—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at Kommissionens sagsoplysning er behæftet med alvorlige og åbenlyse, navnlig processuelle, undladelser, nærmere bestemt af: (A) mangler indtruffet inden fremsættelsen af de endelige tilsagn, der består i en manglende tilgængelighed, når der findes forskellige seriøse ansøgere, der berøres af rækken af foranstaltninger, af en gennemsigtig og ikke-forskelsbehandlende procedure, der kan sikre, at den bedste ansøger vælges, og kan medføre en urigtig accept af en forebyggende foranstaltning, såkaldt »fix-it-first«, som er fremsat for sent under proceduren; og (B) manglende sagsoplysning efter fremsættelsen af de endelige tilsagn, navnlig undladelsen af at vurdere visse aspekter ved disse (f.eks. vedrørende roamingaftalen) og en mangel på passende uddybelse angående den erhvervende ansøgers egnethed, hvilke mangler er blevet mere åbenlyse ved fraværet af en markedstest.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at Kommissionen navnlig ikke har kontrolleret, om den nye MNO (både på detailmarkedet og på engrosmarkedet) havde de operative evner, økonomiske vilkår og i hvert fald tilsvarende incitamenter samlet set som dem, H3G var begunstiget af, der i de første år virkede på et marked under voldsom udvidelse. Desuden burde Kommissionen have taget hensyn til den virkning på konkurrencedynamikken, som blev skabt af ensidigheden ved den fastsættelsessats, som H3G havde adgang til, hvilket begunstigede den væsentligt i forhold til de andre MNO.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at sammenligningen med H3G’s levering af frekvenser inden fusionen i sig selv rejser væsentlig tvivl om, hvorvidt den fastsatte spekterfordeling var tilstrækkelig. Derudover har Kommissionen knyttet forventninger til fremtidige, usikre hændelser, herunder den nye MNO’s deltagelse i fremtidige udbud, uden at Kommissionen imidlertid tog hensyn til de betydelige omkostninger forbundet med den umiddelbare fornyelse og refarming af de overførte frekvenser. Kommissionen har accepteret overførsel af et utilstrækkeligt antal steder, idet den har knyttet forventninger til usikre aftaler med tårnvirksomhederne. Endelig formindsker den overgangsaftale, som de anmeldende parter indgik, og som er støttet på kapacitet, i væsentligt omfang incitamentet til at investere.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at Kommissionen har set bort fra, at netværkskvaliteten og -dækningen har en sammenlignelig betydning, og den skulle ikke have begrænset sig til at foretage en statisk analyse af præferencerne hos en meget delvis stikprøve af kunderne, som tilhørte kategorien småforbrugere. Desuden har Kommissionen set bort fra det betydelige perspektiv ved konvergens, som er afgørende for en ny markedsdeltager, der har brug for yderligere vægt i forhold til en fast operatør (hvilket H3G var). Valg af en køber, som kunne imødegå den konvergerende efterspørgsel, ville have sikret tilsagnene større effektivitet og bæredygtighed over tid.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at den nye markedsdeltager for reelt at kunne handle aggressivt og »bryde« samordningen nemlig skal kunne handle uafhængigt af de andre MNO. Den forudbestemte formel for at stille midler til rådighed (roamingaftaler og national MOCN) skaber imidlertid en snæver afhængighed mellem den nye MNO og JV for en længere periode. Afgørelsen er endvidere behæftet med en manglende undersøgelse af roamingaftalerne/nationalt MOCN’s forenelighed med artikel 101 TEUF.

—

Det gøres i denne forbindelse navnlig gældende, at Kommissionen begik en fejl, da den opbyggede det kontrafaktiske scenarie og ved ikke at kræve nogen konkret foranstaltning, idet den alene støttede sig på forventningen om, at Iliad har incitament til at udbyde sådanne tjenester, på trods af at der ikke findes foranstaltninger i denne retning og erfaring med denne operatør i Frankrig. Tilsagnene giver tværtimod den nye MNO incitament til kun at fokusere på og skaffe sig MVNO’s kunder.

—

Det gøres i denne forbindelse gældende, at Kommissionen har accepteret Iliad som egnet køber uden at tage hensyn til de iboende risici for tilsagnenes virkning, som lå i en økonomisk aktørs adgang med dennes kendetegn, og idet der ikke var fastsat passende garantier i tilsagnene, navnlig hvad angår netværkets kvalitet/dækning.