9.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 38/12

—

Dommen afsagt af Retten (Anden Afdeling) den 18. september 2012 ophæves i det omfang, den vedrører afgørelsen i sag T-242/09 og afgørelsen om sagsomkostningerne.

—

Den af sagsøgeren i første instans nedlagte påstand om annullation af den afgørelse, der blev truffet af appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden den 23. januar 2009 (sag A010/2007), tages til følge.

—

EF-Sortsmyndigheden tilpligtes at betale alle appellantens omkostninger, der er opstået som følge af den foreliggende sag, sagen i forbindelse med de forenede sager T-133/08, T-134/08, T-177/08 og T-242/09 for Retten og de forudgående sager for appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden.

I.

Med det første anbringende gør appellanten gældende, at Retten retligt fejlagtigt er gået ud fra, at der i sager for appelkammeret ved EF-Sortsmyndigheden vedrørende afslaget på en begæring om ugyldigkendelse af en fællesskabssort ikke skal foretages en undersøgelse ex officio af de faktiske omstændigheder. Efter appellantens opfattelse udgør dette en tilsidesættelse af de regler om bevisbyrde og bevisførelse, der gælder for proceduren for appelkammeret, og en deraf følgende tilsidesættelse af Rettens pligt til at foretage retslig prøvelse samt en tilsidesættelse af appellantens ret til en retfærdig rettergang, god forvaltningsskik og adgang til effektive retsmidler.

II.

Med det andet anbringende anfægter appellanten Rettens konstatering, hvorefter der kun består et krav på at der træffes foranstaltninger med henblik på tilrettelæggelse af sagen i proceduren for EF-Sortsmyndigheden, hvis parten har fremlagt et foreløbigt bevis for sit indlæg. I denne forbindelse har appellanten gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af reglerne om bevisbyrde og bevisførelse, en tilsidesættelse retten til kontradiktion samt en fordrejning af de faktiske omstændigheder og af bevismidler, selv hvis det lægges til grund, at det er appellanten, der har bevisbyrden.

III.

Med det tredje anbringende gør appellanten gældende, at Retten retligt fejlagtigt har lagt en ud fra Rettens synspunkt »forkert omstændighed« — dvs. en ikke foreliggende omstændighed — til grund som »almindelig kendt«. Appellanten gør i den forbindelse gældende, at Retten har tilsidesat pligten til at kontrollere lovligheden, og at der er sket en fordrejning af faktiske omstændigheder og bevismidler.

IV.

Med det fjerde anbringende gør appellanten gældende, at Retten har foretaget retligt fejlagtige konstateringer vedrørende bevisbyrden, idet Retten har foreholdt appellanten, at han ikke har fremført nogen beviser for sine påstande med hensyn til virkningerne af vækstregulatorer. Appellanten har for så vidt gjort gældende, at dommen er selvmodsigende, at Retten ikke har foretaget en kontrol af lovligheden samt at der er tale om en mangelfuld begrundelse.

V.

Med det femte anbringende anfægter appellanten Rettens konstatering, hvorefter kendetegnet »stilkenes vækstform« ved en Osteospermum-sort ikke eller ikke på en relevant måde er blevet inddraget i afprøvningen af sortens selvstændighed. Heri ligger en tilsidesættelse af artikel 7 og 20 i forordningen (1) og en ulovlig udvidelse af sagens genstand, og afgørelsen strider imod forbuddet mod at der træffes en uventet afgørelse. Det gøres endvidere gældende, at retten til kontradiktion er blevet tilsidesat.

VI.

Med det sjette anbringende anfægter appellanten Rettens konstatering, hvorefter »stilkenes vækstform« ved en plantesort skal bestemmes ved hjælp af relative kriterier, dvs. i forhold til andre planter, der indgår i den pågældende prøvning. Heri ligger der efter appellantens synspunkt en fordrejning af faktiske omstændigheder, en tilsidesættelse af forordningen, en ulovlig udvidelse af sagens genstand og en tilsidesættelse af Rettens pligt til at foretage en omfattende kontrol af lovligheden. Afgørelsen er derfor selvmodsigende.