10.7.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/11

—

Rettens dom i sag T-191/14, Lubrizol France mod Rådet for Den Europæiske Union ophæves, i det omfang den vedrører de to anbringender i appellantens stævning for Retten.

—

Begge disse anbringender tages til følge.

—

De pågældende to anbringender påkendes, og der afsiges endelig dom.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på, at denne kan træffe afgørelse om appellantens to anbringender vedrørende retsstridighed og tilsidesættelse af proceduren.

—

Rådet og eventuelle intervenienter tilpligtes at betale appellantens advokatomkostninger og sagsomkostninger for Domstolen samt advokatomkostninger og sagsomkostninger i første instans.

1.

Første anbringende om, at Retten ikke vurderede Rådets anvendelse af den relevante test i forhold til den korrekte retlige standard.

Appellanten har gjort gældende, at idet Retten ikke anvendte de relevante kriterier, som er indeholdt i Kommissionens meddelelse vedrørende autonome toldsuspensioner og toldkontingenter (meddelelse 2011/C 363/02 (1)), under vurderingen af, hvorvidt den autonome toldsuspension for BPA skulle ophøre, var den af Retten foretagne bedømmelse af Rådets og Kommissionens argumentation imod den relevante retlige test hverken korrekt eller i overensstemmelse med de korrekte retlige standarder, der skal anvendes i denne situation.

2.

Andet anbringende om, at Retten retsstridigt satte sin egen argumentation i stedet for Rådets og gengav beviserne åbenbart urigtigt.

Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten retsstridigt søgte at erstatte Rådets og Kommissionens argumentation med sin egen og herved på egen hånd tilvejebragte en retsstridig begrundelse til støtte for den opfattelse, at de varer, der blev tilbudt af den indsigende part, kunne anses for at være identiske eller ækvivalente med eller erstatte BPA.

For det andet er det gjort gældende, at Retten vurderede de beviser, der vedrørte den indsigende parts evne til at levere tilstrækkelige mængder af de med BPA påståede sammenlignelige varer, på en måde, der var åbenbart ukorrekt, hvorved den foretog en urigtig gengivelse af bevismaterialets klare indhold og fordrejede anvendelsen heraf i forbindelse med bedømmelsen af sagen i første instans.

3.

Tredje anbringende om, at Retten begik åbenbare fejl ved anvendelsen af de relevante procedurer og ved at antage en selvmodsigende begrundelse.

Appellanten har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at Kommissionens beføjelse til at afvise en indsigelse — på grund af en forsinkelse i besvarelsen, der var væsentlig længere end de 15 arbejdsdage, der er fastsat i Kommissionens meddelelse — kun vedrørte den første kontakt mellem den indsigende part og de ansøgende virksomheder, og ikke den efterfølgende kommunikation, hvilket gjorde det muligt for Retten at fastslå, at denne forsinkelse var irrelevant. Herved antog Retten en selvmodsigende begrundelse vedrørende arten af samt funktionsmåden og rollen for de forskellige parter i den procedure, som er fastlagt ved Kommissionens meddelelse.