1.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra b), og artikel 29, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 2 ) samt artikel 41 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling ( 3 ).

2.

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en tvist mellem Skarb Panstwa Rzeczypospolitej Polskiej – Generalny Dyrektor Dróg Krajowych i Autostrad (Statskassen i Polen – direktøren for hovedveje og motorveje, Polen, herefter »sagsøgeren«) og Stephan Riel som er kurator under den østrigske hovedinsolvensbehandling af Alpine Bau GmbH angående et søgsmål om anerkendelse af en fordring.

3.

Med sit fjerde og femte spørgsmål, som jeg vil fokusere på i min bedømmelse, ønsker Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien, Østrig) nærmere bestemt oplyst, hvilke krav der i medfør af EU-retten stilles til gyldigheden af en anmeldelse af en fordring under en hovedinsolvensbehandling, når anmeldelsen ikke indeholder oplysninger om tidspunktet for fordringens opståen, men denne oplysning kan udledes af de fremlagte bilag.

4.

Jeg vil redegøre for årsagen til, at artikel 41 i forordning nr. 1346/2000 bør fortolkes fleksibelt, hvilket foranlediger mig til at mene, at kravene i denne bestemmelse er opfyldt, når oplysningen om datoen for fordringens opståen kan udledes af de bilag, som kreditoren har fremlagt, og til at fremhæve, at konsekvenserne af, at der ikke foretages en sådan præcisering ved prøvelsen af fordringen, er omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, hvori insolvensbehandlingen er indledt (lex concursus).

5.

Artikel 1 i forordning nr. 1215/2012 bestemmer:

»1.   Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset rettens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af statsmagt (acta jure imperii).

2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[…]

[…]«

6.

2., 8., 12., 18.-21. og 23. betragtning til forordning nr. 1346/2000 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

[…]

[…]

7.

Denne forordnings artikel 3, stk. 1-3, bestemmer:

»1.   Retterne i den medlemsstat, på hvis område centret for skyldnerens hovedinteresser befinder sig, har kompetence til at indlede insolvensbehandling. For selskabers og juridiske personers vedkommende anses det vedtægtsmæssige hjemsted for at være centret for skyldnerens hovedinteresser, medmindre andet godtgøres.

2.   Befinder centret for skyldnerens hovedinteresser sig på en medlemsstats område, har retterne i en anden medlemsstat kun kompetence til at indlede insolvensbehandling mod denne skyldner, hvis han har et forretningssted på denne anden medlemsstats område. Denne insolvensbehandling kan kun omfatte den del af skyldnerens aktiver, som befinder sig på sidstnævnte medlemsstats område.

3.   Er der indledt insolvensbehandling i henhold til stk. 1, bliver en insolvensbehandling, som senere indledes i henhold til stk. 2, en sekundær insolvensbehandling. Denne insolvensbehandling skal være en likvidation.«

8.

Nævnte forordnings artikel 4 bestemmer:

»1.   Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det konkurslovgivningen i den medlemsstat, på hvis område insolvensbehandlingen indledes, der gælder for insolvensbehandlingen og dens virkninger.

2.   Lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes, er bestemmende for betingelserne for insolvensbehandlingens indledning og afslutning samt for dens forløb. Lovgivningen bestemmer navnlig:

[…]

[…]«

9.

Samme forordnings artikel 27 fastsætter:

»Har en medlemsstats ret i henhold til artikel 3, stk. 1, indledt en insolvensbehandling, som er anerkendt i en anden medlemsstat (hovedinsolvensbehandling), kan der i denne anden medlemsstat, hvor en ret har kompetence i henhold til artikel 3, stk. 2, indledes en sekundær insolvensbehandling, uden at der i denne anden medlemsstat tages stilling til, om skyldneren er insolvent. Denne insolvensbehandling skal være en af de bobehandlinger, der er nævnt i bilag B. Insolvensbehandlingen kan kun vedrøre de af skyldnerens formuegenstande, som befinder sig på denne anden medlemsstats område.«

10.

Artikel 31, stk. 1 og 2, i forordning nr. 1346/2000 er affattet således:

»1.   Med forbehold af reglerne om begrænsninger i videregivelsen af oplysninger har kurator for hovedinsolvensbehandlingen og kuratorerne for de sekundære insolvensbehandlinger en gensidig oplysningspligt. De skal straks give hinanden oplysninger om alle forhold, som kan være nyttige for den anden insolvensbehandling, navnlig om, hvor langt man er nået med anmeldelsen og prøvelsen af fordringerne, og om foranstaltninger, der sigter mod at afslutte insolvensbehandlingen.

2.   Med forbehold af de bestemmelser, der gælder for hver enkelt insolvensbehandling, har kurator for hovedinsolvensbehandlingen og kuratorerne for de sekundære insolvensbehandlinger pligt til at samarbejde.«

11.

Det fremgår af forordningens artikel 32, stk. 1, at »[e]nhver kreditor kan anmelde sine fordringer i hovedinsolvensbehandlingen og i alle sekundære insolvensbehandlinger«.

12.

Forordningens artikel 39 bestemmer:

»Kreditorer, som har deres sædvanlige opholdssted, deres bopæl eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, herunder medlemsstaternes skattemyndigheder og socialsikringsorganer, har ret til at anmelde deres fordringer skriftligt i forbindelse med insolvensbehandlingen.«

13.

Artikel 40 i forordning nr. 1346/2000 er affattet således:

»1.   Så snart der indledes insolvensbehandling i en medlemsstat, underretter retten i denne medlemsstat eller den af retten udpegede kurator straks alle kendte kreditorer, som har deres sædvanlige opholdssted, deres bopæl eller deres hjemsted i de øvrige medlemsstater.

2.   Denne underretning, som foretages ved fremsendelse af en meddelelse til hver enkelt kreditor, skal bl.a. indeholde oplysninger om de frister, der skal overholdes, sanktionerne i tilknytning til disse frister, det organ eller den myndighed, der har beføjelse til at modtage anmeldelse af fordringer, og de øvrige foranstaltninger. Det skal ligeledes fremgå af denne meddelelse, om kreditorer med privilegerede krav eller tinglig sikkerhed behøver at anmelde deres fordring.«

14.

Forordningens artikel 41 fastsætter:

»Kreditorerne sender kopi af eventuel dokumentation og anfører fordringens art, hvornår den er opstået og dens størrelse, samt hvorvidt de påberåber sig, at der er tale om en privilegeret fordring, en tinglig sikkerhed eller et ejendomsforbehold, og hvilke formuegenstande den pågældende sikkerhed omfatter.«

15.

Forordningens artikel 42 bestemmer:

»1.   Underretningen i henhold til artikel 40 finder sted på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Til dette formål benyttes en formular med overskriften »Opfordring til anmeldelse af fordringer. Vær opmærksom på fristerne« på alle Den Europæiske Unions institutioners officielle sprog.

2.   Kreditorer, som har deres sædvanlige opholdssted, deres bopæl eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, kan anmelde deres fordringer på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i denne medlemsstat. I så fald skal anmeldelsen dog være forsynet med overskriften »Anmeldelse af fordring« på det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt. Desuden kan der kræves en oversættelse til det officielle sprog eller et af de officielle sprog i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt.«

16.

§ 102 i Bundesgesetz über das Insolvenzverfahren (lov om insolvens) ( 4 ) af 10. december 1914 i den udgave, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, er affattet således:

»Kreditorerne skal gøre deres fordringer gældende under insolvensbehandlingen i overensstemmelse med nedenstående bestemmelser, selv om fordringerne er genstand for en tvist.«

17.

IO’s § 103, stk. 1, bestemmer:

»Fordringens størrelse og de faktiske omstændigheder, som den er baseret på, samt den krævede plads i konkursordenen skal fremgå af anmeldelsen; det skal ligeledes præciseres, hvilke beviser der kan fremlægges til støtte for den hævdede fordring.«

18.

I henhold til IO’s § 104, stk. 1, skal fordringerne anmeldes skriftligt, eller de kan anmeldes mundtligt, hvorefter de indføres i protokollatet hos insolvensdommeren.

19.

IO’s § 105, der indgår i kapitlet »Skiftesamlingen«, bestemmer i stk. 1-3:

»1.   Kuratoren og debitoren giver møde i skiftesamlingen […]

2.   De anmeldte fordringer prøves i den rækkefølge, de har i konkursordenen, eller når de har samme plads, i den rækkefølge, hvori de er anmeldt.

3.   Kuratoren skal afgive erklæring om hver enkelt anmeldt fordrings nøjagtighed og plads i konkursordenen; ved afgivelsen af denne erklæring kan der ikke tages forbehold.«

20.

Det fremgår af IO’s § 108, stk. 1, at »[r]esultatet af skiftesamlingen registreres i fortegnelsen over de anmeldte fordringer«.

21.

I henhold til IO’s § 109, stk. 1, anses en fordring for at være fastslået under insolvensbehandlingen, hvis kuratoren har accepteret den, og hvis ingen af de kreditorer, der har beføjelse til at bestride den, har gjort dette.

22.

IO’s § 110, stk. 1, bestemmer:

»Kreditorer med fordringer, hvis nøjagtighed eller plads i konkursordenen forbliver omtvistet, kan anlægge søgsmål om anerkendelse af fordringerne, når den omtvistede retlige fremgangsmåde kan anvendes, ved at rette søgsmålet mod alle de parter, der bestrider fordringerne […]. Kravene i forbindelse med dette søgsmål kan kun baseres på den begrundelse, der blev givet i forbindelse med anmeldelsen og under skiftesamlingen; de kan ikke vedrøre et højere beløb end det, der blev angivet ved denne lejlighed.«

23.

IO’s § 112, stk. 1, bestemmer som følger:

»De endelige afgørelser vedrørende de omtvistede rettigheders eksistens og plads i konkursordenen får virkning over for alle de kreditorer, der er parter i insolvensbehandlingen.«

24.

Sagsøgeren, der er ansvarlig for den statslige vejforvaltning i Polen, indgik efter en offentlig udbudsprocedure kontrakt med Alpine Bau om udførelse af flere vejprojekter i Polen. Kontrakterne om udførelsen af disse projekter indeholdt detaljerede bestemmelser om den erstatning, der skulle betales i tilfælde af forsinkelse.

25.

Den 19. juni 2013 blev der indledt insolvensbehandling af Alpine Bau i Østrig, og Stephan Riel blev udpeget som kurator for selskabet.

26.

Den 4. juli 2013 blev denne behandling ændret til en konkursbehandling. Dagen efter blev det i medfør af en afgørelse truffet af Handelsgericht Wien (handelsretten i Wien, Østrig) anført i registret over insolvensbehandlinger, at der var tale om en hovedinsolvensbehandling i henhold til forordning nr. 1346/2000.

27.

Der blev indledt en sekundær insolvensbehandling mod Alpine Bau i Polen ved Sąd Rejonowy Poznán-Stare Miasto w Poznaniu (retten i første instans i Poznán-Stare Miasto, Polen).

28.

Sagsøgeren anmeldte den 16. august 2013 og den 22. juni 2016 fordringer i forbindelse med hovedinsolvensbehandlingen i Østrig og den 16. maj 2014 og den 16. juni 2015 fordringer i forbindelse med den sekundære insolvensbehandling i Polen.

29.

Størsteparten af de således anmeldte fordringer blev bestridt af Stephan Riel, der er udpeget som kurator i forbindelse med hovedinsolvensbehandlingen i Østrig, og af den udpegede kurator i forbindelse med den sekundære insolvensbehandling i Polen.

30.

Den 1. april 2015 anlagde sagsøgeren i Polen et søgsmål om anerkendelse af en fordring på 309663865 PLN (ca. 73898402 EUR) ( 5 ).

31.

Ifølge sagsøgeren anlagde Alpine Bau den 1. april 2015 sag med påstand om afvisning af en fordring på 23037496,51 PLN (ca. 5497684 EUR). Sagsøgeren bekræftede ligeledes, at de to søgsmål var blevet forenet, at de verserede for Sąd Rejonowy Poznań-Stare Miasto w Poznaniu (retten i første instans i Poznań-Stare Miasto, Poznan), og at begge sager »bortset fra nogle stort set ubetydelige undtagelser« havde samme genstand som den påstand om anerkendelse af en fordring, som var indbragt for den østrigske ret.

32.

Den 31. oktober 2016 anlagde sagsøgeren ligeledes et søgsmål om anerkendelse af en insolvensfordring på 64784879,43 EUR ved Handelsgericht Wien (handelsretten i Wien), idet der blev nedlagt påstand om, at sagen i henhold til artikel 29 og 30 i forordning nr. 1215/2012 udsættes, indtil den afgørelse, der blev truffet i de verserende sager i Polen vedrørende prøvelse af fordringerne, havde fået retskraft.

33.

Ved mellemdom af 25. juli 2017 forkastede denne ret sagen for så vidt angik et beløb på 265132,81 EUR uden at tage stilling til begæringen om udsættelse.

34.

Sagsøgeren appellerede dommen til Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien), idet denne navnlig gjorde en procedurefejl gældende, eftersom Handelsgericht Wien (handelsretten i Wien) havde nægtet at udsætte sagen, selv om det udtrykkeligt kræves i artikel 29 i forordning nr. 1215/2012.

35.

Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst for det første, om det søgsmål om anerkendelse af en fordring, der er indbragt for den, er omfattet af anvendelsesområdet for bestemmelserne i forordning nr. 1215/2012 eller for bestemmelserne i forordning nr. 1346/2000.

36.

For det andet ønsker den oplyst, om litispendensreglerne i førstnævnte forordning finder anvendelse direkte eller analogt, såfremt sidstnævnte forordning, der ikke indeholder tilsvarende bestemmelser, finder anvendelse.

37.

For det tredje er den i tvivl om rækkevidden af kravene i artikel 41 i forordning nr. 1346/2000 til de oplysninger ved anmeldelse af fordringer, som kreditorer etableret i en medlemsstat skal give. Eftersom denne bestemmelse indeholder en nærmere præcisering af fordringens art, tidspunktet for dens opståen og dens størrelse med henblik på at lette kreditorernes udøvelse af deres rettigheder, gælder disse også, selv om de ikke følger af den lovgivning, der finder anvendelse, nemlig lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt (lex concursus).

38.

Den forelæggende ret har først og fremmest fremhævet, at det fremgår af national retspraksis vedrørende IO’s § 103 ff., at lovkravene til indholdet af oplysningerne om fordringer i skyldnerens passiver skal anvendes strengt, således at man i retsmødet til prøvelse af de anmeldte fordringer er i besiddelse af alle de faktiske oplysninger om de rettigheder, hvorpå søgsmålet om anerkendelse af fordringen, senere vil blive baseret. Den har dernæst tilføjet, at tidspunktet for fordringens opståen, i henhold til østrigsk ret ikke skal angives. Endelig har den anført, at forklaringerne vedrørende fordringens rigtighed i den foreliggende sag har været af generel karakter, og at tidspunktet for fordringens opståen udelukkende fremgår af de bilag, som kreditoren har fremlagt.

39.

Den forelæggende ret er derfor i tvivl om, hvorvidt artikel 41 i forordning nr. 1346/2000 kan anses for at fastsætte en maksimumsstandard, og hvorvidt de mere gunstige bestemmelser i lex concursus kan finde anvendelse, idet den har fremhævet, at denne lov regulerer virkningerne af ufuldstændige oplysninger i henhold til denne forordning.

40.

Under disse omstændigheder har Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

41.

Inden jeg går over til min bedømmelse, der på Domstolens anmodning er afgrænset til det fjerde og det femte præjudicielle spørgsmål, der vedrører artikel 41 i forordning nr. 1346/2000, vil jeg kort redegøre for årsagen til, at besvarelsen af det første præjudicielle spørgsmål efter min opfattelse er indlysende, eftersom det vedrører et forudgående aspekt, som jeg vil basere mine fortsatte overvejelser på, nemlig den omstændighed, at søgsmålet i hovedsagen er omfattet af denne forordnings anvendelsesområde.

42.

For det første skal det præciseres, at forordning nr. 1346/2000, der var gældende mellem den 31. maj 2002 ( 6 ) og den 25. juni 2017 ( 7 ), finder anvendelse i den foreliggende sag på grund af den dato, hvor hovedinsolvensbehandlingen blev indledt, nemlig den 19. juni 2013.

43.

For det andet vedrørende de principper, der er anført i præmis 24-27 og præmis 37 i dom af 20. december 2017, Valach m.fl. ( 8 ), vedrørende de respektive anvendelsesområder for forordning nr. 1346/2000 og 1215/2012 ( 9 ), der i det væsentlige indgår i tre nyere domme, nemlig dom af 4. oktober 2018, Feniks ( 10 ), af 14. november 2018, Wiemer & Trachte ( 11 ), og af 6. februar 2019, NK ( 12 ), om anvendelsesområdet for Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ( 13 ), ophævet ved forordning nr. 1215/2012, er jeg af den opfattelse, at det søgsmål om anerkendelse af fordringer, der er omhandlet i IO’s § 110, er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1346/2000.

44.

Søgsmålet om anerkendelse af en fordring kan således kun anlægges i forbindelse med en insolvensbehandling, såfremt de kreditorer, der deltager i denne insolvensbehandling, bestrider de anmeldte fordringers beløb, nøjagtighed eller plads i konkursordenen. Søgsmålet har desuden til formål at kontrollere, at kravene til anmeldelse af fordringer er blevet overholdt. Efter afslutningen af dette søgsmål om anerkendelse af fordringer, fastlægges sluttelig størrelsen af det insolvensbo, der skal fordeles, og som kan gøres gældende over for alle de kreditorer, der er parter i insolvensbehandlingen, afhængigt af, om de omstridte fordringer er fastlagt, og af deres plads i konkursordenen.

45.

Det må under disse omstændigheder efter min opfattelse fastslås, at et søgsmål som det i hovedsagen omhandlede følger direkte af en insolvensbehandling og er tæt knyttet til denne behandling og derfor ikke er omfattet af anvendelsesområdet for forordning nr. 1215/2012.

46.

Efter denne præcisering kan jeg nu besvare den forelæggende rets to sidste spørgsmål om rækkevidden af artikel 41 i forordning nr. 1346/2000, som jeg foreslår, at Domstolen behandler samlet.

47.

Den forelæggende ret er i tvivl om konsekvenserne af en manglende oplysning i sagsøgerens anmeldelse om tidspunktet for fordringens opståen, selv om denne dato kan udledes af de fremlagte bilag, og denne præcisering ikke kræves i national ret.

48.

Domstolen anmodes således om for første gang at fortolke artikel 41 i forordning nr. 1346/2000 og udtale sig om, hvorvidt de oplysninger ved anmeldelse af fordringer, der fremgår af denne bestemmelse, er obligatoriske.

49.

Det fremgår af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd og de mål, den forfølger, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til EU-rettens bestemmelser som helhed ( 14 ).

50.

Følgelig skal det for det første konstateres, at der ikke findes en eventuel forskel i ordlyden af artikel 41 i forordning nr. 1346/2000 i de sprogversioner, som jeg har været i stand til at kontrollere ( 15 ).

51.

For det andet kan det præciseres, at en sådan næsten enslydende bestemmelse allerede fandtes i konventionen af 23. november 1995 om insolvensbehandling ( 16 ). Selv om denne konvention ikke trådte i kraft, idet en medlemsstat udlod at underskrive den, udgjorde den grundlaget for udarbejdelsen af forordning nr. 1346/2000 ( 17 ).

52.

For det tredje skal det, som Domstolen har præciseret, tages i betragtning, at betænkning af Miguel Virgós og Étienne Schmit om konventionen om insolvensbehandling ( 18 ) fungerer som referencegrundlag for fortolkningen af forordning nr. 1346/2000 ( 19 ), navnlig med hensyn til de mål, der forfølges.

53.

Forfatterne har fremhævet, at de særlige bestemmelser i konventionen af 23. november 1995 om anmeldelse af fordringer, der afviger fra lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, har til formål, at gøre det lettere for kreditorerne at udøve deres rettigheder på det europæiske område ved at opstille krav, der er nyttige ved identifikationen af deres fordringer ( 20 ).

54.

Det samme er tilfældet med forordning nr. 1346/2000. I henhold til artikel 4, stk. 2, litra h), fastsættes reglerne for anmeldelse, prøvelse og anerkendelse af fordringer i lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen indledes. Kapitel IV i denne forordning med overskriften »Underretning af kreditorer og anmeldelse af fordringer«, der omfatter artikel 39-42, udgør en undtagelse fra dette princip, eftersom der i forordningens artikel 39 og 41 samt artikel 42, stk. 2, fastsættes visse retningslinjer for kreditorernes udøvelse af retten til under insolvensbehandlingen at anmelde fordringer, når der er tale om kreditorer etableret i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt.

55.

Hvad for det fjerde angår rækkevidden af disse regler om anmeldelse af fordringer præciseres det i Virgós-Schmit-betænkningen, at den nationale lovgivning, henset til det mål, der forfølges ( 21 ), kan fastsætte supplerende krav til oplysningerne i denne anmeldelse ( 22 ). Disse regler gør det muligt at sikre gyldigheden af anmeldelsen af fordringen i forhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er blevet indledt, der finder anvendelse på prøvelsen af fordringen.

56.

Denne analyse deles af mange kommentatorer af forordning nr. 1346/2000 ( 23 ), som tager hensyn til den nyskabende sammenhæng, i hvilken spørgsmålet om kreditorernes rettigheder indgår, og den meget pragmatiske behandling heraf.

57.

Efter at have stadfæstet princippet om konkursens universelle gyldighed i forbindelse med hovedinsolvensbehandlingen ved at fastslå retten til at anmelde fordringer i artikel 39 i forordning nr. 1346/2000 for kreditorer, som har deres sædvanlige opholdssted, deres bopæl eller deres hjemsted i en anden medlemsstat end den, hvor insolvensbehandlingen er indledt, og koordinere det med den mulighed for at anmelde fordringer ikke blot under hovedinsolvensbehandlingen, men også under de sekundære insolvensbehandlinger, der er omhandlet i artikel 32, stk. 1, i forordning nr. 1346/2000, fastsatte EU-lovgiver regler, der sikrer ligebehandling af kreditorer.

58.

Denne ligebehandling er baseret på selskabsformuens enhed og på princippet om ikke-forskelsbehandling, selv om det anvendte kriterium er kriteriet om de omhandlede kreditorers hjemsted og ikke kriteriet om deres nationalitet ( 24 ).

59.

For at sikre en effektiv afvikling af insolvensbehandlingen ( 25 ) har EU-lovgiver derfor valgt at fastsætte fælles maksimumsstandarder for beskyttelse af kreditorer i en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt, i artikel 41 i forordning nr. 1346/2000. Det skal anføres, at oplysningerne i anmeldelserne af samme grunde er medtaget uændrede i forordning 2015/848 ( 26 ).

60.

Der er tale om materielle retsregler ( 27 ). Ligesom den spanske og den polske regering er jeg af den opfattelse, at de af ovennævnte grunde skal fortolkes fleksibelt.

61.

For det første kan det konstateres, at EU-lovgiver har begrænset reglerne for anmeldelse af en fordring til oplysningerne heri og anerkendelse af de bilag, som fremlægges af kreditoren, og som attesterer fordringens eksistens og størrelse. Som det blev fremhævet kort efter ikrafttrædelsen af forordning nr. 1346/2000, behandles ikke alle spørgsmål i tilknytning til anmeldelsesproceduren ( 28 ). Forordningens artikel 41 kan således betragtes som en form for uafsluttet harmonisering af proceduren for anmeldelse af fordringer ( 29 ).

62.

Eftersom der ikke er indført en ensartet procedure for udøvelse af retten til at anmelde fordringer og muligheden for at fremlægge bilag, kan det efter min opfattelse kræves, at de oplysninger om fordringen, der er opstillet i artikel 41 i forordning nr. 1346/2000, fremgår af den skriftlige anmeldelse og ikke kan udledes af de fremlagte bilag.

63.

For det andet indebærer den anerkendelse af bilagene, som EU-lovgiver har foreskrevet, efter min opfattelse et skøn ved vurderingen af anmeldelsens gyldighed eller ved berigtigelsen af denne, som er baseret på de gældende nationale lovgivninger, eftersom der ikke findes nogen ensartet sanktion.

64.

Anmeldelsesfasen i forbindelse med fordringer skal nødvendigvis adskilles fra prøvelsesfasen, der er underlagt national lovgivning i henhold til artikel 4, stk. 2, litra h), i forordning nr. 1346/2000. Denne lovgivning fastsætter således konsekvenserne af, at kreditoren indgiver uregelmæssige anmeldelser, og kan, hvis anmeldelserne er ufuldstændige, som det er tilfældet i den foreliggende sag, bestemme, at de skal berigtiges ved hjælp af forskellige bilag, i givet fald på prøvelsesmyndighedens anmodning ( 30 ).

65.

Sådanne procedurer imødekommer efter min opfattelse den legitime bekymring, som Europa-Kommissionen har givet udtryk for vedrørende behovet for ikke at komplicere kuratorens opgave ved at pålægge denne at foretage søgninger i en lang række dokumenter.

66.

For det tredje indebærer det mål om beskyttelse af kreditorerne, der hele tiden tilstræbes både i forordning nr. 1346/2000 og i forordning nr. 2015/848, at omfanget af kravene til kreditorerne, når de skal anmelde deres fordringer i en anden medlemsstat, afhænger af deres adgang til oplysninger, af fristen for anmeldelse af fordringer og af de sprogproblemer, de kan støde på.

67.

Der skal netop tages hensyn til den omstændighed, at den ufuldstændige karakter af bestemmelserne i forordning nr. 1346/2000 har været årsag til væsentlige ændringer på grund af de praktiske problemer i tilknytning til visse aspekter af anmeldelsen af fordringer, der blev påvist i en evalueringsundersøgelse af anvendelsen af denne forordning, som blev fremlagt i en rapport udarbejdet af Kommissionen i henhold til nævnte forordnings artikel 46 ( 31 ).

68.

Disse problemers følsomhed er årsagen til, at Kommissionen søger løsninger, der skal garantere effektiviteten af retten til at anmelde fordringer, når der ikke findes nogen harmonisering af de nationale lovgivninger på området ( 32 ), og ligebehandlingen af kreditorerne. Det har resulteret i muligheden for at anmelde fordringer ved brug af ethvert kommunikationsmiddel, som tillades anvendt ifølge lovgivningen i den medlemsstat, hvor insolvensbehandlingen er indledt ( 33 ), og ved brug af en standardanmeldelsesformular, hvori præciseres de obligatoriske oplysninger ( 34 ), med henblik på at lette og garantere gyldigheden af anmeldelsen af fordringer ( 35 ).

69.

I denne sammenhæng er en streng fortolkning af artikel 41 i forordning nr. 1346/2000, som den Kommissionen går ind for, og som bevirker, at anmeldelsen af en fordring ledsaget af bilag, hvoraf der uden nævneværdige problemer for kuratoren eller den ret, som sagen er indbragt for, kan udledes nyttige oplysninger vedrørende bestemmelsen af datoen for fordringens opståen, afvises, mens det i øvrigt er usikkert, om kreditoren er blevet korrekt informeret om, at der findes et krav herom, eller inden for en frist, der gør det muligt for denne at opfylde dette krav, efter min opfattelse ikke forenelig med det mål, der forfølges med forordning nr. 1346/2000, som går i retning af en forenkling af reglerne for kreditorerne, og heller ikke med forpligtelsen til at sikre, at kreditorerne ligebehandles.

70.

Sammenligningen med den procedure, der i det væsentlige er fastsat ( 36 ) i forordning nr. 2015/848, er efter min opfattelse afgørende i denne henseende. Det kan således fremhæves, at kreditoren ved at anvende en standardformular til anmeldelse af fordringer derefter er klart informeret om forpligtelsen til at anføre den dato, hvor fordringen opstod ( 37 ).

71.

Jeg er følgelig af den opfattelse, at det skal være tilladt at supplere anmeldelsen af fordringen på grundlag af de bilag, der i henhold til artikel 41 i forordning nr. 1346/2000 skal fremsendes, og at det tilkommer den kompetente myndighed med ansvar for at prøve denne anmeldelse at vurdere, hvilke konsekvenser der skal drages af en manglende overholdelse af kravene i denne artikel, i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område hovedinsolvensbehandlingen er indledt.

72.

På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare de af Oberlandesgericht Wien (den øverste regionale domstol i Wien, Østrig) forelagte præjudicielle spørgsmål på følgende måde:

»Artikel 41 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om insolvensbehandling skal fortolkes således, at den fastsætter de maksimumskrav, der i en national lovgivning kan stilles til oplysningerne i en anmeldelse af en fordring, og at forpligtelsen til at angive datoen for fordringens opståen er opfyldt, når denne kan udledes af bilagene til anmeldelsen af fordringen, idet anmeldelsens gyldighed er underlagt lovgivningen i den medlemsstat, på hvis område hovedinsolvensbehandlingen er indledt (lex concursus).«