Sag anlagt den 24. maj 2016 — Sverige mod Kommissionen

(Sag T-260/16)

(2016/C 305/53)

Processprog: svensk

Parter

Sagsøger: Kongeriget Sverige (ved A. Falk, N. Otte Widgren, C. Meyer-Seitz, U. Persson og L. Swedenborg)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat artikel 52 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 af 17. december 2013 om finansiering, forvaltning og overvågning af den fælles landbrugspolitik og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 352/78, (EF) nr. 165/94, (EF) nr. 2799/98, (EF) nr. 814/2000, (EF) nr. 1290/2005 og (EF) nr. 485/2008 og artikel 11, stk. 1, i Kommissionens forordning (EF) nr. 885/2006 af 21. juni 2006 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 for så vidt angår godkendelse af betalingsorganer og andre organer og regnskabsafslutning for EGFL og ELFUL, idet den i den meddelelse, der skal meddeles medlemsstaten i henhold til disse bestemmelser, hverken præciserede den angivelige mangel, som sagsøgeren foreholdes i den foreliggende sag, eller angav hvilke korrigerende foranstaltninger, som skal vedtages for at sikre, at de gældende EU-retlige regler overholdes i fremtiden. Meddelelsen kan derfor ikke påberåbes med henblik på at pålægge Sverige den omtvistede faste korrektion.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen baserede den omtvistede afgørelse på fejlagtige konklusioner vedrørende forskelle i antallet af fundne fejl ved anvendelse af teledetektionsovervågning og antallet af fundne fejl ved klassiske kontroller på stedet. Ifølge sagsøgeren har Kommissionen hverken været i stand til at godtgøre, hvad de angivelige overtrædelser skulle bestå i, eller hvorledes de kunne have ført til en risiko for tab for EGFL. Sagsøgeren har anført, at Sverige valgte de kontroller og i alt væsentligt den risikoanalyse, som er foreskrevet i artikel 31 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1122/2009 af 30. november 2009 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 for så vidt angår krydsoverensstemmelse, graduering og det integrerede forvaltnings- og kontrolsystem inden for rammerne af de ordninger for direkte støtte til landbrugerne, som er omhandlet i nævnte forordning, og om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 for så vidt angår krydsoverensstemmelse inden for rammerne af støtteordningen for vin, og som følge deraf har Sverige ikke udsat EGFL for de risici, som Kommissionen påstår. Kommissionens afgørelse om en fast korrektion på 2 procent er dermed ifølge sagsøgeren i strid med artikel 31 i til Rådets forordning (EF) nr. 1290/2005 af 21. juni 2005 om finansiering af den fælles landbrugspolitik og artikel 52 i forordning nr. 1306/2013.

I tilfælde af, at Domstolen skulle nå den konklusion, at risikoanalysen ikke har været effektiv som omhandlet i artikel 31, stk. 2, i forordning nr. 1122/2009, har sagsøgeren subsidiært gjort gældende, at der ikke foreligger noget grundlag for Kommissionens anvendelse af en fast korrektionssats på 2 procent. Hverken størrelsen af den angivelige overtrædelse, henset til dens karakter og omfang, eller det økonomiske tab, som overtrædelsen angiveligt skulle have kunnet påføre Unionen, kan begrunde det beløb på 8 811 286,44 EUR, som udelukkes fra EU-finansiering i henhold til den omtvistede afgørelse. Sagsøgeren har gjort gældende, at det med en rimelig indsats er muligt at fastslå det beløb, der modsvarer den risiko, som overtrædelsen skulle have kunnet forårsage. En anvendelse af den foreliggende faste korrektion er dermed i strid med artikel 52, stk. 2, i forordning nr. 1306/2013 såvel som Kommissionens retningslinjer for beregning af de finansielle følger ved udarbejdelsen af beslutningen om regnskabsafslutning for EUGFL, Garantisektionen, dok. nr. VI/5330/97, og proportionalitetsprincippet. Ifølge sagsøgeren bør det ved den faste korrektion fastsatte beløb således nedsættes.