23.3.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 86/11

1)

Skal den primære og/eller sekundære EU-ret, her navnlig direktiv 2000/78/EF (1), med hensyn til et omfattende forbud mod uberettiget forskelsbehandling på grund af alder fortolkes således, at det også omfatter nationale bestemmelser om aflønning af delstatsdommere?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, følger det da af fortolkningen af denne primære og/eller sekundære EU-ret, at en national bestemmelse, hvorefter størrelsen af en dommers grundløn ved etableringen arbejdsforholdet og denne grundløns senere stigning afhænger af den pågældendes alder, udgør en direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder?

3)

Såfremt også det andet spørgsmål besvares bekræftende, er fortolkningen af denne primære og/eller sekundære EU-ret da til hinder for, at en sådan national bestemmelse begrundes med det lovgivningsmæssige mål, at erhvervserfaringen og/eller den sociale kompetence skal belønnes?

4)

Såfremt også det tredje spørgsmål besvares bekræftende, tillader fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret da en anden retsfølge, end at de personer, som har været udsat for forskelsbehandling, skal aflønnes med tilbagevirkende kraft efter det højeste løntrin i deres lønramme, så længe der ikke er foretaget en implementering af regler om aflønning, som ikke indebærer en forskelsbehandling?

Følger retsfølgen af tilsidesættelsen af forbuddet mod forskelsbehandling i denne forbindelse af den primære og/eller sekundære EU-ret, her navnlig af direktiv 2000/78/EF, selv, eller følger kravet alene af det EU-retlige erstatningsansvar for staten ud fra det synspunkt, at der er blevet foretaget en mangelfuld gennemførelse af EU-retlige bestemmelser?

5)

Er fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret til hinder for en national foranstaltning, der lader kravet på (efter-)betaling eller erstatning være afhængigt af, at dommeren har gjort dette krav gældende hurtigt?

6)

Såfremt det første til det tredje spørgsmål besvares bekræftende, følger det da af fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret, at en overgangslov — hvorefter de gamle dommere (Bestandsrichter) alene indplaceres på et løntrin i den nye ordning på grundlag af beløbet for den grundløn, de har erhvervet i henhold til de tidligere regler om aflønning (som indebærer en forskelsbehandling) på skæringsdatoen for overgangen, og hvorefter den videre opstigning i højere løntrin således uafhængigt af dommerens absolutte erfaringsperiode i det væsentlige beregnes efter de erfaringsperioder, der er tilbagelagt fra overgangslovens ikrafttræden — udgør en vedvarende opretholdelse af den bestående forskelsbehandling på grund af alder, indtil det pågældende øverste løntrin er nået?

7)

Såfremt også det sjette spørgsmål besvares bekræftende, er fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret da til hinder for, at denne ubegrænset vedvarende ulige behandling kan begrundes med det lovgivningsmæssige mål, at overgangsloven ikke (kun) skal beskytte de gamle dommeres bestående erhvervede rettigheder på skæringsdatoen for overgangen, men (også) forventningen om disses prognosemæssigt forskaffede livsindkomst i henhold til de tidligere regler om aflønning i den pågældende lønramme og at nye dommere (Neurichter) skal aflønnes bedre end gamle dommere?

Kan den vedvarende forskelsbehandling af gamle dommere være begrundet, fordi den alternative regulering (individuel indplacering også af gamle dommere efter erfaringsperioder) ville være forbundet med en større administrativ byrde?

8)

Såfremt det syvende spørgsmål besvares med, at forskelsbehandling ikke kan være begrundet, tillader fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret da en anden retsfølge, end at de gamle dommere skal aflønnes med tilbagevirkende kraft og fortløbende efter det højeste løntrin i deres lønramme, så længe der ikke også for de gamle dommere er foretaget en implementering af regler om aflønning, som ikke indebærer en forskelsbehandling?

9)

Såfremt det første til det tredje spørgsmål besvares bekræftende og det sjette spørgsmål besvares benægtende, følger det da af fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret, at en ordning i en overgangslov, der fra et bestemt løntrin tildeler gamle dommere (Bestandsrichter), som på tidspunktet for overgangen havde nået en bestemt alder, en hurtigere lønstigning end yngre gamle dommere (Bestandsrichter) på skæringsdatoen for overgangen, udgør en direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af alder?

10)

Såfremt det niende spørgsmål besvares bekræftende, er fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret da til hinder for, at denne ulige behandling kan begrundes med det lovgivningsmæssige mål, at det ikke er de bestående erhvervede rettigheder på skæringsdatoen for overgangen, der skal beskyttes, men udelukkende forventningen om den prognosemæssigt forskaffede livsindkomst i henhold til de tidligere regler om aflønning i den pågældende lønramme?

11)

Såfremt det tiende spørgsmål besvares med, at den ulige behandling ikke kan være begrundet, tillader fortolkningen af den primære og/eller sekundære EU-ret da en anden retsfølge, end at alle gamle dommere med tilbagevirkende kraft og fortløbende skal tildeles den samme lønstigning, som de i det niende spørgsmål nævnte privilegerede dommere, så længe der ikke også for de gamle dommere er foretaget en implementering af regler om aflønning, som ikke indebærer en forskelsbehandling?