—

Universitat Pompeu Fabra ved abogado E. Arranz Serrano

—

den spanske regering ved M.J. García-Valdecasas Dorrego, som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved L. Lozano Palacios og D. Martin, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af §§ 3 og 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999 (herefter »rammeaftalen«), og som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP (EFT L 175, s. 43).

2

Anmodningen er indgivet under en sag mellem Márquez Samohano og hans arbejdsgiver Universitat Pompeu Fabra (herefter »UPF«) vedrørende kvalifikationen af de ansættelseskontrakter, som Márquez Samohano har indgået med sin arbejdsgiver.

3

Det fremgår af 14. betragtning til direktiv 1999/70, der er vedtaget på grundlag af artikel 139, stk. 2, EF, at de underskrivende parter ved at indgå en sådan aftale har ønsket at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination og ved at fastsætte de rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold eller ansættelseskontrakter.

4

Ifølge artikel 1 i direktiv 1999/70 har direktivet til formål »at iværksætte den i bilaget indeholdte rammeaftale […], som blev indgået […] mellem de generelle tværfaglige organisationer (EFS, UNICE og CEEP)«.

5

Andet og tredje afsnit i indledningen til rammeaftalen har følgende ordlyd:

»Parterne bag denne aftale erkender, at ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed er – og fortsat vil være – den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. De erkender ligeledes, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse tilfælde opfylder såvel arbejdsgivernes som arbejdstagernes behov.

I denne aftale fastsættes de generelle principper og minimumskrav, der skal gælde for tidsbegrænset ansættelse, idet parterne erkender, at det ved den nærmere gennemførelse heraf er påkrævet at tage hensyn til de særlige nationale, sektorbestemte eller årstidsbetingede realiteter. Aftalen viser, at arbejdsmarkedets parter er indstillet på at fastsætte en generel ramme, som skal sikre ligebehandling for personer med tidsbegrænset ansættelse ved at de beskyttes mod forskelsbehandling, og som skal sikre, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter grundlæggende anvendes på en, for både arbejdsgivere og arbejdstagere, acceptabel måde.«

6

Punkt 8 og 10 i de generelle betragtninger til rammeaftalen har følgende ordlyd:

[...]

7

I henhold til rammeaftalens § 1 med overskriften »Formål« er formålet hermed dels at forbedre kvaliteten ved tidsbegrænset ansættelse gennem anvendelsen af princippet om ikke-diskrimination, dels at fastsætte rammer, der skal forhindre misbrug hidrørende fra flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold.

8

Rammeaftalens § 2 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer i stk. 1, at den finder anvendelse på alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat.

9

Rammeaftalens § 3 med overskriften »Definitioner« fastsætter:

»I denne aftale forstås ved:

10

Rammeaftalens § 4 med overskriften »Princippet om ikke-diskrimination« bestemmer i stk. 1:

»Ansættelsesvilkårene for personer med tidsbegrænset ansættelse må ikke være mindre gunstige end de, der gælder for sammenlignelige fastansatte, hvis dette udelukkende er begrundet i kontraktens tidsbegrænsede varighed, og forskelsbehandlingen ikke er begrundet i objektive forhold.«

11

I rammeaftalens § 5 med overskriften »Bestemmelser om misbrug« er følgende fastsat:

12

Artikel 48 i Ley Orgánica 6/2001 de Universidades (organisk lov nr. 6/2001 om universiteter) af 21. december 2001 (BOE nr. 307 af 24.12.2001, s. 49400), som ændret ved Ley Orgánica nr. 7/2007 af 12. april 2007 (BOE nr. 89 af 13.4.2007, herefter »lov nr. 6/2001«), bestemmer:

»1.   Universiteterne kan ansætte undervisnings- og forskningspersonale i henhold til de konkrete ansættelsesregler for universiteter, der er reguleret ved denne lov eller i henhold til bestemmelserne i arbejdstagervedtægten [(Estatuto de los Trabajadores)] med henblik på afløsning af arbejdstagere, for hvilke der består en ret til at opretholde ansættelsen. Der kan ligeledes ansættes forsknings-, teknisk eller andet personale med en ansættelseskontrakt med henblik på fuldførelse af en bestemt opgave eller tjeneste i forbindelse med gennemførelsen af videnskabelige eller tekniske forskningsprojekter.

Universiteterne kan ligeledes udnævne en professor emeritus på de betingelser, der er fastsat i denne lov.

2.   De nærmere regler om specifikke kontraktansættelser på universiteter modsvarer titlerne assistent, lektor med tidsbegrænset ansættelse, lektor med tidsubegrænset ansættelse, ekstern lektor og gæstelektor.

Ordningen for de anførte kontraktansættelsesformer er fastsat i denne lov og i dens gennemførelsesbestemmelser; yderligere finder bestemmelserne i lovbekendtgørelse af lov om arbejdstagervedtægten [(Ley del Estatuto de los Trabajadores)], som godkendt ved kongeligt lovdekret nr. 1/1995 af 24. marts 1995 [(BOE nr. 75 af 29.3.1995, s. 9654)], og dets gennemførelsesbestemmelser anvendelse.

[...]«

13

Artikel 53 i lov nr. 6/2001 med overskriften »Eksterne lektorer« bestemmer:

»Ansættelse af eksterne lektorer skal ske i overensstemmelse med følgende bestemmelser:

14

Artikel 20 i Real Decreto 898/1985 sobre el régimen del profesorado universitario (kongeligt dekret nr. 898/1985 om bestemmelser for lærerstaben på universitetet) af 30. april 1985 (BOE nr. 146 af 19.6.1985, s. 18927) i den affattelse, der finder anvendelse på de faktiske omstændigheder i hovedsagen, bestemmer:

»Artikel 20. Eksterne lektorer

1.   Universiteterne kan i henhold til betingelserne i deres vedtægter og inden for deres budgetmæssige rammer ansætte eksterne lektorer med en tidsbegrænset ansættelse på fuldtid eller på deltid, idet disse eksterne lektorer rekrutteres blandt specialister med anerkendte kvalifikationer, som normalt udøver deres erhvervsmæssige aktivitet uden for universitetet.

2.   Med henblik på foregående stykke forstås ved normal udøvelse af erhvervsmæssig aktivitet udøvelse uden for universitetet af enhver lønnet erhvervsmæssig aktivitet, som gør det muligt for den pågældende at anvende det eksamensbevis vedkommende er i besiddelse af, i en periode på mindst tre år i løbet af de fem år, der gik forud for den pågældendes ansættelse som ekstern lektor på universitetet.

Uanset bestemmelserne i foregående stykke kan universiteterne i givet fald på de betingelser, som fremgår af vedtægten, ansætte personer med anerkendte kvalifikationer.

[...]

9.   Vedtægten for universiteterne fastsætter den maksimale løbetid for sådanne kontrakter, bestemmer om de kan forlænges, i givet fald betingelserne for, hvornår der kan foretages flere på hinanden følgende forlængelser, og det maksimale antal forlængelser.

[...]

10.   Ved udløbet af fristen i aftalen ophører aftalen automatisk uden krav om forudgående opsigelse, medmindre parterne tidligere er blevet enige om at forny kontrakten for den i henhold til vedtægten godkendte periode eller for en kortere periode.

11.   Når kontrakten for eksterne lektorer ophører ved udløbet af den aftalte frist, opstår der ikke nogen ret til erstatning, medmindre andet er fastsat i vedtægten.

[...]

15.   Kontrakterne for eksterne lektorer udløber ikke alene på de betingelser, der er fastsat i stk. 10 i denne artikel, men ligeledes når den ansatte lektor når pensionsalderen samt af alle andre eventuelle årsager, som fremgår af vedtægten, forudsat at de ikke udgør misbrug.«

15

Ley 1/2003 de Universidades de Cataluña (lov nr. 1/2003 om universiteterne i Catalonien) af 19. februar 2003 (BOE nr. 60 af 11.3.2003, s. 9404) bestemmer:

»Artikel 43. Sammensætning:

1.   Lærerstaben på universiteterne består af universitetsundervisere og fastansatte eller midlertidigt ansatte efter de kategorier, som er fastsat i denne lov.

2.   Med henblik på udøvelsen af deres beføjelser skal universiteterne sikre ensartede regler for det fastansatte personale og undervisningspersonalet på universiteterne, medmindre andet er fastsat i statens grundlæggende lovgivning.

Artikel 44. Ansatte undervisere

1.   De undervisere, som fastansættes, er professorer, adjungerede professorer og faste assisterende professorer.

2.   Lektorer, assisterende professorer, eksterne professorer, gæsteprofessorer og professorer emeritus henhører under kategorien midlertidigt ansatte undervisere.

[...]

Artikel 50. Eksterne lektorer

Eksterne lektorer kontraktansættes midlertidig i deltidsstillinger blandt specialister med anerkendte kvalifikationer, som godtgør, at de udøver deres erhvervsmæssige aktivitet uden for universitetet, med henblik på at undervise på universitetet. De kan undervise på alle områder inden for deres kompetenceområde.«

16

Vedtægten for Universidad Pompeu Fabra, der blev vedtaget ved dekret nr. 209/2003 af 9. september 2003 (BOE nr. 266 af 6.11.2003, s. 39397), som ændret ved aftalen GOV/203/2010 af 9. november 2010, bestemmer:

»Afsnit 6. Undervisningspersonalet

[…]

Kapitel 2. Lærerstaben

Artikel 93. Retlig ordning

93.1.   Lærerstaben på [UPF] er underlagt lov nr. [6/2001] og dens gennemførelsesbestemmelser, alle de bestemmelser, som er vedtaget af Generalitat de Catalogne, den almindelige lov om tjenestemænd, nærværende vedtægt og dennes gennemførelsesbestemmelser

93.2.   De ansatte undervisere er underlagt bestemmelserne i lov nr. [6/2001], i lov nr. [1/2003 af 19. februar 2003] om universiteterne i Catalonien og i gennemførelsesbestemmelserne til disse love, og yderligere finder arbejdstagervedtægten og gennemførelsesbestemmelserne hertil, nærværende vedtægt og den gældende kollektive overenskomst anvendelse.

[...]

Sektion 1. Ansatte undervisere

Artikel 101. Kategorier og kontrakternes løbetid

[...]

101.3.   Eksterne lektorer deltidsansættes midlertidigt blandt specialister med anerkendte kvalifikationer, som godtgør, at de udøver deres erhvervsmæssige aktivitet uden for universitetet med henblik på at udføre specifikke undervisningsopgaver. Kontrakterne indgås for den periode, der er fastsat i lov nr. [6/2001], og kan fornys for perioder af samme varighed, forudsat at betingelserne om udøvelse af erhvervsmæssig aktivitet fortsat er opfyldt.«

17

Artikel 16, stk. 3, i den kollektive overenskomst, som fandt anvendelse på undervisere og forskere ved offentlige catalanske universiteter i perioden fra den 10. oktober 2009 til den 31. december 2009, bestemte:

»Betingelsen om udøvelse af erhvervsmæssig aktivitet med henblik på at kunne deltage i en udvælgelsesprøve for eksterne lektorer anses for opfyldt, når ansøgerne godtgør, at de har udøvet en erhvervsmæssig aktivitet i mindst to år i løbet af de sidste fire år, enten som ansat eller som selvstændig erhvervsdrivende, eller på enhver anden måde, som hvert enkelt universitet kan godkende med dets samarbejdsudvalg.«

18

Artikel 15, stk. 3 og 5, i kongelige lovdekret nr. 1/1995 om godkendelse af lovbekendtgørelse af lov om arbejdstagervedtægten i den affattelse, som fremgår af Real Decreto-ley 10/2010, de medidas urgentes para la reforma del mercado de trabajo (kongelige lovdekret nr. 10/2010 om hasteforanstaltninger med henblik på reform af arbejdsmarkedet) af 16. juni 2010 (BOE nr. 147 af 17.6.2010, s. 51699, herefter »arbejdstagervedtægten«), der trådte i kraft den 18. juni 2010, bestemmer:

»3.   Midlertidige ansættelseskontrakter, som er indgået ved omgåelse af loven, anses for indgået på ubestemt tid.

[...]

5.   Arbejdstagere, der med eller uden afbrydelse i en periode på [30] måneder har været ansat i mere end [24] måneder i den samme eller i forskellige stillinger inden for samme virksomhed eller samme koncern, og som har indgået mindst to tidsbegrænsede kontrakter, uanset om der er tale om direkte ansættelse eller ansættelse gennem et vikarbureau, og uanset om samme eller forskellige kontraktvilkår for midlertidig ansættelse har fundet anvendelse, skal anses for at være fastansat, medmindre andet er foreskrevet i denne artikels stk. 1, litra a), og stk. 2 og 3.

[...]«

19

15. tillægsbestemmelse i arbejdstagervedtægten med overskriften »Anvendelsen af tidsfrister i kontrakten med henblik på en opgave eller en bestemt tjeneste og på flere på hinanden følgende kontrakter i den offentlige forvaltning«, som ændret ved artikel 1, stk. 6, i lov nr. 35/2010 af 17. september 2010 om hasteforanstaltninger med henblik på en reform af arbejdsmarkedet (BOE nr. 227 af 18.9.2010, s. 79326), som trådte i kraft den 19. september 2010, har følgende ordlyd:

»1.   Bestemmelserne i artikel 15, stk. 1, litra a), om den maksimale løbetid for en kontrakt med henblik på udøvelse af en bestemt arbejdsopgave eller ydelse, og artikel 15, stk. 5, om de frister, som finder anvendelse på flere på hinanden følgende kontrakter i denne lov, har virkninger for den offentlige forvaltning og de offentlige organer, som har en tilknytning til forvaltningen, eller som har et tilhørsforhold til forvaltningen, med forbehold af de forfatningsmæssige principper om, at adgangen til ansættelse i den offentlige sektor er baseret på lighed, fortjeneste og kompetence, således at disse bestemmelser ikke er til hinder for pligten til at besættelse ledige stillinger gennem almindelige udvælgelsesprocedurer i henhold til den anvendelige lovgivning.

Følgelig bevarer en arbejdstager sin stilling, indtil stillingen er besat, i overensstemmelse med de ovenfor nævnte procedurer, hvilket indebærer at ansættelsesforholdet afsluttes, medmindre den pågældende arbejdstager bliver offentligt ansat efter at have bestået en tilsvarende udvælgelsesprøve.

[...]

3.   Ved anvendelsen af den i artikel 15, stk. 5, nævnte begrænsning, som finder anvendelse på flere af hinanden følgende kontrakter, tages der kun hensyn til kontrakter, som er indgået inden for hvert af den offentlige forvaltnings områder med undtagelse i denne henseende af offentlige organer, agenturer og andre offentlige enheder med egen juridisk personlighed, som er tilknyttede eller afhængige af den offentlige forvaltning. Bestemmelserne i artikel 15, stk. 5, finder under alle omstændigheder ikke anvendelse for så vidt angår de særlige vilkår for arbejdskontrakter i lov nr. [6/2001] eller i enhver anden bestemmelse, som har lovrang.«

20

I henhold til Real Decreto-Ley 3/2012 de medidas urgentes para la reforma del mercado laboral (kongeligt lovdekret nr. 3/2012 om hasteforanstaltninger med henblik på en reform af arbejdsmarkedet) af 10. februar 2012 blev anvendelsen af arbejdstagervedtægtens artikel 5, stk. 5, udsat indtil den 31. december 2012.

21

Antonio Márquez Samohano indgik en ansættelseskontrakt om ansættelse som ekstern lektor på deltid for perioden fra den 30. september 2008 til den 29. september 2009. Kontrakten blev forlænget tre gange, første gang frem til den 21. september 2010, dernæst til den 21. september 2011 og endelig frem til den 28. juli 2012. I løbet af ansættelsesforholdet blev antallet af arbejdstimer forøget, således at de i henhold til den sidste ansættelseskontrakt udgjorde seks timer om ugen.

22

Den 29. juni 2012 oplyste UPF sagsøgeren i hovedsagen om, at hans stilling blev opsagt den 28. juli 2012.

23

Sidstnævnte dato indgav sagsøgeren en anmodning om fornyelse af sin ansættelseskontrakt.

24

Den 29. juli 2012 informerede rektor ved UPF Antonio Márquez Samohano om, at ansættelsesforholdet var ophørt samme dag, som følge af at hans midlertidige ansættelseskontrakt var udløbet i henhold til bestemmelserne i artikel 53 i lov nr. 6/2001 og artikel 20 i kongelig dekret nr. 898/1985, og at der således ikke forelå nogen uregelmæssigheder hverken for så vidt angik aftalens indgåelse eller ansættelsesforholdets ophør.

25

Den forelæggende ret har præciseret, at da sagsøgeren i hovedsagen underskrev sin første ansættelseskontrakt, skrev han samtidig under på en erklæring om, at han havde til hensigt at kombinere sin indsats som ekstern lektor med et arbejde i den private sektor. Antonio Márquez Samohano har ikke siden underskrevet andre erklæringer, og han er heller ikke blevet adspurgt herom. Han har endog underrettet sine overordnede om, at hans arbejde på universitetet var hans hovedbeskæftigelse.

26

Den 13. september 2012 anlagde sagsøgeren i hovedsagen sag mod UPF ved Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona med påstand om, at afskedigelsen af ham blev kendt ugyldig, subsidiært blev kendt uberettiget. Sagsøgeren har nærmere bestemt nedlagt påstand om, at de underskrevne ansættelseskontrakter og forlængelserne heraf var ureglementerede og var indgået under omgåelse af loven, dels fordi de lovmæssige betingelser for at ansætte ham som ekstern lektor ikke var opfyldt, dels fordi de i loven fastsatte kriterier for at indgå en tidsbegrænset ansættelseskontrakt ikke var opfyldt.

27

I forelæggelsesafgørelsen har Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona konstateret, at til forskel fra den almindelige lovgivning, der finder anvendelse på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, indeholder den lovgivning, der finder anvendelse på universiteterne, navnlig artikel 53 i lov nr. 6/2011, ikke nogen tilsvarende foranstaltninger, som er egnede til at forhindre misbrug ved anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Loven forskriver heller ikke nogen objektive forhold, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter, ligesom den hverken foreskriver en maksimal løbetid, eller hvor mange gange kontrakterne maksimalt kan fornys. Navnlig finder arbejdstagervedtægtens artikel 15, stk. 5, hvorefter arbejdstagere, som under en periode på 30 måneder har været ansat i mere end 24 måneder, på visse betingelser kan blive fastansat, ikke anvendelse i den foreliggende sag. Den nationale lovgivning, som finder anvendelse på universiteterne, forekommer således at være i strid med rammeaftalens § 5.

28

Den forelæggende ret har desuden understreget, at når der i den private sektor er tale om en ulovlig tidsbegrænset ansættelseskontrakt, uanset om dette skyldes en ulovlig anvendelse af flere på hinanden følgende kontrakter eller som følge af en omgåelse af loven, anses denne kontrakt i henhold til arbejdstagervedtægtens artikel 15, stk. 3 og 5, for at være indgået på ubestemt tid, og arbejdsgiveren kan udelukkende afbryde dette ansættelsesforhold gennem en opsigelse, som medfører betaling af en lovbestemt erstatning. I en lignende situation og på baggrund af de forfatningsretlige principper om, at adgangen til ansættelse i den offentlige sektor er baseret på lighed, fortjeneste og kompetence, kan et tidsubegrænset ansættelsesforhold i den offentlige sektor derimod i medfør af arbejdstagervedtægtens 15. tillægsbestemmelse, stk. 1, andet afsnit, afsluttes, uden at der skal betales nogen form for erstatning med den begrundelse, at den stilling, som den pågældende beklædte, er besat eller nedlagt. I den offentlige sektor sidestilles arbejdstagere »på ubestemt tid« (»por tiempo indefinido«) således ikke med »fastansatte« (»fijos«) inden for denne sektor, idet sidstnævnte som fastansatte således har samme rettigheder for så vidt angår ophævelse af ansættelseskontrakterne som arbejdstagere på ubestemt tid i den private sektor. Den førstnævnte gruppe af arbejdstagere, som ifølge den forelæggende ret kan kvalificeres som »arbejdstagere, der er ansat på ubegrænset tid, men som ikke er fastansatte«, behandles således i praksis på samme måde som personer med tidsbegrænset ansættelse.

29

Ifølge den forelæggende ret er dette begreb »ikke-fastansat arbejdstager på ubegrænset tid« ikke i overensstemmelse med den definition af »en person med tidsbegrænset ansættelse«, som fremgår af rammeaftalens § 3, eftersom ansættelsesforholdet for en sådan arbejdstager ophører som følge af en bestemt hændelse. Der opstår således et spørgsmål om, hvorvidt en arbejdstager, som er omfattet af dette begreb, skal behandles på samme måde som en fastansat i den offentlige sektor eller en arbejdstager, der er ansat på ubestemt tid i den private sektor for så vidt angår retten til erstatning i tilfælde af en arbejdsgivers ensidige opsigelse af ansættelsesforholdet.

30

På denne baggrund har Juzgado de lo Social no 3 de Barcelona besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

31

Med det første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter universiteterne kan foretage flere på hinanden følgende fornyelser af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der er indgået med eksterne lektorer, uden nogen begrænsning af den maksimale samlede varighed eller antallet af de gange, sådanne kontrakter kan fornyes.

32

Den spanske regering har gjort gældende, at dette spørgsmål ikke kan realitetsbehandles af to grunde.

33

For det første har dette spørgsmål ikke nogen forbindelse til genstanden for hovedsagen. I sin påstand for den forelæggende ret nøjedes sagsøgeren i hovedsagen nemlig med at anføre, at hans tidsbegrænsede ansættelseskontrakter var indgået under omgåelse af loven som omhandlet i arbejdstagervedtægtens artikel 15, stk. 3, eftersom de lovmæssige betingelser for at ansætte ham som ekstern lektor ikke var opfyldt, og fordi de i loven fastsatte kriterier for at indgå en midlertidig kontrakt ikke var opfyldt. Omgåelse er imidlertid ikke omfattet af formålet med rammeaftalen.

34

For det andet finder rammeaftalen ikke anvendelse på tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med eksterne lektorer. I den foreliggende sag fandtes der nemlig ikke en sammenlignelig fastansat i rammeaftalens § 4’s forstand. Derudover er den tidsbegrænsede ansættelseskontrakt, som er indgået med en ekstern lektor, ikke af en sådan art, at den kan anses for misbrug som omhandlet i rammeaftalens § 5. Eftersom en sådan lektors virksomhed udgør en bibeskæftigelse i forhold til et arbejde uden for universitet som specialist med anderkendte kvalifikationer, kan anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter aldrig bringe den pågældende i en vanskelig situation.

35

Det skal bemærkes, at der ifølge fast retspraksis er en formodning for, at de spørgsmål om EU-rettens fortolkning, som den nationale ret har forelagt på baggrund af de retlige og faktiske omstændigheder, som den har ansvaret for at fastlægge – og hvis rigtighed det ikke tilkommer Domstolen at efterprøve – er relevante. Domstolen kan kun afslå at træffe afgørelse vedrørende et præjudicielt spørgsmål fra en national retsinstans, når det klart fremgår, at den ønskede fortolkning af EU-retten savner enhver forbindelse med realiteten i hovedsagen eller dennes genstand, når problemet er af hypotetisk karakter, eller når Domstolen ikke råder over de faktiske og retlige oplysninger, som er nødvendige for, at den kan foretage en saglig korrekt besvarelse af de stillede spørgsmål (jf. bl.a. dom af 22.6.2010, forenede sager C-188/10 og C-189/10, Melki og Abdeli, Sml. I, s. 5667, præmis 27 og den deri nævnt retspraksis, og af 11.4.2013, sag C-290/12, Della Rocca, præmis 29).

36

I det foreliggende tilfælde er det tilstrækkeligt at konstatere dels, at det, uanset hvilken påstand sagsøgeren i hovedsagen har fremsat ved den forelæggende ret, tydeligt fremgår af oplysningerne fra den forelæggende ret, at sagsøgeren i hovedsagen mange gange har indgået flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, hvilke netop er genstand for rammeaftalens § 5. Det er således tydeligt, at fortolkningen af denne klausul kan have betydning for afgørelsen af tvisten i hovedsagen. Påstanden om, at en ekstern lektor såsom sagsøgeren i hovedsagen ikke er omfattet af anvendelsesområdet for rammeaftalen, vedrører desuden genstanden for spørgsmålet, og ikke hvorvidt det kan antages til realitetsbehandling.

37

Herefter skal det fastslås, at det første spørgsmål kan antages til realitetsbehandling.

38

Med hensyn til realiteten skal det indledningsvis bemærkes, at det fremgår af ordlyden af rammeaftalens § 2, stk. 1, at dens anvendelsesområde er defineret bredt med en generel henvisning til »alle med tidsbegrænset ansættelse, som har en ansættelseskontrakt eller indgår i et ansættelsesforhold, som defineret ved lov, kollektiv aftale eller gældende praksis i den enkelte medlemsstat«. Desuden omfatter definitionen af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« som omhandlet i rammeaftalens § 3, nr. 1), alle arbejdstagere uden nogen sondring af, om den pågældende arbejdsgiver henhører under den offentlige eller private sektor (dom af 4.7.2006, sag C-212/04, Adeneler m.fl., Sml. I, s. 6057, præmis 56, og Della Rocca-dommen, præmis 34).

39

Heraf følger, at en arbejdstager såsom en ekstern lektor på et universitet, hvis ansættelseskontrakt ifølge bestemmelserne i national ret nødvendigvis skal være indgået for en tidsbegrænset periode, er omfattet af anvendelsesområdet for rammeaftalen.

40

I modsætning til hvad den spanske regering har gjort gældende, er det i denne henseende uden betydning, at der ikke for en sådan arbejdstager findes en sammenlignelig fastansat, eller at denne arbejdstager ikke er omfattet af flere på hinanden følgende retsstridige tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Sådanne betragtninger er nemlig alene relevante med henblik på at fastslå en eventuel tilsidesættelse af rammeaftalens §§ 4 og 5, som vedrører henholdsvis iagttagelsen af princippet om ikke-diskrimination mellem arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse og arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse og de foranstaltninger, der har til formål at forhindre misbrug ved anvendelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsende ansættelseskontrakter. Derimod er disse betragtninger ikke relevante med henblik på fastlæggelsen af rammeaftalens anvendelsesområde, som er defineret i dens § 2, stk. 1, sammenholdt med § 3, nr. 1).

41

Det skal bemærkes, at rammeaftalens § 5, stk. 1, har til formål at gennemføre et af de formål, der forfølges med denne rammeaftale, nemlig at begrænse anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der anses for en potentiel kilde til misbrug til skade for arbejdstagerne, idet den fastsætter bestemmelser om minimumsbeskyttelse med henblik på at undgå, at arbejdstagernes situation bliver usikker (jf. dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 63, og dom af 23.4.2009, forenede sager C-378/07 - C-380/07, Angelidaki m.fl., Sml. I, s. 3071, præmis 73, og af 26.1.2012, sag C-586/10, Kücük, præmis 25).

42

Ved denne bestemmelse i rammeaftalen pålægges medlemsstaterne med henblik på at forhindre misbrug hidrørende fra anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold effektivt og bindende at vedtage en eller flere af de foranstaltninger, der opregnes i bestemmelsen, når der ikke er fastsat tilsvarende retsregler i national ret. De foranstaltninger, der opregnes i stk. 1, litra a)-c), i den pågældende bestemmelse, vedrører henholdsvis objektive omstændigheder, der kan begrunde en fornyelse af sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold, den maksimale samlede varighed af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller arbejdsforhold og antallet af gange, sådanne kontrakter eller ansættelsesforhold kan fornys (jf. dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 74, og Kücük-dommen, præmis 26).

43

Det er i den foreliggende sag ubestridt, at de bestemmelser, som finder anvendelse på sagsøgeren i hovedsagen, navnlig vedtægterne for UPF, ikke indeholder nogen tilsvarende retsregler i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i rammeaftalens § 5, stk. 1, og ikke fastsætter nogen grænse for den maksimale samlede varighed eller antallet af fornyelser af de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som universiteterne indgår med deres eksterne lektorer som omhandlet i § 5, stk. 1, litra b) og c).

44

Under disse omstændigheder skal det undersøges, i hvilket omfang fornyelsen af sådanne ansættelseskontrakter kan begrundes med objektive omstændigheder som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a).

45

Ifølge retspraksis skal begrebet »objektive omstændigheder« forstås således, at de henviser til præcise og konkrete omstændigheder i forbindelse med en bestemt aktivitet, og som følgelig i denne særlige sammenhæng kan begrunde anvendelsen af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter. Disse omstændigheder kan bl.a. opstå på grund af den særlige art opgaver, som sådanne kontrakter er indgået med henblik på udførelsen af, samt de hermed forbundne forhold eller i givet fald på grund af medlemsstatens forfølgelse af et lovligt socialpolitisk formål (jf. dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 96 og den deri nævnte retspraksis, og Kücük-dommen, præmis 27).

46

Derimod er en national bestemmelse, der blot generelt og abstrakt i form af en retsforskrift eller administrativ bestemmelse giver mulighed for at anvende flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, ikke i overensstemmelse med de krav, der fremgår af ovenstående præmis i denne dom (jf. dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 97, og Kücük-dommen, præmis 28).

47

En sådan bestemmelse, der udelukkende er formel, gør det nemlig ikke muligt at udskille de objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov, er egnet til at nå det forfulgte formål og nødvendig herfor. Denne bestemmelse indebærer således en reel risiko for misbrug af sådanne kontrakter og er derfor uforenelig med rammeaftalens formål og effektive virkning (jf. i denne retning dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 98 og 100 og den deri nævnte retspraksis, samt Kücük-dommen, præmis 29).

48

Det fremgår imidlertid af den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, således som den er gengivet i forelæggelsesafgørelsen, at universiteternes indgåelse og fornyelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter med eksterne lektorer såsom sagsøgeren i hovedsagen er begrundet med behovet for at overlade deltidsudførelse af specifikke undervisningsopgaver til »specialister med anerkendte kvalifikationer«, der udøver en erhvervsmæssig aktivitet uden for universitetsmiljøet, således at disse lektorer kan tilføre universitetet deres erhvervsmæssige viden og erfaring, og der skabes dermed et partnerskab mellem universitetsundervisningen og erhvervslivet. Ifølge disse bestemmelser skal en sådan ekstern lektor have udøvet lønnet erhvervsmæssig aktivitet i kraft af hans eksamensbevis i en minimumsperiode på flere år under en forudbestemt periode inden hans ansættelse på universitetet. De omhandlede ansættelseskontrakter indgås og fornys endvidere, under forudsætning af at betingelserne om udøvelse af erhvervsmæssig aktivitet fortsat er opfyldt, og de ophører, når den ansatte underviser når pensionsalderen.

49

Med forbehold af de efterprøvelser, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, eftersom denne er eneansvarlig for at fortolke den nationale ret, fremgår det således, at disse bestemmelser angiver de præcise og konkrete omstændigheder, hvorunder flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter kan indgås med henblik på ansættelse af eksterne lektorer, og at de tilgodeser et reelt behov.

50

Disse midlertidige kontrakter er navnlig egnede til at sikre virkeliggørelsen af det formål, de forfølger, som er at berige universitetsundervisningen på specifikke områder gennem alment anerkendte specialisters erfaringer, idet disse kontrakter gør det muligt at tage hensyn til såvel den berørte persons kompetencer på det pågældende område som universitets behov.

51

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at selv om tidsubegrænsede ansættelseskontrakter er den ansættelsesform, der sædvanligvis anvendes, anerkendes det i rammeaftalen – således som det fremgår af anden og tredje betragtning i indledningen og punkt 8 og 10 i de generelle betragtninger – at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter i visse sektorer, inden for visse erhverv og ved visse former for aktiviteter er en beskæftigelsesform (jf. i denne retning dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 61, og dom af 15.4.2008, sag C-268/06, Impact, Sml. I, s. 2483, præmis 86, og af 15.3.2012, sag C-157/11, Sibilio, præmis 38).

52

Henset til, at det kræves, at den pågældende udøver erhvervsmæssig aktivitet uden for universitetet for at kunne ansættes som ekstern lektor, og at han udelukkende kan undervise på deltid, fremgår det heller ikke, at en sådan tidsbegrænset ansættelseskontrakt i sig selv kan påvirke formålet med rammeaftalen, som er at beskytte arbejdstagerne mod usikkerhed i beskæftigelsen.

53

Som alle de procesdeltagere, der har afgivet skriftlige indlæg ved Domstolen, har gjort gældende, må det følgelig konstateres, at en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, som tillader universiteterne at forny flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med eksterne lektorer, med forbehold af de efterprøvelser, som det tilkommer den forelæggende ret at foretage, forekommer at være forenelig med rammeaftalens § 5, stk. 1.

54

Det skal ikke desto mindre bemærkes, at selv om den objektive grund, som er nævnt i den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning, i princippet kan være lovlig, må de kompetente myndigheder sikre sig, at den konkrete anvendelse af denne lovgivning, henset til de særlige omstændigheder ved den pågældende aktivitet og betingelserne for udøvelsen heraf, er i overensstemmelse med kravene i rammeaftalen. Ved anvendelsen af den pågældende bestemmelse i den nationale lovgivning må disse myndigheder være i stand til at udskille de objektive og gennemsigtige kriterier for at efterprøve, om fornyelsen af sådanne kontrakter rent faktisk opfylder et reelt behov og er egnet til at nå det forfulgte formål og nødvendig herfor (jf. Kücük-dommen, præmis 34).

55

Det skal i denne henseende bemærkes, at fornyelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold for at dække behov, der faktisk ikke er midlertidige, men derimod faste og varige, ikke er begrundet i henhold til rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a) (jf. i denne retning bl.a. Kücük-dommen, præmis 36).

56

En sådan anvendelse af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold er nemlig i direkte modstrid med den forudsætning, hvorpå rammeaftalen hviler, nemlig forudsætningen om, at tidsubegrænsede ansættelseskontrakter udgør den sædvanlige ansættelsesform, selv om tidsbegrænsede ansættelseskontrakter er en beskæftigelsesform i visse sektorer, inden for visse erhverv og ved visse former for aktiviteter (jf. dommen i sagen Adeneler m.fl., præmis 61, og Kücük-dommen, præmis 37).

57

Den omstændighed, at tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med eksterne lektorer, fornyes med henblik på at imødekomme et tilbagevendende eller konstant behov på universiteterne på det pågældende område, og at et sådant behov ville kunne tilgodeses ved indgåelse af en tidubegrænset kontrakt, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til at udelukke, at der foreligger en objektiv omstændighed som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, eftersom den omhandlede undervisningsvirksomhed og de hermed forbundne forhold i denne sammenhæng kan begrunde brugen af tidsbegrænsede kontrakter. Selv om de tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med eksterne lektorer dækker et konstant behov på universiteterne, for så vidt som den eksterne lektor, der er ansat i medfør af en sådan tidsbegrænset ansættelseskontrakt, udfører klart definerede opgaver, som er en del af universitetets sædvanlige virksomhed, forholder det sig ikke desto mindre således, at behovet for eksterne lektorer forbliver midlertidigt, idet denne lektor forventes at genoptage sin erhvervsmæssige aktivitet på fuld tid ved udløbet af kontrakten (jf. i denne retning Kücük-dommen, præmis 38 og 50).

58

Derimod kan sådanne tidsbegrænsede arbejdskontrakter som de i hovedsagen omhandlede ikke fornys – end ikke på deltidsbasis – med henblik på varigt og konstant at udføre sådanne undervisningsopgaver, som det normalt henhører under det almindelige universitetspersonale at udføre.

59

Det påhviler således samtlige myndigheder i de berørte medlemsstater, herunder de nationale retter, inden for rammerne af deres respektive kompetence at sikre overholdelsen af rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), ved konkret at kontrollere, at fornyelserne af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter eller ansættelsesforhold, som er indgået med eksterne lektorer, har til formål at dække midlertidige behov, og at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke i praksis anvendes til at dække universiteternes faste og varige behov for rekruttering af undervisningspersonale (jf. analogt dommen i sagen Angelidaki m.fl., præmis 106, og Kücük-dommen, præmis 39).

60

Henset til samtlige ovenstående bemærkninger skal det første spørgsmål besvares med, at rammeaftalens § 5 skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter universiteterne kan foretage en fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med eksterne lektorer, uden nogen begrænsning af den maksimale samlede varighed eller antallet af de gange, sådanne kontrakter kan fornyes, forudsat at sådanne kontrakter er begrundet i objektive omstændigheder som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1 litra a), hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Det påhviler imidlertid også denne ret konkret at kontrollere, at den i hovedsagen omhandlede fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter rent faktisk havde til formål at dække midlertidige behov, og at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke reelt blev anvendt til at dække faste og varige behov for rekruttering af undervisningspersonale.

61

Med det andet og det tredje spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om rammeaftalens § 3 skal fortolkes således, at den er til hinder for en national bestemmelse som den i arbejdstagervedtægtens 15. tillægsbestemmelse, stk. 1, andet afsnit, omhandlede, hvorefter arbejdstagere i den offentlige sektor, som er ansat i medfør af tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, der har overskredet den maksimale grænse i vedtægtens artikel 15, stk. 5, er underlagt den særlige ordning for »arbejdstagere, der er ansat på ubegrænset tid, men som ikke er fastansatte«, ifølge hvilken deres ansættelsesforhold ophører automatisk, når arbejdsgiveren beslutter at udfylde en stilling gennem udvælgelsesprøver, uden at de er berettiget til nogen erstatning, mens arbejdstagere med tidsubegrænset ansættelse i den private sektor såvel som fastansatte i den offentlige forvaltning i en lignende situation har ret til en afskedigelsesgodtgørelse.

62

Som alle de procesdeltagere, der har indgivet skriftlige indlæg, har gjort gældende, må det fastslås, at disse spørgsmål ikke er relevante for afgørelsen af tvisten i hovedsagen, eftersom de er hypotetiske.

63

Selv om det lægges til grund, at der i hovedsagen er tale om et misbrug af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, har den forelæggende ret selv i forlæggelseskendelsen – som det fremgår af denne doms præmis 27 og 43 og af ordlyden af det første spørgsmål – oplyst, at en ændring af disse kontrakter til tidsubegrænset ansættelseskontrakter i medfør af arbejdstagervedtægtens artikel 15, stk. 5, ikke finder anvendelse på en ekstern lektor såsom sagsøgeren i hovedsagen.

64

Heraf følger, at det andet og det tredje spørgsmål i overensstemmelse med den retspraksis, som er nævnt i denne doms præmis 35, må afvises.

65

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Ottende Afdeling) for ret:

§ 5 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev indgået den 18. marts 1999, og som er indeholdt i bilaget til Rådets direktiv 1999/70/EF af 28. juni 1999 om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE og CEEP, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter universiteterne kan foretage en fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter, som er indgået med eksterne lektorer, uden nogen begrænsning af den maksimale samlede varighed eller antallet af de gange, sådanne kontrakter kan fornyes, forudsat at sådanne kontrakter er begrundet i objektive omstændigheder som omhandlet i rammeaftalens § 5, stk. 1, litra a), hvilket det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve. Det påhviler imidlertid også denne ret konkret at kontrollere, at den i hovedsagen omhandlede fornyelse af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelseskontrakter rent faktisk havde til formål at dække midlertidige behov, og at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede ikke reelt blev anvendt til at dække faste og varige behov for rekruttering af undervisningspersonale.