1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel forelæggelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 3, og artikel 5, nr. 3), i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne ( 2 ), som ændret ved Rådets rammeafgørelse 2009/299/RIA af 26. februar 2009 ( 3 ), og artikel 1, litra a) og b), artikel 3, stk. 3 og 4, og artikel 25 i Rådets rammeafgørelse 2008/909/RIA af 27. november 2008 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraffe eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union ( 4 ).

2.

Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med fuldbyrdelsen i Nederlandene af en europæisk arrestordre udstedt den 3. marts 2017 af en dommer ved Canterbury Crown Court (retten i første instans i straffesager af alvorligere karakter i Canterbury, Det Forenede Kongerige) med henblik på strafforfølgning mod SF.

3.

Artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 åbner mulighed for, at den medlemsstat, der fuldbyrder en europæisk arrestordre, kan gøre gennemførelsen heraf betinget af, at den udstedende medlemsstat udformer en garanti for overførsel af den person, der er blevet idømt en straf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning i sidstnævnte medlemsstat, til førstnævnte medlemsstat med henblik på at afsone straffen dér. Den foreliggende sag giver Domstolen mulighed for at præcisere rækkevidden af denne garanti for overførsel og for at bekræfte kravene i medfør af princippet om gensidig anerkendelse, som er styrende for det retlige samarbejde i straffesager inden for den EU.

4.

Artikel 1 i rammeafgørelse 2002/584 fastsætter:

»1.   Den europæiske arrestordre er en retsafgørelse truffet af en medlemsstat med det formål, at en anden medlemsstat anholder og overgiver en eftersøgt person med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

2.   Medlemsstaterne fuldbyrder enhver europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse.

3.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«

5.

Artikel 2, stk. 1, i denne afgørelse fastsætter:

»En europæisk arrestordre kan udstedes for forhold, der efter den udstedende medlemsstats lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af en maksimal varighed på mindst tolv måneder eller, når der er idømt en straf eller pålagt en anden frihedsberøvende foranstaltning, for straffe af en varighed på mindst fire måneder.«

6.

Artikel 5, nr. 3), i nævnte rammeafgørelse har følgende ordlyd:

»Den fuldbyrdende medlemsstats lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at dens fuldbyrdende judicielle myndighed kun må fuldbyrde en europæisk arrestordre på følgende betingelser:

[…]

7.

Artikel 1, litra a) og b), i rammeafgørelse 2008/909 har følgende ordlyd:

»I denne rammeafgørelse forstås ved:

8.

Denne rammeafgørelses artikel 3 bestemmer:

»1.   Denne rammeafgørelse har til formål at fastsætte regler, hvorefter en medlemsstat med henblik på at lette den domfældtes sociale rehabilitering anerkender en dom og fuldbyrder sanktionen.

2.   Denne rammeafgørelse finder anvendelse, hvis den domfældte befinder sig i udstedelsesstaten eller i fuldbyrdelsesstaten.

3.   Denne rammeafgørelse finder kun anvendelse på anerkendelse af domme og fuldbyrdelse af sanktioner som defineret i rammeafgørelsen. Den omstændighed, at der ud over sanktionen er idømt en bøde og/eller truffet afgørelse om konfiskation, som endnu ikke er betalt, indkasseret eller fuldbyrdet, er ikke til hinder for fremsendelse af en dom. Anerkendelse og fuldbyrdelse af sådanne bøder og afgørelser om konfiskation i en anden medlemsstat baseres på de instrumenter, der finder anvendelse mellem medlemsstaterne, især Rådets rammeafgørelse 2005/214/RIA af 24. februar 2005 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på bødestraffe[ ( 5 )] og Rådets rammeafgørelse 2006/783/RIA af 6. oktober 2006 om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på afgørelser om konfiskation[ ( 6 )].

4.   Denne rammeafgørelse indebærer ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union.«

9.

Følgende fremgår af artikel 8 i nævnte rammeafgørelse:

»1.   Den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten anerkender den dom, der er fremsendt i henhold til artikel 4 og efter proceduren i artikel 5, og træffer omgående alle nødvendige foranstaltninger til fuldbyrdelse af sanktionen, medmindre den beslutter at påberåbe sig en af de i artikel 9 nævnte grunde til at afslå anerkendelse eller fuldbyrdelse.

2.   Hvis sanktionen på grund af sin varighed ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kun træffe beslutning om at tilpasse sanktionen i det omfang, sanktionen overstiger den maksimale straf for tilsvarende lovovertrædelser efter denne stats nationale lovgivning. Den tilpassede sanktion må ikke blive mindre end den maksimale straf for tilsvarende lovovertrædelser efter fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning.

3.   Hvis sanktionen på grund af sin art ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndighed i denne stat tilpasse sanktionen til den straf eller den foranstaltning, der efter denne stats lovgivning gælder for lignende lovovertrædelser. Denne straf eller foranstaltning skal i videst muligt omfang svare til den sanktion, udstedelsesstaten har idømt, og sanktionen kan derfor ikke konverteres til en bødestraf.

4.   Den tilpassede sanktion må ikke skærpe den af udstedelsesstaten idømte sanktion med hensyn til art eller varighed.«

10.

I artikel 25 i samme rammeafgørelse bestemmes:

»Med forbehold af rammeafgørelse [2002/584] finder bestemmelserne i denne rammeafgørelse, i det omfang de er forenelige med bestemmelserne i rammeafgørelse [2002/584], anvendelse mutatis mutandis på fuldbyrdelse af sanktioner i tilfælde, hvor en medlemsstat påtager sig at fuldbyrde sanktionen i overensstemmelse med artikel 4, nr. 6), i nævnte rammeafgørelse, eller i tilfælde, hvor den i henhold til artikel 5, nr. 3), i nævnte rammeafgørelse har betinget sig, at den pågældende overføres til den pågældende medlemsstat for dér at afsone sanktionen med henblik på at undgå, at den pågældende person går fri for straf.«

11.

Overleveringswet (lov om overgivelse) ( 7 ) af 29. april 2004 gennemfører rammeafgørelse 2002/584. Dennes artikel 6, stk. 1, er affattet således:

»En anmodning om overgivelse af en nederlandsk statsborger kan imødekommes, såfremt denne anmodning fremsættes med henblik på en strafferetlig undersøgelse vedrørende den pågældende, og der efter den fuldbyrdende judicielle myndigheds opfattelse er garanti for, at den pågældende, hvis vedkommende idømmes en ubetinget frihedsstraf for de forhold, for hvilke anmodningen om overgivelse kan imødekommes i den udstedende medlemsstat, vil kunne afsone denne straf i Nederlandene.«

12.

Artikel 28, stk. 2, i OLW bestemmer:

»Hvis rechtbank [retten] konstaterer […], at overgivelsen ikke kan tillades […], skal denne i sin afgørelse afvise denne overlevering.«

13.

Wet wederzijdse erkenning en tenuitvoerlegging vrijheidsbenemende en voorwaardelijke sancties (lov om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af frihedsberøvende og betingede sanktioner) ( 8 ) af 12. juli 2012 gennemfører rammeafgørelse 2008/909. Dennes artikel 2:2 med overskriften »kompetente myndighed« bestemmer i stk. 1:

»Ministeren har kompetence til at anerkende en retsafgørelse, der er fremsendt af en af de udstedende medlemsstater med henblik på fuldbyrdelse i Nederlandene.«

14.

Artikel 2:11 i WETS med overskriften »Dommerens rolle; tilpasning af straffen« fastsætter:

»1.   Ministeren fremsender retsafgørelsen og attesten til generaladvokaten ved anklagemyndigheden ved appeldomstolen, medmindre ministeren umiddelbart finder, at der er grundlag for at afslå anerkendelse af retsafgørelsen.

2.   Generaladvokaten forelægger straks retsafgørelsen for den særlige afdeling ved Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden [appeldomstolen i Arnhem-Leeuwarden, Nederlandene] […]

3.   Den særlige afdeling ved Gerechtshof Arnhem-Leeuwarden [appeldomstolen] beslutter:

[…]

4.   Hvis den idømte frihedsstraf overskrider maksimumsstrafferammen efter nederlandsk ret for den pågældende overtrædelse, nedsættes frihedsstraffens varighed til denne maksimumsgrænse.

5.   Hvis den dømte overgives mod en garanti for overførsel efter artikel 6, stk. 1, i [OLW], finder stk. 4 ikke anvendelse, men det bør afgøres, om den idømte frihedsstraf svarer til den straf, der ville idømmes i Nederlandene for den pågældende lovovertrædelse. Dommen skal eventuelt tilpasses i overensstemmelse hermed under hensyntagen til udtalelser afgivet i den udstedende medlemsstat vedrørende grovheden af den begåede lovovertrædelse.«

15.

Den 3. marts 2017 udstedte en dommer ved Canterbury Crown Court (retten i første instans i straffesager af alvorligere karakter i Canterbury) en europæisk arrestordre mod SF, en nederlandsk statsborger, med det formål at få vedkommende udleveret med henblik på strafforfølgning i relation til to lovovertrædelser, nemlig en sammensværgelse om indførsel af på den ene side 4 kg heroin og på den anden side 14 kg kokain til Det Forenede Kongerige.

16.

Den 30. marts 2017 anmodede officier van justitie (anklagemyndigheden, Nederlandene) den udstedende judicielle myndighed om at afgive den garanti, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i OLW, som gennemfører artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584.

17.

I skrivelse af 20. april 2017 fra Home Office (Det Forenede Kongeriges indenrigsministerium) anføres følgende:

»[…]

Det Forenede Kongerige giver tilsagn om, at såfremt SF skulle blive idømt en frihedsstraf i Det Forenede Kongerige, vil han i overensstemmelse med section 153C i Extradition Act 2003 (udleveringsloven af 2003) blive overført til Nederlandene, så snart det med rimelighed er muligt, efter at straffeproceduren og enhver anden procedure i Det Forenede Kongerige vedrørende det strafbare forhold, for hvilket der begæres overgivelse, er afsluttet.

Detaljerede oplysninger om den eventuelle straf, som SF idømmes, vil blive meddelt, når han overføres til Nederlandene. Vi finder, at en overgivelse som omhandlet i rammeafgørelse [2002/584] ikke tillader, at Nederlandene ændrer varigheden af en straf, som måtte blive idømt af en britisk domstol.«

18.

Efter at være blevet anmodet om at præcisere de procedurer, som falder ind under betegnelsen »enhver anden procedure« som omhandlet i section 153C, stk. 4, i udleveringsloven af 2003, svarede indenrigsministeren følgende i en mail af 19. februar 2018:

»Jeg kan oplyse, at betegnelsen »anden procedure« kan omfatte:

19.

Den forelæggende ret har fremhævet, at passagen »[v]i finder, at en overgivelse som omhandlet i rammeafgørelse [2002/584] ikke tillader, at Nederlandene ændrer varigheden af en straf, som måtte blive idømt af en britisk domstol«, er forbundet med den omstændighed, at anmodningen fra Openbaar Ministerie (anklagemyndigheden, Nederlandene) om en garanti i tidligere lignende sager har indeholdt en bemærkning om, at Kongeriget Nederlandene kan tilpasse en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning til de nationale bestemmelser, jf. artikel 2:11, stk. 5, i WETS.

20.

Ifølge den forelæggende ret giver udstedelsesstatens garanti, som denne er formuleret af samme, anledning til spørgsmål angående dens forenelighed med flere bestemmelser i rammeafgørelse 2002/584 og 2008/909. Hvis det rent faktisk måtte vise sig, at denne garanti er i strid med nævnte rammeafgørelser, må en overgivelse af SF nægtes.

21.

Den første del af disse spørgsmål vedrører tidspunktet for, hvornår udstedelsesstaten skal opfylde garantien for overførsel af den person, der er idømt en straf eller en foranstaltning, der indebærer frihedsberøvelse, til fuldbyrdelsesstaten, således som dette er fastsat i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584. Spørgsmålet går især på at få at vide, om udstedelsesstaten, når der foreligger en endelig dom om frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning, kan vente med at overføre den pågældende person til fuldbyrdelsesstaten, indtil alle øvrige procedurer vedrørende lovovertrædelsen, der er begæret overgivelse for, såsom konfiskation, er endeligt afsluttet.

22.

Den forelæggende ret har i denne forbindelse anført, at mens formålet om at lette den sociale rehabilitering af en person, som er idømt en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning, taler for en overførsel af denne person til fuldbyrdelsesstaten, når der er faldet endelig dom, uden at afvente afslutningen af andre procedurer vedrørende den overtrædelse, som er grundlaget for anmodningen om overgivelse, er der imidlertid argumenter for den modsatte fortolkning, heriblandt effektiv bekæmpelse af kriminalitet og beskyttelse af den berørtes ret til forsvar.

23.

Den anden del af de spørgsmål, som den forelæggende ret har rejst, udspringer af ordvalget i garantien for overførsel, hvorefter »en overgivelse som omhandlet i rammeafgørelsen [2002/584] ikke tillader, at Nederlandene ændrer varigheden af en straf, som måtte blive idømt af en britisk domstol«.

24.

Ifølge den forelæggende ret giver dette ordvalg anledning til tvivl om, hvorvidt fuldbyrdelsesstaten efter at have foretaget en overgivelse af den eftersøgte person på betingelse af en garanti for overførsel af sidstnævnte, på det tidspunkt, hvor denne stat er foranlediget til at fuldbyrde den frihedsstraf eller den frihedsberøvende foranstaltning, som den pågældende er blevet idømt, kan foretage en tilpasning af denne straf, og hvis ja, inden for hvilke grænser.

25.

På denne baggrund har rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) besluttet at udsætte sagen og forelægge følgende præjudicielle spørgsmål for Domstolen:

26.

Inden jeg foretager en vurdering af det materielle indhold i den forelæggende rets spørgsmål, bør jeg først tage stilling til argumenterne fremsat af Nederlandene til støtte for, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse skal afvises.

27.

Kongeriget Nederlandene har bestridt, at anmodningen om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling, idet det i det væsentlige har gjort gældende, at besvarelsen af de forelagte spørgsmål ikke er nødvendig for, at den forelæggende ret kan træffe afgørelse om fuldbyrdelse af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, og har fremhævet spørgsmålenes hypotetiske karakter.

28.

I denne henseende bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, »at det inden for rammerne af det samarbejde, der i medfør af artikel 267 TEUF er indført mellem Domstolen og de nationale retter, udelukkende tilkommer den nationale ret, for hvilken en tvist er indbragt, og som har ansvaret for den retsafgørelse, der skal træffes, på grundlag af omstændighederne i den konkrete sag at vurdere, såvel om en præjudiciel afgørelse er nødvendig for, at den kan afsige dom, som relevansen af de spørgsmål, den forelægger Domstolen. Når de af den nationale retsinstans stillede spørgsmål vedrører fortolkningen af en bestemmelse i fællesskabsretten, er Domstolen derfor principielt forpligtet til at træffe afgørelse herom« ( 9 ).

29.

Det følger heraf, »at der gælder en formodning for, at de spørgsmål om en fortolkning af EU-retten, som den nationale ret har stillet på det retlige og faktiske grundlag, som den har fastlagt inden for sit ansvarsområde, er relevante, hvorfor det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve rigtigheden heraf. Domstolen kan kun afvise en anmodning fra en national ret, såfremt det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er hypotetisk, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en sagligt korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål« ( 10 ).

30.

I det foreliggende tilfælde fremgår det ikke af de for Domstolen fremlagte sagsakter, at situationen i den foreliggende sag svarer til et af disse tilfælde. Den forelæggende ret skal således træffe afgørelse om fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. For at kunne gøre dette må denne nødvendigvis vurdere, om garantien for overførsel, således som denne er formuleret af den udstedende judicielle myndighed, er i overensstemmelse med, hvad der er tilladt i henhold til artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, således at den i givet fald vil kunne efterkomme anmodningen om overgivelse af SF. For at den forelæggende ret kan foretage denne undersøgelse, har den imidlertid behov for, at Domstolen kommer med præciseringer over for den med hensyn til rækkevidden af artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584. Det samme gælder for rækkevidden af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909. Det følger af det ovenfor anførte, at den forelæggende rets videre behandling af den europæiske arrestordre, der er genstand for hovedsagen, afhænger direkte af Domstolens besvarelse af de stillede spørgsmål.

31.

Jeg skal tilføje, at der på dette trin i proceduren selvfølgelig ikke er nogen, der ved, om SF bliver dømt skyldig eller ej i de lovovertrædelser, han er anklaget for, og endnu mindre hvilke straffe han i givet fald vil blive pålagt. Set fra det synspunkt er det hypotetiske aspekt uløseligt forbundet med det normale forløb i en straffesag og med uskyldsformodningen. En ting er ikke desto mindre sikker: Den forelæggende ret skal tage stilling til fuldbyrdelsen af den i hovedsagen omhandlede europæiske arrestordre, og for at kunne gøre dette har den behov for, at Domstolen tydeliggør rækkevidden af den garanti for overførsel, der er fastsat i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, som forudsætning for fuldbyrdelsen.

32.

Jeg mener som følge heraf, at den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse kan antages til realitetsbehandling.

33.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 skal fortolkes således, at den garanti for, at en person, der er omfattet af en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning, efter at være blevet hørt, vil blive overført til fuldbyrdelsesstaten for dér at afsone den straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, denne vil kunne blive idømt i udstedelsesstaten, betyder, at en sådan overførsel kan udsættes, indtil der foreligger en endelig afgørelse om en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, som f.eks. en afgørelse om konfiskation.

34.

Indledningsvis bemærkes, at »rammeafgørelse 2002/584, således som det navnlig fremgår af dens artikel 1, stk. 1 og 2, sammenholdt med femte og syvende betragtning hertil, har til formål at erstatte det multilaterale udleveringssystem, der er baseret på den europæiske udleveringskonvention, undertegnet i Paris 13. december 1957, med en ordning for overgivelse mellem judicielle myndigheder af dømte eller mistænkte personer med henblik på straffuldbyrdelse eller retsforfølgning, og denne ordning bygger på princippet om gensidig anerkendelse« ( 11 ).

35.

Rammeafgørelse 2002/584 tilsigter således »med indførelsen af en ny forenklet og mere effektiv ordning for overgivelse af personer, der er dømt eller mistænkt for overtrædelse af straffeloven, at fremme og fremskynde det retlige samarbejde med henblik på at bidrage til at gennemføre Unionens erklærede mål om at blive et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed på grundlag af den høje grad af tillid, der skal være mellem medlemsstaterne« ( 12 ).

36.

»I overensstemmelse med rammeafgørelsens artikel 1, stk. 1, er formålet med ordningen med den europæiske arrestordre [således] at muliggøre anholdelse og overgivelse af en eftersøgt person, således at den begåede lovovertrædelse i overensstemmelse med det formål, der forfølges med rammeafgørelsen, ikke forbliver ustraffet, og den pågældende retsforfølges eller afsoner den idømte frihedsstraf« ( 13 ).

37.

På det af rammeafgørelse 2002/584 regulerede område er princippet om gensidig anerkendelse, som udgør »hjørnestenen« i det retlige samarbejde i straffesager, således som det bl.a. fremgår af sjette betragtning til rammeafgørelsen, udmøntet i rammeafgørelsens artikel 1, stk. 2, der fastsætter reglen om, at medlemsstaterne har pligt til at fuldbyrde en europæisk arrestordre på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med bestemmelserne i denne rammeafgørelse. De fuldbyrdende judicielle myndigheder »kan derfor kun afslå at fuldbyrde en sådan arrestordre med henvisning til de udtømmende opregnede afslagsgrunde, der er fastsat i rammeafgørelse 2002/584, og fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre kan kun underlægges et af de vilkår, der er udtømmende fastsat i rammeafgørelsens artikel 5. Mens fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre udgør hovedreglen, er afslaget på fuldbyrdelse følgelig udformet som en undtagelse, der skal undergives en streng fortolkning« ( 14 ).

38.

Rammeafgørelse 2002/584 fastsætter udtrykkeligt de obligatoriske (artikel 3) og fakultative (artikel 4 og 4a) grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt de garantier, som den udstedende medlemsstat skal give i særlige tilfælde (artikel 5) ( 15 ).

39.

»Selv om princippet om gensidig anerkendelse ligger til grund for ordningen i rammeafgørelse 2002/584, indebærer denne anerkendelse imidlertid ikke en absolut forpligtelse til at fuldbyrde den udstedte arrestordre. Ordningen i rammeafgørelsen […] overlader således medlemsstaterne en mulighed for i særlige situationer at tillade de kompetente judicielle myndigheder at beslutte, at en idømt straf skal fuldbyrdes på den fuldbyrdende medlemsstats område« ( 16 ).

40.

Dette gælder navnlig i medfør af artikel 4, nr. 6), og artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584. For de to typer af europæiske arrestordrer, som rammeafgørelsen omfatter, »har disse bestemmelser bl.a. til formål at give adgang til at lægge særlig vægt på, om det er muligt at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret« ( 17 ).

41.

Navnlig bestemmer artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, at »hvis en europæisk arrestordre er udstedt med henblik på retsforfølgning, og den person, der er omfattet af arrestordren, er statsborger i eller bosat i den fuldbyrdende medlemsstat, kan overgivelsen gøres betinget af, at den pågældende, efter at være blevet hørt, overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for der at afsone den straf eller den anden frihedsberøvende foranstaltning, han er blevet idømt i den udstedende medlemsstat«.

42.

Denne bestemmelse præciserer imidlertid ikke, på hvilket tidspunkt overførslen til den fuldbyrdende medlemsstat af den person, der er blevet idømt en straf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning i den udstedende medlemsstat, skal finde sted.

43.

I betragtning af denne unøjagtighed skal der træffes et valg mellem to opfattelser.

44.

I henhold til den første opfattelse, som støttes af SF og den italienske og den polske regering, bør fokus rettes mod det formål, der forfølges med artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, nemlig at øge chancerne for social rehabilitering af en person, som er genstand for en europæisk arrestordre med henblik på strafforfølgning. Ud fra dette synspunkt skal udstedelsesstaten garantere over for fuldbyrdelsesstaten, at den person, som er genstand for den europæiske arrestordre, bliver overført til sidstnævnte medlemsstat, så snart der foreligger en endelig dom om frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning, eftersom skyldsspørgsmålet således er endeligt afgjort. Den omstændighed, at idømmelsen af en fængselsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning kan blive efterfulgt af en anden fase i straffesagen, som kan føre til en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, f.eks. en afgørelse om konfiskation, er i denne henseende uden betydning. Det ville faktisk være i modstrid med formålet om at fremme den sociale rehabilitering af dømte personer at udsætte overførslen af en person, som har modtaget en endelig dom om fængselsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, på vedtagelsen af en eventuel yderligere straf eller supplerende foranstaltning, og dette på ubestemt tid. Fuldbyrdelsen af straffen eller den frihedsberøvende foranstaltning i den stat, som den dømte person er statsborger i eller bosat i, som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i nævnte rammeafgørelse, bør ikke være afhængig af de risici, som følger af særegenheder i udstedelsesstatens strafferetspleje.

45.

I henhold til den anden opfattelse, som med visse nuancer mellem procesdeltagerne støttes af anklagemyndigheden, af den nederlandske, den østrigske og Det Forenede Kongeriges regering samt af Europa-Kommissionen, forudsætter en effektiv strafforfølgning og beskyttelse af tiltaltes proceduremæssige rettigheder derimod, at overførslen af denne til fuldbyrdelsesstaten først skal finde sted, når de øvrige faser i straffesagen, der kan føre til pålæg af en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, f.eks. en afgørelse om konfiskation, er endeligt afsluttet.

46.

Det er denne anden opfattelse, jeg kan tilslutte mig. Jeg vil dog tilføje visse præciseringer, der skal sikre, at formålet om at lette den domfældtes sociale rehabilitering ikke undermineres på grund af straffeprocessuelle særegenheder eller en uforholdsmæssig lang sagsbehandlingstid i den udstedende medlemsstat.

47.

Som udgangspunkt for min vurdering bemærker jeg, at det følger af artikel 1, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584, at en europæisk arrestordre kan udstedes enten med henblik på strafforfølgning eller med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

48.

Det følger af artikel 2, stk. 1 og 2, i rammeafgørelse 2002/584, at en europæisk arrestordre alene kan udstedes for lovovertrædelser, der i udstedelsesstaten straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

49.

Selv om en europæisk arrestordre med henblik på strafforfølgning således alene kan udstedes for lovovertrædelser, der straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, betyder dette imidlertid ikke, at en sådan sag kun kan resultere i fastsættelsen af en sådan straf eller foranstaltning. Det er nemlig almindeligt, at en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, som udgør hovedstraffen, ledsages af en yderligere straf eller supplerende foranstaltning såsom en bøde eller en afgørelse om konfiskation.

50.

Det er denne sidste form for yderligere straf eller supplerende foranstaltning, som den forelæggende ret har fremhævet i anmodningen om præjudiciel afgørelse.

51.

Under hensyntagen til den omstændighed, at strafforfølgningen i udstedelsesstaten således kan føre til en hovedstraf samt en eller flere yderligere straffe eller supplerende foranstaltninger, og dette inden for rammerne af en strafferetlig procedure, som kan opdeles i flere faser, opstår spørgsmålet om, hvornår overførslen til fuldbyrdelsesstaten med henblik på fuldbyrdelse af straffen af den person, som er blevet idømt en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, bør finde sted. Jeg bemærker i denne henseende, at der i mangel af tilstrækkelig harmonisering forefindes flere proceduremæssige modeller inden for EU, hvilket bl.a. kommer til udtryk i forskellen mellem medlemsstaterne hvad angår gennemførelsen af straffesager.

52.

Der skal med henblik på at besvare dette spørgsmål tages hensyn til de regler, der er indeholdt i rammeafgørelse 2008/909. Det fremgår således af artikel 25 i denne rammeafgørelse, at dennes bestemmelser i princippet finder anvendelse i forbindelse med overførsel med henblik på fuldbyrdelse af straf i henhold til artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584.

53.

Artikel 1, litra a), i rammeafgørelse 2008/909 definerer en »dom« som »en endelig afgørelse eller kendelse fra en domstol i udstedelsesstaten, der idømmer en fysisk person en sanktion« ( 18 ). I henhold til artikel 1, litra b), i nævnte rammeafgørelse omfatter udtrykket »sanktion«»en tidsbegrænset eller tidsubegrænset frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltning, som er idømt i en straffesag på grund af en strafbar handling« ( 19 ). Anvendelsen af rammeafgørelse 2008/909 forudsætter således, at der foreligger en endelig idømmelse af en frihedsstraf ( 20 ).

54.

Det følger heraf, at overførslen til fuldbyrdelsesstaten af en person, som er idømt en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, i henhold til artikel 1, litra a) og b), i rammeafgørelse 2008/909 først kan indtræde, efter at dommen er blevet endelig.

55.

Betyder dette også, at overførslen til fuldbyrdelsesstaten af den person, som er idømt en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning i udstedelsesstaten, altid skal ske, umiddelbart efter at denne dom er blevet endelig?

56.

Det mener jeg ikke.

57.

Jeg er således af den opfattelse, at artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 giver udstedelsesstaten mulighed for at fastsætte, at overførslen til fuldbyrdelsesstaten af den person, som er blevet overgivet til denne, kun må gennemføres, når der er truffet endelig afgørelse om straffene og supplerende foranstaltninger vedrørende den lovovertrædelse, som ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre.

58.

Sagt med andre ord forholder det sig således, at selv om artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 giver den fuldbyrdende judicielle myndighed mulighed for at betinge fuldbyrdelsen af en europæisk arrestordre af, at der sker overførsel af den pågældende, bemyndiger den derimod ikke denne myndighed til at kræve, at denne overførsel sker, umiddelbart efter at den pågældende er blevet idømt en endelig frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning. Den omstændighed, at der ikke foreligger en garanti for omgående overførsel, udgør således ikke en situation, hvor det skal være muligt for den fuldbyrdende judicielle myndighed at afslå at overgive en person, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584.

59.

Jeg baserer denne udtalelse på den centrale betragtning, at selv om artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 naturligvis skal fortolkes således, at dennes hovedformål opnås, nemlig at øge chancerne for den sociale rehabilitering af den dømte person, er det også vigtigt at anlægge en fortolkning, som gør det muligt at forene dette formål med målene om dels at sikre en omfattende og effektiv straf af den lovovertrædelse, som ligger til grund for udstedelsen af den europæiske arrestordre, dels at sikre beskyttelsen af denne persons processuelle rettigheder. Jeg minder ligeledes om, at rammeafgørelse 2002/584 forfølger det primære mål om at bekæmpe straffrihed ( 21 ).

60.

Til støtte for dette synspunkt skal jeg understrege følgende punkter.

61.

Analogt med, hvad Domstolen har fastslået for så vidt angår artikel 4, nr. 6), i rammeafgørelse 2002/584, skal det for det første bemærkes, at medlemsstaterne råder over en vis skønsmargen, når de gennemfører artikel 5, nr. 3) i denne rammeafgørelse ( 22 ). Det skal desuden understreges, at den garanti for overførsel, der er fastsat i sidstnævnte bestemmelse, ganske vist navnlig har til formål at give adgang til at lægge særlig vægt på, om det er muligt at forbedre den eftersøgtes udsigter til at blive resocialiseret, efter at han har afsonet den idømte straf, men et sådant formål kan – hvor vigtigt det end er – imidlertid ikke udelukke, at medlemsstaterne ved gennemførelsen af rammeafgørelse 2002/584 i overensstemmelse med ånden i den grundlæggende regel i dennes artikel 1, stk. 2, begrænser de situationer, hvor det bør være muligt at afslå at overgive en person, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 5, nr. 3), i nævnte rammeafgørelse ( 23 ). Formålet om at lette den domfældtes sociale rehabilitering har således ikke absolut karakter og kan afvejes i forhold til andre krav.

62.

For det andet skal det præciseres, at en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, såsom en afgørelse om konfiskation, spiller en væsentlig rolle i bekæmpelsen af lovovertrædelser, ligesom de i hovedsagen omhandlede, på grundlag af hvilke den europæiske arrestordre er udstedt ( 24 ).

63.

Som det fremgår af første betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU af 3. april 2014 om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold i Den Europæiske Union ( 25 ), er »[h]ovedmotivet bag grænseoverskridende organiseret kriminalitet, herunder mafialignende kriminelle organisationer, […] økonomisk vinding«. Derfor bør »[e]ffektiv forebyggelse og bekæmpelse af organiseret kriminalitet […] opnås ved neutralisering af udbytte fra strafbart forhold og bør i visse tilfælde udvides til at omfatte alle formuegoder, der stammer fra strafbare handlinger«.

64.

I tredje betragtning til direktivet understreger EU-lovgiver, at »[e]n af de mest effektive metoder til bekæmpelse af organiseret kriminalitet består i fastsættelse af alvorlige juridiske konsekvenser af at begå sådan kriminalitet, samt effektiv opdagelse, og indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold« ( 26 ).

65.

I betragtning af betydningen af afgørelser om konfiskation for bekæmpelsen af kriminalitet bør der anlægges en fortolkning, som giver mulighed for uhindret at træffe sådanne afgørelser, herunder efter at den tiltalte er blevet idømt en endelig frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning. Dette forudsætter, at denne person står til rådighed for udstedelsesstatens kompetente myndigheder, såvel under undersøgelsen med henblik på at fastlægge den økonomiske vinding, som denne person har draget af lovovertrædelsen, og vurdere omfanget af disse fordele, som under den retssag, der kan føre til vedtagelsen af en afgørelse om konfiskation. Med andre ord kræver en god retspleje med henblik på en omfattende og effektiv straf af den strafbare adfærd, som ligger til grund for den europæiske arrestordre, den tiltaltes tilstedeværelse indtil denne proceduremæssige fase, som er en integrerende del af strafforfølgningen, har fundet sin afslutning. Det er faktisk absolut nødvendigt, at udstedelsesstatens kompetente myndigheder ikke konfronteres med bevismæssige eller praktiske problemer som følge af den pågældendes manglende tilstedeværelse, som kan hindre, at der træffes en afgørelse om konfiskation.

66.

For det tredje udgør det en væsentlig processuel garanti for den tiltalte, at denne kan være til stede under retssagen, der kan føre til en afgørelse om konfiskation.

67.

Jeg bemærker i denne henseende, at i henhold til artikel 1, stk. 3, i rammeafgørelse 2002/584 indebærer denne »ikke nogen ændring af pligten til at respektere de grundlæggende rettigheder og grundlæggende retsprincipper, således som de er defineret i artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union« ( 27 ). For så vidt som en afgørelse om konfiskation i væsentlig grad kan påvirke sigtede personers rettigheder ( 28 ), og denne afgørelse er en del af straffesagen med henblik på fastsættelse af straffen, er det vigtigt at sikre beskyttelsen af disse personers processuelle rettigheder, herunder den anklagedes ret til selv at være til stede under retssagen, som er en del af retten til en retfærdig rettergang.

68.

Som Domstolen anførte i sin dom af 10. august 2017, Zdziaszek ( 29 ), »fremgår det af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at EMRK’s artikel 6 finder anvendelse ikke blot på domfældelsen, men ligeledes på fastsættelsen af straffen (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 28.11.2013, Dementyev mod Rusland, CE:ECHR:2013:1128JUD004309505, § 23). Overholdelsen af den retfærdige karakter af retssagen indebærer således en ret for den pågældende til at overvære retsforhandlingerne på grund af de store konsekvenser, som disse kan have for længden af den straf, som vil blive pålagt ham (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, 21.9.1993, Kremzov mod Østrig, CE:ECHR:1993:0921JUD001235086, § 67)« ( 30 ). For så vidt som den er en del af strafudmålingen, skal den strafferetlige procedure med henblik på afsigelsen af en eventuel afgørelse om konfiskation overholde denne processuelle ret for den anklagede ( 31 ).

69.

Henset til disse forhold kan udstedelsesstaten efter min mening i medfør af artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 give en garanti, som fastsætter, at overførslen af den pågældende ikke finder sted, før der er truffet endelig afgørelse om en straf eller en supplerende foranstaltning, som f.eks. en afgørelse om konfiskation.

70.

Det følger heraf, at den fuldbyrdende judicielle myndighed ikke kan afslå at fuldbyrde den europæiske arrestordre under henvisning til, at en sådan garanti er i strid med artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584.

71.

For klart at kunne definere rækkevidden af den løsning, jeg foreslår, skal jeg dog fremhæve følgende elementer.

72.

For det første står det klart, at den fase i straffesagen, der kan føre til pålæggelse af en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, som f.eks. en afgørelse om konfiskation, skal vedrøre den samme lovovertrædelse som den, der ligger til grund for udstedelsen af en europæisk arrestordre med henblik på strafforfølgning.

73.

For det andet skal fastsættelsen af en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, som f.eks. en afgørelse om konfiskation, indgå som en del af den strafforfølgning, som var formålet med udstedelsen af den europæiske arrestordre. Navnlig skal der være tale om en afgørelse om konfiskation, som er truffet i forbindelse med en straffesag, og ikke i forbindelse med en civil eller administrativ sag.

74.

For det tredje skal det understreges, at den fortolkning af artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, som jeg foreslår, dog ikke må føre til, at formålet med denne bestemmelse, ligesom med rammeafgørelse 2008/909 ( 32 ), nemlig at lette den domfældtes sociale rehabilitering, bringes i fare på grund af særegenheder i medlemsstaternes strafferetspleje. Dette formål kan derfor ikke ignoreres af udstedelsesstatens kompetente myndigheder, efter at den person, der er genstand for en europæisk arrestordre, er blevet overgivet. Det skal i denne forbindelse fremhæves, at Domstolen allerede har fastslået, at »unionsborgerens sociale reintegration i den stat, hvor vedkommende faktisk er integreret, ikke kun er i vedkommendes egen interesse, men også i Den Europæiske Unions generelle interesse« ( 33 ). Selv om jeg af de ovennævnte grunde er enig i, at overførslen til fuldbyrdelsesstaten af en person, som er idømt en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan udskydes, indtil der er truffet endelig afgørelse om en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, som f.eks. en afgørelse om konfiskation, må en sådan udskydelse derfor ikke overskride en rimelig varighed.

75.

Det må nemlig ikke forglemmes, at fra det øjeblik, hvor der er idømt en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, indgår enhver fortsættelse af varetægtsfængslingen af personen, som er dømt i udstedelsesstaten, som en del af fuldbyrdelsen af denne straf. I betragtning af formålet med artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 er en fuldbyrdelse af straffen i udstedelsesstaten kun acceptabel i en kortere periode. Hvis en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning er udstedt med forbehold af en garanti for overførsel som fastsat i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584, har udstedelsesstatens kompetente myndigheder følgelig pligt til at gøre alt, hvad der ligger inden for deres beføjelser, for at sikre, at tiden mellem den endelige idømmelse af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning og fastsættelsen af yderligere straf eller supplerende foranstaltninger, som f.eks. en afgørelse om konfiskation, skal være så kort som mulig, for at fremskynde overførslen af den domfældte til fuldbyrdelsesstaten. På denne baggrund bør disse myndigheder, når deres nationale lovgivning tillader dette, fokusere på, at fastsættelsen af en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, som f.eks. en afgørelse om konfiskation, sker samtidig med afsigelsen af hovedstraffen om frihedsberøvelse, således at overførslen til fuldbyrdelsesstaten af den person, som er blevet endeligt idømt disse straffe, kan ske hurtigst muligt.

76.

For det fjerde må denne overførsel under alle omstændigheder ikke udsættes på, at en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, som f.eks. en afgørelse om konfiskation, bliver fuldbyrdet. Artikel 3, stk. 3, i rammeafgørelse 2008/909 er klar på dette punkt, for så vidt som den bl.a. bestemmer, at »[d]en omstændighed, at der ud over sanktionen er idømt en bøde og/eller truffet afgørelse om konfiskation, som endnu ikke er betalt, indkasseret eller fuldbyrdet, [ikke er] til hinder for fremsendelse af en dom«. Desuden følger det af denne bestemmelse, at anerkendelse og fuldbyrdelse af bøder og afgørelser om konfiskation i en anden medlemsstat er undergivet særlige ordninger i EU-retten.

77.

Derfor mener jeg ikke, at de præciseringer, som det Forenede Kongerige er fremkommet med, hvorefter betegnelsen »anden procedure« kan omfatte »udløb af alle betalingsfrister i en konfiskationsafgørelse eller bøde« ( 34 ), er i overensstemmelse med artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584. Hvis overførslen rent faktisk kan udsættes på, at der træffes afgørelse om konfiskation, hvilket er min holdning, er det omvendt udelukket at forlænge varigheden af denne udsættelse til tidspunktet for fuldbyrdelse af en sådan afgørelse. Det Forenede Kongerige bør derfor revidere ordlyden af garantien for overførsel på dette punkt, idet jeg ellers mener, at den fuldbyrdende judicielle myndighed vil være berettiget til at finde, at denne ikke er i overensstemmelse med, hvad der er tilladt efter artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584.

78.

Det følger af det ovenstående, at artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584 efter min opfattelse skal fortolkes således, at garantien for, at den person, som er genstand for en europæisk arrestordre med henblik på retsforfølgning, efter at være blevet hørt, overføres til den fuldbyrdende medlemsstat for dér at afsone den straf eller anden frihedsberøvende foranstaltning, som denne vil kunne blive idømt i den udstedende medlemsstat, betyder, at en sådan overførsel kan udsættes, indtil der foreligger en endelig afgørelse om en yderligere straf eller supplerende foranstaltning, som f.eks. en afgørelse om konfiskation, på den betingelse, at denne afgørelse er truffet i forbindelse med en straffesag, og at denne proceduremæssige fase vedrører samme lovovertrædelse som den, der ligger til grund for den omhandlede europæiske arrestordre. I betragtning af denne bestemmelses formål, nemlig at lette dømte personers sociale rehabilitering, skal udstedelsesstatens kompetente myndigheder imidlertid gøre alt, hvad der ligger inden for deres beføjelser, for at en sådan overførsel finder sted så hurtigt som muligt.

79.

Med det andet spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 skal fortolkes således, at fuldbyrdelsesstaten, efter at denne har foretaget en overgivelse af den eftersøgte person på betingelse af en garanti for overførsel af sidstnævnte, og når denne er foranlediget til at fuldbyrde den frihedsstraf eller den frihedsberøvende foranstaltning, som den pågældende er blevet idømt, kan foretage en tilpasning af denne straf med henblik på at bringe den i overensstemmelse med den straf, der ville være blevet idømt i denne stat for den pågældende lovovertrædelse.

80.

Dette spørgsmål hidrører fra det af Kongeriget Nederlandene forfægtede synspunkt, som efter min mening er i strid med territorialprincippet i strafferetsplejen, hvorefter udenlandske straffedomme mod nederlandske statsborgere, som er blevet overgivet til en anden medlemsstat på betingelse af en garanti for overførsel, skal konverteres til en dom, som sædvanligvis ville blive anvendt på en tilsvarende lovovertrædelse i Nederlandene. Denne opfattelse beror på Kongeriet Nederlandenes hensigt om at sikre ligebehandling af sådanne statsborgere og nederlandske statsborgere, som bliver dømt i denne medlemsstat.

81.

Denne opfattelse finder udtryk i artikel 2:11, stk. 5, i WETS, hvoraf det fremgår, at denne lovs artikel 2:11, stk. 4, som gennemfører artikel 8, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909, ikke finder anvendelse, hvis personen er blevet overgivet af Kongeriget Nederlandene med den garanti, der er omhandlet i artikel 6, stk. 1, i OLW, som gennemfører artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584. Artikel 2:11, stk. 5, i WETS, bestemmer i stedet, at »det bør afgøres, om den idømte frihedsstraf svarer til den straf, der ville idømmes i Nederlandene for den pågældende lovovertrædelse«, og at »[d]ommen skal eventuelt tilpasses i overensstemmelse hermed under hensyntagen til udtalelser afgivet i den udstedende medlemsstat vedrørende grovheden af den begåede lovovertrædelse«.

82.

Ifølge Kongeriget Nederlandene giver artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 i et tilfælde, hvor en person er overgivet mod en garanti om overførsel, mulighed for en tilpasning af straffen ud over, hvad der er fastsat i artikel 8, stk. 2, i nævnte rammeafgørelse.

83.

Jeg deler ikke denne fortolkning af artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909, som jeg ikke mener indeholder noget retsgrundlag til støtte for en sådan praksis.

84.

Jeg vil gerne minde om, at det følger af denne artikel, at bestemmelserne i rammeafgørelse 2008/909 i princippet finder anvendelse i forbindelse med overførsel med henblik på fuldbyrdelse af straf som omhandlet i artikel 5, nr. 3), i rammeafgørelse 2002/584.

85.

Rammeafgørelse 2008/909 indeholder imidlertid en forpligtelse til at anerkende en dom afsagt i en anden medlemsstat og til at fuldbyrde den sanktion, som fremgår af dommen. Som Domstolen anførte i dom af 8. november 2016, Ognyanov ( 35 ), »fastsætter samme rammeafgørelses artikel 8 strenge betingelser for den kompetente myndighed i [fuldbyrdelsesstaten] med henblik på myndighedens tilpasning af den sanktion, der er idømt i udstedelsesstaten, som således udgør de eneste undtagelser til den principelle forpligtelse, som påhviler nævnte myndighed, til at anerkende den dom, der er fremsendt til myndigheden, og til at fuldbyrde sanktionen, hvis varighed og art svarer til det, der er fastsat i den dom, som er afsagt i udstedelsesstaten« ( 36 ).

86.

Desuden har Domstolen allerede understreget, at den kompetente judicielle myndighed i fuldbyrdelsesstaten ikke er beføjet til at foretage en materiel efterprøvelse af den bedømmelse, som allerede er blevet foretaget i forbindelse med den retsafgørelse, der er blevet truffet i udstedelsesstaten. Således »vil en sådan efterprøvelse […] tilsidesætte princippet om gensidig anerkendelse og fratage princippet enhver virkning, idet det bemærkes, at princippet indebærer, at der foreligger en gensidig tillid med hensyn til den omstændighed, at hver enkelt medlemsstat accepterer anvendelsen af den i de øvrige medlemsstater gældende straffelovgivning, selv når gennemførelsen af medlemsstatens egen lovgivning ville føre til et andet resultat, og princippet gør det derfor ikke muligt for den fuldbyrdende judicielle myndighed at erstatte den bedømmelse, der allerede er blevet foretaget i den udstedende medlemsstat […], med sin egen bedømmelse af det strafferetlige ansvar for den [pågældende]« ( 37 ).

87.

Som Domstolen i øvrigt præciserede i forbindelse med en europæisk arrestordre udstedt med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en frihedsberøvende foranstaltning, er »[g]rundlaget for fuldbyrdelsen af frihedsstraffen […] den eksigible dom, som er afsagt i den udstedende medlemsstat […]« ( 38 ).

88.

Det kan af alle disse elementer udledes, at det kun er inden for de snævre betingelser i artikel 8 i rammeafgørelse 2008/909, at der er mulighed for, at en i udstedelsesstaten idømt frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning eventuelt kan gøres til genstand for tilpasning i fuldbyrdelsesstaten. Hvad navnlig angår forskellen på længden af en frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning i disse to medlemsstater for lovovertrædelser som dem, der foreholdes SF ( 39 ), er artikel 8, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909 tilsyneladende den eneste bestemmelse, der åbner mulighed for tilpasning af den straf, som SF kan blive idømt i Det Forenede Kongerige. Jeg erindrer om, at det fremgår af denne bestemmelse, at »[h]vis sanktionen på grund af sin varighed ikke er forenelig med fuldbyrdelsesstatens lovgivning, kan den kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten kun træffe beslutning om at tilpasse sanktionen i det omfang, sanktionen overstiger den maksimale straf for tilsvarende lovovertrædelser efter denne stats nationale lovgivning. Den tilpassede sanktion må ikke blive mindre end den maksimale straf for tilsvarende lovovertrædelser efter fuldbyrdelsesstatens nationale lovgivning«.

89.

Det er tænkeligt, at Det Forenede Kongerige havde kendskab til, at nederlandsk ret gav betydelige muligheder for tilpasning af straffen efter overførsel af den domfældte, og over for Kongeriget Nederlandene har villet tydeliggøre sin modstand mod en ændring af straffen i videst muligt omfang ved at specificere i ordlyden af garantien for overførsel, at »en overgivelse som omhandlet i rammeafgørelse 2002/584 ikke tillader, at Nederlandene ændrer varigheden af en straf, som måtte blive idømt af en britisk domstol«. Når dette er sagt, skal det præciseres, at en sådan bemærkning ikke er til hinder for, at Kongeriget Nederlandene gør brug af den mulighed for tilpasning, som udtrykkeligt er tilladt efter artikel 8, stk. 2, i rammeafgørelse 2008/909.

90.

Det følger af det ovenstående, at artikel 25 i rammeafgørelse 2008/909 efter min opfattelse skal fortolkes således, at fuldbyrdelsesstaten, efter at denne har foretaget en overgivelse af den eftersøgte person på betingelse af en garanti for overførsel af sidstnævnte, og når denne er foranlediget til at fuldbyrde den frihedsstraf eller den frihedsberøvende foranstaltning, som den pågældende er blevet idømt, ikke kan foretage en tilpasning af denne straf med henblik på at bringe den i overensstemmelse med den straf, der ville være blevet idømt i denne stat for den pågældende lovovertrædelse. Det er kun inden for de snævre betingelser i artikel 8 i rammeafgørelse 2008/909, og i lyset af tvisten i hovedsagens omstændigheder, især i henhold til denne artikels stk. 2, at der er mulighed for, at en i udstedelsesstaten idømt straf eventuelt kan gøres til genstand for tilpasning i fuldbyrdelsesstaten.

91.

På baggrund af samtlige de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af rechtbank Amsterdam (retten i første instans i Amsterdam, Nederlandene) forelagte præjudicielle spørgsmål således: