61996J0386

1 Appel - anbringender - formaliteten - betingelser - den omstaendighed, at argumenter ogsaa er blevet fremfoert for Retten - ingen betydning

[Statutten for EF-Domstolen, art. 51, Domstolens procesreglement, art. 112, stk. 1, litra c)]

2 Annullationssoegsmaal - fysiske eller juridiske personer - retsakter, der beroerer dem umiddelbart og individuelt - krav om, at sagsoegeren skal vaere umiddelbart beroert - kriterier - gennemfoerelse af et laan fra Faellesskabet til Sovjetunionen og dens republikker - Kommissionens beslutning rettet til laantageren om ikke at anerkende, at en raekke kontraktaendringer, der var aftalt mellem den af laantageren udpegede institution og en virksomhed, der havde faaet tildelt en kontrakt, var i overensstemmelse med gaeldende faellesskabsbestemmelser - krav om, at virksomheden skal vaere umiddelbart beroert

(EF-traktaten, art. 173, stk. 4)

1 Naar appelskriftet noeje angiver, hvilke forhold der anfaegtes i den appellerede dom, samt de retlige argumenter, der saerlig stoetter annullationspaastanden, er den omstaendighed, at disse argumenter ligeledes er blevet fremfoert i foerste instans, ikke tilstraekkelig grund til at afvise dem.

2 Naar det stilles som betingelse for antagelse til realitetsbehandling af en sag, som en fysisk eller juridisk person har anlagt til proevelse af en beslutning rettet til en anden person, at sagsoegeren kan anses for at vaere umiddelbart beroert, indebaerer det, at den anfaegtede faellesskabsforanstaltning umiddelbart skal have indvirkning paa den paagaeldendes retsstilling, og at foranstaltningen ikke maa overlade et skoen til adressaterne, der skal gennemfoere den, men at gennemfoerelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfoer af faellesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler. Det samme gaelder, naar adressaterne kun har en rent teoretisk mulighed for at undlade at efterkomme faellesskabsretsakten, og der ikke er nogen tvivl om, at de vil give retsakten virkninger efter dens indhold.

I forbindelse med gennemfoerelsen af et laan fra Faellesskabet til Sovjetunionen og dens republikker til import af landbrugsprodukter og levnedsmidler samt laegemiddelforsyninger, er en virksomhed, som har faaet tildelt en kornkontrakt, i ovennaevnte betydning umiddelbart beroert af en beslutning, Kommissionen har truffet over for den finansielle institution i den laantagende republik om ikke at anerkende, at en raekke kontraktaendringer, der var aftalt mellem den virksomhed, der havde faaet tildelt en kontrakt, og den institution, den laantagende republik havde udpeget hertil, var i overensstemmelse med gaeldende faellesskabsbestemmelser, for saa vidt som den mulighed, den udpegede institution havde for at opfylde leveringskontrakterne paa de vilkaar, Kommissionen havde gjort indsigelse imod, og dermed give afkald paa faellesskabsfinansiering, var rent teoretisk, og beslutningen, som Kommissionen havde truffet under udoevelse af sine egne befoejelser, fratog appellanten enhver faktisk mulighed for at opfylde kontrakten eller opnaa betaling af leveringer, der blev foretaget paa de aftalte vilkaar.

I sag C-386/96 P,

Société Louis Dreyfus & Cie, Paris, ved advokat Robert Saint-Esteben, Paris, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Aloyse May, 31, Grand-Rue,

appellant,

angaaende appel af dom afsagt den 24. september 1996 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (Tredje Afdeling) i sag T-485/93, Dreyfus mod Kommissionen (Sml. II, s. 1101), hvori der er nedlagt paastand om ophaevelse af dommen, den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Marie-José Jonczy og Nicholas Khan, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagnercentret, Kirchberg,

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm, M. Wathelet (refererende dommer) og R. Schintgen samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward, J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann, L. Sevón og K.M. Ioannou,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer D. Louterman-Hubeau,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 8. oktober 1997,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 16. december 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 28. november 1996 har Louis Dreyfus & Cie (herefter »appellanten«) i medfoer af artikel 49 i EF-statutten for Domstolen ivaerksat appel af dom afsagt den 24. september 1996 af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i sag T-485/93, Dreyfus mod Kommissionen (Sml. II, s. 1101, herefter »dommen« eller »den appellerede dom«), hvorved Retten afviste sagen, for saa vidt angik paastanden om annullation af Kommissionens beslutning af 1. april 1993 rettet til Vnesheconombank.

De relevante retsforskrifter

2 Raadet vedtog den 16. december 1991 afgoerelse 91/658/EOEF om ydelse af et mellemfristet laan til Sovjetunionen og dens republikker (EFT L 362, s. 89).

3 I afgoerelsens artikel 1, stk. 1, bestemmes foelgende:

»Faellesskabet yder Sovjetunionen og dens republikker et mellemfristet laan paa 1 250 mio. ECU i hovedstol i tre successive rater med en loebetid paa hoejst tre aar til import af landbrugsprodukter og levnedsmidler samt laegemiddelforsyninger ...«

4 Med henblik herpaa bestemmes foelgende i artikel 2 i afgoerelse 91/658:

»... Kommissionen [bemyndiges] til paa Faellesskabets vegne at laane de noedvendige midler, som stilles til raadighed for Sovjetunionen og dens republikker i form af et laan.«

5 Artikel 3 har foelgende ordlyd:

»Det i artikel 2 naevnte laan forvaltes af Kommissionen.«

6 Endvidere fremgaar foelgende af artikel 4:

»1. Kommissionen bemyndiges til i samraad med myndighederne i Sovjetunionen og dens republikker ... at fastlaegge de oekonomiske og finansielle betingelser i forbindelse med laangivningen samt reglerne for overdragelsen af midlerne og om de noedvendige garantier for laanets tilbagebetaling.

...

3. Importen af varerne, som finansieres ved hjaelp af laanet, sker til verdensmarkedspriserne. Der skal sikres fri konkurrence ved indkoeb og levering af varerne, som skal opfylde de internationalt anerkendte kvalitetsnormer.«

7 Den 9. juli 1992 vedtog Kommissionen forordning (EOEF) nr. 1897/92 om gennemfoerelsesbestemmelser for mellemfristet laan til Sovjetunionen og dens republikker, som fastsat ved afgoerelse 91/658 (EFT L 191, s. 22).

8 I forordningens artikel 2 bestemmes foelgende:

»Laanene ydes paa grundlag af aftaler, der indgaas mellem republikkerne og Kommissionen, og som skal omfatte kravene i artikel 3 til 7 som betingelse for, at laanene kan komme til udbetaling.«

9 Artikel 4 i forordning nr. 1897/92 har foelgende ordlyd:

»1. Laanene anvendes kun til finansiering af indkoeb og levering i henhold til kontrakter, som er blevet anerkendt af Kommissionen som vaerende i overensstemmelse med afgoerelse 91/658/EOEF og med bestemmelserne i de aftaler, der omhandles i artikel 2.

2. Kontrakterne forelaegges Kommissionen til anerkendelse af republikkerne eller de af dem udpegede finansielle institutioner.«

10 I artikel 5 opstilles betingelserne for anerkendelse i henhold til artikel 4. Blandt disse betingelser er foelgende to punkter:

»1) Kontrakten skal vaere indgaaet efter en procedure, der sikrer fri konkurrence ...

2) Kontrakten skal vaere indgaaet paa de gunstigste vilkaar for saa vidt angaar den pris, der normalt opnaas paa de internationale markeder.«

11 Den 9. december 1992 undertegnede Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, Den Russiske Foederation, som indtraadt i USSR's retsstilling, og Den Russiske Foederations finansielle institution, Vnesheconombank (herefter »VEB«), i overensstemmelse med forordning nr. 1897/92 et »Memorandum of Understanding« (herefter »rammeaftalen«), som skulle danne grundlag for Det Europaeiske Faellesskabs ydelse af det i afgoerelse 91/658 omhandlede laan til Den Russiske Foederation. Det bestemtes heri, at Faellesskabet som laangiver skulle yde VEB som laantager et mellemfristet laan paa 349 mio. ECU i hovedstol med en loebetid paa hoejst tre aar med Den Russiske Foederation som garant.

12 I rammeaftalens punkt 6 bestemmes foelgende:

»Laaneprovenuet, eksklusive de af EOEF afholdte gebyrer og omkostninger, udbetales til laantager og anvendes i overensstemmelse med bestemmelserne i laaneaftalen udelukkende til daekning af uigenkaldelige remburser, som laantager i forbindelse med leveringskontrakter har udstedt under anvendelse af den internationale standardformular. Der kan kun udbetales midler af laanet til laantager, naar disse kontrakter og remburser er blevet godkendt af Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber som vaerende i overensstemmelse med Raadets afgoerelse af 16. december 1991 og naervaerende rammeaftale.«

13 Punkt 7 indeholder betingelserne for, at en kontrakt kunne anses for at opfylde kravene. Bl.a. var det bestemt, at leverandoererne skulle vaelges af de russiske organisationer, der var udpeget hertil af Den Russiske Foederations regering.

14 Den 9. december 1992 undertegnede Kommissionen og VEB den i forordning nr. 1897/92 og rammeaftalen omhandlede laaneaftale (herefter »laaneaftalen«). I denne aftale bestemmes proceduren for udbetaling af laanet naermere. Ved aftalen oprettes en laanefacilitet, der kan benyttes i en bestemt periode (15.1.1993-15.7.1993), og hvorefter der kan udbetales godkendte beloeb til betaling af leverancer.

15 Den 15. januar 1993 indgik Kommissionen i overensstemmelse med artikel 2 i afgoerelse 91/658, som laantager paa Faellesskabets vegne, en laaneaftale med et bankkonsortium ledet af Crédit Lyonnais.

Sagens faktiske omstaendigheder og retsforhandlingerne for Retten

16 I dommen lagde Retten foelgende omstaendigheder til grund:

»8 Sagsoegeren, et internationalt handelsselskab, blev sammen med andre selskaber kontaktet i forbindelse med en uformel licitation, der var ivaerksat af det statslige selskab Exportkhleb, som Den Russiske Foederation havde paalagt at forhandle om indkoeb af hvede.

9 Sagsoegeren underskrev den 28. november 1992 en kontrakt med Exportkhleb om salg af hvede, hvorved sagsoegeren forpligtede sig til at levere 325 000 tons broedhvede til 140,50 USD pr. ton, cif og free out - havne i OEstersoeen. I kontrakten var det bestemt, at varen skulle indlastes inden den 28. februar 1993.

10 Efter indgaaelse af laaneaftalen ... anmodede VEB Kommissionen om at godkende de kontrakter, der var indgaaet mellem Exportkhleb og eksportselskaberne, herunder kontrakten med sagsoegeren.

11 Efter at Kommissionen havde faaet visse noedvendige supplerende oplysninger fra sagsoegeren, saerligt vedroerende valutakursen mellem ECU og USD, som ikke var fastsat i kontrakten, gav Kommissionen endeligt sin godkendelse den 27. januar 1993 i form af en bekraeftelse ('Notice of Confirmation') over for VEB. Ifoelge sagsoegeren blev kontrakten aendret paa to punkter i denne bekraeftelse, nemlig med hensyn til indlastningsperioden, som Kommissionen af egen drift havde forlaenget til den 31. marts 1993, og valutakursen mellem ECU og USD, som hverken var den kurs, sagsoegeren havde foreslaaet Exportkhleb den 25. januar 1993 (nemlig 1,1711), eller den, der var aftalt mellem parterne den 28. januar 1993 (nemlig 1,1714, hvilket medfoerte, at den aftalte pris blev paa 119,94 ECU pr. ton).

12 Ifoelge sagsoegeren havde VEB udstedt rembursen den 4. februar 1993, men rembursbrevet var foerst operativt fra den 16. februar, dvs. ca. to uger inden udloebet af den i kontrakterne fastsatte indlastningsperiode (28.2.1993).

13 Selv om en stor del af varerne var blevet leveret eller var under indlastning, blev det imidlertid ifoelge sagsoegeren klart, at ikke alle varer kunne leveres inden den 28. februar 1993.

14 Exportkhleb indkaldte den 19. februar 1993 samtlige eksportoerer til et moede i Bruxelles, som blev afholdt den 22. og 23. februar 1993. Under moedet anmodede Exportkhleb eksportoererne om at fremsaette nye tilbud paa prisen for levering af, hvad Exportkhleb kaldte 'den paaregnelige restmaengde', dvs. de varer, som det med rimelighed kunne forventes, ikke ville blive leveret inden den 28. februar 1993. Ifoelge sagsoegeren var hvedeprisen paa verdensmarkedet steget betydeligt fra november 1992, hvor koebekontrakten var indgaaet, til de nye forhandlinger fandt sted i februar 1993, idet den var steget fra 132 USD i november 1992 til 149,5 USD i februar 1993.

15 Efter forhandlinger, hvorunder firmaerne maatte indrette sig efter den lavestbydendes tilbud paa 155 USD pr. ton, blev der opnaaet enighed mellem Exportkhleb og selskabets medkontrahenter om fordeling af de nye maengder, der skulle leveres af hvert enkelt firma. Firmaet Louis Dreyfus fik tildelt en ordre paa 185 000 tons broedhvede. Ved den samme uformelle aftale bestemtes det, at indlastningsperioden skulle udloebe den 30. april 1993.

16 Da sagen hastede paa grund af den alvorlige foedevaresituation i Rusland, blev det besluttet blot at formalisere disse aendringer i et tillaeg til den oprindelige kontrakt. Tillaegget blev ifoelge sagsoegeren af praktiske grunde dateret den 23. februar 1993, hvor moedet i Bruxelles blev afholdt, selv om sagsoegeren har erkendt, at det foerst blev underskrevet i loebet af den tredje uge i marts.

17 Fra den 4. marts 1993 genoptog sagsoegeren hvedeleverancerne til Rusland i tillid til de nye betingelser, der var aftalt med Exportkhleb, og ifoelge sagsoegeren paa grund af mundtlige tilsagn fra den russiske organisation om, at Kommissionen ville acceptere de nye aendringer.

18 Den 9. marts 1993 meddelte Exportkhleb Kommissionen dels, at kontrakterne med fem af selskabets leverandoerer var blevet aendret, dels at de fremtidige leverancer herefter ville blive foretaget til 155 USD pr. ton (cif og free out - havne i OEstersoeen), der skulle omregnes til ECU til kurs 1,17418 (dvs. 132 ECU pr. ton).

19 Den 12. marts 1993 svarede generaldirektoer Legras, Generaldirektoratet for Landbrug (GD VI), Exportkhleb, at han oenskede at henlede opmaerksomheden paa, at eftersom maksimumsvaerdien af disse kontrakter allerede var fastsat ved Kommissionens godkendelse, og der allerede var indgaaet forpligtelse for alle disponible bevillinger til hvede, kunne Kommissionen kun efterkomme en saadan anmodning, hvis den samlede vaerdi af kontrakterne blev opretholdt, hvilket kunne ske ved en tilsvarende reduktion af de udestaaende maengder, der skulle leveres. Generaldirektoeren anfoerte endvidere, at Kommissionen kun kunne behandle anmodningen om godkendelse af aendringerne, hvis den blev indgivet officielt af VEB.

20 Ifoelge sagsoegeren blev disse oplysninger fortolket som en bekraeftelse paa, at Kommissionen i princippet accepterede aendringerne, men forbeholdt sig at behandle sagen med henblik paa en formel godkendelse, naar sagen var blevet forelagt af VEB. Dette var grunden til, at sagsoegeren fortsatte med at indlaste hvedeladninger til Rusland.

21 Ifoelge det af sagsoegeren oplyste blev dokumenterne vedroerende de nye tilbud og aendringerne af kontrakten officielt fremsendt til Kommissionen af VEB den 22. og 26. marts 1993. Sagsoegeren haevder, at firmaet den 5. april 1993 fik meddelelse fra Exportkhleb om, at Kommissionens havde afslaaet at godkende aendringerne af den oprindelige kontrakt i en skrivelse af 1. april 1993 til VEB fra det kommissionsmedlem, der havde ansvaret for landbrug. Samme dag, den 5. april 1993, besluttede sagsoegeren at indstille hvedeleverancerne.

22 Indholdet af skrivelsen af 1. april 1993 kan sammenfattes som foelger. Kommissionsmedlem R. Steichen meddelte, at Kommissionen efter at have gennemgaaet aendringerne af kontrakterne mellem Exportkhleb og en raekke leverandoerer kunne acceptere de aendringer, der bestod i udsaettelsen af leverings- og betalingsfristerne. Derimod anfoerte han, at 'priserne er forhoejet i et saadant omfang, at vi ikke kan anse dem for at vaere en noedvendig tilpasning, men snarere for en vaesentlig aendring af de oprindeligt indgaaede kontrakter'. Han fortsatte: 'Det aktuelle prisniveau paa verdensmarkedet (i slutningen af marts 1993) er ikke vaesentligt forskelligt fra niveauet paa det tidspunkt, hvor priserne oprindeligt blev aftalt (slutningen af november 1992)'. Kommissionsmedlemmet bemaerkede, at hensynet til at sikre dels fri konkurrence mellem mulige leverandoerer, dels de gunstigste vilkaar for indkoebene var et af de vigtigste kriterier for Kommissionens godkendelse af kontrakterne. Han konstaterede, at aendringerne i det foreliggende tilfaelde var aftalt direkte med de beroerte virksomheder uden udbud i konkurrence med andre leverandoerer, og konkluderede foelgende: 'Kommissionen kan ikke godkende saa vaesentlige aendringer blot paa grundlag af aendringer af eksisterende kontrakter'. Kommissionsmedlemmet erklaerede sig rede til at godkende de aendringer, der vedroerte udsaettelsen af leveringen og betalingen, under forudsaetning af, at den normale procedure blev fulgt. Han anfoerte derimod, at 'hvis det findes noedvendigt at aendre priserne eller maengderne, vil det kraeve indgaaelse af nye kontrakter, der skal forelaegges for Kommissionen til godkendelse efter den saedvanlige, fuldstaendige procedure (herunder fremlaeggelse af mindst tre tilbud)'.

23 Sagsoegeren har herefter ved staevning indgivet til Domstolens Justitskontor den 9. juni 1993 anlagt naervaerende sag ...

24 Ved kendelse af 27. september 1993 henviste Domstolen sagen til De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans i medfoer af Raadets afgoerelse 93/350/Euratom, EKSF, EOEF af 8. juni 1993 om aendring af afgoerelse 88/591/EKSF, EOEF, Euratom om oprettelse af De Europaeiske Faellesskabers Ret i Foerste Instans (EFT L 144, s. 21).

25 ... Ved dokument indgivet til Justitskontoret den 15. september 1993 har Kommissionen rejst formalitetsindsigelse.«

17 Det fremgaar af dommen, at appellanten for Retten nedlagde paastand om, at Kommissionens beslutning af 1. april 1993 om ikke at godkende aendringerne af leveringskontrakten med Exportkhleb (herefter »den omtvistede beslutning«) blev annulleret, og om, at Kommissionen tilpligtedes at betale sagsoegeren erstatning for oekonomisk skade, nemlig 253 991,98 ECU som godtgoerelse af rentetab, 1 347 831,56 ECU, som udgjorde forskellen mellem prisen i den oprindelige kontrakt og i den aendrede kontrakt, og 229 969,58 USD som godtgoerelse for selskabets tab i forbindelse med kurssikringen mellem ECU og USD, samt 1 ECU i erstatning for ikke-oekonomisk skade (praemis 28).

18 Kommissionen rejste formalitetsindsigelse og nedlagde deri foelgende paastande:

»- Sagen afvises for saa vidt angaar annullationspaastanden, idet sagsoegeren ikke er umiddelbart beroert.

- Det fastslaas, at den anfaegtede beslutning ikke kan vaere ansvarspaadragende for Kommissionen, eller sagen afvises som foelge af, at det forhold, der goeres gaeldende, ikke er ansvarspaadragende for Kommissionen uden for kontrakt« (dommens praemis 29).

Den appellerede dom

Spoergsmaalet om antagelse af annullationspaastanden til realitetsbehandling

19 Retten afviste sagen, for saa vidt angik paastanden om annullation af den omtvistede beslutning, med foelgende begrundelse:

»46 I medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver fysisk eller juridisk person anlaegge sag til proevelse af beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt.

47 Det skal saaledes afgoeres, om sagsoegeren er umiddelbart og individuelt beroert af den skrivelse, som Kommissionen tilsendte VEB den 1. april 1993.

48 Det konstateres indledningsvis, at Kommissionen ikke har bestridt, at sagsoegeren er individuelt beroert. Paa baggrund af sagens omstaendigheder finder Retten, at der kun skal tages stilling til, om sagsoegeren er umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning.

49 Det fastslaas i denne forbindelse, at der i faellesskabsretsakterne og i aftalerne mellem Faellesskabet og Den Russiske Foederation er foretaget en kompetencefordeling mellem Kommissionen og den institution, der er udpeget af Den Russiske Foederation til at indkoebe hvede. Det paahviler denne institution, i dette tilfaelde Exportkhleb, efter licitation at vaelge medkontrahenten, forhandle kontraktvilkaarene og indgaa kontrakten. Der er kun tildelt Kommissionen den rolle at kontrollere, at betingelserne for faellesskabsfinansiering er opfyldt, og eventuelt godkende, at kontrakterne er i overensstemmelse med bestemmelserne om udbetaling af laanebeloeb i afgoerelse 91/658 og aftalerne med Den Russiske Foederation. Det tilkommer saaledes ikke Kommissionen at vurdere handelsaftalen i henhold til andre kriterier end disse.

50 Heraf foelger, at den virksomhed, som har faaet tildelt en kontrakt, kun har et retligt forhold til sin medkontrahent, Exportkhleb, der er udpeget af Den Russiske Foederation til at indgaa kontrakter om hvedeindkoeb. Kommissionen har paa sin side kun et retligt forhold til laantageren, nemlig den af Den Russiske Foederation udpegede finansielle institution, VEB, som meddeler Kommissionen handelsaftalerne med henblik paa anerkendelse af, at de er i overensstemmelse med bestemmelserne, og som er adressat for Kommissionens beslutning herom.

51 Det maa derfor laegges til grund, at Kommissionens handlinger ikke har betydning for den retlige gyldighed af handelsaftalen mellem sagsoegeren og Exportkhleb og ikke aendrer aftalens vilkaar, herunder de af parterne aftalte priser. Den af parterne den 23. februar 1993 foretagne aendring af kontrakten af 28. november 1992 er saaledes fortsat gyldigt aftalt paa de vedtagne vilkaar uanset Kommissionens beslutning om ikke at godkende, at det vedtagne er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser.

52 Den omstaendighed, at Kommissionen har haft kontakt med sagsoegeren eller Exportkhleb, kan ikke foere til en aendret bedoemmelse af de rettigheder og retlige forpligtelser, som for hver af de implicerede parter foelger af de gaeldende bestemmelser i retsakter og indgaaede aftaler. Det bemaerkes endvidere med hensyn til spoergsmaalet, om annullationssoegsmaalet kan antages til realitetsbehandling, at det ikke er godtgjort, at Kommissionen med den kontakt, som sagsoegeren har paaberaabt sig, har overskredet graenserne for den rolle, der tilkommer den. I den skrivelse, Kommissionen fremsendte til Exportkhleb den 12. marts 1993, anfoeres det saaledes udtrykkeligt, at VEB officielt skal anmode om aendringerne. Den paaberaabte kontakt mellem Kommissionen og sagsoegeren i januar 1993 havde ogsaa udelukkende til formaal at faa parterne til i deres kontrakt at indsaette en betingelse, der var noedvendig for, at Kommissionen kunne anerkende kontrakten som vaerende i overensstemmelse med bestemmelserne, men det blev overladt til parterne selv at soerge for aendringerne i deres kontrakt, hvis de oenskede at opnaa den paagaeldende finansiering. Endelig kan det forhold, at Kommissionen flere uger efter vedtagelsen af sin beslutning havde arrangeret et moede med sagsoegeren i Bruxelles for at redegoere for sin holdning, ikke indebaere, at det maa anses for godtgjort, at sagsoegeren er umiddelbart beroert af beslutningen.

53 Det maa endvidere fastslaas, at selv om VEB, naar banken fra Kommissionen modtager en beslutning om, at kontrakten ikke er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser, ikke kan udstede en remburs, der kan vaere omfattet af Faellesskabets garanti, har beslutningen dog som anfoert ovenfor ingen betydning for hverken gyldigheden af kontrakten mellem sagsoegeren og Exportkhleb eller for kontraktens vilkaar. Det maa understreges, at en beslutning fra Kommissionen ikke erstatter en afgoerelse fra de nationale russiske myndigheder, idet Kommissionen i forbindelse med, at den traeffer beslutning om, hvorvidt der kan ydes faellesskabsfinansiering, kun har kompetence til at undersoege, om kontrakterne er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser.

54 Endelig skal det tilfoejes, at sagsoegeren ikke kan godtgoere at vaere umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning under henvisning til, at handelsaftalerne indeholder en klausul om, at kontrakten kun skal gennemfoeres, og prisen kun betales under forbehold af, at Kommissionen anerkender, at betingelserne for udbetaling af faellesskabslaanet er opfyldt. Med en saadan klausul har aftaleparterne besluttet at skabe en sammenhaeng mellem den kontrakt, de indgaar, og en fremtidig og uvis begivenhed, saaledes at deres aftale kun faar bindende virkning ved begivenhedens indtraeden. Spoergsmaalet om, hvorvidt en sag i medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan antages til realitetsbehandling, findes imidlertid ikke at kunne afhaenge af parternes vilje. Sagsoegerens argument kan derfor ikke tages til foelge.

55 Retten finder herefter, at sagsoegeren i henhold til traktatens artikel 173, stk. 4, ikke er umiddelbart beroert af Kommissionens beslutning af 1. april 1993 rettet til VEB. Sagen maa derfor afvises for saa vidt angaar paastanden om annullation af beslutningen.«

20 Retten besluttede endvidere at antage sagen til realitetsbehandling for saa vidt angik paastanden om erstatning for det oekonomiske og ikke-oekonomiske tab, sagsoegeren gjorde gaeldende at have lidt, af grunde, som ikke er anfaegtet under appelsagen.

21 Herefter udtalte og bestemte Retten foelgende:

»1) Sagen afvises for saa vidt angaar annullationspaastanden.

2) Formalitetsindsigelsen tages ikke til foelge for saa vidt angaar paastandene om erstatning for det oekonomiske og ikke-oekonomiske tab, som sagsoegeren goer gaeldende at have lidt.

3) Sagen fremmes til realitetsbehandling for saa vidt angaar erstatningspaastandene.

4) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.«

Appelsagen

22 Til stoette for appellen har appellanten fremfoert to anbringender dels om, at traktatens artikel 173, stk. 4, er tilsidesat, dels om, at den appellerede doms begrundelse er selvmodsigende.

Det foerste anbringende

23 Det foerste anbringende falder i tre led.

24 Appellanten har for det foerste gjort gaeldende, at Retten har anlagt en urigtig bedoemmelse ved at udtale, at appellanten ikke kunne vaere umiddelbart beroert, naar appellanten ikke havde et direkte retligt forhold til Kommissionen, og beslutningen hverken havde betydning for aftalens »retlige gyldighed« eller »vilkaar« (dommens praemis 49, 50 og 51). Ifoelge Domstolens og Rettens egen praksis kan en borger imidlertid, selv om han ikke har et retligt forhold til Kommissionen, vaere umiddelbart beroert, saa snart hans »retlige eller faktiske stilling« direkte paavirkes af beslutningen (dom af 13.5.1971, forenede sager 41/70 til 44/70, International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 83, org. ref.: Rec. s. 411, af 29.6.1994, sag C-135/92, Fiskano mod Kommissionen, Sml. I, s. 2885, og af 28.10.1993, sag T-83/92, Zunis Holding m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 1169).

25 Appellanten har gjort gaeldende, at dette er tilfaeldet ved trepartshandler, naar den nationale myndighed, der skal gennemfoere faellesskabsbeslutningen, som i den foreliggende sag ikke har noget skoen.

26 Appellanten har endvidere anfoert, at parterne i kontrakten havde aftalt, at den skulle godkendes af Kommissionen, og at koebesummen skulle betales med laanet fra Faellesskabet. Laanet og laaneaftalen, der i denne forbindelse blev indgaaet mellem Kommissionen og Den Russiske Foederation, var derfor saavel en betingelse for kontraktens gennemfoerelse som baade faktisk og retligt den eneste betalingsmulighed.

27 I modsaetning til, hvad Retten har udtalt i dommen, blev appellantens retlige og faktiske stilling derfor direkte paavirket af den omtvistede beslutning, fordi de russiske myndigheder kun var forpligtede til at betale den nye pris, der var fastsat i kontrakttillaegget, hvis og i det omfang laanet fra Faellesskabet kunne anvendes hertil.

28 Appellanten har dernaest gjort gaeldende, at Retten med urette har fundet, at »en beslutning fra Kommissionen ikke erstatter en afgoerelse fra de nationale russiske myndigheder, idet Kommissionen i forbindelse med, at den traeffer beslutning om, hvorvidt der kan ydes faellesskabsfinansiering, kun har kompetence til at undersoege, om kontrakterne er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser« (praemis 53). Under henvisning til ovennaevnte dom i sagen International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen har appellanten heroverfor anfoert, at for saa vidt som de russiske myndigheder ikke havde noget skoen i forbindelse med gennemfoerelsen af den anfaegtede beslutning, paavirkede beslutningen direkte og automatisk appellantens retsstilling i henhold til kontrakten. De russiske myndigheder havde derefter ikke andet valg end at konstatere, at der ikke forelaa en godkendelse fra Kommissionen, og derefter betale hvedeleverancerne til den aftalte pris i overensstemmelse med den oprindelige kontrakt og ikke til den nye pris, der var indgaaet aftale om i kontrakttillaegget.

29 Endelig har appellanten anfaegtet dels Rettens udtalelse om, at aftaleparterne med klausulen »om, at kontrakten kun skal gennemfoeres, og prisen kun betales under forbehold af, at Kommissionen anerkender, at betingelserne for udbetaling af faellesskabslaanet er opfyldt ... har besluttet at skabe en sammenhaeng mellem den kontrakt, de indgaar, og en fremtidig og uvis begivenhed, saaledes at deres aftale kun faar bindende virkning ved begivenhedens indtraeden«, dels den konsekvens, Retten har draget heraf, nemlig at »spoergsmaalet om, hvorvidt en sag i medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan antages til realitetsbehandling,... ikke... (kan) afhaenge af parternes vilje« (dommens praemis 54).

30 Efter appellantens opfattelse er det ifoelge Domstolens praksis kun virkningen af den omtvistede beslutning paa sagsoegerens »retlige eller faktiske stilling«, der er afgoerende for, om sagsoegeren er umiddelbart beroert af beslutningen, selv hvis denne virkning har forbindelse med en viljesbestemt disposition, parterne har truffet forud for den omtvistede beslutning.

31 Kommissionen har bestridt, at appelsagen kan antages til realitetsbehandling, og har til stoette herfor anfoert, at appellantens argumentation saa godt som udelukkende er en gengivelse af argumenter, appellanten allerede har fremfoert for Retten. Efter fast retspraksis kan de krav til begrundelse af appellen, som fremgaar af artikel 51 i EF-statutten for Domstolen og af artikel 112, stk. 1, litra c), i Domstolens procesreglement, ikke anses for opfyldt, naar appelskriftet blot gentager eller noejagtigt gengiver de anbringender og argumenter, der er blevet fremfoert for Retten.

32 Med hensyn til realiteten har Kommissionen indledningsvis anfoert, at de kontraktbestemmelser, appellanten stoetter sig paa, langt fra er klare, og den har desuden bestridt, at kontraktens betalingsforpligtelse bortfaldt, hvis Kommissionen ikke godkendte den. Den paagaeldende kontrakt kan kun fortolkes af den dertil kompetente instans, dvs. den instans, de kontraherende parter har udpeget i kontrakten, nemlig handels- og industrikammeret i Moskva. Appellanten har imidlertid paa intet tidspunkt indbragt sagen for denne instans.

33 Kommissionen har endvidere paaberaabt sig bilag 25 til staevningen, hvorved appellanten fremlagde en telefax, appellanten sendte den 6. april 1993 til Exportkhleb, og hvori appellanten indstaendigt opfordrede Exportkhleb til at betale, uanset den omtvistede beslutning:

»Vi haaber, at De har forstaaelse for, at vi er af den opfattelse, at vi har en fast aftale med Dem,... og at vi maa insistere paa, at De opfylder Deres forpligtelser i henhold til kontrakten.«

34 Med hensyn til det foerste anbringendes foerste led har Kommissionen gjort gaeldende, at for at et soegsmaal med paastand om annullation af en beslutning, truffet af Kommissionen, kan antages til realitetsbehandling, skal beslutningen have virkninger i forhold til sagsoegeren i henhold til faellesskabsretten. Er dette ikke tilfaeldet, er sagsoegeren ikke umiddelbart beroert af beslutningen. Kommissionen har i den forbindelse anfoert, at den virkning, appellanten har paaberaabt sig, udelukkende er paafoert ved de kontraktbestemmelser, appellanten stoetter sig paa.

35 Med hensyn til det foerste anbringendes andet led og saerligt henvisningen til dommen i sagen International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen har Kommissionen anfoert, at i den paagaeldende sag var Kommissionens afslag paa at udstede importlicencer for spiseaebler fra tredjelande blevet meddelt sagsoegerne gennem Produktschap voor Groenten en Fruit, Haag. Retsvirkningen af Kommissionens beslutning i forhold til sagsoegerne fulgte direkte af beslutningen, selv om den formelt var rettet til den nederlandske institution.

36 I den foreliggende sag rettede VEB - til forskel fra, hvad der var tilfaeldet i International Fruit Company-sagen - anmodningen til Kommissionen om udbetaling af midler fra laanet til Den Russiske Foederation paa Ruslands (og ikke paa appellantens) vegne, og den paastaaede virkning opstod kun ved samspillet mellem Kommissionens beslutning og vilkaarene i kontrakten, som Kommissionen ikke er part i.

37 Med hensyn til det foerste anbringendes tredje led har Kommissionen gjort gaeldende, at argumentet om, at kontraktklausulen allerede eksisterede, da den omtvistede beslutning blev truffet, er fuldstaendigt irrelevant. Endvidere kan domstolsproevelsen af Kommissionens beslutninger ikke afhaenge af privatretlige dispositioner, som Kommissionen ikke er part i.

38 For saa vidt angaar Kommissionens formalitetsindsigelse maa det konstateres, at appelskriftet noeje angiver, hvilke forhold der anfaegtes i den appellerede dom, samt de retlige argumenter, der saerlig stoetter annullationspaastanden (jf. bl.a. kendelse af 26.4.1993, sag C-244/92 P, Kupka-Floridi mod OESU, Sml. I, s. 2041, praemis 9). Den omstaendighed, at disse argumenter ligeledes er blevet fremfoert i foerste instans, er derfor ikke tilstraekkelig grund til at afvise dem.

39 Formalitetsindsigelsen kan herefter ikke tages til foelge.

40 Det bemaerkes, at i medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan enhver fysisk eller juridisk person anlaegge sag til proevelse af beslutninger, der retter sig til ham, samt af beslutninger, som skoent de er udfaerdiget i form af en beslutning rettet til en anden person, dog beroerer ham umiddelbart og individuelt.

41 I den foreliggende sag er den omtvistede beslutning formelt rettet til VEB.

42 Retten har kun taget stilling til spoergsmaalet, om appellanten var umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning, da Kommissionen ikke havde bestridt, at appellanten var individuelt beroert.

43 Det fremgaar af Domstolens praksis, at for at en sagsoeger kan anses for at vaere umiddelbart beroert, skal den anfaegtede faellesskabsforanstaltning umiddelbart have indvirkning paa den paagaeldendes retsstilling, og foranstaltningen maa ikke overlade et skoen til adressaterne, der skal gennemfoere den, men gennemfoerelsen skal ske helt automatisk, udelukkende i medfoer af faellesskabsretsreglerne og uden anvendelse af andre mellemkommende regler (jf. bl.a. dommen i sagen International Fruit Company m.fl. mod Kommissionen, praemis 23-29, dom af 6.3.1979, sag 92/78, Simmenthal mod Kommissionen, Sml. s. 777, praemis 25 og 26, domme af 29.3.1979, sag 113/77, NTN Toyo Bearing Company m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1185, praemis 11 og 12, sag 118/77, ISO mod Raadet, Sml. s. 1277, praemis 26, sag 119/77, Nippon Seiko m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1303, praemis 14, sag 120/77, Koyo Seiko m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1337, praemis 25, sag 121/77, Nachi Fujikoshi m.fl. mod Raadet, Sml. s. 1363, praemis 11, dom af 11.7.1985, forenede sager 87/77, 130/77, 22/83, 9/84 og 10/84, Salerno m.fl. mod Kommissionen og Raadet, Sml. s. 2523, praemis 31, af 17.3.1987, sag 333/85, Mannesmann-Roehrenwerke og Benteler mod Raadet, Sml. s. 1381, praemis 14, af 14.1.1988, sag 55/86, Arposol mod Raadet, Sml. s. 13, praemis 11, 12 og 13, af 26.4.1988, sag 207/86, Apesco mod Kommissionen, Sml. s. 2151, praemis 12, og af 26.6.1990, sag C-152/88, Sofrimport mod Kommissionen, Sml. I, s. 2477, praemis 9).

44 Det samme gaelder, naar adressaterne kun har en rent teoretisk mulighed for at undlade at efterkomme faellesskabsretsakter, og der ikke er nogen tvivl om, at de vil give retsakten virkninger efter dens indhold (jf. dom af 23.11.1971, sag 62/70, Bock mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 239, org. ref.: Rec. s. 897, praemis 6, 7 og 8, af 17.1.1985, sag 11/82, Piraiki-Patraiki m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 207, praemis 8, 9 og 10, og af 31.3.1998, forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1375, praemis 51).

45 I den foreliggende sag skulle Retten derfor have efterproevet, om den omtvistede beslutning i sig selv havde indvirkning paa appellantens retsstilling, naar det blev taget i betragtning, at de kompetente russiske myndigheder ikke havde noget skoen med hensyn til, om kontrakten skulle gennemfoeres paa de af parterne aftalte vilkaar i kontrakttillaegget, som Kommissionen havde gjort indsigelse imod, selv om de derved maatte give afkald paa faellesskabsfinansiering.

46 Retten fastslog blot, at Kommissionen »i forbindelse med, at den traeffer beslutning om, hvorvidt der kan ydes faellesskabsfinansiering, kun har kompetence til at undersoege, om kontrakterne er i overensstemmelse med de gaeldende bestemmelser«, og at dens beslutning ikke havde betydning for »den retlige gyldighed af handelsaftalen mellem sagsoegeren og Exportkhleb« og ikke aendrede »aftalens vilkaar, herunder de af parterne aftalte priser«, og at »den af parterne den 23. februar 1993 foretagne aendring af kontrakten af 28. november 1992 ... saaledes fortsat (var) gyldigt aftalt paa de vedtagne vilkaar« (praemis 51 og 53). Retten udtalte endvidere, at den omstaendighed, at handelsaftalen indeholdt »en klausul om, at kontrakten kun skal gennemfoeres, og prisen kun betales under forbehold af, at Kommissionen anerkender, at betingelserne for udbetaling af faellesskabslaanet er opfyldt«, var et udslag af parternes egen vilje, som spoergsmaalet om, hvorvidt en sag i medfoer af traktatens artikel 173, stk. 4, kan antages til realitetsbehandling, ikke fandtes at kunne afhaenge af (praemis 54).

47 En raekke objektive, relevante og samstemmende oplysninger, som Retten har lagt til grund, viser imidlertid, at appellanten var umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning.

48 Det fremgaar af dommen, at VEB i sin egenskab af Den Russiske Foederations finansielle institution - i overensstemmelse med rammeaftalen og laaneaftalen mellem VEB og Kommissionen - deltog i gennemfoerelsen af faellesskabsfinansieringen af importen til Den Russiske Foederation af landbrugsprodukter og levnedsmidler samt laegemiddelforsyninger i henhold til afgoerelse 91/658.

49 Det fremgaar endvidere, at gennemfoerelsen af den paagaeldende leveringskontrakt var underlagt en klausul om, at Kommissionen skulle anerkende, at kontrakten var i overensstemmelse med betingelserne for udbetaling af faellesskabslaanet, og om, at der ikke kunne ske nogen betaling, hvis den i kontrakten anfoerte bank ikke modtog et bindende tilsagn om garanti for betaling fra Kommissionen.

50 Dette bekraeftes ogsaa af den socialoekonomiske kontekst, i hvilken leveringskontrakten blev indgaaet, idet der, som det fremgaar af tredje og fjerde betragtning til Raadets afgoerelse 91/658, var tale om en kritisk oekonomisk og finansiel situation for modtagerrepublikken og en forvaerring i dens foedevare- og laegemiddelsituation. Under disse omstaendigheder var det berettiget at antage, at leveringskontrakten kun blev indgaaet i henhold til de forpligtelser, Faellesskabet som laangiver paatog sig over for VEB, saa snart det var anerkendt, at handelsaftalerne var i overensstemmelse med bestemmelserne i faellesskabsretten.

51 Selv om parterne oenskede klausulen indfoejet i kontrakten, afspejlede den, som generaladvokaten har paapeget i punkt 69 i sit forslag til afgoerelse, at leveringskontrakten objektivt og oekonomisk var afhaengig af laaneaftalen mellem Faellesskabet og den paagaeldende republik, idet der kun kunne ske betaling af kornleverancerne med de finansielle ressourcer, Faellesskabet havde stillet til raadighed for koeberne i form af uigenkaldelige remburser.

52 Den mulighed, Exportkhleb havde for at opfylde leveringskontrakterne paa de prisvilkaar, Kommissionen havde gjort indsigelse imod, og dermed give afkald paa faellesskabsfinansiering, var rent teoretisk og derfor paa baggrund af de faktiske omstaendigheder, Retten har lagt til grund, ikke tilstraekkelig til, at appellanten ikke kunne anses for at vaere umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning.

53 Det fremgaar saaledes, at den omtvistede beslutning, hvorved Kommissionen under udoevelse af sine egne befoejelser afslog at godkende tillaegget til leveringskontrakten mellem Exportkhleb og appellanten, fratog appellanten enhver faktisk mulighed for at opfylde den kontrakt, appellanten havde faaet tildelt, eller opnaa betaling af leveringer, der blev foretaget paa de aftalte vilkaar.

54 Selv om den omtvistede beslutning var rettet til VEB i dennes egenskab af Den Russiske Foederations finansielle institution, findes den herefter umiddelbart at have paavirket appellantens retsstilling.

55 Det foelger heraf, at Retten har anlagt en urigtig retlig bedoemmelse ved at fastslaa, at appellanten paa baggrund af de faktiske omstaendigheder, Retten har lagt til grund, ikke var umiddelbart beroert af den omtvistede beslutning i traktatens artikel 173, stk. 4's forstand.

56 Appellanten skal derfor gives medhold i appellen, i det omfang den vedroerer afvisningen af sagen, for saa vidt angaar annullationspaastanden.

Det andet anbringende

57 Det findes herefter ufornoedent at tage stilling til det andet anbringende.

Hjemvisning af sagen til Retten

58 I henhold til artikel 54, stk. 1, i EF-statutten for Domstolen ophaever Domstolen den af Retten trufne afgoerelse, naar Domstolen giver appellanten medhold. Domstolen kan i denne forbindelse enten selv traeffe endelig afgoerelse, hvis sagen er moden til paakendelse, eller hjemvise den til Retten til afgoerelse.

59 Sagen findes ikke at vaere moden til paakendelse, hvorfor den hjemvises til Retten til afgoerelse i realiteten.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

1) Den af Retten i Foerste Instans afsagte dom af 24. september 1996 i sag T-485/93, Dreyfus mod Kommissionen, ophaeves for saa vidt angaar afvisningen af den af Louis Dreyfus & Cie nedlagte annullationspaastand.

2) Sagen hjemvises til Retten i Foerste Instans til afgoerelse i realiteten.

3) Afgoerelsen om sagens omkostninger udsaettes.