1.

Et berømt citat, der tilskrives Mark Twain, lyder: »Der findes tre slags løgne: løgne, forbandede løgne og statistik« ( 2 ). Citatet illustrerer tallenes overbevisningskraft inden for EU-lovgivningen til bekæmpelse af forskelsbehandling, samtidig med, at det opfordrer til forsigtighed, når et argument udelukkende bygger på tal. På den ene side spiller tal og statistiske oplysninger en fremtrædende rolle ved konstatering af indirekte forskelsbehandling, idet en person, der hævder at være udsat for denne forskelsbehandling, kan blive nødt til at bevise, at den gruppe af personer, som han eller hun tilhører, er særlig ufordelagtigt stillet i forhold til en anden gruppe. På den anden side kan brugen af tal og statistikker være problematisk med henblik på at fastslå indirekte forskelsbehandling, fordi resultatet kan variere afhængigt af den referencegruppe, der benyttes til at foretage sammenligningen. Som en forfatter klogt har formuleret det, er »forskelsbehandling ikke et statisk fænomen«, den »er foranderlig, den tilpasser sig nye omstændigheder; under angreb bliver den subtil, endda undvigende« ( 3 ). Det er derfor af afgørende betydning, at disse grupper identificeres på en specifik og præcis måde.

2.

Tvisten i hovedsagen er mellem KM, en arbejdstager, og Instituto Nacional de la Seguridad Social (INSS) (det nationale institut for social sikring, Spanien) vedrørende den manglende anerkendelse af retten til at modtage to ydelser for arbejdsudygtighed, der er opstået successivt, og som ydes under en enkelt social sikringsordning.

3.

Med den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse har den forelæggende ret, Juzgado de lo Social no 26 de Barcelona (arbejdsret nr. 26 i Barcelona, Spanien), nærmere bestemt anmodet Domstolen om vejledning med hensyn til, hvilken specifik andel af personer der skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om den omhandlede nationale lovgivning indebærer en indirekte forskelsbehandling på grundlag af biologisk og socialt køn. Den forelæggende ret har oplyst, at kvinder udgør 48,09% af de arbejdstagere, der er registreret i den spanske almindelige sociale sikringsordning (Régimen General de la Seguridad Social) (herefter »RGSS«) og 36,15% af de arbejdstagere, der er tilknyttet den særlige ordning for selvstændige erhvervsdrivende (Régimen Especial de Trabajadores Autónomos) (herefter »RETA«) ( 4 ). Den forelæggende ret er således af den opfattelse, at kvinder kan være mindre tilbøjelige end mænd til at kombinere disse to ordningers ydelser.

4.

Domstolen anmodes følgelig om at tage stilling til, hvorvidt kvinder indirekte udsættes for forskelsbehandling på grundlag af biologisk og socialt køn i den spanske sociale sikringsordning, som tillader tildelingen af to ydelser under forskellige sociale sikringsordninger, mens den er til hinder for modtagelsen af to ydelser under en enkelt ordning, selv om betingelserne for at modtage begge ydelser er opfyldt.

5.

Domstolen anmodes navnlig om at afgøre, hvilken metode er den passende med henblik på at fastslå indirekte forskelsbehandling som omhandlet i artikel 4 i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring ( 5 ). Som Domstolen har anmodet om, vil jeg i dette forslag til afgørelse fokusere på de ovennævnte metodologiske aspekter i forbindelse med ydelser for arbejdsudygtighed, der tildeles arbejdstagere.

6.

Artikel 1 i direktiv 79/7 bestemmer:

»Dette direktiv tilsigter gradvis gennemførelse for så vidt angår den i artikel 3 omhandlede sociale sikring og anden social beskyttelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring, i det følgende benævnt »princippet om ligebehandling«.«

7.

Det fremgår af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a), at det finder anvendelse på lovbestemte ordninger, der sikrer beskyttelse mod følgende risici: »sygdom« og »invaliditet«.

8.

Artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 bestemmer:

»Princippet om ligebehandling indebærer, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, under henvisning særlig til ægteskabelig eller familiemæssig stilling, især for så vidt angår:

[…]

9.

Artikel 1 i direktiv 2006/54/EF ( 6 ) bestemmer:

»Dette direktiv har til formål at sikre gennemførelsen af princippet om lige muligheder for og lige behandling af mænd og kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv.

I det øjemed indeholder det bestemmelser til gennemførelse af princippet om ligebehandling for så vidt angår:

[…]

b) arbejdsvilkår, herunder løn[…]

c) erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

[…]«

10.

I direktivets artikel 2, stk. 1, litra f), defineres »erhvervstilknyttede sikringsordninger« som »ordninger, der ikke er omfattet af direktiv [79/7], og som har til formål at sikre arbejdere, uanset om de er lønmodtagere eller selvstændige erhvervsdrivende, inden for en virksomhed eller en gruppe af virksomheder, inden for en erhvervsgren eller inden for en faglig eller tværfaglig branche, ydelser, som skal supplere ydelserne fra de lovbestemte sociale sikringsordninger eller træde i stedet for disse, uanset om medlemskab af disse ordninger er obligatorisk«.

11.

Artikel 9, stk. 1, i Ley General de la Seguridad Social (den almindelige lov om social sikring) i den konsoliderede udgave, der blev godkendt ved Real Decreto Legislativo 8/2015 por el que se aprueba el texto refundido de la Ley General de la Seguridad Social (kongeligt lovdekret nr. 8/2015 om godkendelse af den kodificerede udgave af den almindelige lov om social sikring) af30. oktober 2015 ( 7 ) (herefter »LGSS«), bestemmer, at socialsikringssystemet skal bestå af den almindelige ordning, der hører under afsnit II i denne lov og de særlige ordninger, der er omhandlet i lovens artikel 10.

12.

Artikel 10, stk. 1, i LGSS fastsætter, at skal der oprettes særordninger for erhvervsaktiviteter, som på grund af deres art, særlige betingelser for tid og sted, hvor de udføres, eller på grund af produktionsprocessens art kræver, at der oprettes sådanne ordninger for at sikre en korrekt anvendelse af sociale sikringsydelser. Artikel 10, stk. 2, litra a), i LGSS bestemmer, at bl.a. selvstændige erhvervsdrivende skal omfattes af særordninger.

13.

Artikel 163 i LGSS, der har fået overskriften »Ydelsers uforenelighed«, fastsætter i stk. 1, at ydelser under den almindelige sociale sikringsordning er uforenelige med hinanden, medmindre andet udtrykkeligt er anført. I tilfælde af uforenelighed skal modtageren vælge en af dem.

14.

Artikel 34 i Decreto 2530/1970, de 20 agosto, por el que se regula el régimen especial de la Seguridad Social de los trabajadores por cuenta propia o autónomos (dekret nr. 2530/1970 af 20.8.1970, der regulerer den særlige sociale sikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende) ( 8 ) fastsætter, at de ydelser, som denne særordning tildeler modtagerne, er uforenelige med hinanden, medmindre andet udtrykkeligt er anført. Denne artikel tilføjer, at enhver, der kan have ret til to eller flere ydelser, skal vælge én af dem.

15.

Real Decreto 691/1991, de 12 de abril, sobre cómputo recíproco de cuotas entre Regímenes de Seguridad Social (kongeligt dekret nr. 691/1991 af 12.4.1991 om gensidig hensyntagen til bidrag mellem de sociale sikringsordninger) ( 9 ) fastsætter i artikel 4, stk. 1, at i tilfælde af varig uarbejdsdygtighed, når den pågældende har tilbagelagt bidragsperioder successivt eller skiftevis under mere end én ordning – den sociale sikringsordnings almindelige ordninger og særordninger – kan de perioder og dem, der sidestilles hermed, som er tilbagelagt i henhold til de regler, der gælder for dem, på den pågældende borgers anmodning sammenlægges, forudsat at de ikke overlapper hinanden, med henblik på at opnå ret til en ydelse og i givet fald at fastsætte den relevante rate i forhold til bidrag eller tjenesteperiode.

16.

Ifølge dom nr. 3038/2013 af 14. juli 2014 afsagt af Sala de lo Social del Tribunal Supremo (afdelingen for arbejdsretlige og sociale sager, øverste domstol, Spanien) ville de to ydelser for fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed være forenelige, hvis de var blevet tildelt i henhold til forskellige ordninger.

17.

KM arbejdede som administrativ assistent og var i den forbindelse tilknyttet den spanske almindelige sociale sikringsordning, RGSS, fra maj 1989 til april 1994.

18.

Ved afgørelse af INSS af 2. marts 1999 blev KM anset for at være fuldstændigt og varigt uarbejdsdygtig som følge af en ikke-erhvervsrelateret sygdom, som forhindrede hende i at udøve sit sædvanlige erhverv. Hun var således berettiget til at modtage den tilsvarende ydelse med virkning fra den 19. november 1998. Ydelsen blev beregnet på grundlag af bidraget til denne ordning i den ovennævnte periode ( 10 ).

19.

KM’s nuværende sædvanlige erhverv er dagplejeassistent, og hun har været registreret i RGSS i denne forbindelse siden februar 2015. Hun indledte en periode med midlertidig uarbejdsdygtighed den 18. juli 2016.

20.

Den 20. marts 2018 udstedte INSS en afgørelse, hvori det erklærede, at KM var fuldstændigt og varigt uarbejdsdygtig som følge af en ikke-erhvervsrelateret ulykke, hvor hun havde brækket et lårben. INSS tilkendte hende den tilsvarende ydelse i henhold til RGSS på grundlag af bidragsgrundlagene for perioden fra februar 2015 til januar 2017 ( 11 ). INSS var af den opfattelse, i henhold til artikel 163, stk. 1, i LGSS, at de ydelser, der blev tildelt i 1999 og i 2018, var uforenelige. INSS besluttede derfor, at sagsøgeren kun havde ret til den ene af dem.

21.

Ved afgørelse af 23. januar 2019 afviste Dirección Provincial del INSS de Barcelona (den regionale afdeling af INSS i Barcelona, Spanien) den af sagsøgeren indgivne klage.

22.

Den 12. marts 2019 anfægtede KM denne afgørelse for den forelæggende ret med den begrundelse, at artikel 163, stk. 1, i LGSS er i strid med artikel 4 i direktiv 79/7 og artikel 5 i direktiv 2006/54. Hun var af den opfattelse, at hun skulle tildeles to ydelser kumulativt for varig uarbejdsdygtighed. Da andelen af kvinder i særordningerne – og navnlig i RETA – er meget lavere end andelen af mænd, har sagsøgeren gjort gældende ( 12 ), at reglerne om uforenelige ydelser fører til indirekte forskelsbehandling på grundlag af biologisk og socialt køn. Disse regler gør det således vanskeligere for kvinder at kumulere ydelser, eftersom de i forholdsmæssig mindre grad end mænd er omfattet af særordningerne.

23.

Den forelæggende ret har anført, at INSS’ afvisning af sagsøgerens krav er i overensstemmelse med Tribunal Supremos (øverste domstol, Spanien) nyere praksis ( 13 ), hvorefter to ydelser anses for forenelige, når de ydes inden for rammerne af forskellige ordninger (normalt RGSS og RETA, da disse er de to største ordninger for så vidt angår antal af medlemmer) ( 14 ) og for den samme uarbejdsdygtighed. Ikke desto mindre er ydelserne under den samme ordning (normalt RGSS, som er den største ordning for så vidt angår antal af medlemmer) uforenelige, selv om retten til ydelserne er optjent gennem særskilte bidrag.

24.

Den forelæggende ret er i tvivl om, hvorvidt en sådan ordning udgør en indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn, der er forbudt i henhold til artikel 4 i direktiv 79/7 og artikel 5 i direktiv 2006/54. Den forelæggende ret har tilføjet, at sagsøgeren i hovedsagen har bevist, at hun har ydet tilstrækkelige særskilte bidrag til at være berettiget til begge ydelser, nemlig den, der blev tildelt i 1999, og den, der blev tildelt i 2018 ( 15 ).

25.

Den forelæggende ret har anført, at Tribunal Supremos (øverste domstol) praksis vedrørende lovgivningen om uforenelige ydelser forekommer neutral for så vidt angår køn, eftersom den ikke sondrer på dette punkt, men kun ser på antallet af sociale sikringsordninger, som den pågældende har bidraget til. Den forelæggende ret har imidlertid rejst tvivl om anvendelsen af denne retspraksis, idet den har større virkning på kvindelige arbejdstagere. I de to største ordninger for så vidt angår antal medlemmer – RGSS og RETA – er det langt mere fordelagtigt for mænd end for kvinder at kombinere forskellige ordninger, eftersom andelen af mænd i RETA er langt større end andelen af kvinder ( 16 ). Da foreneligheden af to ydelser således kun er mulig for dem, der er erhvervet under to forskellige ordninger, og i betragtning af den større andel af mænd i RETA, ser det ud til, at det er meget lettere for mænd end for kvinder at opnå en sådan forenelighed.

26.

Ifølge den forelæggende ret afspejler den lavere andel af kvinder i RETA desuden det forhold, at de traditionelt har haft sværere ved at udøve aktiviteter, der indebærer selvstændig virksomhed, på grund af kvinders samfundsmæssige rolle som omsorgspersoner og husmødre. Som følge heraf har den forelæggende ret rejst spørgsmålet, om den omtvistede nationale bestemmelse kan føre til indirekte forskelsbehandling ikke blot på grundlag af biologisk, men også socialt køn.

27.

Endelig har den forelæggende ret forklaret, at der ikke kan tildeles to ydelser ved fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed for den samme uarbejdsdygtighed under samme ordning. Det er dog muligt at modtage to ydelser ved fuldstændig og varig uarbejdsdygtighed for samme sygdom eller skade, hvis de tildeles under to forskellige ordninger.

28.

På denne baggrund har Juzgado de lo Social no 26 de Barcelona (arbejdsret nr. 26 i Barcelona, Spanien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

29.

KM, INSS, den spanske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg til Domstolen. Retten har stillet en række skriftlige spørgsmål til INSS og til den spanske regering til skriftlig besvarelse. Sidstnævnte parter svarede den 6. december 2021. Alle de ovennævnte parter har fremført mundtlige argumenter for Domstolen i retsmødet den 12. januar 2022.

30.

Indledningsvis skal jeg for det første nævne, at de præjudicielle spørgsmål vedrører bestemmelserne i både direktiv 79/7 og direktiv 2006/54. Den forelæggende ret har anført, at den har nævnt sidstnævnte direktiv i sin præjudicielle forelæggelse i tilfælde af, at det finder anvendelse. INSS, den spanske regering og Kommissionen er af den opfattelse, at direktiv 2006/54 ikke finder anvendelse på den i hovedsagen omhandlede ydelse for uarbejdsdygtighed, da dets anvendelsesområde er begrænset til erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger.

31.

I denne henseende skal jeg understrege, at EU-retten skelner mellem erhvervstilknyttede pensionsordninger, som er omfattet af begrebet »løn« i artikel 157, stk. 1 og 2, TEUF ( 17 ), og lovbestemte sociale sikringsordninger, som ikke er omfattet af begrebet »løn« ( 18 ). Det følger af fast retspraksis, at en sådan bidragspligtig invaliditetsydelse ikke er omfattet af begrebet »løn« som omhandlet i artikel 157, stk. 1 og 2, TEUF eller i direktiv 2006/54 ( 19 ).

32.

I den foreliggende sag er de i hovedsagen omhandlede ydelser en del af en lovbestemt ordning og sikrer beskyttelse mod risici forbundet med sygdom og invaliditet. Sådanne ydelser lader til at være mindre afhængige af et ansættelsesforhold end af sociale hensyn ( 20 ). Som den forelæggende ret har anført i forelæggelsesafgørelsen, krævede den ydelse, som KM blev tildelt i 2018, ikke en forudgående bidragsperiode, fordi den blev udløst af en ikke-erhvervsrelateret ulykke, hvilket betød, at det eneste krav var at være registreret i det sociale sikringssystem. I henhold til artikel 1 i direktiv 79/7 tilsigter dette direktiv i denne henseende gradvis gennemførelse af den i artikel 3 omhandlede sociale sikring og anden social beskyttelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring. Jeg er således af den opfattelse, at de i hovedsagen omhandlede ydelser udgør en beskyttelse mod to af de risici, der er anført i artikel 3, stk. 1, i direktiv 79/7, nemlig sygdom og invaliditet, som sidstnævnte direktiv finder anvendelse på ( 21 ). Omvendt er disse ydelser ikke omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2006/54.

33.

Jeg vil derfor kun behandle spørgsmålene i henhold til direktiv 79/7.

34.

For det andet skal der med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en medlemsstats øverste domstols fortolkning af en lovbestemmelse skal anses for at være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 79/7, mindes om, at anvendelsesområdet for national lovgivning og forskrifter eller administrative bestemmelser skal bedømmes under hensyntagen til den fortolkning, som de nationale domstole og navnlig de nationale øverste domstole har givet dem ( 22 ). Den omstændighed, at den omtvistede nationale bestemmelse udspringer af en retlig fortolkning ( 23 ) fra Tribunal Supremo (øverste domstol), kan således ikke fjerne denne nationale regel – eller den nationale lovgivning, der ligger til grund for den – fra anvendelsesområdet for dette direktivs bestemmelser.

35.

For det tredje er det, som Kommissionen har anført, værd at bemærke, at det andet præjudicielle spørgsmål ikke kræver en særskilt behandling af Domstolen, eftersom det udgør en del af det første spørgsmål. Det andet spørgsmål præciserer blot den i hovedsagen omhandlede situation, nemlig den situation, hvor der er opstået to på hinanden følgende tilfælde af uarbejdsdygtighed på grund af forskellig sygdom og invaliditet, hvilket allerede er omfattet af det første spørgsmål.

36.

Da undersøgelsen af muligheden for to på hinanden følgende tilfælde af uarbejdsdygtighed forårsaget af den samme sygdom eller invaliditet ville være en hypotetisk øvelse, mener jeg ikke, at der er behov for at vurdere dette spørgsmål særskilt.

37.

Med sit første og andet spørgsmål, der skal behandles samlet, da de vedrører samme spørgsmål, ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national forskrift, der tillader tildeling af to eller flere ydelser for uarbejdsdygtighed, som ydes i henhold til forskellige sociale sikringsordninger på grund af to eller flere tilfælde af uarbejdsdygtighed, mens den er til hinder for tildeling af to eller flere sådanne ydelser, der ydes i henhold til en enkelt ordning, selv om betingelserne for at blive tildelt hver og en af disse ydelser er opfyldt.

38.

Indledningsvis skal jeg understrege, at Domstolen konsekvent har fastslået, at det er op til medlemsstaterne at tilrettelægge deres sociale sikringsordninger og, i mangel af EU-retlig harmonisering, at fastlægge betingelserne for tilkendelse af sociale sikringsydelser. Medlemsstaterne skal dog i denne forbindelse overholde EU-retten ( 24 ).

39.

I henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 indebærer princippet om ligebehandling, at der ikke finder nogen forskelsbehandling sted på grundlag af køn, hverken direkte eller indirekte, navnlig under henvisning til anvendelsesområdet for de sociale sikringsordninger, betingelserne for adgang til disse og beregningen af sociale sikringsydelser. Medlemsstaterne skal ved udøvelsen af deres beføjelser på området for social sikring overholde denne bestemmelse, som konkretiserer det generelle forbud mod forskelsbehandling, der nu er indeholdt i chartrets artikel 21 ( 25 ).

40.

Efter Domstolens faste praksis består forskelsbehandling i, at der på sammenlignelige situationer anvendes forskellige bestemmelser, eller at den samme bestemmelse anvendes på forskellige situationer, medmindre en sådan behandling er objektivt begrundet ( 26 ).

41.

I den foreliggende sag kan det udelukkes, at den omtvistede nationale foranstaltning giver anledning til direkte forskelsbehandling. Denne foranstaltning er til hinder for, at der kan opnås to ydelser under en enkelt social sikringsordning, selv når betingelserne for at blive tilkendt begge ydelser er opfyldt. Eftersom denne foranstaltning finder anvendelse uden forskel på både mandlige og kvindelige arbejdstagere, er den ikke direkte diskriminerende på grundlag af køn. Det skal derfor undersøges, om den nationale lovgivning kan udgøre en indirekte forskelsbehandling ( 27 ).

42.

Indirekte forskelsbehandling er ikke defineret i direktiv 79/7. I henhold til fast retspraksis foreligger der dog indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn i en situation, når en tilsyneladende neutral bestemmelse, et kriterium eller en praksis vil stille personer af det ene køn særlig ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn ( 28 ).

43.

Det følger af denne definition, at det for at fastslå, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, er nødvendigt at foretage en tretrinsanalyse, der for det første vedrører den pågældende bestemmelse, det pågældende kriterium eller den pågældende praksis’ neutralitet, for det andet fastlæggelsen af, hvilke personer der er berørt heraf, og hvilke personer der befinder sig i en sammenlignelig situation, og for det tredje den ufordelagtige situation, der følger af denne bestemmelse, dette kriterium eller denne praksis.

44.

I den foreliggende sag er det efter min opfattelse tydeligt, at det første trin i analysen ikke rejser nogen spørgsmål, da det er ubestridt, at den omhandlede nationale bestemmelse, som gælder for begge køn på en utydelig måde, er fuldstændig neutral. Dette forslag til afgørelse vil derfor fokusere på de resterende to trin. Domstolen skal indledningsvis tage stilling til, hvilke personer der skal sammenlignes. Dernæst skal Domstolen undersøge spørgsmålet om, hvorvidt den omhandlede nationale bestemmelse stiller personer af det ene køn særlig ufordelagtigt. Eftersom Domstolen har anmodet om at dette forslag til afgørelse udelukkende skal fokusere på disse to spørgsmål, vil jeg ikke undersøge spørgsmålet om mulige begrundelser for den angivelige ufordelagtige behandling.

45.

KM har i det væsentlige gjort gældende, at INSS har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af køn, eftersom to ydelser, der tildeles under forskellige sociale sikringsordninger, er forenelige ved identiske former for uarbejdsdygtighed, mens tildelingen af de samme to ydelser under en enkelt ordning, såsom RGSS, er udelukket. INSS og den spanske regering har i det væsentlige gjort gældende, at personer, der har bidraget til andre sociale sikringsordninger end RGSS, befinder sig i en anderledes situation end personer, der udelukkende har bidraget til RGSS.

46.

For at afgøre, om to situationer er sammenlignelige, skal der tages hensyn til den omtvistede lovgivnings genstand og formål. Først derefter kan Domstolen begynde at identificere de relevante sammenligningsfaktorer.

47.

Jeg skal minde om, at det følger af fast retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om sammenlignelige situationer, ikke skal vurderes globalt og abstrakt, men konkret og specifikt. Ved denne vurdering skal der tages hensyn til alle de elementer, der kendetegner disse situationer, navnlig i lyset af genstanden af og formålet med den nationale lovgivning, der fastlægger den omhandlede sondring ( 29 ). Endvidere er det for kravet om, at der skal være tale om sammenlignelige situationer, ikke nødvendigt, at disse situationer skal være identiske, men kun, at de skal være sammenlignelige ( 30 ).

48.

I den foreliggende sag fremgår det af de sagsakter, som Domstolen råder over, at den omtvistede afgørelse vedrører tildeling af to ydelser for varig uarbejdsdygtighed til KM. Den omtvistede genstand vedrører derfor spørgsmålet om, hvorvidt en person med to eller flere på hinanden følgende former for uarbejdsdygtighed er berettiget til at modtage en eller flere sociale ydelser. Det fremgår umiddelbart, med forbehold af den kontrol, som den forelæggende ret skal foretage under hensyntagen til de formål, der forfølges med den nationale lovgivning, som tildeler disse ydelser, at formålet med disse ydelser er at yde social beskyttelse til den person, der er tilknyttet en social sikringsordning, mod risici for sygdom og/eller uarbejdsdygtighed.

49.

Under hensyntagen til de omtvistede ydelsers genstand og formål er der ingen forskel mellem en person, der er ramt af to eller flere på hinanden følgende former for uarbejdsdygtighed og udelukkende har bidraget til en social sikringsordning, såsom RGSS, og en person, der er ramt af de samme former for uarbejdsdygtighed, men som har bidraget til flere ordninger. Begge kategorier af personer har brug for den samme sociale beskyttelse mod risici for sygdom og/eller uarbejdsdygtighed.

50.

INSS har i stedet gjort gældende og under retsmødet lagt stor vægt på, at de personer, der har bidraget til RGSS, og de personer, der har bidraget til RETA, befinder sig i en anden situation, eftersom de risici, der er omfattet af disse ordninger, ikke er de samme. Det er jeg ikke enig i. Jeg er tværtimod af den opfattelse, at den sammenlignende vurdering i henhold til artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 ikke skal foretages på grundlag af sådanne risici, men på grundlag af retten til social beskyttelse.

51.

Jeg er således af den opfattelse, at en person, der er ramt af to eller flere på hinanden følgende former for uarbejdsdygtighed, og som kun har bidraget til en social sikringsordning, såsom RGSS, og en person, der er ramt af de samme former for uarbejdsdygtighed, men som har bidraget til mange ordninger, befinder sig i en sammenlignelig situation med hensyn til den sociale beskyttelse, som de har behov for.

52.

I Seymour-Smith-sagen ( 31 ) fastslog Domstolen, at den bedste metode til sammenligning af statistiske oplysninger består i at foretage en sammenligning mellem på den ene side de pågældende andele af mandlige arbejdstagere, der opfylder det pågældende krav, og de andele af mænd, der ikke kan opfylde dette krav, og på den anden side at sammenligne disse andele med andelen af kvindelige arbejdstagere. Det følger heraf, at situationen for de personer, der kan gøre krav på en bestemt rettighed, skal sammenlignes med situationen for dem, der ikke kan gøre det ( 32 ).

53.

Denne metode blev for nylig anvendt af Domstolen i YS-sagen, hvor den i det væsentlige blev spurgt, om mænd, som er de primære modtagere af særligt store pensioner til sammenligning med kvinder, der i gennemsnit modtager væsentligt mindre pensioner, blev gjort til genstand for indirekte forskelsbehandling af den østrigske lovgivning, der bl.a. indførte et bidrag fra særligt store »særpensioner« for at sikre pensionsydelserne ( 33 ). For at besvare dette spørgsmål identificerede Domstolen i første omgang de pågældende ufordelagtigt stillede personer. Denne gruppe af personer omfattede de tidligere ansatte i statskontrollerede virksomheder, som modtog et »direkte ydelsestilsagn«, hvis størrelse oversteg visse øvre grænser ( 34 ). Domstolen identificerede herefter sammenligningsgrundlaget, som udgjordes af de personer, der modtog en arbejdsmarkedspension fra forbundsstaten eller den pågældende provins. Domstolen udelukkede herved udtrykkeligt de tidligere ansatte i virksomheder, som ikke var kontrolleret af staten, og personer, der modtog en anden arbejdsmarkedspension end et »direkte ydelsestilsagn«, såsom ydelser fra en pensionskasse eller en livsforsikring ( 35 ). Eftersom Domstolen udelukkede de personer, der ikke var direkte berørt af den omtvistede bestemmelse, lader det efter min opfattelse til, at den anlagde en temmelig streng tilgang med det formål at definere de grupper, der skal sammenlignes.

54.

Da det i den foreliggende sag er fastslået, at KM er en arbejdstager, der kun har indbetalt bidrag til RGSS, fremgår det af anmodningen om præjudiciel afgørelse, at de personer, der potentielt stilles ufordelagtigt af den omhandlede nationale bestemmelse, er arbejdstagere, der er tilknyttet RGSS, og som er ramt af to eller flere former for senere uarbejdsdygtighed i henhold til denne ordning. Under hensyntagen til, for det første, det ovennævnte krav om en specifik og konkret vurdering af situationernes sammenlignelighed ( 36 ) og til, for det andet, at det relevante kriterium er den sociale sikring af personer med to eller flere senere handicap ( 37 ), er jeg således af den opfattelse, at den ufordelagtigt stillede gruppe i den foreliggende sag kun omfatter de personer med to eller flere på hinanden følgende former for uarbejdsdygtighed, som udelukkende har bidraget til RGSS.

55.

For fuldstændighedens skyld skal det understreges, at eftersom den omtvistede hovedsag vedrører en arbejdstager, der har fremsat krav om kumulativ tildeling af ydelser i forbindelse med to tilfælde af uarbejdsdygtighed under RGSS-ordningen, skal Domstolen ikke tage hensyn til de arbejdstagere, der udelukkende har indbetalt til andre ordninger end RGSS-ordningen. Den gruppe, der i den foreliggende sag er ufordelagtigt stillet, er de arbejdstagere, der er tilknyttet RGSS – og kun RGSS – som ikke kan kombinere ydelser på grund af to eller flere tilfælde af uarbejdsdygtighed, fordi disse arbejdstagere kun er tilknyttet denne ordning. Selv om det er korrekt, at den spanske regel om gensidig udelukkelse gælder for alle de forskellige spanske sociale sikringsordninger, er situationen for personer, der kun er tilknyttet en enkelt af disse andre ordninger, og som udelukkende har indbetalt til denne ordning, uden relevans for den foreliggende sag. I modsætning til Kommissionens holdning er jeg af den opfattelse, at det kun er ved at undersøge situationen for personer, der har bidraget til en bestemt social sikringsordning – i det foreliggende tilfælde RGSS – at Domstolen kan give den forelæggende ret et nyttigt svar, der gør det muligt for den at træffe afgørelse i den foreliggende tvist, som vedrører de ydelser, der tildeles en person, som i to perioder har været tilknyttet RGSS.

56.

Dernæst vil jeg fastsætte sammenligningsgrundlaget med henblik på at fastslå, om den ufordelagtigt stillede gruppe, der er blevet identificeret, lider under indirekte forskelsbehandling på grundlag af køn. De personer, der skal sammenlignes, er efter min opfattelse dem med to eller flere på hinanden følgende former for uarbejdsdygtighed, men som kan kombinere to eller flere ydelser fra forskellige sociale sikringsordninger, da de har bidraget til disse ordninger.

57.

Det følger heraf, at en person, der udelukkende har bidraget til RGSS, såsom KM, for så vidt angår tilkendelse af sociale sikringsydelser til personer med to eller flere senere handicap befinder sig i en situation, der kan sammenlignes med situationen for en person, der har bidraget til to eller flere sociale sikringsordninger, såsom RGSS og RETA. Når den ufordelagtigt stillede gruppe og dens sammenligningsgrundlag er blevet fastlagt, vil jeg tage stilling til, om mænd og kvinder, der tilhører disse to grupper, behandles forskelligt ( 38 ).

58.

Det følger af fast retspraksis, at det kan påvises, at der foreligger en særlig ufordelagtig situation, f.eks. hvis det godtgøres, at en lovgivning som den omhandlede i hovedsagen er til ulempe for en betydelig større andel af personer af det ene køn end personer af det andet køn ( 39 ). Det betyder, at indirekte forskelsbehandling kan konstateres på en hvilken som helst måde, herunder på grundlag af statistiske oplysninger ( 40 ). Det er i princippet op til den nationale ret at afgøre, om det kan påvises, at der foreligger en særlig ufordelagtig situation, eftersom konstateringer af de faktiske omstændigheder henhører under den nationale ret ( 41 ). Som nævnt i punkt 52 i dette forslag til afgørelse har Domstolen i forbindelse med kønsdiskrimination tidligere gjort gældende, at den bedste metode til sammenligning består i at betragte de pågældende andele af mandlige arbejdstagere, der er berørt af den omhandlede regel, og af dem, der ikke er berørt af den, og at sammenligne disse andele med kvindelige arbejdstagere ( 42 ).

59.

I YS-sagen fastslog Domstolen f.eks. for det første, at den forelæggende ret skal tage hensyn til alle de arbejdstagere, der er omfattet af de nationale bestemmelser, der ligger til grund for forskelsbehandlingen. For det andet gentog Domstolen, at den bedste metode til sammenligning består i at foretage en sammenligning mellem, på den ene side, andelene af de mandlige arbejdstagere, som er omfattet af de omhandlede bestemmelsers anvendelsesområde, og som påvirkes af den angivelige forskelsbehandling, og, på den anden side, de tilsvarende andele for kvindelige arbejdstageres vedkommende ( 43 ).

60.

Som følge heraf er jeg af den opfattelse, at begrebet »andel« indebærer, at det ikke er muligt at sammenligne hele tal ( 44 ), men decimaler, brøker eller procenter, der afspejler en bestemt gruppes andel af hele gruppen ( 45 ). I den foreliggende sag skal den forelæggende ret, med henblik på at undersøge, om der foreligger en forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, se på kvindernes situation i forhold til mændenes. Nærmere bestemt er det nødvendigt at sammenligne de følgende to specifikke andele.

61.

For det første skal der ses på andelen af kvinder i den ufordelagtigt stillede gruppe, dvs. den gruppe af kvinder, der udelukkende er tilknyttet RGSS, og som har to eller flere former for uarbejdsdygtighed under denne ordning, i forhold til kvinderne i den begunstigede gruppe, dvs. den gruppe af kvinder, der er tilknyttet to eller flere sociale ordninger, og som har to eller flere former for uarbejdsdygtighed under disse ordninger.

62.

For det andet skal den nationale ret fastslå andelen af mænd, der har to eller flere former for uarbejdsdygtighed og ikke kan kombinere to eller flere sociale ydelser, i forhold til antallet af mænd, der har sådanne former for uarbejdsdygtighed, men som kan kombinere to eller flere sociale ydelser.

63.

Det fremgår af svarene på Domstolens skriftlige spørgsmål og af retsmødet, at der ikke er knaphed på oplysninger. Eksempelvis har INSS og den spanske regering i deres svar på disse spørgsmål anført, at antallet af kvinder med flere former for uarbejdsdygtighed, som udelukkende har bidraget til RGSS pr. den 10. november 2021, udgør 3388, mens antallet af kvinder med flere former for uarbejdsdygtighed, som udelukkende har bidraget til mange sociale sikringsordninger, udgør 3460. Forholdet mellem antallet af kvinder i den ufordelagtigt stillede gruppe og antallet af kvinder i den begunstigede gruppe er således ca. 1 til 1. Hos mænd lyder de pågældende tal 4047 og 7723, hvilket betyder, at dette forhold hos mænd er ca. 1 til 2.

64.

Det tilkommer den forelæggende ret at vurdere, om disse statistiske oplysninger er gyldige, repræsentative og væsentlige ( 46 ). Hvad angår disse konkrete tal skal det undersøges, om de kan tages i betragtning ( 47 ), navnlig under hensyn til datoen for de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for tvisten.

65.

Jeg ønsker desuden at understrege, at det argument, som KM har fremført, og som den forelæggende ret har fremhævet med hensyn til antallet af mandlige og kvindelige tilknyttede personer under RGSS- og RETA-ordningerne, ikke er relevant i den foreliggende sag. Den forelæggende ret har i sin anmodning om præjudiciel afgørelse navnlig fremhævet, at kvinderne pr. 31. januar 2020 udgjorde 48,09% af dem, der er tilknyttet RGSS, mens de kun udgjorde 36,15% af dem, der er tilknyttet RETA ( 48 ). Disse tal har ingen relevans i den foreliggende sag, da de kun vedrører det samlede antal kvinder blandt alle dem, der er tilknyttet RGSS og RETA, men ikke viser andelen af kvinder eller mænd, der er ufordelagtigt stillet. Disse tal er heller ikke i stand til at påvise en årsagssammenhæng mellem den angiveligt ufordelagtige situation, som består i den manglende mulighed for at kombinere to eller flere ydelser under samme ordning, og de omhandlede arbejdstageres køn.

66.

Af samme grunde er jeg af den opfattelse, at de tal, som INSS og den spanske regering har fremlagt i deres skriftlige svar, der vedrører mænds og kvinders deltagelsesfrekvens i en eller flere sociale sikringsordninger i oktober 2021 ( 49 ), ikke bør tages i betragtning af Domstolen. Som Kommissionen har gjort gældende i retsmødet, angiver disse tal kun de personer, der var omfattet af en eller flere sociale ordninger på det tidspunkt, hvor disse tal blev stillet til rådighed, mens den i punkt 63 ovenfor fremlagte metode omfatter tal, der nødvendigvis giver et bedre historisk perspektiv, eftersom de indikerer forekomsten af flere på hinanden følgende former for uarbejdsdygtighed over en periode, der gør disse tal mindre afhængige af rent tilfældige begivenheder ( 50 ). En sådan metode har også den betydelige fordel, at de betragtede andele er uafhængige af spørgsmålet om aktiviteter, der indebærer større risici, såsom visse aktiviteter, der udøves af selvstændige erhvervsdrivende, som er omfattet af RETA, hvilket blev nævnt af INSS og den spanske regering i retsmødet. Når man sammenligner de pågældende andele af kvinder og mænd med flere former for uarbejdsdygtighed, der udelukkende har indbetalt bidrag til RGSS med dem, der har indbetalt til flere sociale sikringsordninger, er de omhandlede grupper allerede blevet indsnævret til at omfatte personer med flere former for uarbejdsdygtighed. En sådan sammenligning er således baseret på andelen af personer, der allerede har flere former for uarbejdsdygtighed, og ikke på absolutte tal.

67.

Såfremt den nationale ret beslutter at tage hensyn til de i punkt 63 ovenfor nævnte oplysninger, skal den vurdere, om andelen af kvinder med to eller flere former for uarbejdsdygtighed, der udelukkende har bidraget til RGSS, i forhold til andelen af kvinder med flere former for uarbejdsdygtighed, der har bidraget til to eller flere sociale sikringsordninger, er »væsentligt højere« end andelen af mænd i et sådant omfang, at der er tale om en »særligt ufordelagtig« situation i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i Domstolens praksis ( 51 ).

68.

Som jeg allerede har nævnt ovenfor ( 52 ), skal det i overensstemmelse med de kriterier, som Domstolen har udviklet med henblik på at fastslå, om der foreligger indirekte forskelsbehandling, konstateres, om den pågældende nationale bestemmelse stiller kvinder i en særligt ufordelagtig situation i forhold til mænd ( 53 ). Domstolen har i denne henseende fastslået, at en sådan særlig ufordelagtig situation kan foreligge, navnlig såfremt det påvises, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede stiller en betydelig større andel af personer af det ene køn ufordelagtigt i forhold til personer af det andet køn ( 54 ). Det er vigtigt at fastslå en sådan andel for at afgøre, at de omtvistede oplysninger ikke er udtryk for tilfældige eller kortvarige omstændigheder, og at de, generelt set, viser sig at være væsentlige ( 55 ).

69.

I Villar Láiz-sagen tog Domstolen f.eks. i betragtning, at ca. 75% af alle deltidsansatte var kvinder, mens den overlod det til den forelæggende ret at undersøge, om den omtvistede nationale bestemmelse stillede en betydelig større andel af kvinder end mænd ufordelagtigt ( 56 ). Desuden fremhævede Domstolen, at 65% af de deltidsansatte blev ufordelagtigt stillet på grund af anvendelsen af den i hovedsagen omhandlede deltidskoefficient. Når næsten to tredjedele af alle deltidsansatte er specifikt berørt af den omhandlede lovgivning, og når tre fjerdedele af alle deltidsansatte er kvinder, synes Domstolen – om end implicit – at antyde, at kvinder kan blive særligt ufordelagtigt behandlet sammenlignet med mænd.

70.

Hvis den forelæggende ret i den foreliggende sag beslutter at tage hensyn til de tal, som INSS og den spanske regering har fremlagt i deres skriftlige svar ( 57 ), og som er nævnt i punkt 63 ovenfor, tyder disse tal på, at mens ca. 2 ud af 3 mænd med flere former for uarbejdsdygtighed sandsynligvis vil kunne kombinere ydelser fra to eller flere ordninger ( 58 ), vil kun ca. 1 ud af 2 kvinder med flere former for uarbejdsdygtighed formentligt kunne gøre det ( 59 ). Omvendt er ca. halvdelen af kvinderne med flere former for uarbejdsdygtighed stillet ufordelagtigt af den omhandlede nationale bestemmelse, mens denne andel kun udgør en tredjedel for mænd med flere former for uarbejdsdygtighed. Selv om det følgelig udelukkende er op til den nationale ret at fortolke de omtvistede oplysninger, viser disse tal efter min opfattelse, at forholdsmæssigt flere kvinder end mænd vil blive berørt af den omtvistede nationale bestemmelse, idet en betydelig større andel af kvinderne end af mændene stilles ufordelagtigt af denne bestemmelse. Det kunne således konkluderes, at den omtvistede nationale bestemmelse medfører en indirekte forskelsbehandling af kvinder. Såfremt de tal, der er forelagt for den nationale ret og taget i betragtning af denne, er forskellige fra dem, der er forelagt for Domstolen, kan det endelige resultat dog variere.

71.

Jeg kan deraf konkludere, at spørgsmålene skal besvares på en sådan måde, at artikel 4, stk. 1, i direktiv 79/7 skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national forskrift, der reelt stiller en betydelig større andel af kvinder end mænd ufordelagtigt ved at tillade tildeling af to eller flere ydelser for uarbejdsdygtighed, der ydes under forskellige sociale sikringsordninger på grund af to eller flere former for uarbejdsdygtighed, mens den er til hinder for tildeling af to eller flere sådanne ydelser, der ydes i henhold til en enkelt ordning, selv når betingelserne for at opnå alle disse ydelser er opfyldt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.

72.

Af de ovennævnte grunde foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Juzgado de lo Social no 26 de Barcelona (arbejdsret nr. 26 i Barcelona, Spanien) forelagte spørgsmål således:

»Artikel 4, stk. 1, i Rådets direktiv 79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring skal fortolkes således, at denne bestemmelse er til hinder for en national forskrift, der reelt stiller en betydelig større andel af kvinder end mænd ufordelagtigt ved at tillade tildeling af to eller flere ydelser for uarbejdsdygtighed, der ydes under forskellige sociale sikringsordninger på grund af to eller flere former for uarbejdsdygtighed, mens den er til hinder for tildeling af to eller flere sådanne ydelser, der ydes i henhold til en enkelt ordning, selv når betingelserne for at opnå alle disse ydelser er opfyldt, hvilket det tilkommer den forelæggende ret at undersøge.«