1

Den 1. september 2011 modtog Irland i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21.10.2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (EUT 2009, L 309, s. 1) en ansøgning om godkendelse af aktivstoffet sulfoxaflor.

2

Den 23. november 2012 indsendte Irland et udkast til vurderingsrapport til Kommissionen, hvori det blev vurderet, om det pågældende aktivstof kunne forventes at opfylde godkendelseskriterierne i artikel 4 i forordning nr. 1107/2009.

3

I overensstemmelse med artikel 12, stk. 3, i forordning nr. 1107/2009 anmodede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) ansøgeren om at fremlægge supplerende oplysninger. Irlands evaluering af de supplerende oplysninger blev forelagt EFSA i januar 2014 i form af et opdateret udkast til vurderingsrapport.

4

Den 12. maj 2014 offentliggjorde EFSA i henhold til forordning nr. 1107/2009 sin konklusion af sin undersøgelse af vurderingen af de risici, der er forbundet med bestanddelen sulfoxaflor, som benyttes som pesticid. EFSA offentliggjorde en ny udgave af sin konklusion den 11. marts 2015.

5

Den 11. december 2014 forelagde Kommissionen Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder vurderingsrapporten for sulfoxaflor og et udkast til forordning om godkendelse af dette aktivstof.

6

Den 27. juli 2015 vedtog Kommissionen gennemførelsesforordning (EU) 2015/1295 om godkendelse af aktivstoffet sulfoxaflor, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 (EUT 2015, L 199, s. 8) (herefter »den anfægtede retsakt«).

7

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 22. oktober 2015 har sagsøgerne, Pesticide Action Network Europe (PAN Europe), Bee Life European Beekeeping Coordination (Bee Life) og Unione nazionale associazioni apicoltori italiani (Unaapi), anlagt nærværende sag.

8

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 25. januar 2016 har Kommissionen i medfør af artikel 130 i Rettens procesreglement påstået sagen afvist. Sagsøgerne har fremsat deres bemærkninger til denne påstand den 11. marts 2016.

9

Ved dokumenter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 31. marts og 5. april 2016 har European Crop Protection Association (ECPA) samt Dow AgroSciences Ltd og Dow AgroSciences Iberica SA fremsat begæring om tilladelse til at intervenere i denne sag til støtte for Kommissionens påstande.

10

Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

11

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

12

I henhold til artikel 130, stk. 1, i Rettens procesreglement kan Retten, såfremt sagsøgte anmoder den herom, tage stilling til, om sagen bør afvises, eller til, om Retten savner kompetence, uden at indlede behandlingen af sagens realitet.

13

I henhold til procesreglementets artikel 130, stk. 7, træffer Retten i dette tilfælde snarest beslutning om anmodningen eller, hvis særlige omstændigheder begrunder det, henskyder den til behandling i forbindelse med sagens realitet.

14

I det foreliggende tilfælde finder Retten, at sagen er tilstrækkeligt oplyst ved sagsakterne til, at den kan træffe afgørelse uden at fortsætte sagens behandling.

15

Kommissionen har ud fra flere forhold bestridt sagsøgernes søgsmålskompetence. Kommissionen har gjort gældende, at den anfægtede retsakt for det første ikke berører sagsøgerne umiddelbart og for det andet ikke berører dem individuelt, og at den omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

16

I henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person på det grundlag, der er omhandlet i den nævnte artikels stk. 1 og 2, indbringe en klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt, samt af regelfastsættende retsakter, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger.

17

Det er ubestridt, at sagsøgerne ikke er adressater for den anfægtede retsakt. Følgelig kan de alene have søgsmålskompetence i medfør af det andet eller tredje tilfælde omhandlet af artikel 263, stk. 4, TEUF. Eftersom disse to tilfælde forudsætter, at sagsøgerne er umiddelbart berørt af den pågældende retsakt, skal denne betingelse undersøges først.

18

For så vidt angår betingelsen om, at den pågældende skal være umiddelbart berørt, fremgår det af fast retspraksis, at denne betingelse for det første kræver, at den anfægtede foranstaltning umiddelbart skal have indvirkning på den pågældendes retsstilling, og for det andet, at foranstaltningen ikke må overlade et skøn til adressaterne, der skal gennemføre den, men at gennemførelsen skal ske helt automatisk og udelukkende i medfør af Unionens retsregler uden anvendelse af andre mellemkommende regler (dom af 5.5.1998, Dreyfus mod Kommissionen, C-386/96 P, EU:C:1998:193, præmis 43, af 29.6.2004, Front national mod Parlamentet, C-486/01 P, EU:C:2004:394, præmis 34, og af 10.9.2009, Kommissionen mod Ente per le Ville vesuviane og Ente per le Ville vesuviane mod Kommissionen, C-445/07 P og C-455/07 P, EU:C:2009:529, præmis 45).

19

Selv om det i øvrigt, som sagsøgerne har anført, er korrekt, at artikel 263, stk. 4, TEUF ikke er en kopi af den tidligere artikel 230, stk. 4, EF, forholder det sig imidlertid fortsat sådan, at den ovenfor i præmis 18 nævnte retspraksis ligeledes finder anvendelse på nærværende sag, eftersom betingelsen om at være umiddelbart berørt i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF ikke er blevet ændret (jf. i denne retning kendelse af 9.7.2013, Regione Puglia mod Kommissionen, C-586/11 P, ikke trykt i Sml.,EU:C:2013:459, præmis 31, af 15.6.2011, Ax mod Rådet, T-259/10, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:274, præmis 21, og af 12.10.2011, GS mod Parlament og Rådet, T-149/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:590, præmis 19).

20

I denne forbindelse har Kommissionen for det første gjort gældende, at den mekanisme, som er fastsat ved de bestemmelser, der finder anvendelse i nærværende sag, udelukker, at sagsøgerne kan være umiddelbart berørte af den anfægtede retsakt. Medlemsstaterne handler navnlig ikke automatisk som led i godkendelsesproceduren. Tværtimod har de en betydelig skøns- og handlemargen, især hvad angår den komplekse tekniske vurdering og fastsættelsen af de godkendelsesbetingelser, som er særlige for den situation, der gør sig gældende på deres område og i den zone, hvortil de hører.

21

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at selv om en medlemsstat i fremtiden meddeler en godkendelse til et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder sulfoxaflor, er denne godkendelses påvirkning af sagsøgernes situation alene af faktuel karakter, og deres rettigheder og forpligtelser, og dermed deres retsstilling, vil på ingen måde blive påvirket.

22

For det første har sagsøgerne gjort gældende, at godkendelsen af aktivstoffet sulfoxaflor ved den anfægtede forordning skaber umiddelbare retsvirkninger.

23

For det andet har sagsøgerne gjort gældende, at det følger af Unionens retsinstansers praksis, at private skal anses for at være umiddelbart berørte af en retsakt, ikke alene hvis denne har en umiddelbar indvirkning på deres retsstilling, men ligeledes, når den påvirker deres faktiske situation umiddelbart.

24

Den anfægtede retsakt vedrører godkendelsen, på visse betingelser, af aktivstoffet sulfoxaflor som bestanddel i plantebeskyttelsesmidler i henhold til forordning nr. 1107/2009 og optagelsen af dette stof i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 af 25. maj 2011 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 for så vidt angår listen over godkendte aktivstoffer (EUT 2011, L 153, s. 1).

25

Godkendelsen af sulfoxaflor og optagelsen heraf på listen over godkendte aktivstoffer har den retlige følge, at medlemsstaterne med forbehold for en række supplerende betingelser, der er fastsat i artikel 29 i forordning nr. 1107/2009, kan godkende, at plantebeskyttelsesmidler, der indeholder sulfoxaflor, markedsføres, hvis der er efterspørgsel herpå.

26

Den anfægtede retsakt har således umiddelbar virkning i henhold til den ovenfor i præmis 18 nævnte retspraksis på medlemsstaternes retsstilling samt på retsstillingen for de potentielle ansøgere om ret til at markedsføre plantebeskyttelsesmidler, der indeholder sulfoxaflor.

27

Ingen af sagsøgernes argumenter kan i øvrigt rejse tvivl om konklusionen om, at den anfægtede retsakt hverken har som mål eller til følge at pålægge andre personer end medlemsstaterne og potentielle ansøgere om godkendelse af markedsføring forpligtelser.

28

Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede forordnings godkendelse af aktivstoffet sulfoxaflor skaber umiddelbare retsvirkninger for medlemmerne af Unaapi, idet den endeligt fastsætter f.eks. de tilladte eksponeringsniveauer og risikobegrænsende vilkår. Henset til sulfoxaflors skadelige virkning på bier udgjorde godkendelsen heraf en trussel mod biavleres produktionsvirksomhed og skabte følgelig retlige virkninger for deres ejendomsret og deres ret til at udøve et erhverv.

29

Det fremgår i denne forbindelse af sagsakterne, at Unaapi er en sammenslutning af italienske biavlere, hvis formål er at fremme, beskytte og i enhver henseende styrke italiensk biavl med støtte, koordination og repræsentation af de biavlere og biavlerforeninger, der er medlem heraf. Unaapi repræsenterer navnlig biavlernes interesser i forhold til nationale og internationale institutioner og myndigheder.

30

Det skal i denne henseende bemærkes, at søgsmål anlagt af sammenslutninger, såsom Unaapi, ifølge retspraksis kan antages til realitetsbehandling, når sammenslutningerne repræsenterer interesser hos deres medlemmer, som selv har søgsmålskompetence (jf. i denne retning kendelse af 30.9.1997, Federolio mod Kommissionen, T-122/96, EU:T:1997:142, præmis 61, og af 28.6.2005, FederDoc m.fl. mod Kommissionen, T-170/04, EU:T:2005:257, præmis 49, samt dom af 18.3.2010, Forum 187 mod Kommissionen, T-189/08, EU:T:2010:99, præmis 58). I nærværende sag skal det følgelig efterprøves, om Unaapis medlemmer er umiddelbart berørte af den anfægtede retsakt.

31

Hvad endvidere angår de angivelige retlige virkninger på den ejendomsret og ret til at udøve et erhverv, som Unaapis medlemmer har, har sagsøgerne gjort gældende, at godkendelsen af sulfoxaflor udgjorde en trussel mod deres produktionsvirksomhed.

32

Det skal i denne forbindelse blot bemærkes, at selv om det forudsættes, at anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder sulfoxaflor, rent faktisk kan bringe Unaapis medlemmers kommercielle aktiviteter i fare, vedrører disse økonomiske konsekvenser ikke deres retsstilling, men alene deres faktiske situation (jf. i denne retning dom af 27.6.2000, Salamander m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-172/98 og T-175/98 – T-177/98, EU:T:2000:168, præmis 62, og kendelse af 11.7.2005, Bonino m.fl. mod Parlamentet og Rådet, T-40/04, EU:T:2005:279, præmis 56).

33

Det skal endvidere bemærkes, at den angivelige trussel stadig forudsætter, at en medlemsstat godkender et plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder sulfoxaflor. Som Kommissionen med føje har anført, er udstedelsen af en sådan godkendelse ikke en automatisk konsekvens af godkendelsen af sulfoxaflor. Medlemsstaterne har nemlig som led i undersøgelsen af de godkendelsesbetingelser, der er fastsat i artikel 29 i forordning nr. 1107/2009, en betydelig skøns- og handlemargen. Endvidere indeholder afsnittet »Særlige bestemmelser« i bilaget til gennemførelsesforordning nr. 540/2011, som ændret ved den anfægtede retsakt, supplerende og særlige kriterier, som medlemsstaterne skal vurdere, når de forelægges en godkendelsesansøgning. Som Kommissionen har anført, afhænger risikoen for bierne af de betingelser for at anvende et bestemt produkt, der fastsættes i de godkendelser, som medlemsstaterne meddeler. Den anfægtede retsakts påvirkning af Unaapis medlemmers ejendomsret og ret til at udøve et erhverv kan følgelig, selv om den kvalificeres som retlig, under alle omstændigheder ikke kvalificeres som umiddelbar.

34

Af denne grund skal sagsøgernes argumenter om, at der bl.a. i retspraksis om statsstøtte angiveligt tages hensyn til en rent faktisk påvirkning som led i den umiddelbare påvirkning, ligeledes forkastes.

35

De samme betragtninger gælder for de acceptable eksponeringsniveauer og risikobegrænsende vilkår, hvorom sagsøgerne har gjort gældende, at de er fastsat endeligt ved den anfægtede retsakt. Såfremt det forudsættes, at disse niveauer og vilkår kan bringe Unaapis medlemmers kommercielle aktiviteter og bistader i fare, kan de konkret kun skabe sådanne virkninger i det mulige tilfælde, at medlemsstaterne godkender plantebeskyttelsesmidler, der indeholder sulfoxaflor.

36

Følgelig kan Unaapis medlemmer ikke påberåbe sig det angivelige indgreb i deres ejendomsret og i deres ret til at udøve et erhverv med henblik på at gøre gældende, at de er umiddelbart berørte af den anfægtede retsakt.

37

Sagsøgerne har gjort gældende, at den anfægtede retsakt umiddelbart påvirker de formål, der forfølges med den europæiske kampagne til fordel for beskyttelse af bier mod skadelige insektmidler, såsom sulfoxaflor, som føres af PAN Europe og Bee Life, hvorfor den anfægtede retsakt berører disse to sagsøgere umiddelbart.

38

I denne forbindelse fremgår det først og fremmest af stævningen, at PAN Europe er en miljøbeskyttelsesorganisation med europæisk sigte, der er aktiv i 24 lande, hvoraf 21 er medlemmer af Unionen. I henhold til organisationens vedtægter er dens formål navnlig at fremme aktiviteter, der tilsigter at reducere, endda ophæve, anvendelsen af pesticider. Det fremgår ligeledes af sagsakterne, at Bee Life er en miljøbeskyttelsesorganisation. I henhold til organisationens vedtægter er dens formål navnlig at klarlægge og løse bestøvende insekters, og nærmere bestemt honningbiers, miljøproblemer og at arbejde for en bedre miljøbeskyttelse, især for et landbrug, der er foreneligt med bestøvende insekters velvære og biodiversiteten.

39

Det skal endvidere bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at miljøbeskyttelsesorganisationer, såsom PAN Europe og Bee Life, skal have adgang til en effektiv domstolsbeskyttelse af de rettigheder, der tilkommer dem i medfør af Unionens retsorden, idet retten til en sådan beskyttelse imidlertid ikke kan sætte spørgsmålstegn ved de betingelser, som er fastsat for alle personer, både private og juridiske, i artikel 263, stk. 4, TEUF (jf. kendelse af 24.9.2009, Município de Gondomar mod Kommissionen, C-501/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:580, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis, og af 13.3.2015, European Coalition to End Animal Experiments mod ECHA, T-673/13, EU:T:2015:167, præmis 63).

40

Det skal i nærværende sag blot konstateres, at den anfægtede retsakt ikke påvirker PAN Europe og Bee Lifes ret til at føre kampagner for at forfølge ethvert miljøformål, som de kan vælge, og at miljøbeskyttelsesorganisationer i Unionens retsorden ikke har nogen rettighed, der består i, at formålene med deres kampagner ikke påvirkes af Unionens retsakter. I det omfang den anfægtede retsakt påvirker PAN Europe og Bee Lifes kampagne, er der under alle omstændigheder følgelig kun tale om en faktuel og ikke retlig påvirkning.

41

Som bemærket ovenfor indebærer den anfægtede retsakt endvidere kun en indirekte påvirkning af PAN Europe og Bee Lifes kampagne, eftersom en effektiv anvendelse af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder sulfoxaflor, afhænger af medlemsstaternes mulige meddelelse af en godkendelse af disse midler.

42

Følgelig kan PAN Europe og Bee Life ikke påberåbe sig den anfægtede retsakts angivelige påvirkning af deres kampagne med henblik på at gøre gældende, at de er umiddelbart berørte af denne retsakt.

43

Sagsøgerne har gjort gældende, at Bee Life har søgsmålskompetence som følge af sin deltagelse i beslutningsprocessen. Bee Life har således i medfør af artikel 12 i forordning nr. 1107/2009 fremsat skriftlige bemærkninger til udkastet til vurderingsrapporten af sulfoxaflor.

44

Det skal i denne forbindelse blot bemærkes, at i visse tilfælde giver den omstændighed, at en sagsøger har deltaget i den administrative procedure forud for vedtagelsen af den anfægtede retsakt, mulighed for sammen med andre omstændigheder at kvalificere denne som individuelt berørt af denne retsakt som omhandlet i artikel 263, stk. 4, TEUF (jf. i denne retning dom af 19.5.1994, Air France mod Kommissionen, T-2/93, EU:T:1994:55, præmis 44 og 47, og af 6.7.1995, AITEC m.fl. mod Kommissionen, T-447/93 – T-449/93, EU:T:1995:130, præmis 36). Derimod giver en sådan deltagelse ikke mulighed for at konkludere, at den pågældende retsakt berører sagsøgeren umiddelbart.

45

Bee Life kan således ikke støtte sig på, at organisationen fremsatte skriftlige bemærkninger til udkastet til vurderingsrapporten af sulfoxaflor med henblik på at gøre gældende, at den var umiddelbart berørt af den anfægtede retsakt.

46

Sagsøgerne har gjort gældende, at der for at fortolke betingelsen om, at de skal være umiddelbart berørt, skal tages hensyn til deres ret til miljøbeskyttelse og til en effektiv domstolsbeskyttelse, der er fastsat i henholdsvis artikel 37 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlægende rettigheder, som i henhold til artikel 6, stk. 1, TEU har samme juridiske værdi som Unionens traktater, hvilket bør føre til en fortolkning af artikel 263, stk. 4, TEUF, som giver dem mulighed for at anlægge et annullationssøgsmål for Unionens retsinstanser på miljøområdet. Det følger af Rettens praksis, at anvendelsen af højereliggende principper, der er optaget i EU-retten, i visse tilfælde kan føre til, at kriterierne for antagelse til realitetsbehandling fortolkes bredere.

47

Det skal i denne forbindelse, for så vidt som sagsøgerne har påberåbt sig artikel 37 i Den Europæiske Unions charter om grundlægende rettigheder, blot konstateres, at denne bestemmelse blot indeholder et princip, der fastsætter en generel forpligtelse for Unionen hvad angår de formål, den skal forfølge som led i sine politikker, og ikke en ret til at anlægge søgsmål for Unionens retsinstanser på miljøområdet.

48

Chartret om grundlæggende rettigheder sondrer nemlig mellem principper og rettigheder, som det f.eks. fremgår af dets artikel 51, stk. 1, andet punktum, og dets artikel 52, stk. 2 og 5. Forklaringerne til chartret om grundlæggende rettigheder (EUT 2007, C 303, s. 17), som Unionens domstole ifølge chartrets artikel 52, stk. 7, »tager behørigt hensyn til«, præciserer hvad angår artikel 52, stk. 5, i chartret om grundlæggende rettigheder, at principperne kan gennemføres ved lovgivningsmæssige retsakter eller gennemførelsesretsakter, der vedtages af Unionen i overensstemmelse med dens beføjelser, og af medlemsstaterne, når de gennemfører EU-retten, hvorfor de kun får særlig betydning for domstolene, når sådanne retsakter skal fortolkes eller ændres, men at de derimod ikke giver anledning til direkte krav på aktiv handling fra EU-institutionernes eller medlemsstaternes myndigheders side. Dette er både i overensstemmelse med Domstolens retspraksis og tilgangen i medlemsstaternes forfatningsmæssige systemer til »principper«. I denne forbindelse omtaler disse forklaringer for eksemplets skyld bl.a. artikel 37 i chartret om grundlæggende rettigheder.

49

Hvad i øvrigt angår artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder fremgår det af fast retspraksis, at denne bestemmelse ikke har til formål at ændre den domstolskontrolordning, der er fastlagt i traktaterne, og navnlig ikke reglerne for antagelse af direkte søgsmål ved Den Europæiske Unions retsinstanser, således som det også fremgår af forklaringerne til denne artikel, hvilke forklaringer der i henhold til artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og artikel 52, stk. 7, i chartret om grundlæggende rettigheder skal tages hensyn til ved fortolkningen heraf (jf. dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 42, af 18.7.2013, Alemo-Herron m.fl., C-426/11, EU:C:2013:521, præmis 32, og af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 97).

50

De i artikel 263, stk. 4, TEUF fastsatte betingelser for at antage en sag til realitetsbehandling skal således fortolkes i lyset af den grundlæggende ret til en effektiv domstolsbeskyttelse, uden at fortolkningen herved fører til, at der ses bort fra de betingelser, som udtrykkeligt er fastsat i EUF-traktaten (jf. i denne retning dom af 3.10.2013, Inuit Tapiriit Kanatami m.fl. mod Parlamentet og Rådet, C-583/11 P, EU:C:2013:625, præmis 98 og den deri nævnte retspraksis).

51

Det er ganske vist, som sagsøgerne har anført, korrekt, at de ikke har gjort gældende, at artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder skal træde i stedet for artikel 263, stk. 4, TEUF, men at den sidstnævnte bestemmelse, og navnlig kriteriet om, at sagsøgerne skal være umiddelbart berørt, skal fortolkes mindre strengt i medfør af den førstnævnte bestemmelse. Den garanti, der er indrømmet i henhold til artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder, synes imidlertid ikke at gå ud over de garantier, der allerede er indrømmet i EU-retten, som de bl.a. er fastsat ved den ovenfor i præmis 18 nævnte retspraksis. Sagsøgerne har i øvrigt ikke selv gjort gældende, at dette er tilfældet.

52

Det følger heraf, at sagsøgerne ikke kan påberåbe sig artikel 37 og 47 i chartret om grundlæggende rettigheder med henblik på at rejse tvivl om fortolkningen af artikel 263, stk. 4, TEUF, og navnlig kriteriet om, at sagsøgerne skal være umiddelbart berørt, som det følger af Unionens retsinstansers faste praksis.

53

Sagsøgerne har gjort gældende, at Retten skal fortolke artikel 263, stk. 4, TEUF i lyset af Det Europæiske Fællesskabs og De Forenede Nationers (EØF-FN) konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet, underskrevet i Århus (Danmark) den 25. juni 1998 og godkendt på Det Europæiske Fællesskabs vegne ved Rådets afgørelse 2005/370/EF af 17. februar 2005 (EUT 2005, L 124, s. 1, herefter »Århuskonventionen«).

54

Sagsøgerne har navnlig påberåbt sig Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, som bestemmer, at »hver part [sikrer], at medlemmer af offentligheden, der opfylder eventuelle kriterier i national ret, har adgang til administrative eller retslige procedurer for at anfægte private personers og offentlige myndigheders handlinger og undladelser, der er i strid med de bestemmelser i national ret, der vedrører miljøet«. Sagsøgerne har af denne bestemmelse udledt, at betingelsen om, at sagsøgerne skal være umiddelbart berørt, som er fastsat i artikel 263, stk. 4, TEUF, skal fortolkes således, at den på miljøområdet sikrer en effektiv domstolsbeskyttelse og ‑adgang til fordel for offentligheden og miljøbeskyttelsesorganisationer.

55

Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at i henhold til artikel 216, stk. 2, TEUF er de internationale aftaler, som Unionen indgår, bindende for EU-institutionerne og har følgelig forrang for afledte EU-retsakter (dom af 3.6.2008, Intertanko m.fl., C-308/06, EU:C:2008:312, præmis 42, af 13.1.2015, Rådet m.fl. mod Vereniging Milieudefensie og Stichting Stop Luchtverontreiniging Utrecht, C-401/12 P – C-403/12 P, EU:C:2015:4, præmis 52, og af 13.1.2015, Rådet og Kommissionen mod Stichting Natuur en Milieu og Pesticide Action Network Europe, C-404/12 P og C-405/12 P, EU:C:2015:5, præmis 44).

56

Det følger heraf, at de internationale aftaler, som Unionen indgår, herunder Århuskonventionen, ikke har forrang for den primære EU-ret, hvorfor det ikke kan tiltrædes, at der på grundlag af denne konvention er foretaget en afvigelse fra artikel 263, stk. 4, TEUF.

57

For det andet følger det af Domstolens faste praksis, at bestemmelserne i en international aftale, som Unionen er part i, alene kan påberåbes direkte af retssubjekterne, såfremt denne aftales art og opbygning dels ikke er til hinder herfor, dels, at disse bestemmelser indholdsmæssigt fremstår som ubetingede og tilstrækkeligt præcise (jf. dom af 14.12.2000, Dior m.fl., C-300/98 og C-392/98, EU:C:2000:688, præmis 42, og af 13.1.2015, Rådet m.fl. mod Vereniging Milieudefensie og Stichting Stop Luchtverontreiniging Utrecht, C-401/12 P – C-403/12 P, EU:C:2015:4, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).

58

Domstolen har allerede fastslået, at Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, ikke indeholdt nogen ubetinget og tilstrækkeligt præcis forpligtelse, som regulerer borgernes retsstilling direkte, og derfor ikke opfyldte disse betingelser. Når nemlig alene »medlemmer af offentligheden, der opfylder eventuelle kriterier i national ret«, er indehavere af de rettigheder, der er fastsat i denne artikel 9, stk. 3, er denne bestemmelses opfyldelse eller virkninger betinget af, at der udstedes yderligere retsakter (dom af 8.3.2011, Lesoochranárske zoskupenie, C-240/09, EU:C:2011:125, præmis 45, og af 13.1.2015, Rådet m.fl. mod Vereniging Milieudefensie og Stichting Stop Luchtverontreiniging Utrecht, C-401/12 P – C-403/12 P, EU:C:2015:4, præmis 55).

59

Følgelig kan retssubjekterne ikke direkte påberåbe sig Århuskonventionens artikel 9, stk. 3, for Unionens retsinstanser.

60

For det tredje skal det under alle omstændigheder bemærkes, at sagsøgerne ikke har godtgjort, at artikel 263, stk. 4, TEUF, som fortolket af Unionens retsinstanser, var uforenelig med Århuskonventionens artikel 9, stk. 3. Med formuleringen »medlemmer af offentligheden, der opfylder eventuelle kriterier i national ret«, er det nemlig Århuskonventionen selv, der underkaster de rettigheder, som konventionens artikel 9, stk. 3, skal give medlemmerne af offentligheden, en betingelse om, at disse personer skal opfylde de kriterier om antagelse til realitetsbehandling, som følger af artikel 263, stk. 4, TEUF.

61

Det følger heraf, at sagsøgernes argumenter om Århuskonventionen skal forkastes.

62

Det følger af det ovenstående, at ingen bestemmelser i den anfægtede retsakt finder direkte anvendelse på sagsøgerne, således at de gives rettigheder eller pålægges forpligtelser. Følgelig påvirker den anfægtede retsakt ikke deres retsstilling, hvorfor den ikke opfylder den betingelse om, at den skal berøre dem umiddelbart, som følger af det andet og tredje tilfælde i artikel 263, stk. 4, TEUF.

63

Eftersom sagsøgerne ikke er adressater for den anfægtede retsakt (jf. præmis 17 ovenfor), skal det foreliggende søgsmål herefter afvises, uden at der er behov for at træffe afgørelse om de andre betingelser for at antage et søgsmål til realitetsbehandling.

64

I henhold til procesreglementets artikel 142, stk. 2, er interventionen accessorisk i forhold til hovedsagen og mister sin genstand, såfremt sagen afvises.

65

Det er følgelig ufornødent at træffe afgørelse om de af ECPA, Dow AgroSciences og Dow AgroSciences Iberica fremsatte interventionsbegæringer.

66

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom.

67

Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at bære deres egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

68

Procesreglementets artikel 144, stk. 10, bestemmer, at såfremt hovedsagen afsluttes, inden der er truffet afgørelse om en begæring om intervention, bærer den, der anmoder om intervention, og hovedparterne de omkostninger, som de har haft i forbindelse med anmodningen om intervention.

69

I nærværende sag bærer sagsøgerne, Kommissionen, ECPA, Dow AgroSciences og Dow AgroSciences Iberica således hver især deres egne omkostninger i forbindelse med de af ECPA, Dow AgroSciences og Dow AgroSciences Iberica fremsatte interventionsbegæringer.

På grundlag af disse præmisser bestemmer

RETTEN (Første Afdeling):