniveau, der er sikret ved EMRK’s artikel 6, stk. 1, således som denne bestemmelse fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

65

Når dette er sagt, skal det i første række bemærkes, at enhver medlemsstat i henhold til artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal sørge for, at de retsinstanser, der som »domstole« i EU-rettens forstand skal træffe afgørelse om spørgsmål, der er knyttet til anvendelsen eller til fortolkningen af denne ret, og som således henhører under medlemsstatens retsmiddelsystem på de områder, der er omfattet af EU-retten, opfylder kravene til en effektiv domstolsbeskyttelse, herunder kravet om uafhængighed (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

66

Dette krav om retternes uafhængighed, som er uløseligt forbundet med udøvelsen af dømmende myndighed, er en del af kerneindholdet i retten til en effektiv retsbeskyttelse og i den grundlæggende ret til en retfærdig rettergang, der har afgørende betydning som garant for beskyttelsen af samtlige de rettigheder, som borgerne afleder af EU-retten, og for bevarelsen af medlemsstaternes fælles værdier, der er nævnt i artikel 2 TEU, herunder retsstatsprincippet (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 49 og den deri nævnte retspraksis).

67

Nævnte krav om uafhængighed omfatter to aspekter. Det første eksterne aspekt kræver, at den pågældende ret udøver sit hverv helt uafhængigt og uden at være underlagt noget hierarkisk forhold eller stå i afhængighedsforhold til nogen og uden at modtage ordrer eller instrukser fra nogen, og at den således er beskyttet mod indgreb og pres udefra, der kan bringe dens medlemmers uafhængige bedømmelse i fare og påvirke deres afgørelser. Det andet interne aspekt hænger sammen med begrebet »upartiskhed« og vedrører det forhold, at der skal være den samme afstand til tvistens parter og deres respektive interesser for så vidt angår tvistens genstand. Dette aspekt fordrer objektivitet og en fuldstændig mangel på interesse i sagens udfald ud over den strikte anvendelse af retsregler (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 50 og 51 og den deri nævnte retspraksis).

68

Selv om det »eksterne« aspekt af uafhængigheden i det væsentlige har til formål at beskytte domstolenes uafhængighed i forhold til den lovgivende og den udøvende magt i overensstemmelse med det princip om magtens tredeling, som er kendetegnende for en retsstats funktionsmåde, tilsigter det ligeledes at beskytte dommerne mod utilbørlig påvirkning, der hidrører fra den pågældende retsinstans interne forhold (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

69

Det skal ligeledes understreges, at udøvelsen af dømmende myndighed skal være beskyttet ikke blot mod enhver direkte indflydelse i form af instrukser, men også mod mere indirekte former for indflydelse, der kan påvirke retsafgørelserne (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 53 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.11.2024, S. (Ændring af dommerkollegiet), C-197/23, EU:C:2024:956, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

70

Disse garantier for uafhængighed og upartiskhed forudsætter, at der findes regler om bl.a. det omhandlede organs sammensætning, som gør det muligt at fjerne enhver rimelig tvivl i offentligheden om, at organet er uimodtageligt for påvirkninger udefra og neutralt i forhold til de interesser, som står over for hinanden (dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 52).

71

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i øvrigt ligeledes fremhævet, at den afgørende betydning, som bl.a. domstolenes uafhængighed og retssikkerheden har for retsstaten, kræver særlig klarhed over de regler, der anvendes i hver enkelt sag, og klare garantier for at sikre objektivitet og gennemsigtighed og frem for alt for at undgå enhver form for vilkårlighed i forbindelse med tildelingen af bestemte sager til dommere (Menneskerettighedsdomstolen, 5.10.2010, DMD GROUP, a.s. mod Slovakiet, CE:ECHR:2010:1005JUD001933403, § 66).

72

I anden række kræver artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU ligeledes, at der findes en domstol, der »forudgående er oprettet ved lov«, henset til den uadskillelige forbindelse mellem adgangen til en sådan domstol og garantierne for dommeres uafhængighed og upartiskhed (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 55 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.11.2024, S. (Ændring af dommerkollegiet), C-197/23, EU:C:2024:956, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

73

Henvisningen til en »domstol, der er oprettet ved lov«, der genfindes i chartrets artikel 47, stk. 2, afspejler bl.a. retsstatsprincippet og vedrører ikke blot selve retsgrundlaget for en domstols eksistens, men også dennes sammensætning i hver sag samt enhver anden bestemmelse i national ret, hvis manglende overholdelse medfører, at en eller flere dommeres deltagelse i efterprøvelsen af sagen bliver ulovlig (jf. analogt dom af 29.3.2022, Getin Noble Bank, C-132/20, EU:C:2022:235, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).

74

Reglerne om fordeling og omfordeling af sager er således en del af begrebet en domstol, der »forudgående er oprettet ved lov«, idet dette begreb ikke blot kræver et retsgrundlag for selve domstolens eksistens, men ligeledes overholdelse af dennes sammensætning i hver sag samt enhver anden bestemmelse i national ret, hvis manglende overholdelse medfører, at en eller flere dommeres deltagelse i efterprøvelsen af sagen bliver ulovlig.

75

Følgelig kræver artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU ligeledes i denne henseende, at de regler, der regulerer sammensætningen af dommerkollegier, kan udelukke enhver uberettiget indblanding i beslutningsprocessen i en given sag fra personer, som ikke er en del af det dommerkollegium, der er ansvarligt for behandlingen af denne sag, og over for hvilke parterne ikke har kunnet gøre deres argumenter gældende (jf. i denne retning dom af 11.7.2024, Hann-Invest m.fl., C-554/21, C-622/21 og C-727/21, EU:C:2024:594, præmis 59).

76

I det foreliggende tilfælde fremgår det, med forbehold for den efterprøvelse, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, at artikel 47b, stk. 1, i lov om de almindelige domstole fastsætter, at en ændring af sammensætningen af en ret tillades, når der foreligger en »varig hindring for sagens behandling i rettens nuværende sammensætning«, uden yderligere præcisering. Selv om artikel 47b, stk. 4, i det væsentlige bestemmer, at en dommer på trods af dennes forflyttelse til et andet sted eller udstationering ved en anden retsinstans fortsat er ansvarlig for de sager, som vedkommende er blevet tildelt, indtil disse sager er afsluttet, fastsætter nævnte artikel 47b, stk. 5, at dommeren kan blive fritaget fra at behandle sine sager efter afgørelse truffet af kollegiet ved den pågældende retsinstans, uden at der fastsættes kriterier med henblik herpå. Endelig har retsinstansens kollegium i overensstemmelse med artikel 47b, stk. 6, tillige mulighed for at fritage en dommer fra sine forpligtelser, i tilfælde af at sidstnævnte forflyttes til en anden afdeling, idet denne mulighed dog heller ikke ledsages af noget præcist kriterium.

77

Det skal derfor fastslås, at en national lovgivning som den, der er beskrevet i denne doms foregående præmis, ikke alene ikke fastsætter objektive kriterier for at kunne fritage en dommer fra at behandle en eller flere af dennes sager, men ligeledes gør det muligt for kollegiet ved den pågældende retsinstans at fratage en dommer vedkommendes sager uden at begrunde en sådan afgørelse. Henvisningen til, at der foreligger en »varig hindring for sagens behandling i rettens nuværende sammensætning«, er for vag til at kunne anses for at kunne forhindre enhver vilkårlighed i afgørelsen om ændring af sammensætningen af en ret. Desuden har den polske regering i retsmødet for Domstolen bekræftet, at polsk ret ikke pålægger nogen pligt til give en begrundelse for, at en dommer fratages sin kompetence i henhold til artikel 47b, stk. 5 og 6, i lov om de almindelige domstole.

78

Hvad angår de i hovedsagerne omhandlede fratagelser af sager fremgår det i øvrigt af de sagsakter, som Domstolen råder over, at kollegiets beslutning, hvorved den pågældende dommer blev frataget kompetencen i hovedsagerne, savner enhver begrundelse.

79

Endvidere synes denne beslutning fra kollegiet ikke at kunne begrundes med den afgørelse om forflyttelse, hvorved præsidenten for Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk) den 13. oktober 2021 i henhold til artikel 22a, stk. 4, i lov om de almindelige domstole besluttede at forflytte den dommer, der havde forelagt de foreliggende præjudicielle anmodninger, til en anden afdeling ved den samme retsinstans.

80

For det første var denne afgørelse nemlig blot kortfattet begrundet i behovet for at »sikre, at sjette appelafdeling for straffesager og anden afdeling for straffesager ved [Sąd Okręgowy w Słupsku (den regionale domstol i Słupsk)] fungerer tilfredsstillende«.

81

For det andet blev kollegiets beslutning vedtaget to dage før afgørelsen om forflyttelse.

82

Hvad i øvrigt angår en forflyttelse af en dommer til en anden retsinstans uden dennes samtykke eller en forflyttelse af en dommer til en anden afdeling ved samme retsinstans uden dennes samtykke har Domstolen allerede fastslået, at sådanne forflyttelser kan udgøre et middel til at udøve kontrol med retsafgørelsers indhold, eftersom de ikke alene kan påvirke omfanget af de berørte dommeres beføjelser og behandlingen af de sager, som de er tildelt, men også få betydelige konsekvenser for deres liv og karriere og således have tilsvarende virkninger som en disciplinær sanktion (dom af 6.10.2021, W.Ż. (Afdelingen for ekstraordinær prøvelse og offentlige sager ved den øverste domstol – udnævnelse), C-487/19, EU:C:2021:798, præmis 115).

83

På samme måde gør den omstændighed, at en dommer fratages de sager, som vedkommende er ansvarlig for, uden at den pågældende nationale lovgivning fastsætter objektive kriterier, der kan opstille rammer for en sådan mulighed for fratagelse af kompetence, og i øvrigt uden at en afgørelse om fratagelse af kompetence skal begrundes, gør det heller ikke muligt at udelukke, at fratagelsen af sagerne er vilkårlig eller endog udgør en skjult disciplinær sanktion. Dette er så meget desto mere tilfældet, når en sådan fratagelse af kompetence efterfølges af en forflyttelse af den pågældende dommer til en anden afdeling ved den samme ret.

84

Organisatoriske foranstaltninger med henblik på fratagelse af kompetence som de i hovedsagerne omhandlede, hvis gennemførelse ikke er afgrænset af tilstrækkeligt præcise kriterier, og som ikke er underlagt en tilstrækkelig begrundelsespligt, kan således give anledning til spørgsmål om, hvorvidt fratagelsen af sagerne efterfulgt af forflyttelsen var en reaktion på den pågældende dommers tidligere handlinger.

85

Med henblik på at undgå den vilkårlighed, der kan opstå som følge af en uigennemsigtig procedure, og som kan underminere princippet om dommeres uafhængighed og uafsættelighed, skal de nationale regler om dommeres fratagelse af sager derfor fastsætte klart angivne objektive kriterier for, hvornår en dommer kan fratages sine sager, samt en pligt til at begrunde afgørelser om fratagelse af sager, navnlig i tilfælde af fratagelse af sager uden den pågældende dommers samtykke, for at sikre, at dommeres uafhængighed ikke bringes i fare på grund af utilbørlig påvirkning udefra.

86

Henset til det ovenstående skal det første præjudicielle spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national lovgivning, hvorefter et organ ved en national retsinstans, såsom dennes kollegium, kan fratage en dommer ved denne retsinstans en del af eller alle de sager, som vedkommende er blevet tildelt, uden at der i denne lovgivning fastsættes kriterier, der skal vejlede dette organ, når det træffer en sådan afgørelse om fratagelse af sager, eller pålægges en pligt til at begrunde denne afgørelse.

87

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at de pålægger en national ret og enhver anden myndighed i den pågældende medlemsstat at undlade at anvende dels en afgørelse fra denne retsinstans’ kollegium, hvorved en dommer ved nævnte retsinstans fratages sager, som vedkommende er blevet tildelt, dels andre efterfølgende foranstaltninger, såsom beslutninger om omfordeling af disse sager, når denne afgørelse er blevet vedtaget i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU.

88

I denne henseende bemærkes, at i henhold til fast retspraksis medfører princippet om EU-rettens forrang, at EU-retten har en fortrinsstilling i forhold til medlemsstaternes nationale ret. Dette princip medfører derfor en forpligtelse for alle instanser i medlemsstaterne til at sikre, at de forskellige EU-retlige regler gennemføres fuldt ud, idet medlemsstaternes nationale ret ikke kan ændre den virkning, som disse forskellige regler tillægges på disse staters område (dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

89

Det nævnte princip pålægger således navnlig enhver national dommer, der inden for sit kompetenceområde skal anvende EU-retlige bestemmelser, en forpligtelse til at sikre denne rets fulde virkning i den sag, som den pågældende skal behandle, idet denne om fornødent af egen drift skal undlade at anvende enhver national lovgivning eller praksis, der er i strid med en bestemmelse i EU-retten, der har direkte virkning, uden at denne behøver at anmode om eller afvente en forudgående ophævelse af denne nationale lovgivning eller praksis ad lovgivningsvejen eller ved noget andet forfatningsmæssigt middel (dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

90

Domstolen har allerede fastslået, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, fortolket i lyset af chartrets artikel 47, som pålægger medlemsstaterne en klar og præcis forpligtelse til at nå et bestemt resultat, hvortil der ikke er knyttet nogen betingelser, bl.a. med hensyn til uafhængigheden og upartiskheden af de retsinstanser, som skal fortolke og anvende EU-retten, og kravet om, at disse forinden er oprettet ved lov, har direkte virkning, som indebærer, at anvendelse af enhver eventuel national bestemmelse, retspraksis eller praksis, der er i strid med disse EU-retlige bestemmelser, således som de er fortolket af Domstolen, undlades (dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).

91

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at selv i mangel af nationale lovgivningsmæssige foranstaltninger, der bringer et af Domstolen konstateret traktatbrud til ophør, påhviler det de nationale retsinstanser at træffe alle foranstaltninger til fremme af den fulde gennemførelse af EU-retten i overensstemmelse med anvisningerne indeholdt i den dom, der konstaterer dette traktatbrud. De nævnte retsinstanser er endvidere i medfør af princippet om loyalt samarbejde, der er fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU, forpligtet til at bringe ulovlige følgevirkninger af en tilsidesættelse af EU-retten til ophør (dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 64 og den deri nævnte retspraksis).

92

For at opfylde de forpligtelser, der er anført i nærværende doms præmis 87-90, skal en national retsinstans derfor undlade at anvende en foranstaltning, såsom en afgørelse fra denne retsinstans’ kollegium, som i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU træffer bestemmelse om, at en dommer ved denne retsinstans skal fratages sine sager, når dette er nødvendigt for at sikre EU-rettens forrang, henset til den omhandlede processuelle situation (jf. analogt dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 65 og den deri nævnte retspraksis).

93

Idet den endelige vurdering af de faktiske omstændigheder og anvendelsen og fortolkningen af national ret alene skal tilkommer den forelæggende ret inden for rammerne af en procedure efter artikel 267 TEUF, vil det tilkomme denne ret endeligt at fastlægge de konkrete konsekvenser, der skal drages af det i den foregående præmis nævnte princip i hovedsagerne. I henhold til fast retspraksis kan Domstolen imidlertid på grundlag af sagsakterne give den forelæggende ret de fortolkningselementer vedrørende EU-retten, som kan være hensigtsmæssige for denne med henblik herpå (dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

94

I så henseende følger det af besvarelsen af det første spørgsmål, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU er til hinder for en national lovgivning om fratagelse af sager, såsom den lovgivning, som den forelæggende ret har beskrevet.

95

I en sådan situation skal et dommerkollegium imidlertid være berettiget til at undlade at anvende enhver afgørelse, der træffes på grundlag af denne lovgivning, og dermed til at fortsætte behandlingen af hovedsagerne med den samme sammensætning, uden at de retslige organer, der har kompetence til at udpege og ændre sammensætningen af dommerkollegier ved den nationale retsinstans, kan hindre dette (jf. i denne retning dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

96

I samme situation skal de organer, der har kompetence til at udpege og ændre sammensætningen af dette dommerkollegium, undlade at anvende en sådan afgørelse (jf. i denne retning dom af 13.7.2023, YP m.fl. (Ophævelse af immunitet og suspension af en dommer), C-615/20 og C-671/20, EU:C:2023:562, præmis 80).

97

Henset til det ovenstående skal det andet spørgsmål besvares med, at artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og princippet om EU-rettens forrang skal fortolkes således, at de pålægger en national ret at undlade at anvende en afgørelse fra denne retsinstans’ kollegium, hvorved en dommer ved nævnte retsinstans fratages sager, som vedkommende er blevet tildelt, samt andre efterfølgende foranstaltninger, såsom beslutninger om omfordeling af disse sager, når denne afgørelse er blevet vedtaget i strid med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU. De retslige organer, der har kompetence til at udpege og ændre sammensætningen af dette dommerkollegium, skal undlade at anvende en sådan afgørelse.

98

Da sagens behandling i forhold til hovedsagernes parter udgør et led i de sager, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret: