–

den lettiske regering ved I. Kucina og V. Soņeca, som befuldmægtigede,

–

Europa-Kommissionen ved M. Wilderspin, M. Heller og Y. Marinova, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 7, nr. 1), litra a), i Rådets forordning (EF) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (EUT 2012, L 351, s. 1) og artikel 4, stk. 1, litra b) og c), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6).

2

Denne anmodning er indgivet i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Brian Andrew Kerr og på den anden side Pavlo Postnov og Natalia Postnova vedrørende de sidstnævntes manglende betaling af årlige økonomiske bidrag til ejerforeningen i et lejlighedskompleks, som Brian Andrew Kerr i sin egenskab af administrator varetager driften af.

3

4., 15. og 16. betragtning til forordning nr. 1215/2012 har følgende ordlyd:

[…]

4

Forordningens artikel 4, stk. 1, bestemmer:

»Med forbehold af denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.«

5

Nævnte forordnings artikel 7 fastsætter:

»En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat:

[…]«

6

Samme forordnings artikel 24 har følgende ordlyd:

»Enekompetente er følgende retter i en medlemsstat uden hensyn til parternes bopæl:

[…]«

7

7. og 17. betragtning til forordning nr. 593/2008 har følgende ordlyd:

[…]

8

Artikel 1 i forordning nr. 593/2008 bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser på det civil- og handelsretlige område i situationer, hvor der skal foretages et lovvalg.

[…]

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[…]

[…]«

9

Forordningens artikel 4, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Har parterne ikke aftalt lovvalg i overensstemmelse med artikel 3, bestemmes den lov, der finder anvendelse på aftalen, som følger, jf. dog artikel 5-8:

[…]«

10

Pavlo Postnov og Natalia Postnova, som har bopæl i Dublin (Irland), ejer i henhold til en købsaftale indgået den 30. maj 2008 en lejlighed, som er beliggende i en beboelsesejendom, der er ejet af en ejerforening, i Bansko (Bulgarien).

11

Ved de årlige generalforsamlinger i ejerforeningen i denne ejendom, som blev afholdt i januar 2013, januar 2014, februar 2015, marts 2016 og marts 2017, blev der truffet beslutninger om de årlige økonomiske bidrag til ejerforeningens budget med henblik på vedligeholdelse af ejendommens fællesarealer.

12

Brian Andrew Kerr anlagde i sin egenskab af administrator for denne ejendom sag ved Rayonen sad Razlog (kredsdomstolen i Razlog, Bulgarien) med påstand om, at Pavlo Postnov og Natalia Postnova blev pålagt at betale det skyldige beløb for disse årlige bidrag, forhøjet med et erstatningsbeløb for forsinket betaling, idet han gjorde gældende, at Pavlo Postnov og Natalia Postnova ikke fuldt ud havde opfyldt deres forpligtelse til at betale disse bidrag.

13

Rayonen sad Razlog (kredsdomstolen i Razlog) traf ved kendelsen afsagt vedrørende denne stævning afgørelse om, at den i henhold til artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012 ikke havde kompetence til at påkende tvisten mellem på den ene side Brian Andrew Kerr og på den anden side Pavlo Postnov og Natalia Postnova, fordi sidstnævnte har bopæl i Dublin (Irland), og betingelserne for anvendelse af undtagelserne til den i denne bestemmelse fastsatte almindelige kompetenceregel ikke var opfyldt.

14

Brian Andrew Kerr har iværksat appel af denne kendelse for den forelæggende ret.

15

Den forelæggende ret nærer tvivl om den retlige karakter af de forpligtelser, der følger af en beslutning truffet af et fællesskab, som ikke er en juridisk person, såsom generalforsamlingen i ejerforeningen i et lejlighedskompleks.

16

På denne baggrund har Okrazhen sad – Blagoevgrad (den regionale domstol i Blagoevgrad, Bulgarien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

17

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en tvist om en betalingsforpligtelse, som er fastsat i en beslutning truffet af generalforsamlingen i en ejerforening i et lejlighedskompleks – hvilken forsamling ikke er en juridisk person, men er oprettet i henhold til lovgivningen på grund af et særligt ejerskab – og denne beslutning er truffet af et flertal af generalforsamlingens medlemmer og er bindende for alle, skal anses for at være omfattet af begrebet »kontraktforhold« som omhandlet i denne bestemmelse.

18

I den foreliggende sag følger den forpligtelse, som der anmodes om fuldbyrdelse af, af en beslutning truffet af generalforsamlingen i ejerforeningen i et lejlighedskompleks, som fastsætter størrelsen af de årlige økonomiske bidrag til ejerforeningens budget til vedligeholdelse af denne ejendoms fællesarealer.

19

For så vidt som forordning nr. 44/2001 er blevet ophævet ved og erstattet af forordning nr. 1215/2012, gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af førstnævnte forordnings bestemmelser ligeledes for forordning nr. 1215/2012, når bestemmelserne i disse to EU-retlige instrumenter kan sidestilles med hinanden (dom af 15.11.2018, Kuhn, C-308/17, EU:C:2018:911, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

20

Følgelig gælder den af Domstolen anlagte fortolkning af artikel 5, nr. 1), i forordning nr. 44/2001 også for artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, når disse bestemmelser kan sidestilles med hinanden (dom af 15.6.2017, Kareda, C-249/16, EU:C:2017:472, præmis 27).

21

Ifølge Domstolens faste praksis er den kompetence, der er fastlagt i artikel 4 i forordning nr. 1215/2012, dvs. kompetencen for retterne i den medlemsstat, hvor sagsøgte har sin bopæl, hovedreglen. Det er kun som en undtagelse til denne hovedregel, at nævnte forordning fastlægger specielle kompetenceregler og regler om enekompetence i tilfælde, der udtømmende er opregnet, og hvor sagsøgte, alt efter omstændighederne, kan eller skal sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat (dom af 7.3.2018, E.ON Czech Holding, C-560/16, EU:C:2018:167, præmis 26, og af 12.9.2018, Löber, C-304/17, EU:C:2018:701, præmis 18).

22

De specielle kompetenceregler, der er fastsat i forordning nr. 1215/2012, skal derfor fortolkes strengt og kan ikke føre til en fortolkning, der rækker ud over de tilfælde, nævnte forordning udtrykkeligt har for øje (dom af 18.7.2013, ÖFAB, C-147/12, EU:C:2013:490, præmis 31, af 17.10.2013, OTP Bank, C-519/12, ikke trykt i Sml., EU:C:2013:674, præmis 23, og af 14.7.2016, Granarolo, C-196/15, EU:C:2016:559, præmis 18).

23

Vedrørende den specielle kompetenceregel, der er fastsat i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, har Domstolen fastslået, at indgåelsen af en aftale ikke udgør en betingelse for anvendelsen af denne bestemmelse (dom af 28.1.2015, Kolassa, C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 38, og af 21.4.2016, Austro-Mechana, C-572/14, EU:C:2016:286, præmis 34).

24

Selv om denne bestemmelse ikke kræver, at der er indgået en kontrakt, er det dog nødvendigt, for at bestemmelsen kan finde anvendelse, at der kan identificeres en forpligtelse, eftersom det ved fastlæggelsen af den retlige kompetence i medfør af bestemmelsen er afgørende, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes. Begrebet »sager om kontraktforhold« i denne bestemmelses forstand kan derfor ikke fortolkes således, at det omfatter en situation, hvor der ikke foreligger en forpligtelse, som en part frivilligt har påtaget sig over for en anden (dom af 14.3.2013, Česká spořitelna, C-419/11, EU:C:2013:165, præmis 46, af 28.1.2015, Kolassa, C-375/13, EU:C:2015:37, præmis 39, og af 21.4.2016, Austro-Mechana, C-572/14, EU:C:2016:286, præmis 35).

25

Følgelig forudsætter anvendelsen af den specielle kompetenceregel i artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012, at det fastslås, at en person frivilligt har påtaget sig en retlig forpligtelse over for en anden person, og at denne forpligtelse ligger til grund for sagsøgerens sagsanlæg (dom af 14.3.2013, Česká spořitelna, C-419/11, EU:C:2013:165, præmis 47, af 18.7.2013, ÖFAB, C-147/12, EU:C:2013:490, præmis 33, og af 21.4.2016, Austro-Mechana, C-572/14, EU:C:2016:286, præmis 36).

26

For så vidt angår artikel 5, nr. 1), i konventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (EFT 1978, L 304, s. 17), hvis ordlyd svarer til artikel 7, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, således at den fortolkning, som Domstolen har givet den førstnævnte bestemmelse, som det anføres i denne doms præmis 19 ligeledes, har gyldighed for den sidstnævnte, har Domstolen allerede fastslået, at betalingsforpligtelser, som udspringer af medlemsforholdet mellem en forening og dens medlemmer, skal anses for at være omfattet af begrebet »kontraktforhold« som omhandlet i denne bestemmelse, fordi der ved indmeldelsen i en privat forening opstår en nær forbindelse mellem foreningens medlemmer af samme art som mellem parterne i en kontrakt (dom af 22.3.1983, Peters Bauunternehmung, 34/82, EU:C:1983:87, præmis 13 og 15, af 10.3.1992, Powell Duffryn, C-214/89, EU:C:1992:115, præmis 15, og af 20.1.2005, Engler, C-27/02, EU:C:2005:33, præmis 47).

27

Selv om medlemskab i en boligforening er påkrævet ved lov, gælder det – som generaladvokaten har anført i punkt 54 i sit forslag til afgørelse – imidlertid ikke desto mindre, at detaljerne med hensyn til administrationen af den omhandlede ejendoms fællesarealer efter omstændighederne fastsættes ved aftale, og at indtrædelse i ejerforeningen sker ved en frivillig erhvervelse af en ejerlejlighed sammen med en andel af ejerforeningens fællesarealer, således at en forpligtelse for ejerne i forhold til ejerforeningen, såsom den i hovedsagen omhandlede forpligtelse, skal anses for at være en frivilligt indgået retlig forpligtelse som omhandlet i den i denne doms præmis 25 nævnte retspraksis.

28

Om denne forpligtelse udelukkende følger af denne erhvervelse, eller om den beror på denne erhvervelse sammenholdt med en beslutning truffet af generalforsamlingen i ejerforeningen i en beboelsesejendom, har ikke har betydning for, om artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 finder anvendelse på en retssag vedrørende denne forpligtelse (jf. analogt dom af 22.3.1983, Peters Bauunternehmung, 34/82, EU:C:1983:87, præmis 18).

29

Den omstændighed, at de omhandlede ejere ikke deltog i vedtagelsen af denne beslutning eller modsatte sig den, men at denne beslutning og den forpligtelse, der følger deraf, i medfør af lovgivningen har en bindende karakter og er bindende for disse ejere, er uden betydning for anvendelsen af den nævnte bestemmelse, fordi hver ejer, når vedkommende bliver medejer af en beboelsesejendom, indvilliger i at underkaste sig samtlige bestemmelser i den lov, der regulerer den omhandlede ejerforening, samt de beslutninger, der vedtages af generalforsamlingen i denne ejerforening i beboelsesejendommen (jf. i denne retning dom af 10.3.1992, Powell Duffryn, C-214/89, EU:C:1992:115, præmis 18 og 19).

30

Henset til de foregående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at artikel 7, nr. 1), litra a), i forordning nr. 1215/2012 skal fortolkes således, at en tvist om en betalingsforpligtelse, som er fastsat i en beslutning truffet af generalforsamlingen i en ejerforening i et lejlighedskompleks, hvilken forsamling ikke er en juridisk person, men er oprettet i henhold til lovgivningen på grund af et særligt ejerskab, og denne beslutning er truffet af et flertal af generalforsamlingens medlemmer og er bindende for alle, skal anses for at være omfattet af begrebet »kontraktforhold« som omhandlet i denne bestemmelse.

31

Da det andet og det tredje spørgsmål kun er stillet for det tilfælde, at det første spørgsmål besvares benægtende, er det ufornødent at besvare disse.

32

Med sit fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en tvist vedrørende en betalingsforpligtelse, der følger af en beslutning vedtaget på generalforsamlingen i ejerforeningen i et lejlighedskompleks vedrørende vedligeholdsudgifter til dette lejlighedskompleks’ fællesarealer, skal anses for at vedrøre en tjenesteydelsesaftale som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 593/2008 eller en aftale vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom som omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 1, litra c).

33

Det bemærkes indledningsvis, at den udelukkelse fra anvendelsesområdet for forordning nr. 593/2008, som fastsættes i denne forordnings artikel 1, stk. 2, litra f), for spørgsmål, der er omfattet af reglerne for selskaber, foreninger og andre juridiske personer, såsom spørgsmål om disses stiftelse ved registrering eller på anden måde, deres handleevne, interne organisation og opløsning, ikke omhandler et søgsmål anlagt af et retsfællesskab – i det foreliggende tilfælde det, der udgøres af ejerne af et lejlighedskompleks, der er repræsenteret af lejlighedskompleksets administrator – med påstand om betaling af årlige økonomiske bidrag til ejerforeningen, som er omfattet af aftalerettens almindelige bestemmelser, men udelukkende søgsmål om disse selskabers, foreningers og juridiske personers organisatoriske forhold.

34

Det skal i denne henseende ligeledes bemærkes, at denne fortolkning støttes af betænkningerne til konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, der er udarbejdet af Mario Giuliano, professor ved universitetet i Milano, og Paul Lagarde, professor ved Université de Paris I (EFT 1980, C 282, s. 1), hvorefter udelukkelsen af disse spørgsmål fra anvendelsesområdet for konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, åbnet for undertegnelse i Rom den 19. juni 1980 (EFT 1980, L 266, s. 1) – hvilken konvention i forholdet mellem medlemsstaterne er blevet afløst af forordning nr. 593/2008 – gælder alle de komplekse handlinger, som er nødvendige ved stiftelse af et selskab, eller som vedrører dets interne funktion eller dets opløsning, dvs. retshandler, som falder ind under selskabsretten.

35

Det følger heraf, at forordning nr. 593/2008 finder anvendelse på en situation som den i hovedsagen omhandlede.

36

I overensstemmelse med syvende betragtning til forordning nr. 593/2008 bør denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelserne heri stemme overens med forordning nr. 44/2001. For så vidt som sidstnævnte forordning er blevet ophævet og erstattet af forordning nr. 1215/2012, gælder dette mål om sammenhæng ligeledes for denne forordning.

37

Det bemærkes i denne henseende, at for så vidt angår artikel 24, nr. 1), i forordning nr. 1215/2012, som i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom fastsætter en enekompetence for retsinstanserne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende, har Domstolen allerede fastslået, at denne kompetence ikke omfatter samtlige sager om rettigheder over fast ejendom, men kun de sager, der inden for forordningens anvendelsesområde tager sigte på dels at fastslå en fast ejendoms udstrækning og bestanddele, ejendommens ejer- og besiddelsesforhold eller eksistensen af andre tinglige rettigheder over ejendommen, dels at sikre indehaverne af disse rettigheder beskyttelse af de beføjelser, der knytter sig til deres ret (dom af 17.12.2015, Komu m.fl., C-605/14, EU:C:2015:833, præmis 26, og af 16.11.2016, Schmidt, C-417/15, EU:C:2016:881, præmis 30).

38

Henset til disse forhold, og for så vidt som den sag, der ligger til grund for tvisten i hovedsagen, ikke henhører under nogen af disse sagstyper, men støttes på ejerforeningens ret til betaling af bidrag vedrørende vedligeholdelsen af beboelsesejendommens fællesarealer, kan denne sag ikke anses for at vedrøre en aftale vedrørende en tinglig rettighed over fast ejendom som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra c), i forordning nr. 593/2008.

39

For så vidt angår begrebet »tjenesteydelser« som omhandlet i artikel 7, nr. 1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012 følger det af Domstolens faste praksis, at dette begreb som minimum indebærer, at den part, som præsterer tjenesteydelserne, skal udøve en nærmere bestemt virksomhed mod vederlag (dom af 23.4.2009, Falco Privatstiftung og Rabitsch, C-533/07, EU:C:2009:257, præmis 29, af 19.12.2013, Corman-Collins, C-9/12, EU:C:2013:860, præmis 37, af 10.9.2015, Holterman Ferho Exploitatie m.fl., C-47/14, EU:C:2015:574, præmis 57, af 15.6.2017, Kareda, C-249/16, EU:C:2017:472, præmis 35, og af 8.3.2018, Saey Home & Garden, C-64/17, EU:C:2018:173, præmis 38).

40

I den foreliggende sag er der inden for rammerne af den sag, der er anlagt ved den forelæggende ret, nedlagt påstand om fuldbyrdelse af en forpligtelse til betaling af de berørtes bidrag til udgifterne til en beboelsesejendom, som de er medejere af, og hvis størrelse er blevet fastsat af generalforsamlingen i ejerforeningen.

41

Derfor skal en tvist som den i hovedsagen foreliggende anses for at vedrøre tjenesteydelser som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 593/2008 og ikke en tinglig rettighed over fast ejendom som omhandlet i denne forordnings artikel 4, stk. 1, litra c).

42

Under disse omstændigheder skal det fjerde spørgsmål besvares med, at artikel 4, stk. 1), litra b), i forordning nr. 593/2008 skal fortolkes således, at en tvist som den i hovedsagen foreliggende om en betalingsforpligtelse, som følger af en beslutning truffet af generalforsamlingen i ejerforeningen i et lejlighedskompleks vedrørende udgifter til vedligeholdelse af dette lejlighedskompleks’ fællesarealer, skal anses for at vedrøre en tjenesteydelsesaftale som omhandlet i denne bestemmelse.

43

Da sagen i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Første Afdeling) for ret: