1.

Europa-Kommissionen har i stævningen nedlagt påstand om, at Domstolen fastslår, at:

2.

Jeg vil i det foreliggende forslag til afgørelse redegøre for, hvorfor det er min opfattelse, at nærværende traktatbrudsag er begrundet.

3.

Første, anden og tolvte betragtning til direktiv 2006/126 har følgende ordlyd:

[…]

4.

Direktivets artikel 1, der bærer overskriften »Kørekortmodel«, bestemmer i stk. 1:

»1.   Medlemsstaterne indfører et nationalt kørekort baseret på den EF-model, der er fastsat i bilag I, efter bestemmelserne i dette direktiv. Nationalitetsbetegnelsen for den medlemsstat, der har udstedt et kørekort, skal fremgå af mærket på s. 1 i EF-modellen til kørekortet.«

5.

Samme direktivs artikel 4, der bærer overskriften »Kategorier, definitioner og alderskrav«, bestemmer i stk. 1 og 4:

»1.   Det i artikel 1 omhandlede kørekort giver ret til at føre de kategorier af motorkøretøjer, der er defineret nedenfor. Det kan udstedes fra den aldersgrænse, der er fastsat for hver kategori. Ved et motorkøretøj forstås ethvert køretøj, som er forsynet med motor som drivkraft, og som kan køre på vej ved egen kraft, men som ikke kører på skinner.

[…]

4.   Biler:

[…]

[…]

[…]

[…]

[…]«

6.

Artikel 7 i direktiv 2006/126, der bærer overskriften »Udstedelse, gyldighedsperiode og fornyelse«, bestemmer i stk. 1, litra a):

»1.   Udstedelse af kørekort er betinget af:

7.

Direktivets artikel 16, der bærer overskriften »Gennemførelse«, bestemmer:

»1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 19. januar 2011 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme artikel 1, stk. 1, artikel 3, artikel 4, stk. 1, 2 og 3 samt [artikel 4,] stk. 4, litra b)-k) […].De meddeler straks Kommissionen teksten til disse bestemmelser.

2.   Medlemsstaterne anvender disse bestemmelser fra den 19. januar 2013.

[…]«

8.

Artikel 80a, stk. 1, litra g), h) og i), i Zákon č. 361/2000 Sb. o provozu na pozemních komunikacích a o změnách některých zákonů (lov nr. 361/2000 om færdsel ad landeveje og om ændring af visse love, herefter »færdselsloven«) bestemmer efter den seneste ændring ( 4 ):

»1)   Kategori

[…]

9.

Ved skrivelse af 11. juli 2014 tilstillede Kommissionen Den Tjekkiske Republik en åbningsskrivelse, hvori den henledte medlemsstatens opmærksomhed på, at visse bestemmelser i dens nationale lovgivning, navnlig vedrørende definitionen af kørekortkategorierne C1, C og D1, ikke var i overensstemmelse med direktiv 2006/126.

10.

Efter en gennemgang af de argumenter, som Den Tjekkiske Republik havde fremført i sit svar af 8. oktober 2014, fremsendte Kommissionen ved skrivelse af 27. februar 2015 en begrundet udtalelse. Den opfordrede ligeledes Den Tjekkiske Republik til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at efterkomme udtalelsen inden for en frist på to måneder fra modtagelsen af denne. Efter anmodning fra Den Tjekkiske Republik blev fristen forlænget til den 27. maj 2015.

11.

Den Tjekkiske Republik besvarede den begrundede udtalelse ved skrivelse af 22. maj 2015, hvori den for så vidt angik definitionen af køretøjskategorierne C, C1 og D1 bemærkede, at »Den Tjekkiske Republik for at undgå enhver risiko for tvivl og for at tilvejebringe en højere grad af retssikkerhed accepterer at foretage en delvis ændring af de gældende lovbestemmelser, således at de opfylder Kommissionens krav.«

12.

Da der ikke blev givet meddelelse om, at de påtænkte ændringer eventuelt var blevet vedtaget, og da Kommissionen under alle omstændigheder fandt, at de påståede traktatbrud fortsat forelå ved udløbet af den frist, der var blevet fastsat i den begrundede udtalelse, indbragte den nærværende sag for Domstolen.

13.

Til støtte for søgsmålet har Kommissionen fremført to anbringender.

14.

Med det første anbringende har Kommissionen gjort gældende, at der i definitionerne i artikel 4, stk. 4, i direktiv 2006/126 udtrykkeligt sondres mellem køretøjer i kategori C1 og C og kategori D1 og D, og at denne betingelse, der har følgende formulering: »bortset fra biler af kategori D1 eller D«, ikke er medtaget i den tjekkiske lovgivning. Denne undladelse bevirker, at indehaveren af et kørekort til kategori C1 eller C i denne medlemsstat er berettiget til at føre et køretøj, der er fremstillet til befordring af højst otte personer, uanset om det er konstrueret med henblik på befordring af passagerer eller gods, mens direktivet stiller krav om kørekort til kategori D1 eller D, såfremt køretøjet er fremstillet og konstrueret til befordring af personer.

15.

Kommissionen har illustreret virkningerne af en sådan undladelse med henvisning til en komfort-minibus eller pansrede privatbiler, der er konstrueret til personbefordring, som eksempel. Som følge af køretøjernes tekniske egenskaber (højst otte passagerer, en totalmasse på højst 3500 kg og en længde på 8 m eller derunder) kan de føres af en person med kørekørt til kategori C1, uanset at personbefordring kræver kørekort til kategori D1.

16.

Med det andet anbringende har Kommissionen gjort gældende, at mens kategori D1 i artikel 4, stk. 4, litra h), i direktiv 2006/126 er defineret således, at den omfatter biler, »der er konstrueret og fremstillet til befordring af højst 16 personer foruden føreren«, er der med den tjekkiske lovgivnings krav om et mindsteantal på otte personer blevet indført en yderligere betingelse i strid med direktivets artikel 4, stk. 4, litra h).

17.

Til støtte for disse to anbringender har Kommissionen anført, at kategori C traditionelt omfatter biler beregnet til godstransport, mens kategori D omfatter biler beregnet til personbefordring. Dette er imidlertid ikke til hinder for, at biler i kategori C ligeledes kan anvendes til personbefordring. Der er i denne situation navnlig tale om transport af et mandskabshold med henblik på håndtering af køretøjets last.

18.

Da visse tekniske egenskaber i kategori C og C1 er de samme som i kategori D1 og D, har Kommissionen understreget nødvendigheden af, at sidstnævnte kategorier forbeholdes køretøjer, der er konstrueret til personbefordring.

19.

Kommissionen har henvist til tilblivelseshistorien for EU-lovgivningens bestemmelser om kørekørt. Den har gjort gældende, at:

20.

Kommissionen har endvidere anført det forhold, at der ved direktiv 2006/126 blev foretaget en mindre ændring af definitionen af kategorierne. EU-lovgiver indføjede heri det højst tilladte antal personer, der kunne befordres i biler i kategori C og C1, hvilket svarede til det antal personer i et mandskabshold, der måtte forventes at blive transporteret principielt med henblik på håndtering af lasten. Udtrykket »godstransport« findes ikke ordret i de bestemmelser, hvori kategori C er defineret. Det fremgår imidlertid af bilag II, der bærer overskriften »Mindstekrav til køreprøver«, at køretøjer i kategori C principielt er beregnet til befordring af gods og køretøjer i kategori D til befordring af personer. Direktiv 2006/126 ophævede endvidere mindstegrænsen på otte personer for biler i kategori D1. Denne kategori defineres således udelukkende af det maksimale antal personer, der ikke må være over seksten, og af køretøjets maksimale længde, der er fastsat til otte meter.

21.

Den Tjekkiske Republik er af den opfattelse, at den af Kommissionen anlagte sag ikke er begrundet, og har nedlagt påstand om frifindelse. Den har gjort gældende, at den metode, som den har valgt at benytte, har ført til, at de omhandlede bestemmelser er blevet gennemført på en egnet og forståelig måde, som sikrer det formål, der forfølges med direktiv 2006/126.

22.

Den Tjekkiske Republik har for det første anført, at den i henhold til EU-retten ikke var forpligtet til at gennemføre direktivets bestemmelser ordret, og at den kan vælge at præcisere de objektive kriterier, på grundlag af hvilke der skelnes mellem de forskellige køretøjskategorier, forudsat at dette valg fører til det tilsigtede resultat.

23.

Den Tjekkiske Republik har for det andet anført, at EU-lovgiver har defineret køretøjskategorierne i direktivets artikel 4, stk. 4, ved tekniske egenskaber, der overlapper hinanden og ikke tilkendegiver, om de vedrører gods- eller personbefordring, samtidig med at det overlades medlemsstaterne at anlægge en sondring mellem disse kategorier, således som det fremgår af formuleringen »biler, bortset fra biler af kategori D1 eller D«. Den Tjekkiske Republik har derfor på nationalt plan foretaget en præcis og forståelig afgrænsning af køretøjskategorierne Cl, C og D1, som i praksis ikke vil give anledning til tvister, idet den opfylder det EU-retlige formål om, at formålet med transporten er afgørende for sondringen mellem køretøjskategorierne ( 8 ). Dette er således Den Tjekkiske Republiks begrundelse for at vælge at definere kategori D1 ved hjælp af det antal personer, der kan befordres (over otte).

24.

Den Tjekkiske Republik har således fremhævet, at de mange forskellige sondringskriterier, såsom køretøjets masse (kategori C og C1), køretøjets længde (kategori D1) eller det maksimalt eller minimalt tilladte antal befordrede personer (C, C1, D, D1), fører til overlapninger, der skaber uklarhed eller forveksling, i og med at ét og samme køretøj kan være omfattet af flere kategorier.

25.

Den Tjekkiske Republik har ligeledes præciseret, at uden en sondring absorberer bilkategori Dl (biler, som er højst 8 m lange, og som kan befordre højst 16 personer) de facto kategori Cl og C. Det kan ligeledes lægges til grund, at kørekort til kategori D1 giver ret til at føre en lastbil på under 8 meter, og at den kun henhører under kørekort til kategori C1, hvis den er mere end 8 meter lang.

26.

Den Tjekkiske Republik har i duplikken anført, at Kommissionens begrundelse, hvorefter køretøjer i kategori C »først og fremmest er beregnet til godsbefordring«, og køretøjer i kategori D »først og fremmest er beregnet til personbefordring« ( 9 ), er grundlæggende usikker, og at dens anvendelse i praksis er tvivlsom. Ifølge Den Tjekkiske Republik giver formuleringen »først og fremmest« mulighed for, at reglen kan fraviges, så meget desto mere som det ikke altid er muligt at foretage en præcis klassificering af køretøjer på grundlag af det ene eller det andet af disse kriterier, og at der desuden med tiden kan ske ændringer af køretøjers primære anvendelsesformål.

27.

Den Tjekkiske Republik er ligeledes uenig i det af Kommissionens anførte om, at gennemførelsen i tjekkisk ret har medført en uacceptabel begrænsning for så vidt angår definitionen af køretøjskategori D1. Kommissionen har med urette gjort gældende, at komfort-minibusser eller pansrede privatbiler med plads til højst otte personer foruden føreren ifølge direktiv 2006/126 henhører under køretøjskategori D1.

28.

Ifølge Den Tjekkiske Republik er køretøjskategori D1 en undergruppe inden for køretøjskategori D, således som det fremgår af betegnelsen og tilblivelseshistorien for definitionen af køretøjskategorier på EU-plan. Der er tale om en »modificeret« udformning af kategori D og følgelig om en bestemt type køretøjer inden for kategori D, til hvilke det, henset til deres egenskaber, er tilstrækkeligt at have en modificeret type kørekort til kategori D. Når grænsen for det antal personer, der kan befordres, fremgår af definitionen af kategori D ( 10 ), skal dette gentages i kategori D1. Under denne grænse kan køretøjerne kun være omfattet af kategori C eller eventuelt C1.

29.

Diskussionen vedrører indholdet af de bestemmelser i direktiv 2006/126, der definerer to hovedkategorier af køretøjer (C, D) og underkategorier til disse (C1, D1), samt i det væsentlige deres formål – hvilket ikke udtrykkeligt fremgår af formuleringen af direktivets artikel 4, stk. 4, litra d), f), h) og j) – nemlig at anlægge en sondring mellem køretøjer, der er beregnet til personbefordring, og øvrige køretøjer.

30.

Jeg finder ligesom Kommissionen, at det er nødvendigt at belyse betydningen og rækkevidden af udelukkelsen af kategori D og D1, der benyttes som det første sondringskriterium i kategori C og C1, ved at tage hensyn til den sammenhæng ( 11 ), hvori denne indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af ( 12 ).

31.

Bestemmelserne i direktiv 2006/126 er en følge af en omarbejdning af direktiv 91/439, der skyldtes, at sidstnævnte var blevet ændret adskillige gange.

32.

Dette direktiv havde ophævet direktiv 80/1263, hvorved der blev indført et EF-kørekort, som skulle sikre medlemsstaternes gensidige anerkendelse af nationale kørekort og ombytning af kørekort for indehavere, som skifter bopæl eller arbejdssted fra en medlemsstat til en anden.

33.

I dette direktiv definerede den europæiske lovgiver forskellige kategorier af ikke-trukne køretøjer, der blev betegnet med bogstaverne A-D; den indbyrdes sondring mellem disse blev foretaget på grundlag af forskellige kriterier.

34.

Det nævnte direktivs artikel 3, stk. 1, klassificerede i stigende orden køretøjer med to eller tre hjul (kategori A), og derefter motorkøretøjer, bortset fra køretøjer i kategori A med en vis vægtgrænse (3500 kg) og et begrænset antal siddepladser (højst otte foruden førerens plads), der var omfattet af kategori B.

35.

For så vidt angik øvrige køretøjer afgrænsedes disse fra denne kategori på grundlag af følgende egenskaber:

36.

Kørekortmodellen i bilag I til direktiv 80/1263 gentog ordlyden af disse bestemmelser.

37.

Direktivets bilag II, der bar overskriften »Mindstekrav til køreprøver«, fastsatte ikke særlige betingelser vedrørende den teoretiske prøve, på grundlag af hvilke det var muligt at sondre mellem kørekort til køretøjkategori C eller D.

38.

Fra og med den 1. juli 1996, fra hvilken dato direktiv 91/439 fandt anvendelse, valgte lovgiver at sondre mellem kategori C og D på en anden måde, nemlig ud fra et bestemt formål.

39.

Som det således fremgår af tredje, fjerde og femte betragtning til direktivet, udgør dette en anden etape efter den, der blev indledt i 1980, hvorunder der blev foretaget en harmonisering af kategorier og underkategorier af køretøjer samt af minimumskravene for udstedelse af kørekort, og mindet om de fælles bestemmelsers ufravigelige karakter ( 13 ). Dette er baggrunden for, at der ved det nævnte direktivs artikel 3, stk. 2, blev indført underkategori C1 og D1.

40.

Sondringen mellem køretøjskategori C og D, der i direktiv 80/1263 var begrundet med befordring af gods og personer, optræder ikke længere med samme ordlyd i formuleringen af direktiv 91/439. Kategori D er forbeholdt kategorien »bil [med over otte siddepladser foruden førerens plads], og kategori C er, ligesom underkategori C1, defineret negativt: »bil […] bortset fra de under D nævnte«.

41.

Denne sondring blev imidlertid første gang anvendt i den kørekortmodel, der findes i bilag I til dette direktiv. Den viser, ud for C, piktogrammet for to varebiler eller lastbiler. C1 er anført ud for det mindre køretøj. Ud for D ses piktogrammet for to busser, af hvilke bussen ud for D1 er den korteste.

42.

Bilag II til direktivet opregner de betingelser, der kræves opfyldt for at føre køretøj, og angiver de særlige krav, der stilles til hver enkelt køretøjskategori, herunder for så vidt angår køretøjer i kategori C og D, ligesom det indeholder en særlig liste forbeholdt kategori D:

»5.5. Kategori D

Føreren af et køretøj af denne kategori skal godtgøre kendskab til:

43.

Ønsket om at bibeholde den særlige køretøjskategori, der udelukkende anvendes til personbefordring (eller med andre ord »kategori D«), fremgår klart af ordvalget i de nye bestemmelser i direktiv 91/439.

44.

Kategori C er således defineret negativt i forhold til kategori D, ikke kategori B ( 14 ), under hensyn til de omhandlede køretøjers masse. Der er også taget hensyn til behovet for, at anvendelsen af køretøjer i kategori C ikke udelukkende er begrænset til godstransport. Såfremt køretøjerne har personbefordring som deres eneste konstruktionsformål, begrunder dette fortsat, at der findes en særlig kategori (D).

45.

Tilsvarende kriterier blev opgivet ved definitionen af kategori C1 og D1, der omfatter køretøjer med samme funktion, men af mindre dimensioner (nemlig hvor enten massen eller antallet af passagerer er begrænset). Køretøjets masse er kriteriet for udelukkelse i kategori ( 15 ) C og C1, mens det i kategori D og D1 er antallet af passagerer, henholdsvis over otte ( 16 ) eller over otte uden at overskride seksten.

46.

Direktiv 2006/126 har præciseret definitionen af de forskellige kategorier ( 17 ), uden at der imidlertid er sket nogen ændring af hovedsondringen inden for kategori D, som er forbeholdt personbefordring.

47.

Udelukkelsen af kategori D i definitionen af kategori C og C1 er nemlig blevet opretholdt og er blevet suppleret med tilføjelsen af kategori D1. Modelkørekortet indeholder de samme piktogrammer som dem, der er beskrevet i punkt 41 i nærværende forslag til afgørelse ( 18 ). De specifikationer, der findes i direktivets bilag II ( 19 ), som den tjekkiske regering har henvist til i sit svarskrift ( 20 ), er endvidere i overensstemmelse hermed.

48.

Direktivets formål er nærmere angivet i dets 12. betragtning, hvorefter »[d]efinitionerne af kategorierne […] i højere grad [bør] afspejle de pågældende køretøjers tekniske egenskaber og de færdigheder, der er nødvendige for at føre køretøjerne«.

49.

Da der således er tale om mindstekrav til køreprøver og den teoretiske prøve, viser de særlige bestemmelser i direktiv 2006/126 vedrørende kategori C og D og underkategorierne til disse, på ny den sondring, der er begrundet i transportens hovedformål:

[…]

4.2. Obligatorisk kontrol af generel viden om følgende yderligere bestemmelser vedrørende kategori C, CE, D og DE:

[…]

50.

Der gælder tilsvarende for så vidt angår den praktiske prøve [i færdigheder og adfærd]:

51.

Hvad angår de praktiske prøver vedrørende færdigheder og adfærd for så vidt angår kategori C og D samt underkategorier til disse hedder det ud fra samme tankegang endvidere nærmere bestemt:

[…]

[…]

8.2. Kontrol af særlige manøvrer af betydning for færdselssikkerheden

[…]

52.

Der kan ikke herske tvivl om, at det følger af en samlet betragtning af bestemmelserne i direktiv 2006/126, at definitionerne af køretøjskategorierne er baseret på sondringen til personbefordring, som ikke er blevet ændret siden 1980. Der er herved tale om et bestemt og klart kriterium, der begrunder, at kategori D1 eller D ikke indgår i definitionen af kategori C og C1. Selv om valget af en kortere formulering kan diskuteres ( 22 ), levner denne efter min opfattelse ikke plads til tvivl.

53.

EU-lovgivers valg af at præcisere det maksimale antal personer, der må befordres i lastbiler (kategori C eller C1), som et sidste kriterium for så vidt angår disse køretøjer, kan følgelig ikke antages at give anledning til tvivl.

54.

Dette valg kan heller ikke svække rækkevidden af tilføjelsen af ordene »bortset fra biler af kategori D1 eller D« i indledningen til dette direktivs artikel 4, stk. 4, litra d) eller f), efter samme fremgangsmåde som den, der er valgt i artikel 3 i direktiv 91/439. Dets betydning fremgår således af kravet om, at føreren af et køretøj i denne kategori skal godtgøre at have kendskab til personbefordring, passagerernes komfort og sikkerhed.

55.

Da det er uomgængeligt nødvendigt, at færdselssikkerheden for personer ( 23 ) sikres ensartet inden for EU, foreslår jeg derfor, i lighed med det, Kommissionen med rette har anført til støtte for sin påstand, at det er nødvendigt ordret at gentage formuleringen af direktivets bestemte og klare bestemmelser ( 24 ). En ordret gennemførelse giver endvidere i dette særlige tilfælde mulighed for at tilgodese et andet hovedformål, der har været søgt varetaget siden det første direktiv 80/1263, nemlig formålet om at lette den frie bevægelighed og etableringsfriheden for personer, idet der foretages en harmonisering af reglerne vedrørende kørekort.

56.

Det følger heraf, at det ikke er acceptabelt, at der vælges forskellige kriterier, som fører til et resultat i strid med det, der tilsigtes med direktiv 2006/126, nemlig at ren personbefordring kan varetages af chauffører, der har ret til at føre køretøjer i kategori C eller C1, idet disse først og fremmest skal godtgøre at have kendskab til modtagelse, transport og levering af gods, belæsning og fastgørelse af lasten samt aflæsning.

57.

Det eksempel, som Kommissionen har anført, illustrerer klart følgerne af det valg, som den tjekkiske lovgiver har truffet med at fastsætte en grænse på over otte personer for så vidt angår kategori D1 ( 25 ): En minibus med en længde på under otte meter, der benyttes til transport af ikke over otte personer, henhører under kategori C eller C1, selv om de betingelser, der kræves opfyldt, vedrører personbefordring.

58.

Den tjekkiske regerings argumentation, som ikke tager hensyn til de særlige egenskaber ved køretøjet, der består i, at det ikke benyttes til godstransport, er følgelig ikke overbevisende. En kombination af samtlige tekniske egenskaber ved køretøjerne, som fremgår af direktiv 2006/126, giver ligeledes ikke mening, idet disse svarer til den brug, disse køretøjer er tiltænkt. Kategori C, der traditionelt er forbeholdt lastbiler, er således sekundært defineret på grundlag af køretøjets masse, idet antallet af passagerer svarer til antallet i kategori B. Kategori D er udelukkende defineret ved hjælp af en grænse for antallet af passagerer, og underkategori D1 adskiller sig under hensyn til det maksimale antal personer, der kan befordres, og længden af det til dette formål fremstillede køretøj.

59.

På baggrund af samtlige disse betragtninger finder jeg, at Den Tjekkiske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der påhviler den i henhold til artikel 4, stk. 1, og artikel 4, stk. 4, litra d), f) og h), i direktiv 2006/126, idet den ikke har udelukket køretøjer i kategori D og D1 fra kategori C og C1, og idet den har tilføjet en grænse på otte passagerer i kategori D1.

60.

I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Kommissionen har nedlagt påstand om, at Den Tjekkiske Republik tilpligtes at betale sagsomkostningerne, og Den Tjekkiske Republik har tabt sagen, bør det pålægges sidstnævnte at betale sagsomkostningerne.

61.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at træffe følgende afgørelse: