Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62017TN0131

Sag T-131/17: Sag anlagt den 2. marts 2017 — Argus Security Projects mod Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten

EUT C 129 af 24.4.2017, p. 28–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

24.4.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 129/28


Sag anlagt den 2. marts 2017 — Argus Security Projects mod Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten

(Sag T-131/17)

(2017/C 129/42)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Argus Security Projects Ltd (Limassol, Cypern) (ved advokaterne T. Bontinck og A. Guillerme)

Sagsøgte: Europa-Kommissionen og Tjenesten for EU’s optræden udadtil

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse om modregning til et beløb af 52 600 EUR, der var indeholdt i dens skrivelse af 13. februar 2017, annulleres;

Kommissionens afgørelse om modregning til et beløb af 41 522 EUR på vegne af regnskabsføreren for EU-Udenrigstjenesten, der var indeholdt i dens skrivelse af 15. februar 2017, annulleres

Kommissionens afgørelse om modregning til et beløb af 6 324 EUR, på vegne af regnskabsføreren for EU-Udenrigstjenesten, der var indeholdt i dens skrivelse af 28. februar 2017, annulleres

Europa-Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat tre anbringender.

1.

Første anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 47 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Ifølge sagsøgeren skal vedtagelsen af afgørelserne om ensidig modregning, som de anfægtede afgørelser skal kvalificeres som, i en kontraktmæssig sammenhæng og selv om kontraktens anden part har anlagt et søgsmål om erstatning inden for kontrakt for den domstol, der skulle anses for kompetent i henhold til kontrakten, anses for ulovlig og i strid med chartrets artikel 47.

2.

Andet anbringende vedrører den manglende kompetence hos Europa-Kommissionen og Tjenesten for EU’s optræden udadtil (EU-Udenrigstjenesten) til at vedtage afgørelser om modregning vedrørende kontraktforhold. De sagsøgte overskred deres beføjelser ved at anvende ensidige beføjelser for at bringe en tvist vedrørende et kontraktmæssigt forhold til ophør, og de anfægtede afgørelser skal således annulleres som følge af manglende kompetence til at vedtage afgørelserne.

3.

Tredje anbringende vedrører en tilsidesættelse af artikel 80 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (herefter »finansforordningen«). Sagsøgeren er af den opfattelse, at eftersom sagen for den belgiske domstol stadig verserer, kunne Kommissionens regnskabsfører ikke lovligt lægge til grund, at den omhandlede fordring var sikker, opgjort og forfalden til betaling. Denne sidstnævnte opfyldte således ikke de betingelser, der er fastsat i finansforordningens artikel 80, og kunne således ikke modregnes.


Top